Vilde Venus (kap. 4) {{forumTopicSubject}}

Mysteriet om Venus

Selvom hun var træt den aften, begyndte hun alligevel med at undersøge alt omkring Venus. Lizzie kunne simpelthen ikke tro på at det hoppens egen skyld at den var som den var. Lidt ør satte hun sig i sin brede lænestol på sit værelse med en bunke blade.

Normalt var Lizzie ikke det mindste træt på denne tid af dagen, men på grund af sliddet med Venus tidligere på dagen og så arbejdet med både Lexus og Lucifer, der heller ikke havde været videre samarbejdsvillige, var alt energien brugt. Det var ikke fordi de to ponyer havde været utidige, men Lucifer der i denne periode blev brugt til at bedække hopper, havde meget andet at tænke på end det at søge frem og ned, når den blev bedt om det. Hver gang der var en hest der blev trukket forbi ridebanen, vågnede den ellers så velopdragne pony op til dåd. Frisk hvinede den og enkelte gange slog den også frem med sine forben, for at vise hvor god den var. Efter at have trænet Lucifer, ville hun tage Lexus ud på en tur i den nærliggende skov. Men de var ikke nået langt før ponyen begyndte at opfører sig mærkværdigt. Det var dog ikke noget der var sjældent at opleve med denne pony, når man husker på dens fortid, men som regel kunne Lizzie gætte sig til hvad det var der skræmte ponyen. Idag havde der umiddelbart ikke været noget at se, så Lizzie pressede på Lexus for at få den til at gå frem. Det nyttede ikke noget, for ponyen var fast besluttet på ikke at komme videre ned ad vejen. Til sidste sprang Lizzie af sin pony, og prøvede istedet at trække den videre, for hun ville have den med videre. Lidt modvilligt fulgte den med hende, og et øjeblik efter begyndte den at slappe lidt af. Da hun havde gået lidt af vejen med ponyen, besluttede hun sig for at sætte sig tilbage i sadlen.
I et stykke tid havde det virket som om Lexus var helt afslappet, og at dens stoppen op tidligere, blot havde været en engangsforestilling, men så pludselig drejede den uventet rundt. Lizzie fik holdt sig fast på ponyen til alt held og hun kunne mærke på den at den var blevet meget bange. Igen hoppede hun ned fra ponyen, og klappede den beroligende på halsen. Lidt fortvivlet så Lizzie sig omkring, mens hun prøvede at lytte efter lyde der kunne have gjort ponyen nervøs. Hun kunne pludselig hører lyden af en der skreg hysterisk i det fjerne, og hun var ikke det mindste i tvivl om hvem og hvorfor. Lexus havde højst sandsynligt hørt det allerede dengang den stoppede første gang, og nu da Lizzie også hørte det fjerne skrigeri forstod hun hvorfor ponyen pludselig var blevet så ængstelig.
Ikke lang tid efter Nexus var kommet væk fra de forfærdelige pigebørn der havde ejet den før, havde de fået en ny hest. En ældre pony som skulle være flink og velopdragen. Men da den var købt hos Thompson, var dette med al sandsynlighed en stor løgn. Lizzie havde set ponyen, Marco hed den, det var en køn pony, men det var det eneste gode ved den. Ponyen kunne også til tider være flink, men langt det meste af tiden gjorde den som den selv havde lyst til. Det var det der var problemet med de fleste af Thompsons heste. De var så underkuede når de blev vist frem for kunder, at de intet turde gøre. Når de så efter et par uger havde vret hos mennesker der var knap så hårde mod dem, som de var forvent med, så begyndte de at prøve grænser af med deres nye ejere. Det er normalt med dyr, at de på et eller andet tidspunkt vil prøve at ændre på rangordnen i det hieraki de befinder sig i, og dyr der gennem hele livet er behandlet forkert kunne ofte være besværlige at få holdt på plads, så de bevarede deres respekt for deres mennesker. Det værste var når man så havde med dyr, der på et tidligere tidspunkt var blevet mishandlet og uden respekt, disse dyr ville ofte kæmpe endnu hårdere for at undgå den samme behandling igen.
Det var sikkert det der var problemet med Marco. Men selvfølgelig var ponyen ikke hele problemet, og det hjalp ikke meget at når den prøvede sin ejers grænser af, at den blev behandlet med skrig og skrål, for så vil den selvfølgelig slet ikke samarbejde.
Lizzie havde mest lyst til at finde ud af hvad der skete i det fjerne, men hun vidste at Lexus ikke ville komme nærmere frivilligt, og hun ville ikke svigte den tillid ponyen havde til hende, så istedet red hun hjem på ponyen.

Da de spiste aftensmad fortalte Lizzie sine forældre om det hun havde hørt på sin tur i skoven. "Far, kan du ikke gøre noget? Tænk hvis den bliver behandlet som Lexus!" Hendes far rystede på hovedet. "Det er ikke mit ansvar, og jeg har ikke plads til flere ponyer, som ikke tjener penge ind. Og du skal heller ikke blande dig Lizzie! Hører du hvad jeg siger." Hun blev gal på sin far, og så istedet over på sin mor. "Nej, Lizzie. Du skal ikke se sådan på mig. Din far har ret. Vi kan ikke gå og blande os i hvordan alle behandler deres dyr. Det giver kun problemer i sidste ende. Desuden så talte din far allerede med hr. Hansen, da de skulle til at købe ny pony. Hvis de ikke lyttede den gang, hvorfor skulle de lytte nu?" "Men tænk på den stakkels pony! Den må være så forvirret. Kunne I ikke overtale dem, så kunne jeg.." Vredt så hendes far over på hende: "Hvad kunne du? overtage den også? Du har vist nok arbejde med de ponyer du har nu. Og med den nyeste vil du knap nok få tid til alt det andet du skal nå i løbet af en enkelt dag. Nej, og hvis jeg hører du har været i nærheden, så kan du godt glemme alt om Venus. Så må en anden tage sig af den!" "Men far," Lizzie prøvede en sidste gang at se bedende på sin far, men hun vidste at det ikke ville hjælpe det mindste. Når han først havde besluttet sig, var der intet at gøre. Lizzies mor, der ikke brød sig om uvenskaber ved middagsbordet, prøvede at lette stemningen :"Hvordan går det med træningen af Lucifer? Er I klar til springstævnet i weekenden?" Lizzie ville heslt forsætte med at diskuterer med sin far, men hun vidste at det ville såre hendes mor. "Ja. Det går fint. Han er i god form, men han har alt for meget at tænke på nu hvor bedækningssæsonen er igang." "Ja, sådan er det jo med hingste." Lizzie skulle til at sige til sin far at det hele ville være meget lettere hvis han ville vælge at sælge sæd fra Lucifer i stedet, men det ville bare gører stemningen endnu mere trykket, for Lizzie vidste ud mærket godt hvad hendes fars holdning var til det. Hingstene skulle bedække naturligt, og sådan var det.

Nu hvor Lizzie sad i sin gode, gamle stol, kunne hun slet ikke samle sig. Hun var nysgerrig efter at finde ud af så meget som muligt om Venus, men samtidig kunne hun ikke lade være med at tænke på den stakkelse Marco. Det endte med at hun valgte at tage sin telefon og ringe til Pat.
Som altid gik der lang tid før der endelig var en der tog telefonen, men for en sjælden gangs skyld var det Pat salv der svarede i den anden ende af røret. "Hej, det er Lizzie." "Lizzie," lød det lidt nervøst "er der sket noget med nogle af de heste I har købt?" "Nej, de har det fint. De er ved at falde til. Lige med undtagelse af Venus, det er faktisk på grund af hende jeg ringer." Der var stille et øjeblik. "Er du der endnu, Pat?" "Ja, jeg er her. Hvad er der galt med hende?" Lizzie kunne ikke lade være med at smile lidt. "Rolig, der er ikke noget galt. Men jeg tror jeg har brug for din hjælp. Er du helt sikker på at der ikke er sket noget med hende, der gør at hun er som hun er?" "Lizzie, der er aldrig nogen der har gjort hende noget. Da hun var føl gik hun det første halve år sammen med sin mor. Der var hun nogenlunde til at have med at gøre. Hun havde dog allerede den gang sin egen mening om tingene. Derefter kom hun ud på græs sammen med de andre ungheste, så hun kunne få noget fylde. Du ved hvordan det er hernede. Hestene er stort set ikke i hænder før de skal bruges som ride- eller avlsheste, eller når de skal sælges. Så de første år af hendes liv har Venus gået og passet sig selv. Der har dog aldrig været nogen tvivl om hendes plads i flokken. Hun var den der bestemte. Da vi så sidste efterår tog hende på stald, indså vi hvor problematisk hun var. Det er som om hun ikke kan accepterer at hun skal underkaste sig en anden, om det så er en hest eller et menneske. Vi har lidt samme problem med hendes mor, det er derfor den kun er brugt til avl. Den tidligere ejer ville sælge den til slagteren, men min far så hvor god dens bygning var, og købte hende." "Hvordan er de andre føl der er efter hende?" "Der har ingen problemer været med dem. Vi har sørget for at de var mere i kontakt med mennesker end Venus, men jeg ved ikke om det er forklaringen på problemet. At hun ikke har været så meget i kontakt med mennesker." Lizzie var lidt skuffet nu. Hun havde håbet at Pat kunne give hende en klar løsning på problemet. "Lizzie?" "Ja." "Hvis der er nogen der kan arbejde med hende, må det være dig. Bare pas på dig selv, lov mig det. Du skulle jo nødig komme galt afsted. Jeg bliver nødt til at gå nu. Jeg skal med min far ud og lave noget hegn på en af foldene. Du må ringe og fortælle hvordan det går med hende." "Det skal jeg nok, Pat. Vi tales ved."
Efter at have afsluttet telefonsamtalen, følte hun sig lidt fortabt. Hun havde aldrig på samme måde stået på bar bund, som hun gjorde det nu. Hun var overbevist om at hun nemt kunne have arbejdet med Venus, hvis hun kendte grunden til dens opførelse, men hvor skulle hun starte når der ingen grund var?

****
Vil du læse hele historien, så klik her: (link fjernet)