min stil ' ? xb {{forumTopicSubject}}

Vil i ikk læse og kommentere min stil ?
Fejl skal jeg nok få rettet (så dem behøver i ikk sige, sådan noget som gramm. fejl og kommafejl osv) , men bliver den for langtrukken ?


En tale
Kære Julie.

Jeg har længe overvejet, om det var passende med denne tale på din attenårs fødselsdag, din store dag. Egentlig kommer det ikke de andre gæster ved – troede jeg i starten. Men efter nærmere eftertanke er det så ikke lige, hvad det gør? Det er trods alt om dig. Dig og mig. Og hvad nu hvis jeg aldrig får en lige så god chance til at fortælle dig dette? Eller måske aldrig får det sagt? Du skal vide det - vide hvor meget du betød for mig, og hvor meget det betyder, at jeg måtte komme her i dag.

Da invitationen dumpede ind ad dørsprækken i min lejlighed, fik jeg først et chok. Jeg tjekkede navnet, men der stod med din håndskrift Til Naja udenpå den. Du havde husket mig. Husket mig fra dén gang, i starten af teenageårene, hvor vi var bedste veninder. Altid var sammen, havde det rigtig sjovt sammen – altid.
Vi havde et bestemt ”mødested”. Egentlig var det ikke noget, vi havde hverken aftalt eller bestemt, sådan var det bare blevet. Hver aften enten sendte, eller fik jeg en SMS fra dig, ”Hej søde. Kan du være sammen? Så mødes vi ved bommerne klokken 8…” og svaret var altid ”Jada smukke!”
Det var altid ved ”bommerne” vi mødtes. Bommene, som spærrer for biler på stien ved grusgraven. Bommene, som vi altid sad på, sad op ad, stod på. Hang i. det var altid ved dé bomme, bommerne. Det var det vi kaldte dem.
Oppe på bommerne var der ikke dét, vi ikke kunne grine af. Dine fødder kedede sig, sagde du, og begyndte at bevæge dig fra side til side. Dine tænder kedede sig, sagde du, og slog på dem med en finger. Der var ikke den del af din krop, som ikke kedede sig, men alligevel kedede vi os aldrig. Vi grinede altid. Vores idé om, at de der gik på den anden skole var mærkelige – friskolebørn, en af de sjoveste ting, vi havde sammen. Julie, du var mit friskolebarn.
Til fodbold gik vi altid op ad hinanden, var altid sammen. Vores trænere måtte altid bede os være stille. Når hun forklarede, når vi klædte om, når vi skulle sove hvis vi var til stævner. Vi tog ikke fodboldspillet seriøst som sådan, men alligevel nok til, at vi begge var gode nok. Gode nok til at vi kunne komme på førsteholdet. Vi kom på førsteholdet og havde det sjovt samtidig, en ting de andre forsøgte at gøre efter. Selvfølgelig ikke kunne gøre lige så godt som os, men vi var stolte over vores venskab, stolte over dét, at folk ville gøre os efter og pjatte lige så meget som os. Stolte over at have hinanden. Pavestolte… En dag vi hørte musik og sangen fra Tarzan, You’ll be in my heart med Phill Collins startede, blev vi straks enige om, at det skulle være vores sang. Vores helt egen sang. Hver gang vi hørte den, den spillede i radioen eller nogen sang den, råbte vi ”Det er vores sang!” og smilede i hele vores hoveder. Igen var vi stolte. Stolte og glade.
Vi var mærkelige, ja. Folk der var sammen med os i længere tid ad gangen, blev enten lige så mærkelige, eller bad os forsøge at blive normale. For det meste det sidste.. Men det hjalp aldrig, gjorde for det meste bare det hele værre. Men vi nød det. ”Rygtet” om, at vi var skøre, folk vidste, at vi havde det sjovt, når vi var sammen. Folk vidste, at vi hørte sammen. Vi vidste det. Vi havde en idé om, at det virkelig ville være for altid, at det var et venskab der holdt alt. Men altid er lang tid, længere tid, end man kan eller bør regne med. Alt er mange ting. Rigtig mange ting, for mange ting til, at man skal regne med at kunne overvinde dem. Det fandt jeg ud af, det fandt de andre ud af, det fandt du ud af.
Den tid har jeg aldrig glemt, den tid vil jeg aldrig glemme. Du var den person, jeg i hele mit liv har haft det bedst med, den person jeg har forstået bedst, været mest sammen med på kortest tid. Den person jeg havde turdet binde mig til. Turdet holde af. Du var noget helt specielt.

Men vi begyndte at vokse fra hinanden, som man så fint siger. Vi havde stadig vores fælles hobby, snakkede sammen. Men langsomt gled vi fra hinanden. Den knude vi havde bundet på vores venskab, den dobbeltknude som aldrig kunne bindes op, gled alligevel fra hinanden. Langsomt. Det gik kun i én retning. Jeg fik en ekstra hobby som jeg brugte meget tid på, du fik endnu en veninde. En anden veninde, som hoppede ind og tog min plads. I starten prøvede jeg, at være med, men det gik ikke. Hver gang jeg snakkede til dig, følte jeg, at du svarede mig surt. Jeg opgav. Opgav det venskab, der var det bedste en pige og jeg nogensinde havde haft. Opgav det bare. Jeg begravede mig i træning, lektier og computer. Jeg kunne altid finde noget at lave, altid noget der kunne få mig til at glemme det. Jeg prøvede i hvert fald. Når jeg hørte den sang, der en gang var vores sang, fik jeg ofte tårer i øjnene, slukkede radioen, skiftede sang. Ville væk, væk fra alt der mindede mig om dig. Hver gang til træning, var i to sammen. Dig og din nye veninde, dig og Julia. Julie og Julia, hvor sødt. Jeg kunne bedre lide Julie og Naja, men det kunne du ikke. Ikke mere.
Efter noget tid prøvede jeg, at finde nogle andre veninder, men det blev aldrig det samme. Vi havde det sjovt sammen, men jeg ville hele tiden have det lige så sjovt som den gang det var os. Den gang vi var sammen, vores tid. Jeg har altid sammenlignet, selvom det har været umuligt at sammenligne. Et venskab er unikt. Der findes ikke to ens venskaber. Jeg kan ikke lade dig leve videre i en anden. Det er ikke fair, for nogen.
Jeg har haft mange søvnløse nætter hvor jeg bare hat tænkt på dig, tænkt på hvorfor jeg gav op. Hvorfor vi gled fra hinanden. Har tit givet Julia skylden, men nu ved jeg, at det ikke er nogen skyld. Det var skæbnen, og den kan ingen bestemme over, ingen. Vi fik forskellige interesser, jeg havde min svømning og du havde Julia som senere førte dig til drengene. Julia, som du sendte en SMS til, en SMS med de ord som virkelig hang fast på min nethinde, de ord jeg ikke vil glemme: ”Julia, holder mere af dig end nogen anden. Du er mit alting – og mere til! Du er en af de personer, der fylder mest i mit hjerte, og det vil du altid være! Vi er ikke bedste veninder, og det har jeg overhovedet ikke noget imod, for du er mere end en bedste veninde. Du er som en søster for mig. Den søster jeg altid har manglet. Jeg elsker dig Julia!” Da jeg så den SMS, var jeg kold. Jeg lod som ingenting, jeg var ligeglad. Jeg byggede en facade, folk skulle tro, at jeg var glad, at jeg sagtens kunne undvære dig. At der også var en Naja uden Julie! Måske tror du mig ikke nu jeg siger det, men jeg savnede dig virkelig. Jeg havde svært ved at få min hverdag til at fungere, uden dig. Virkelig svært.

Alligevel holdt vi da kontakten – nogenlunde. Du fortalte en gang imellem mig, at du savnede mig. Og omvendt fortalte jeg også dig, hvor meget jeg savnede dig. Når vi mødtes til træning, sagde vi kun hej til hinanden, snakkede måske lidt – men vi snakkede i det mindste sammen. Nok til, at vi holdt kontakten, og stadig har den i dag.
Jeg hørte lidt af en samtale du havde en dag, du snakkede om én, der ikke kunne klare at du fik andre venner, og troede at hun var sej når hun selv havde fået nye venner. Du var ikke misundelig… Jeg har aldrig fundet ud af, om det var mig, men alligevel har jeg altid husket det, jeg blev ked af det. Selvom jeg ikke var misundelig på at du fik nye venner, selvom jeg ikke forsøgte at blære mig med mine nye venner, følte jeg alligevel, at det kunne være mig. Jeg ved ikke hvorfor? Jeg var ikke misundelig på at du havde Julia, eller at Julia havde dig. Jeg savnede dig blot.

Men nu står jeg her. Et par år senere, vi er gået ud af skolen, stoppet med fodbolden – du har kæreste og bil, og er snart klar til at flytte hjemmefra. Vi er i gang med at tage uddannelse. Begge har vi travlt. Meget travlt. Alligevel fik vi ”klemt” denne dag, denne fest – din fest, ind i vores stramme skemaer. For din skyld. Alligevel huskede du mig, huskede mig fra dengang vi to var sammen, og det er jeg meget glad for. Den tid betød virkelig meget for mig, så det gør denne fest også.
Egentlig sætter jeg stor pris på det, der skete. Både den tid vi havde sammen, men også at vi gik ”fra” hinanden igen. Ved det lærte jeg, at folk man har det sjovt med ikke hænger på træerne. Jeg lærte, at jeg var et menneske – og at når mennesker fejler eller mister, må de videre i livet. Du satte mig i gang. Du satte mit liv i gang. Du gav mit et spark bagi, da vi begyndte at være sammen. Du ”lærte” mig, hvad man havde venner til. Senere lærte du mig hvor meget venner betød, da jeg mistede dig, hvor meget plads du havde fyldt og hvor meget tomrum der ville være uden dig. Du lærte mig at sætte pris på dét, jeg havde, være glad for mit liv og mine venner. At huske, at intet varer evigt.
Der var kun én ”bagdel” hvis vi skal kalde det dét. Efter den gang havde jeg svært ved, at åbne mig for andre, utrolig svært. Jeg ville ikke miste flere. Jeg ville ikke holde af flere. For jeg vidste, at når man elskede nogen, var man utrolig sårbar. Jeg vidste, at dét at elske eller holde af en person, endte med tårer. Men den gang troede jeg, at det var tårerne efter at miste sin ven der afsluttede. Men med dig, var det glædestårerne fra da jeg åbnede invitationen, der var de sidste. Jeg venter spændt på, at de næste triller end ad kinden.

Tak fordi du var min bedste veninde den gang, tak fordi du nu huskede mig, tak fordi jeg måtte komme. Tillykke med de 18 år Julie!