Tilmeldt:
16. mar 2005 Følger: 43 Følgere: 36 Heste: 2 Emner: 1.984 Svar: 10.046
Clara og Ponyerne {{forumTopicSubject}}
Så har jeg endelig fået skrevet lidt mere 
Clara børstede ponyen over. Den hoppede nervøst fra side til side, og Clara måtte hele tiden springe til siden, for ikke at blive trådt over tæerne. Hun forsøgte at tale roligt til ponyen, men det prellede fuldstændigt af på den. Hver gang børsten rørte ponyen, bevægede den huden. Ørerne bevægede sig hele tiden, og ponyen forsøgte at holde styr på hvad der forgik rundt om den. Hver gang Clara havde været henne for at hente en ny strigle flyttede ponyen sig hurtigt til siden, når hun nærmede sig den. Da hun ville børste den i hovedet lagde den ørerne fladt tilbage og Clara kunne se på dens øjne at den var meget utryk ved situationen. Inden Clara sadlede, rensede hun ponyens hove. I første omgang nægtede ponyen at løfte benet, men efter et par forsøg fik Clara løftet det.
Da ponyen så Clara komme med sadlen, sprang den panisk tilbage i kæderne, som den var bundet i. Clara indså hurtigt at det ikke nyttede noget at forsøge, og hun satte i stedet et træktov i grimen, og trak ponyen ned i ridehuset.
I starten trak hun den rundt på hovslaget, mens hun tænkte. Hun overvejede om hun ikke skulle have sagt nej til. Lige nu virkede det fuldstændigt håbløst, og stævnerne virkede uendeligt langt borte. Det virkede som om Spellbinder var blevet så mærket af oplevelsen til stævnet, at den slet ikke ville stole på nogen. Hun så på ponyen, og bemærkede hvordan ørerne stadig bevægede sig uroligt. Når der engang imellem kom en pludselig lyd, hoppede den nervøst frem. Selv om Clara forsøgte at være på forkanten med ponyen, virkede det ikke. Ponyen stolede simpelthen ikke på hende. Clara satte en longe i ponyen, og slap den, så den kunne krudte lidt af. I det øjeblik hun slap ponyen, satte den afsted i galop, og forsøgt at løbe ned i den anden ende af ridehuset. Clara blev hevet et par skridt frem, men så vendte ponyen sig og stod stille med hovedet mod hende. To sekunder efter satte den igen af sted, denne gang ned mod den anden ende af ridehuset. Da den igen mærkede rykket i hovedet, rejste den sig på bagbenene, og sprang frem. Denne gang måtte Clara opgive at holde fast i longen. Spellbinder opdagede pludselig den løse longe som kom efter den, og panisk galoperede den rundt i ridehuset. Til Clara skræk, begyndte sadlen at glide bagud. Det slog hende at hun ikke havde spændet den efter. Dette fik ponyen til at bukke endnu mere end hvad den havde gjort før. Den var så panisk at den et øjeblik, ikke holdt styr på sine ben, og ponyen væltede. Clara tog chancen og fik fat i longen, mens ponyen forskrækket kom på benene igen. Da den kom op stod den forpustet. Clara nærmede sig forsigtigt, men så virkede det som om ponyen kom til sig selv, og den rejste sig op på sine bagben endnu en gang. Clara stoppede op, mens hun roligt talte til ponyen. Hun mærkede angsten for at det skulle gå helt galt, og samtidigt kunne hun næsten høre hvordan hjertet hamrede løs i brystet. Ponyen var nu igen nede på alle fire, og prøvede på at vende sig. Clara holdt godt og bestemt fast i ponyen denne gang. Hun gik lidt tættere på ponyen, og var opmærksom på at den kunne ramme hende, hvis den endnu engang forsøgte at stejle.
Hun stod nu mindre end to meter fra ponyen. Den så på hende mens ørerne lå fladt ned af nakken. Clara vidste at det var vigtigt at hun ikke gjorde noget overilet nu. Hun talte stadig forsigtigt til ponyen. Hun havde ikke styr på hvor længe hun stod der med ponyen, og til sidst var hun ved at opgive, men så skete det. Ponyen sænkede hovedet og gik hen imod hende. Clara holdt vejret et kort øjeblik, og rækte hånden forsigtigt og langsomt hen imod ponyen. Forsigtigt snuste ponyen, og sukkede så. Clara tog en dyb indånding og gik det sidste stykke hen til ponyen. Hun kunne se på ørerne at de bevægede sig uroligt, og hun begyndte igen at tale med ponyen. Nu stod ørererne stille og det ene vendte hen imod hende selv. Hun kørte forsigtigt hånden ned af den svagt fugtige hals. Hun snakkede stadig forsigtigt til ponyen. Hun besluttede at det var nok for i dag, og trak ponyen ind. Hele vejen snakkede hun forsigtigt med ponyen. Til Claras held, var der ikke andre i stalden, og hun kunne i ro og mag sadle ponyen af og strigle den.
Efter at have lagt den varme dækken på ponyen, trak hun den ind i boksen. Inden hun slap den gav hun den en gulerod. Den var en smule tryg ved hende nu, det var sikkert.
Da Clara gik ud, for at sætte striglekassen på plads, mærkede hun en varm følelse inden i. Det hun lige havde oplevet med Spellbinder var noget særligt, noget som ingen anden pony kunne give hende. Ponyen valgte at stole så meget på hende, at hun kunne komme helt tæt på. Nu var Clara ikke længere i tvivl. Købet af spellbinder var den helt rigtige beslutning.
God fornøjelse... jeg vil meget gerne have lidt respons
Camilse m. Looksen
jan 2004
Følger: 79 Følgere: 79 Heste: 3 Emner: 165 Svar: 2.466
mar 2005
Følger: 43 Følgere: 36 Heste: 2 Emner: 1.984 Svar: 10.046
mar 2005
Følger: 43 Følgere: 36 Heste: 2 Emner: 1.984 Svar: 10.046
mar 2005
Følger: 43 Følgere: 36 Heste: 2 Emner: 1.984 Svar: 10.046
mar 2005
Følger: 43 Følgere: 36 Heste: 2 Emner: 1.984 Svar: 10.046
Den skulle gerne stå på Looksens profil...
mar 2005
Følger: 43 Følgere: 36 Heste: 2 Emner: 1.984 Svar: 10.046
1. kapitel. En sidste gang
Clara kørte sine fingre igennem den glatte man, mens tårerne trillede ned af kinderne. Hun vidste at det ville være sidste gang hun kunne nusse med Trunte. Trunte var noget særligt, det var den lille brogede shetlænder som næsten alle på rideskolen havde haft deres første time på. Men for Clara var hun mere end det. Hun var en rigtig god ven.
Trunte puffede blidt til Claras anden hånd, hvor hun havde en gulerod. Det var næsten ikke til at holde ud, den pony var så kærlig og havde gjort så meget, hvorfor skulle det ende på denne måde?
Det sidste halve år havde Trunte ikke haft det godt, og dyrlægen havde konstanteret at hun havde gigt i to af benene og at det ville blive værre og værre. Derfor måtte Lisbeth, ejeren af rideskolen, tage den tunge beslutning, at Trunte skulle til de evige græsmarker.
Clara kom til at tænke på hendes første ridetime. Hun var ikke særlig høj dengang, så Trunte var stor. Men rare øjne havde overbevidst Clara om at der ikke ville ske noget. Clara red på hende det første år, og så var hun blevet for stor til den lille pony. Men alligevel havde Clara kommet og nusset med denvidunderlige pony dag efter dag, år efter år.
Det var snart 8 år siden at Clara havde haft sin første ridetime, og allerede dengang var Trunte gammel. Clara kunne godt se på ponyen at den ikke havde det godt. For et par måneder siden stoppede hun som rideskolepony og de første mange dage stod hun bare helt stille og så tomt ud i luften, det virkede som om hun havde mistet livsglæden fuldstændigt. En dag havde Clara fået lov til at strigle den lille pony og bagefter trak hun den en tur. Hun nåede knap nok uden for stalden før en lille pige kom løbende hen til hende, mens hun råbte: "Trunte". Ponyen fik et kæmpe kram og før Clara vidste af det stod de mindste elever samlet om hende i en stor ring. Clara kunne mærke at den gamle pony livede helt op, og da hun fortalte Lisbeth det, blev det hurtigt besluttet at Trunte skulle have lov til at stå sammen med de andre rideskoleponyer igen.
I en tid havde Clara håbet at Trunte ville få det bedre, og det virkede også sådan. Selv dyrlægen mente at hun havde det rigtig godt og at hun sagtens kunne leve i nogle år uden smerter. Men i morges da Clara kom ud i stalden stod Lisbeth ved Truntes boks. Trunte hang med hovedet, og hørte slet ikke Claras kalden. Først da Clara åbnede bokslågen kiggede hun træt på hende, men hun stod stadig stille. Lisbeth fortalte Clara at hun havde stået der siden igår aftes, og at det virkede som om hun ikke kunne mere. Mere behøvede hun ikke at sige, for Clara vidste hvad resten ville være.
En bil kørte ind på gårdspladsen, det var dyrlægen. Clara gav Trunte en grime på, og med lidt lokken fik hun Trunte ud på hendes yndlingsfold. Det var her hun fik sprøjten og kort efter ånede hun ud. Selv om det var hårdt for Clara, så vidste hun at det var den bedste måde at slutte et langt og lykkeligt liv på.
2. kapitel. En ny start
Clara var trist resten af dagen. Hun følte at verden aldrig ville blive den samme igen, hvordan skulle den dog blive det nu hvor Trunte ike længere var der for at trøste hende når hun var ked.
Hun lagde sig ned på sengen og prøvede at sove. Pludselig for hun op med et sæt, det var hendes mor der kaldte på hende. Hun skyndte sig at løbe nedenunder, og så at sin mor og far sad ved stuebordet. Lisbeth var der også.
"Vi ville have ventet med at sige det til din fødselsdag" sagde Claras mor Sofia" men vi føler at det er nu du har brug for det. Vi har købt en pony til dig." Et øjeblik mærkede Clara hvordan hun af glæde næsten hoppede, men så kom hun i tanker om Trunte og så ligeglad ud i luften og gik ovenpå uden at sige noget til sine forældre.
Næste dag tvang forældrene Clara til at tage i stalden for at se sin nye pony. "Du kan i det mindste prøve at ride den" havde hendes far sagt.
Hun kom ud i stalden og så til sin store sorg sin nye pony stå i Truntes boks. Pony stod og så forventningsfuld ud, og den var flink mens Clara striglede den, men alligevel følte hun ikke at det var en pony for hende. Den var egentlig en god pony, en meget sporty pony og lignede en springer. Little Fellow hed den.
Clara satte Fellow ind i boksen og satte sig udenfor boksen. Hun havde kun brugt 10 min på den, og hendes far vil først komme om en time. Clara kom igen til at tænke på alle minderne om Trunte og begyndte at græde. Pludselig mærkede hun at der var noget der nussede hende i håret, på den samme måde som Trunte altid havde gjort det når Clara var i dårligt humør. Clara så op og mødte ponyens blanke kærlige øjne, øjne så kærlige at Clara ikke længere kunne stå for dem. Hun åbnede bokslågen og gik ind og gav den godmodige pony et kæmpe kram. Nu var hun overbevist. Hun havde fået en ny ven for livet, en rigtig Little Fellow.
3. kapitel. Den første ridetur
Tidligt lørdag morgen vågnede Clara. Hun fløj i ridetøjet, idag var første gang hun skulle ride på Little Fellow. Det var tre dag siden at hun havde fået sin egen pony, og Fellow havde virkelig hjulpet hende med at komme sig over tabet af Trunte. Igår havde Lisbeth fortalt om Little Fellow. Fellow var en 5 år gammel pony hoppe, som lige kunne det mest grundlæggende i dressur og havde gået et par lette springklasser. Hun var welsh pony, med en smule araber i. Fellow skulle have været sin tidligere ejers konkurrence pony, men hun ville hellere have en rutineret stævnepony så hun kunne starter mange stævner med det samme.
Bilen trillede ind på rideskolens gårdsplads, og Clara fik øje på veninder Maria og Signe. De havde længe haft deres egne ponyer. Marias var en stor lidt klodset fjordhest, Fjong hed den, mens Signes pony, Tempo, var en frisk sportspony hingst.
"Skynd dig. Timen begynder om 20 min." Maria jagede lidt med hende. Hun havde det også nemt. Hun boede jo lige over for rideskolen. Clara hilste på sine veninder og skyndte sig indtil hendes pony. Da hun kom ind i stalden hørte hun en ivrig vrinsken fra Fellows boks. Clara mærkede hvordan spændingen steg. Hun trak den kønne pony ud af boksen. Hun havde endnu ikke været ude endnu, bå det var nok for Clara at børste den gyldenbrune pels over med en stiv børste, og efter følgende rense hovene. Bagefter stod Clara og så stolt på sin pony. Hun var nu meget køn. Brun med fire høje sokker og en lille tund gennemløbende blis.
Hun hentede sadlen. Hendes far havde købt en helt nye sadel, mens trensen var lidt ældre, men stadig meget pæn. Fellow stod helt stille, mens hun sadel op. Det blev først lidt mere problematisk da hun skulle have trense på den, og Lisbeth måtte hjælpe hende.
" Husk at du skal give hende nogle gode oplvelser når du lægger trense på hende. Nogen hest kan ikke lide at man rammer tænderne med bidet." Lisbeth fik hurtigt lagt trense på hende og roste hende stille og roligt.
"Du skal også passe godt på hendes ben. Jeg har et par gamascher du godt må bruge til hende."
Fem minutter efter steg Clara for første gang op på sin pony i ridehuset.
Clara mærkede hvordan hun spændte i hele kroppen, og kunne næsten ikke trække vejret fordi hun var så nervøs. Fellow begyndte utålmodigt at gå frem, og Clara blev så overrasket over det at hun var ved at falde af.
"Clara, tag lidt fat i tøjlerne." Clara kom hurtig til sig selv igen, og mærkede hurtigt at det var en meget velredet pony hendes far havde skaffet hende. Måske var det endda den perfekte pony. Når Clara støttede ganske lidt på tøjlerne søgte Fellow automatisk ned, og det føltes som om ponyen vidste hvad den skulle gøre inden Clara nåede at tænke over det selv.
"Okay, så sætter I i trav", Clara var endnu engang ved at miste balancen, da hun ikke var vant til at ride på ponyer med så stor gang som Fellow. Hurtigt fandt hun dog ud af hvordan hun skulle klare det, og efter lidt tid begyndte hun at nyde at ride sin egen pony. " Maria, du bliver nødt til at have mere fat i Fjong. Han driller dig hele tiden." Clara så ned i den anden ende af ridehuset hvor Fjong deminstrativt havde stilt sig i et hjørne for herefter at nægte at flytte sig. Maria lod sig dog ikke slå ud og hunsagde højlydt: " Ja, så er det tid til kaffepause" og så lænte hun sig frem over og kløede sin elskede pony bag ørene.
Lisbeth koncentrerede sig nu om at undervise Signe på sin dejlige hingst Tempo. Det var en ekvipage som fik alt ridning til at se legende let ud. Tempo lavede både schenkelvigninger og versader på en sådan måde at man aldrig bemærkede Signes indvirkning. Clara blev så optaget af Signes ridning at hun helt glemte sin egen, og det udnyttede den unge pony. Pludselig var den ikke så flink længere, drejede rundt på alle fire og forsatte i den modsatte retning i noget der mest af alt mindede om et rodeo. Selvom Clara kæmpede for at blive på lykkedes det ikke, og et øjeblik efter da hun kiggede op fra ridehus bunden så hun sin pony kigge grinende hen imod hende. Lisbeth kom løbende hen til Clara. " Er der sket noget?" Clara rystede på hovedet. "Det var heldigt. Du skal huske at koncentrere dig når du rider på så ung en hest!" Clara nikkede og gik hen til Maria der holdte Fellow.
" Det så sjovt ud" fnisede Maria, og Clara kunne heller ikke lade være med at grine.
Resten af timen gik fint, og Clara fik ikke flere udnødvendige flyveture.
4 kapitel. Dagen der på
Den næste dag var Clara overlykkelig da hun kom i skole. Hun gik fløjtende over til Maria, som smilte til hende mens hun med et grin fremstammede: "Bliver man virkelig i så godt humør af at flyve?" Clara skar ansigt af hende, og fik så øje på Signe og vinkede hende hen til sig. Clara bemærkede dog hurtigt at der var noget galt." Er der noget galt, jeg synes du hænger lidt med mulen?" Signe nikkede og tårerne trillede ned af kinderne på hende mens hun forklarede at hende far havde fået et nyt arbejde og de blev nødt til at flytte til udlandet. Hun fortalte om hvor forfærdeligt det var at skulle miste alle sine venner, men det værste var dog at hun måtte sige farvel til hendes dejlige hingst, Tempo. Clara og Maria kræmmede hende, men de vidste knap nok hvad de skulle sige. De havde kendt Signe altid og de vidste hvor meget hun havde kæmpet for at få en så dejlig pony ud af Tempo. De græd sammen og besluttede sig alle for at de ikke kunne klare dagen i skolen, de snakkede med deres lærer som var meget forstående og gav dem lov til at gå. De skulle trods alt kun have idræt den dag i skolen.
Signe havde ikke meget lyst til at tage i stalden den dag. Hun vidste nemlig at hendes far havde en køber ude og se på Tempo. Det var nogen der lige var flyttet til området og de ønskede en ekstra pony til deres barn. Det var alt hvad Signe havde hørt. Hun frygtede at det var en hysterisk møgunge der skulle have Tempo. En som måske bare sad og hev hendes lille pony i munden og ødelagde alt det arbejde hun havde lagt i ham. Maria og Clara forsøgte at berolige hende, men intet hjalp.
De steg ud af bussen og efter cirka 5 minutter var de på rideskolen. De gik ind i stalden og Signe så med stor bekymring at hendes pony ikke stod i boksen. Hun vidste at dette kunne være den eneste chance hun ville få for at se sin ponys nye ejer så hun skyndte sig ud på ridebanen, hvor hendes far stod med en anden mand, mens der var en der red rundt på Tempo. Rytteren passede størrelsesmæssigt perfekt til Tempo, og ponyen travede lystigt og koncentreret afsted. Pludselig blev den sprunget an i galop og rytteren fik den til at lave det ene changement efter det andet. Alle tre piger blev imponeret, mest fordi Signe havde haft så mange problemer med changementerne. Det var tydeligt at se at både hest og rytter nød hinanden. Men alligevel var Signe ikke helt tilfreds, så hun gik hen til sin far.
"det er dejlig pony du har" sagde manden der stod der. Signe nikkede mens hun så ud på ekvipagen. "De passer godt sammen." "Ja, jeg tror at vi har fundet den helt rigtige pony denne gang." Både Clara og Maria var kommet hen til dem nu. De kiggede beundrende på den smukke pony og med dens fremtidige rytter, som nu kom ridende hen imod dem." Det er bare en alletiders pony, far" Pigerne så alle overrasket op på rytteren. Signes far sagde:" Signe, kan du ikke tage Mads med ind og forklare hvad Tempo får af foder og alt det?" Signe nikkede forbløffet.
kaptel 5. En ny ven.
Tøserne gik op i stalden sammen med Mads. De var lidt betuttede over at det var en dreng der skulle have Tempo. Måske var det fordi at det aldrig havde været en eneste dreng der red på rideskolen. Pludselig følte Clara at stilheden blev for pinligt og spurgte: "Mads, har du andre heste." Han kiggede på og nikkede. Det var tydeligt at han var meget gernert. "Signe, når du har redet ham, lader du ham så stå med dækken på?" Signe rystede på hovedet. Stilheden forsatte. Clara hev Maria væk og hviskede at de nok skulle lade Signe selv klare at fortælle om Tempo.
Sammen gik de ud på folden for at hente deres ponyer. Maria havde hurtigt genvundet sit gode humør og spurgte: "Tror du han skal havde Tempo stående her eller at han flytter den til et andet sted?" Clara træk på skuldrene, for hun vidste ikke hvad hun skulle svare til Maria spørgsmål. "Om ikke andet så er han heldig at få en pony der kan det hele" Maria lød lidt misundelig " Maria, jeg tror nu godt at Mads kan ride. Så du ikke hvor godt Tempo gik." Maria svarede irriteret:" Jeg bryder mig ikke om ham. Han er skyld i at vores bedste veninde mister sin elskede pony. For hans egen skyld håber jeg at han finder et andet sted at stå." Clara forstod ike helt hvor Maria havde fået den ide fra, men hun vidste at det ikke nyttede at diskutere med veninden. Istedet kaldte hun på Fellow der kom luntende hen til leddet sammen med Fjong.
Da de kom op til stalden var Signe taget hjem, men Mads stod og snakkede med Lisbeth. De kunne høre at snakken gik på at Mads skulle have to bokse i den private stald udover den boks Tempo stod i. Clara kunne se at Maria gav ham dræber blikket. "Maria, jeg forstår ikke hvorfor du er gal. Tempo skulle jo sælges, og det bedste er vel at han bliver her, så vi kan holde øje med ham." "Jeg ved det ikke Clara. Men føler stadig lidt at det er hans skyld at Signe mister sin pony."
Næste dag da de kom i skole kom Signe ikke og i timen fik de afvide at hun allerede var flyttet. Hun skulle bo i Tyskland. Clara og Maria var skuffede over ikke at have hørt fra deres bedste veninde.
"Jeg forstår det ikke Clara. Hvorfor er hun bare taget afsted uden at sige noget? Jeg troede at vi var venner" Clara havde allerede oogivet at få maria til at forstå at det også var svært for Signe, så hun valgte at lade være med at svare. "Skal vi ikke ride en tur i skoven? Jeg kunne godt tænke mig at prøve og se hvordan Fellow er når man rider tur på hende" Maria nikkede:"Du skal vel også starte hende til klubstævnet i næste måned?" Clara kiggede på sin veninde og kunne se at hun mente det alvorligt"Jeg ved det ikke helt. Jeg har jo lige fået hende, og hun er ikke så gammel. Måske jeg tager derned som tilskuer. Skal du ride?" Maria smilede:" Ja, jeg regner med at sætte ny rekord i at blive diskvalificeret i år. Ej pjat, jeg synes at det går lidt bedre med Fjong efterhånden. Jeg kunne lige frem få ham i galop igår, husker du nok." Clara var overbevist om at Fjong ikke kunne få en bedre ejer end Maria, Hun elskede at ridestævner, men hun red dem ikke for at vinde" Hvad skal du starte" Maria tænkte sig længe om : " Jeg tror jeg vil springe en LC og måske en LB på ham." "Så kommer jeg og hepper på jer"
De nåede endelig ud til stalden. De missede bussen efter skole og de havde derfor besluttet sig for at gå den lande vej. De så pony de ikke havde set før blive redet på ridebanen. Maria skullede lidt og sagde: "Det er sikkert Mads med en af hans fine ponyer" Clara hørte slet ikke hvad Maria sagde. Hun var selv meget optaget af hvad der skete. Det var først da Maria bestemt hev hende i ærmet at hun røg ud af sin drømmeverden. "Tror du at Fellow bliver ligeså god?"
De var lige ved at lægge sadel på deres ponyer, da Lisbeth kom gående. "Skal i ud og ride tur? Så kan i følges med mig og Mads. Jeg ville nemlig gerne vise ham lidt rundt i området" Maria så ærgeligt på Clara, som allerede havde sagt ja til Lisbeth. "Maria, han er sikkert ikke så slem. Giv det i det mindst en chance"
Ti minutter senere skridte de alle tre ned af stien som førte til skoven. Lisbeth og Mads red forrest. Lisbeth red på sin store smukke DV hoppe Regina, mens Mads red på en forholdvis stor hoppe, som trippede af sted hele tiden. Maria og Clara sagde ikke så meget til hinanden, så istedet fulgte de med i Lisbeth og Mads samtale. De fandt ud af at Mads faktisk var et år yngre end dem selv, at ponyen de havde set ham ride var en sportspony på 6 år og hoppen han red nu hedde Miranda og at hun var en araberblanding, De fandt ud af at han mest red dressur og at han skulle bruge Tempo til landsstævner. Lisbeth kom med gode råd da hun også selv havde redet landsstævner i dressur som juniorrytter, og det endte med at både Clara og Maria blev trætte af at hører på deres pladder, og Maria spurgte frækt: "Rider du dressur fordi du er sådan en tøsedreng at du ikke tør springe." Mads blev lidt rød i hoved og svarede nej.
Senere på dagen mens Clara og Maria var ved at lave foder til deres ponyer kom Lisbeth. Maria gik hen til hende for at undskylde for den måde hun havde været på på rideturen. Lisbeth sagde vredt til hende at det ikke var hende hun skulle undskylde over for, men Mads.
Maria indså at hun blev nødt til at tale med ham, og gik over den anden stald for at finde ham. Imellem tiden ordnede Clara sit udstyr. Hun kom til at tænke på hvor meget der var sket de sidste par dage. trunte var blevet aflivet, hun havde fået sin egen pony og Signe var flyttet langt væk.
Clara stod stadig fordybet i sine tanket da Maria og Mads kom ind i sadelrummet sammen. Clara troede et øjeblik at det var hendes tanker der spilte hende et puds, men de var åbenbart blevet gode venner. "Clara, Mads er bare så sjov at tale med." Clara smilte "Der kan du, så fik jeg ret"
Kapitel 6: Stævnetid
Det var endelig tid til efterårets første indendørs klubstævne. Maria skulle starte en LC2 dressur og LC og LB spring på den frække Fjong. Mads havde besluttet at starte sit første stævne på Tempo og på sin sportspony Fiango. Han skulle ride 2 LA klasser i dressur på dem begge to. Lisbeth havde ment at både Fellow og Clara var klar til at starte deres første stævne, så de skulle starte en LC2 dressur og en LC spring. Springklasserne og de høje dressur klasser var først om søndagen, så Mads var med for at hjælpe Clara og Maria. Den sidste måned var gået stærkt og især efter Mads var begyndt på deres skole havde de lært hinanden at kende. Dog drillede Maria ham stadig med at han ikke turde springe og Clara ønskede at Mads ville forklare dem hvorfor han ikke ville.
Der var mange flotte ponyer på opvarmningsbanen. Clara og Maria fik hurtigt øje på to fra klassen over dem. De red på hver deres Dansk Sportspony, og ænsede ingen andre på banen en dem selv. Lisa og Steffie hed de. De vandt altid til stævnerne, men alligevel blev de ved med at ride de små klasser. Maria så opgivende på sin veninde da Fjong pludselig fik en af sine mærkelige ideer. Han fik øje på en lille pige der stod med en is, og så nægtede han at gå længere. Til sidst fik Maria dog gang i sin dejlig fjordhest, lige tids nok til at hun kunne begynde opvarmningen og så blev hun kaldt på banen. Efter ar have kæmpet sig igennem programmet kunne hun endelig hilse på dommeren for anden gang og hun red smilende ud af ridebanen. "Gik det godt?" spurgte Clara. Maria nikkede og sagde:" Jeg blev i det mindste ikke disket" Imellem Maria og Clara var der 2 rytter. Den ene var Lisa, som efter et næsten perfekt ridt fik klapsalver med på vejen ud af banen. Da hun kom ud kiggede hun ondt på Clara og sagde:" Ja, så er den klasse vist afgjort." Lige inden Clara red på banen kom Mads og gav hende en lille lykkeamulte, som han selv havde brugt da han startede med at ridestævner. Clara blev helt rød i hovedet og kunne ikke lade være med at smile. Til sidst hviskede han hende noget.
Da hun red ind på banen var hun meget stiv, men kom så i tanker om det Mads og så slappede hun helt af. Hun koncentrede sig om sin ridning og det smittede af på Fellow, som gik glad igennem den ene øvelse efter den anden. Clara følte næsten at det hele var en drøm, og hun vågnede først da publikum klappede af hende. Efter at have hilst på dommeren lænte hun sig fremover og klappede sin elskede pony på halsen. da hun kom ud fra ridehuset blev hun modtaget af sin far og mor, som fortalte hvor stolte de var af hende. Maria var henne ved sekrateriatet for at få deres resultater, og kom løbende hurtigt bagefter. "Clara du fører klassen. Og Fjong og jeg har lige nøjagtig fået nok point til at have redet et godkendt program" Clara mærkede hvordan varmen kom inde i kroppen. Mads kom med et skridttæppe til Fellow og tilbød at han ville trække den ryndt indtil resultatet af klassen kom. Så kunne de andre gå ind og se de andre ride færdig. Et kvarter senere blev resultatet af klassen læst op. Clara var jublene lykkelig, da hun havde fået en tredjeplads til sin første klasse nogensinde. Hun løb ud på ridebanen og omfavnede Mads. "Mads, jeg tror aldrig jeg havde overlevet at ride den klasse idag hvis ikke dua havde givet mig det råd." Mads smilede:" Jeg kunne selv huske at jeg var nervøs til mine første stævner. Og så begyndte jeg at tænke på at hvis ikke jeg havde en god oplvelese så ville hesten heller ikke have en, og det er jo det vigtigste at den får det. Men skynd dig nu op på Fellow så du kan komme ind og får din præmie."
De var allesammen tidligt opppe den søndag. Især Mads, der skulle starte sin først klasse klokken syv. Clara og Maria skulle først ride efter middag, så de havde massere af tid til at se Mads ride. Klokken var kun halv seks da pigerne kom ud i stalden hvor de havde ponyerne stående for natten. De kunne knap nok gå med deres øjne åbne, men Mads var allerede igang med at tjekke sine ponyer. Pigerne var forundrede over at han gik mere op i at hans ponyer så perfekte ud, end de selv gjorde. Mads begyndte fløjtende at rette lidt på Fiangos rosenknopper, og bagefter blev hesten smurt over med en klud, så den strålede endnu mere. Tempo fik samme tur. Bagefter blev Tempo sadlet op, der var næsten en halv time mellem de to gange han skulle ride i klasserne, så Fiango kunne stå og nyde freden i stalden så længe.
Da Mads kom ud på opvarmningsbanen livede den unge hingst op, og kiggede nysgerrigt på alt der skete omkring den. Mads klappede sin pony og steg op. De første ti minutter var Tempo meget ukoncentreret, men Máds formåede at få ham til at gå pænt, og efterhånden slappede ponyen mere og mere af. Efter en god opvarmning kom Mads far, Peter, ned til banen med Fiango. " Clara, kan du ikke trække lidt rundt med Fiango?" Clara ville meget gerne hjælpe og gik hen og tog tøjlerne. Den unge pony kiggede rundt på det hele, men virkede ikke særlig bemærket af situationen. Clara så på Mads ride på banen, mens hun trak rundt med ponyen. Tempo så rigtig godt ud, og nogen gange var hun overbevist om at han gik endnu bedre end da Signe havde ham. Den smukke kastanjebrune hingst søgte velvilligt frem og havde Mads bedt den havde den gået gennem ild og vand for sin rytter. Pludselig blev Clara hevet ud af sine tanker, Fiango havde puffet til hende så hun var ved at miste balancen, og hun hørte nu Maria grin.
Tiden kom for at Mads skulle på banen med Tempo. Clara kunne ikke selv se ridtet, men hun kunne se på Mads at det ikke kunne gå meget bedre og Tempo så også meget positiv ud. Da Peter kom hen til ekvipagen tegnede billedet sig dog meget anderledes. Åbenbart havde Tempo været uenig med Mads om hvor vidt de skulle ride i kontragalop eller ej, og den havde selv slået i trav lidt før den skulle.
Maria trak nu rundt med Tempo mens Mads red på Fiango. Clara havde endnu ikke forstået hvorfor Peter va utilfreds med så lidt når det var deres første start sammen, men det virkede ikke som om det påvirkede Mads synderligt meget. Han var stadig lige så fuldt koncentreret og Fiango var en fantastisk pony at se på. Den var utrolig dygtig til trods for den kun var 6 år, og så var den så smuk. Helt sort og med fire høje sokker og en bred blis. Mads bad den øge traven og den lavede en meget imponerende trav.
Fiango imponerede åbenbart dommerne for de belønnede ekvipagen med næsten 80 %, og det sikrede dem sejren i dagens første klasse. Den lille fejl på Tempo havde ikke trukket så meget ned og ponyen fik sin første placering med sin nye ejer. I klassen efter gik Tempo som aldrig før, ikke engang ørerne rokkede den under ridtet. Den lavede changementer, schenkelvigninger og bagpartsvendinger uden at lave den mindste fejl. Fiango var ved at være træt efter det første ridt, og gik ikke så godt. Mads kunne dog være meget tilfreds med sine to ponyer, da han vandt klassen på Tempo og blev nr. 3 med Fiango.
Tiden for Clara første springklasse på Fellow nærmede sig, men hun var ikke nervøs. Hun kom ind på banen og hilste på dommeren, og sprang så sin pony an i galop. Det første spring var en lodret, og Fellow sprang stort over den. Efter en flot runde kom de til det sidste spring, en meget bred okser. Clara kunne mærke at hun måtte drive lidt ekstra på sin pony og de klarede med nød og næppe at komme over.
Lige bagefter Clara blev det Marias tur. Utroligt nok virkede Fjong arbejdsvillig, og Maria red sin første fejlifrie runde nogensinde, og hun klarede banen i den hurtigste tid og dermed fik hun sin første rosette. I LB'en mistede Fjong dog pusten og da han for anden gang kke ville over springet måtte Maria give op. Herefter tog de allesammen hjem, trætte efter en lang weekend
Der var nu gået en uge efter stævnet, og alle tre mødtes en da i frikvateret. De snakkede som sædvanlig om deres hobby, og især Maria havde fået blod på tanden efter at have vundet en springklasse. Hun var dog ked af at Fjong ikke var den bedste springer. Tilgengæld havde Mads hoppe Miranda et kæmpe springtalent som aldrig var blevet udnyttet rigtigt, og hendes forholdvis hidsige temperament var ikke ligefrem et plus på dressur banen, og Peter havde sagt god for at Maria kunne låne den røde springer så tit hun havde lyst. Tilgengæld skulle Mads ride Fjong et par gange om ugen så den kunne få lidt respekt for sin rytter.
Sådan sad de og snakkede ved deres frokost bord da en af pigerne fra Mads klasse over til dem. Belinda hed hun, Clara kunne huske at hun havde set hende til stævnerne for nogen år siden.Hun havde en meget dejlig pony der hed King Athur, og hun red nu landsstævner på den. Hun kendte åbenbart Mads ret godt, for han tilbød hende at side sammen med dem, og før hverken Clara eller Maria vidste af det, sad Mads og Belinda og fjantede med hinanden. Det endte med at både Clara og Maria følte sig uden for, og derfor valgte de at lade dem være alene. Især Clara havde det skidt med det, hun syntes godt om Mads og følte at det måske var mere end hvad man normalt syntes om en ven.
"Hmf" brummede Maria "Så kommer sådan en møgtøs og trænger sig på!" Clara rystede på hovedet og sagde: "Maria, nu var det Mads der bad hende blive og snakke. Hun virker da flink nok." "Yeah Right. Jeg så godt det dræberblik du sendte da hun kom. Du er jo lun på Mads!" Clara følte sig trådt over tæerne, men Maria havde jo ret. Især efter stævnet havde Clara virkelig troet på det. Men det var åbenbart hendes følelser der spilte hende et puds. Maria bemærkede at hun havde såret sin veninde, og sagde muntert til hende: "Drenge, hvad skal vi også med dem?" Clara smilte og begyndte at fnise.
Først da de kom ud i stalden om eftermiddagen mødte de Mads, og Maria skulle straks til at drille ham med hans "kæreste". Mads smilte bare og vendte det andet øre til. Sammen gik de alle tre ud for at hente deres ponyer på folden. Fjing så noget fornærmet ud, da Maria istedet tog Miranda, og det var Mads der tog ham ind, og de begyndte alle sammen at grine af den tykke pony. I stalden gjorde Fjong alt for at irriterer Mads, men han lod sig ikke gå på. Da Fjong skulle have renset hove, nægtede han at løfte et eneste ben, da han skulle have trense på ville han ikke tage bidet og sådan forsatte det. Miranda var tilgengæld rolig og velopdragen mens hun blev ordnet. Da de kom ned på ridebanen vågnede den røde hoppe dog noget, og Maria havde sine problemer med at få hesten til at stå stille. Fjong derimod prøvede sit bedste på at blive stående efter Mads var kommet op.
Peter havde lovet Maria og Clara at hjælpe dem, når han alligevel skulle hjælpe Mads med den stædige Fjong. Maria fik hurtigt styr på den iltre hoppe hun red, for både Mads og Peter kom med råd til hvordan Miranda skulle rides. Peter hjalp Clara med at få bedre styr på sin opstilling og hun kunne mærke at hendes pony blev mere lydhør over for hjælperne, når hun selv sad helt korrekt. Det mest imponerende var dog, at inden der var gået en time havde Fjong overgivet sig til sin rytter og travede lidt sløvt rundt i ridehuset. Mads der inden timen havde været useriøs med den tykke pony, red nu rundt dybt koncentreret, og det smittede af på Fjong. Han begyndte at søge frem og ned, og efterhånden travede han mere friskt rundt. Efter en time var de færdige med at ride. Clara og Maria blev og så på Mads ride Tempo. Meningen var at hingsten skulle starte et distriktstævne om to uger, hvor den skulle gå distriktmesterskab. Ponyen klarede både traversade og changementerne utroligt flot, mens den pirouette ikke var så god. Selv om ponyen ikke skulle lave en i det næste program den skulle starte, mente Peter at man sagtens kunne tage hul på øvelsen så småt allerede nu.
Clara holdt tungen lige i munden. Det var første gang at hun skulle springe en LA banen på Fellow. Den lille pony gik med ørerne fremme og var overlykkelig. De sprang over det første af springene og Fellow fløj over det. Herefter red de mod en bred oxer, et øjeblik syntes Clara at den var frygtindgydende stor, men Fellows gåpåmod gav hende den selvtillid hun skulle bruge for at forsætte. Efter denn forhindring skulle de over en stor mur. Clara kunne mærke at ponyen tøvede et øjeblik, og pressede benene til Fellow og straks gik den mere friskt frem. Desværre satte Fellow lidt for tidligt af og kunne knap nok få benene over springet og hun hev også en af de øverste sten på muren. Clara så desværre bagud og fik ikke redet ordentligt til dobbeltspringet og ved andet spring stoppede Fellow. "Du må ride godt ind i kombinationen, så du får hende bedre over springene. Og så må du have lidt fat i hende, ¨så du er sikker på at hun koncentrere sig om det du beder hende om" Clara nikkede og forsøgte at gøre det Lisbeth bad hende om. Hun samlede ponyen og red så mod springet, hun sørgede for at have Fellow godt fremme. Ponyen tøvede ikke et sekund og hun kom godt ind i kombination og godt ud over det sidste spring. Nu var der kun en forhindring tilbage. En vandgrav. Clara vidste at hun skulle have godt fat i sin pony, for at få den over. Men det viste sig ikke at være nødvendigt, så hun fik let ponyen over springet. Clara smilte og klappede lykkeligt sin pony på halsen og Fellow prustede glad. "Det var flot Clara. Fellow er ikke så gammel, så det var super klaret at i kom så godt igennem banen." "Ja, men det var lige ved at gå galt i kombinationen" Lisbeth nikkede og forsatte: "Ja, du skal huske at drive mere på hende, det er vigtigt at du giver hende gode oplevelse, så hun ikke mister modet med tiden. Men hun skal nok blive en god pony. Man kan også se på jer at i træner meget dressur, hun er meget smidig og lydhør" Clara smilte. De sidste par uger havde Mads far hjulpet hende med at træne Fellow, og for tp uger siden var de ude og starte deres første LB i dressur, og i weekenden skulle hun starte til sit første distriktstævne. Godt nok kun en LC, men banerne var meget større til distriktstævnerne og der var mange flere rytter til start. Clara kiggede på banen. Maria var igang med at springe på Miranda. De var et rigtig godt makkerpar, og man skulle næsten tro at de havde kendt hinanden i flere år. Maria var virkelig kommet langt med sin ridning efter hun var begyndte at ride Miranda. Ponyen var også en meget rutineret pony. Maria havde sågar været afsted og starte dressur sammen med Mads for nogen uger siden. Det var et stort stævne, og Maria havde fået en 3. plads i en LB3. Tempo havde været suveræn til stævnet og havde vundet i alle tre klasser. Desværre havde Fiango været umulig til stævnet, men han var ikke så gammel. Weekenden havde Mads igen været afsted med Fiango og ponyen gik to stabile programmer.
Clara så Miranda springe over vandgraven. Det var så tydeligt at ponyen nød det. "Clara" Clara så bagud og ude langs banens hegn kom Belinda gående. Clara var efterhånden kommet sig over at Mads og belinda så så meget til hinanden. Især efter Athur var flyttet ud på en nærliggende går var de begyndt at se meget til hinanden. Efter Clara havde lært hende at kende, var de blevet rigtig gode venner. "Ved du hvor Mads er henne?" Clara smilte:" Han er oppe og strigle Fiango. Han er vist på vej ud og ride tur. Hvis du skynder dig kan det være at du når at få fat i ham, inden han smutter" Belinda skyndte sig at løbe op til stalden. Maria kom skridtene hen til Clara. "Nå, så er der sød musik i luften igen?" Clara rystede som altid på hovedet af sin skøre veninde. Der var ikke en anden i verden som hende. " I klarede jer godt idag. Har du fundet ud af hvad du skal starte til stævnet" Maria blev helt rød i hovedet:" Jeg selv ville gerne nøjes med en LB, men både Lisbeth og Peter mener at det er for let. Lisbeth har meldt os til i LA og MB. Jeg er så nervøs Clara, jeg har aldrig sprunget så højt til stævnerne." "Du skal nok klare det Marie, bare du stoler på Miranda." " Ja hun er en rigtig dejlig hoppe. Har jeg fortalt dig hvad min forældre fortalte mig igår?" Clara rystede på hovedet og Maria begyndte at fortælle. Dagen før havde hendes forældre talt med Peter, mens hun red på Miranda. Peter havde forslået at de byttede lige over med Fjong og Miranda. Han havde tænkt over hvor godt et makkerpar de var, og han havde en mulig køber til Fjong. Maria var blevet både ked af det og glad på sammetid da hun fandt ud af det. Men så indså hun at hun ikke længere gad ride på Fjong da han ofte var besværlig, og da hun hørte at han skulle ud til et ægtepar og deres mindre pige, var hun overbevist om at hendes pony ville få det godt. "Ej, hvor godt Maria. Så skal i vel også til rigtig igang med at starte stævner?" Maria nikkede: "Men jeg har kun to år til som ponyrytter. Så det er bare om at nyde det." Tøserne snakkede videre og så så Belinda komme gående. "Nåede du ikke at få fat i ham?" Belinda rystede på hovedet. "Er i ikke søde at sige han skal ringe til mig, jeg skal snakke med ham om noget meget vigtigt." Clara og Maria lovede at sige det videre til ham.
Oppe i stalden snakkede tøserne som sædvanligt om alt mellem himmel og jord. Ikke mindst Alexander der var begyndt i deres parallelklasse. Han var yderst chamerende og alle pigerne på skolen stod samlet når drengene spillede fodbold i frikvateret, blot for at se Alexander spille. Han havde et godt øje til Maria og det havde Maria ikke det fjerneste imod. Efter at have striglet besluttede de sig for at ordne udstyr. Især gamascherne trænget til at blive ordnet efter at have været en tur på den våde ridebane. Nogen timer efter besluttede de sig for at tage hjem. På vej ud af stalden mødte de Peter: "Har i set Mads, tøser?" pigerne rystede på hovedet og kunne se på Peter at han var meget bekymret. "Ved i hvor han red hen?" "Jeg tror han red i skoven, men jeg er ikke sikker."
Peter prøvede at ringe til Mads mobil, men et øjeblik efter hørte de noget ringe fra Fiangos krybbe og de fandt ud af at Mads havde efterladt telefonen. Clara mærkede hvordan panikken spredte sig, de skyndte sig at få sadlet nogle ponyer så de kunne komme ud og finde Mads i skoven. Især Peter var nervøs, hvilket var forståeligt nok da Mads altid holdte aftaler om at være hjemme fra rideture på bestemte tidspunkter. De vidste at det kunne blive svært da det var meget mørkt uden for.Lisbeth tog afsted sammen med dem, men de nåede ikke langt før de hørte en ujævn traven komme mod dem, og tilsidst kunne de se at Fiango skrækslagen kom løbende hen mod dem. Hans ene ben var smurt ind i blod, og alle benene havde afskrabninger over alt. Maria fik fat i den urolige pony og trak den hjem. I mens red Clara, Lisbeth og Peter videre. De vidste at skoven var svært fremkommelig i bil, og den hurtigste måde at komme rundt på var til hest. Minutter slæbte sig afsted og Clara kunne mærke hvordan hendes hjerte begyndte at slå hurtigere og hurtigere. Minutter blev hurtigt til en time og da de havde redet rundt i knap 4 timer besluttede de sig for at ride tilbage til stalden og få politiet til at hjælpe.
Da de kom tilbage til stalden stod Maria i stalddøren sammen med Belinda. maria havde fået fat i hende da hun mente at Belinda burde vide at der kunne være sket noget. Belinda så meget ulykkelig ud, og da hun dem komme gik hun grædende bort. Maria gik med Clara ind for at ordne ponyen. "Mads slog op med Belinda i eftermiddags! Det var noget med at han ikke følte det var noget. De var vist blevet uvenner. Det er derfor Belinda er så ked af det." Clara kunne godt forstå Belinda, men lige nu havde hun ikke overskud til at trøste hende, og hun vidste at Maria havde det på samme måde. Lisbeth stod kort efter i døren og sagde at Marias far var kommet for at hente dem. Da Clara kom hjem, havde hun en mærkelig fornemmelse i maven. Hun følte at noget var meget galt, mere galt end hvad hun kunne forstille sig. Hun vidste at hun ikke kunne sove, og lå blot i sengen og ventede på at hendes far skulle komme og sige at de havde fundet Mads, men der kom intet nyt.
Næste morgen orkede hverken hun eller Maria at tage i skole. Claras far hentede Maria og pigerne sad sammen og ventede på at de skulle høre nyt. Det eneste de hørte var at politiet havde ledt skoven igennem et par gange, men at de mente at Fiango muligvis var blevet påkørt af en bil. Senere på dagen kom også Belinda. Hun var stadig meget ked af det, men hun fortalte dem noget som pigerne aldrig havde troet de skulle høre fra hende: " Det var mig der slog op igår." Clara og Maria så uforstående på hende og hun forsatte: "Jeg sagde til ham, at jeg syntes han var for seriøs med træningen af sine heste og at jeg ikke følte vi havde tid til at være sammen efter han var begyndt at ride Fjong." Clara kunne slet ikke forstå det. Det havde hele tiden virket som om de havde haft det så godt. "Jeg troede at du ville kunne forstå det af alle. Du rider også så mange stævner!" Belinda så lidt flov ud:" Jeg fortrød også at jeg sagde det til ham, men han ville ikke rigtig snakke med mig, og så sagde jeg at det også bare kunne være lige meget og at han bare kunne finde en anden, for jeg gad ikke spilde min tid på ham." Belinda så ned, det var tydligt at hun ikke havde ment det hun sagde, og Clara kom i tanke om at Mads og havde snerret af hende tidligere på dagen. "Belinda, jeg tror på at Mads han har det OK." "Hvorfor har de så ikke fundet ham endnu, og hvordan er Fiango kommet til at se ud som han gør? Der må være sket noget. Hvorfor tog han ikke den telefon med!" Tårerne trillede ned af kinder på Belinda, og hverken Clara eller Maria kunne holde deres tilbage. I lang tid sad de og grad sammen.
"Clara, Clara" Hun åbnede øjne med et sæt og så hun lå sammen med sine to veninder. Hun vidste ikke hvad klokken var, men hun kunne se at hendes mor stod i døren."Clara, de fandt Mads for en time siden. Han er kommet på hospitalet, men de kan ikke sige noget endnu. Da jeg talte med Marias mor var han bevidstløs." Clara blev både lettet og mere nervøs på engang. Hun så på sine veninder og valgte at lade dem ligge og sove. Istedet gik hun med sin mor nedenunder. "Sagde hun ikke andet?" "Ikke andet end at det så slemt ud og at de ikke vidste noget med sikkerhed før de havde undersøgt ham på hospitalet." Clara mærkede igen den mærkelig fornemmelse i maven. "Clara, han skal nok klare den" Hun håbede at hendes mor havde ret, som mødre altid har.
Da Clara åbnede øjne følte hun igen den knugende fornemmelse i maven. Hun håbede at den ville gå væk i løbet af dagen. Det var mere end to uger siden ulykken og lægerne havde givet hende og Maria lov til at komme på et lille besøg hos Mads på hospitalet. Belinda havde været deroppe for to dage siden. Hun havde sagt at Mads så forfærdelig ud. Han havde problemer med at trække vejret og lægerne vidste endnu ikke om han ville komme sig uden men fra ulykken. Der var sket så mange ting i de sidste par uger at Clara næsten ikke kunne klare det mere. Politiet havde fundet ud af at Mads og Fiango var blevet påkørt af nogen unge drenge der havde stjålet en bil. Føreren af bilen havde endda været spirituspåvirket. Ingen af dem var kommet til skade, bilen havde kun fået en lille bule og efter sammenstødet var de forsat. Ifølge politiet havde de været heldige at der ikke var sket mere med dem. Fiango var kommet meget slemt tilskade, så slemt at Peter havde måtte træffe beslutningen om at aflive den pony som betød mest for Mads. Hele ponyens ene forben var fuldstændig ødelagt og den ville aldrig kunne gå normalt igen. Samtidigt var den blevet så forstyrret i hovedet at den hele tiden var bange. Clara hørte sin mor kalde, og hun sprang ud af sengen for at løbe nedenunder. Hun fik pludselig øje på den lille amulet Mads havde givet hende ved hendes første stævne. Hun tog den i hånden og knyttede sin fingre om den.
Clara kunne næsten ikke spise noget den morgen. Hun var meget nervøs for hun vidste ikke hvad hun kunne forvente. Hun håbede sådan på at det ville hjælpe Mads at hun og Maria kom på besøg. Da Belinda havde været der havde Peter fortalt hvad der var sket med Fiango og han var brudt helt sammen. I de to dage der var gået havde han ikke sagt et ord til nogen, det var det hun havde hørt peter sige da han snakkede med Lisbeth i går aftes. Hun tog sin overfrakke på og gik med hendes mor ud i bilen, og de kørte ud for at hente Maria.
For en sjælden gangs skyld var Maria meget stille. Hun sagde hej da hun sted ind i bilen og ellers sagde hun ikke noget hele vejen til hospitalet.Claras mor kunne mærke at der var en meget nervøs spænding i luften og hun forsøgte forgæves at løse op. Tulsidst blev hun lidt gal påm pigerne og prøvede at forklare dem at det ikke hjalp nogen at de ´gik og sukkede hele tiden, men heller ikke dette hjalp.
Bilen drejede ind på den store parkeringsplads og den store grå kedelige bygning var næsten det eneste man kunne se. Da de stod uden for døren til den stue Mads lå på vidste de ikke helt om de turde gå der ind for de vidste ikke hvordan de ville reagere og de vidste slet ikke hvad de skulle sige. Tilsidst tog Maria i håndtaget og åbnede døren. De fik hurtigt øje på Mads og gik hen til ham. Han så meget træt ud, men de kunne se på hans øjne at han var glad for at de var der. "Hej." Clara smilede nervøs til sin ven, og Maria prøvede at bryde isen:" Hvordan går det?" Mads forsøgte at smile til dem, men det lykkedes ikke. Han prøvede at sige noget, men det virkede som om han ikke rigtig kunne få ordene ud. Clara begyndte istedet at fortælle om det de havde lavet i skolen og om det meget kedelige projekt de ældste klasser skulle lave. Maria fortalte om hvordan det gik med hestene og efterhånden var stemningen helt brudt også selvom Mads ikke sagde noget. Pigerne fortalte på livet løs og lagde ikke mærke til Peter der kom ind. Han stod lidt og betragtede dem og lagde mærke til at pigerne gjorde det de andre ikke havde gjort. Nemlig at lade være med at tænke på det slemme der var sket det sidste stykke tid. Han kunne se på sin søn at han var livet en smule mere op. Pludselig kom en sygeplejerske ind og sagde at Clara og Maria blev nødt til at gå fordi Mads skulle have fred. Clara skyndte sig hen til Mads og gav ham amuletten og sagde at den nok ville bringe ham mere held. Peter bad Clara om at vente uden for inden hun gik ud. Et kvarters tid efter kom Peter ud. "Clara og Maria, jeg skal tale med jer. Mads kommer muligvis til at blive her et stykke tid endnu og jeg ved at det vil hjælpe ham at vide at i passer Tempo og selvfølgelig også Fjong indtil han er solgt. Jeg ved at han vil stole på at i passer dem som han selv ville" Clara var helt vild og det samme var Maria og de lovede at de nok skulle passe de to ponyer indtil Mads selv var klar til at passe dem igen.
Clara så på den smukke brune hingst og tog en dyb indånding. Tempo var uhyre frisk og han fnyste da Clara åbnede bolkslågen. Det var også mere end tre uger siden den var blevet redet sidst. Da hun gik ind i boksen hoppede han pjattende rundt om hende, men stoppede kort efter og så med forventningsfulde øjne på Clara. Hun lagde grime på ham og trak ham ud på staldgangen så hun kunne strigle ham. I starten stod han meget uroligt, men han nød tydeligt at blive striglet. Endelig fik hun sadlet ham op og trak ham ned i ridehuset.
Tempo dansede glad rundt om Clara, mens hun desperat forsøgte at spænde gjorden efter. Hun fik svunget sig op i sadlen og pludselig var Tempo helt lydhør over for hende. Clara fandt ud af at den var meget nemmere at ride end Fellow da han var meget mere følsom, men nogen gang var han også for følsom. Clara havde besluttet sig for bare at ride et kvarters tid på hingsten og da hun var klar til at stige af besluttede Tempo sig for at der skulle ske noget. Han smed hovedet ned mellem sine forben og hvinede højt. Herefter satte han afsted i vildt bukkespring og Clara kæmpede alt hvad hun kunne for at blive sidden, men dette var fuldstændigt umuligt. Og efter et par mete lå Clara på jorden. Hun slog sig ikke, og da hun så den livsglade hingst forsætte med sit rodeoshow kunne hun næsten ikke lade være med at grine. Da Tempo havde hoppet lidt rundt kom han luntende hen til Clara og så på hende som ville han sige: "Så er jeg klar til at blive sadlet af" Clara tog fat i tøjlerne og klappede ponyen på halsen.
Da Clara næsten var færdig med at ordne Tempo kom Maria tilbage fra sin ridetur på Fjong. Hun smilte som sædvanligt, men Clara kunne mærke at hun idag var i ekstra godt humør: " Du ser glad ud?" Maria nikkede:" Det kan du tro jeg er. Jeg har fået et brev fra Signe." Clara så på sin veninde. De havde ike hørt noget fra Signe siden hun flyttede til udlandet: "Har hun det godt?" "Alle tiders. Hun har spurgt om hun kunne komme på besøg i ferien. Jeg skyndte mig at ringe til hende, så hun kommer i næste weekend. Hun kan ikke vente til hun skal se Tempo igen" Clara forstod det godt. Hun ville heller ikke kunne undvære at miste Fellow og hun blev stadig ked af det når hun tænkte på Trunte.
Om aftene var Clara opppe og besøge Mads igen. Han havde fået det en smule bedre, men han måtte stadig ikke komme hjem. Han var ved at være lidt utilfreds med at være der, men lægerne bekymrede sig stadig en del og de ville ikke rigtig udtale sig om hvor vidt Mads ville slippe uden men. Da Clara kom indtil ham smilede han over hele ansigtet. "Hej Clara. Hvor er jeg glad for at du kommer. Her er så kedeligt og her ingen at snakke med. " "Du skal da være glad for at du ligger her og ikke går i skole som alle os andre."
Clara skyndte sig hjem fra skole den dag. Kort inden hun havde fået fri fra skolen havde hun talt med Belinda. Belinda havde fortalt hende at Mads ville blive udskrevet fra hospitalet i den næste uge. Lægerne mente dog stadig ikke at han var klar til at lave noget fysisk hårdt og han havde fået strenge odre om at tage det med ro, hvilket betød INGEN ridning i de næste tre måneder. Der var dog heller ikke den store chance for, da han kun med nød og næppe kunne gå rundt med krykker.
Clara kom ind på sit værelse og så opgivende på alt rodet. Hun havde haft så travlt den sidste måneds tid at hun ikke havde haft tid til at ryde op. Nu skulle det være. Hendes mor havde tvunget hende til det, da hun ikke ville have et sådan rod i sit hus når de skulle have gæster. Om aftenen skulle de hente Signe i lufthavnen. Clara glædede sig, og hun vidste at Signe glædede sig. Ikke mindst fordi hun havde fået lov til at ride Tempo igen, og så i hele 10 dage. Clara kunne næsten ikke vente til hun kunne fortælle om alt det der var sket siden hun tog afsted for snart et halvt år siden. Især skulle det være spændende at vise hvor dygtig Fellow var blevet. Dagen før havde hun fået undervisning af Peter, og han sagde til hende at hun snart kunne starte LA-dressur på hoppen. Og han havde spurgt om hun ikke ville starte Tempo i løbet af foråret. Clara havde også prøvet at springe på den skønne hingst, selv om Peter ikke havde været så meget for det da hun spurgte. Hun havde redet ham til den sidste springtime og Tempo sprang meget stort og højt over samtlige spring. Han tøvede ikke en eneste gang og han rørte ikke en eneste bom. Maria nød at hun igen kunne ride på Fjong, selvom hun savnede den dovne pony som han før hen havde været. Det virkede også som om ponyen nød at blive redet af Maria igen.
Clara stoppede op et øjeblik og besluttede så at nu måtte værelset være fint nok. Hun hørte at hendes forældre kom ind af døren nedenunder.
En time efter sad hun i bilen sammen med Maria. De nærmest knævrede løs hele vejen. Claras forældre havde lovet dem at køre forbi hospitalet på vej hjem. Maria og Clara havde lovet at vise de billeder de havde taget af ponyerne for et par uger siden. De var sikre på at Mads ville synes om dem, men var stadig lidt bekymrede om det måske ville få ham til at tænke på Fiango. Clara synes at det var skræmmende hvor lidt der skulle til før det kunne gå så galt. Mads havde fortalt hvad der skete for et par dage siden, han havde svært ved at huske det helt i detaljer, men det behøvede han heller ikke for hun kunne tydeligt forestille sig det.
Han var kommet skridtene stille og roligt rundt om et sving på en vej der normalt aldrig kom biler på. Noget havde sagt en lyd i buskene og Fiango var hoppet forskrækket et par skridt til siden. Uden hverken Mads eller ponyen kunne nå at reagere var en bil kørt ind i dem. Fiango var væltet indover bilen, og efterfølgende ned på vejen oog ind over Mads. Mere huskede han umiddelbart ikke. Politiet havde sagt at Fiango havde forsat et par meter mens Mads havde siddet fast i stigbøjlen. Sikkerhedmekanismen var gået i stykker under faldet. Fiango var så efterfølgende vendt haltende hjem, og først en del timer senere havde man fundet Mads. Clara var gal på dem der havde kørt i bilen, og mente at det var virkeligt uansvarligt. Desværre havde de sluppet med en bøde. Det værste var at en af dem der havde været med i bilen gik i paralelklasse med Mads. Clara forstod ikke hvordan han kunne få lov at blive på skolen, det var så uretfærdigt.
"Signe" udbrød Clara og Maria i kor og løb hen til deres veninde. "Jeg har sådan savnet jer." HUn smilede. Begge pigerne kunne se at deres veninde havde forandret sig en smule i den tid der var gået siden hun flyttede fra Danmark. "Jeg har en gavde med til jer. men i må vente til vi er hjemme så jeg kan pakke min kuffert ud." Claras far blev nødt til at bære Signes kuffert og han jokede med at hun mindst havde pakket til hun skulle blive hos dem i et år.
Signe var jublende lykkelig da hun endelig så Tempo igen, og hingsten så også lykkelig ud over at møde sin gamle ejer.
"Jeg har sådan savnet dig Tempo", sagde Signe mens hun nussede hingsten bag ørerne. Hun trak ham ud på staldgange, og et øjeblik glemte de tre piger atSigne havde været væk i så lang tid.
Signe blev meget imponeret da hun så den smukke Miranda, som Maria havde fået i mellem tiden, og hun fortalte Clara at hun syntes at Fellow havde fået mange flere muskler bagtil og på halsen. "Forresten" sagde Clara "Peter har forslået at Fellow skal ifoles med Tempo." "Det ville være så fedt" Maria begyndte allerede at snakke om hvad føllet skulle hedde, og stoppede først da Clara igen begyndte at tale: "Jeg sagde at det nok blev nødt til at vente. Jeg vil jo gerne starte en masse stævner på hende mens jeg stadig kan ride på pony. Men måske hun bliver sat i fol når den tid kommer, det ved jeg ikke."
Pigerne skridtede rundt nede i ridehuset, og Signe havde lidt problemer med at holde Tempo da han ikke var blevet redet de sidste to dage, og det gjorde det bestemt ikke nemmere at der gik to hopper ved siden af den. Men han vidste at han skulle høre efter, så han nøjedes med at lave lidt trippen.
Så begyndte pigerne at arbejde med deres ponyer. Signe havde lidt svært ved at få Tempo til at makke helt ret, men det havde Clara også haft de sidste par gange hun havde redet på ponyen. Peter havde sagt at det var fordi hun brugte tøjlen for meget, men Clara kunne ike helt forstå hvordan det kunne lade sig gøre, da hun slet ikke følte at hun havde meget fat i hingsten. Men efterhånden som minutterne gik blev hingsten mere lydhør over for sin rytter. Signe sprang ham så an i galop, og forsøgte at lave lidt changementer. Hun kunne mærke at hingsten havde fået en rigtig god balance og at den ikke længere havde svært ved at skifte galoppen, som den havde haft det inden hun solgte den.
Da de havde redet et stykke tid trak de op igen.
Det var midt om natten da Claras mor pludselig begyndte at ruske i hende. "Clara, skynd dig op. Der er sket noget forfærdeligt." Clara åbnede øjne, og vidste ikke helt om det var noget hun havde drømt. men da hun fik øjenkontakt med sin mor, kunne hun se at det bestemt ikke var en drøm. Hun og Sine skyndte sig i tøjet mens moderen forklarede. Der havde været nogle lømler ude på rideskolen, og der var blevet sat ild til foderrummet. De havde også forsøgt at sætte ild til sadelrummet, men Lisbeth havde hørt at der var nogen der havde rumsteret der ude, så hun nåede at skræmme dem, inden ilden fik rigtig fat her. Hun skyndte sig at ringe efter brandvæsnet, for herefter at slukke ilden i sadelrummet. Foderrummet var heldigvis i en bygning for sig selv, så der var ikke sket nogen skade på selv staldbygningerne. Men det meste udstyr var gået tabt. Da Lisbeth så var kommet ind for at tjekke ponyerne havde hun lagt mærke til at 4 manglede, heriblandt Fellow og Miranda. Clara var grædefærdig, mens de kørte i stalden. Der vbar ingen der vidste om ponyerne var stukket af eller om de var blevet stjålet.
Politiet forklarede alle at ponyerne højstsandsynligt var sluppet fri, da de ikke kunne finde nogen bilspor. De kunne heller ikke gøre noget nu for at finde dem, da det var for mørkt. Det eneste der kunne gøresvar at afhøre alle på stedet, om de vidste hvem vandalerne kunne være.
Clara kunne ikke forstille sig det og hun havde svært ved at koncentrerer sig da det blev hendes tur. Hun ville bare have Fellow tilbage igen. Betjenten blev pludselig kaldt op af en over sin radio, og af hvad Clara kunne forstå havde der været en brændspåsættelse til i en svinebesætning, og hele grunden var brændt ned. Betjenten konkluderede så at det ikke kunne være et personligt motiv der var grunden til branden, men snarer nogle knægte der ville have lidt sjov.
Clara gik ind i stalden og så den tomme boks. Hun vile ønske at hun vidste hvor Fellow var henne. Tænk hvis hun stod et sted viklet ind i et hegn, eller at hun og de andre ponyer løb ud på en stor vej. Klokken var ved at være seks nu, og der kom stadig flere til som havde en hest opstaldet på stedet. Clara kunne se at der var en der snakkede med Lisbeth. Lisbeth skyndte sig at kalde nogen til sig, de tog nogle træktove med og hoppede ind i bilen. Clara håbede at det var ponyerne de havde fundet.
Ventetiden var næsten umenneskelig. Minutterne slæbte sig afsted, og der var snart gået en time, da man hørte nogen heste hove støde mod stenene i gårdpladsen. Clara kunne se at de kom trækkende med tre ponyer og skyndte sig derud. Den ene af dem var Fellow og Miranda var der også. Men der manglede Lasse, en godmodig vallak. "Lisbeth, hvor er Lasse" spurgte Clara, da hun fik sat Fellow ind i boksen. Lisbeth kiggede trist på hende: " Han faldt ned i en grøft og brækkede det ene forben. Dyrlægen var der ude før os, og havde allerede aflivet ham. Der var ikke noget at gøre." Clara kunne se at Lisbeth var meget ked af det, så hun gav hende et kram, mens hun fortalte hvor glad hun var for at Fellow var kommet helskindet hjem igen.
Clara så sin pony ind i øjne. Hun var stadig lykkelig over at der ikke var sket noget med hende efter at hun var sluppet fri for et par dage siden. Miranda var blevet halt på det ene bagben, og dyrlægen havde sagt at det ikke var så slemt, og at han burde være haltfri i næste uge. Hun klappede ponyen på halsen, mens hun hviskede til hoppen hvor meget hun elskede den.
Der var helt stille i stalden. Det var midt på dagen, og der var sjældent nogen her på denne tid. Maria og Signe var taget sammen ind til København, for at shoppe. Clara havde dog en anden aftale hun var nødt til at holde. Mads kom hjem fra hospitalet, og hun havde lovet Peter at komme og spise middag sammen med dem. Hun vidste at Mads glædede sig helt vildt, og hun glædede sig også selv. Men hun havde den mærkeligste fornemmelse i maven. Mads havde været så stærk førhen, og nu kunne han næsten ingen ting selv. Det virkede ikke som om at det havde påvirket hans humør, men hun var bekymret alligevel. Hvad nu hvis han ville blive ked af ikke længere at være i stand til bare at tage ud til hestene. Lægerne havde sagt at der ville gå en del tid før han kunne gå normalt, og endnu længere tid før han ville være i stand til at ride i længere tid. Hvad nu hvis han pludselig ikke kunne affinde sig med det?
Hun besluttede sig for ikke længere tænke over det, og trak ponyen ud. Hun var helt smadret i kroppen. Det var hårdt at ride på Tempo. Hun følte at han blev mere og mere uopdragen, og det var efterhånden en kamp at få ham til at søge frem og ned. Det virkede som om han kedede sig, men Clara havde svært ved at ride de øvelser der var udfordrene for hingsten, og hun havde ikke rigtig mod på at begynde på noget hun ikke kunne kontrollerer.
Fellow var en sand stjerne ude på dressurbanen. Clara nød at ride sin pony og det samme gjorde den også. Hun kunne mærke at foråret var på vej, og mens solen skinnede fra en skyfri himmel travede hun rundt. Fellow var ved at være rigtig lydhør nu, og i næste weekend skulle den have sin debut i LA dressur. Clara skulle ride både Fellow og Tempo, så hun var meget spændt på hvordan det ville gå. Peter havde sagt at han syntes at det gik rigtig godt. Clara var dog bekymret for at Tempo ville opføre sig ordentligt. Hun lavede et par galopchangementer på Fellow og besluttede at det måtte være nok. Ponyen nød at blive nusset om, efter den var blevet sadlet af, og den nussede Clara i håret for at fortælle hvor tilfreds den er.
Inden hun kørte gav hun alle hestene en gulerod. Fellow fik dog to, da hun havde været så flink.
Clara bankede forventningsfuldt på døreren. Det var mads mor der åbnede døren, og hun gav med det samme Clara et kæmpe kram. Det var det dejlige ved Mads familie. De var så åbne over for alle, og man følte sig altid velkommen hjemme hos dem. Clara gik med ind i stuen hvor Peter og Mads sad. De spillede lidt kort, og det så ud som om Mads var ved at vinde da han grinte over hele hovedet. "Vil du være med?" spurgte han smilende. Hun nikkede og satte sig i sofaen ved siden af Mads. "Hvordan har du det?" "OK, det er lidt mærkeligt endelig at være hjemme igen. Jeg har savnet det hele. Hvad med dig?" Hun smilede:"Alt er også fint for mig. Det har været nogen lange dage, især efter branden." "Ja. Far fortalte om det. Da jeg hørte om det havde jeg lyst til at løbe ud og finde dem der havde gjort det." Clara kunne ikke lade være med at grine mens Mads fortalte om hvad han kunne finde på af straf til dem. Han ville få dem til at kalke hele sadelrummet med en tandbørste, og bagefter kunne de få lov til at muge ud hos alle hestene og sådan forsatte han.
Clara havde hele den aften en god fornemmelse for at det hele nok skulle gå.
Hun bed tænderne hårdt sammen. Det føltes som hun red på en tikkende bombe, og hingsten gik og var spændt helt op. Det var rigtig ubehaligt at sidde på den, det virkede næsten som om den ikke brød sig om at blive redet af Clara længere. Peter havde snakket om at ponyen simpelthen kedede sig alt for meget. Den var også blevet trappet ned i den tid den blev brugt om dagen. Før hen havde den gået mellem 1 time og 1½ time hverdag, mens den nu gik max en time og havde to fridage om ugen. Clara og Peter var blevet enige om at Clara kun skulle ride på Tempo indtil Peter havde fundet en god rytter til den. Igår var han så blevet ringet op af et stutteri, som gerne ville låne hingsten sommeren over til at bedække deres hopper. Deres datter som red landsstævner ville så ride hingsten i mellem tiden. Pigen havde et år tilbage som ponyerytter og var en af de mest vindende ryttere på dressurbanerne. Det var det bedste at gøre for Tempo, selv om Clara så måtte indse at hingsten var blevet en for stor mundfuld. Tilgengæld kunne hun nu koncentrerer sig fuldt ud om at ride på Fellow.
Hun hilste forsigtigt på dommeren, mens hun bad til at Tempo ville arte sig for en gangs skyld. Hingsten var i sit lunefulde hjørne, og den valgte at overhører de signaler som Clara gav til den gang på gang. Alligevel kom det fuldstændig bag på Clara, da den i galop pludselig vendte på et øjeblik og løb i den modsatte retning for fuld firspring. Clara nåede at holde sig fast i et øjeblik, og så satte Tempo gang i et vanvittigt rodeoshow og det var ikke længere muligt for Clara at holde sig fast i sadlen, og hun lå kort efter i bunden af ridehuset, mens hun hørte prutterne fra den bukkende hingst. Hun kunne mærke hvordan publikum holdte vejret, og begyndte så at grine. Det varede ikke længe før alle i ridehuset grinte sammen med hende. Hun gik ned og fik fat i hingsten, og svang sig i sadlen og red ud på den trippende pony. Hun klappede Tempo på halsen, for hun vidste godt at det i sidste ende var hendes egen skyld.
Hun havde stadig ondt i enden da hun red ind på Fellow. Hoppen var tilgengæld ydderst samarbejdsvillig og gik det bedste den havde lært. Alle øvelser udførte den næste korrekt, og Clara kunne mærke at hun virkelig nød at ride på banen på sin egen pony, velvidende om hvordan den ville opføre sig.
Da hun kom ud af banen, fik hun massere af ros af Peter, og hun rødmede helt.
Da resultatet kom blev Clara lidt skuffet. Hun var lige akkurat uden for placeringerne. Da hun gik op i stalden kaldte dommeren fra klassen på hende. Hun fortalte at hun glædede sig til at se hende og Fellow på dressurbanerne fremover. Hun sagde også at man tydeligt kunne mærke på Tempo at den havde en masse energi der skulle bruges. Clara nikkede og fortalte så, at den fra næste dag fik en ny rytter, som skulle ride den indtil efteråret.
Fellow så helt lykkelig ud. Det var helt sikkert at den nød at have sin ejer for sig selv. Clara nød det også. Hun havde meget mere tid til sin pony. Det var en måned siden Tempo var blevet hentet, og Clara havde haft tid til at Ride i længere tid af gangen på sin pony. Det var også noget hun selv kunne mærke når hun red på ponyen. Fellow var blevet utrolig nem at have med at gøre, tiltrods for hoppen kun var 6 år gammel. Clara var spændt. Hende og Maria skulle ud og starte distriktstævne i weekenden. Belinda skulle også med og en tredje rytter. De skulle starte holdmesterskaberne for ponyer. Desuden skulle Clara springe en MB for første gang. Det var gået OK i den sidste undervisningstime hun havde haft. Fellow var hurtig til at vende efterhånden, men Clara vidste at det stadig var vigtigt at Fellow skulle komme fejlfrit rundt på banen, især når hun var så ung. Det ville være dumt hvis ponyen blev bange for at springe.
Maria kom ind i stalden mens hun trak Miranda. Hun smilede over hele ansigtet. "Vi har sprunget en hel bane på 120 cm" Clara kunne tydeligt høre at Maria var meget stolt. Miranda havde givet Maria blod på tanden, dog savnede hun stadig Fjong. Fjong var blevet hentet for tre uger siden. Hans nye ejer var en tøs på 12 år, som skulle bruge ham til at ride Fjordhestestævner på. Da hun havde redet ham, havde Fjong været lidt fræk, men pigen var blevet helt vild med ham.
Næste morgen sad Clara i skolen. Hun syntes det var kedeligt det der forgik på tavlen. Nogen gange ville hun ønske at hun bare kunne side derhjemme hele dagen. På den måde var Mads meget heldig. Bort set fra at han muligvis skulle gå hele skoleåret om. Både hans forældre og lære var ret enige om, at hvis lærerne mente at det var det bedste, var det det der skulle gøres. Mads selv var dog fast besluttet på at forsøge at følge med, så hver dag kom Belinda hjem til ham med de lektier de andre havde fået for, og han læste det hele derhjemme. Fik de skriftlige afleveringer for, så skrev han dem, og utroligt nok fik han gode karakterer. Clara havde besøgt ham aftenen før, og ha havde ligefrem glædet sig til at komme i skole igen. Lægerne sagde at han blot skulle op til ekstra tjek idag, og hvis alt var fint, kunne han starte fra næste uge af.
Clara satte sig ved et bord sammen med Belinda og Maria. Belinda var glad. Hun fortalte, at lægerne havde givet grønt lys for at Mads kunne komme i skole igen fra på mandag. Der var to måneder til sommerferien, så han havdemulighed for at indhente det forsømte.
Clara og Maria var dog meget nervøse for de næste par måneder. De skulle have en masse terminsprøve, da de til næste år skulle gå ud af folkeskolen
Clara var rigtig glad den morgen. Hun nynnede mens hun cyklede ud i stalden. Hendes forældre havde sagt OK for at hun fik en lånepony, som var mere rutineret end Fellow. Igår havde hun været ude for anden gang at ride på ponyen Spike, og både Lisbeth og Peter havde med denne gang, og de sagde at det var en virkelig god og velredet pony. Da Clara skulle springe på den, havde hun næsten ikke skulle ligge noget arbejde i ponyen, for den havde prøvet det så mange gange før. Det eneste der havde været et minus var at den i omspringeninger skulle drives meget frem i galoppen.
Idag skulle Spike så komme. Clara havde massere tid til at ordne boks til både den og Fellow, og hun kunne også nå en tur i skoven med Maria. Maria havde været til stævne med Mirande i weekenden, og nu fik ponyen en velfortjent ferie, efter at havde gået stævne næsten hver weekend hele sommeren. De havde haft massere af nulrunder, men det var ikke blevet til så mange rosetter, da Maria istedet brugte tid på at koncentrerer sig om sin opstilling og selv ridningen, frem for at komme hurtigst igennem banen. Hun fik derfor altid massere af dommerne, for det gode samarbejde hun havde med sin pony.
Efter lang tids snakkende fik tøserne endelig taget sig sammen til at sadle ponyerne op, og de red afsted. De var knap nok kommet væk fra gården før Maria begyndte at snakke højlydt: " Har du hørt det sidste nye? Bianca har fået endnu en super springpony. Den har gået mange landsstævner. Tænk hvis man havde det lige som hende, at manbare kunne vælge og vrage mellem alting!" Clara nikkede. Bianca var flyttet til omegnen for 4 måneder siden. hendes far tjente mange penge og nærmest forgude sin datter. Hun var ganske rigtigt en dygtig rytter, men hendes sportsånd var ikke særlig god, og hun var meget grov over for sin hest hvis noget gik galt på banen. Ikke nok med det var hun meget snobbet og høj i hatten. Maria var taget afsted til de sidste mange stævner i håb om at kunne sejre over hende, men det var endnu ikke lykkedes, for hver gang hendes ponyer ikke længere gik perfekt, blev de bare skiftet ud og en ny og bedre pony blev købt.
"hvis hun så bare ikke skulle gå i vores klasse, ville det hele havde været meget bedre. Nu er vi nødt til at se på hende hele dagen" tøserne så bagud og fik øje på Belinda og Mads. Mads var begyndt at ride igen for et par uger siden, og han og Belinda red tur sammen næsten hver eneste dag. Mads skar ansigt, mens Belinda lod som om hun var ved at kvæle sig selv. Hverken Maria eller Clara kunne lade være med at grine, også selv om de godt vidste at det ikke var særligt pænt gjort fordi de ikke engang kendte Bianca.
Tilbage i stalden skyndte tøserne sig at sadle af, mens de stadig snakkede om hvor slemt det var at Bianca skulle gå på deres skole. De lagde slet ikke mærke til Lisbeth der kom ind i stalden: "Jeg synes lige i skal slappe af, jeg vil ikke have folk taler sådan i min stald. Stedet skal virke så godt som muligt, og det gør det ikke når der står nogle tøser og taler sådan om folk, bare fordi de ikke selv har evnerne til at vinde over andre." Clara så på Lisbeth, og vidste at hun mente alt hvad hun sagde. Clara begyndte at skamme sig lidt, men det gjorde Maria åbenbart ikke, for hun kom med en spydig kommentar: "Jamen, hvor store evner har man hvis man ikke formår at kunne ride den samme hest op til de store stævner. Det betyder jo ikke at man er dygtig, bare fordi ponyen er det." Lisbeth rystede på hovedet, og sagde at det vidste hun godt, en det var ikke grund til at snakke grimt om andre.
De hørte en bil med trailer kører ind i gården, og Clara vidste at nu kom Spike...
Clara var tidligt i stalden den lørdag morgen. Hun åbnede stalddøren, og hørte en der gik og talte. Hun var ikke i tvivl om det var. Kort efter Mads havde fået lov til at ride igen havde hans far købt en lidt ældre og rolig hoppe, Amanda hed den. Efter ulykken have Peter været så mærkeligt over beskyttende over for Mads. Mads måtte knap nok gå uden for en dør uden der var nogen med ham. Det var ved at gå Mads på nerverne, men Clara forstod godt hans forældre.
”Hey, du er vel ikke på vej ud for at ride vel? Min far satte mig af herude for en times tid siden, og gav mig strege ordrer om ikke at ride alene, og jeg gik og var bekymret for at alle lige havde valgt at sove længe i dag.” Clara smilte, hun var glad for at mads var ved at være oven på igen. ”Jo, jeg er på vej ud for at ride, men det bliver kun på ridebanen, jeg skal nemlig træne med Fellow. Vi skal starte stævne i næste uge.” Mads så lidt skeptisk ud, men så smilte han:” det er helt fint med mig. Det kunne være at jeg skulle til at komme i gang med at træne noget dressur igen. Det er begyndt være kedeligt kun og ride tur. Men det er svært, min far tør knap nok lade mig stå ved komfuret derhjemme og lave mad til mig selv derhjemme. I dag er første gang siden ulykken at han har ladet mig være i stalden når han ikke selv er der. Det virker som om han tror at jeg kommer galt afsted lige så snart han ikke er der. Jeg forstår godt at han er bekymret, men jeg har brug for at være lidt for mig selv.” Clara så på ham. Hun kunne se at det virkelig irriterede ham, og hun forstod det godt: ”Mon ikke han snart indser at du godt kan klare dig selv. Måske skal du bare fortælle ham hvordan du har det med det.”. ”Clara, jeg tror aldrig det vil ændre noget. Er du klar over hvor belastende det er at man ikke engang må skridte en tur selv, at man næsten aldrig har fem minutter for sig selv? At ens mor bliver helt hysterisk, hvis man en morgen virker lidt mere træt en andre morgener?”. Clara smilte. Hun vidste hvor svært det havde været for Mads de sidste par måneder. Han havde været helt umulig for en periode, det var kort inden han fik lov til at ride igen. Han virkede mest af alt deprimeret i den periode. Han virkede da glad nu, men stadigvæk virkede det som om han ikke var den samme som før. Han havde problemer i skolen, det var ikke fordi han ikke kunne følge med, men han havde bare svært ved at koncentrere sig i længere tid ad gangen.
Efter et kvarters tid havde de begge to fået sadlet op, og kort efter var de begge to nede på banen. Clara havde ikke fået fred i mange minutter, for mads havde talt uafbrudt, mens de havde striglet deres ponyer. Fellow var lidt urolig mens Clara spændte gjorden efter, og da hun satte foden i stigebøjlen, begyndte ponyen at gå uroligt rundt, og da Clara satte af fra jorden, hoppede Fellow afsted, og fik skubbet Clara omkuld. Clara var hurtigt på benene igen, og fik fanget sin pony. ”Jeg forstår det ikke Mads, ” sagde hun opgivende” Fellow har været helt umulig de sidste par uger. Hun vil ikke changere galoppen længere og hun er svær at drive frem, Din far siger at jeg bare skal kæmpe lidt mere for det. Men det er bare næsten umuligt at få hende til noget som helst. Måske er jeg bare ikke god nok til at ride hende længere.” ”Du bliver nødt til at blive ved med at prøve Clara, du må sørge for at hun ved at det er dig der bestemmer når i rider.” Clara vidste det godt, og hun forsøgte endnu en gang at komme op på ponyen. Hun kunne mærke på ponyen at den stod og spændte op, men nu var Clara overbevist om at hun bare skulle op på den pony. Hun tog et fast greb i tøjlerne, og satte endnu engang foden i bøjlen. Endelig sad hun i sadlen. Hun lagde benene til hoppen. Uden at Clara var forberedt sprang Fellow afsted, og inden Clara kunne nå at reagerer, lå hun nede i grusset på ridebanen. Hun mærkede straks hvor ondt hun havde i sin hånd. Mads var hurtigt af Amanda og kom hen til Clara. ”Er du okay?” Clara nikkede.” Her hold Amanda, så henter jeg Fellow.” Clara tog fat i tøjlerne, og nussede hoppen på mulen med den hånd der ikke gjorde ondt. Clara kunne mærke hvordan tårerne begyndte at presse på. Mads var nu henne ved Fellow. Han tog fat i tøjlerne og begyndte at trække hen mod Clara. Pludselig stoppede han, og Clara var ikke et sekund i tvivl om hvad det var han ville gøre.
Clara var på vej til at sige noget, men inde hun nåede at får et eneste ord ud af sin mund, var Mads oppe på ponyen. Efter at have gået få skridt, forsøgte fellow endnu engang at smide sin rytter af, men Mads var forberedt, også selv om det var længer side han sidste havde siddet på en hest der havde mere fart på end skridt. Clara holdte vejret, mens hun så hvordan Fellow mere og mere stædigt, forsøgte på at smide Mads af. Men Mads vidste hvad han gjorde og han var ikke på et tidspunkt ved at miste balancen, til sidst stoppede Fellow helt op, og så opgivende ud i luften et kort øjeblik. Mads lagde igen benene til hoppen, og den begyndte at trave frem ad. Den forsøgte ikke at smide sin rytter af, og et øjeblik efter søgte ponyen lystigt frem og ned. Clara stod måbende og så på sin pony, og det slog hende at hun burde have haft mere fat i den og indså samtidigt at hun helt havde glemt at Fellow stadig var en ung, som jo også havde behov for at lave ballade engang imellem. Mads behøvede knap nok at lægge benene til ponyen før den gjorde hvad den blev bedt om. Clara kunne se at både hest og især rytter nød det. Clara ømede sin hånd, og begyndte attr ække vejret igen. Pludselig blev både hun selv og Mads hevet ud af deres egne små verdener. ” mads, hvad laver du? Kom ned fra den pony og det skal være nu” Forskrækket stoppede Mads ponyen, Clara kunne se skuffelsen i Mads øjne. Da der ikke skete noget gik Peter hen og tog fat i Fellows tøjler : ” Mads, stig af nu og gå hen og tag din pony. Jeg forventer at du er klar til at tage herfra om et kvarter, og jeg vil ikke hører noget brok.” Mads skulle til at sige noget, men han vidste at det ikke ville hjælpe. Han gik hen og tog sine tøjler. Clara kunne se han var ked af det. Inden han gik hviskede han til Clara:” Du skal bare huske at blive på ryggen af hende, så går det hele af sig selv” han smilte en smule og gik videre. Da han var gået, gik Clara hen for at tage Fellow. Hun skulle lige til at forklarer, men Peter kom i forvejen: ”Clara, jeg er ikke gal på dig. Jeg kom kort før Fellow smed dig af. Du slog dig ikke vel?” Clara rystede på hovedet, mens Peter forsatte: ”Jeg vil bare ikke have at Mads tager så dumme chancer, og hvis han ikke kan finde ud af det, så vil jeg hellere have, at han slet ikke har noget med heste at gøre!” Clara var chokeret, hun vidste at han mente det. Men vidste han at det ville være det samme som at tage det eneste der betød noget væk fra Mads?
Clara havde svært ved at koncentrere sig resten dagen. Hun kunne ikke lade være med at tænke på hvad der ville ske, hvis Peter virkelig mente det han havde sagt. Clara følte sig på en måde skyldig. Hun klappede Spike på halsen, det var en dejlig pony. Dagen før havde hun været ude og springe på den, og det gik rigtig godt. Spike var en rigtig dygtig springer, inden Clara lånte ham, red hans ejer MA på ham. I næste weekend skulle Clara ud og starte på ham for første gang. Det var godt nok kun en LB og en LA hun skulle ride, men Lisbeth havde sagt at hun lige så godt kunne starte med at ride de mindre klasser og så på den måde få rutinen, som var nødvendig til at klare de høje klasser. Det gik rigtig godt med springningen på Spike. Han var begyndt at gå en smule mere frem når hun drev ham frem. Lisbeth havde lavet en meget krævende bane i går og Spike fløj igennem banen, og når Clara bad ham om at dreje, så drejede. Når hun drev på ham satte han farten op, når hun tog lidt fat i tøjlerne satte han farten ned. Clara nød at ride på ham, han var velopdragen. Ganske vidst kom der et par hoppe når hun sprang på ham, men det var intet. Clara besluttede sig for at pudse Fellows nye trense. Hun havde fået den af Mads og Maria i fødselsdagsgave. Hun var lige fyldt 15 år. Af sine forældre havde hun fået en ny dressursadel til Fellow, den var rigtig god at sidde i.
Clara sad sammen med Maria i sadelrummet. Det var torsdag eftermiddag. I morgen efter middag skulle de afsted. Stævnet de skulle starte lå langt væk, og de første klasser Maria skulle starte, startede allerede klokken syv om morgenen. Derfor skulle alt være klart inden de tog fra stalden. De havde lige været ude for at træne en sidste gang inden stævnet. Fellow gik perfekt. Clara vidste ikke hvad Mads havde gjort, men det havde tydeligvis hjulpet. Fellow gik godt frem og søgte let på bidet. Hun var stadig ikke helt vild med at changere galoppen når Clara bad om det, men det gik bedre. Maria skulle starte en LA2 om lørdagen på Miranda, og så skulle hun springe to MB’er søndag. Clara selv skulle starte to dressur klasser lørdag og en springklasse søndag på Fellow. Og på Spike skulle hun ride en LB-dressurklasse lørdag og så spring en LB og LA søndag, så hun ville får en travl weekend.
”Du gætter aldrig hvad min far fortalte mig i går.” Clara rystede på hovedet. ”han har talt med en som skal sælge sin datters springhest. Hun har mistet interessen, og i weekenden starter hun sidste stævne på den. Min far har aftalt med dem at jeg kan prøve at ride på den i weekenden.” Clara var glad på sin venindes vegne:” Maria, hvorfor fortæller du det først nu. Fortæl alt om den.” Og så begyndte Maria at snakke som et vandfald. Maria fyldte 16 år i december måned, så hun havde ikke lang tid tilbage som ponyrytter. Derfor mente hendes far at det var godt at få en hest i så god tid. Hesten hed Starlight, og var en engelsk fuldblod. Starlight var en vallak på 8 år, og pigen der havde ham havde lige startet sin første MA på ham. Hesten kunne også en del dressur. Maria glædede sig til at se hesten, og det samme gjorde Clara. De snakkede længe og kunne have forsat i en evighed hvis ikke det havde været fordi, en masse af de piger som fik undervisning på rideskoleponyerne kom ind med deres rideudstyr. Clara og Maria besluttede sig for at sige farvel til ponyerne, for efterfølgende at cykle hjem.
Næste eftermiddag sad Maria og Clara i Lisbeths lille volvo påvej til stævne. Belindas far kørte ponyerne til stævnepladsen i sin store lastbil. Maria og Clara sad og kiggede i stævneprogrammet. Det var gået op for Maria at hun skulle starte mod Bianca, i den ene MB, og det var hun bestemt ikke glad for. Belinda som skulle starte både MB og MA på to af sine ponyer, skulle starte mod Bianca alle gangene. En anden ting de lagde mærke til var at Tempo skulle starte de sværeste dressurklasser med sin midlertidige rytter. Både Clara og Maria var enige om at de skulle nå at se ham blive reddet i den klasse. Lisbeth havde sine nye DV-vallak, Mr. Iantho med til stævnet. Iantho skulle gå en LA lørdag, og en LA og MB søndag.
Samtidigt sad Belinda i lastbilen sammen med Mads. Han havde fået lov til at tage med og hjælpe med at gøre hestene klar, til de skulle rides. Hans far havde dog ikke været helt glad for det, men havde givet Mads lov hvis han lovede kun at hjælpe. Belinda og Mads sad også og så i programmet.
”Du skal starte mod Bianca” Belinda nikkede. ”Det kunne være rart at vinde over hende for en enkelt gangs skyld. Hun er så selvglad.” Mads rystede på hovedet: ”Hvem ved, måske er hun ikke så slem. Hun er i hvert fald en dygtig rytter, og god ved sine heste. Den respekt skal hun da have.” Belinda så surt på ham: ”Er du min eller hendes kæreste? Måske har du ret, men jeg gider i hvert fald ikke bruge tid på hende.” Mads så opgivende på Belinda. Nogen gange var han ved at glemme at hun, Clara og Maria ikke kendte Bianca, lige som han selv gjorde.
Det var tidligt lørdag morgen. De stod alle sammen og gabte i stalden. Mad gik uroligt rundt. ”Skal i ikke se at komme i gang med hestene? Miranda rosenknopper bør rettes.” Maria rystede på hovedet: ”Slap af, vi når det nok. Hvad med at du går hen og går Belinda på nerverne.” Mads smilte kort og gik så. Han besluttede sig for at finde Tempo, så han kunne sige hej til ham og hans rytter. Han gik lidt i sine egne tanker, og så ikke at der pludselig var en der stod foran ham, og han gik lige ind i personen. ”Se dig lige for.” Mads så forskrækket op i et surt ansigt, som straks blev forvandlet til et kæmpe smil. Det var Bianca: ”Er det dig Mads.” Hun gav ham et kæmpe kram. Mads var ikke spor overrasket over krammet: ”Det er længe siden. Hvordan går det? Jeg hører du får startet en del.” Bianca nikkede. ”Jeg har ikke rigtig tid til at snakke, men hvis du hjælper med at flette Beauty, kan vi sagtens.” Mads nikkede. Det var næsten som før han flyttede. Han og Bianca havde kendt hinanden længe. De havde indtil for bare et år siden boet lige ved siden af hinanden. Det var Biancas mor der havde avlet både Tempo og Fiango. ”Hvordan går det med dig og ponyerne Mads? Det er helt rart at se dig igen.” Det var Biancas far, Leo. Mads begyndte at fortælle om alt det der var sket, om ulykke på Fiango, og om at hans far ikke ville have at han red så meget længere. Mens han fortalte gled hans hænder gennem Beauty man og han flettede den hurtigt og nemt. Han kunne godt huske ponyen. Han havde redet nogle stævner på den for nogen år siden, det var en dejlig pony. Hun var mor til Fiango. Mads kom pludselig i tanke om hvor meget han savnede de pony. Inden han vidste af det, var han færdig og han klappede ponyen ugen på halsen. ”Er der mere jeg kan hjælpe med?” Bianca rystede på hovedet ”Ikke andet end at kmme og heppe på mig i morgen inden jeg skal springe. Du ved lige som i gamle dage, bortset fra at vi red mod hinanden den gang.” Mads smilte og lovede at han nok skulle være der. Da han gik slog det ham, at der var nogle ting han måtte fortælle til Clara, Maria og Belinda. Han besluttede sig for at han ville gøre det mandag, når de skulle ud og skridte den tur i skoven de havde aftalt.
Maria red ind på banen. Hun var meget nervøs, og det smittede af på Miranda. Hoppen gik anspændt rundt inde på banen, og selv om Lisbeth gentagene gange havde sagt til hende hun skulle slappe af, så kunne hun ikke. Da hun hilste på dommeren kunne hun mærke hvordan hun rystede, og det blev ikke bedre hen af vejen. Da hun hilste for anden gang kunne hun endelig ånde lettet op. Hun vidste at det ikke var gået godt, men alligevel var hun glad. Dressur var ikke lige hende, det var meget sjovere at springe. Da hun kom ud stod Lisbeth og to imod hende. ”Det gik da OK. Du skal bare lære at slappe af.” Maria steg af hesten, og trak den en lille tur ned af en lille grusvej. Clara indhentede hende på tilbagevejen. ”Du fik 65 %” Maria smilte: ”Det var godt tøs.” Hun klappede den røde hoppe på halsen, og Miranda prustede tilfreds. Maria sadlede Miranda af, og hjalp bagefter Clara med at klargøre Spike og Fellow. Clara var i fuld gang med at rette rosenknopper, og Maria tog en klud, og tørte begge ponyerne over. De opdagede næsten ikke at Belinda kom ind i stalden. ”Har i set Mads? Vi aftalte at mødes ved cafeteriet klokken 10, og han dukkede ikke op.” Maria rystede på hovedet:” Han var her inden jeg skulle i gang med at varme op, men han irriterede mig så jeg sagde han skulle genere dig i stedet.” ”Måske han har fundet tempo, og snakker med hans rytter.” Clara mente at det var den mest logiske forklaring. Belinda trak på skuldrene: ”Han dukker vel op på et tidspunkt.” Belinda gik ud igen. Maria kunne ikke lade være med at grine: ”Hvis der er nogen der kan få folk ud af flippen, må det være Mads.”
Clara vidste at nu skulle det være. Det var dagens sidste klasse. Indtil videre var det gået godt. Hun var blevet nummer to i begge klasser på Spike, og i LA1 var hun blevet tre’er på Fellow. Nu manglede hun lige den røde sløjfe, så ville dagen være perfekt. Mads var dukket op sammen med Belinda kort før Clara skulle ind med Fellow første gang. Han havde givet hende et par gode råd. Blandt andet havde han sagt at han mente at Fellow gik en smule under lod, og at hun derfor skulle slække lidt på tøjlen. Det havde Clara gjort, og hun havde redet hendes bedste LA1 indtil videre. Nu skulle hun så ride den sidste klasse, og hun følte at Fellow gik endnu bedre nu, en i den forrige klasse. ”Clara” Hun så på Mads, ”Du skal bare ride hende som derhjemme, så kan det ikke gå galt.” Clara nikkede. Hun var altid mere afslappet, når Mads var med ude til stævnerne.
Hun red Fellow ned af midterlinien. Ponyen gik frisk frem, også selvom det havde været en lang dag. Clara nåede knap nok at give signalet til at stoppe, før Fellow selv gjorde det. Sådan var det hele vejen gennem programmet, og Clara havde en fantastisk følelse. Det føltes som om hun var et med sin skønne pony. Hun følte at Fellow vidste hvad hun tænkte, hun følte næsten som om hun dansede med hesten. Da hun red skråt igennem i den frie trav, fløj hun nærmest afsted med ponyen. Pludselig var det hele forbi, og Clara hilste for anden gang på dommerne, og så brød jublen fra publikum løs. Clara slap sit greb i tøjlerne, og da hun kom ud fra banen gav hun Fellow et kæmpe kram. Ponyen prustede tilfreds. Lisbeth kom smilende hen til hende. ”Det var rigtig flot redet Clara, hvis i forsætter sådan, kan du starte landsstævner på hende til næste år.” Clara var overlykkelig, og ventede spændt på resultatet. Hun havde redet med 73,5 % og det var første gang hun startede klassen. Ikke nok med det så førte hun klassen. En halv time senere da den sidste rytter havde forladt banen, kunne Clara skridte sin pony ind og modtage sin røde rosette.
Clara holdt tungen lige i munden. Banen var noget svære end hun havde regnet med da hun meldte sig til. Spike havde med nød og næppe klaret kombinationen, men nu havde de mistet rytmen, og Spike galopperede mere og mere ukontrolleret. Clara forsøgte at holde ham tilbage, men Spike gik hårdt på springene. Clara styrede ham mod det sidste af springene. Det var en bred okser, og man red mod porten ind til banen. Clara holdt vejret, mens Spike i et desperat forsøg kom over springet. Da Clara var kommet gennem mål, åndede hun lettet op. Hun havde hevet en bom på et springene, og hun var bestemt ikke tilfreds med resultatet. Og da hun kom ud kunne hun se at det var Lisbeth bestemt heller ikke. ”Hvad skete der, Clara? Har jeg ikke sagt til dig at du skulle ride pænt i hovedspringningen?” Clara nikkede, og skulle til at forsvare sig selv, men så gik det op for hende at det var hendes egen fejl. Hun havde ikke haft nok fat i Spike i starten runden, og i stedet for at støtte opnår han tøvede, havde hun i stedet drevet på ham. Clara var lidt flov, hun kunne have tabt alt det arbejde hun havde lagt i ponyen de måneder hun havde haft den. ”Synes du jeg skal starte den næste klasse på ham?” Lisbeth smilte: ”Hvis du sørger for at ride med hovedet denne gang, så synes jeg du skal. Men skridt lidt rundt på ham, så han ikke bliver kold.”
Clara skridtede lidt rundt på banen, da hun fik øje på Bianca. Hun trak en pony ud på opvarmningsbanen, som Clara ikke havde set før. Nu gik det op for hende at det åbenbart var en ny pony hun havde købt, og som hun skulle starte på. Det var en køn pony. Den bevægede sig noget uroligt rundt på banen, men Bianca talte stille til ponyen. Da hun kom op på den begyndte den at trippe lidt utilfreds rundt, og alligevel sad Bianca roligt på ponyen.
Clara skridtede hen til Maria som stod henne ved hegnet. ”Skal Bianca starte i LA’en? Jeg troede ikke hun gjorde sig i så små klasser.” Maria grinte af hende. Mads stod ved siden af: ”Det er jo en ung pony, den kan jo ikke starte med at springe M til sit første stævne.” Maria og Clara så overrasket på ham. ”Siden hvornår er du gået over på hendes side?” spurgte Maria. ” Er i nu misundelige igen?” Det var Lisbeth der kom hen til dem. ”Maria skulle du ikke til at få sadlet op? Mads henter du Fellow, så Clara kan ride hende lidt inden næste klasse?” De gik begge to, det var tydligt at mærke at Lisbeth var gal.
Clara var på banen igen, denne gang med Fellow. Runden på Spike var gået bedre en sidst. Det havde været en kontrolleret runde, og de havde været fejlfrie i både hovd- og omspringningen. Deres tid var dog ikke så hurtigt.
Clara samlede sin unge pony, hovedspringningen var forløbet perfekt, og nu skulle de til at springe deres omspringning. Clara trak vejret dybt, og drev så på sin pony. Fellow vendte ørerne frem og gik på det første spring. Clara talte skridtene. 1,2,3 og så var de over det næste spring. Clara vendte ponyen skarpt og kom inden et spring og sparede en del tid. Så ind over en okser. Herefter var der et langt stykke til det næste spring, og Fellow strakte helt ud. Så holde Clara hende lidt igen. De red ind i kombinationen, kom godt over det første spring og de holde takten og så var de over det andet spring. Clara drev nu lidt kraftigere på Fellow, og de kom mod det sidste spring i et godt flyvende tempo.
Clara havde en dejlig fornemmelse da hun red over målstregen. Hun klappede ponyen, som kom med et lille glædeshop. Samtidigt med at Clara red ud af banen red Bianca ind: ”Det var flot redet” Clara overhørte fuldstændig hvad hun sagde.
Lisbeth trak med Fellow, så Clara kunne se de sidste ryttere i klassen ride. Hun stod ved hegnet sammen med Mads, og så hvordan Bianca kom over den ene forhindring efter den anden. Ponyen var en smule nervøs, men den sprang alle spring uden at tøve. Stille og roligt havde de klaret sig gennem hovedspringningen, og skulle nu til at starte på omspringningen. Bianca styrede sikkert sin pony på det første spring, som de sammen kom over i flot stil. Sådan forsatte de rundt på banen. Ponyen begyndte dog at virke lidt ukoncentreret da de red mod kombinationen. De klarede det første spring flot, men så kom der noget larm ude fra publikum som fangede ponyens opmærksomhed i et kort øjeblik, og den glemte alt om springet der kom lige foran den. Bianca prøvede forgæves at stoppe sin pony, som forsøgte at komme over springet ud af kombinationen. Den fik sat alt for sent af, og endte med at få en bom mellem forbenene, hvorefter den væltede ned i springet. Et kort øjeblik var der helt stille. Da Clara så op på Mads var han væk. Han var løbet ind på banen til Bianca. Han sikrede sig at hun var okay, og forsøgte bagefter at fange ponyen. Efter kort tid fik han fat i den forskrækkede pony, som nu var endnu mere nervøs end før. Han trak ponyen ud af banen, mens Biancas forældre hjalp hende ud. De fleste mennesker rundt om banen stod stadig og så chokeret ud. Først da banepersonalet bevægede sig ud på banen, begyndte snakken igen om banen. Clara hørte pludselig Lisbeth tale bagfra ”Clara, hvad er der sket?” Clara vendte sig om: ”Bianca styrtede med sin pony. Der var noget som distraherede den, så den nåede ikke at komme rigtig over et af springene.”
Efter at yderligere fem ryttere havde været på banen, var klassen afgjort. Ingen havde kunne måle sig med den tid Clara havde på banen, så hun kunne endnu engang ride ind for at modtage en rød sløjfe. Kort efter blev der sagt over højtalerne, at Bianca ikke var kommet slemt til skade ved styrtet. Maria og Belinda var både glade og triste over det. På den ene side ville de gerne slå Bianca, men på den anden side havde de selv en god chance for at vinde nu.
I de to MB’er der blev afholdt ved stævnet præsterede Maria at få en 1. Plads i den ene klasse og blev toer i den klasse som Belinda også startede. Belinda vandt klassen på sin meget rutinerede stævnepony og blev nr. 4 på sin anden pony. Maria gik op og sadlede Miranda af, mens Belinda stadig red rundt på opvarmningsbanen. Clara stod sammen med Lisbeth og så de andre i MA’en. Clara hørte pludselig en velkendt stemme. Det var Peter, han gik sammen med Biancas far og Bianca. De kom hen imod dem. ”Hej Clara og Lisbeth. Har i mødt Leo og Bianca? De er gamle venner af vores familie.” De gav hånd til hinanden. Clara kunne se på Bianca at hun havde meget ondt i hånden. ”Gør det meget ondt.” Bianca smilte genert:” Ja, det gør lidt ondt. Det er bare så ærgeligt, jeg havde håbet på at få en god runde på Felix. Han er normalt ikke glad for at være til stævner, og jeg er bange for at det er endnu værre nu.” Clara nikkede forstående. Det var første gang hun talte med Bianca, og hun virkede flink. ”Den gik ellers godt inde på banen, indtil det gik galt.” Bianca smilte igen: ”Din gik også godt. Det er en dejlig pony.”
Alles blik blev nu rettet mod springbanen. Belinda var lige redet ind på Domino, en kulsort vallak, og hun så sikker ud da hun red ind. Ponyen sprang stort og fejlfrit over alle springene, og ikke en eneste gang tøvede den. Kort efter kom hun ind på sin anden pony, Denise. Også den sprang sikkert og fejlfrit. Selvom Clara var dybt optaget af ridtet, overhørte hun halvt om halvt Leo og Peters samtale. Hun fik dog kun rigtig fat i en lille del. ”Det er virkelig rart at i vil hjælpe, Peter. Det betyder rigtig meget, ikke mindst for Bianca.” ”Når du siger den er sikker stoler jeg på det, og han ville jo gerne. Men regn ikke med at jeg er her når han kommer ind.” ”Peter, det har du jo aldrig været.” Clara forstod ikke rigtig noget af det, og glemte det hurtigt igen. Nu red den sidste rytter ind på banen, det var en spinkel ponyhoppe, som så sig meget nervøst omkring. Rytteren drev hårdt på den stakkels lille pony, som med nød og næppe klarede sig gennem banen. I omspringningen forsøgte den at stoppe, da afstanden ikke passede. I stedet for at lytte, gav rytteren den et ordentligt dask med pisken og ponyen forsøgte at sno sig over springet, hvilket langt fra lykkedes. Den hev en bom, og så begyndte rytteren at ride meget mere aggressivt frem. Clara hørte Maria sige: ”Hold kæft en skodrytter. Hun skulle have frataget sig retten til at ride stævner.” Ved det sidste spring fik ponyen nok. Den stoppede og nægtede herefter at springe over springet. Det var tydeligt at rytteren var helt hysterisk.
Clara og Maria skulle til at lykønske Belinda med sejeren i klassen, da der over højtaleren blev sat at der var sket et rytterskifte. De så spørgende på Bianca. ”Det krævede en del overtagelse, men Mads har fået lov til at springe min pony. Han kender hende fra nogle år siden, hvor han selv sprang på hende.” Clara og Maria så endnu mere spørgende ud. De havde kendt Mads længe nu, og ikke en eneste gang havde de set ham springe et eneste spring. De var begge spændte på at se hvordan det skulle gå. Mads red ponyen ind på banen. Den var meget tændt, og klar til at udføre den opgave der stod foran den. Mads hilste en enkelt gang på dommeren, og satte så ponyen i en kort galop. Selv om ponyen gerne ville gå mere frem, fik den ikke lov. Ridtet måtte have imponeret alle for der blev helt stille. Ponyen gik lige på alle forhindringerne, og Mads sad bar på ryggen, og fulgte stille og roligt med rundt. Man skulle næsten tro at han ikke havde lavet andet. Ponyen forcerede det ene spring efter det andet, og pludselig, var den klar til at ride med i omspringningen. Ponyen bevægede sig nu i et helt andet tempo. Den fik endelig lov til at gå frem som den ønskede. Selv om der var fart på, var det stadig flot at se på, ponyen lyttede til sin rytter, som stadig bare sad helt stille og fulgte sin hest. Det blev til nogle meget frække vendinger, og tiden var hurtig.
Efter nogle minutter blev resultatet opråbt. Mads havde redet Beauty rundt på banen i en tid der var 3 sekunder hurtigere end Belindas hurtigste tid. Hun så dog ikke skuffet ud. De gav hinanden hånden inden de red ind, og i deres æresrunde galopperede de side om side.
Felix, en problempony.
Det var en måned efter stævnet. Mads og Clara var sammen taget på besøg ude hos Bianca. Biancas forældre havde et stutteri, hvor de avlede dansk sportsponyer. Mads skulle have en ny pony, i stedet for Amanda. Peter havde indset at det ikke nyttede noget at putte Mads på en så rolig pony, slet ikke når den var så rolig som Amanda. Efter stævnet, havde Mads fået lov til at ride som før ulykken, og efter få dage havde han indset at Amanda simpelthen ikke var dygtig nok. Peter havde dagen forinden talt med Leo, og Leo havde flere lovende ponyer til salg.
Mads var meget spændt. Han håbede på at han kunne finde en der mindede om Fiango. Fiango havde været den perfekte pony for Mads. Den var alt det Mads havde ønsket sig. Selv om det var et stykke tid siden Mads havde mistet ponyen, savnede han den stadig meget, mere end hvad han umiddelbart lod folk få at vide.
Bianca viste dem rundt i stalden, og der var tre ponyer, som fangede Mads interesse, men alligevel var de alligevel ikke som han gerne ville have, da han prøvede at ride dem. Mads var en smule skuffet. Han havde rigtig set frem til at finde en afløser for Fiango, og så fandt han det ikke.
Clara skulle på toilettet og gik derfor med Bianca ind i stuehuset, mens Mads ventede ude i stalden. Han gik en tur udenfor, og så sig lidt omkring. Han fik øje på en pony der gik på en fold helt alene. Han gik hen og åbnede leddet, og gik hen mod ponyen. Han kunne straks genkende den. Det var ponyen Bianca styrtede på til stævnet. Mads bevægede sig forsigtigt hen imod den, men da han var få meter fra den så den op og lagde ørerne fladt tilbage. Mads så hvordan den langsomt begyndte at bakke væk fra ham. Mads kunne mærke på den at den var bange, så han satte sig ned i græsset og begyndte at tale med ponyen, alt imens han betragtede vallakken. Den var smuk rød, manen var lys, næsten hvid. Den havde en meget bred blis, og fire hvide sokker. Mads var ikke et øjeblik i tvivl. Det var den pony han gerne ville have, og så måtte det koste så megen sved og tårer, som det ville. Mads var sikker på at dette var ponyen. Ponyen begyndte roligt at bevæge sig hen mod ham. Den så knap så sur ud nu, den så snarer nysgerrig ud. Den var nu helt henne ved ham, og den så meget nysgerrig ud. Den pjuskede man stod til alle sider, og de små ører vendte frem mod Mads. Han så op på ponyen, og rakte sin hånd hen imod ponyen. Den trak nervøst hovedet tilbage, men Mads lod sin hånd række hen mod ponyen. Den stod et øjeblik og så på Mads, og stak så mulen frem og snuste til Mads hånd. Den begyndte at bevæge sig forsigtigt nærmere. Tilsidst stod den helt henne ved ham, og snuste interesseret i hans hår. Den begyndte at snuse til hans jakke, og den opdagede pludselig lygten af gulerødder i Mads lomme, og den puffede sulten til ham. Mads rejste sig op, og ponyen trådte forskrækket et par skridt tilbage, men efter lidt tid kom den igen hen til ham for at få en godbid. Mads gav den forsigtigt en gulerod, og kløede den roligt på halsen. Ponyen virkede mere tryk nu. Mads var nu helt sikker. Hvis han skulle have en pony, så skulle det være Felix.
Clara og Maria holdt vejret på sidelinien. De havde lige set Felix lave det vildeste rodeoshow, og ponyen forsatte med at være vild. Mads havde haft ponyen i to uger nu, og i dag havde han den i ridehuset, med en gammel sadel på. Ponyen så noget skeptisk ud, da han kom med den, og den fnyste da den snuste til den. Da Mads havde sluppet den i longen var den begyndt at bukke. Mads var overrasket over ponyens reaktion. Han talte forsigtigt til ponyen for at få den til at slappe af, det hjalp en smule. Efter et par minutter stoppede Felix op, og så sig forpustet omkring. Den vendte hovedet mod sadlen og prustede højt af den. Den så overrasket ud over at der ikke skete noget. Den så spørgende på Mads, og begyndte at gå hen imod ham. Mads skyndte sig at tage sadlen af Felix. Han lagde den på jorden, og slap Felix løs i ridehuset. Han gik hen til Clara og Maria. ”Hold da op, var det rodeo du ville ride nu?” Maria stod og smågrinte, og Clara kunne heller ikke lade være med at smile. Men Mads så meget alvorlig ud:” Det er ikke sjovt. Jeg havde håbet at han vil tage det roligt, men han er åbenbart blevet bange for sadlen.” Clara begyndte nu også at grine, mens hun pegede på: ”Mads, prøv at se Felix.” Mads vendte sig om, og så sin pony snuse nysgerrigt til sadlen. Den begyndte at puffe til sadlen med mulen, da sadlen tippede, hoppede ponyen forskrækket et par skridt tilbage. Kort efter gik den igen frem til sadlen. Mads gik hen til ponyen, og klappede den på halsen: ”Rolig dreng, den gør ikke noget.” Ponyen så kort på Mads, som efterfølgende tog fat i sadlen og lod ponyen snuse til den mens han holde den. Da Felix virkede rolig, lagde han den op på ryggen. Ponyen lagde ørerne lidt tilbage, men stod helt stille. Mads Lod sadlen ligge og begyndte at tale roligt med sin pony. Han begyndte stille og roligt at spænde gjorden, kun lige så sadlen lå fast. Ponyen stod helt stille og pustede så forsigtigt ud en enkelt gang. Mads tog fat i grimen og trak forsigtigt vallakken frem ad. Felix gik anspændt frem, men efter et par meter begyndte ponyen at slappe væsentligt mere af. Mads klappede ponyen, og tog sadlen af igen. Han gik hen og åbnede porten til ridehuset, mens ponyen fulgte glad med.
Bare en halv time senere red Maria og Clara sammen i ridehuset. Det var tid til deres ugentlige springtime. Maria havde for første gang sin nye hest Starlight med til træningen. Maria havde været helt vild med hesten fra hun så den springe ved stævnet, at hendes far havde købt den til hende. I dag skulle hun så springe på den for første gang. Hun havde haft lidt svært ved at vende sig til Starlights stor gang, især traven var svær at følge når man som Maria var vandt til at ride på en pony. Clara red på Spike. De varmede op mens de ventede på at Lisbeth skulle komme. Clara travede rundt på Spike, mens hun bøjede ponyen til de forskellige sider. Maria travede også rundt på Starlight. Hun red volter og lavede nogle øgninger engang imellem. Efter at have travet lidt, begyndte de at galopere. De var selvfølgelig ikke de eneste i ridehuset. Stella, en pige på 13 år red på sin lille pintohoppe. Julie, som var et år yngre end Clara. Hun red på en sort pony med fire hvide sokker og en lille stjerne. Mads var også med, mest for skæg. Han red på Amanda. Anita en ny pige var også med. Hun red på en meget frisk pony, som havde stort potentiale.
Hverken Clara, Maria eller Mads brød sig om Anita. Hver gang de så hende springe sad de med en klump i halsen, og de frygtede kun at det skulle gå galt. Det var tydeligt at Anita kun red for at vinde, og hun ikke tænkte så meget over sin opstilling. I dag skulle Anita springe først. Inden hun begyndte at springe, bad Lisbeth hende om at tage det stille og roligt, og sørge for at ponyen gik samlet. Men det virkede mest af alt som om det gik gennem det ene øre og ud af det andet. Hun satte hesten i galop, og den fløj over. Efter det spring mente Anita åbenbart ikke at det gik stærkt nok, for hun sparkede sporererne ind i siden på ponyen, som slog irriteret med hovedet, hvilket bare udløste et nyt spark. Ponyen satte farten lidt op. Ved det næst sidste spring var det ved at gå helt galt. Anita var fast besluttet på at vende skarpt efter springet, så hun red noget skævt på. Ponyen kom med nød og næppe over springet. Efter ponyen var landet hev hun fast i tøjlen og nærmest hev ponyen rundt. Da hun var kommet over det sidste spring, red hun stolt hen imod Clara og Maria. ”Sådan skal det gøres, piger. Håber i fulgte med, i kunne jo lære noget.” Clara kunne se hvordan Maria blev helt rød i hovedet. ”Maria, glem hende. Forhåbentlig så kommer hun til fornuft en dag.” I mellem tiden var det blevet Mads tur. Han red den rutinerede pony pænt rundt på banen, og det var tydeligt at han red for at komme helskindet rundt på banen. Alligevel kom han hurtigt rundt. Efter han var færdig med at springe forklarede Lisbeth, at hun syntes at Mads havde redet en god runde, fordi han netop sørgede for at øge hesten på de rigtige tidspunkter, og at han red sikkert rundt på banen. Det var det vigtigste når man skulle ride en hovedspringning.
Så blev det Claras tur til at spring. Hun satte Spike i galop, og red mod det første spring. Hun huskede at det var vigtigt at støtte godt op om ponyen, og sørge for at drive lidt ekstra på når den blev lidt usikker. Men i dag var Spike ikke usikker. Det virkede som om der var intet der kunne stoppe den lille pony, Clara følte lidt at hun bare skulle side på ryggen, og så bare styre ponyen igennem banen. Også Clara fik massere af ros af Lisbeth. Julie skulle springe efter Clara. Julies pony hed Cæsar. Den var meget frisk den lille pony, men Julie klarede fint at holde den en smule tilbage. De fik hevet to bomme, men Julie virkede meget tilfreds. Hun skridtede hen til Mads og Clara. Mads og Julie gik i klasse sammen, så de kendte hinanden og begyndte straks at snakke på livet løs, mens Clara fulgte Marias runde på banen. Starlight sprang stort, nogen gange så stort at Maria var på vej ud af sadlen. Men den passede godt på sine ben, og den havde ikke på et eneste tidspunkt problemer med at forcere springene.
Claras Skøre Ide
Det var en tidlig morgen i oktober. Clara kom glad op i skolen. Det var et meget sjældent syn, især fordi Clara i dag skulle have matematik i første time. Men hun havde noget spændende at skulle dele med sine venner. Den første hun mødte var Belinda.
”Hej Belinda, jeg har noget at skulle fortælle. Men det må vente til det store frikvarter, så i alle sammen er der.” Belinda nikkede: ”Jo jeg skal nok komme. Men Mads er oppe hos lægen i dag, han skal have tjekket sit helbred. Det er sidste gang i dag. Men han kommer ud på rideskolen i eftermiddag, så kan du fortælle ham det der.” Clara smilte og sagde så: ”Det er nu mest til dig, Maria og Bianca. Det har noget med springning at gøre” Belindas øjne lyste helt op: ”Det lyder spændende, jeg glæder mig til at høre mere.” Klokken ringede og Clara skyndte sig videre til sit klasselokale, hvor hun mødte Maria i døren: ”Har du tænkt dig at komme?” Clara skyndte sig ind og satte sig på sig på sin plads ved siden af Maria. Inden læreren var kommet ind i lokalet sad de to tøser og fnisede nede bagest i lokalet.
Tre timer senere sad pigerne ved deres faste bord i kantinen. Clara begyndte spændt at fortælle om den spændende nyhed: ”Jo, nu skal i høre. Jeg sad og så i mit hesteblad i går aftest, og så fandt jeg proportionerne til dette stævne,” Clara tog sit blad op af tasken og forsatte:” en af klasserne er en holdspringning for ponyer, og den er kvalificerende til landsmesterskaberne i springning for ponyhold. Jeg tænkte på om vi ikke skulle tilmelde os?” Clara så forventningsfuldt på sine venner, men da hun så at det kun var Belinda der så lige så glad ud som hende selv, blev hun skuffet. ” Er der noget galt” Clara så på Maria, og bagefter hen på Bianca. ”Nej, det er da en god ide, men…” begyndte Maria stille og Bianca forsatte hurtigt: ”Vi falder jo for aldersgrænsen i år, og finalen finder først sted i januar. Desuden så rider jeg mit sidste stævne på mine ponyer i næste måned, og det her stævne er først i december.” Clara blev endnu mere skuffet. Selv om Maria tydeligt kunne se dette forsatte hun: ”Miranda bliver hentet om to uger, det har jeg jo fortalt dig.” Clara følte sig lidt dum, for nu hun tænkte over det så var det jo lige netop det som Maria havde talt om i går da de var i stalden. Hun tog lidt trist en bid af sin mad, og fik øje på Julie. Hun rejste sig og gik over til hende. To sekunder kom hun jublende lykkelig tilbage til bordet: ”Julie vil gerne ride med på holdet. Nu skal vi bare have fundet en rytter til.” Belinda så på Clara: ”Jamen, hvem kender vi der ellers har startet mindst en MB to gange? Der står at det er et krav at rytteren har startet mindst to MB’er. Og der står også at den første runde er en MB og anden runde er en MA, og finalerne tør jeg slet ikke at tænke på. Jeg kan kun komme i tanke om en, og hende har jeg ikke lyst til at spørge.” Clara blev igen skuffet. Hun vidste udmærket hvem Belinda mente, og Clara havde heller ikke selv lyst til at skulle ride på hold med Anita, men lige nu så hun ingen anden udvej. Stella sprang også, men indtil videre var det kun LA hun sprang, og hun skulle til at skifte pony på grund af hendes højde, så det duede heller ikke. Pludselig sagde Bianca noget: ”Ved i hvad, jeg ved præcis hvem i skal bruge. Men overlad i bare det til mig, i eftermiddag vil hele jeres hold være med til træning.” Clara vidste ikke helt om hun skulle smile eller græde. For hvad nu hvis Bianca ikke havde ret i at hun kunne finde en til at ride med på holdet.
Det var blevet eftermiddag og Clara stod og var i gang med at strigle sin pony og længere henne af staldgangen stod Julie og striglede Cæsar. Julie kvidrede løs om hvor fedt det ville være at kunne komme afsted til stævnet. Desuden så virkede Julie ret sikker på at Bianca nok skulle finde en der kunne ride med på holdet. Stalddøren blev åbnet og Mads kom ind. Han gik og snakkede i sin mobiltelefon. Han stoppede foran Tempos boks. Tempo var kommet tilbage til rideskolen for en uge siden, og siden den kom hjem havde Mads brugt meget tid på at træne og træne med ponyen. Udover at træne med Tempo havde han også Amanda og Felix der skulle rides. Amanda havde fået en partrytter som red hende to gange om ugen. Arbejdet med Felix skred langsomt fremad, For et par dage siden var Mads på ryggen af ham for første gang. Ponyen havde været lidt nervøs, men efter ti minutter begyndte den forsigtigt at søge lidt frem og ned.
Clara stod og så på hvordan han fumlede med at få åbnet bokslågen med den ene hånd. Hun kunne høre at han smågrinte. Hun forsøgte at høre hvad han talte om, men hun blev hele tiden forstyrret af Julie. Julie havde hentet sin nye trense, som hun havde fået af sine forældre. ”Skal vi se at få sadlet op?” Clara nikkede og gik ud for at hente Fellows udstyr. Hun tog sine nye gamascher og lagde på ponyens ben. Bagefter lagde hun sadlen på og til sidst trensen. Nede i den anden ende af stalden var Mads begyndt at strigle Tempo. Clara forstod ikke helt hvorfor han var på vej ud og ride nu. Ridehuset var booket til springrytterne hele dagen og ridebanen var meget våd for tiden.
Fem minutter efter satte Clara sin ene fod i bøjlen og svang sig op i sadlen. Fellow stod helt stille mens hun tog bøjlerne på. Belinda var der på Justin og så var der Julie og Cæsar. Clara kunne mærke hvordan skuffelsen begyndte at presse sig frem. Bianca havde åbenbart ikke kunne finde en tredje rytter til dem. Belinda og Julie lød lige så skuffede da de skridtede hen til Clara. ”Øv, jeg havde lige glædet mig sådan.” Julie lød lidt ked af det. ”Ja, jeg må indrømme at jeg også havde set frem til det. Det ville være en stor oplevelse hvis vi kunne kvalificere os til landsfinalerne. Måske vi skal vente til næste år.” Clara mærkede et lille stik i hjertet. Julie og Belinda kunne måske vente til næste år, men så ville det være for sent for hende selv, næste år ville være hendes sidste år som ponyrytter, og finalerne blev først holdt i januar.
Der blev banket på ved porten og Mads trak Tempo ind: ”Ihar ikke noget imod jeg rider med herinde, vel?” Tøserne rystede på hovedet og Mads kunne mærke at der var noget galt: ”Jeg synes i hænger med mulen, tøser”. Så fløj ordene ud af pigerne, det hele lød som en gang volapyk, men Mads forstod. Han smilte og sagde til dem: ”Hvis i vil have det kan jeg da ride med.” Alle tre tøser så lidt skeptisk på ham. De vidste alle tre at han var god til at springe, men han havde aldrig sprunget rigtig højt, undtagen den gang på Beauty til stævnet. Desuden hvem skulle han springe på. Tempo? ”Mads, det er flinkt af dig at tilbyde det, men…” længere nåede Clara ikke før Lisbeth kom ind i ridehuset: ”Okay piger og en enkelt dreng, i vil gerne ud og starte holdspringning. Jamen, så må vi se at komme i gang med at træne. Der er ikke lang tid til. Jeg vil gerne have at i selv laver den grundlæggende opvarmning, som i plejer, og når i føler i er klar til det, begynder i at springe lidt over springene i den fjerne ende af ridehuset. Mads, jeg skal lige tale med dig.” Mads skridtede hen til Lisbeth, som nærmest krævede en længere redegørelse for hvad Tempo kunne og hvad den ikke kunne.
Clara var ikke et øjeblik i tvivl om at Tempo sagtens kunne springe, men hun havde endnu aldrig set Mads springe på ponyen. Hun vidste at den ikke ligefrem var nem at springe på. Clara var et øjeblik ved at glemme at hun skulle vamre op, for lige pludselig råbte Listbeth til hende: ”Clara, Fellow varmer ikke sig selv op!” Clara skyndte sig at sætte ponyen i trav.
En god time senere var de færdige med at træne. Alle fire var ved godt mod, især Julie som ikke havde lavet en eneste fejl på springbanen. Clara var også glad, nu var hun sikker på at det nok skulle gå til stævnet. Mens hun var ved at sadle af, stod hun og talte med Mads. ”Tempo gik rigtig godt, og det så ud som om han godt kunne lide at springe” Mads trak lidt på skulderne og Clara spurgte undrende: ”Hvorfor springer du ikke mere på ham end du gør. Faktisk så synes jeg i begge to ser ud til at nyde det.” Mads smilte lidt og sagde så: ”Jeg ville gerne, men Tempo er nu bedst til dressur, og det er det min far helst vil have jeg rider, især nu. For resten hende som lånte ham i sommers var ude og springe lidt stævner på ham, og det skulle være gået nogenlunde. Men han skulle være svær at holde tilbage.” ”Det så ikke ud som om du havde nogen problemer. Faktisk så det ret godt ud da du sprang på ham.” ”Han er i hvert fald rar at side på når man skal springe. Men jeg får travlt, er du klar over det. Og det bliver min far bestemt ikke glad for. Hvis jeg skal nå at ride de MB’er bliver jeg nødt til at melde fra til et dressurstævne. Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal sige det til ham i aften. Jeg er bange for at han ikke giver mig lov. Og hvad gør vi så.” Clara kunne godt forstå Mads, men hun kunne heller glemme at han ikke havde talt om andet end det stævne i de sidste par dage. Han havde trænet hårdt den sidste uge, for at blive klar. ”Hør, Mads. Du behøver ikke at droppe det stævne, hvis du rigtig gerne vil. Vi kan prøve at finde en anden der kan rid med på holdet.” Mads klappede Clara på skulderen: ”Nu har jeg sagt at jeg gør det, og når jeg først har lovet noget så holder jeg det. Desuden så har Lisbeth lovet at snakke med min far om det i aften når han kommer og henter mig. Skal du ud og ride på Spike nu?” ”Ja, der er ikke nogen der skal bruge ridehuset mere i dag, så jeg ville lige ride en halv times tid på ham. Vil du da med?” Mads nikkede: ”Ja, jeg ville gerne ud og ride på Felix igen i dag. Og så tænkte jeg at når springene stod i ridehuset så kunne han prøve at blive redet mens de er der. Det kan være han så finder ud af de ikke gør noget.” ”Ja, det forstår jeg godt. Du er ved at være glad for ham, er du ikke?” ”Jo, han er noget særligt. Nå, skal vi se at komme i gang med dem så?”
Stævneforberedelser
Mads måtte kæmpe en del for at få overtalt sin far ti at få lov, men det lykkedes i sidste ende. Hele holdet havde trænet flittigt, dog trænede nogen mere end andre. Julie og Clara tænkte næsten ikke på andet, mens Belinda og Mads nogen gange lavede lidt for meget sjov ud af undervisningen. Både Clara og Julie fik det dårligt når Belinda og Mads begyndte at tale sukkersødt til hinanden, og det gjorde det ikke bedre når de begyndte at stå og kysse. Clara sagde det til dem flere gange, men det hjalp åbenbart ikke.
Men i dag var der noget galt. Det begyndte allerede i skolen. Clara, Maria, Julie, Bianca og Belinda sad ved et bord i kantinen. Da Mads kom og satte sig, rejste Belinda sig og gik. Tøserne så overrasket på Mads, og Maria skulle til at sige noget til Mads, men stoppede da hun så hvor nedtrykt han var. Bianca derimod lod sig ikke stoppe: ”Der er nogen der har problemer, hva. Hehe, jeg hørte jeg skændes i går. Hvad gik der af hende?” Mads trak på skuldrene: ”Hun var bare så sær i går. Jeg ved ikke hvad der gik af hende, og jeg fik åbenbart sagt de forkerte ting til hende. Jeg ved virkelig ikke hvad der gik galt. Hun sagde at jeg aldrig forstod hende, og det gør jeg heller ikke.” Clara gav Mads et kram: ”Det skal nok gå, i har jo trods alt snart været sammen i et år.” Mads nikkede: ”Jeg føler bare ikke, at det er det same som for nogen måneder siden. Her den ene dag kaldte hun mig for barnlig. Hvorfor det ved jeg ikke. Jeg er bare helt forvirret.” Pigerne fik ondt af Mads, og de aftalte at tage ud og ride tur om eftermiddagen.
”Du er skør, Maria.” Julie var ved at falde ned af Cæsar, så meget grinte hun. Mads og Bianca havde det også skægt, mens Clara rystede på hovedet af sin veninde. Det var skægt, men Clara kunne ikke lade være med at tænke på Belinda. Hun frygtede at det kunne ødelægge deres hold. De havde lige fået sat holdet sammen, og det kun med nød og næppe. Hun blev nød til at tale med Belinda, og hun havde besluttet at gøre det iaften. ”Clara, hvorfor surmuler du? Smil lidt, alt går jo godt.”
Clara sad i Belindas seng. Det var første gang hun var inde på hendes værelse, faktisk havde hun aldrig været hjemme hos Belinda før. ”Du ville snakke med mig.” Belinda så spørgende på Clara. ”Hvad er der sket med dig og Mads?” Belinda så alvorligt på Clara: ”Jeg føler bare vi er vokset fra hinanden. Det kan godt være det er mig, men nogen gang så er han utrolig anstrengende at være sammen med” ø"Jeg forstår det ikke helt. I så ud som om alt var godt, igår da vi trænede var der intet." Belinda trak på skuldrene: "Det har været galt længe, og vi blev enige om at det var bedre at være venner." Clara var lidt overrasket, og prøvede på at skjule sin store skuffelse. Få timer senere gik Clara hjem. Hun skulle tidligt op imorgen, de skulle jo gøre ponyerne klar til at skulle afsted.
Det var fredag. De havde alle sammen fået fri fra skole. De var ikke de eneste der skulle afsted. Maria og Bianca skulle starte i juniorklasserne, Stella skulle starte på sin ny pony Furi. Ann og Mia, to ældre piger skulle ride med i nogle dressurklasser for ungryttere. Til alles store ærgelse havde Anita meldt til i sidste øjeblik. Hun havde to ponyer med, Lightning den hun plejede at ride på og så Spellbinder, en pony hun kun havde haft i tre uger. Hun havde dne med til træning om onsdagen, og det så ikke ud som om den var langsom ponyen. Den så ud til at synes det var skægt at springe, men til sidst begyndte den at være lidt usikker på sig selv. Lisbeth havde endnu engang forgæves forsøgt at få Anita til at tænke sig om, men det lykkedes ikke. Der var også en del ryttere der kom udefra som skulle med. Rideskolen havde lejet en bus for hele weekende, så alle kunne komme med og heppe. Alle glædede sig til at de skulle afsted til det største stævne på hele året.
øStore udfordringer og sort uheld.
Clara skulle sent fredag efter middag, som den eneste. Der var så mange tilmeldt i holdkonkurrencen at de afholdte den i to afdelinger. Fellow var meget vågen, men Clara vidste hvor hun havde sin lille pony. Ponyen trippede ind på ridebanen, og Clara hilste på dommeren. Hun satte Fellow i trav, og red lidt rundt på banen, mens hun ventede på startsignalet. Det slog hende hvor stor banen var, og hun havde et øjeblik mest lyst til at ride ud af banen igen. Så lød signalet og hun mærkede hvordan det gav et ryk i ponyen. Hun satte den i galop, og red på det første spring. Det næste minut var Clara inde i sin egen lille verden, hun styrede sin pony på banen og følte sig et med sin pony. Hun holdte hovedet koldt og red glad over målstregen. Nul fejl, Fellow var bare fantastisk, Clara klappede lykkeligt sin pony på halsen, mens hun red ud af banen. Da hun kom ud af banen blev hun modtaget af alle vennerne der kom og fortalte hvor godt hun havde redet. Clara skyndte sig a sige at Fellow havde lavet en stor del af arbejdet.
Ti minutter børstede hun ponyen over med en børste inden hun lagde dækken på. Det var ved at være koldt. Maria og Mads stod ved bokslågen og snakkede, mens de ventede på Clara. De havde aftalt at gå ned i kantinen og købe lidt mad, og så se resten af rytterne ride. Clara kom til at tænke på hvor længe siden det havde været det kun havde været dem og ingen andre. HUn kom til at tænke på sit første stævne på Fellow og på den gang Maria red på stædige Fjong. Der var sket så meget det sidste år. Hun kom til at tænke på lille Trunte som hun måtte sige farvel til, kort inden hun fik Fellow. "Kommer du, Clara. Maria er ved at dø af sult." Clara så op, og så på sine venner. Hun kunne ikke lade være med at smile: "Jeg kommer nu" hun klappede fellow en sidste gang på halsen, og så gik de.
Clara og Mads var stadig overrasket over at Maria havde spist 2 burgere og en bakke pomfriter. De sad i hver deres stol ved barrieren, og fulgte med i hvad der skete på banen. Da det lød: "Anita Clausen på Spellbinder" blev de ekstra opmærksomme. Den spinkle pony så helt svedig ud og den lignede bestemt ikke en der brød sig om situationen. Anita pressede benene til ponyen, som straks satte i en vild galop. Den klarede fint det første spring, men resten af runden var en sand gyser. Hele tiden blev der skåret et hjørne og ponyen blev hevet rundt på banen, smatidigt med at sporerne blev boret ind i siden på Spellbinder. da de var færdige var der helt stille i hallen, og ponyen fik ikke et eneste blidt og taknemligt klap på halsen. Clara hørte Mads mumle et eller andet. Hun fik ikke fat i hvad det var, men hun følte at hun var meget enig. Tilgengæld hørte hun hvert et ord af hvad Maria sagde: "DEn kælling, hun burde sparkes bagi og aldrig få lov til at side på en hest igen." Clara trak en smule på smilebåndet. Hvor ville hun ønske at Maria fik sit ønske opfyldt. Den næste rytter der kom på banen, red virkelig pænt. Ponyen fløj højt over alle springene, og den var ikke ved at ramme en bom en eneste gang. De var alle tre imponerede, og de blev enige om at hun havde fortjent at vinde. Desværre var tiden ikke særlig hurtig, og det endte med at Anita vandt klassen. De blev lidt trist til mode, for det var jo dårlig reklame for deres klub, når hun red så vildt.
Tidligt lørdag morgen var det Julies tur til at komme på banen. Cæsar gik som sædvanligt en sikker runde, og Julie sørgede for at ride ham sikkert og fejlfrit rundt på banen. Cæsar strejfede en bom på det sidste spring, men den blev liggende. Først om eftermiddagen skulle Mads og Belinda springe. Imellem tiden var Maria inde og springe mod Bianca. Alle holdte på hat og briller da de som de eneste to skulle ud i omspringningen. Det endte med at Maria trak det længste strå og vandt. Starlight var en del mere rutineret end Biancas Rocky. Kort efter var de begge inde og springe en stilspringning, og her vandt Bianca, efter at have redet en fuldstændig fejlfri runde. Hun fik stor ros af dommerne.
Stella havde ikke heldet med sig da hun skulle springe på Furi. De kom skævt ind på et af de første spring, og så gik det helt galt resten af vejen. På det tredje sidste spring valgte Stella at opgive. Da hun kom ud virkede hun meget trist, men sagde at hun ikke ville gøre Furi ked af at springe, når nu den ikke havde startet særlig meget. Bagefter var de henne og se dressurrytterne ride. Der blev snakket på livet løs, og de prøvede alle sammen at få noget ud af at se på andre ride.
Endelig var det tid til at Mads og Belinda skulle ind for at ride. Belinda skulle ride først og så var der to ryttere mellem dem, så skulle Mads ride. Belinda red ind på banen, mens Clara blev ude på opvarmningsbanen, for at hjælpe med springene. Tempo så godt ud, og den virkede klar til at skulle springe. Det var kun en uge siden, der var ude for at springe de to MB’er, Tempo havde sprunget suverænt, og de havde vundet begge klasser. Clara var ikke i tvivl om at de var klar til at give den hele armen. Pludselig lagde hun mærke til en masse spektakel henne fra springbanen. Der var nogen der begyndte at råbe, og en kom trækkende ud med Kenzo. Ponyen haltede en smule, og rystede irriteret på hovedet. Clara skyndte sig derhen, og hun fik øje på Belinda da stod og græd, mens Lisbeth prøvede at snakke med hende. Clara gættede sig hurtig hvad der var sket, men inden hun nåede at komme derhen, havde Lisbeth hevet hende ud til en bil så hun kunne blive kørt på skadestuen. Der var en pause på små ti minutter, og Clara skyndte sig ud for at fortælle Mads hvad der var sket. ”Er du sikker på hun er OK?” Clara nikkede: ”Hun virkede rystet, og Maria sagde hun havde slået sig en smule. Men det er ikke slemt. Men nu er vi kun tre på holdet. Det betyder at du skal ride fejlfrit nu og vi alle tre skal ride vores bedste i morgen.” ”Jamen, så lad os det. Vi er jo ikke kommet hertil til ingen verdens nytte.” Mads lænte sig frem og klappede sin pony på halsen, og travede hen mod porten. Clara skyndte sig hen, så hun kunne følge med i hvad der skete. Mads red en enkelt runde i galop på banen, og red så mod det første spring. Tempo havde et rigtig godt Tempo, og den gik lige på alle springene. Ponyen tøvede en enkelt gang, men der blev hurtigt støttet op og ponyen kom over springet. De klarede en fejlfri runde.
Ventetiden var ulidelig. Lisbeth havde lige ringet og fortalt at Belinda havde brækket armen, og ikke ville kunne ride næste dag. Men det ville heller ikke nytte noget for Kenzo var stadig halt. Seks ryttere manglede stadig at ride, men sådan som det så ud nu, så var det ret sikkert at de gik videre til næste dags springning. Clara og Julie stod og så på de sidste ryttere ride, de var efterhånden ved at være gode venner. De havde også tilbragt de sidste mange dage sammen, og det havde været rigtig hyggeligt. Julie havde fået is på næsen. Clara forstod det ikke, hvordan kunne hun spise is når det var så koldt som det var lige nu. Clara selv stod med en stor kop varm kakao, og hundefrøs. Den sidste rytter var nu på banen, det var en dejlig pony og den gik godt. Rytteren red den helt perfekt, men desværre fik de revet det sidste spring ned. Kort efter blev de hold der var gået videre til den næste runde, og Clara og Julie blev helt vilde da deres hold blev råbt op. De skyndte sig op i stalden hvor Mads og Bianca var ved at sadle op. De skulle deltage i en parspringning, og var klædt ud. Det var en del af showklasserne som blev afholdt sidst på dagen. Clara fortalte hvinende den gode nyhed, og Mads kunne heller ikke skjule glæden. Clara skyndte sig at hjælpe med at gøre Tempo klar til klassen.
Det var tidligt søndag morgen. Clara gabte højt, mens hun igen hørte på Maria og Mads pludren. Nogen gange forstod hun ikke hvordan de kunne være så friske, så tidligt. Hun var ved at hælde foder op i Fellows krybbe, da hun hørte noget uden for. Hun gik der ud, og så Anita ride ude på ridebanen. Hun red på Spellbinder. Clara forstod ikke hvorfor, for hun skulle ikke starte på den i dag. Hun gik tættere på, og hun begyndte at høre hvordan Anita skældte ponyen ud. Hun red mod et af springene, og ponyen stoppede. Hun smækkede ponyen en med pisken og red på endnu engang, men ponyen ville stadig ikke. Det gik op for Clara at hun måtte gøre noget, så hun kravlede genne hegnet og greb ponyens tøjlet. Hun så det vrede og hysterisk blik som Anita gav hende: ”Slip min pony!” Clara mærkede hvordan vreden steg op i hende: ”Jeg synes du skulle stige af din pony. Det er tydeligt at den er helt panisk.” Clara måtte ikke bare kæmpe med vreden, men også men den urolige pony, som steppede nervøst rundt om hende. Clara så det ikke, men Anita løftede pisken og skulle til at slå hende. Pludselig lød en stemme: ”Hvad er det du har gang i? Du hopper af nu!” Både Clara og Anita så forskrækket hen mod stemmen. Det var Anitas mor. Clara havde set hende en enkelt gang før. Hun kunne hører at Anita skulle til at sige noget, men hun blev afbrudt af sin mor: ”Anita, du hopper af nu. Dig, det er Clara du hedder, ikke? Er du sød at tage dig er ponyen, men jeg snakker med min datter.” Clara vidste ikke helt hvad hun skulle sige, men træk alligevel den skræmte pony op i stalden.
De andre så spørgende på hende da hun kom op i stalden med Anitas pony. ”Clara, er der sket noget.” Clara kunne ikke længere holde tårerne tilbage, og hulkende begyndte hun at fortælle om alt det der var sket på ridebanen. De skyndte sig alle sammen at hjælpes ad med den drivvåde pony. Man kunne stadig se hvordan flankerne bevægede sig hurtigt frem og tilbage, og ponyen begyndte at ryste inde i boksen. Det var tydeligt den ikke havde det godt. Mads og Maria løb over i den anden stald for at hente Lisbeth. Clara begyndte langsomt at ae den ned langs halsen, mens hun langsomt talte med den. Hun lagde mærke til hvordan ørerne uroligt bevægede sig. Clara så Spellbinder ind i de matte øjne, den begyndte at hænge lidt med hovedet. Den rystede stadig og Clara følte at det blev værre, bare Lisbeth snart kom. Julie stod og fulgte nysgerrigt med ind over bokslågen. Hun stod helt stille, kort efter kom også Bianca og nogle andre fra rideskolen. Clara tog en hurtig beslutning, hun kunne ikke længere holde ud at se på at ponyen fik det værre. Hun hev sin mobil frem, samt et katalog. Hun fandt nummeret til den nærmeste dyrlæge, som hun havde set da hun dagen før havde kigget det igennem en sidste gang. Hun tastede hurtigt nummeret, og kunne knap nok trække vejret. Kort efter hørte hun en kvindestemme i den anden ende i røret. Clara skyndte sig at forklare hvad der var galt, og hun blev blandt andet bedt om at tjekke om ponyen havde haft noget vand om natten. Til Claras store forskrækkelse var der ingen vand spand i boksen. Hun begyndte at frygte at ponyen ikke havde fået noget at drikke siden de tog hjemmefra to dage før. Dyrlægen bad hende blive hos ponyen, og så sende en ud der kunne vise vej fra pakeringspladsen til ponyen. Clara følte igen hvordan minutterne begyndte at slæbe sig afsted. Ponyen så ud til at få det værre. Da Clara igen kørte hånden gennem den blanke pels, mærkede hun hvor kold hesten var, Hun skyndte sig ud af boksen, og ind til Fellow. Hun tog den tynde dækken af og gik ind og lagde det på Spellbinder. Hun vidste at det var vigtigt at holde ponyen varm. Hun fik Julie til at hente noget tørt halm, som hun lagde under dækkenet, så ponyen kunne tørre lidt. Endelig kom Lisbeth, men hun måtte hurtigt indse at hun ikke kunne gøre mere end hvad Clara allerede havde gjort. Hun lod derfor Clara blive i boksen for at berolige ponyen. Lisbeth fik pludselig øje på Majbritt, Anitas mor. Hun gik hen for at tale med hende. Majbritt forklarede alt hvad der var sket på ridebanen, og at hun intet havde imod at dyrlægen kom for at hjælpe ponyen. Efter en lang halvtimes venten kom dyrlægen. Hun sendte straks alle ud af stalden undtagen Clara. Efter en grundig undersøgelse konkluderede dyrlægen at Spellbinders tilstand var kritisk, men han skulle nok klare den. Hun gav ponyen nogle sprøjter og gik ud for at finde ejerne af stedet, så ponyen kunne blive flyttet over i en boks hvor der var massere af fred i stalden.
Da ponyen endelig stod i en boks, hvor der var massere af fred, åndede alle lettet op, og Clara kunne mærke glæde sprede sig, da ponyen endelig begyndte at nippe til halmen. Den så meget træt ud. Dyrlægen gav hende massere af ros, for den indsats hun havde ydet. Også Mads og Maria fortalte hvor godt hun havde klaret det. De gik sammen tilbage til deres ponyer og heste, da noget pludselig gik op for Clara. Hun skulle have været inde og ride Fellow for en halv time siden. Finaleklassen var startet. Clara følte hvordan skuffelsen begyndte at sprede sig. Mads klappede hende på skulderen: ”Nu går jeg og Lisbeth ned og forklare det hele, og så kan vi håbe vi får lov til at ride alligevel. Det skal nok gå, og hvis det ikke gør, så ville jeg alligevel hellere have at Spellbinder var OK end at ride en klasse.” Clara nikkede, og skyndte sig at gøre Fellow klar. Ti minutter efter begyndte hun at skridte rundt på banen, og efter noget tid begyndte hun at trave og bøje ponyen af. Hun talte lidt med Fellow, mens hun travede rundt på ridebanen. Så fik hun øje på Julie:” Clara, Clara, du skal ride som den næste rytter. Clara havde endnu ikke fået sprunget opvarmningsspringet, men der var ingen tid at spilde. To minutter efter hilste Clara på dommeren og travede efterfølgende rundt. Hun håbede på at kunne huske banen, hun havde lige hurtigt gennemgået den vha. en baneskitse. Hun kunne mærke på Fellow at den var en smule for tændt. Hun red den lille volte, for at samle ponyen en sidste gang. Clara vidste at hun skulle ride fejlfrit, for at holdet skulle have en chance for at blive placeret og fp muligheden for at gå videre. Hun red mod det første spring. Hun mærkede nervøsiteten sprede sig i maven på hende. Fellow begyndte at tøve lidt, og Clara var lige ved at glemme, at de var to de skulle over springet. Hun tog sig sammen, drev lidt på ponyen og idet den satte af forsvandt alt nervøsitet, og Clara red målbevidst resten af runden.
En time senere blev det både Mads og Julies tur. Julie skulle først ride, og som sædvanlig redde ponyen hende igennem runden og de kom fejlfrit over målstregen. Mads skulle ride som den sidste rytter på hele dagen. ”Det er lid sjovt, Clara. Jeg kan huske at du sagde til mig jeg ikke skulle være bekymret for at lave fejl, for i skulle nok klare det.” Clara smilte, hun kunne godt huske det. Mads havde været lidt bekymret for at kunne klare sig igennem banerne. Clara havde sagt at han bare skulle være på holdet, så skulle de nok sørge for at ride fejlfrit. ”Du klare den. Det er jo ikke meget højere end det plejer at være.” Mads gav hende det skeptiske blik, som altid. Clara forstod ham godt. Tempo var ved at være overgearet, den trængte virkelig til at komme på fold. Den næstsidste rytter forlod banen med fire fejl. Hvis Mads klarede banen uden at lave fejl, så skulle en af dem i omspringning med en af rytterne fra det andet hold som havde klaret alle runder fejlfrit. Mads så på hende e sidste gang: ”Du må hellere gøre Fellow klar til omspringningen.” Clara ville gerne blive, men Mads havde ret. De havde besluttet at hun skulle ride omspringningen hvis det blev tilfældet. Hun var den hurtigste og den der havde den mest lydige hest. Mens Clara stod i stalden for at sadle Fellow op, kunne hun næsten hører alt hvad der skete i ridehuset. Der var helt stille, en enkelt gang hørte hun et ”UHHH!”, men så hørte hun et kæmpe bifald. Da hun trak Fellow ud, så hun Mads komme ud af ridehuset. Maria gik ved siden af og vidste hende en tommelfinger der vendte op ad. Så vidste Clara, at nu var det hele op til hende selv. Hun skyndte sig op på ryggen af sin vågne pony. ”Du er klar, hva Fellow. Jamen, så lad os vise dem hvordan man skal klare ærterne.” Clara fik travet et par runder på banen, men Fellow havde ikke stået i boksen så længe det var ikke nødvendigt at springe under opvarmningen. Clara skulle ride som nummer to. Mens den anden rytter var inde og ride skridte hun rundt sammen med Mads, som gav en meget detaljeret forklaring af hvordan han og Tempo havde klaret banen. Så var det endelig tid. Clara skridtede ind på banen, hilste på dommeren. Og så sig omkring en enkelt gang. Så sprang hun ponyen an i galop, og ventede på startsignalet. Rytteren før havde været hurtig og fejlfri. Banen var ikke særlig svær, og der var flere steder hvor man kunne spare tid. Signalet lød og Clara red frisk frem gennem start. Fellow fløj over det første spring, Clara lagde lidt vægt til højre og Fellow landede i den korrekte galop, og de kom rundt i et skarpt sving. De red videre mod det næste spring. Det var det højeste spring på hele banen. Springet var lodret og Clara holdt en smule igen på ponyen. Også her kom de over. Clara prøvede at komme indenom et spring, men de kom alt for skarpt på det næste spring. Til alt held var Fellow meget smidig og på en umulig måde kom hun fejlfrit over springet. Clara overvejede et kort øjeblik at sætte tempoet ned, men hun mærkede hvordan ponyen ønskede at forsætte, og på det lange stykke ned mod det sidste spring, lod hun ponyen strække ud, og de fløj over det sidste spring. Til Claras forfærdelse hørte hun en lyd bag sig. Tankerne fløj gennem hovedet, hun frygtede at hun havde dummet sig. Men da hun kom igennem mål, og publikum begyndte at klappe vildt, vidste hun at bommen var blevet liggende. Hun lod Fellow tage en runde i galop, mens publikum klappede af dem. Clara vidste endnu ikke selv hvad tiden var, men hurtig det havde hun været. Da hun var på vej ud af banen kom resultatet. Hun havde været tre sekunder hurtigere end den anden rytter. Clara mærkede varmen strømme igennem sig og hun lænede sig fremover og gav sin pony et kæmpe kram. Uden for ridehuset, hoppede hun af og blev mødt af Mads. Bianca holdt hans pony mens han havde set Clara springe. Han løb hen, gav hende et kram og et kys. Clara kunne ikke stoppe og kyssede igen. Bagefter så hun forskrækket på Mads, som bare smilte til hende. ”Sådan skal det bare gøres.” Clara blev helt rød i hovedet, og hun var stadig helt fortumlet da Maria og Julie kom jublende ud.
Kort efter sad Clara, Mads og Julie på deres ponyer i ridehuset, og modtog alle de præmier som de fik. Belinda var der også og da hun var en del af holdet fik hun også præmier. Hun havde fået afvide fra lægen at hun nok skulle blive klar til at ride til landsfinalerne.
Sent om aftenen sad Clara med sin rosette i hånden. Hun var glad, både for præmierne, men også for kysset. Dog var hun også forvirret, for hvor meget mente Mads med det kys?
Nye tider.
Clara så opgivende ud i luften. Minutterne slæbte sig afsted, og hun følte sig meget træt. Hun vidste at om fem minutter ville klokken ringe, og så var det tid til spisefrikvarteret. Da hun var gået ind i lokalet nogle få timer før, havde hun fået øje på Anita. Et kort øjeblik havde de haft øjenkontakt, hvorefter Anita skamfuld havde ned i bordet i stedet. Clara overvejede et kort øjeblik at gå hen til hende, men så kom Maria ind i lokalet og hev hende væk derfra. ”Clara, vil du høre noget vildt.” Clara så endnu ikke på Maria, men nikkede alligevel. ”Okay, kan du huske at jeg en gang fortalte dig hvor vild jeg var med Alexander?” Hvordan kunne Clara glemme det. Alle pigerne var jo vilde med ham, selv Clara var det engang. Men Maria var dybt forelsket i ham. ”Ja, det kan jeg godt huske du nævnte engang. Hvad er så det vilde ved det?” Marias ansigt lyste helt op og hun begyndte at fortælle, også selvom timen var begyndt. Hun fortalte om hvordan hun inden timen var startet var gået forbi fodboldbanen, og at bolden var trillet hen til hende. Hun havde samlet den op og havde kastet den hen til drengene. Da hun var begyndt at gå væk der fra havde Alexander kaldt på hende, og han havde spurgt om hun skulle noget efter skole og om hun ville med ned i klubben. Maria kunne selvfølgelig ikke sige nej. Clara var glad på sin venindes vegne, og overvejede et kort øjeblik at fortælle om det kys Mads havde givet hende dagen før, men besluttede at hun ville holde det for sig selv indtil hun var sikker på hvad Mads havde ment med kysset.
Endelig ringede klokken, og alle fik travlt med at komme ud af lokalte, så de kunne nå ned og få et bord i kantinen. Clara fulgtes ad med Maria og Bianca, og Maria fortalte endnu engang hele historien om Alexander. Clara lagde mærke til hvordan der kom endnu flere detaljer til historien. Da de kom ind i kantinen, mødte de Julie som stod i kø for at købe lidt mad: ”Mads og Belinda har fået et bord.” De nikkede alle sammen, men Clara følte et lille stik i hjertet. Belinda havde spist frokost sammen med nogle fra hendes klasse siden hun havde slået op med Mads. Hvad nu hvis de havde fundet sammen igen. Clara havde mest af alt lyst til bare at gå tilbage til klasselokalet, men det var for sent. Bianca og Maria havde taget hende under armene og slæbte hende hen til de andre. Clara så ned, og prøvede at undgå at se på Mads. Men det lykkedes ikke, for da hun hørte hans glade stemme blev hun nødt til at se op: ”Hej Clara.” Clara smilte genert: ”Hej. Hvordan går det med armen Belinda?” Belinda skar ansigt en enkelt gang: ”Den gør ondt, og det værste er at jeg ikke kan ride de næste par måneder.” ”Trist,” Clara fandt sin madpakke frem, og kunne igen hører Maria fortælle om sin store forelskelse. Da hun så op fik hun øjenkontakt med Mads, og hun kunne mærke hvordan varmen spredte sig.
Hun så sig om i stalden, der var ikke nogen. Hun åndede lettet op og gik over for at åbne ind til Fellows boks. Ponyen så på hende med store strålende øjne. ”Hej tøs, vi skal ud og skridte en tur i skoven i dag. Du har været så dygtig i weekenden.” Hun trak ponyen ud på staldgangen og bandt den. Det var nogen gange rart bare at kunne være i stalden helt for sig selv, og bare kunne give ponyen alt den opmærksomhed den havde brug for. Fellow nød det også, den stod og hvilede med det ene af bagbenene. Clara elskede virkelig sin pony, og hun lovede sig selv at det ville hun altid gøre. Ude i sadelrummet fandt hun sin sadel og trense frem, hun så virkelig frem til en fredelig tur i skoven. Kort efter red hun afsted på sin pony. Hun havde besluttet sig for at det skulle blive en dejlig lang skridttur, og måske ville hun ride ned til stranden, det vidste hun at Fellow elskede. På vej ud red hun forbi ridebanerne. Hun kunne se Mads var ude og ride på Felix. Ponyen var ved at være rigtig god. Den var stadig lidt nervøs over for alle andre end Mads, men det var tydeligt at hvis den var rolig ved konkurrencerne, så skulle den nok blive en vinderpony. Clara fortrød lidt at hun havde talt sådan om Bianca førhen. For som alle andre havde sagt, så kendte hun jo ikke Bianca. Men nu havde hun efterhånden lært hende at kende, og hun måtte indrømme at hun havde taget meget fejl af Bianca. Clara begyndte helt at falde i staver, og da Fellow pludselig lavede et hop af bar glæde var hun lige ved at falde af.
En time efter kom hun tilbage fra en dejlig tur. Hun trak ind i stalden og begyndte at sadle af. Hun stod lidt i sine egne tanker, da en begyndte at tale til hende: ”Clara, jeg skal snakke med dig. Det er lidt vigtigt.” Hun vendte sig om, og fik øje på Mads. Et øjeblik havde hun lyst til at løbe skrigende væk, men hendes ben blev stående hvor de var. ”Hvad er det?” Mads så genert på hende: ”I går, jeg øh…” Clara var ved at blive lidt utålmodig og var samtidigt bange for at det næste ikke var noget hun kunne lide. Mads tog endnu en dyb indånding og sagde:” Jeg kan rigtig godt lide dig. Faktisk lige siden jeg mødte dig for et år siden.” Clara ville gerne sige noget, men ordene blev inde i hovedet på hende. Mads så spørgende på hende: ”Jeg ville bare vide om du føler det samme for mig?” Clara ville stadig gerne sige noget, men hun var så overrasket at hun ikke kunne finde på noget at sige. Da hun så skuffelsen i Mads øjne, vidste hun at det var nu eller aldrig, men ordene kom stadig ikke. Først da Mads vendte sig for at gå, sagde hun noget: ”Mads, vent!” Han stoppede op og så på hende igen. Denne gang var det Clara der overraskede Mads. Hun lagde armene om halsen på ham, og gav ham et kys. ”Sådan må det godt være næste gang.” Han smilte og begyndte at smågrine lidt. ”Er der noget du skal have hjælp med?” Han greb en strigle og hjalp hende med at ordne Fellow færdig.
Clara nynnede lystigt i stalden. Hun havde lige været ude og skridte tur med Mads, det havde været så hyggeligt, og de havde aftalt at træne sammen næste dag. Clara var nu i gang med at strigle Spellbinder. Da de var kommet hjem fra stævnet havde Majbritt spurgt om hun ikke ville passe og ride Spellbinder indtil den blev solgt. Clara kunne selvfølgelig ikke sige nej. Ponyen var stadig træt efter den måde Anita havde behandlet den på, men dens øjne var begyndt at være klare igen. Clara børstede den blanke pels over med den bløde børste, og nussede den skimlede pony bag ørerne. Den var rigtig sød, og slet ikke så hysterisk som hun havde fået et indtryk af. Clara satte et træktov i grimen og trak den ned i ridehuset. Det var vigtigt at den fik gået en smule, så den ikke stod og blev stiv, når den var vant til at blive brugt meget hver dag. Ponyen luntede stille og roligt efter hende. På vej ned til ridehuset, mødte hun Maria, som havde små julelys i øjne. Maria skyndte sig med Clara ned i ridehuset. ”Åh, Clara. Det var bare fantastisk. Du drømmer ikke om hvor sød Alexander er.” Clara smilte og skulle til at fortælle hvad der var sket mellem hende selv og Mads, men hun blev afbrudt af Maria som bare snakkede og snakkede løs. Pludselig sad Clara i sin fars bil på vej hjem, og hun havde ikke fået fortalt det hun så gerne ville.
Ved middagsbordet sad de og snakkede. Clara fortalte om hvordan det gik med at ride på Spike og om hvor god en tur hun havde haft på Fellow. ”Clara, du godt klar over du kun skulle låne Spike resten af det her år, ikk’” Clara så op, der var sket så meget på det sidste, at hun fuldstændigt havde glemt at Spike blev hentet mellem jul og nytår. Clara fik en mærkelig fornemmelse, hun var meget glad for Spike, og hun havde lærte så meget ved at ride på den. Hun var ret sikker på at hun ikke var nået så langt med Fellow, hvis ikke det var fordi hun havde haft Spike, som var en meget rutineret pony. ”Far og jeg har faktisk talt meget om det.” Clara så på sin mor, hun vidste ikke helt hvad hun mente. ”I går aftes ringede Majbritt. Hun ville lige sikre sig at det var i orden med os at du passede deres ene pony. Hu fortalte hvor hurtig du havde været og det var takket være dig at ponyen havde klaret den. Hun fortalte at ponyen var tilsalg. Far og jeg talte så om at hvis det var en god pony, at så ville vi købe den til dig. Men det er helt op til dig at vurdere om det er en pony, som du vil kunne bruge dit sidste år som ponyrytter. Men så får du ikke en julegave af os i år.” Clara var meget overrasket, og hun var ikke et sekund i tvivl om at hun sagtens ville kunne nå langt med Spellbinder, det var blot et spørgsmål om at vinde ponyens tillid igen, for springe det kunne den. ”Ja, det er en meget dygtig pony. Hvis den ikke er bedre en Fellow.”
Efter aftensmaden skyndte Clara sig op på sit værelse og ringede til Maria fra sin mobil. ”Maria, jeg får ny pony. Er det ikke vildt.” Først da Claras mor kom ind og sagde til Clara at hun skulle til at stoppe samtalen, stoppede de med at snakke. Den aften sov Clara godt.
Næste morgen da Clara kom i skole mødte hun først Maria og Alexander, de stod og holdt hinanden i hånden. ”Hej Clara, det er Alexander.” Maria fniste en smule, ”Maria, jeg ved godt hvem Alexander er. Vil du med ind i klassen?” Maria så et øjeblik på Clara og bagefter på Alexander: ”Nahh, der er stadig ti minutter til timen begynder. Gå du bare ind uden mig, jeg kommer om lidt.” Clara vidste at det ikke nyttede at spørge endnu engang, så hun gik selv ind i klasselokalet og satte sig påsin sædvanlige plads. Hun tog nogle bøger frem. ”Clara,” hun så op. Det var Anita. Clara var en smule overrasket, og vidste ikke helt hvad hun skulle sige. Clara nåede ikke at overveje det længe: ”Du skal bare vide, at Spellbinder er en møgpony, og du kan da slet ikke få noget ud af den dumme pony. Faktisk forstår jeg slet ikke du gider prøve, du har jo slet ikke forstand på heste.” Clara sad måbende og vidste slet ikke hvad hun skulle sige: ”Årh, hold dog mund, Anita. Misundelse er en grim ting,” det var Bianca der var kommet til undsætning. Hun så ondt på Anita, som gav både hende og Clara et dræbende blik. Da Anita var gået satte Bianca sig ved siden af Clara: ”Anita er en rigtig møgtøs, hun burde få sig en lærestreg.” Clara så efter Anita:”Det troede jeg hun havde fået.”
Timerne i skolen var strøget afsted, og Clara havde ikke haft muligheden for at fortælle nogen om hende selv og Mads. Nu stod hun i stalden og ventede på Mads. Hun havde lige været ude og træne med Fellow, og skulle nu ud og ride en sidste gang på Spike. Ponyens blanke pels skinnede i lyset, og den stod stille og roligt og nød at blive striglet. Hun kunne hører nogen komme ude fra sadelrummet af, det var Julie og Belinda. Pludselig slog det Clara at Belinda højst sandsynligt ikke vidste noget endnu. ”Hej Clara, skal du ud og ride.” Clara nikkede:” Ja, jeg skal ud og ride tur på Spike. Øh… Vil i med?” Julie begyndte at grine:” Og være sammen med jer. Hold dog op, det er da tydeligt at i vil være alene. Jeg mener, vil alle da ikke det.” Belinda fniste. De vidste det altså. ”Har i snakket med Mads? Belinda, du har ikke noget imod det vel.” ”Hvorfor skulle jeg det? Det var mig der slog op husker du nok, og så har jeg aldrig været i tvivl om at han havde et varmt øje for dig.” Clara mærkede lettelsen inde i sig.
Clara børstede ponyen over. Den hoppede nervøst fra side til side, og Clara måtte hele tiden springe til siden, for ikke at blive trådt over tæerne. Hun forsøgte at tale roligt til ponyen, men det prellede fuldstændigt af på den. Hver gang børsten rørte ponyen, bevægede den huden. Ørerne bevægede sig hele tiden, og ponyen forsøgte at holde styr på hvad der forgik rundt om den. Hver gang Clara havde været henne for at hente en ny strigle flyttede ponyen sig hurtigt til siden, når hun nærmede sig den. Da hun ville børste den i hovedet lagde den ørerne fladt tilbage og Clara kunne se på dens øjne at den var meget utryk ved situationen. Inden Clara sadlede, rensede hun ponyens hove. I første omgang nægtede ponyen at løfte benet, men efter et par forsøg fik Clara løftet det.
Da ponyen så Clara komme med sadlen, sprang den panisk tilbage i kæderne, som den var bundet i. Clara indså hurtigt at det ikke nyttede noget at forsøge, og hun satte i stedet et træktov i grimen, og trak ponyen ned i ridehuset.
I starten trak hun den rundt på hovslaget, mens hun tænkte. Hun overvejede om hun ikke skulle have sagt nej til. Lige nu virkede det fuldstændigt håbløst, og stævnerne virkede uendeligt langt borte. Det virkede som om Spellbinder var blevet så mærket af oplevelsen til stævnet, at den slet ikke ville stole på nogen. Hun så på ponyen, og bemærkede hvordan ørerne stadig bevægede sig uroligt. Når der engang imellem kom en pludselig lyd, hoppede den nervøst frem. Selv om Clara forsøgte at være på forkanten med ponyen, virkede det ikke. Ponyen stolede simpelthen ikke på hende. Clara satte en longe i ponyen, og slap den, så den kunne krudte lidt af. I det øjeblik hun slap ponyen, satte den afsted i galop, og forsøgt at løbe ned i den anden ende af ridehuset. Clara blev hevet et par skridt frem, men så vendte ponyen sig og stod stille med hovedet mod hende. To sekunder efter satte den igen af sted, denne gang ned mod den anden ende af ridehuset. Da den igen mærkede rykket i hovedet, rejste den sig på bagbenene, og sprang frem. Denne gang måtte Clara opgive at holde fast i longen. Spellbinder opdagede pludselig den løse longe som kom efter den, og panisk galoperede den rundt i ridehuset. Til Clara skræk, begyndte sadlen at glide bagud. Det slog hende at hun ikke havde spændet den efter. Dette fik ponyen til at bukke endnu mere end hvad den havde gjort før. Den var så panisk at den et øjeblik, ikke holdt styr på sine ben, og ponyen væltede. Clara tog chancen og fik fat i longen, mens ponyen forskrækket kom på benene igen. Da den kom op stod den forpustet. Clara nærmede sig forsigtigt, men så virkede det som om ponyen kom til sig selv, og den rejste sig op på sine bagben endnu en gang. Clara stoppede op, mens hun roligt talte til ponyen. Hun mærkede angsten for at det skulle gå helt galt, og samtidigt kunne hun næsten høre hvordan hjertet hamrede løs i brystet. Ponyen var nu igen nede på alle fire, og prøvede på at vende sig. Clara holdt godt og bestemt fast i ponyen denne gang. Hun gik lidt tættere på ponyen, og var opmærksom på at den kunne ramme hende, hvis den endnu engang forsøgte at stejle.
Hun stod nu mindre end to meter fra ponyen. Den så på hende mens ørerne lå fladt ned af nakken. Clara vidste at det var vigtigt at hun ikke gjorde noget overilet nu. Hun talte stadig forsigtigt til ponyen. Hun havde ikke styr på hvor længe hun stod der med ponyen, og til sidst var hun ved at opgive, men så skete det. Ponyen sænkede hovedet og gik hen imod hende. Clara holdt vejret et kort øjeblik, og rækte hånden forsigtigt og langsomt hen imod ponyen. Forsigtigt snuste ponyen, og sukkede så. Clara tog en dyb indånding og gik det sidste stykke hen til ponyen. Hun kunne se på ørerne at de bevægede sig uroligt, og hun begyndte igen at tale med ponyen. Nu stod ørererne stille og det ene vendte hen imod hende selv. Hun kørte forsigtigt hånden ned af den svagt fugtige hals. Hun snakkede stadig forsigtigt til ponyen. Hun besluttede at det var nok for i dag, og trak ponyen ind. Hele vejen snakkede hun forsigtigt med ponyen. Til Claras held, var der ikke andre i stalden, og hun kunne i ro og mag sadle ponyen af og strigle den.
Efter at have lagt den varme dækken på ponyen, trak hun den ind i boksen. Inden hun slap den gav hun den en gulerod. Den var en smule tryg ved hende nu, det var sikkert.
Da Clara gik ud, for at sætte striglekassen på plads, mærkede hun en varm følelse inden i. Det hun lige havde oplevet med Spellbinder var noget særligt, noget som ingen anden pony kunne give hende. Ponyen valgte at stole så meget på hende, at hun kunne komme helt tæt på. Nu var Clara ikke længere i tvivl. Købet af spellbinder var den helt rigtige beslutning.
Clara og Ponyerne