Ny historie(2. kapitel) {{forumTopicSubject}}

Skriv vebligst kun en kommentar, hvis du har læst teksten,

Kapitel 2

De næste måneder gik nogenlunde stille for sig. Der var lidt problemer rundt om i landet, men Isolda formåede at holde dem nede, selvom det var svært. Hun havde nu indset at hun blev nødt til at tage lidt væk. Der var endnu engang problemer i området ved sommerboligen. Indtil flere gange havde slaverne derude nægtet at lave noget, og nu gjorde de det endnu engang, og det til trods for at Isolda gang på gang havde indført hårdere straffe. Men da det ikke hjalp, begyndte rådet at presse på. Til sidst måtte hun give efter for presset og tage af sted. Hun var ikke meget for at efterlade sin lillebror alene tilbage, men hun havde intet valg.

“Yaya. Er alt pakket?” “Ja, prinsesse. Vi er klar til at tage af sted. Lige så snart de ønsker det.” Isolda så på Yaya: “Jeg ville ønske at vi ikke skulle af sted. Men det er jo kun for et par dage. Det burde ikke give de store problemer. De skal bare vide, at jeg mener det alvorligt. Man bliver simpelthen nødt til at være hård ved den slags mennesker. Det er det eneste de forstår.” Da Isolda så væk rystede Yaya på hovedet. Det overraskede hende ikke at hun skulle hører på det. Selvom hendes ejer delte mange ting med hende, så havde Yaya aldrig fortalt meget om sig selv og hvor hun kom fra. Isolda havde aldrig spurgt. Sandheden var den, at hun slet ikke var den folk troede hun var. Akkurat som de fleste andre der var tvunget til at arbejde på slottet, havde hun levet et helt andet liv. Hun havde været heldig, det vidste hun. Men når hun tænkte tilbage på tiden før hun kom til slottet, følte hun det ikke sådan.


Ti år tidligere lå der en større by på den anden side af grænsen mod øst. Det var en by der blomstrede. Byen var et af de få steder der gav frit lejde til Frikkerne. I modsætning til mange andre steder, bød byen det særprægede folkefærd velkommen med åbne arme. Der var idyllisk og fredeligt i den lille by, og alle de mange problemer i verden udenom påvirkede ikke byens beboere synderligt meget. Det var som om byen var en verden for sig selv.
På en lille gård uden for byen boede en familie på fem. To unge forældre med deres datter og to sønner. Ude på de omkringliggende marker gik de store sortbrogede køer, som ifølge rygterne gav byens bedste mælk. Det var en lykkelig lille familie.
Under det store træ foran gården, sad børnene og legede med hinanden. De lavede små figurer ud af de store stykker træ, de havde fundet få dage før. Det var tydeligt for enhver at den ældste af de tre børn, ikke var som hans to yngre søskende. Han var heller ikke rigtig i familie med dem, men det tog ingen sig af. Det unge forældre par tog ham til sig nogle år før, og derfor var hun nu en naturlig del af den lille familie. Det var da heller ikke unormalt at der boede børn hos andres familier. Mange var draget væk fra byen, da krigen ved grænsen begyndte at presse på. Nogen drog af sted for at forsvare landet, mens andre drog til mere sikre egne. Det var uundgåeligt at der ikke var nogen der blev ladt tilbage alene.
Nu var truslen om krig væk, og alle nød igen den fred, som stedet var så kendt for. Den lille pige viste stolt sin storebror figuren, hun lige havde lavet. “Se. Se. Det er moren, Hun passer på hele familien. Hun laver mad til dem. Er hun ikke flot? Jeg har selv lavet hende, Yako.” Drengens ansigt så venligt på hende: “Jo, Yaya. Den er flot. Her, stil den ved siden af de andre. Yayo, er du færdig med den sidste?” “Ja, her. Det er en baby. Den mindste i hele familien.” “Se, det ligner vores familie,” sagde pigen. “Ja, det gør. Det gør det. Gør det ikke, Yako?” “Jo, I har ret.” Han så sig over skulderen, og så bredte smilet sig. “Husk, at i har lovet ikke at sige noget. Det er vigtigt I husker det!” De to små nikkede ivrigt på hovedet. Yako trak vejret dybt. “Godt, så se godt efter.” Endnu engang trak han vejret dybt, og så løftedet han hånden. Med pegefingeren rørte han forsigtigt ved den første figur, mens hans grønne øjne koncentreret så på den. Så førte han fingeren over på den næste lille figur. Yaya sagde noget til ham, men han hørte hende ikke. Det eneste der fyldte hans tanker, var det han ønskede at opnå. Da han rørte ved den tredje figur, begyndte der at ske noget. Der voksede noget ud af den første figur, og den begyndte at bevæge på sig. Pludselig åbnede den de små øjne, bevægede sig hen og løftede den lille babyfigur op, der nu også var levende. Yaya og Yayo jublede da det gik op for dem hvad der sket. Yako bed sig selv i læben. Det var svært for ham at holde koncentrationen, men han blev ved indtil han havde vækket alle fem figurer til live. Han åndede lettet op, da den sidste figur begyndte at røre på sig. Det var ikke første gang han forsøgte sig, men alle de andre gange havde han mistet koncentrationen og de små figurer var gået i stykker. Yoyo hev i hans ærme: “Se, Yako. De leger. Ligesom vi gør det.” Yaya stak næsen helt ned til de små figurer, der blev bange og gemte sig bag den største figur, der skulle forestille faderen. Yako holdte hånden ned foran ham, og forsigtigt kravlede figuren op i hans hånd. Yako løftede den op til sit ører og den hviskede noget til ham. “Hvad siger den, Yako?” Yaya, der af natur var meget nysgerrig, forsøgte at få sin brors opmærksomhed. “Han siger, at de er bange for jer.” “Bange for os? Jamen, vi gør dem jo ikke noget.” “Yaya, kom her med din hånd.” Yako satte den lille figur i sin søsters hånd. Den holdte sine små hænder foran sine øjne. “Fortæl ham at du er en ven. Du skal ikke sige noget. Bare tænk det. Han skal nok forstå dig, bare rolig.” Yayas venlige og livlige øjne så på den lille træmand. Hun holdte sin hånd op foran ansigtet og smilede. Den lille mand flyttede forsigtigt sine små hænder, for så at løbe hen ad Yayas hånd og kysse hende på næsetippen. Alle tre børn begyndte at grine. De små figurer, der nu vidste at de intet havde at frygte, begyndte at løbe rundt. Der kom små lyde fra dem, for Yaya og Yayo var det ikke andet end mærkelige, uforståelige lyde, men for Yako fortalte de en hel historie. “Prøv at se hvad de laver!” Yayo var meget optaget af det de små mennesker foretog sig. De bevægede sig hen imod det store træ. Faderen begyndte at bygge et hus. Måske var det fordi de var små, men i løbet af ingen tid havde de små figurer fået et hjem. “Yako, hvad er de for nogen?” Yaya var nysgerrig igen. “De er ikke meget anderledes end dig og mig, De er en familie, og ønsker at bo her i fred for alle de slemme ting der sker rundt omkring i verden.” Yayo så bekymret på sin storebror: “Mener du ligesom i Kvanri? Far siger at der lever mange onde mennesker og at der altid er krig.” Yako nikkede. “Ja, det tror jeg.” Yaya blev lidt urolig. “Yako, tror d de kommer og laver ballade her? Onkel Ta tog dertil engang og han er ikke kommet hjem endnu.” “Yaya og Yayo, der er ikke noget at frygte. Vi er jo i sikkerhed her, og mor og far passer på os. Og når de ikke er der, så skal jeg nok passe på jer.” hans to mindre søskende kastede sig om ham. “Vi skal også passe på dig,” sagde Yaya.
De næste timer gik hurtigt. Børnene havde travlt med at lege med figurerne. De var henne i krattet for at plukke nogle af de store, modne gule bær. De fik spist en masse, og det endte med at Yayo var helt gul i ansigtet. Trætte satte de sig igen under det store træ. Yaya lagde sig på ryggen og de små træmennesker lagde sig på hendes mave for at sove. Det var klart at de var trætte. De havde jo oplevet så meget på deres første dag i livet.
“Nu kommer far og mor,” udbrød Yayo, der hurtigt kom på benene for at løbe hen til dem. Yako skyndte sig at tage de små mennesker, og bar dem hen til deres lille hus. Han blev nødt til at skjule dem, så hans forældre ikke fandt ud af hvad han havde lavet. Han havde hørt hvordan de havde talt om en, der kunne ting der var anderledes. Det var ikke pæne ting der blev sagt, og Yako var bange for hvad der ville ske, hvis de fandt ud af hvad han havde lavet den eftermiddag. Han satte sig ned på knæ, og hviskede: “Lov mig, at i bliver her.” Så placerede han hånden foran det lille hus. Nu behøvede han ikke at koncentrere sig. Lynhurtigt voksede en lille buske frem, som lige akkurat dækkede de små menneskers nye hjem. Yako rejste sig, og løb hen til sine forældre. Yaya og Yayo var allerede derhenne. De fortalte lystigt om dagens oplevelser, men ingen af de tre børn fortalte om de små mennesker der nu boede ved det store, gamle træ.


Der var fredeligt på den lille gård. Inde i staldbygningerne stod kvæget og den gamle heste trygt og varmt, mens de gumlede lystigt på det foder de havde fået for natten. De ventede med spænding på at morgenen skulle komme, så de igen kunne komme ud og nyde deres frihed. Inde i huset sov familien. Oppe på loftet lå de tre børn, og snorkede om kap. Det var varmt den nat, mere end normalt. Yaya lå uroligt i sin seng. Hun havde mareridt. Med et sæt vågnede hun, hendes hjerte hamrede af sted. Forskrækket så hun rundt i rummet. Hun stirrede længe ind i skyggerne for at sikre sig at der ikke var noget. Det endte med at hun lagde sig ned for at sove igen. Yaya var lige ved at falde i søvn, da hun mærkede noget prikke til hende. Hun vendte sig om, og fik øje på en af de små mennesker. “Hvad laver du her?” Yaya vidste at der måtte være noget galt. Hun fulgte efter den lille figur mod vinduet. Da de kom der hen pegede den ud mod horisonten. Yaya kneb øjnene sammen og i det fjerne kunne hun se noget lys. Hurtigt skyndte hun sig at vække sin storebror. “Yako. Der er noget galt!” han så forvirret på hende. “Skynd dig at komme.” Hun tog fat i hans hånd og trak ham med hen til vinduet. “Prøv at se, Yako! Der er noget galt.” Han svarede hende ikke, men løb hurtigt nedenunder for at vække sin far. Kort tid efter kom deres mor op af trappen. “Yaya. Yayo. Skynd jer at få noget tøj på. I skal indtil byen.” Yayo begyndte at græde, og det blev kun værre da de forstod at deres forældre ikke skulle med. “I kan ikke blive her.” Yako var oprørt, han vidste hvad der var på vej. “Vi skal nok finde jer. Det lover jeg,” sagde den unge mor, mens hendes tårer trillede ned ad hendes blege kinder. Deres far tog fat i Yako, og forklarede ham præcist hvad han skulle gøre. “Yako, tag indtil alle gårdene ind mod byen., og sørg for at slå alarm. De familier der ikke har en vogn, der er mange, få deres børn med. Når I kommer indtil byen er i sikkerhed, forstår du det!” Yako nikkede, og da hans søskende sad i vognen sammen med ham, bad han hesten gå frem.
Der kunne ikke sidde flere i vognen, da de endelig nåede frem til byen. Rygtet om at landet var i krig, var kommet til byen længe før. Da de var sikkert inde bag byens solide murer, sørgede Yako og de andre ældre børn, for at de mindste kom ind til Itz-huset. Huset var bygget for at give alle der var flygtet til byen, et varmt sted at være. De sørgede alle sammen for at blive i et bestemt hjørne af bygningen, så der ikke var nogen der blev væk. De kendte alle hinanden og var opvokset i et stærkt fællesskab. Der var uroligt udenfor, men efter nogle timer blev der helt stille. Hele byen ventede på det der skulle ske. Yako rejste sig for at gå hen imod døren, men Yayo greb hans hånd. “Går du?” Yako rystede på hovedet: “ Nej. Jeg skal lige tjekke om Masti har det godt, så kommer jeg ind igen. Læg dig bare til at sove igen.”
Der gik lang tid, og Yako kom ikke tilbage. Larmen udenfor tog til, og flere mennesker kom til huset. De store murer om byen holdt ikke længere stand. Alle bad til at fjenden ville være retfærdig, og se at de mænd der bevægede sig rundt i byens gader ikke ønskede krig, og at byen ville overgive sig hvis det var det der blev ønsket. Men de mennesker der nu trængte ind i byen var hensynsløse, og de var ligeglade med at det var en by beboet af fredelige mennesker. Alt der kunne udgører en trussel, blev slagtet som kvæg. Alle i den store bygning krøb sammen. Det var som om de forsøgte at være stille i håbet om at ingen ville vide at de var derinde. Yaya holdte sin bror tæt ind til sig, mens hun så efter Yako. Hun kunne ikke forstå, hvorfor han ikke var der, han havde jo lovet at passe på dem. Hun hørte en mørk stemme råbe udenfor. Hun forstod ikke hvad der blev sagt, men hun kunne se at pigen overfor hende forstod det. Yaya genkendte hende ikke, men ud fra det røde mærke på hendes højre hånd, kunne hun se at hun var Frik. Yaya så på sin egen hånd. Hun havde selv et mærke, det var grønt. Det var et tegn på at hun var født her i byen. “Ved du hvad de siger?” Hun vidste at hun bure styre sin nysgerrighed. Den anden pige nikkede. “Ja. Den første mand vil brænde huset ned. Men en anden man protesterer. Han ved at stedet her er et tilflugtssted. Han prøver at overbevise de andre om at vi vil overgive os uden kamp. Jeg tror det lykkes for ham at overbevise dem. Ja.” Yaya var bekymret. Hun havde hørt fra mange andre, hvad der sket med folk der overgav sig. Mange havde sagt at døden ville være det bedste valg. Chancen for at blive et frit menneske igen, var ikkeeksisterende. Derfor var alle meget triste, da de forlod bygningen. Synet det mødte dem udenfor, var på ingen måde opmuntrende. Det var svært at tro det engang var en stor by. Alt lå i ruiner. De blev alle gennet ud af byen, og de fik på intet tidspunkt mulighed for at hvile, og de der ikke kunne følge med i det høje tempo, blev der gjort en ende på. Yaya og Yayo gik sammen med de børn de kendte. De var ikke kommet langt væk fra byen, før de blev mødt af nogle store mænd, der skulle undersøge hvem de var. Det gik hurtigt op for alle, at det var frikkerne, der skulle fra. Panikken begyndte at brede sig. Nogle forsøgte at flygte, men der blev hurtigt slået ned på dem. Turen forsatte, og Yaya opdagede at hun genkendte området. Hun havde tit gået på denne vej, og hun vidste at når de om kort tid drejede om det næste sving, ville hun kunne se sit hjem. Hun var bange. Tydeligt kunne hun lugte den kvalmende lugt af brændt kød. Da de gik forbi, blev hendes frygt bekræftet. Hele den lille gård var brændt ned til grunden.
To dage efter var de fremme. De blev lukket ind på et kæmpe indhegnet område, som var de dyr. Her tilbragte de en del uger. For hver dag der gik, kom der flere mennesker til, og hver dag brugte Yaya på at lede efter sine forældre og Yako. Men håbet forsvandt hurtigt. Det var en forvirrende tid. Hun og Yayo blev solgt til to forskellige steder, og Yaya fandt aldrig ud af hvor hendes bror blev solgt til. Hun selv blev købt af en ung mand. Han var flink ved hende. Han tog hende med til slottet, og forklarede hende, at så længe hun gjorde had der blev sagt, så havde hun intet at frygte. Få år efter blev hun foræret som gave til den unge prinsesse.
“Yaya!” Hun så op på Isolda. “Vi skal af sted. Bærer du mine ting ned?” “Ja, prinsesse.” Da Yaya var alene i rummet, så hun sig om en sidste gang. Hun havde på fornemmelsen at turen ville vare mere end et par dage.