En ny historie {{forumTopicSubject}}

Den handler nu ikke om heste, og den når ikke at komme igang her i det første kapitel, men jeg ved af erfaring at det er farligt at poste for meget af gangen...

Men her er den...

Jeg tror den kommer til at hedde Drøm eller virkelighed?


Jennie sad for sig selv i det triste klasselokale som altid. Alle andre havde for længst forladt stedet, men hun vidste ikke helt om hun turde gå endnu. Hvis hun bare ventede fem minutter til, så ville hun være sikker på at alle hendes klassekammerater var taget hjem, og hun ville sikkert og fredeligt kunne gå ud til sin cykel og tage hjem. Alt hun kunne gøre nu var at vente, så hun støttede sit hoved med den ene hånd, mens hun kiggede på det faretruende mørke udenfor. Jennie hadede denne årstid, hvor alt var så trist, gråt og vådt. I det fjerne kunne hun hører en sagte rumlen og kort efter blev himlen oplyst af et glimt. Jennie flyttede uroligt rundt på sig, hun var bange for vejret. Nu blev tordenbragene overdøvet af store, tunge regndråber som blev kastet ned fra de mørke skyer. Først kunne hun skille lydene fra hinanden, men da det begyndte at sile ned, var det kun den rolige hvisken hun kunne høre.
Hun så rundt i lokalet, og blev lidt skræmt over de høje mørke skygger som blev kastet fra træerne uden for. Hvis der var noget Jennie var bange for, så var det situationer som denne. Hun kom pludselig i tanke om det en af drengene havde fortalt hende tidligere på dagen:” Jennie, Du er godt klar over at det spøger her på skolen. Rygterne siger at det er alle de børn, som lærerne har kedet ihjel med deres tysk og matematik, der går igen.” Resten kunne hun ikke huske, kun at hun blev meget opslugt af historien. Imens havde en anden dreng sneget sig ind på hende, for pludselig at råbe af hende. Jennie skyndte sig bagefter at stikke af, mens latteren væltede ned over hende. Hun blev nødt til det, for hun var ved at græde. Det var stadig svært for hende. Hun var den nye pige i klassen, og her på stedet havde man åbenbart tradition for at man skulle drille de nye.
Forskrækket fik hun rettet sig op, mens hun hørte hvordan vinduesglasset dirrede. Hun havde ikke hørt et så højt brag før, og hun blev lidt i tvivl om hun havde givet et hvin fra sig. Nu hørte hun en ny lyd, det lød som latter. Hun rejste sig op for at se hvor lyden kom fra. Der var intet at få øje på da hun kiggede ned af den endeløse gang, kun et svagt lys for enden. Selv om hun vidste at det sikkert bare vare en rengøringsdame, blev hun alligevel nysgerrig. Lydløst bevægede hun sig ned ad den lange gang, mens hun forsøgte at lade være med at blive bange for sin egen skygge.
Endelig nåede hun enden af gangen, og kiggede spændt rundt om hjørnet. Hun fik øje på drengen som havde skræmt hende tidligere på dagen, og så en lidt ældre pige. Jennie kunne ikke lade være med at smile, hun ville have hævn. Hun skulle lige til at springe frem, da hun mærkede to håndflader i ryggen og hørte et kæmpe brøl bag sig. Panisk sprang hun skrigende et skridt frem. Drengen og pigen så forskrækket på hende, men brød hurtigt ud i latter. Jennie kunne mærke hvordan hendes hjerte galoperede af sted, ikke så meget fordi de grinte af hende, men fordi hun ikke kunne se hvem der skulle have skubbet hende. Forvirret rejste hun sig op, og skulle til at gå, da pigen talte til hende: “Det er dig der er Jennie, ikke? Mit navn er Maja, og det der er min skøre lillebror Mikkel. I går i klasse sammen, ikke?” Skeptisk nikkede Jennie med hovedet, hun var i tvivl om hvorvidt det her nu bare var endnu et nummer. “Hvorfor sprang du sådan frem?” Maja rullede engang med øjne og sagde: “Du må undskylde ham mange gange, men du ved, drenge tænker ikke altid over hvad de laver. Vil du ikke sidde her sammen med os, vi venter på at regnen stilner af.” Jennie havde mest lyst til at fortælle at hun var blevet skubbet, men hun var bange for at de ville grine af hende, så i stedet svarede hun: “Piger tænker heller ikke altid.”
Tiden gik hurtigt, og ingen af dem holdt øje med hvad klokken var, så de fik alle sammen travlt da Maja pludselig udbrød: “Klokken er halv seks. Vi skulle have været hjemme for halvanden time siden Mikkel.” Hurtigt fik de samlet alle deres ting, og Mikkel skyndte sig i forvejen, mens Maja og Jennie gik og snakkede. “Jennie, du skal ikke tage dig af hvis de driller dig. De er bare lidt bange for alt det der er nyt. Det går snart over. Om ikke andet så kan du sige det til mig hvis Mikkel han giver dig problemer. Så kan vi lave numre med ham.” Jennie smilede, hun kunne virkelig godt lide Maja. “Det er faktisk ikke så slemt den her gang.” Maja så overrasket på hende: ”Hvad mener du med denne gang? Har du da flyttet skole før?” Og så blev Jennie nødt til at forklare.
Det var femte gang på 2 år at Jennie var startet på en ny skole. Hendes fars arbejde gjorde at de flyttede meget rundt i landet, og der var ikke så meget andet at gøre end at flytte med. Det havde været hårdt for Jennie, for hun nåede lige akkurat at få sig nogle nye venner før hun så skulle flytte igen. Hun savnede meget sine gamle venner, og efterhånden var hendes forældre begyndt at skændes, og til sidste var det endt med en skilsmisse. Jennie var så flyttet med sin mor til en lille by, hvor de så boede nu.
“Godt, det ikke er mig. Jeg kan ikke forstille mig at det har været spor sjovt.” Jennie trak en enkelt gang på skuldrene, for hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige. “Tjah. Det er hvad der sker. Men for en gangs skyld er jeg da glad for at skulle forlade en skole.” Pigerne stoppede op og ventede på at Mikkel skulle åbne døren, men der skete ikke noget. “Mikkel, lad nu vær med at pjatte. Jeg vil godt hjem nu.” Mikkel så nervøst på dem: ”Jamen, døren er låst.” Irriteret skubbede Maja sin bror til side, og tog fat i håndtaget, men da hun drejede det, skete der ingen ting. Nærmest panisk prøvede Jennie nu at tage fat i håndtaget. Men det sket stadig ikke noget. “Tror I at her er nogen på skolen?” Uden at svare råbte Maja højt: ”Hallo, er her nogen? Vi vil altså godt hjem nu!” Efter at hun havde kaldt et par gange og uden at der skete noget, stak hun hånden ned i sin taske for at finde sin mobil. Hurtigt fik hun indtaste et nummer, men telefonen ville ikke ringe op til nummeret. Bagefter prøvede de med både Jennies og Mikkels mobil, men de kunne heller ikke ringe op. “Kan det passe at der er en mønttelefon ned ved gymnastiksalen?” Jennie så spørgende på søskendeparret. “No, way. Der går jeg altså ikke ned. Der er ulækkert, og intet lys. Det er altså uhyggeligt.” Maja kløede sig nervøst på skulderen. Mikkel sukkede højlydt: ”Og du skulle være min modige storesøster. Jennie, jeg tror du har ret. Vi må hellere se at gå af sted. Maja, du kan jo bare blive her og holde øje med om der kommer nogen.” Maja ombestemte sig hurtigt, og fulgte med hen til mønttelefonen. “Jeg er lige flyttet hertil, kan vi ikke ringe til min mor. Hun er sikkert ved at gå ud af sit gode skind.” Jennie så bedende på sine nye venner, og Mikkel nikkede: ”Jo, det er i orden. Men skynd dig. Jeg vil ikke være her mere end højst nødvendigt!” Jennie greb røret og skulle til at taste nummeret, da det gik op for hende at der var noget gal med telefonen.” Den virker vist ikke. Jeg mener, den skal da sige noget ikke?” Med gråd i stemmen sagde Maja: “Det er bare løgn, ikke. “
Slukøret gik de tilbage til den lange gang som var oplyst af små pærer. “Indrøm det tøser. Hvis i endelig skulle tilbringe en nat på skolen, så er det godt at i har mig til at beskytte jer.” Mikkel sendte en ret charmerende smil til Jennie, og hun kunne mærke hvordan kinderne begyndte at blusse. “Ja, tak. Så bliver det vist heller ikke værre!” I samme øjeblik Maja sagde dette, gik alt lyset på gange ud.

I må lige bærer over med evt. stavefejl