Vilde Venus (Kap. 5) {{forumTopicSubject}}

Kapitel 5
Venus får en lærerstreg

Utålmodigt sad Lizzie på trappen foran den store bygning. Det var den sidste dag i ferien, og den skulle nydes. Marie, Lizzies bedste veninde, var kommet hjem fra en tur til udlandet med sine forældre dagen før, og i dag havde de aftalt at skulle ud at ride sammen. Det havde de aftalt længe før Marie tog af sted.
Hun vidste ikke hvad hun glæde sig mest til, at se sin veninden igen eller at fortælle om alt det der var sket mens hun havde været væk. Lizzie så endnu engang på sit ur, Marie var allerede et kvarter for sent på den, men det var der ikke noget nyt i. Det var snarere reglen end undtagelsen at hendes veninde var sent på den, og normalt plejede Lizzie at medtænke dette inden hun satte sig til at vente på sin veninde, men nu hvor der var så meget der skulle tales om, kunne hendes veninde ikke komme hurtigt nok.
Flygtigt så hun over på folden. Hendes nye hest stod derude og græssede lystigt af det høje græs. Sådan havde hoppen bestemt ikke stået få timer før.

Lizzie havde hele natten spekuleret på hvad hun skulle gøre med den stædige Venus, men da hendes mor havde banket på døren om morgenen for at vække hende, havde hun endnu ikke nogen idé om hvordan hun skulle håndterer den vanskelige hest.
Det var også derfor hun havde siddet noget slukøret, mens hun spiste sin morgenmad. ”Lizzie, er der noget som går dig på? Er det det med den pony i går?” Lizzie så forvirret på sin mor. Hun havde stort set glemt alt om den pony. ”Nej. Det har ikke noget med den at gøre. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med Venus. Jeg ved godt at hun kun har været her i små to dage, men jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal håndtere hende. Og lige nu er der så mange ting at tænke på. Lucifer og jeg skal til stævne i weekenden, og jeg har lovet Jeff at hjælpe med at gøre nogle af ponyerne ryttervante. Måske var det dumt jeg sagde vi skulle have hende. Men jeg kunne jo ikke lade Thompson købe hende!” ”Lizzie, ved du hvad jeg tror du skal. Slappe af. Det hele løser sig hen ad vejen. Hvorfor ikke lade Venus komme ud på folden og græsse, indtil næste uge. Så er stævnet overstået og du har mere tid i hverdagen. Så kan du få en anden til at holde Lucifer i gang i mellem tiden. Der er jo lang tid til der kommer et stævne du skal starte ham ved igen.” Lizzie havde et øjeblik mest lyst til at råbe af sin mor. Tænk sig at hun kunne foreslå hende at lade en anden ride Lucifer. Det var jo hendes pony. Men på den anden side, så vidste hun at det rigtige hendes mor foreslog. Der var ikke andre der kunne ride Lexus, og hendes far havde købt Venus på den betingelse at Lizzie selv trænede med den. ”Det ville nok være det bedste, men hvem skulle jeg lukke hende på fold med. Hun skulle være rigtig strid mod andre heste, ligesom hun er det mod mennesker, hvis hun da ikke er endnu værre.” ”Men kære barn, det skal du jo tale med din far om. Du ved da at jeg ikke har det mindste forstand på heste. Spis nu din mad, så jeg kan komme videre med dagens arbejde. Du har jo også en del du skal nå inden Marie kommer.” Igen så Lizzie forvirret på sin mor. ”Åh gud, sig ikke at du også har glemt det. Hvad ville du og din far gøre, hvis I ikke havde mig til at huske jer på alting?” ”Vi ville nok være døde af sult.” Lizzie skyndte sig hen og gav sin mor et kys på kinden og forsatte så ud for at finde sin far.
Det tog ikke lang tid før hun havde fundet ham. På denne tid af dagen var han altid et bestemt sted, nemlig inden på sit kontor, der lå i forlængelse af den ene staldbygning. Hun savnede lidt de gamle dage, inden de udvidede stalden. Dengang hvor hendes far var lige så meget i stalden som hun selv. Men det var fortid. Nu hvor stedet var så stort og der kom så mange mennesker og heste, var der ekstra meget papirarbejde, og det tog næsten al faderens fritid. Han sørgede dog for at få det klaret inden middag, så han kunne følge med i træningen af dyrene på stedet. Det var vigtigt for ham at følge med i det arbejde der blev gjort, så han med sikkerhed vidste hvordan de forskellige heste klarede sig, så han kunne planlægge stævnedeltagelse og alt det der ellers hører sig til på sådan et sted.
”Hej far” Han så kun kort på hende og forsatte så den telefonsamtale han var i gang med. Han lød lidt irriteret på den person han talte med, men hvad han sagde bed Lizzie ikke mærke i. Hun vidste at det ikke var passende at man lyttede andre over skulderen. I stedet greb hun det nyeste hesteblad der lå faderens skrivebord. På den flotte blanke forside var der et billede af en smuk skimlet pony og dens rytter. Om halsen havde den et fint præmiebånd, som fortalte at den havde vundet en stor springkonkurrence. Lizzie så lidt drømmende på den. Godt nok var hun og Lucifer gode, men de var endnu ikke helt så gode at de kunne være med på absolut topplan. Nysgerrigt slog Lizzie op på side 15 hvor der var en længere artikel som fortalte om ekvipagen. Både rytterens og ponyens navn klingede velkendt, Michael Davidsen og Magic Flyer. Hun bed mærke i at ponyen ikke var så gammel, kun sølle 7 år og rytteren var et år yngre end hende selv. Artiklen var spændende og fortalte om hvordan Michael kun for et enkelt år siden var begyndt at ride på Magic Flyer. Ingen havde troet at han skulle komme til hest igen, Lizzie huskede det så tydeligt. Det havde stået i flere af bladene, hvordan hans hest var styrtet. Det gøs i Lizzie da hun tænkte tilbage på det. Heldigvis havde hun ikke selv set det. Ponyen han den gang red hed Flanagan. En utrolig rutineret pony, som havde hjulpet sin rytter helt frem hvad angik military. Ponyen havde dog ikke æren alene. Michael var noget af det nærmeste man kunne komme på et naturtalent, og de to havde et samarbejde, som Lizzie længe havde misundt. Banen havde været glat på denne skæbnesvangre dag, men ikke mere end hvad ekvipagen ellers havde oplevet. De skulle ride som en af de sidste, og det meste af banen blev klaret i forsigtig og sikker stil. De nåede kun lige at tage hul på den sidste del af banen, da uheldet var ude. Først kom de over en forholdsvis let forhindring, og kort efter ned af en lidt stejl bakke. Under normale omstændigheder ville det havde været en smal sag for rytter og hest, men de mange dages regn havde gjort jorden blød, og da Flanagan begyndte at arbejde sig ned af bakken, skred jorden væk under den og den kunne umuligt holde balancen. Selvom både rytter og hest havde forsøgt at redde sig ud af situationen, endte det på værst tænkelige måde. Ponyen snublede for over og væltede bagefter ned over sin rytter, og efterfølgende skulle de være rullet ned af bakken. Ponyen havde i styrtet knækket nakken og lå livløs oven på sin rytter. Ambulancen var kommet en pæn rum tid efter og bagefter havde man i alt hast fået den bevidstløse rytter på hospitalet. Dommen den gang havde været hård. Michael skulle ikke regne med at kunne gå igen og det at sidde på en hest ville aldrig komme på tale igen.
Det havde han dog ikke ladet sig kue af, og resten af artiklen fortalte om hvordan han havde kæmpet sig tilbage i sadlen, og nu kunne han endelig være med på højeste plan igen. Military red han dog ikke længere.
Lizzie beundrede drengen for sit mod, og hun kunne slet ikke forestille sig hvordan hun skulle kunne finde vilje til at komme tilbage, hvis det var hende der havde haft sådan et uheld. På sidste side af artiklen var der et billede af ekvipagen der kom over springet i fin stil, man skulle ikke tro at rytteren nogensinde var styrtet på den måde.
”Så, Lizzie. Nu kan vi snakke.” Hendes far var endelig færdig med sin samtale. ”Jeg sad lige og læste den her artikel. Det er flot klaret.” Hendes far nikkede: ”Ja, det er de færreste der kan overkomme det, men hvis man har troen på det kan man klare mange ting, og I unge har ofte en stærk viljestyrke, som mange voksne bør misunde jer. Men hvorfor kom du herover. Du plejer at være i stalden nu. Er der noget galt?” ”Ikke helt. Men jeg tænkte på, om jeg kunne lade Venus komme lidt ud på fold. Hun har nok godt af at komme ud og vænne sig til stedet.” ”Jeg ved ikke helt. Hvem skulle vi lukke hende ud med. Vi har ikke nogen ledige folde at give hende. Og jeg er ikke helt tryg ved at lade hende komme ud med de andre ungheste.” ”Vi kan heller ikke lade hende stå inde og glo.” ”OK. Hvis du skal have den på fold, så kan du lukke den ud til Maylie. Ellers må du de næste par dage lufte hende på ridebanen.” ”Men far, Maylie er…” Lizzie nåede ikke at tale færdig. ”Det er enten det, eller slet ikke. Venus er en stærk hoppe. Hun skulle nok klare begge dele.” Hun ville så gerne have sagt noget, men telefonen ringede, og så var den mulighed forpasset.

Irriteret gik Lizzie over til den lille stald hvor Venus stod. Vreden lod hun gå ud over en sten der lå på jorden og bad om at blive sparket til. Hvordan kunne han få sig selv til at foreslå det? Maylie var jo gammel og gemen. Den havde aldrig kunne gå med andre heste. Sammen med mennesker var den nu fornuftig nok og yderst samarbejdsvillig, men når den kom på fold med andre heste, kom hadet frem i dens øjne og kunne den slippe af med det, ville den slås med den. Det ville hun ikke udsætte Venus for. Godt nok var Venus vanskelig, men det her fortjente hun trods alt ikke.
Hun fandt hoppens grime frem og måtte igen kæmpe for at få lov til at lægge den på. ”Venus, hvis jeg dog bare vidste hvorfor du er så sær.” Lyden af fortvivlelse havde overtaget i hendes stemme, og hoppen bemærkede det. Den blev trukket ud og opførte sig ganske fornuftigt det første stykke tid, hvilket fik Lizzie til at slappe af på vej op mod ridebanen. Hun gik lidt i sine egne tanker, og derfor kom det fuldstændig bag på hende, det Venus gjorde. Helt uden grund rejste hoppen sig på sine bagben og kastede sig bagefter hen imod foldene. Lizzie, som havde været uopmærksom et øjeblik, kunne intet gøre før den unge hest havde revet sig løs af Lizzies greb. Hurtigt susede hoppen af sted mod hegnet, mens Lizzie løb efter den. Med et let spring fløj Venus over det høje solide hegn, og da den var på sikker afstand fra Lizzie satte den ned i en elegant trav og lidt stoppede den og vendte sig mod de mennesker der stod og kiggede mod den. Stolt fnøs den højt, og forsatte så videre på sin æresrunde. Efter lidt tid stoppede den helt op og gav sig til at græsse.
Lizzie skulle til at ånde lettet op, men så kom frygten for alvor frem i hende. Længere nede på folden rejste en sort, kraftig hest sit hoved. Det var først nu den bemærkede at der var fremmede på dens territorium. Bestemt og rasende satte hesten af sted i galop mod den uvelkomne gæst. Lizzie kunne hører sig selv skrige panisk: ”Venus, løb væk. Maylie kommer!” Men det var nytteløst. Selvom hoppen kunne forstå det hun havde råbt, så ville den næppe finde på at flygte. Hoppen så trodsigt på den anden hest der nærmede sig med ørerne fladt nede langs dens nakke. Selvom Lizzie stod langt væk, kunne hun se hvordan raseriet lyste ud af den gamle hoppe. Nu stod Jeff ved Lizzies side. ”Jeg troede det var en vittighed da din far sagde at de skulle gå sammen. Det her er jo vanvid!” Tårerne begyndte at trille ned af Lizzies kinder. ”De skulle ikke gå sammen. Venus stak af fra mig.” Hun følte sig så hjælpeløs. Godt nok var Venus smidig og adræt, men Maylies styrke var væsentligt større og den gamle hoppe var på ingen måde tynget af sin alder.
Hun kunne se hvordan den sorte hest majestætisk travede rundt om den unge gyldne hoppe, som stod og kastede provokerende med sit lille, fine hoved. Det må have været sådan det så ud, da David skulle kæmpe mod Goliath. Nu forsøgte Venus at gøre sig større, ved at spænde sig op og af til rejse sig en smule på sine bagben. Den gamle hoppe begyndte at slå ophidset med sin lange tykke hale, mens den forsatte på sin tur rundt om den fremmede hest. Pludselig så Venus sit snit til at gøre sig bemærket og hoppen sprang frem mod Maylie med et aggressivt hvin. Den gyldne hest nåede knap at opfatte hvad der skete. Maylie der før havde oplevet trodsige heste forsøge at kæmpe imod den, tog fat i nakken op Venus og smed sig mod den anden hest med alt sin vægt. Maylie var så meget større end Venus at det fik den unge hest ned at ligge. Med alt kraft i sin krop kæmpede den for at komme op at stå, men den gamle hoppe vidste hvad den skulle gøre for at forhindre dette, og med sin kæmpe krop holdt den sin modstander nede mod jorden.
”Jeff, du må gøre noget. Den slår jo hende ihjel.” Jeff vidste ikke hvad han skulle gøre, men han skyndte sig væk mens han sagde noget om at den forbandede hest bare skulle give op.
Pludselig slap Maylie Venus, og bevægede sig lidt på afstand, mens den stadig holdte et godt øje med den fremmede. Forpustet kom Venus op at stå. Den stod længe og så på hvordan den store hoppe bevægede sig rundt om den, det var som om den overvejede, hvad dens næste træk skulle være. Da den havde fået luften tilbage i sine lunger, forsøgte den endnu engang med et angreb på den gamle hoppe, men nu var Maylie træt af at skulle forsvare sit territorium og den tog hårdere fat i Venus end før. Igen pressede den hoppen ned mod jorden, og Lizzie var sikker på at Venus ikke skulle klare den. Igen slap Maylie sit tag i Venus, men i stedet for at lade den komme til kræfter, satte den efter Venus og jagede den så langt væk, så Lizzie ikke længere kunne se dem. Lizzie hev efter vejret, da hun hørte et hjerteskærende hvin i det fjerne. Hurtigt sprang hun ind på folden og løb alt hvad hun kunne op ad bakken. Da hun fik øje på de to hopper, drog hun et lettelsens suk. De stod et stykke fra hinanden. Venus stod og gav tegn til at hun underkastede sig den væsentligt ældre hoppe, og det lod til at Maylie accepterede det. I hvert fald forsatte den med at græsse fredeligt som den havde gjort det før.
Forsigtigt listede Lizzie sig ned til sin hest, der stod og var badet i sved. Da den fik øje på hende, brummede den. Nu kunne hun se hvorfor den unge hoppe havde overgivet sig. Rebet havde viklet sig om det ene ben, hvilket gjorde det umuligt for den at forsvare sig. Den forsøgte at flytte sig væk fra Lizzie, men det blev vanskeliggjort af rebet. I stedet ventede den, forvisset om at det menneske der kom hen imod den, skulle fri den for sine pinsler.

****
De foregående kapitler kan læses her: (link fjernet)