Familie problem.... {{forumTopicSubject}}
Hej med jer, og jeg undskylder på forhånd dette trælse, og triste emne.
Men jeg har fået nok!
Seriøst bare nok.
Mine forældre er skilt, og jeg har det rigtig fint hos min mor, selvfølgelig kan man komme til at skændes lidt, men det er også bare det.
Hos min far er det noget HELT andet.
Hjemme hos min mor er det udelukkende min mor der bestemmer over os børn, og det finder jeg bedst, da det er hendes børn og hende der opdrager os. Det skal hendes kæreste jo i princippet ikke blande sig i.
Selvfølgelig kan han finde på at komme med en bemærkning hvis han ikke mener vores opførsel er ok, men det synes jeg også er helt fint.
Nåh, men hjemme hos min far er det noget helt andet. Lige nu hvertfald, HADER jeg hans kæreste, og det er fordi hun blander sig konstant - det fører selvfølgelig til konflikter, og især jeg reagere på det!
Jeg er enormt træt, af at min far aldrig bryder ind, og fortæller at hun skal blande sig uden om. Han opdrager jo heller ikke på hendes børn, eller fortæller dem hvad de skal gøre eller andet.
Selvfølgelig må hun da sige, at vi skal tage opvasken, eller dække bord - men hun kan finde på at opdrage på os, og hvis min far kommer til at spørge om hendes børn ikke godt vil lade være med f.eks at smaske ved bordet, farer hun i flinten og forsvarer med det samme.
Her på det sidste har jeg virkelig fået nok - så jeg svarede igen, når jeg f.eks synes hun sagde noget som jeg ikke mente var okay at sige eller gøre.
F.eks synes hun det var ret så morsomt at min søster troede på spøgelser, så da min søster fortalte nogle historier hun har hørt, grinte hun rigtig rigtig hånligt.
For en måned siden havde jeg ikke reageret på det, overhovedet - faktisk slet ikke lagt mærke til det, men det gjorde jeg så. Jeg sagde, at hvis min søster troede på spøgelser måtte hun da godt tro på dem? Det var da ikke noget hun skulle bestemme?
Hun begynder så at forsvarer sig selv med, at fordi hun er læge, så tror man ikke på sådan noget, og det kommer jeg heller ikke til når jeg uddanner mig som dyrlæge. Jeg blev RIGTIG RIGTIG sur!
Jeg gider slet ikke at hører på sådan noget ævl, for for det første snakker vi ikke om mig, men min søster - og for det andet, kan hun ikke spå ud i fremtiden....
Måske kommer jeg ikke til at tro på spøgelser, og hvad så?
Det var bare den bemærkning jeg blev rigtig sur over!
Derudover er hun så påstålig, og vil have ret i alt!
Så hvis hun mener noget, og jeg mener noget andet, slår hun det op på google for at "vinde" disktutionen... Alt hvad jeg nævner mener hun modsat, og hun har en fantastisk evne til at forklarer sig - hvilket jeg overhovedet ikke har.
Derfor ender det tit med at jeg koger indeni, fordi jeg ikke kan få lov at snakke ud.
Men tja... Hun tror hun ved alt, hun opdrager på os, og tror hun er vores mor. Jeg er så træt af hende, og jeg har snakket med min far mange gange om det før og endda nævnt at jeg synes hun bestemmer alt for meget i huset.
Min far har ikke liiiige lagt mærke til det, så intet bliver der gjort ved det.
Der var engang hvor jeg gik under for stress, og pres. Da perioden var ovre, sagde hun at det var en depression alle unge piger skulle igennem - ellers gik de under i voksenlivet.
Jeg stod der og var lige ved at græde. Jamen tak for lort! Tak for din omsorg.
Hun er selvfølgelig også flink en gang imellem - hvis man giver hende RET!
Hun bryder sig ikke om min lillesøster, fordi hun mener at hun er flabet. Hvis jeg kommer op og skændes med min lillesøster holder hun med mig, hvor min far holder med min søster. Dvs. at efter jeg er gået grædende ind på mit værelse efter min far beskyttede min søster og beskyldte mig, sidder hun og diskutere hvad der er rigtigt og forkert med min far.
IGEN, bestemmer hun. IGEN skal hun have ret. IGEN opdrager hun på os - i dette tilfælde min søster.
Derudover mener hun at vi tit er syge, det havde hun snakket med min far om at det helt sikkert var skolens skyld, fordi det ikke er den nyeste skole.
Jeg blev sur igen, for vi er aldrig syge - kun hos vores far en gang i mellem og det er helt sikkert fordi der altid er så skide koldt og fugtigt i deres hus.
Hun har altid et eller andet på os hun kan pege fingre af, og lige kommentere.
Jeg føler tit og ofte at hun mildt sagt hader os. Men den følelse er vidst også gengældt.
Hver gang min far gør noget HAN har lyst til, synes hun det er en RIGTIG dårlig idé, og så gir han sig. Hvis hun gør noget HUN har lyst til og min far synes det er en dårlig idé - og kommentere det, gør hun det alligevel.
Hun mener at vi er en "familie" hvilket jeg ikke mener vi er.
Min familie, er skilt fra hinanden, og jeg vil aldrig få sådan en familie igen.
Det lyder trist, men det tætteste jeg kan komme på min egen familie, er når jeg selv skaber den med den mand jeg forhåbentlig endag både skal giftes og have børn med.
Jeg spurgte i dag min far, fordi vi kom ind på emnet at blive gift, om han nogensinde ville giftes igen.
For et år siden var svaret NEJ han har været gift, og vil aldrig nogensinde giftes igen.
I dag var det et "Måske. Men det skal ikke være i en kirke, jeg har nemlig allerede lovet én gang i mit liv at jeg ville leve med en til min dages ende. Det vil jeg ikke love en gang til."
Jeg bliver bare så ked af det.
Han skal ikke giftes, og i hvertfald ikke med hende...
Han har ændret sig så frygteligt meget.
Han er ikke den far jeg kendte for 2 år siden - alle hans meninger er væk, og nye er kommet. Han ville i starten ikke flytte sammen med hende, og han ville ikke giftes...
Hun er en heks... Undskyld, jeg undskylder virkelig mit sporg - men jeg kan ikke holde hende ud.
Jeg sidder og græder lige nu... og jeg kan ikke holde det ud. Jeg vil helst bare lade være at komme hos min far - men jeg vil rigtig gerne være sammen med ham!
Alene.....
Men det er umuligt, for vi skal altid lave et eller andet sammen, nogle fællesaktiviterer... Vi er jo en familie...
Jeg har virkelig brug for at komme ud med det her - undskyld stavefejlene og undskyld hvis jeg har ødelagt jeres dag. Det var ikke hensigten overhovedet, men jeg har virkelig brug for hjælp.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, og jeg føler mig virkelig fortabt. Jeg bryder mig ikke om hende, men jeg vil rigtig gerne have lov at være sammen med min far - for en gangs skyld..
Jeg hader at være skilsmissebarn - og jeg ønsker virkelig ikke for andre at I bliver det... Det har ikke voldt andet en problemer og frustrationer hos mig...
feb 2011
Følger: 1 Emner: 107 Svar: 1.920
Jeg er sagde fra start af, at jeg ikke ville have noget med min mors nye kæreste at gøre. Det er perfekt. Mine forældre skændes ikke, de er stadig venner og vi er stadig en familie forstået på den måde, at der ikke er andre i billedet.
Ville selvfølgelig foretrække at have en kernefamilie, men hvis ens forældre ikke er gode sammen, så er det langt bedre at være skilsmissebarn.
jun 2012
Følger: 1 Emner: 3 Svar: 16
Det gode ved skilsmissen er jo så også, at mine forældre har det mega sjovt sammen. De griner og snakker som om de har været venner i 100 år.
Det er rart, at det kan fungere sådan!
Men ja, jeg ville også ønske at vi havde en kernefamilie, men det kunne åbenbart ikke lykkedes. Selv kan jeg ikke huske mine forældre skændes overhovedet da jeg var lille - men jeg må vel have fortrængt det.
okt 2004
Følger: 80 Følgere: 83 Heste: 4 Emner: 588 Svar: 16.651
feb 2011
Følger: 1 Emner: 107 Svar: 1.920
sep 2012
Følger: 56 Følgere: 48 Heste: 2 Emner: 14 Svar: 186
apr 2010
Følger: 64 Følgere: 55 Heste: 4 Emner: 86 Svar: 612
Men ikke i den grad, jeg synes du skal tage en snak med din far, og ligesom en anden sagde vise det her indlæg. Og hvis han stadig ikke forstår, så fortæl ham at hvis han ikke gør et forsøg, så må du være mindre ved ham.
Håber det kan hjælpe en lille smule!! Held og lykke, håber I finder en løsning, som I alle er glade for.
jun 2012
Følger: 1 Emner: 3 Svar: 16
Jeg tror ikke at jeg vil grine af det her, om 20 år. Jeg har måske ikke helt fået tingene 100% med, for når jeg læser hvad du har skrevet, synes jeg at du har glemt nogle vigtige deltajler, som spillede en stor rolle for min opførsel!
Hun har lov at opdrage på os ja - og den diskution har jeg haft med min far mange gange. Jeg ville finde det bedst at han opdragede os - og ikke hende. Vi er ikke hendes børn, og hun ved tydeligvis ikke hvad mine forældres værdier i børneopdragelse var. Jeg bliver personligt forvirret konstant, fordi jeg får 117 forskellige ting at vide HELE tiden. Ting vi ikke må hos min mor, SKAL vi gøre her, eller omvendt.
Det forstår du vel? Det er ligesom en hund, der får at vide at den skal sitte, men hos et andet menneske får skældt ud fordi den sitter. Jeg tror den ville blive ret forvirret..
Jeg ved at jeg ikke burde give hende skylden, og det lyder måske meget som om jeg gør det i denne tekst.
Jeg har tit været rigtig vred på min far, når han lader hende gøre sådanne ting som han skulle have gjort, og ikke engang åbnet kæften.
Du må ikke tro at jeg KUN giver hende skylden. Min far har jeg givet meget skylden - og det har været ham jeg har været sur på, hvis jeg var sur på nogen. Jeg kan ikke genkende den der "VI ELSKER BARE ALLE SAMMEN FAR OG HADER ALLE SAMMEN HANS KÆRESTE". Sådan er det ikke hjemme hos os. Hvis jeg hader nogen, er det dem begge. Hende for at gøre det, og min far for ikke at gøre noget.... Jeg savner meget at han tager ansvar for hans børn.
Se HER har du misforstået RIGTIG meget, for selvfølgelig må man da grine af sådanne ting - det skal jeg da OVERHOVEDET ikke bestemme. Men den vigtige deltajle lå bare lige dér, at hun grinte hånligt... Hun nedgjorde min søster på en rigtig uretfærdig måde - og DER blev jeg sur. For det skal hun fandme ikke!
Her, har jeg måske glemt at skrive det - jeg gider ikke til at læse hvad jeg har skrevet endnu engang - det kan jeg ikke helt overskue...
MEN, hun beskylder min mor, min skole, forlanger vi skal skifte skole osv. BARE fordi vi er ofte syge hjemme hos min far og hende. Vi bliver syge HER, og ikke hjemme hos min mor, i skolen eller andre steder så der bliver jeg også sur.
Hun fik min far til at ringe til min mor om, at vi skulle skifte skole fordi hun mente den var gammel, og at der ikke var ordenligt luft derinde - så vi alle sammen bliver syge. lol.... Hvis vi er syge, er det hjemme hos dem og sjældent hos min mor. På min skole går de lige præcis meget op i at miljøet er ordenligt....
Ja, hun hjælper mig - og det er jeg også glad for hun gør... Hun er selvfølgelig også flink en gang imellem - hvis man giver hende RET! - det mener jeg at have skrevet her. Jeg vælger bare at understrege at man helst skal give hende ret, før hun kan være flink mod dig. Selvfølgelig er jeg glad for at hun gider at forsvarer mig, men det er den måde hun gør det på - hun prøver at være "mor", og tror hun kan sidde at diskutere hvad der er rigtig og forkert med min far... Igen er det opdragelsen der spiller ind - for det mener jeg ikke hun skal bestemme.. Men derfor er jeg jo ikke utaknemmelig for at hun hjælper mig! Tværtimod, er det dejligt at få hjælp, når faren ikke kan se hvad der sker.
Det kan godt være at jeg skal ændre adfærd - men det har jeg sørme også gjort... Det har desværre været til den negative side. Siden mine forældre blev skilt, er mit sociale gået længere og længere ned. Jeg er blevet asocial, og jeg har svært ved at være sammen med veninder i fritiden. Jeg får næsten angst ved det..... Hvis en veninde vil spørge mig om jeg kan være sammen den ene eller anden dag, får jeg stress og det ender ofte med at jeg lyver om at jeg har en anden aftale den dag personen forslår.
Jeg er nok højst sammen med nogen 2 gange om året.... HØJST.
Sidste år brød jeg sammen - og jeg røg langt længere tilbage socialt, og skolemæssigt. Jeg sad alene i hvert frikvarter, og snakkede ikke med nogen. Jeg var hjemme 2 dage i streg hvor jeg græd uafbrudt, og ellers græd jeg bare når jeg kom hjem, eller satte mig på et værelse hvor gadinerne var rullet ned, så ALT var mørkt.. Og tja... Så sad jeg der med min computer....
Da jeg var ovre den periode, sagde min fars kæreste "Det er noget alle teenage piger skal igennem - ellers får de en depression som voksne..." Jamen tak for omsorgen! Jeg er glad for at hører, du har bekymret dig om mig..... Sådanne ting siger hun bare - hun er så videnskabelig at der ingen følelser er NOGEN steder.........
Men nej - jeg vil ikke acceptere at "vi er en familie", for det er vi ikke.... Vi er 2 voksne med 6 børn som er bragt sammen pga. skilsmisse. Andet acceptere jeg ikke - for det kan ikke lade sig gøre i mit hoved. Man erstatter ikke bare sin familie med en ny.. Og det gør jeg bestemt heller ikke her.
Aftensmad, er ofte min far der laver det, men hun gør da bestemt også en del, min far og hende skiftes til at støvsuge - vi skal selv ordne vores værelser, hvilket jeg synes er fair. Det er jo vores værelser. Jeg har sjælendt hørt hende spørge hvordan min dag er gået - men jeg vil ikke udelukke det. Hun kan finde på at spørge om vi vil lave en eller anden aktivitet, som at løbe en tur eller andet.. Men ofte er det min far der vil lave aktiviteter... Men det er nu ikke fordi jeg har så meget lyst til dem - jeg vil hellere blive hjemme og hygge.. Men det skal jeg jo ikke bestemme...
Jeg laver INGEN aftaler, for vi har ingen muligheder for at have veninde med hjem her. Vi har 3 værelser til 6 børn og et soveværelse. Desuden gider hverken min far eller hans kæreste hente eller bringe. Så nej - der sker ikke og er aldrig sket.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal fortælle hende det - for det er meget svært. Hun er svær at snakke med - netop pga. at hun er så lukket, og videnskabelig. Der er ingen følelser eller forståelse fra hendes side.
Det har jeg da heller aldrig sagt at jeg vil bestemme!
Men du må vel forstå at jeg er et meget følsomt menneske som du kan se. Jeg tager løfte alvorligt - og når han allerede har brudt to......
Desuden vil jeg ikke kunne klare at se ham blive gift igen..... Han har været gift én gang i sit liv, og kunne slet ikke holde det løfte han gav præsten.. Han bryder det bare dobbelt så meget hvis han vælger at blive gift igen..
Der ligger meget under det her - følelser, oplevelser osv.
Der er så mange ting, som jeg kunne fortælle dig, men jeg ved ikke om det spiller en rolle.... Jeg har grædt ud med en rigtig god veninde der har nøjagtig samme problem med en stedmor. Hun er frygteligt og det synes jeg også selv. Vi snakker tit men jeg har virkelig svært ved at starte det... Jeg er bange for at græde (no shit - jeg kan virkelig ikke lide det overhovedet.... og derfor går jeg uden om store probelmer)
Jeg ved at hvis man bare lige kigger teksten igennem, så er det en gang pjat - men forhelvede da!
Ikke alle personer er ens, nogle mere følsomme end andre, og jeg har virkelig ændret mig til den meget følsomme og asociale person de sidste år.. Tro mig - jeg kæmper en hård kamp hver dag for at ændre det, men det er så svært!!
okt 2004
Følger: 80 Følgere: 83 Heste: 4 Emner: 588 Svar: 16.651
En familie kan være opbygget på mange måder. Det behøver ikke være far, mor, børn, der bor sammen. Det kan sagtens være mor med ny kæreste og børn - og far med ny kæreste og børn. Det er ikke en kernefamilie, nej - men det ER stadig familie. Din far er stadig en del af din familie, og derfor er hans nye familie også en del af din familie, ligesom din mors nye kæreste er en del af din familie.
Prøv at se fordelene, i stedet for ulemperne.
Hvis du har svært ved at snakke med din fars kæreste, så prøv at skriv et brev til hende, med dine følelser. Vær opmærksom på, at holde bolden på din egen banehalvdel - ikke noget med at beskylde hende for noget eller give hende skylden for det hele. Brug i stedet "jeg føler at.." "det gør mig ked af det, når det sker..." osv. i stedet for at anklage hende. :o) Så bliver det en forklaring af dine følelser og tanker, i stedet for et angreb mod hende.
Familie problem....
Du skal være medlem af gruppen for at kunne kommentere.
Gå til gruppens forside