Hele første kapitel(Ny historie) {{forumTopicSubject}}

Jeg har endnu ikke fundet ud af hvad den skal hedde.

Jeg har skrevet ***Nyt*** der hvor det nye starter

Kapitel 1

Det var en ganske fredelig morgen. Den søvnige sol bevægede sig over op over horisonten og farvede den uendelige himmel med sin glød. En lille fugl badede i det store springvand der stod i den kæmpemæssige have. På kanten sad de andre fugle fra flokken. Nogle af dem sad og ordnede deres fjer, mens resten begyndte på deres velkendte morgensang, som var kendt som noget af det smukkeste musik i landet. En lille harekilling der havde forvildet sig ind bag de kæmpe murer, løb muntert rundt og spiste af de mange planter der var derinde, lykkeligt uvidende om det der ville ske, hvis den blev fanget. Et øjeblik stoppede den op og lyttede, men den troede på at der ikke lurede nogen fare, så den forsatte sit måltid. Blomsterne begyndte at folde sig ud. En smuk blomst, strakte sin utrolige guldfarvede blade helt ud, som var den i gang med sin morgengymnastik. Der gik ikke lang tid, før hele haven var helt levende.Det gav et sæt i alle dyrene i den smukke have, da en dør inde i den store bygning blev smækket op.


Hun løb alt hvad hun kunne op ad den lange gang. Det var i situationer som denne, at hun ønskede at slottet var mindre. Der var ikke et øjeblik at spilde. Det var foruroligende nyheder hun havde modtaget, sent den foregående aften. “Bare jeg når det.” Tanken fløj gennem hovedet på hende igen og igen. Hun havde været ude i sommerboligen ved en af de mindre byer. Det var første gang hun var taget af sted alene. I alle de forrige år var hun taget af sted med sin far, for at sikre at deres land blev forvaltet ordentligt. Det var vigtigt at alt foregik som det skulle, for hvis ikke høsten var tilstrækkelig, ville det blive en lang og hård vinter. Hun havde altid ment at disse ture var nytteløse. De var jo alle slaver, de havde intet andet valg, end at udfører deres arbejde bedst muligt, og gjorde de det ikke ville de være de første til at få konsekvenserne at føle. Hendes far havde gentagende gange forsøgt at få hende til at indse, at man fik det bedste arbejde fra folk, hvis det var af egen vilje de udførte. Hun forstod endnu ikke hvad han mente, men han var også så gammeldags. Han kunne ikke se, at man blev nødt til at presse dem ned mod jorden for at undgå at de virkelig rejste sig.
Hun åbnede den tunge dør, og trådte ind i det mørke rum. Hvis bare hun var blevet hjemme, så var dette måske ikke sket. Men hun var nærmest blevet tvunget af sted. “Du har godt af lidt ansvar. Desuden er det vigtigt at folket ved, hvem du er,” havde hendes far sagt til hende. Hun ville ikke skuffe ham og valgte at tage af sted. Hun hadede virkelig at være derude, og nu hvor hun skulle være der helt alene var det rigtig slemt. Da hun var kommet derud havde stedet været et stort rod, men med hård hånd fik hun hurtigt rettet op på situationen. Respekt og frygt var kodeordet. Og det virkede. Folk arbejdede hårdt, når de vidste at det var den eneste måde at overleve på. Herefter kunne hun nyde tiden i fred. Lige indtil hun modtog nyheden.
Hendes far var meget syg, allerede inden hun tog af sted til sommerboligen. Nu forlød det at han lå for døden, og det fik hun nu at se med sine egne øjne. Hun knælede ved siden af den store seng. I skæret fra de små lys, kunne hun se sin noget yngre bro på den anden side. Han havde grædt. Blidt tog hun fat om sin fars hånd. Den var kold. Han åbnede sine øjne. “Isolde,” hviskede han svagt, “så kom du, min pige.” Hun greb hårdere fat om hans hånd. “Ja, jeg er lige her. Bare rolig. Det hele skal nok gå. Det er jeg sikker på.” Hun kunne se på sin far, at han havde noget at fortælle til hende, og derfor lænede hun sig fremover. “Lov mig at du passer på Tro. De må ikke få magten over ham. Du kan ikke stole på dem.” Hun så over på sin bror. “Tag dig sammen. Du kan græde, når du er alene. Far har opdraget os bedre end det her.” Tro så skræmt ned i gulvet. Isolda vidste at hun var hård, men hun vidste også at det mindste tegn på svaghed kunne blive straffet af de utilfredse i riget, som længe havde ligget på lur overalt som glubske gribbe. Med sit ærme tørrede han tårerne væk og nikkede så.
Isolda kunne mærke hvordan hendes fars hånd blev koldere. Fast besluttet på ikke at vise sin sorg forlod hun rummet. På vej ud gennem døren mødte hun Haikaj, som var hendes fars øverstbefalende. “Prinsesse, er der noget jeg kan gøre for dem?” Hun rystede på hovedet: “Nej. Jeg vil gerne være alene. Men tak.” Hun kunne ikke vente med at komme væk. Det var som om de mørke vægge snævrede sig ind om hende. Hun blev svimmel og hendes ben vaklede under kroppen. De kæmpe dører var tungere end sædvanlig, da hun skubbede dem op. Da hun var sikker på hun var alene, smed hun sig på sengen og lod følelserne få frit løb. Hun følte sig så alene og fortabt. Hun havde selvfølgelig sin lillebror, men han var ikke så gammel. Hvem skulle hun støtte sig op ad, og hvem skulle give hende det rigtige svar når hun kom i tvivl. Der var selvfølgelig Haikaj. Han havde altid været der for hende, især efter moderens død få år i forvejen. Han passede godt på hende og Tro, når de var ladt alene tilbage, de gange deres far var udenbys, og Isolda vidste at han altid ville være der for dem.


Det hele gik stærkt de dage. Der var så mange ting der skulle tages stilling til, og der dukkede hele tiden flere problemer op. I den østlige del af riget begyndte oprøret fra landfolket at vokse. Isolda valgte at slå hårdt ned til trods for Haikajs bøn om at hun skulle lytte til deres krav. De andre rådsmedlemmer advarede hende mod ikke at skride til handling. Hårdt presset valgte hun at sætte en del af hæren ind, og efterfølgende modtog hun de gode nyheder om at det hele var forløbet fredeligt.
Det hårdeste var bisættelsen af hendes far, den gamle konge. Det var ufatteligt svært at være stærk den dag, hvor hun skulle sige det sidste farvel til en person hun havde elsket så højt.
Hun kunne mærke hvordan korsettet strammede hårdt om ribbenene, og det var svært for hende at trække vejret ordentligt. Hun prøvede som sædvanligt at ønske sig et helt andet sted hen. Det var den bedste måde at komme igennem det hele på.
“Isolda, Isolda” Hun så ned til højre lige ind i sin brors øjne og nikkede. “Hvad skal der ske med os nu?” Isolda vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun ønskede at hun med sikker stemme kunne sige at alt ville gå som det altid havde gået, men det ville være en stor løgn. Men alligevel prøvede hun at sige noget: “Tro, jeg ved det ikke. Men det vigtigste er at vi passer på hinanden, ikke. Og hvis vi bare husker på alt det far han hat lært os, så tror jeg at det hele…” Pludselig var der noget nede i folkemængden der fangede prinsessen og alle andres opmærksomhed. En ung piges klare stemme skar lige igennem larmen. Hun virkede ikke overrasket over den opmærksomhed hun fik, og da der var helt stille råbte hun: “Kan I ikke se hvad det er I gør? I hylder en morder! Hvorfor gør I ikke noget? Hvor mange uskyldige mennesker miste livet, før I indser hvad der sker omkring jer.” Et par vagter fik nu fat i den unge pige. Det påvirkede hende ikke, og ordene kom forsat ud af munden på hende, mens hun forsøgte at kæmpe sig fri af det stærke greb soldaterne havde i hende. Da det gik op for pigen, at hun ikke kunne få folk til at lytte til det hun sagde, slog hun over i et andet sprog. Alle blev skræmt for vid og sans, da de hørte hvad der blev sagt. Ingen forstod hvad der egentlig blev sagt, men godt kunne det ikke være. Det havde længe været forbudt at tale andet end Larnish, som var det officiele sprog i hele riget. Alle vidste at det kun var slette mennesker, der talte de forbudte sprog. Hvis de da var mennesker. “Få hende væk herfra. NU!” Isolda vidste ikke om hun skulle være rasende eller frustreret over episoden, men vreden vandt i sidste ende. Hun så over på Haikaj, som sad lidt fra hende, og undrede sig kort over udtrykket i hans ansigt. Mere tænkte hun ikke over det. “Lås hende inde, og halshug hende ved daggry! Det er på tide at den slags folk får at føle at landets love er til for at blive fulgt!” Pigen blev ført væk, men der skulle ikke gå længe før hun fik vendt op og ned på hele Isoldas verden.

***Nyt***

En tidlig morgen, få dage efter henrettelsen, blev der banket hårdt på prinsessens dør. “Prinsess, du bliver nødt til at komme. Rådet har indkalt til mød. Der er fundet en forræder her på slottet.” Isolda orkede knap nok at kravle ud af sengen. De sidste dages begivenheder havde tæret på hendes kræfter, og hun vidste ikke om hun ville kunne klare presset meget længere. Hun fik sin stuepige til at hjælpe sig i tøjet.
På vej mod rådssalen, hørte hun hvordan folk snakkede. “Yaya, mind mig om at folk skal have mere at lave. De har åbenbart for meget tid, hvis de kan spilde den med alt den snak. “Ja, prinsesse Isolda.” Yaya var en ung pige på 16 år, kun et år yngre end Isolda selv. Men alligevel var hun meget mindre end prinsessen, hvilket skyldtes de mange års hårde arbejde. I ti år havde hun været på slottet, og de sidste syv år havde hun tilhørt Isolda, og havde i de år tilbragt mere tid sammen med den unge prinsesse, end hun havde tilbragt for sig selv. Selvom Isolda ikke viste det, så holdt hun meget af Yaya. Pigen var en god ven, som hun kunne dele alle sine hemmeligheder med, og senest også alle de bekymringer hun gjorde sig. “For resten. Hold fri i aften. Det har du brug for. Desuden er der ikke noget jeg skal bruge dig til.” Isolda forsatte ind i det stor rum, mens Yaya satte sig ved døren for at vente.
Isolda så rundt i rummet. Udover hende var der bare gamle mænd, de fleste endda ældre end hvad hendes egen far var blevet. Hun havde tilbragt alt for mange timer i det mørke tilrøgede lokale, og det kedede hende efterhånden. Hun satte sig i sin fars store stol, og som altid gibbede det lidt i hende. Det var mærkeligt selv at side der, når hun hele sit liv havde fået at vide at kun kongen måtte side i den stol. “Prinsesse Isolda, er de klar til at starte?” Hun så fra den gamle mand og rundt i lokalet. Hun kunne ikke se Haikaj nogen steder, og hun ville kun meget nødigt starte før han var til stede. “Nej, jeg vil gerne have vi venter til Haikaj er kommet. Har i sendt bud efter ham?” “Ja, prinsesse. Der er sendt bud efter ham, da han er grunden til at vi alle er samlet her!” Isolda vendte sig i den retning, hvorfra den mørke stemme kom. Stemmen tilhørte Tomal, en mand som hun aldrig havde brudt sig om. Hun vidste ikke om hun kunne stole på ham. “Tomal, hvad skal det betyde?” Isolda kunne hører hvordan den lavmælte snakken rundt i lokalet øgede i styrke. “Stille,” råbte hun, “lad dog manden få lov til at tale!” Med et spredte en uhyggelig stilhed sig i rummet. “Tomal, tal.” Den uhyggelige lille krumryggede mand kom frem i lyset. Det slidte, arrede ansigt så ganske tilfreds ud. Det var tydeligt for enhver at han nød at få alles opmærksomhed rettet mod sig. “Jeg modtog foruroligende nyt i går aftes, kære prinsesse. Da jeg som sædvanligt opfyldte mig pligt og afhørte slottes fangevogtere, som jeg gør det hver uge. Det var de samme nyheder jeg fik denne gang, som så mange gange før. Det kan tit og ofte være ret interessant, hvad man lærer af disse ugentlige samtaler.” Isolda kunne mærke at hun blev utålmodig. “Tomal, har du noget fornuftigt at fortælle, så gør det nu, ellers er det her spild af min tid!” Den lille mand kiggede ondt på prinsessen. “Javel. Jeg er sikker på det næste vil interessere dem. Til sidst snakkede jeg med Vasal, som er den person der bestemmer…” “Tomal. Jeg er udmærket klar over hvem Vasal er. Kom nu videre!” “Jo, ser I. Han fortalte mig at den unge pige, der var skyld i urolighederne ved kongens bisættelse, natten inden sin henrettelse havde modtaget fornemt besøg. Det næste jeg vil fortælle dem, vil sikker komme bag på dem.” Det irriterede Isolda at hun var nødt til at lytte til den gnomligende mand. Alligevel var hu nysgerrig og kunne ikke vente på at Tomal skulle forsætte. “Så sig dog hvem det var!” lød det fra en af de gamle mænd i rummet. “Haikaj” sagde Tomal hånligt. Han havde længe ønsket sig Haikajs plads, og derfor troede Isolda ikke på ham. “Det har nu aldrig været en forbrydelse at tale med fangerne. Så har du ikke mere fornuftige ting at sige, så…” “Jamen, ser du. Det har jeg. Jeg mente, at det var nødvendigt, at alt der skete med netop dén fange skulle overvåges, dog kun med min og Vasals viden. At pigebarnet talte et forbudt sprog, kan ikke komme bag på nogen af os, det arme pigebarn ved jo tydeligvis ikke bedre. Men at Haikaj svarede hende med det selv samme sprog må være en overraskelse for os alle. I har alle stolet på manden, og han har tilsyneladende altid været loyal over for riget, over for deres far, prinsesse. Men nu må I da kunne se, hvad jeg altid har kunne se!” Isolda blev vred, da hun hørte hvordan Tomal talte om en af hendes nærmeste venner. “Du lyver. Jeg tror ikke på det du fortæller mig.” “Jamen, prinsesse Isolda. Så spørg manden selv. Så får vi alle svar på det hele. De ved jo at han aldrig ville lyve for dem.” I det øjeblik, gav Tomal tegn hen mod døren, som gik op. Ind kom Haikaj, ført af to store soldater. Isolda vidste at hun var nødt til at spørge, og rejste sig fra sin plads. Hun gik hen til Haikaj, stillede sig foran ham, og så lige ind i de meget trætte øjne. “Har du hørt, hvad der siges om dig?” Han nikkede: “Ja, prinsesse. Det har jeg.” Isolda ønskede ikke at stille det næste spørgsmål, da hun var bange for hvilket svar hun ville få. “Sig det ikke er sandt. Sig at Tomal lyver om dig, Haikaj. Vil du ikke nok?” Manden så ned mod gulvet, for at undgå øjenkontakt med prinsessen, som elskede ham så højt. “Så svar.” Hun kunne ikke længere styrer sin fortvivlelse. “Svar mig, Haikaj. Er det Tomal har fortalt mig sandt?” Da Isolda stadig ikke fik noget svar, greb hun fat om Haikajs hoved, og tvang ham til øjenkontakt. “Sig at han lyver, Haikaj!” Han rystede på hovedet: “Det kan jeg ikke. Alt hvad han har sagt er sandt.” Af ren frustration stak hun ham en lussing. Bagefter vendte hun sig og gik tilbage til sin plads, satte sig ned og så eftertænksom ud. Ikke overraskende, var det Tomal, som var den første der tog til orde: “Prinsesse, hvilken straf ønsker de at han skal?” “Lad ham gå!” “Men prinsesse,” en mand ved Ikal begyndte at tale. Han var yngre end de fleste i rummer. “Manden har lavet højforræderi. Han burde straffes med døden.” Vredt så Isolda på Ikal, men hun vidste at han havde ret. Hun kunne ikke lade Haikaj gå ustraffet. Hun så på ham et øjeblik, og sagde så: “Du har ret, Ikal. Og derfor skal han ikke gå herfra som en fri borger. Fra og med i dag har du ikke længere rettigheder som en fri mand. Det betyder at enhver mand der ønsker det kan fange dig og beholde dig som en slave. Enhver mand kan behandle dig som han vil det. Det er straffen for dine gerninger. Men da du i mange år har tjent min far vel, vil jeg give dig en chance for at forlade landet. Men tro mig, du skal ikke vende tilbage hertil.” Haikaj skulle til at sige noget, men Isolda gav vagterne tegn til at fjerne ham fra lokalet. “Hvis ikke der er flere der har noget at sige, så tror jeg vi er mere end færdige her.”

Isolda var vred og skuffet, da hun forlod råderummet. Alle de gamle mænd blev tilbage for at debatterer andre politiske emner. Det behøvede hun ikke være tilstede for at de kunne gøre. Hun sagde ikke et ord til Yaya, da hun gik forbi hende på gangen, og hun valgte at overhører de mange spørgsmål. Men i sidste ende blev det for meget for hende: “Yaya. Jeg synes faktisk at du skulle holde fri nu. Jeg vil faktisk helst være alen nu!” Hastigt gik Isolda videre, mens den anden unge pige blev stående tilbage.
Isolda gik ned til de store haver. Selv om hun lige havde sagt at hun helst ville være alen, så gik hun derned i håbet om at finde sin bror. Der skulle heller ikke gå så længe før hun fandt Tro. Først stod hun og betragtede sin lillebror. Han øvede sig i at fægte sammen med en af rådsmedlemmernes sønner. Et kort øjeblik overvejede Isolda at tage sin lillebror og stikke af fra det hele. Hun ønskede ikke at hendes bror skulle gå igennem alt det hun selv havde oplevet de sidste dage. Selvom der stadig ville gå tre år før han ville blive kronet som landets nye konge, og derfor havde lang tid til at vende sig til presset. Selv om Isolda ikke brød sig om situationen, så var den kun midlertidig. Desuden havde hun et ansvar overfor sig selv, overfor Tro og ikke mindst overfor det kolossale rige hendes far havde brugt årtier på at opbygge.
Tro fik øje på sin søster og vinkede til hende. Han var fem år yngre og lidt spinkel af sin alder. Han så lykkelig ud, men han kendte heller ikke til alle de ting der foregik omkring ham. Isolda vidste at hun blev nødt til at fortælle ham om Haikaj. Det ville blive svært, for Tro holdte mindt lige så meget af manden, som Isolda selv gjorde det. Hun ville heller ikke fjerne den glæde der ligefrem lyste ud af drengens øjne. “Isolda, ved du hvor Haikaj er henne? Han lovede at hjælpe mig med at øve. Han skulle have været her for lang tid siden.” Mens han talte med sin søster, kæmpede han for at holde balancen. “Tro, jeg skal lige tale med dig. Det er vigtigt.” Tro smed hvad han havde i hænderne og løb hen til Isolda.
Det var svært for hende at forklare hvad der var sket får timer tidligere. Da hun var færdig sad Tro og så tomt ud i luften. Der gik lidt tid, før han havde forstået hvad hans søster fortalte ham. “Isolda?” “Ja, Tro.” “Hvorfor tror du han gjorde det? Han har jo altid været en ven, ikke?” Hun havde ikke lyst til at svare, mest fordi hun ikke kendte svaret. Det gik op for hende, at hun måske burde have hørt på Haikaj. Måske var der en god forklaring på hvorfor han havde gjort som han havde. “Jeg ville ønske jeg vidste det, Tro.”