Min lille historie xD {{forumTopicSubject}}

Ja kunne ikk dý mig. Har haft den her historie i hovedet længe. Den har ikke som sådan noget at gøre med twilight, men ideen om mødet og de her fantasivæsner er med. Så håber det er ok jeg sætter den ind xD? Ellers så skriv.

Den har endnu ikke noget navn.

Jeg kunne hører basen pumpe. Det var det eneste jeg kan fokusere på lige nu, og det eneste der holdte mig ved virkeligheden. Mine sanser var sveget, og jeg var ikke sikker på hvad der er op eller ned. Jeg kiggede op, og ser ham, ham af alle mennesker. Alt ved ham dragede mig. Hans lyse hår, hans blå øjne.. De øjne som jeg drømmede om. Hans læber, som nu kysser en anden. Jeg tager noget mere at drikke, mens jeg stirrer på dem.

”Rebecca, hallo! Hvad er der?”
Jeg så over på min veninde, og kom ud af den trance som jeg stille havde været suget ind i. Jeg så rundt og prøvede at lyde overbevisende.
”Ja. Øhm ja selvfølelig” Mine øjne flakkede rundt. Jeg kunne se hun ikke var overbevist.
”Sikker?” Hendes blik var nu mere alvorligt.
Jeg smilte, et sort falsk smil. ”Ja, hvad skulle der være galt?”
Jeg håbede Neel havde fået nok at drikke til at hun hoppede på den.
Jeg kunne se hun var lidt forvirret, men hun smilte hurtigt. ”Nå skal du så med ud og danse?”
”Jeg tror lige jeg springer den her over”

Neel smilte og rykkede hendes blonde pandehår om bag øret. Så var hun væk inden jeg kunne nå at sige noget.
Jeg satte mig tilbage på samme måde og faldt stille ind i trancen igen. Jeg så op igen og håbede på at se ham alene. Men nej. Der var han, stadig med hende. Vreden i mig var nu ved at blive til sorg. Jeg kunne mærke at jeg ikke længere kunne holde det tilbage. Jeg rejste mig hurtigt op og løb, løb væk fra det her. Mit hoved kunne ikke klarer mere. Det hele var så surrealistisk nærmest som en drøm, men det var det ikke. Jeg skulle ud på pigetoilettet, inden jeg begyndte at græde.
Jeg løb om hjørnet og ind noget hårdt. Jeg faldt bagover og slog hovedet ned i gulvet. Slaget gav en klang. Jeg var da sikker på der ikke var væg der, og rigtig nok da jeg åbnede øjnene stod han der. En dreng jeg aldrig havde set før. Han så forskrækket ud, hans blå øjne kørte rundt.

”Undskyld” Fik jeg fremstammet. Jeg tog mig til hovedet og smerten begyndte nu med at komme.
”Du skal ikke sige undskyld” Han stivnede og spærrede øjnene op.
Jeg undrede mig over hvad der var galt, og skulle til at spørger, men han afbrød mig.
”Du bløder jo” Han rejste sig nu op og så rundt i menneskemængden, som om han ledte efter en.