Vilde Venus (Kap. 7) {{forumTopicSubject}}

Kapitel 7
Alle kan have en dårlig dag - også hesten

“Hvorfor er det lige at du altid skal ride så tidligt om morgenen?” Marie så beklagende på Lizzie. Hun brød sig bestemt ikke om at stå tidligt op, men nu hvor det var for at se sin veninde ride var det lidt lettere. “Det er jo kun den ene klasse der er tidligt om morgenen, og jeg skal først ride klokken 10.” “Hvorfor er vi så oppe nu?” Lizzie tog spanden med vand og bar den hen til boksen hvor Lucifer frisk var i gang med at spise sit foder i krybben. “Der var jo ingen der bad dig om at stå op allerede.” Lizzie var heller ikke glad for at skulle så tidligt op, men der var mange tilmeldt i den klasse, og hun fik med allerhøjeste sandsynlighed ikke lov til at gennemgå banen senere end alle andre. Det skulle klares inden klassen begyndte.
Hun så sig omkring og tog en dyb indånding. Hvor hun dog elskede at være af sted til stævner. Der var så meget liv og spænding. Alle var dybt koncentrerede ind til de havde været inde og ride, og bagefter fulgte de næsten lige så koncentreret de andre ryttere. Allerede nu kunne Lizzie mærke hvordan nervøsiteten begyndte at krible rundt i maven på hende. Den klasse hun skulle starte denne formiddag, var ikke så vigtig, men den ville give hende et præg om, hvordan Lucifer ville gå resten af weekenden. Hvis klassen gik godt, kunne hun være sikker på at resten af weekenden ville gå godt, men hvis Lucifer ikke gik optimalt, skulle hun være forberedt på at være ved den de næste dage.

Det var ikke fordi det var en svær klasse. Banen var god med store sving og springene stod ikke så tæt på hinanden, som man kunne frygte af et stævne af den kaliber. Til gengæld var springene store og farverige. Det kunne give et problem, det vidste Lizzie. Hvis der var noget som kunne hylde hendes pony ud af den, så var det skrappe farver på springene. Man siger godt nok at heste er farveblinde, men der var alligevel noget ved de farver, som ponyen mente var farligt. Det mest vanskelige på banen var kombinationen på den ene langside. Der var ikke meget plads mellem det første spring der, og det foregående, så her ville det gælde om at have godt fat i ponyen, så den ikke løb af med hende. En anden ting var den store vandgrav. Den var lidt bredere end dem, ekvipagen normalt skulle springe til stævner, men det var ikke det der bekymrede Lizzie. Inden hun skulle springe vandgraven, skulle hun ride et langt lige stykke. Det ville blive svært at holde Lucifer tilbage, så tilridningen blev bedst mulig. Ponyen ville med stor sandsynlighed bliver så opsat på at komme over springet, at den ville forsøge at gå på med alle kræfter. Ellers var der ikke noget på banen der kunne volde problemer, men der skulle heller ikke meget til før det kunne gå helt galt. Det var derfor Lizzie elskede at springe. Hele turen skal stort set være perfekt for at opnå det bedst mulige resultat. Hvis hun red ponyen for tæt på springet eller ikke nåede at samle den ordentligt op, kunne det betyde en plads uden for placeringerne. I dag ville det blive svært at vinde. Der var så mange dygtige ryttere med deres ponyer. Den største fordel Lizzie havde, var at hendes pony var væsentligt mere erfaren end de fleste andre i feltet. Og i modsætning til mange af de andre ryttere havde Lizzie redet i mange år på sin pony, så hun kendte den godt, og vidste lige præcis hvordan den skulle rides rundt på banen. Det var næsten mærkeligt at tænke på, at når hendes pronytid var slut, så havde hun redet næsten ti år på den samme pony. Det var der ikke mange andre der havde gjort. De fleste af Lizzies konkurrenter var startet op med at ride på en rutineret pony, som hjalp dem det første stykke, og bagefter havde de fundet en yngre pony, som havde grundridningen i orden, som de selv kunne ride indtil de faldt for aldersgrænsen.
De fleste andre ryttere havde dog en mulighed, som Lizzie ikke selv havde. De havde måske 3 til 4 gode springponyer i stalden, som de kunne tage ud og starte hver weekend. Lizzie havde kun Lucifer. Det var ikke fordi der var flere heste hun kunne ride, men de fleste af hestene derhjemme var unge og når de efterhånden var klar til at kunne gå de lidt højere klasser, var det tid til at sælge dem. Det var det hendes far levede af og det havde Lizzie selv accepteret for længe siden. Beskeden lød over højtaleranlægget og Lizzie vidste at hun skulle forlade banen.
Nysgerrigt gik hun forbi opvarmningsbanen. Der var stadig mere end to timer til at hun skulle starte, så hun ville bruge lidt tid på at se nogle af de andre ryttere ride. Det kunne være lærerigt, det vidste hun. Hvis andre lavede fejl på banen, kunne hun helt sikkert bruge det. Måske var der noget på banen hun havde overset, måske havde hun undervurderet en vending. En smuk lille pony sprang over en af forhindringerne på opvarmningsbanen. Hun kendte den, det var en de havde haft stående i stalden for nogle år siden. Lizzie havde tigget og bedt sin far om ikke at sælge den, for hun vidste at hun kunne komme op og ride de helt store klasser. Men som hendes far plejede at sige, så havde de ikke plads til at beholde alle hestene.
Den lille pony, Benton, så ud til at være i en god form. Den sprang godt til over springene, og den så generelt godt ud, sådan som den bevægede sig rundt. Det var dog en lidt trist Lizzie der så på. Det var den femte rytter hun havde oplevet starte ponyen. Det var en skam, for hvis den fik lidt stabilitet ville den kunne blive rigtig god, frem for bare at være en middelmådig pony.
“Lizzie. Kom op og spis morgenmad.” Hun fik øje på sin far, der vinkede til hende og gik hen til ham. “Har du set at Benton har fået ny rytter igen?” Han nikkede. “Annie, som havde ham sidst, gad ikke ride længere. Så de mente vel det var bedre bare at sælge videre. En skam, for hun havde kun haft den i nogle få måneder og de var et fint makkerpar. Men Jenna, som har ham, nu er en ung pige, med store ambitioner. Jeg har talt med hendes far et par gange. Hun har alt den støtte hjemmefra, så hun kan komme ud til alle de rigtige stævner.” Lizzie så sig tilbage over skulderen. Hun kunne slet ikke genkende Jenna Hanson. Men det var også mange år siden hun sidst havde set hende. Det at det var Jenna der nu havde Benton, gjorde Lizzie helt rolig og nu glædede hun sig over at den var kommet til et så godt hjem.

Det havde været en blandet landhandel, hvis man så på hvordan det var gået med de forskellige ryttere inde på banen. En del af rytterne havde enten for travlt med at komme igennem banen eller også havde de ikke haft et realistisk syn på egne evner, hvilket betød at begge partnere i makkerskabet var kommet på en for stor opgave. Det var trist at se på, og det var alt for ofte resultatet af mangel på en dygtig træner.
Et af de få lyspunkter havde været da Jenna Hanson red på banen på Benton. Hun var fokuseret og gik frisk til opgaven, uden at ponyen løb fra hende. Hun havde læst banen godt og vidste hvor hun kunne tage chancer og hvor hun skulle være forsigtig. De hjælpere hun gav ponyen, var næsten helt usynlige men utroligt effektive. Benton, beviste at den var en pony, med det mod det krævede for at komme helt til tops, og ikke engang tvivlede den på sin rytter. Elegant red de over målstregen, og selvom de havde redet banen sikkert rundt, var tiden god. Den rakte på dette tidspunkt til en tredje plads i det store felt.
Lucifer kastede utålmodigt med sit hoved, mens den travede rundt på banen. Den virkede lidt ukoncentreret og Lizzie gjorde sit for at få den at arbejde optimalt under hende. Den sprang fint over springene, men da den ikke havde fået lov til for alvor at løbe krudtet af sig, løb den for hende og Lizzie vidste at hendes pony ville være umulig at samarbejde med, hvis hun tog for meget fat i hovedet på den. Lidt frustreret satte hun ponyen i skridt og red hen til sin far. “Han bliver ved med at løbe fra mig!” “Ja, det kan jeg se. Du må være lidt mere ved ham, så han ved du er der. At han slår lidt med hovedet, er der ikke så meget at gøre ved. Sørg nu for guds skyld at holde ham i et roligt stabilt tempo.” Lizzie sukkede. Det var let nok for hendes far at sige, men han red jo heller ikke på den efterhånden noget vågne og spændte pony. For at få lidt mere samling på sin pony, red Lizzie ned i den fjerne ende af opvarmningsbanen og red nogle volter i et sidste forsøg på at få ponyen rigtig på plads. Hun hadede når Lucifer var på den måde, men hun vidste at sådan var den når den havde for meget enerådig. Der var ikke meget andet at gøre end at få det til at fungere. Endelig begyndte Lucifer at gå en smule mere afslappet, og Lizzies forhåbninger om en god tur rundt på banen voksede.

“På banen har vi nu Elizabeth Lawson på Lucifer.” Det rungede højt ud gennem højtalerne. Hun tog en dyb indånding og red så hen for at hilse på dommeren. Da hun havde gjort det, satte hu Lucifer i galop, og lod den komme en tur rundt på banen, så den fik set på lidt af de mange spring.
De første fem forhindringer kom de over i fin stil, men så kom de til det første punkt på banen, som Lizzie havde frygtet. Først skulle de over en okser og dernæst skulle de igennem et skarpt sving, hvor der kort efter kom det første spring i den trekombination der havde kostet mange fejl for en del af de tidligere ryttere. Allerede inden okseren, tog Lizzie lidt fat i sin pony for at få den lidt ned i tempo. Men Lucifer var bestemt ikke enig i at farten skulle sænkes og i stedet øgede den længden af sine skridt. Stort kom den over okseren, men tempoet var nu så højt at Lizzie kun kunne forsøge på at ride Lucifer så godt ind i kombinationen som muligt. Stoppe den kunne hun ikke, og hvis hun tog fat i den med så kort afstand til det næste spring, ville den bliver endnu mere usamarbejdsvillig. Lizzie klemte sig godt fast på den friske pony, og fik den dirigeret så lige ind i kombinationen som muligt, men på grund af det høje tempo passede afstanden ikke. Med lidt held fik de reddet sig over det første spring i kombinationen, men så gik den heller ikke længere. Lucifer kom alt for tæt på det andet spring, og da de skulle på det sidste spring var rytmen helt forkert, så begge spring blev revet ned. Lizzie lod sig dog ikke slå sådan ud, og hun tog nu ved i ponyen, som lidt irritabel satte tempoet ned. Inden den næste forhindring havde Lizzie styr nok på sin pony til at de efterfølgende forhindringer blev fejlfrie.
Da de red mod vandgraven reagerede Lucifer akkurat som Lizzie havde forventet og hun havde allerede inden hun red mod samlet pony, og selv om Lucifer meget gerne ville frem, blev den ved sin rytter. Men Lizzie havde samlet ponyen for meget, og galoppen var ikke stor nok til at Lucifer kunne springe vandgraven fejlfrit. Det vidste hun allerede på forhånd, men hun ville hellere have en fejl på vandgraven, end at lade Lucifer få muligheden for at løbe endnu engang. Ganske rigtig satte Lucifer et ben i vandgraven, men nu var den så opmærksom på sin rytter at den kom over de sidste to forhindringer uden de helt store problemer.
“12 fejl til Elizabeth Lawson på Lucifer,” lød den triste meddelelse ud over hele stævnepladsen. Som altid var Lizzie godt gal på sig selv, når hun havde haft et dårligt ridt, og derfor skridtede hun en tur ned ad den nærliggende vej. Hun skulle bare have lov til at være alene i minutterne lige efter. Lizzie var udmærket klar over at det var hendes egen fejl, men hvis nogen kom og sagde det til hende lige med det samme havde hun alvorlige problemer med at tøjle sit til tider iltre temperament.


*******

Hele historien kan læses på: (link fjernet)