Vilde Venus (kap. 6) {{forumTopicSubject}}

Kapitel 6
Rideturen

”Jeg siger dig, der var simpelthen så skønt. Vi startede med at være to uger ved Middelhavet. Jeg havde aldrig troet at jeg skulle kunne elske så meget at gå til stranden når jeg havde lyst til det. Det er jo slet ikke som her, hvor der er for langt til at tage til stranden. Og vejret det var så dejligt, 30 grader mindst, HVER DAG! Den sidste uge tilbragte vi i Paris, og min frygt for at skulle slæbes rundt på det ene museum efter det andet blev opfyldt. Men det var slet ikke så slemt. Der var rigtig meget at se da vi var på Louvre, og så var vi oppe i Eiffeltårnet. Det var bare så skønt.
Men jeg må indrømme, jeg har savnet Starla rigtig meget.” Marie klappede den brune pony kærligt på halsen, mens hun prøvede at få vejret efter at have talt stort set uafbrudt i ti minutter. Det lange talestrøm havde dog ikke generet Lizzie, som blot lyttede drømmende efter. Hun havde aldrig selv været i Frankrig. Faktisk havde hun aldrig været ude af landet, der var simpelthen aldrig tid til det. Der var altid nye heste der skulle trænes, føl der kom til verden og stævner der skulle startes. Og hvis der ikke var noget af det på programmet, så var der altid noget andet på den store gård der skulle ordnes. Som nu, hvor Lizzie havde lovet sin far at lappe et hul i et vandkar på den tomme fold. Det var ikke noget der tog lang tid, men for at komme derud skulle man på en omvej, og så var det rart at man kunne ride derud sammen med sin bedste veninde. ”Åh jeg fjols. Her har jeg snakket hele tiden, og jeg har ikke engang tænkt over hvor meget der må være sket her, siden jeg tog af sted. Fik din far købt nogle gode heste? Er der kommet flere føl?” Lizzie kunne ikke lade være med at smile, men samtidigt vidste hun slet ikke hvor hun skulle begynde. ”Der er kommet 6 føl i alt indtil nu. Vi kan ride op og se til dem, når vi har ordnet det vandkar. De er virkelig kære. Lucifer er far til fire af dem, og de ligner ham.” Lizzies pony løftede interesseret dens hoved da den hørte dens navn blive nævnt. ”Ja, det er dig jeg taler om.” Marie kunne ikke lade være med at fnise højlydt. ”Men fik i slet ikke købt nogle heste da i var af sted?” Lizzie vidste ikke helt hvilken hest hun skulle starte med at fortælle om. Alle fire var jo skønne på hver deres måde. ”Den ene hedder Odessa, den er efter Cleo. Du ved, den hest jeg har en plakat hængende af inde på mit værelse. Hun er virkelig smuk, og min far forventer sig meget af hende. Så er der Impala. Min far har købt den med henblik på videresalg til næste år. Den ligner ikke noget særligt når man bare ser den stå og spise græs på folden. Men når den bevæger sig, så er man ikke i tvivl om at den nok skal blive god. Vi så hende springe et par enkelte spring dernede, inden budrunden startede, og hun har en formidabel forbensteknik. Hun passer ikke så godt på sine bagben, men det kommer nok med tiden. Theodora forstår jeg ikke helt hvorfor min far har købt. Han sagde at der var noget i øjnene, men du kender jo min far. Han ser som regel mere end hvad vi andre ser.” Marie nikkede, mens hun opmærksomt lyttede til Lizzie. ”Og så er der Venus.” Lizzie havde mest lyst til at fortælle alt om sin smukke nye hest, men samtidig havde hun heller ikke den store lyst til at fremstille den som værende bunduopdragen. ”Venus. Fortæl om hende. Du gør mig jo helt spændt!” ”Tjah, man kan vist roligt sige at drikke findes andre heste som hende. Min far købte hende kun fordi jeg ikke ville have at Thompson skulle købe hende.” ”Det var heldigt. Den mand bør ikke have heste. Jeg forstår ikke at han har fået forbud mod at holde dyr i det hele taget.” ”Han ville have fået noget af en mundfuld hvis han havde fået Venus. Jeg siger dig. Hun er ikke spor samarbejdsvillig. I går brugte jeg al for lang tid på at fange hende på ridebanen, og her til morgen rev hun sig løs og sprang ind til Maylie!” ”Maylie!” Marie blev helt bleg i ansigtet. ”Bare rolig. Der skete ikke det helt vilde. Jeg var bange for at Maylie ville slå Venus ihjel et øjeblik, men så overgav Venus sig og siden har de stået fredeligt på folden sammen. Husk mig på at du skal se hende når vi kommer tilbage. Du vil elske hende. Hun er palominofarvet, lidt spinkel af bygning, men med stærke lemmer. Og så er hun perfekt tegnet. Fire hvide sokker og en bred blis.” Marie var kommet sig oven på chokket og spurgte nysgerrigt: ”Sig mig engang. Er du sikker på det ikke bare er din drømmepony du har set igen?” ”Hvad mener du?” ”Jo, da vi var mindre fortalte vi hinanden om hvordan vores drømmepony så ud. Min skulle være kulsort, uden et eneste aftegn, mens du ville have en guldpony.” ”Tænk. Det kan jeg slet ikke huske. Men det var altså ikke derfor jeg ville have Venus. Det tror jeg da ikke. Da jeg så hende løbe rundt i indhegningen på Eagle Ranch, var der noget som sagde mig, at hun slet ikke er sådan i virkeligheden. Og hvis det var tilfældet så skulle hun under alle omstændigheder ikke ende hos Thompson. Det var nok at han allerede havde købt heste dagen før på hestemarkedet her i byen. Arme heste. For resten. Amanda som havde Lexus, hun har fået ny pony.” Marie så vredt ud i luften: ”Det kan bare ikke passe. Har hendes forældre intet lært af hvad hun gjorde mod Lexus?” ”Åbenbart ikke. Og min far vil ikke blande sig. Og jeg har fået forbud mod at nærme mig hesten, så jeg kan ikke engang holde øje med om den har det godt.” ”Stakkels pony. Den står sikkert i det kedelige lille skur og glor dagen lang. Og så engang imellem kommer Amanda og rider den i flere timer i trak.” Lizzie var også gal over hele situationen, men samtidig så følte hun at deres snak, måske ikke var helt retfærdig. ”Hun kan egentlig ikke gøre for det.” ”Hvad? Mener du virkelig det? Man må da være godt dum, hvis man behandler sin hest som hun gør det.” ”Jamen, hun ved vel egentlig ikke bedre. Hun har aldrig fået at vide hvordan man behandler en hest rigtigt. Hun fik bare ponyen, og så kunne hun ellers selv passe på den. Hun har jo slet ikke været lige så heldig som os. Vi er jo omgivet af eksperter hvad angår heste hele tiden. Men hvis vi ikke havde været det, så ville vi måske heller ikke vide hvordan man skulle passe hesten ordentligt.” ”Lizzie, der er altså bare ingen undskyldning god nok for at behandle dyr dårligt. Hun kunne jo læse en bog. Det kan vel ikke være så svært.” Lizzie kunne godt forstå sin veninde. Hun følte nemlig også selv hvor frustrerende det var at vide hvordan endnu en pony blev ødelagt, især når man vidste der intet var at gøre. Selvfølgelig kunne man kontakte en dyreværnsorganisation, men de gjorde ofte kun noget hvis hesten for alvor led, og det gjorde den pony egentlig ikke. ”Ved du hvad vi må gøre, Lizzie. Vi må lave et dyreinternat når vi bliver gamle nok. Så kan vi redde alle de heste vi vil.” ”Ja. Det ville være rart at kunne gøre det. Holder du ikke Lucifer, mens jeg ordner vandkarret?” Endelig var de nået hele vejen ud til den fold der så bagest. Det var hulet til at lukke vandet ud af karret, der var blevet lidt utæt i kanten. Lizzie tog sin tube med silikone, der var fremstillet til formålet, og pressede silikone ud langs samlingen rundt om hullet. Med sin finger pressede hun det helt ned i samlingen. Det skulle have noget tid at tørre i, men det burde være helt klart til det skulle fyldes næste dag. Smilende så Lizzie ud over foldene. I morgen eftermiddag ville der stå en masse dejlige hopper med deres føl og nyde det høje, frodige græs. Måske det smukkest syn i verden. Det var næsten ærgerligt at dette var den sidste dag af ferien. Lizzie elskede ellers at ride op til folden om aftenen og så bare nyde synet af hestene. Nu måtte hun nøjes med at gøre det i weekenden. ”Hva’ så, Lizzie. Står du og drømmer.” Lizzie havde helt glemt at Marie ventede på at hun skulle blive færdig, så det gav et helt ryk i hende da hun hørte Maries stemme. ”Ja. Kan du huske sidste sommer, da vi tog på en heldagsudflugt her til.” ”Ja, mon ikke. Og du fik lokket Jack til at cykle hele vejen herud med mad til os. Han var godt nok forpustet. Det må vi gøre igen.” ”Ja, men vi må nok selv sørge for mad denne gang.” ”Hvad med at gøre det i næste weekend?” ”Åh, jeg ville gerne, men jeg skal jo til stævne. Det er ret vigtigt. Der er kvalifikation til statsmesterskaberne, og det vil betyde så meget for både mig og min far, hvis vi kommer med der.” ”Skal du bruge en hestepasser? Jeg vil gerne med.” ”Marie, du ved da du altid er velkommen. Jeg havde faktisk regnet med at du var med, når vi kører torsdag aften. Men du ved jo godt hvad det betyder, ikke?” ”Den klarer jeg. Det er bare at stå derhjemme med store hundeøjne og se på min mor, og så forklare hende at du altså ingen andre har til at hjælpe dig. Og hjælper det ikke, så må der jo lidt tårer til. Jeg skal bare gøre det når min far ikke er hjemme, så skal det nok gå.” Lizzie smilede. Hendes veninde var noget af en skuespiller. Hun kunne sno sine forældre om sin lillefinger, hvis det var det hun ville. Hun havde også lidt ondt af Marie. Hun var en dygtig rytter, og Starla gik stort set altid pænt under sin rytter, selvom den var meget svær at sidde på. Lizzie ville ønske at Marie kunne ride stævner sammen med hende, men Marie havde slet ikke nerverne til at ride stævner. Hun kunne forberede sig nok så meget inden hun tog af sted, men når hun så red ind på banen, var det som om hun glemte alt hvad hun havde lært. Når hun efter at være blevet diskvalificeret, kom ud fra banen var hun altid ligbleg og rystende. Selv sagde hun at hun helt glemte at trække vejret, og slet ikke kunne tænke. Marie havde derfor givet helt op med alt der galt konkurrencer, og i stedet fulgte hun trofast med Lizzie til stævner. Det var næsten lige så godt.

Hele historien kan læses her: (link fjernet)