Clara og Ponyerne {{forumTopicSubject}}

Nye tider.

Clara så opgivende ud i luften. Minutterne slæbte sig afsted, og hun følte sig meget træt. Hun vidste at om fem minutter ville klokken ringe, og så var det tid til spisefrikvarteret. Da hun var gået ind i lokalet nogle få timer før, havde hun fået øje på Anita. Et kort øjeblik havde de haft øjenkontakt, hvorefter Anita skamfuld havde ned i bordet i stedet. Clara overvejede et kort øjeblik at gå hen til hende, men så kom Maria ind i lokalet og hev hende væk derfra. ”Clara, vil du høre noget vildt.” Clara så endnu ikke på Maria, men nikkede alligevel. ”Okay, kan du huske at jeg en gang fortalte dig hvor vild jeg var med Alexander?” Hvordan kunne Clara glemme det. Alle pigerne var jo vilde med ham, selv Clara var det engang. Men Maria var dybt forelsket i ham. ”Ja, det kan jeg godt huske du nævnte engang. Hvad er så det vilde ved det?” Marias ansigt lyste helt op og hun begyndte at fortælle, også selvom timen var begyndt. Hun fortalte om hvordan hun inden timen var startet var gået forbi fodboldbanen, og at bolden var trillet hen til hende. Hun havde samlet den op og havde kastet den hen til drengene. Da hun var begyndt at gå væk der fra havde Alexander kaldt på hende, og han havde spurgt om hun skulle noget efter skole og om hun ville med ned i klubben. Maria kunne selvfølgelig ikke sige nej. Clara var glad på sin venindes vegne, og overvejede et kort øjeblik at fortælle om det kys Mads havde givet hende dagen før, men besluttede at hun ville holde det for sig selv indtil hun var sikker på hvad Mads havde ment med kysset.
Endelig ringede klokken, og alle fik travlt med at komme ud af lokalte, så de kunne nå ned og få et bord i kantinen. Clara fulgtes ad med Maria og Bianca, og Maria fortalte endnu engang hele historien om Alexander. Clara lagde mærke til hvordan der kom endnu flere detaljer til historien. Da de kom ind i kantinen, mødte de Julie som stod i kø for at købe lidt mad: ”Mads og Belinda har fået et bord.” De nikkede alle sammen, men Clara følte et lille stik i hjertet. Belinda havde spist frokost sammen med nogle fra hendes klasse siden hun havde slået op med Mads. Hvad nu hvis de havde fundet sammen igen. Clara havde mest af alt lyst til bare at gå tilbage til klasselokalet, men det var for sent. Bianca og Maria havde taget hende under armene og slæbte hende hen til de andre. Clara så ned, og prøvede at undgå at se på Mads. Men det lykkedes ikke, for da hun hørte hans glade stemme blev hun nødt til at se op: ”Hej Clara.” Clara smilte genert: ”Hej. Hvordan går det med armen Belinda?” Belinda skar ansigt en enkelt gang: ”Den gør ondt, og det værste er at jeg ikke kan ride de næste par måneder.” ”Trist,” Clara fandt sin madpakke frem, og kunne igen hører Maria fortælle om sin store forelskelse. Da hun så op fik hun øjenkontakt med Mads, og hun kunne mærke hvordan varmen spredte sig.

Hun så sig om i stalden, der var ikke nogen. Hun åndede lettet op og gik over for at åbne ind til Fellows boks. Ponyen så på hende med store strålende øjne. ”Hej tøs, vi skal ud og skridte en tur i skoven i dag. Du har været så dygtig i weekenden.” Hun trak ponyen ud på staldgangen og bandt den. Det var nogen gange rart bare at kunne være i stalden helt for sig selv, og bare kunne give ponyen alt den opmærksomhed den havde brug for. Fellow nød det også, den stod og hvilede med det ene af bagbenene. Clara elskede virkelig sin pony, og hun lovede sig selv at det ville hun altid gøre. Ude i sadelrummet fandt hun sin sadel og trense frem, hun så virkelig frem til en fredelig tur i skoven. Kort efter red hun afsted på sin pony. Hun havde besluttet sig for at det skulle blive en dejlig lang skridttur, og måske ville hun ride ned til stranden, det vidste hun at Fellow elskede. På vej ud red hun forbi ridebanerne. Hun kunne se Mads var ude og ride på Felix. Ponyen var ved at være rigtig god. Den var stadig lidt nervøs over for alle andre end Mads, men det var tydeligt at hvis den var rolig ved konkurrencerne, så skulle den nok blive en vinderpony. Clara fortrød lidt at hun havde talt sådan om Bianca førhen. For som alle andre havde sagt, så kendte hun jo ikke Bianca. Men nu havde hun efterhånden lært hende at kende, og hun måtte indrømme at hun havde taget meget fejl af Bianca. Clara begyndte helt at falde i staver, og da Fellow pludselig lavede et hop af bar glæde var hun lige ved at falde af.
En time efter kom hun tilbage fra en dejlig tur. Hun trak ind i stalden og begyndte at sadle af. Hun stod lidt i sine egne tanker, da en begyndte at tale til hende: ”Clara, jeg skal snakke med dig. Det er lidt vigtigt.” Hun vendte sig om, og fik øje på Mads. Et øjeblik havde hun lyst til at løbe skrigende væk, men hendes ben blev stående hvor de var. ”Hvad er det?” Mads så genert på hende: ”I går, jeg øh…” Clara var ved at blive lidt utålmodig og var samtidigt bange for at det næste ikke var noget hun kunne lide. Mads tog endnu en dyb indånding og sagde:” Jeg kan rigtig godt lide dig. Faktisk lige siden jeg mødte dig for et år siden.” Clara ville gerne sige noget, men ordene blev inde i hovedet på hende. Mads så spørgende på hende: ”Jeg ville bare vide om du føler det samme for mig?” Clara ville stadig gerne sige noget, men hun var så overrasket at hun ikke kunne finde på noget at sige. Da hun så skuffelsen i Mads øjne, vidste hun at det var nu eller aldrig, men ordene kom stadig ikke. Først da Mads vendte sig for at gå, sagde hun noget: ”Mads, vent!” Han stoppede op og så på hende igen. Denne gang var det Clara der overraskede Mads. Hun lagde armene om halsen på ham, og gav ham et kys. ”Sådan må det godt være næste gang.” Han smilte og begyndte at smågrine lidt. ”Er der noget du skal have hjælp med?” Han greb en strigle og hjalp hende med at ordne Fellow færdig.

Camilse m. Looksen...

PS: Jer der skulle have den tilsendt, i skulle gerne modtage den inden for den næste halve time