når den man elsker dør {{forumTopicSubject}}

Træder tilbage i en verden uden kærlighed, hvor smerten overtager kroppen lidt efter lidt, til sidst er man helt væk.
Kan høre hjertet banke efter hjælp, men der ingen følelser der bevæger sig, det er som at blive holdt fast, under vandoverfladen, uden luft. Kæmper for at komme op, men har ikke flere kræfter tilbage, og må overgiver sig. Kroppen bliver slap, og man falder dybere ned i det kolde vand.
Lyset slukkes for en periode, men man er bange, for det aldrig tændes igen.
Trækker vejret tungt for at vække opsigt, at give slip er aldrig nemt.
Svigtet eller forladt til den mørke side, er det ens egen skyld?
Træerne svajer i den stille aftens vind, uden for mit vindue. En gren riser i ruden, og skaber en anderledes stemning, kan ikke holde det ud mere. Troede vi skulle se mere end vi nåede sammen. Forstår det ikke, det kan ikke være slut allerede. Du varmer stadigvæk mit hjerte, når jeg tænker på dig.
Sammen opdager man hvor smukt et ægte venskab kan være.
Du tog altid imod mig, med en varme og en kærlighed ud over alt andet.
Et så smukt væsen, med en så stor fornuft og omsorg, kan ikke beskrives.
Skulle være blevet hos dig, skulle have taget imod den smerte du oplevede på egen krop. På bordet lige foran mig, står du indrammet i en flot ramme, du passer på mig. Er tryg så længe dine øjne kan se mig. er alene nu, men din sjæl hviler let på mine skuldrer, leder mig gennem det liv, vi skulle have levet sammen.
Dit billede spreder lyset rundt i hele rummet, ud til den fjerneste krop af stuen.
Det i orden at sørge i en periode, men vil sørge resten af mit liv, vi ved begge to, jeg var med skyldig i slutningen på dit dyrebare liv.
Vil række hånden ud, og lade mørket tage mig, men det passere forbi, det min straf. Alene i denne verden uden dig ved min side.

I drømmende lever du, elegant smidig, bevæger du dig rundt.
Sidder på en sten og græder, for inden i, ved jeg det er en drøm der holder op.
Men så længe jeg ser i dine brune øjne, og kan mærke dig tæt på mig, er jeg rolig og tryg, men når man vågner, er det slut. Jeg må græde mig selv i søvn.
Undskyld, søger ikke tilgivelse, men vil have du skal vide, jeg bære din sorg inde i mit hjertet, hver dag bliver jeg mindet om tabet over dig. Smerten borer sig fast inden i, den stopper ikke.
Går rundt i en anden verden, ser din skygge, er ved at blive sindssyg, savner sig mere end noget andet. Vil bytte mit liv for dit, men selv ikke gud, kan gøre noget så stort. Kan ikke leve uden dig.
Livet må forsætte, er ved at opgive denne verden, er får svag, tabet over dig er stører end min lyst til at leve mere. Mine øjne er røde, mine hænder kolde, men mit hjertet brænder som aldrig før, det pumper blodet rundt i kroppen, men hjernen slår fra.
Tiden står stille, den går næsten baglæns, nat bliver til dag og dag til nat, tilbringer livet i en sofa, forladt til min egen frygt, venter på jeg bliver hentet, og skal tilbringe resten af livet sammen med dig.
En moder på fri fod, hvem kan elske hende, tilbage til verden hvor man bliver påvirket, af andre mennesker i sin verden.
Ingen kan tage skylden for de ting, der sker ind til nu, fortryder alt.
En verden uden frygt, kan ikke eksister i vores samfund.
Når den slags mennesker kan gå frit rund, og sprede frygt til os andre, er vi fortabt. Beder til vores verden for andre sig.
Men det betyder, at alle skal gøre en indsat, men med den fortid nogen har haft, som mig selv, forstår vi godt, det ikke kan lade sig gøre.
Blodet på mit hvide ærme, ved ikke hvor det kommer fra, men da en dråbe mere rammer det hvide stof, er jeg klar over der noget galt.
Lyset varmer og forandre alt tror vi, men det kun udseendet der forandres.
Det indre bliver uforandret.

Det løber koldt ned, af ryggen. Mærker hvordan luften, omkring mig bliver fugtig og klam, det er som om, den langsomt kvæler mig, i min egen luft.
Det urimeligt, så hurtigt alting forandres omkring mig.
Kuldegysninger over hele kroppen, men der ikke kold.
Det larmer ude i den gamle have, det sikkert naboens kat, der igen besøger skrallespandene. Huden bevæger øerne, men den bliver liggende henne i hjørnet. Er holdt op med at håbe, og min tro er næsten helt væk.
Tror på du er der, selv om der umuligt.
Men du er min sjæl, kan mærke dit hjerte banke, i min krop.
At føle sig lam i kroppen, en skræmmende tanke. Kan ikke bevæge sig, ens tanker er låst fast. Frygter aldrig mere, at føle virkeligheden tæt på min egen krop, men det er allerede for sent. Uønsket, fortabt, og endda glemt, fortryder min opførsel. Skyldfølelsen vokser op gennem min krop.
Tre små ord, som jeg aldrig fik sagt til dig, du skal vide jeg mener det, ingen har givet så meget som du har. Du bragte lyset ind i mit hjerte, mærker hvordan tårerne presser på for, at komme ud, men noget gør jeg ikke kan græde.
Forskellen på mennesker i dag, er mange ting.
Jeg er ikke den sammen, som i starten af mit liv. Men efter døden stak mig i ryggen og tog dig med, uden at side en lyd. Har det ændret mig.
Har, kunne vise følelser og græde, men er kræsen for hvem der ser det, men du lærte mig det er i orden at vise følelser, og at være følsom.
At være følsom er ikke et tegn på svaghed, men et tegn på styrke, og at man ikke er mange for hvad alle andre mener. Ved jeg elsker dig, vil jeg altid gøre.
Der noget smukt i os alle, du lærte mig at se skønheden i alle.
Så op til dig, fik aldrig sagt hvor meget du betød i mit liv.
Ønsker jeg var blevet hos dig.
Mit hjerte bløder, af smerte og had til mig selv, jeg lovede dig at du skulle blive hos mig. Du har lært mig så meget, som jeg aldrig glemmer.
Men sådan blev det ikke, jeg misbrugte din tillid lod dig i stikken, du er for god til mig. Men det giver mig ikke ret til at behandle dig på den måde.
Husker hvordan du kiggede på mig, allerførste gang jeg så dig.
Kærlighed kan ikke beskrives, den skal opleves på nært holdt. De vi var i gennem den eftermiddag, var ubeskriveligt. Har aldrig været så bange i hele mit liv.

Med våde øjne ser jeg tilbage i tiden, en tid jeg hverken kan eller vil glemme, der de gode minder og så dem der lavede dybe ar i min krop og sjæl.
Ved døden er uundgåelig at undgå, man bliver mindet om den alle steder, får af vide, man ikke selv kan vælge sin skæbne på en måde tror jeg ikke det passer.
Man kan prøve at ændre skæbnes gang, men det betyder ikke det ændre ens liv. Hvorfor den forfærdelige måde? Ved du ikke har helt ung, men du have mange år endnu. Alle kender følelsen af at være tom og alene.
Er glad uden på, men græder inden i dag og nat, død man lagt fra glemt.
Efter du forsvandt, har mit liv været umuligt at holde ud, tilgiv mig.
Vil ikke leve længere, negative tanker overtager min hjerte, med kun et formål.
Du var min stjerne, og er det stadigvæk.
Når jeg virkelig savner dig, går jeg uden for, om aften.
Kigger op mod den mørke himmelen, og ønsker dig tilbage, kuldegysninger løber gennem hele kroppen, og tårerne finder vejen ned over mine kinder.
Kigger efter dig, på den klare himmel, dog uden held.
Men ved du er der oppe, og du smiler ned til mig, det giver en tryghed.
Stjerne skud på himmelen, er din sjæl der finder vej ned til mig.
Varmen spredes rund i hele kroppen, og hænderne bliver fugtige, hjertet banker i takt til pulsen. Ved du er der, dine øjne hviler hvileløst på dig dag og nat.

Så dig inde i flammerne, men kunne intet gøre, for at få dig ud. Ingen gjorde noget, vi stod bare alle og håbede, at vi ville vågne igen. Først nu, indser jeg det ikke var en drøm, men virkeligheden som man aldrig mere, ønsker at se den.
Du var en del af mit liv, den højre side af min krop, den anden personlighed.
Da jeg prøvede at presse mig selv ud over kanten, var du der til at stoppe mig, inden jeg nåede der ud. At mindes de dage, hvor der kun var dig og mig i verden, når mig til at se lyser vende tilbage.
Vi vidste begge, at vi var stærke sammen, det hele kig i stykker da vi blev splittet, vi var en lykkelig sjæl før, nu vi to ulykkelig sjæle der leder efter den anden halvdel.
Tales der om ulykken, løber det mig stadigvæk kold ned af ryggen, mistede dig for 3 år siden, men mærkede døden på tæt hold, den er stadigvæk i luften.
Jeg føler det skete i går, savnet til dig vil aldrig forsvinde.
Vrede kommer af frygt, sandheden var jeg var bange for mig selv, at det skulle blive min tur, at jeg have snydt døden.
Følte mig som en morder, spiste ikke en periode, var helt tom inden i.
Når blodet løber ned af armen, sker der mange ting inden i en, frygten løber ud af kroppen.

Hvordan kunne så få timer, ødelægge en persons liv så meget, som det gjorde i mit tilfælde? Ville man ikke have skyldfølelse hvis man var skyld i en anden død? Jeg har skyldfølelse.
Mit liv er ødelagt, er ikke sur, men ked af det. Troede ikke man kunne have følelsen siddende i kroppen, i så lang tid. Men er begyndt at forstår, den aldrig forlader min krop igen. Du må være virkelig skuffet over mig, over det jeg ikke forstod at hjælpe dig videre. Forskellige smerter vokser, op gennem min krop, kroppen er ved at sprænges. Er ulykkelig, prøver at være stærk, men det svært når man mangler sit liv højdepunkt.
Følelsen sidder i kroppen resten af livet, ser de samme billeder igen, igen og igen, glemmer aldrig luften af brændt træ, jern eller plastic.
Midtpunktet for ulykken var dig, du oplevet smerten på egen krop, mærkede hvordan du langsomt kvældes, hvordan røgen kom, tætter på dig. Da du endelig kom ud, var det for sent, det kunne vi alle se. Du svedte, du have mærket varmen fra ilden omkring dig. hvordan den have lavet mærker i din sjæl, har aldrig hadet verden, som lige der. Så frygten i dine matte øjne, du vidste selv det var slut. Du kiggede en sidste gang på mig, ingen de tog dig, skriger inden i, hvorfor lod jeg dem tage dig.
Livet går videre, men jeg sider fast mellem din verden, og min verden.
Jeg kommer aldrig videre svigtede dig, du forlod lyset verden alene, jeg skulle være taget med dig, passet på mig som du passede på mig.
Mørkets verden er ikke et sted man frivilligt tager til, man er tvunget.
Er bange, hvorfor skulle jeg tage dig med, var du blevet der hjemme, have mit liv en mening. Man kan ikke undgå skuffelser, lovede dig, lige meget hvad der skete, ville jeg aldrig give slip på dig.
Ting sker, ting man ikke altid er glade for, uheldigvis skete det, der aldrig må ske i et venskab som vores, hvis den ende svigtet går det galt.


Tiden stod stille da du kom ud.
Toede jeg var heldig at du måske ville overlevet?
Men håbet fandt til jorden, da vi så hvordan du så ud. Vi ikke alene, selvom man såre et andet menneske, går livet videre, men ikke på samme måde, som man have forventet. Livet ændre sig man lære, at leve med sine små fejl, dog er det ikke alle fejl man kan leve med, så må man selv sige stop, enten på den ene eller anden måde.
Kærligheden mellem os voksede, i starten have vi svært med, at blive enige og forstår hinanden, men med tiden faldt det hele på plads, til sidst forstod vi hinandens, vi var meget sjældent uenige.
Nogle kaldte vores kærlighed bare en facade, men det var den ikke, du var den ven jeg aldrig fik. Det sluttede brat D. 21. august 2005. Det gør stadigvæk ondt.
Nu sidder jeg alene, der intet tilbage af os, nu hedder det kun jeg. Længes efter det jeg mistede, den anden del af mig. Tager mig til hjertet, føler smerter, men føler intet for mig selv, det banker for dig. Du holder mig i live.
Du tog ikke mit hjerte med, du pustede liv i mig, da jeg ville slippe det hele.
Du knuste ikke mig hjerte, det gjorde jeg selv, men jeg knuste dit, i tusind stykker, stykke for stykke limer jeg sammen.
Ser væggene omkring mig, men der ingen vej ud, har prøvet alle muligheder men mørket hiver mig ned igen. Hvilken vej skal man gå?
Bliver hevet til begge sider, sjælen er ved at gå over på midten.
Har prøvet at være tapper, men er ikke stærk nok, hvad nytter det også, når det kun bruges som skjold. Alle smerterne i mit bryst gør ondt.
Mærker fortvivlelsen i mit hoved, smerten presser på det gør ondt.
Efterlader et evigt minde, som aldrig forsvinder, det graver sig dybt ind i sjæl og sind. Tomheden spreder sig rundt i kroppen, hvor smerten ikke kan nå ud.
Har beslutningen er truffet, altid forsvinder mellem fingrene på mig.
Vil ikke åbne øjerne mere, vil gerne væk. Sommetider når ingen kan høre mig, skriger jeg. Har brug for at tømme kroppen, men det er umuligt.
Nat efter nat har jeg ligget vågen, vender og drejer mig hvile løst.
Kan ikke holde smerten ud, den vokser. Jeg vil bare væk NU. Vil op til dig, vil være sammen med dig igen, som før i tiden.
Forstår det ikke, hvorfor skulle du rives ud af mit liv, så hårdt også grusomt?
Det skær i hjertet at se billeder af dig, men du skal aldrig gemmes væk.
Mistet en del af mig hjerte, der er flået en stor las af mit blødende hjerte, det vil ikke vokse sammen, det stor åbent, og er sårbart.

Hvad er et venskab?
Det vi have sammen, var et rigtigt venskab, på godt og ondt. Et frivilligt, ved varigt forholdt, mellem to personer, som elsker hinanden. Et gensidigt, en måske overbærende forbindelse. Der alligevel knytter os sammen.
Følelsesmæssig og fortrolig åbenhed, der viser respekt og stor loyalitet.
Venskaber bliver bygget på følelser og værdier. Et venskab et betydningsfuld.
Alligevel ses der en form for afhængighed, mellem de to personer. Venskab er en form for tryghed, jeg var tryg sammen med dig.
Venskaber skal plejes, og der skal vises opmærksomhed og medfølelse, der må aldrig opstå usikkerhed.
Vores venskab vil være for evigt, selvom du er lang væk fra mig, er vi stadigvæk tæt knyttet. En slags kærlighed mellem os, der aldrig vil forsvinde.
Jeg savner dig, længes efter dig, skriger inden i, hvorfor fik jeg aldrig fortalt dig hvor meget du betyder for mig.
Mørket vælter ind, over mig, mine ben skælver.
Min mave slår knuder, fortidens minder trænger sig på, ønsker dem bort, dog uden held. Smerten i sjælen vil altid være der.
De kan formindskes, men aldrig helt forsvinde, som senere bliver til ar.
Hoved bliver tungt, vil ligge ned, og sove sorgen væk. Selv i mine drømme er smerten stærk. Lukker mine øjne, men tør ikke sove.
Ønsker mig væk hvor smerten ikke kan nå, hvor min sjæl kan være alene med min krop. Til tider har man så store følelser indeni, følelser som er så store, at de er for svære at tale om. Det kan være en længsel, savn, glæde eller forelskelse.
I mit tilfælde er alle følelserne indblandet på en eller anden måde.
Tager en dyp indånding, er bange for det ukendte, frygter det værste. Ser død, ødelæggelse, alle de ting der vælter ind over vores lille verden.
Som vi alle er en del af, lyset forsvinder forude.
Dybt i min sjæl, er du flyttet ind. Fik jeg et ønske, ville mit ønske gå til dig, ville ønske dig tilbage. Du skulle bringe mit smil tilbage, fjerne mine ensomme tårer.
Fjerne den smerte jeg bærer, som jeg stadigvæk græder mange af endnu, siden du gik bort. Du skulle bringe glæden tilbage i mit liv.
Den eneste ene var dig, du fylder stadigvæk en STOR del, i mit liv.
Ser mit spejlbillede i spejlet, ville ønske man ville se en uskyldig sjæl, men nej. Man ser spejlbilledet af en morder, drejer lidt rundt og ned stiger spejlbilledet. Brugte jeg overhoved eksisterer?
Mit blik er blevet mat, vi fik aldrig sagt farvel da vi have chancen, mon du venter op mig. lever med hadet inde i kroppen, det vil ikke ud, måske får jeg en gang chancen for at få sagt ordentlig farvel, brænder inderligt for at kunne fortælle dig, hvor perfekt du er, du var det bedste der skete i mit liv. Venter på mit liv snart slutter, drømmen om at se dig vokser. Er du kommer videre i dig liv? Er det kun mig der sidder fast? Ønsker hun det bedste for dig.

Vandet vælter ind over vand kanten, mågerne skriver højlydt. De flyver høj og lavt efter mad, i vand overfladen. Deres flotte fjerdragt bliver fugtig og senere våd i det klare vand. Det ville være fantastisk at føle sig fri, at have frie bevægelser. I stedet for at være låst fast, mellem lyset og mørkets verden.
En stemme i mit hoved hvisker, svagt til mig. Først hører man ikke noget senere opfanger man lyden, det går overraskende om for mig, at det mig selv.
Mine tårer er varme, det mit hjerte der varmer dem op, siden du gik bort, har jeg ikke kunne vise følelser over for andre, elskede ingen som jeg elskede dig.
Du skal vide mine ord kommer fra hjertet, ingen kender til min smerte, men du har ret til at vide hvordan jeg har det, efter din død. At du langt er glemt, jeg savner dig, græder tit, men du hjælper mig alligevel, gennem dagen på godt og ondt. Får lysten til at leve tilbage, takket være din vilje.
Du lage din skæbne i mine hænder, og jeg undskylder med blod, sved og tårer, over jeg tabte dig, uden at samle dig op igen.

Vil aldrig stå med en så stor opgave på mine skuldre igen, livet er ikke let, har oplevet det på egen krop, kan ikke slippe de følelser jeg har til dig, de låst fast i min sjæl. Ilden fra ildstedet er gået ud, det samme er min gnist til at leve, tænker stille op i ildstedet, varmen spreder sig stille rund i alle hjørner og kanter.
Min gnist lever endnu, den er svag, men den lever.
Mærker hvordan du puster mig i nakken, vil sørge for evigt, du ejer mig.
Vil dig kun det bedste, også selvom jeg må give slip på mange ting, men giver aldrig slip på håbet om dig, du vil altid have en plads i mit hjerte.
Er træt af at lyve for mig selv, du have også et hårdt liv, det har aldrig været nemt for dig, har aldrig kunne sige nej til dig.
Når man mister ens højdepunkt i sit liv, føler man hele sit liv er meningsløst.
Vinden puster til mig hår prøvet at få liv i mig, desværre er det umuligt.
Du lyset på min vej, min hjælp gennem livet.
Ser ud af vinduet solen skinner, det kanon vejr, den varme sol varmer mig, vinden er mild og svag, men siger det der sker, altid er godt for noget, men har angsten taget fat og man bliver bange, er man fortabt. Man øver sig uden håb.
Ville ønsker du ville sætte mig på plads, at mit hjerte ville give slip på den smerte jeg bære rund for dig. Du er min bankene rytme, du er mine tidligste drømme.
Du slog mig en gang til jorden, for at gøre mit hjerte hårdt, men du rejste mig op og trøstede mig. Du lærte mig at vendte min vrede til noget godt, du ændrede mit liv på godt og ondt. Lytter til musikken i mit hjerte, når jeg længes efter din stemme. Efter du fik mig på rette vej, stoppede min voldelige verden, nu er den begyndt at vokse op, mangler min frelser.

Vinden skubber mig af sted, leder mig hen over jorden, er ikke klar over om det er af egen fri vilje, eller om det er noget andet der får mig til at lystre.
Leder efter noget, ved bare ikke hvad. Løfter hver eneste sten og sten, selvom regnen løber ned at mine kinder og min kolde krop. Fryser ryster mine kræfter er brugt op, men forsætter med at lede efter det. Vi nærmer os skranten, er højdeskræk, der lang ned på bunden. Ved ikke hvad der får mig til det, ved du giver mig styrken, tager tilløb og springer, til min overraskelse rammer jeg bundet blødt. Vågner, tager hænderne op til hoved, det gyser i hele kroppen, chokket er kommet ind over mig, indtaget min krop. Græder uden tåre, uden lyd og uden håb. Græder for at vise dig, du betyder alt. Mister kontrollen, men er ikke bange ved, at du tager over. Du passer på mig, hele mit liv har været noget rod, fanden har skabt mig, men det kan du ikke gøre for. Det menneskeligt at fejle, men det må ikke ske for tit. Den fejl begår jeg hele tiden, du lever i min krop og banker i mit blod.
Er bange for mange ting, men er mest bange for at du holder op med at tro på mig, med at vise mig håbet, og lyset vej frem. Stopper du med at hjælpe mig gennem livet, siger min krop stop. Den nægter at bevæge sig, min gnist til dø.
Jeg vil lide en smerte, når hjertet stopper med at slå, når luften forsvinder, halsen lukkes til, kræfterne er forvundet. Falder på knæ hiver efter luften der forsvundet, vil mærker ud efter mit hjerte der stoppet. Men kroppen melder fra. Du var været mit batteri hele mit liv, min engel. Du har lyst på den vej jeg skulle vælge. Du viste mig, der er et liv efter døden. Men hvor er du, du skul opleve lives glæde sammen med mig. Uden dig er glæden svag.