Ny historie {{forumTopicSubject}}

Ja...

Jeg skrev jo om, hvor dårlig jeg var til at skrive på computer pt. og at jeg derfor har en historie på godt 70 sider skrevet i hånden liggende. Nu har jeg skrevet de første 4 sider ind, og håber nogen gider at læse det.

Der er sikkert en masse taste og skrivefejl.

Jeg har heller ikke fundet på nogen titel til historien endnu, så hvis der er nogle forslag, så kom endelig med dem. Der kommer mere imorgen Det er ikke en historie der handler om heste, men der kommer et par heste ind senere Det første her, er blot en form for indledning.

Kapitel 1

Det var en ganske fredelig morgen. Den søvnige sol bevægede sig over op over horisonten og farvede den uendelige himmel med sin glød. En lille fugl badede i det store springvand der stod i den kæmpemæssige have. På kanten sad de andre fugle fra flokken. Nogle af dem sad og ordnede deres fjer, mens resten begyndte på deres velkendte morgensang, som var kendt som noget af det smukkeste musik i landet. En lille harekilling der havde forvildet sig ind bag de kæmpe murer, løb muntert rundt og spiste af de mange planter der var derinde, lykkeligt uvidende om det der ville ske, hvis den blev fanget. Et øjeblik stoppede den op og lyttede, men den troede på at der ikke lurede nogen fare, så den forsatte sit måltid. Blomsterne begyndte at folde sig ud. En smuk blomst, strakte sin utrolige guldfarvede blade helt ud, som var den i gang med sin morgengymnastik. Der gik ikke lang tid, før hele haven var helt levende.Det gav et sæt i alle dyrene i den smukke have, da en dør inde i den store bygning blev smækket op.


Hun løb alt hvad hun kunne op ad den lange gang. Det var i situationer som denne, at hun ønskede at slottet var mindre. Der var ikke et øjeblik at spilde. Det var foruroligende nyheder hun havde modtaget, sent den foregående aften. “Bare jeg når det.” Tanken fløj gennem hovedet på hende igen og igen. Hun havde været ude i sommerboligen ved en af de mindre byer. Det var første gang hun var taget af sted alene. I alle de forrige år var hun taget af sted med sin far, for at sikre at deres land blev forvaltet ordentligt. Det var vigtigt at alt foregik som det skulle, for hvis ikke høsten var tilstrækkelig, ville det blive en lang og hård vinter. Hun havde altid ment at disse ture var nytteløse. De var jo alle slaver, de havde intet andet valg, end at udfører deres arbejde bedst muligt, og gjorde de det ikke ville de være de første til at få konsekvenserne at føle. Hendes far havde gentagende gange forsøgt at få hende til at indse, at man fik det bedste arbejde fra folk, hvis det var af egen vilje de udførte. Hun forstod endnu ikke hvad han mente, men han var også så gammeldags. Han kunne ikke se, at man blev nødt til at presse dem ned mod jorden for at undgå at de virkelig rejste sig.
Hun åbnede den tunge dør, og trådte ind i det mørke rum. Hvis bare hun var blevet hjemme, så var dette måske ikke sket. Men hun var nærmest blevet tvunget af sted. “Du har godt af lidt ansvar. Desuden er det vigtigt at folket ved, hvem du er,” havde hendes far sagt til hende. Hun ville ikke skuffe ham og valgte at tage af sted. Hun hadede virkelig at være derude, og nu hvor hun skulle være der helt alene var det rigtig slemt. Da hun var kommet derud havde stedet været et stort rod, men med hård hånd fik hun hurtigt rettet op på situationen. Respekt og frygt var kodeordet. Og det virkede. Folk arbejdede hårdt, når de vidste at det var den eneste måde at overleve på. Herefter kunne hun nyde tiden i fred. Lige indtil hun modtog nyheden.
Hendes far var meget syg, allerede inden hun tog af sted til sommerboligen. Nu forlød det at han lå for døden, og det fik hun nu at se med sine egne øjne. Hun knælede ved siden af den store seng. I skæret fra de små lys, kunne hun se sin noget yngre bro på den anden side. Han havde grædt. Blidt tog hun fat om sin fars hånd. Den var kold. Han åbnede sine øjne. “Isolde,” hviskede han svagt, “så kom du, min pige.” Hun greb hårdere fat om hans hånd. “Ja, jeg er lige her. Bare rolig. Det hele skal nok gå. Det er jeg sikker på.” Hun kunne se på sin far, at han havde noget at fortælle til hende, og derfor lænede hun sig fremover. “Lov mig at du passer på Tro. De må ikke få magten over ham. Du kan ikke stole på dem.” Hun så over på sin bror. “Tag dig sammen. Du kan græde, når du er alene. Far har opdraget os bedre end det her.” Tro så skræmt ned i gulvet. Isolda vidste at hun var hård, men hun vidste også at det mindste tegn på svaghed kunne blive straffet af de utilfredse i riget, som længe havde ligget på lur overalt som glubske gribbe. Med sit ærme tørrede han tårerne væk og nikkede så.
Isolda kunne mærke hvordan hendes fars hånd blev koldere. Fast besluttet på ikke at vise sin sorg forlod hun rummet. På vej ud gennem døren mødte hun Haikaj, som var hendes fars øverstbefalende. “Prinsesse, er der noget jeg kan gøre for dem?” Hun rystede på hovedet: “Nej. Jeg vil gerne være alene. Men tak.” Hun kunne ikke vente med at komme væk. Det var som om de mørke vægge snævrede sig ind om hende. Hun blev svimmel og hendes ben vaklede under kroppen. De kæmpe dører var tungere end sædvanlig, da hun skubbede dem op. Da hun var sikker på hun var alene, smed hun sig på sengen og lod følelserne få frit løb. Hun følte sig så alene og fortabt. Hun havde selvfølgelig sin lillebror, men han var ikke så gammel. Hvem skulle hun støtte sig op ad, og hvem skulle give hende det rigtige svar når hun kom i tvivl. Der var selvfølgelig Haikaj. Han havde altid været der for hende, især efter moderens død få år i forvejen. Han passede godt på hende og Tro, når de var ladt alene tilbage, de gange deres far var udenbys, og Isolda vidste at han altid ville være der for dem.


Det hele gik stærkt de dage. Der var så mange ting der skulle tages stilling til, og der dukkede hele tiden flere problemer op. I den østlige del af riget begyndte oprøret fra landfolket at vokse. Isolda valgte at slå hårdt ned til trods for Haikajs bøn om at hun skulle lytte til deres krav. De andre rådsmedlemmer advarede hende mod ikke at skride til handling. Hårdt presset valgte hun at sætte en del af hæren ind, og efterfølgende modtog hun de gode nyheder om at det hele var forløbet fredeligt.
Det hårdeste var bisættelsen af hendes far, den gamle konge. Det var ufatteligt svært at være stærk den dag, hvor hun skulle sige det sidste farvel til en person hun havde elsket så højt.
Hun kunne mærke hvordan korsettet strammede hårdt om ribbenene, og det var svært for hende at trække vejret ordentligt. Hun prøvede som sædvanligt at ønske sig et helt andet sted hen. Det var den bedste måde at komme igennem det hele på.
“Isolda, Isolda” Hun så ned til højre lige ind i sin brors øjne og nikkede. “Hvad skal der ske med os nu?” Isolda vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun ønskede at hun med sikker stemme kunne sige at alt ville gå som det altid havde gået, men det ville være en stor løgn. Men alligevel prøvede hun at sige noget: “Tro, jeg ved det ikke. Men det vigtigste er at vi passer på hinanden, ikke. Og hvis vi bare husker på alt det far han hat lært os, så tror jeg at det hele…” Pludselig var der noget nede i folkemængden der fangede prinsessen og alle andres opmærksomhed. En ung piges klare stemme skar lige igennem larmen. Hun virkede ikke overrasket over den opmærksomhed hun fik, og da der var helt stille råbte hun: “Kan I ikke se hvad det er I gør? I hylder en morder! Hvorfor gør I ikke noget? Hvor mange uskyldige mennesker miste livet, før I indser hvad der sker omkring jer.” Et par vagter fik nu fat i den unge pige. Det påvirkede hende ikke, og ordene kom forsat ud af munden på hende, mens hun forsøgte at kæmpe sig fri af det stærke greb soldaterne havde i hende. Da det gik op for pigen, at hun ikke kunne få folk til at lytte til det hun sagde, slog hun over i et andet sprog. Alle blev skræmt for vid og sans, da de hørte hvad der blev sagt. Ingen forstod hvad der egentlig blev sagt, men godt kunne det ikke være. Det havde længe været forbudt at tale andet end Larnish, som var det officiele sprog i hele riget. Alle vidste at det kun var slette mennesker, der talte de forbudte sprog. Hvis de da var mennesker. “Få hende væk herfra. NU!” Isolda vidste ikke om hun skulle være rasende eller frustreret over episoden, men vreden vandt i sidste ende. Hun så over på Haikaj, som sad lidt fra hende, og undrede sig kort over udtrykket i hans ansigt. Mere tænkte hun ikke over det. “Lås hende inde, og halshug hende ved daggry! Det er på tide at den slags folk får at føle at landets love er til for at blive fulgt!” Pigen blev ført væk, men der skulle ikke gå længe før hun fik vendt op og ned på hele Isoldas verden.