Når forholdet går i stykker {{forumTopicSubject}}

Det hele startede den 26 August 2006 .. vi begyndte at komme sammen, og det hele virkede bare så nemt. 4 måneder gik, og vi fik for første gang 'lov' (måske mere mulighed) til at holde vores første månedsdag sammen, den 26 December.



Det hele gik bare så godt. Stefan og jeg skændtes sjældent. Vi passede på hinanden, var gode ved hinanden, og begge utrolig forstående.

Vi viste hinanden gensidig respekt, og accept i næsten al opførsel (dog med grænser). Ingen af os er jaloux anlagt, og al druk og bytur var i orden.

Vi hyggede os når vi var sammen. Var gode til at finde på nye ideer, og sjove alternativer.



Hvorfor går sådan noget i stykker?



Nu sidder jeg her. Klokken er 04.36 og mine øjne nægter at lukke sig, så mit sind kan vende sig indad og jeg kan få lidt ro. Tårerne står ned af mine kinder, og ordrene strømmer ud, helt af sig selv.



Jeg sidder stadig totalt uforstående overfor hvad det er der er sket. Også selvom det var mig selv der sluttede det.



Begyndelsen på enden startede for godt 2 måneder siden.

Stefan løj overfor mig.

Min tiltro, tillid og troskab til ham sluttede brat.



Siden har jeg ikke kunnet falde til ro når han gik i byen (da det var dette han løj om) Var han sammen med en anden? Hvad lavede han?



Selvom jeg inderst inde tror på han har været mig fuldstændig tro, skubbede jeg ham stille og roligt væk fra mig. Jeg groede ind i mig selv, og han forstod overhovedet ikke hvad der skete. Jeg blev sur, og skænderierne begyndte at komme i en noget større grad. For 2 uger siden gik det helt galt.

Jeg sagde til ham at jeg ikke kunne klare det mere. Det evindelige nagen af mistro, af usikkerhed - uden overhovedet at kunne falde til ro.

Jeg fortalte ham at det var på tide at vi fandt hver til sit. At vi gav slip på det her. Jeg ved ikke hvordan han kan gøre det.. han overbeviste mig om at det ikke var det rette, og vi forsøgte at rette op på forholdet, en gang for alle.

Men allerede der havde jeg besluttet mig.



Vi forsøgte igen. Alting virkede bare forkert når vi var sammen. Nogengange kunne jeg overhovedet ikke se på ham, uden at føle kvalme!? Jeg græd meget. Utrolig meget.

Igen anede han ikke hvad det var der skete.



Jeg aner ikke hvad det er der sker.

Stefan har været den perfekte kæreste, hele vejen igennem. Totalt nede på jorden, og alligevel en festabe. Han elsker mig, og han viser det. Hvis jeg er ked af det trøster han mig. Hvis jeg vil lave et eller andet er han med på den med det samme.

Da jeg mødte ham var han totalt bange for heste. Nu har han redet på en, og er blevet 'buddies' med den bette af mine ponyer. Han kan faktisk godt lide dem, og hygger sig med at nusse rundt oppe i stalden.

Han er flot. Han går op i sit tøj, og sit udseende og vil gerne se flot ud, også selvom han 'bare' er sammen med mig.

Når vi er sammen med hans venner har han intet imod at vise at han holder af mig, og at jeg er hans kæreste. Det er det samme når vi er sammen med hans familie.



Vi skændtes en gang, hvor jeg blev rigtig rigtig sur på ham, tilbage i Februar. Det var en søndag. Dagen efter modtog jeg 12 lyserøde roser, hvor han havde skrevet 'Undskyld skal, jeg elsker dig og håber du kan tilgive mig'.

Min familie kan lide ham. Min hund forguder ham.



Men... nu er det forbi. Jeg kørte op til ham idag, og vi snakkede det igennem. Han viste det egentlig godt, og var enig med mig.

Jeg synes vi var blevet mere venner end kærester, og at vi igennem de sidste måneder langsomt er blevet dårligere og dårligere til at vise vores følelser for hinanden. Noget vi ellers altid har været enormt gode til. Seksuelt er det begyndt at gå af helvede til, især gennem de sidste 3 uger - og det fungerer bare slet ikke.

Jeg elsker ham. Jeg elsker ham utrolig meget, og jeg kan ikke undvære ham i mit liv. Alligevel ved jeg indeni mig selv at det har virkelig er det bedste for mig.

Jeg er i totalt vildrede, jeg er forvirret og jeg græder hele tiden.



jeg er glad for den måde vi sluttede på. Vi er stadig venner, og vil prøve på at blive ved med at ses. Vi er enormt gode til at snakke sammen, og bl.a. derfor vil jeg ikke miste ham som en ven. han er som en god veninde, enormt dygtig til bare at lytte - og, meget vigtigt, være enig med mig - Jeg savner ham. Jeg savner at kysse ham, fordi jeg ved det ikke sker igen.

Selvfølgelig er der mulighed for vi kan finde sammen igen. Men jeg har lige brug for at finde mig selv, finde ud af mig selv og mine følelser før jeg konkluderer noget som helst.



Jeg aner ikke hvad jeg vil med det her. Jeg aner ikke om nogen vil læse det, eller hvad respons jeg ønsker at få.

Jeg ved bare jeg har stærkt brug for at fortælle det til nogen, som ikke bare har medlidenhed med mig og siger 'hvor er det synd for dig, men du skal nok komme videre'.

Det lettede mit bryst.

Tak