Julie og Babett {{forumTopicSubject}}

Starten kan læses her: http://www.hestegalleri.dk/html/for_messageDetail.asp?MSG_ID=60737

Kapitel 2: Stævnet

Tidligt lørdag morgen ankom Julie til stalden, der var mere travl end sædvanlig. Julie havde håbet lidt på at hun kunne få bare et par minutter alene med Babett, men nu indså hun at dette var umuligt. På staldgangen stod de første ponyer klar til at få sadel og hovedtøj på, og ude i sadelrummet, trippede de mindste af ponypigerne nervøst rundt. Da Julie gik forbi en af dem, kunne hun hører hvordan et dressurprogram for sidste gang blev repeteret. Selv var hun ikke spor nervøs, det kom først da hendes far begyndte at tale til hende, mens hun var i gang med at børste sin ponys hale igennem. “Vi sidder på allerforreste række, og hepper på dig skat”, “Jeg er så stolt af dig, Julie” og “Husk, det er det at være med, der er det vigtigste”. Ordene tumlede rundt inde i hovedet på hende, og et øjeblik overvejede hun at glemme alt om at starte den dressurklasse, og så i stedet tage sig en tur i skoven. For hun var overbevist om at Babett nok skulle lave noget af en opvisning, en opvisning af den slags der aldrig var set før. Men hvad nyttede det, hvis Julie selv lå i savsmulden? I det øjeblik så Julie sin pony i øjnene, og hun opdagede noget hun ikke havde set før. Hun så hengivenheden i de mørke, brune øjne og de små vakse ører, der fulgte hende rundt, når hun bevægede sige rundt på staldgangen. Nu var Julie overbevist. Hun blev nødt til at starte på Barbett i dag, ellers ville det aldrig ske. Og hun vidste at hun ville fortryde det hvis hun ikke gjorde det. Pludselig gik det også op for hende hvor dum hun havde været. Hun ville ikke skuffe sin far, men hvordan kunne hun det, når han blot forventede at hun havde det sjovt. Så det var hvad hun besluttede sig for. Så beslutsomt tog hun den nypussede sadel, med det flotte hvide underlag, og trensen med det glitrende diamantpandebånd, som hun havde fået af sin farmor til sin pony. Hurtigt, men sikkert fik hun lagt det på Babett, og et kort øjeblik, stod hun og beundrede den smukke brogede pony. Det kunne godt være at de ikke ville vinde denne klasse, men i det mindste kom de til at se godt ud. Smilende trak Julie ponyen ud til opvarmningsbanen, og satte sig op i sadlen. Hun valgte med vilje at overhører Theas fnisen i baggrunden, for intet skulle have lov til at ødelægge det her for hende. Efter at have varmet op, fik Julie øje på Bianca, da forpustet kom hen mod hende: “Det er jer næste gange, Julie. Pøj pøj med det.” Julie strålede som en sol, da hun red ind på banen. Hun tænkte ikke så meget over at få Babett til at gå perfekt, men alligevel virkede det som om at ponyen gjorde sit bedste for sin rytter. Julie kunne mærke hvordan hun nærmest var et med sin lille pony, det var en helt ny følelse. Efter at hun havde hilst på dommeren, satte hun Babette i trav og så begyndte hun på at ride sit program. Julie nåede slet ikke at lægge mærke til hvordan det gik, før hun igen havde pareret hesten på midterlinien og hilste på dommerne for anden gang. Det gik pludselig op for Julie at hun havde koncentreret sig så meget, at hun havde glemte at trække vejret, og hun kunne mærke hvordan pulsen hamrede løs inde i sig. Hun følte også hvordan lettelsen strømmede ind igennem hende. Hun havde aldrig været så lykkelig for sin pony, og Babett havde i dag bevist at hun var det hele værd. Julie lænede sig fremover den brogede pony for at klappe den venligt på halsen. Udenfor banen stod Julies far og Line og ventede på hende. “Det var super flot, skat” sagde hendes far og Julie blev glad da hun så det stolte blik i sin fars øjne. Line nikkede og forsatte:” Ja. I skal nok gå hen og blive et super makkerpar med tiden.” Julie følte sig uovervindelig, og da Bianca kom med den gode nyhed om at hun havde redet dressurprogrammet til 69,2 %. Julie klappede glad sin pony, og så mærkede hun noget skubbe til sin skulder. “Julie, Julie” Forvirret åbnede hun sine øjne. “Vi kunne ikke forstå hvor du blev af, skat. De har kaldt dig ind på banen flere gange nu” Der gik lidt tid før det gik op for Julie, hvad der egentligt var sket. Da hun ville sidde op på Babett, havde ponyen spændt trippet et par skridt til siden, og var på den måde kommet til at træde på Julies tæer. Kort efter havde Julie hørt en hånlig latter, og uden at se hvem det var gik hun forbitret tilbage til stalden med sin pony, og sadlede den af. Fortvivlet havde hun sat den ind i boksen, og så var hun åbenbart faldet i søvn. “Far, jeg vil ikke have Babett længere. Det går bare ikke.” Hun så straks det overraskede udtryk i hendes fars ansigt. “Hør her, Julie. Det kan vi snakke om når vi kommer hjem ikke. Hvis du bliver færdig, så kan vi kører hjem nu.” Julie havde en mærkelig følelse inden i. Hun havde det ikke godt med at ville sælge Babett, men hun blev mere og mere ked af det for hver gang hun havde været ude for at passe sin pony. Det var ikke længere skægt at være sammen med Babett, og Julie begyndte at tvivle på om det nogensinde havde været det.