Min historie.. {{forumTopicSubject}}

Titel: To piger - samme hemmelighed

Forsmag:
Når man pludselig blir mere end veninder, når følelserne pludselig blir skræmmende, og sandheden går op for en.. Hovedpersonen her er pludselig blevet forelsket i sin bedste veninde, og vi får lov at følge hendes tanker, og oplevelser med det Jeg har valgt at bruge nogle af situationerne fra virkeligheden, men tankerne/drømmene er fiktive

Prolog:
”Jeg elsker at bruge min tid på dig, vi har det altid så sjovt sammen” Hun smilede, og jeg smilede igen. Hun var virkelig min bedste veninde.. Det var i det øjeblik at dét gik op for mig. Hvorfor så jeg pludselig på hende på den måde? Hun var min bedste veninde men alligevel så meget mere.Hvorfor gik jeg altid rundt og ledte efter de her søde bemørkninger? Hvorfor var jeg glad i flere dage hver gang vi havde haft en god dag, og knust i flere uger hvis jeg følte at jeg havde sagt noget forkert? Så meget burde det ikke betyde hvis hun kun var en veninde. Sandheden gik op for mig i præcis dette øjeblik og jeg var ikke i tvivl; Jeg var forelsket. Men da ikke i en pige?

Kapitel 1
”Du er slet ikke dig selv for tiden. Er du sikker at det er noget vi skal snakke om?” Spurgte Sabrina bekymret. Jeg vendte mig om på ryggen af Super Star, min pony, og kiggede hende direkte i øjnene. Hun sad roligt på Fellow og kiggede på mig. Jeg fik et chok, som jeg havde meget svært ved at skjule. De øjne! Så smukke, så grønne.. Inden jeg nåede at svare spurgte hun igen; ”Hvad er der? Hvorfor kigger du sådan på mig?” Jeg vendte hurtigt blikket ned og prøvede febrilsk at finde på et eller andet at sige. ”Homoner i drillehumør” Svarede jeg og prøvede så vidt muligt at få det til at lyde henkastet og som en sjov joke, men følte ikke at det lykkedes. Sabrina smillede dog. ”Okay okay, men hold op med det blik, du skræmmer mig og sig hvis der er noget, ok?” Jeg var ikke helt klar over hvad hun mente og jeg beluttede at lade emnet ligge. Jeg var skræmt fra vid og sans, min hemmelighed måtte under ingen omstændigheder blive afsløret. ”Skal vi tage en gallop?” Spurgte jeg og gav Super Star shenklerne inden hun nåede at svare.

Galloppen sluttede alt for hurtigt og Sabrina ville åbenbart ikke lade mig slippe. Jeg forstod nu heller ikke mig selv. Hvorfor fortalte jeg hende ikke bare sandheden? Hun var min bedste veninde og jeg stolede 100% på hende. ”Er du forelsket?” Begyndte hun. Jeg besluttede at være ærlig så længe jeg kunne. ”Ja.” Svarede jeg, og jeg havde ingen idé om hvordan det kom til at lyde. ”Var det ham du så for dig, da du gav mig det blik?” Grinede hun. Jeg kunne mærke min mave trække sig sammen. Sagde mine øjne virkielig så meget? Hun bemærkede at jeg var for længe om at svare. ”Hvem er det? Hvorfor har du intet sagt? Kender jeg ham?” Hun føltes som en bombe fyldt med spørgsmål der lige var sprunget. ”Fortæl!” Jeg kunne have slået mig selv. Hvorfor satan være så ærlig? Nu stod jeg i forklaringsproblemer til halsen. ”Senere ok?” ”Ok” Sabrina så skuffet ud, men det var intet i mod min lettelse. Med lidt held ville hun hurtigt glemme det igen, og jeg ville slippe for denne her voldsomt pinlige situation.

Jeg kunne mærke min mave snøre sig sammen. Det var nu. Jeg havde gennemtænkt under hele rideturen hvad jeg ville. Jeg stilte mig op på en vakkelvåren skammel og gav mig til at vippe på dens halvt'ødelagte ben, så det gav en komisk og meget irreterende lyd. ”Skal du være irreterende nu?” Grinede Sabrina og samlede sine ting. ”Nå, men så vil jeg over lade dig til Luna nu” Min anden veninde stod ovre i den anden ende og grinede. ”Nej, Sabrina! Det må du ikke!” Hylede hun med en stemme der tydeligt viste at hun bare lavede sjov. Jeg grinede også, og var lige ved at glemme planen. Sabrina var på vej ud af døren. Jeg måtte gøre det nu! ”Nu er jeg jo lige så høj som dig!” Udbrød jeg og synes selv jeg lød kæk og sjov. Ingen måtte vide hvad jeg havde gang i ”Så har du ingen undskyld for at ikke at give mig et farvel-kram!” Jeg smilede igen kækt og Sabrina gik over mod mig. Idet hun lagde armene omkring mig følte jeg jeg kunne flyve og det sekund blev jeg endnu mere sikker på min hemmelighed, men den skræmte mig stadig. Jeg ville ikke tænke på det nu, bare nyde øjeblikket, og så var det væk. Sabrina løftede mig med lethed ned fra stolen, og svingede mig rundt som om jeg var en lille barn man lavede sjov med. ”Men jeg er stadig stærkest!” Hendes øjne slog gnister og hun grinede højt over mit overraskede ansigt udtryk. ”NEJ! Ikke væggen!” Skreg jeg, da hun slap mig og jeg fløj baglæns mod den hvide staldvæg. Luna og Sabrina grinede højt, og det samme gjorde jeg. Selvfølgelig ikke af samme grund som dem, men det vidste ingen. Min plan var lykkedes, og selv om den ikke lige var endt som jeg håbede havde jeg fået et kram. Den stærke lykkefølelse skræmte mig, det måtte være sådan man havde det når man var forelsket.

Jeg havde lovet at blive og se Luna ride på Smørblomst. Vi skulle være sammen om aftenen, men jeg synes af en eller anden grund ikke jeg havde lyst. Jeg ville bare hjem og tænke alle de her forvirrede følelser igennem, men jeg smed det væk. Det var ikke fair over for Luna, når hun holdt så meget af mig. Hun fortjente det ganske simpelt ikke.

Den aften lå jeg længe inden jeg faldt i søvn. Sabrina snakkede tit om alle de søde fyre hun kendte. Hvordan den ene havde kaldt hende solstråle, og den anden som blev ved med at smile sødt til hende. Hvordan skulle det her ende? Lunas rolige åndedræt fik mig til at slappe af. Hun gjorde mig virkelig tryg. Hvorfor gjorde Sabrina ikke det? Hvorfor turde jeg aldrig være mig selv sammen med hende? Jeg prøvede at se Alex for mit indre blik. Ham den søde fyr fra klassen som alle andre hang omkring, men det var tydeligt at han var vild med mig. Han var køn, med blå øjne, halvlangt lyst hår og havde korte men fyldige læber. Der skete ikke noget. Ingen sommerfugle i maven, ingen hurtige slag i brystet. Intet. Da jeg så skiftede billedet ud med Sabrina kunne jeg mærke mit hjerte slå et slag over. Hendes lange mørke brunehår, hendes smukke grønne øjne. Jeg kunne blive ved! Hvis bare der var den mindste chance for hun følte det samme..

Kapitel 2 (ikke færdigt!)

Hun trak mig ind i et intenst kys. Hendes læber var bløde men uvandte. Jeg havde aldrig rigtigt prøvet at kysse nogen før, men hun hjalp mig godt på vej i min uerfarenhed. Jeg lagde armene omrking hende og trak mig hårdt ind til hende i bare ivrighed, det kys måtte for min skyld gerne var evigt..

Jeg vægnede brat op. De lysende røde tal på mit digital ur viste at kl var 2. Jeg gav et lille skrig fra mig da det gik op for mig at der lå noget blødt og stort i min hånd. Et kort øjeblik troede jeg det var en ederkop, men sandheden var næsten mere skræmmende. Lunas hånd lå præcis der hvor det jeg havde sluppet i panik burde ligge. Jeg måtte koncentrere mig for ikke at komme med endnu et skrig. Hvad nu hvis hun var vågnet!? Men da jeg kiggede ned på hende forsvandt frygten. Hendes øjne var fastlukkede og hun trak vejret i lange dybe træk. jeg vendte mig om, så jeg lå med ansigtet væk fra hende og prøvede på at falde i søvn igen. Det må være lykkedes selv om jeg var meget længe om at falde til ro. Jeg vågnede nemlig nogle timer efter ved at solen bagede ned igennem mit skråvindue. Luna lå ikke længere ved siden af mig og inden jeg nåede at spekulere videre over hvor hun var henne, hørte jeg hende komme op ad trappen til mit værelse. "jeg skulle bare tisse" mumlede hun træt og lagde sig med et højt suk ned ved siden af mig. Hun lignede ikke en der havde sovet ret meget og jeg mærkede hvordan frygten satte sig dybt i mig. Jeg var jo ikke klar over hvor længe jeg havde holdt i hendes hånd, men hun ville vel have trukket sin hånd fri hvis hun havde opdaget det, eller..? Jeg smed tanken fra mig med det samme, den var yderst ubehagelig. Den eneste her der var unormal var mig.

Håber virkelig i vil give jer tid til at læse den og komme med lidt brugbar respons. Læser gerne igen