når følelserne går imod logikken {{forumTopicSubject}}

Jeg har sådan brug for at få "talt ud" så nu går det lige udover jer

Hvor skal man dog begynde..

På min uddannelse får vi ofte lærer ind fra selve branchen hvilket er super fedt, men der er også en meget afslappet holdning til lære elev forhold. De er egentlig mere supervisors/mentors end lærere da mange af dem der kommer ikke har prøvet at undervise før. Det sker dog meget sjældent at der er nogen som hønser rundt med hinanden men det gør ikke noget hvis det sker.

For godt og vel 1 - 1,5 år siden havde vi en underviser i 2-3 ugers tid fra London som jeg syntes var lidt spændende. Jeg fandt dog ud af at han havde kæreste. Normalt har jeg ikke haft problemer med at "fraskrive" fyre der har kærester, men lige med ham her har det altså været virkelig svært.
Nå, men tiden gik og det har gået lidt op og ned, men har hele tiden tænkt det går nok over lige så snart at jeg finde en eller anden fyr at sukke efter. Så jeg har bare betragtet det som lidt midlertidigt eye-candy og ikke taget det så tungt. Det er jo også nemt nok når han er helt ovre i London og ikke lige i nærheden. Sagen er så bare at der ikke har været nogen andre spændende fyre så det hænger jo stadig ved. Jeg kan egentlig godt kalde ham for en ven og har da også været i London og besøge ham sammen med 3 andre medstuderende. Vi har også chattet af og til og på den måde holdt kontakten. Han er iøvrigt 29 og jeg er 26.

Det var lidt baggrunds historie og nu til selve sagen. Han har lige været her i 2 uger for at undervise den første årgang her på skolen og det har været virkelig hårdt for mig. Jeg er på sidste årgang og derfor igang med min bachelor hvilket vil sige jeg ikke har så meget overskud som de to tidligere år.
Alle følelserne er bare væltet tilbage med fuld fart og hele min logik siger at jeg ikke vil ham. At han faktisk slet ikke er noget for mig fordi vi er jo alt for forskellige. Har virkelig prøvet at lave "lister" over de negative ting ved ham for at prøve at få afstand til ham og få ham ud af mit system. Det er bare på ingen måde virket og nu hvor han er taget af sted igen sidder jeg bare og reflekterer over hvordan de sidste to uger er gået.
Jeg har på ingen måde kunne styre min krop og følelser. Det har været en konstant kamp imellem mit sind og min krop. Når han har været i nærheden har jeg fået hjertebanken, blevet enormt nervøs og generelt ikke kunne slappe særlig meget af. Når han ikke har været der har jeg konstant tænkt på ham og spekuleret på hvad han mon laver og hvor han er. Det har været helt igennem forfærdeligt. Jeg synes på et eller andet punkt at det er monster pinligt at jeg ikke bare kan kontrollere mig selv og være "voksen". Hvorfor kan jeg ikke bare stoppe med at føle noget for ham? Det ville gøre det hele meget nemmere.

Det skal lige siges der på ingen måde er sket noget og jeg ved faktisk ikke engang om han synes noget om mig. Jeg kunne aldrig finde på at være sammen med ham selvom jeg fik chancen da utroskab bare ikke er noget jeg vil være en del af. Hvis jeg selv blev udsat for utroskab ville jeg simpelthen "gå i stykker" og det nægter jeg at udsætte andre for og det holder jeg fast ved.

Det har bare været møg svært og jeg kan slet ikke finde ud af om han rent faktisk har flirtet lidt med mig. For nogen gange har han bare virket som om at han gjorde og det forvirrer mig voldsomt meget. Fx. holdte min room-mate fødselsdag forrige fredag hvor han også kom og vi fik snakket en masse og det var en virkelig hyggelig fest. Om mandagen spurgte en af mine veninder så om jeg havde noget kørende med ham. Jeg må egentlig spørge hende igen om hvorfor hun troede det. Håber ikke at det var mig der i min fuldskab har virket for lun på ham. Hvor ville det være pinligt hvis det var indlysende.
Andre gange har det været noget så simpelt som at han har betalt for mig når vi har spist sammen hjemme hos nogle af mine klasse kammerater. Uden at jeg overhovedet har forventet det (da vi er studerende deles vi om udgifterne når vi laver mad sammen) eller når vi har snakket sammen, så hvis han kom til at afbryde mig har han ladet mig tale først. (der er mange af mine venner der bare afbryder når jeg taler med dem)

Det hele er vel også lige meget da han jo stadig har sin kæreste og faktisk lige er flyttet sammen med hende for en måneds tid siden. Måske ser jeg bare ting der ikke er der fordi jeg er snot forvirret i forvejen over det hele. Der er bare ikke mange af mine andre "drenge-venner" der har fået mig til at føle set på samme måde. Det kan jo også være at han bare er sådan? En ægte gentleman.. jeg kan ikke finde rundt i det og har sådan lyst til at spørge nogen af vores fælles venner. Jeg har dog heller ikke lyst til at de skal vide jeg har det sådan. Synes det er.. ja.. så fjollet at jeg har de følelser. Det giver ingen mening. Jeg ville jo nok heller ikke få så meget ud af det. Hvis de ville kunne sige der ikke lå noget i det kan jeg jo bare føle mig endnu mere fjollet og naiv og hvis de siger der måske er så kan jeg jo heller ikke gøre noget ved det da han jo stadig har en kæreste og vil jo ikke ødelægge det forhold.

Det har bare slidt utrolig hårdt på mig og når jeg ser tilbage føler jeg slet ikke at jeg har kunnet kende mig selv. Ikke at jeg har gjort vilde ting, men at jeg har været så fokuseret på ham og har måske ladet mig rive lidt for meget med nogen gange. Jeg ved ikke engang om jeg har været lidt for meget over for ham og det nager mig at jeg ikke ved det.
Det hjalp så heller ikke så meget da jeg igår så "once upon a time" på kanal 5 hvor man finder ud af prince charming hedder James. (ja fyren her hedder iøvrigt James) Jeg tror aldrig jeg har følt at blivet hånt sådan at et tv før. Bare lige for at sætte prikken over i'et.

Det er bare en af de tidspunker hvor man føler man har lyst til slå sig selv hårdt for at være så dum, naiv og ikke bare at kunne komme videre med sit liv. Jeg ved jo selv bedre, men min krop og følelser går bare fuldstændig imod mig. Faktisk synes jeg det er så pinligt at jeg ikke har fortalt særlig mange om det her.

Puha.. det blev noget af en roman. Så hvis du er nået helt til enden vil jeg bare sige tak fordi du læste det.