Julie og Babett {{forumTopicSubject}}

hehe... Glemte helt at der var nogle der gerne ville læse forsættelsen, så tog mig sammen og skrev noget mere ind her til aften...

Så kan i jo læse hvis i har lyst

Julie og Babett

Mødet med Babett.

Irriteret rejste hun sig op, spyttede det grus hun havde fået i munden ud og børstede støvet af bukserne. I den anden ende stod den charmerende ponyhoppe og så spørgende på hende. ”Baby, kom her. Det går ikke det her. Hvis ikke det går godt på lørdag, risikerer jeg at far sælger dig.” Hun havde nu fat i tøjlerne på den kønne pony. Hun satte foden i bøjlen og svang sig op i sadlen. Da hun sad på ponyens ryg, mærkede hun hvordan den begyndte at spænde op. Hurtigt tog hun fat i tøjlerne og red den friskt frem. Hun var klar over at hvis hun sørgede for at beskæftige den temperamentsfulde hoppe, så var chancerne for at den fik et af sine anfald noget mindre.

Julie var lige fyldt 14 år, og i gave havde hun fået den kønne pony Babett. I starten havde Julie været evigt lykkelig, hun havde længe ønsket sig sin helt egen pony. Mest fordi hun så kunne starte stævner lige som mange af de andre piger i rideklubben. Hun håbede at de endelig ville være flinke mod hende, men det viste sig ikke at ske. Hun havde stolt fortalt dem om at hun måtte få en pony af sin far. Thea, den ældste af tøserne, var med det samme brudt i latter og hånligt havde hun sagt: “Dig! Din egen pony. Hvor i alverden har i dog tænkt jer at finde noget så sjusket at den passer til dig!” De andre piger begyndte herefter også at grine af hende og ko m med en række spydige kommentarer. Om aftenen kunne Julie ikke sove og det var ikke fordi hun skulle ud og se på pony den næste dag, men fordi hun frygtede hvad de andre piger ville sige når hun kom med sin nye pony.

Næste dag sad hun nervøst på bagsædet i sin fars bil. Foran sad hendes far og Line. Line var Julies ridelærer, og det var hende der havde fundet ponyen de skulle se på.
Bilen drejede ned af en lang indkørsel, og et stykke oppe fik Julie øje på et par kæmpe fold, hvor der gik en masse ponyer. Efter at have parkeret bilen på gårdspladsen blev de vist rundt af en ældre dame, som hed Ellen. Det var Ellen der ejede stedet, og hun havde nu avlet sportsponyer i mere end 20 år. Hun fortalte en masse om de forskellige ponyer der var på stedet. Nu stod de ved leddet til en af de mindre folde, og nede i den anden ende kunne Julie se en rød pony. Da Ellen kaldte på den, løftede den hovedet og satte så af sted i en frisk, taktfast trav. Oppe ved leddet snuste den nysgerrigt til dem. Uganda hed den smukke pony. Julie striglede den og sadlede den selv op, mens der lystigt blev fortalt om ponyen: “Vi importerede Uganda for halvandet år siden. Hun har været vores nieces pony. De var et dygtigt makkerpar, de startede et par landsstævner sammen inden Kira faldt for aldersgrænsen. Vi har så haft en dygtig ponyrytter til at holde i gang her i foråret. Hun er 10 år gammel, så du har en masse gode år i hende endnu.” Line Nikkede:” Julie, det er en pony du vil kunne lærer en masse af.” Julie kunne godt se at det var en skøn pony, men delmanglede noget. På ridebanen virkede ponyen heller ikke som om at den var PONYEN. Den var skøn at være på og utrolig nem at ride. Det virkede nærmest som om at ponyen udførte øvelserne allerede inden Julie bad den om det. Der var ingen tvivl om at ponyen var dygtig, og at den kunne meget mere end hvad Julie ville kunne få den til. Springe var den også ganske ferm til. Julie sprang kun et lille spring på den, og bagefter overtog Line ponyen, for at ride den over det nu mere end en meter høje spring. Let og elegant så det ud, og ponyen nød det for fulde drag. Mens Julie så på fik hun øje på en pinto, som gik på en fold for sig selv. Hvorfor vidste hun ikke, men hun blev helt forgabt i den. “Julie,” sagde hendes far ”skal du ikke skridte Uganda af?””Jo, selvfølgelig, men den brogede pony derovre, er den til salg?” Alle så overrasket på Julie.”Det er den, men jeg tror ikke det er en pony for dig,” forklarede Ellen.
“Men den ser da så sød ud, må jeg i det mindste ikke prøve en tur?” Julie så med bedende øjne på dem, og det endte med at hun fik lov.

Den pjuskede pony hed Babett, og var faktisk en køn pony under alt møget.”Babett er nu en fin pony, vi har selv avlet hende, ser du. Vores barnebarn fik hende i gave for nogle år siden. Hun tilred selv Babett, men hun har mistet interessen for ridning, så vi bliver nødt til at sælge hende. Hun kan være en vanskelig pony at ride, men bare husk på at lad hende lave noget, så skal hun nok arte sig.”
Julie stod og så spændte på mens Line red den livlige hoppe rundt. “Hun er frisk, men nem at få til biddet. Dog er det tydeligt at hun ikke er så gammel.” Kort efter sad Julie selv på ponyen, med en ganske særlig følelse i maven. Der var ingen tvivl. “Far. Det er den her pony jeg vil have.”

Det var en stolt Julie der trak den sort-hvide pony ned af rampen. Hun nød at alles øjne hvilede på hende, men denne følelse varede kun kort. For så snart Babett var helt ude af traileren, så ponyen sit snit og kom med et langt skingert hvin. Thea , der lige som de andre tøser ikke kunne styrer sin nysgerrighed, udnyttede muligheden for at drille Julie. “Hold da op! Jeg tog fejl. Det er ikke umuligt at finde en passende hest til dig, Julie. Og så er den endda fejlfarvet!” Alle pigerne skreg af grin, og Julie skyndte sig at trække sin pony ind i stalden. Ingen måtte se hvordan tårerne trillede ned af kinderne. Hun forstod ikke hvorfor de skulle være så onde mod hende, for hun havde jo aldrig gjort dem noget. Måske var det fordi de kunne slippe af sted med det. Julie var en stille pige, og hun svarede kun sjældent igen. “Vil du med hjem, Julie, eller vil du bruge nogle timer sammen med din pony?” Hun turde ikke se på sin far. Han var så stolt af hende og han ville gøre alt for at hun havde det godt. “Jeg bliver her.”

Hun stod nede i ridehuset og så på nogen af de voksne ryttere, der var i gang med undervisning. Julie så altid på når der om mandagen var springning, et eller andet sted håbede hun på selv at blive god nok til at springe så højt. Hun så Line ride rundt på sin store kastanjebrune vallak, Kazoo. Line så helt lille ud på sin hest, men det forhindrede hende ikke i at være en af de mest vindende ryttere i klubben. Line skulle i gang med at springe banen. Hun samlede Kazoo og red ham frem i et godt tempo. Det første spring klarede de helt uden problemer, og nu red de mod den store kombination. Det var meget vigtigt at Line fik redet Kazoo ordentligt ind på det første spring, for hestens galop var så stor at den kun lige akkurat ville kunne få plads til de 3 galopspring imellem forhindringerne. Men ekvipagen havde fuldstændig styr på den opgave de var i gang med. Stille og roligt red Line vallakken over det første spring, og en, to, tre så fløj de over den store brede oxer. De næste to spring var også fejlfrie, men så skulle de mod deres eneste svaghed, vandgraven. Kazoo havde en tendens til at kigge lidt for meget på vandet. Men i dag havde Line benene godt ved den store brune hest, og den nåede slet ikke at tænke på vandet. Dog fik vallakken sat lidt for tidligt af og fik derfor det ene bagben i vandet. Resten af banen gav ingen problemer for ekvipagen. “Det så fint ud det meste af vejen, men vi m se at få gjort noget med hensyn til den vandgrav. Der er en måned til at i skal af sted til distriktsmesterskaberne, og det ville være ærgerligt hvis det er en vandgrav der skyld i du ikke vinder,” sagde Peter der underviste klubbens springryttere. Han var dygtig og en af grundene til at Line og Kazoo var begyndt at klare sig så godt på springbanen. Det var også Peter Julie skulle have undervisning af hvis hun skulle begynde at springe med Babett.
Nu hvor hestene var færdige med at springe, var det ponyernes tur. Julie var som sædvanlig en af de første der var ned og hjælpe med at gøre banen klar til det næste hold. “Nå, så du ser stadig kun på. Jeg troede ellers at du skulle være med på vidunderdyret.” Som sædvanlig var det Thea der skulle spille smart, og Julie fortrød endnu engang bittert at hun havde fået lov til at springe med ugen før. Babett havde været helt fantastisk indtil da, og Julie havde været mere glad end ellers. Line havde overtalt hende til at starte en nem dressurklasse ved stævnet i slutningen af måneden, og det var i den syvende himmel Julie var, da hun varmede den dejlige ponyhoppe op. Men da Babett fik øje på spingene fik hun sat gang i et mindre cirkus. Hun trippede spændt rundt på banen, og hun ænsede ikke at rytteren forsøgte få lidt samling på sig. Da en af de andre ryttere travede forbi hvinede Babett højlydt og lavede et lille hop. Det fik Julie til at miste balancen et kort øjeblik, og ponyen var ikke sen til at udnytte muligheden. Hurtigt smed den hovedet ned mellem sin forben, og så fløj bagparten i vejret. Rytteren nåede ikke at reagerer før hun fløj ud over halsen på sin pony. Men Babett var endnu ikke færdig med at vise sin tricks. Med et hyl fløj ponyen af sted mod en anden pony. Irriteret begyndt den at steppe af sted, og før nogen vidste af det, var der to løse ponyer i ridehuset. Peter som nu kom ind i ridehuset fik dog hurtigt fat i babett. Vredt sagde han til Julie: ”Jeg vil ikke se dig og din pony, før du har ordentligt styr på den!

Skuffet så Julie på Thea. Selv om hun vidste at det var forkert, så ønskede hun at timen i dag ikke gik godt for Thea. Men Thea var en dygtig rytter, og det samme var hendes skimlede vallak. Cæsar. Thea skulle af sted sammen med Line til distriktsmesterskaberne. Det var ikke første gang at Thea skulle ride med om mesterskabet. Tre gange før havde hun startet mesterskabet, men det var med hendes anden pony, Trille. De sidste to gange havde Thea endda fået lagt det flotte røde æresdækken på sin pony. I år skulle hun så starte med Cæsar, og alle forventede at det ville blive til en placering igen i år. Selvom det var svært at indrømme så var Thea en noget bedre rytter end Julie, og det var også det der gjorde det så svært for Julie at forstå. For hvis man var så dygtig burde man vel ikke have en grund til at nedgøre andre.
Nu sad Julie bag barrieren og så på dem springe. Ved siden af sad Bianca. Bianca var Julies bedste veninde, og udover at tilbringe hver eftermiddag sammen på rideskolen, gik de også i samme skoleklasse. Bianca var den eneste der havde taget godt imod nyheden om at Julie skulle have hest. Men hun forstod også hvordan det var at se på alle de andre ride rundt på deres ponyer, for hun havde ikke sin egen pony. Bianca ønskede sig sin egen pony mere end noget andet, men hendes forældre havde ikke rød, da en pony ikke kun er dyr at købe, men også at have. Men så tit hun kunne hjalp hun Julie med Babett. “Prøv at se, Julie. Den pony plejer da ikke at være med.” Bianca rejste sig og pegede på den kulsorte pony, der nervøst trippede af sted. Tilsidst blev det for meget for rytteren, der flåede hensynsløst i tøjlen. Da dette ikke hjalp synderligt meget tog hun stramt fat i tøjlerne og begyndte at save i den arme ponys mund. Nu skridte ponyen forvirret, men alligevel gav rytteren hånd ikke efter. “Er det ikke Annes gamle pony, June?” Bianca nikkede:” Jo, men den ser ikke spor glad ud. Jeg kan huske at den altid var rolig da Anne havde den.” Ponyen slog nu irriteret med sit lille fine hoved, hvilket resulterede i at den fik et hårdt slag med pisken på skulderen.
Nu hvor de havde varmet ponyerne godt op, skulle de i gang med at springe bane. Som sædvanlig lagde Thea ud med at springe en flot, velovervejet, fejlfri runde. Hun formåede at støtte godt op om den unge, knap så rutinerede pony. Alle afstanden passede optimalt til ponyen og den sprang godt til over de forholdsvist høje forhindringer. “Det er næsten ærgerligt at Cæsar skal sælges.” Julie så forbavset på sin veninde. “Vidste du ikke det? Thea må jo kun ride pony året ud, så begge hendes ponyer skal sælges.” Julie vidste godt at det var egoistisk, men hun kunne ikke lade være med at fryde sig.
I gang med at springe var nu pigen på June. Det ville være en skam at sige, at ekvipagen var en fryd for øjet. Ponyen startede forsigtigt, hvilket bestemt ikke passede den temperamentsfulde rytter. Helt hysterisk begyndte hun at hamre sine ben ind i siden på den nu desperate pony. Ponyen kæmpede sig ind over de forhindringer rytteren nærmest smed den ind på. Ekvipagen red nu på kombinationen, men i alt for højt tempo. Det lykkedes lige akkurat den lille pony at krænge sig over den første forhindring, men den sidste del var mere end hvad staklen kunne klare. Frustreret bremsede den op foran springet, og med sin rytter hængende ude på halsen, forsøgte den at komme væk fra springet. Rytteren fik stoppet sin pony, og heldigvis tog Peter fat i pigen inden hendes vilde raseri gik ud over den forpustede, skræmte pony. “Sussi, jeg vil ikke se den form for ridning når jeg underviser. Det er jo dømt til at gå galt.” Både Julie og Bianca kunne se hvor rød pigen blev i hovedet. Fornærmet sprang hun af ponyen, stak tøjlerne i hånden på sin far og vrissede højlyd:” Jeg gider ikke den her amatørklub. Vi går!” Man kunne tydeligt se at Sussis far var fuldt ud enig.