Døden på tæt hold {{forumTopicSubject}}

Ja mange af jer har desværre oplevet noget lignende, men nu får i lige min historie..


Det hele startede for 21 år siden da mine forældre fik mig, men desværre fik min far samtidig sclerose(til jer der ikke ved hvad det er: Sclerose er en meget svær sygdom der kan komme i mange forskellige grader. Sygdommen angriber centralnervesystemet, det vil sige hjerne og rygmarv. Der opstår betændelse omkring nervetrådene og efterfølgende ar. Det betyder, at meddelelser fra hjernen til forskellige dele af kroppen kun dårligt eller slet ikke når frem og svækker immunforsvaret drastisk.)

Han startede derefter på medicin for at sløve det hele lidt ned, men årene gik og det blev jo værre hvilket vi alle vidste det ville.. Mine forældre blev så skilt da jeg var ca 10 år gammel hvilket var hårdt for alle men værst for min far da han faldt ind i en dyb depression og har aldrig kommet sig over det.. min far fik det værre og kunne ikke længere bruge sine ben og blev blind på det ene øje... Nu er det eneste han kan bevæge hovedet og den venstre arm og dermed vidste jeg at han ikke har mange år tilbage så jeg begyndte og gå at snakke om at få lavet en tatovering for ham, et billede fra jeg var lille og fra han havde det bedre, hvor vi skulle sove til middag men istedet bare ligger og pjatter og vi begge smiler stort... Her på det seneste har jeg så været i sønderjylland hos min kæreste.. for 14 dage siden blev min far så indlagt med blærebetændelse og kom hjem en uge senere og havde det godt! Var meget lettet, men så fik jeg at vide i går at min far igen var blevet indlagt i forgårs og blærebetændelsen ikke var gået ordentligt væk. Min telefon løb så tør for strøm uden jeg har opdaget det. Senere tændte jeg den så da vi skulle bestille aftensmad.. Så, så jeg havde fået mange beskeder og mange havde forsøgt og ringe så da vi havde bestilt mad ringede jeg til min mor for at høre hvad de alle sammen ringede sådan for... Hun tøvede først lidt og sagde så den var helt galt med min far og de havde længe forsøgt og få fat på mig : "Din far ligger på intensiv afdelingen og har fået en hjerneblødning". Jeg gik i panik. Min far! Min bedste ven!! Hvordan!! Jeg får så self arrangeret og komme hjem med det samme så min kæreste kører mig de 240 km hjem til min mor som skulle køre med mig på sygehuset hvor min gode ven ville vente på at jeg kom... Det føltes som den længste køretur i mit liv.. Kunne ikke holde op med at græde.. Mødtes så med min mor hvor jeg igen brød sammen i gråd. Efter en lang samtale og en endnu længere køretur kom vi til sygehuset og mødtes med min ven... Vi kom ind på intensivafdelingen og snakkede med sygeplejesken omkring min far..

Gik så ind til min far, de andre fra familien var taget hjem og det var omkring midnat... Han så slet ikke syg ud... Han trak vejret selv og han så jo bare ud som om han sov? Men det var jo sandt.. han VAR alvorligt syg... Man kunne ikke få kontakt med ham... Han åbnede så lige øjnene et øjeblik og kiggede på mig da jeg snakkede med sygeplejesken foran ham.... han kiggede på mig!!! Var så lykkelig jeg brød sammen! Han prøvede og snakke men han kunne ikke få lydene ud... Jeg fik at vide han var stabil og at de nok skulle ringe hvis der var noget så de syntes jeg skulle tage hjem og sove... så jeg tog hjem til min fars hus... der var så tomt og ensomt uden ham.... faldt så endelig i søvn ved 4 tiden... vågnede så ved 10 tiden fordi jeg fik et opkald... troede det var det opkald jeg frygtede... at min far var væk...


Men tværtimod! Min far var vågen og snakkede endda! Jeg var lykkelig og skyndte mig og få morgenmad og komme afsted.. Da jeg kom derud var han vågen og sagde hej da jeg kom ind... begyndte igen og græde... var godtnok glad!!!

Senere har vi så snakket om at om et par dage kan han komme op på en almindelig afdeling til observation og derefter kan han komme hjem... Var lykkelig!!! Alle havde forberedt mig på at det ville ende men nu er der lys for enden af tunellen og det går fremad!!

Det kan stadig gå ned af bakke og det ved jeg, men håbet vokser mere og mere for hvert ord han siger!

Så til jer derude! Så hver gang i er sammen med folk i holder af så fortæl dem det! Sæt pris på det! Jeg troede aldrig jeg skulle høre min fars stemme igen!

Det var så en lang og rodet historie fra mig ( Og respekt til jer der har læst det hele)