Min succesoplevelse - eksamen {{forumTopicSubject}}

Side 1/3

3 - Succes

Flicka - min succesoplevelse.

Erindringen står stadig klar i min hukommelse, som om at det var i går det hele startede.
Men på daværende tidspunkt var jeg kun lige fyldt 14.
Mine forældre havde givet mig lov til at finde en part på en hest. Jeg var så lykkelig.
Slut med rideskole, for nu skulle jeg ride privat hest. Og ikke rideskole heste.
Jeg havde fundet en fantastisk smuk hest, som jeg gerne ville kigge nærmere på.
Men hun var kun 3 år, nytilredet, og jeg var uerfaren. Men jeg havde massere af gå - på mod, og ikke bange af mig. Jeg var klar til den helt store udfordring.

Men var det nu en god ide ? Var jeg god nok ? Kunne jeg klare udfordringen?

Tankerne kørte rundt i mit hoved, og jeg var bange for at det på en eller anden måde ikke ville gå. Men jeg håbede og troede på det.

Da jeg trådte ind i stalden for første gang, og så den smukke gule skabning, var jeg solgt.
D 5 Januar, den bedste dag i mit liv. Den dag jeg startede med at ride Flicka. Den dag vores eventyr sammen startede.
Men der var noget galt, hun stolede ikke på mig. Og jeg stolede ikke på hende.
Hun løb med mig, mange gange, og jeg havde ingen kontrol over hende.
Og hun smed mig af et par gange hvor jeg kom til skade. Men det var ikke hendes skyld. Det var mig der fejlede.

Men jeg var ligeglad, jeg var lige så stædig som hende. Og jeg lod hende ikke vinde. Men jeg fandt ud af hvorfor, hun stolede ikke på mennesker. Hun var bange.
Hun var blevet mishandlet, svigtet, og hun havde aldrig haft det godt.
Der jeg måtte lære hende acceptere mennesker igen. Acceptere mig.
Hun kom også til at acceptere mig, hun blev min bedste ven.


Snart kom tiden hvor jeg virkelig havde brug for hende. Og hun var der, og hun lyttede.
Selvmordstanker, mobning, det hele var noget rod. Men hun var der, og hun var en sand ven. Hun svigtede mig ikke, som den eneste. Så jeg kunne heller ikke svigte hende, jeg holdte ud. For jeg havde hende, og hun gjorde mig glad.

Jeg var nede ved hende hver dag. Det hjalp gevaldigt at hun lyttede når jeg var helt nede. Hun kom altid med hendes hoved, og borede det ind til mit bryst. Hun var den


Side 2/3

eneste der kunne se at jeg var ked af det.


Hendes store gule hoved, med de små bamsede øre. Og den flotte hvide stjerne midt i panden.
Jeg havde vundet hendes tillid, og hun havde vundet mit hjerte.

Dagene hvor vi styrtende ud over markerne i fuld galop uden udstyr. Det var fantastisk. Hun forstod mine signaler. Hun accepterede mig, jeg accepterede hende.
Og jeg elskede hende, som jeg aldrig havde elsket et levende væsen før.

Den mest fantastiske følelse var klart når jeg skulle hente hende på folden.
Før i tiden ville hun ikke med ind, når jeg kom. Og det ville hun stadig ikke hvis jeg ikke var der.
Men nu var det noget andet. For når hun hørte min stemme kalde på hende, svarede hun i et langt vrinsk.
Og så kom hun ellers styrtende i fuld galop imod hegnet.
Hun var glad for at se mig, og jeg var glad for at se hende.

Hendes ejer flyttede hende i kort tid over til hendes onkel, som ikke havde forstand på heste.
Hun kom tilbage en måned efter, hun var udsultet. Og havde mug langt op af benene. Hun var ikke den samme mere. Hendes livslyst var væk i øjnene på hende. Og hun så trist ud, hun ville ingen ting overhoved.

Og jeg havde virkelig ondt af hende. For hun var mit hjertebarn, og min bedste ven.
Den eneste rigtige ven jeg faktisk nogle sinde havde haft.

Hun havde redet mit liv flere gange, så nu måtte jeg også hjælpe hende.
Som en tak for at hun altid havde været der for mig.
Hun fik igen mad, udover græs. Og det tog hun ikke på af, og kunne ikke leve af det.
Så jeg begyndte at bruge mange penge på tilskuds foder, for at hun fik det godt.
Inden længe var hun klar igen, kun havde fået nok muskler, og var nu fedet tilpas op til at hun igen kunne bære mig.
Snart kom en af de bedste tider. Vi skulle på ride lejr ved min veninde.
Så jeg pakkede det hele, og vi red af sted.
Igennem Viby, fuld galop langs oddervej.
Jeg stolede på hende, og hun var ikke længere bange. Vi stolede på hinanden.

Det var den bedste uge med hende. Lange skovture, masser af hygge, og badning på stranden. Og hun fik masser mad, og livslyst i øjnene igen. Hun elskede at være der,
Side 3/3

der var kun gode mennesker, og der var ingen der svigtede hende, eller ville hende noget ondt.


Men lykken vare sjældent evigt. Kort tid efter blev hun solgt.

Jeg glemmer aldrig da jeg skulle sige farvel til min bedste ven igennem 2 år.

Hun kom glad hen til mig og vrinskede af mig som sædvanligt.
Hun vidste at jeg var nede, men hun vidste ikke hvorfor.
Hun vidste ikke at vi skulle skilles, måske for evigt. Jeg brød i gråd da jeg så hende, for jeg vidste godt at det måske blev sidste gang. Hun borede som altid sit hoved indtil mit bryst.
Straks kom de andre heste der også stod på folden hen og ville se hvad vi lavede.
Hun jagtede dem væk, og kom så tilbage til mig. Følelsen indeni mig var ubeskrivelig.


Jeg skulle ikke bare sige farvel til en ven, men en bedste ven.
Jeg fik skyld følelse og jeg følte at jeg havde svigtet hende.
For hun havde aldrig svigtet mig, hun havde altid været der for mig. Som den eneste.
Og nej, man svigter ikke sin bedste ven. Men det kunne ikke blive anderledes.
Hun var solgt og jeg kunne intet gøre.

Det gør stadig så utroligt ondt når jeg tænker på hende. Og Jeg har utroligt svært ved at tænke på hende uden at få tåre i øjnene.
For jeg ved ikke hvor hun er henne af i verden. Jeg ved heller ikke om hun lever mere.
Det er 8 måneder, 14 dage, 4 timer og 10 min siden jeg sagde farvel.
Jeg lovede hende at det ikke blev et farvel, men på gensyn.

Jeg tænker stadig på hende hver dag. Men bare hun har det godt, så er jeg glad.
Hun var min største succesoplevelse. Hun er grunden til at jeg stadig er her den dag i dag. Uden hende havde jeg ikke klaret den.