Familie problem.... {{forumTopicSubject}}

Hej med jer, og jeg undskylder på forhånd dette trælse, og triste emne.

Men jeg har fået nok!
Seriøst bare nok.
Mine forældre er skilt, og jeg har det rigtig fint hos min mor, selvfølgelig kan man komme til at skændes lidt, men det er også bare det.

Hos min far er det noget HELT andet.
Hjemme hos min mor er det udelukkende min mor der bestemmer over os børn, og det finder jeg bedst, da det er hendes børn og hende der opdrager os. Det skal hendes kæreste jo i princippet ikke blande sig i.

Selvfølgelig kan han finde på at komme med en bemærkning hvis han ikke mener vores opførsel er ok, men det synes jeg også er helt fint.

Nåh, men hjemme hos min far er det noget helt andet. Lige nu hvertfald, HADER jeg hans kæreste, og det er fordi hun blander sig konstant - det fører selvfølgelig til konflikter, og især jeg reagere på det!
Jeg er enormt træt, af at min far aldrig bryder ind, og fortæller at hun skal blande sig uden om. Han opdrager jo heller ikke på hendes børn, eller fortæller dem hvad de skal gøre eller andet.
Selvfølgelig må hun da sige, at vi skal tage opvasken, eller dække bord - men hun kan finde på at opdrage på os, og hvis min far kommer til at spørge om hendes børn ikke godt vil lade være med f.eks at smaske ved bordet, farer hun i flinten og forsvarer med det samme.

Her på det sidste har jeg virkelig fået nok - så jeg svarede igen, når jeg f.eks synes hun sagde noget som jeg ikke mente var okay at sige eller gøre.
F.eks synes hun det var ret så morsomt at min søster troede på spøgelser, så da min søster fortalte nogle historier hun har hørt, grinte hun rigtig rigtig hånligt.

For en måned siden havde jeg ikke reageret på det, overhovedet - faktisk slet ikke lagt mærke til det, men det gjorde jeg så. Jeg sagde, at hvis min søster troede på spøgelser måtte hun da godt tro på dem? Det var da ikke noget hun skulle bestemme?

Hun begynder så at forsvarer sig selv med, at fordi hun er læge, så tror man ikke på sådan noget, og det kommer jeg heller ikke til når jeg uddanner mig som dyrlæge. Jeg blev RIGTIG RIGTIG sur!
Jeg gider slet ikke at hører på sådan noget ævl, for for det første snakker vi ikke om mig, men min søster - og for det andet, kan hun ikke spå ud i fremtiden....
Måske kommer jeg ikke til at tro på spøgelser, og hvad så?

Det var bare den bemærkning jeg blev rigtig sur over!
Derudover er hun så påstålig, og vil have ret i alt!
Så hvis hun mener noget, og jeg mener noget andet, slår hun det op på google for at "vinde" disktutionen... Alt hvad jeg nævner mener hun modsat, og hun har en fantastisk evne til at forklarer sig - hvilket jeg overhovedet ikke har.

Derfor ender det tit med at jeg koger indeni, fordi jeg ikke kan få lov at snakke ud.

Men tja... Hun tror hun ved alt, hun opdrager på os, og tror hun er vores mor. Jeg er så træt af hende, og jeg har snakket med min far mange gange om det før og endda nævnt at jeg synes hun bestemmer alt for meget i huset.
Min far har ikke liiiige lagt mærke til det, så intet bliver der gjort ved det.

Der var engang hvor jeg gik under for stress, og pres. Da perioden var ovre, sagde hun at det var en depression alle unge piger skulle igennem - ellers gik de under i voksenlivet.
Jeg stod der og var lige ved at græde. Jamen tak for lort! Tak for din omsorg.

Hun er selvfølgelig også flink en gang imellem - hvis man giver hende RET!
Hun bryder sig ikke om min lillesøster, fordi hun mener at hun er flabet. Hvis jeg kommer op og skændes med min lillesøster holder hun med mig, hvor min far holder med min søster. Dvs. at efter jeg er gået grædende ind på mit værelse efter min far beskyttede min søster og beskyldte mig, sidder hun og diskutere hvad der er rigtigt og forkert med min far.
IGEN, bestemmer hun. IGEN skal hun have ret. IGEN opdrager hun på os - i dette tilfælde min søster.

Derudover mener hun at vi tit er syge, det havde hun snakket med min far om at det helt sikkert var skolens skyld, fordi det ikke er den nyeste skole.
Jeg blev sur igen, for vi er aldrig syge - kun hos vores far en gang i mellem og det er helt sikkert fordi der altid er så skide koldt og fugtigt i deres hus.

Hun har altid et eller andet på os hun kan pege fingre af, og lige kommentere.
Jeg føler tit og ofte at hun mildt sagt hader os. Men den følelse er vidst også gengældt.

Hver gang min far gør noget HAN har lyst til, synes hun det er en RIGTIG dårlig idé, og så gir han sig. Hvis hun gør noget HUN har lyst til og min far synes det er en dårlig idé - og kommentere det, gør hun det alligevel.

Hun mener at vi er en "familie" hvilket jeg ikke mener vi er.
Min familie, er skilt fra hinanden, og jeg vil aldrig få sådan en familie igen.
Det lyder trist, men det tætteste jeg kan komme på min egen familie, er når jeg selv skaber den med den mand jeg forhåbentlig endag både skal giftes og have børn med.

Jeg spurgte i dag min far, fordi vi kom ind på emnet at blive gift, om han nogensinde ville giftes igen.
For et år siden var svaret NEJ han har været gift, og vil aldrig nogensinde giftes igen.

I dag var det et "Måske. Men det skal ikke være i en kirke, jeg har nemlig allerede lovet én gang i mit liv at jeg ville leve med en til min dages ende. Det vil jeg ikke love en gang til."
Jeg bliver bare så ked af det.
Han skal ikke giftes, og i hvertfald ikke med hende...

Han har ændret sig så frygteligt meget.
Han er ikke den far jeg kendte for 2 år siden - alle hans meninger er væk, og nye er kommet. Han ville i starten ikke flytte sammen med hende, og han ville ikke giftes...

Hun er en heks... Undskyld, jeg undskylder virkelig mit sporg - men jeg kan ikke holde hende ud.
Jeg sidder og græder lige nu... og jeg kan ikke holde det ud. Jeg vil helst bare lade være at komme hos min far - men jeg vil rigtig gerne være sammen med ham!

Alene.....

Men det er umuligt, for vi skal altid lave et eller andet sammen, nogle fællesaktiviterer... Vi er jo en familie...

Jeg har virkelig brug for at komme ud med det her - undskyld stavefejlene og undskyld hvis jeg har ødelagt jeres dag. Det var ikke hensigten overhovedet, men jeg har virkelig brug for hjælp.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, og jeg føler mig virkelig fortabt. Jeg bryder mig ikke om hende, men jeg vil rigtig gerne have lov at være sammen med min far - for en gangs skyld..

Jeg hader at være skilsmissebarn - og jeg ønsker virkelig ikke for andre at I bliver det... Det har ikke voldt andet en problemer og frustrationer hos mig...