Clara og Ponyerne {{forumTopicSubject}}

Clara nynnede lystigt i stalden. Hun havde lige været ude og skridte tur med Mads, det havde været så hyggeligt, og de havde aftalt at træne sammen næste dag. Clara var nu i gang med at strigle Spellbinder. Da de var kommet hjem fra stævnet havde Majbritt spurgt om hun ikke ville passe og ride Spellbinder indtil den blev solgt. Clara kunne selvfølgelig ikke sige nej. Ponyen var stadig træt efter den måde Anita havde behandlet den på, men dens øjne var begyndt at være klare igen. Clara børstede den blanke pels over med den bløde børste, og nussede den skimlede pony bag ørerne. Den var rigtig sød, og slet ikke så hysterisk som hun havde fået et indtryk af. Clara satte et træktov i grimen og trak den ned i ridehuset. Det var vigtigt at den fik gået en smule, så den ikke stod og blev stiv, når den var vant til at blive brugt meget hver dag. Ponyen luntede stille og roligt efter hende. På vej ned til ridehuset, mødte hun Maria, som havde små julelys i øjne. Maria skyndte sig med Clara ned i ridehuset. ”Åh, Clara. Det var bare fantastisk. Du drømmer ikke om hvor sød Alexander er.” Clara smilte og skulle til at fortælle hvad der var sket mellem hende selv og Mads, men hun blev afbrudt af Maria som bare snakkede og snakkede løs. Pludselig sad Clara i sin fars bil på vej hjem, og hun havde ikke fået fortalt det hun så gerne ville.

Ved middagsbordet sad de og snakkede. Clara fortalte om hvordan det gik med at ride på Spike og om hvor god en tur hun havde haft på Fellow. ”Clara, du godt klar over du kun skulle låne Spike resten af det her år, ikk’” Clara så op, der var sket så meget på det sidste, at hun fuldstændigt havde glemt at Spike blev hentet mellem jul og nytår. Clara fik en mærkelig fornemmelse, hun var meget glad for Spike, og hun havde lærte så meget ved at ride på den. Hun var ret sikker på at hun ikke var nået så langt med Fellow, hvis ikke det var fordi hun havde haft Spike, som var en meget rutineret pony. ”Far og jeg har faktisk talt meget om det.” Clara så på sin mor, hun vidste ikke helt hvad hun mente. ”I går aftes ringede Majbritt. Hun ville lige sikre sig at det var i orden med os at du passede deres ene pony. Hu fortalte hvor hurtig du havde været og det var takket være dig at ponyen havde klaret den. Hun fortalte at ponyen var tilsalg. Far og jeg talte så om at hvis det var en god pony, at så ville vi købe den til dig. Men det er helt op til dig at vurdere om det er en pony, som du vil kunne bruge dit sidste år som ponyrytter. Men så får du ikke en julegave af os i år.” Clara var meget overrasket, og hun var ikke et sekund i tvivl om at hun sagtens ville kunne nå langt med Spellbinder, det var blot et spørgsmål om at vinde ponyens tillid igen, for springe det kunne den. ”Ja, det er en meget dygtig pony. Hvis den ikke er bedre en Fellow.”
Efter aftensmaden skyndte Clara sig op på sit værelse og ringede til Maria fra sin mobil. ”Maria, jeg får ny pony. Er det ikke vildt.” Først da Claras mor kom ind og sagde til Clara at hun skulle til at stoppe samtalen, stoppede de med at snakke. Den aften sov Clara godt.

Næste morgen da Clara kom i skole mødte hun først Maria og Alexander, de stod og holdt hinanden i hånden. ”Hej Clara, det er Alexander.” Maria fniste en smule, ”Maria, jeg ved godt hvem Alexander er. Vil du med ind i klassen?” Maria så et øjeblik på Clara og bagefter på Alexander: ”Nahh, der er stadig ti minutter til timen begynder. Gå du bare ind uden mig, jeg kommer om lidt.” Clara vidste at det ikke nyttede at spørge endnu engang, så hun gik selv ind i klasselokalet og satte sig påsin sædvanlige plads. Hun tog nogle bøger frem. ”Clara,” hun så op. Det var Anita. Clara var en smule overrasket, og vidste ikke helt hvad hun skulle sige. Clara nåede ikke at overveje det længe: ”Du skal bare vide, at Spellbinder er en møgpony, og du kan da slet ikke få noget ud af den dumme pony. Faktisk forstår jeg slet ikke du gider prøve, du har jo slet ikke forstand på heste.” Clara sad måbende og vidste slet ikke hvad hun skulle sige: ”Årh, hold dog mund, Anita. Misundelse er en grim ting,” det var Bianca der var kommet til undsætning. Hun så ondt på Anita, som gav både hende og Clara et dræbende blik. Da Anita var gået satte Bianca sig ved siden af Clara: ”Anita er en rigtig møgtøs, hun burde få sig en lærestreg.” Clara så efter Anita:”Det troede jeg hun havde fået.”

Timerne i skolen var strøget afsted, og Clara havde ikke haft muligheden for at fortælle nogen om hende selv og Mads. Nu stod hun i stalden og ventede på Mads. Hun havde lige været ude og træne med Fellow, og skulle nu ud og ride en sidste gang på Spike. Ponyens blanke pels skinnede i lyset, og den stod stille og roligt og nød at blive striglet. Hun kunne hører nogen komme ude fra sadelrummet af, det var Julie og Belinda. Pludselig slog det Clara at Belinda højst sandsynligt ikke vidste noget endnu. ”Hej Clara, skal du ud og ride.” Clara nikkede:” Ja, jeg skal ud og ride tur på Spike. Øh… Vil i med?” Julie begyndte at grine:” Og være sammen med jer. Hold dog op, det er da tydeligt at i vil være alene. Jeg mener, vil alle da ikke det.” Belinda fniste. De vidste det altså. ”Har i snakket med Mads? Belinda, du har ikke noget imod det vel.” ”Hvorfor skulle jeg det? Det var mig der slog op husker du nok, og så har jeg aldrig været i tvivl om at han havde et varmt øje for dig.” Clara mærkede lettelsen inde i sig. Et øjeblik efter kom Mads, og han og Clara tog sammen ud at ride.

Camilse m. Looksen