Min stil {{forumTopicSubject}}

Hejsa XD.. Tænke på om nogen gad og havde lyst til at læse min stil igennem og gi mig ris, ros? og andet ;D
'- Tusind tak på forhånd xP

Livet som rodeohest
Min ånd farer stadig fortvivlet rundt, og jeg føler mig iskold og ødelagt. Ingen kunne se min frygt, som på ingen måder kunne overvindes. Jeg blev taget borte fra mit hjem, min familie og fra min lykke og kom til en verden fyldt med ondskab og kolde væsner som elskede at se, en hest lide af voldsomme smerter, eller det der var værre, døden!

Jeg kom til USA på en ranch i 1999 som en 2-årig unghest. Jeg var skrækslagene og bange, men det tænkte de kolde mennesker ej på, de svirpede bare med pisken, hvis vi viste vores frygt, eller hvis vi nægtede. Alt var for nyt for mig, tingende så helt anderledes ud, og alt var så skræmmende. Jeg savnede min flok, min familie og mit lykkelige hjemsted på de åbner sletter i Nervadas Ørken, og jeg troede, jeg kunne vende hjem igen, men næ nej, menneskene holdte mig fangede til mine dages ende. Jeg blev lukket ind i en lille bås, hvor jeg kun lige, kunne vende mig rundt, og lægge mig ned, men det havde jeg ikke tid til, alt skulle jo studeres fra den ene ende til den anden, på en måde var det egentlig spændene, men som dagene gik, blev det værre og værre. Min hverdag blev til en kamp mellem mennesket og jeg. Vi led mange smerter bare for underholdningens skyld, det var, det rene helvede at skulle igennem, og en dag blev det min tur, efter at jeg havde set, andre ungheste komme ud for denne modbydelige episode. Jeg blev trukket hen til en bom, imens jeg prøvede at yde modstand, for jeg var så bange, at det umuligt kan overvindes, men mændene lod til at være fuldstændige kolde og bedøvende ligeglad med det. De bandt både mine ben og min hals fast, jeg prøvede at kæmpe mig fri, men de 12 mænd var stærkest. Jeg hvinede og skreg af smerter, da rebene gnavede sig dybt ind i min hud, og jeg mærkede blodet trille langsomt ned af mine dirrende bene, til de slap min hov. Det gjorde så vanvittigt ondt, at jeg ydede alt den modstand, jeg overhovedet kunne, men intet hjalp. Sveden begyndte at skumme på min dampende ryg, jeg lagde mine øre fladt ned ad nakken, og vendte det hvide ud af øjnene. men menneskene lod til at være fuldstændig kolde, i stedet havde de travlt med at slå med deres lange piske. Efter mændene havde fået kæmpet sig til at få lagt en sadel på min svedige ryg, blev jeg tvunget til at gå ind i en bås af træ, jeg var så bange, at jeg næsten fik hjertestop. Min verden stod stille, det eneste jeg så i det ene sekund, var hundrede vis af menneske, som sad på tilskuerpladserne og jublede. Pludselig blev jeg vækket af en kæmpe bump på min ryg, og båsen blev åbnet, jeg farede ud i en træningsring med en sindssyg mand på min ryg, jeg bukkede og stejlede alt, hvad jeg kunne på grund af smerterne, men smerterne blev endnu værre. (Det skal lige siges at en hest på denne alder og som er så utrænet, kan kollapse hvornår det skal være, da den på ingen måder er vant til et så stort pres, som denne hest desværre er kommet ud for.) ”AV” skreg jeg, da han hamrede sine lange og skarpe spore ind i min pels, og jeg mærkede blodet langsomt sive ud. Jeg bukkede alt hvad jeg kunne, men det var som om, den mand der sad på min ryg var komplet limet til sadlen. Mine ben var ømme, og jeg bremsede hårdt op, jeg kunne ikke mere, det sværmede for mine øjne, og manden på min ryg hamrede til mine skulder med sine spidse og lange sporer, det gjorde så ondt, utænkeligt ondt. Mine ben kunne ikke bære manden og jeg mere, jeg sank sammen og pludselig blev alt sort.

Jeg vågnede med et spjæt og rejste mig med et sæt. ”Så rejs dig dog op” råbte de i kor og slog og sparket mig. Jeg var kommet på benene igen, og manden som havde siddet på mig, svang sig i sadlen igen og huggede til mig med sine spore, så jeg fløj fremad. Mine ben gjorde stadig ondt, og jeg følte nøjagtig det samme, som jeg havde gjort, før jeg var faldet. Jeg døjede med at trække vejret, og lige pludselig blev det sort for mine øjne, jeg mærkede jorden og tænkte ikke på andet end den familie, som jeg savnede af hele mit hjerte, for nu kunne jeg ikke mere, mine ben var for svage. Jeg kiggede hen ad en snoet gyden imod et stærkt lys, og det virkede som et rart sted, så jeg galoperede hen imod det, og så min sjæl, gå borte fra min krop, og nu er jeg her, fortabt, ulykkelig og ensom.

Dette er blot et eksempel på en hest, som lider og kæmper en kamp imod mennesket, ved at dyrke sporten rodeo. Mennesker som dyrker sporten har kun kolde og beskidte hjerter, de tænker ikke på andre end dem selv, for de nyder at se heste kollapse pga. så stort et pres. Hesten har ikke bedt om at leve livet som et stykke legetøj, men rodeorytter tænker ej på det, tværtimod drømmer de kun om at skabe flere konflikter mellem hest og rytter for underholdningens skyld, - og ikke nok med det så opdager de aldrig konflikten. Det er forfærdeligt og uretfærdigt, og efter min mening skulle rodeorytter selv have turen. Jeg er stærkt imod rodeo, men desværre er det både svært, og vil tage så mange år at få det af vejen, da det er en gammel tradition i USA, og befolkningen i USA er meget større ind os tilsammen, som er imod rodeo, så desværre må vi lægge det bag os, og bare håbe på at de en skønne dag indser, hvor meget skade og sorg de gør på andre, men det skal vi nok ikke regne at den dag kommer.

Skrevet af Nanna Grønhøj