Tilmeldt:
30. apr 2006 Følger: 76 Følgere: 139 Heste: 7 Emner: 809 Svar: 2.230
Min nye historie... {{forumTopicSubject}}
<b>Jeg er lige begyndt på en ny historie, og vil da gerne lige have noget respons på første del inden jeg går vidre.</b>
Vinden suser gennem trætoppene i den store skov. De stærke efterårsvinde river i grenene, der desperat prøver at holde fast på deres blade. Uvidende om dette fænomen er skovens beboere, som er i sikkerhed langt under det tætte løvtag. De er så småt ved at vågne op, og enkelte titter allerede frem. Et egern er allerede i gang med sin søgen efter nødder og et par mus er ude på jagt efter mad i skovbunden.
Pludselig rejser egernet hovedet og snuser i luften. På jorden har musene rejst sig på bagbenene og kigger i retning af et tæt buskads. Ingen andre end disse dyr med deres gode hørelse ville have opfanget noget. Efter at have bragt sig i sikkerhed betragter dyrene buskadset med nysgerrige miner. Duften er svagt bekendt, men de frygter den alligevel. Efter et øjeblik bevæger en gren i busken sig lidt. Ikke meget, faktisk ville de fleste slet ikke have bemærket det. Så trækkes den helt til side og en slank, smidig mand træder ind i lysningen. Han står let krummet sammen og spejder i alle retninger. Han har halvlangt, kastanjebrunt hår og lysbrune øjne. Han er klædt i grønne bukser af et blødt og smidigt stof, og dertil har han en primitiv lædervest, der er bundet sammen med flettede hørsnore. Han har ingen sko på.
Da han konkluderer, at stedet er sikkert, kigger han bagud mod buskadset og nikker kort. En kvinde med en bylt i armene træder frem. Hun har langt, flammende rødt hår og de klareste, smaragdgrønne øjne. Hun er tynd, uden at se underernæret ud, og hun bærer en dragt af samme stof som mandens bukser. Den består af tætsiddende bukser, som går over i en slags top, som bindes i nakken. Kvinden har et par lædersko på, som dog egentlig bare er et stykke læder snoret fast om anklen på hver fod. Begge har de et fremmedartet præg. Elegant og på en måde dyrisk.
"Hvad skal vi gøre, Lumar?," spørger kvinden stille.
Manden kigger på hende og derefter på bylten.
"Vi må efterlade hende, Luna," svarer han, imens han endnu engang scanner deres omgivelser.
"Det er den eneste måde at redde hende på. Hvis vi overlever, må vi vende tilbage efter hende, og ellers..."
Lumars stemme knækker og han må kigge bort.
Kvinden, Luna, udstøder et kvalt hulk og holder bylten tæt ind til sig.
"Men det kan jeg da ikke, det er forfærdeligt, Lumar!"
Manden tysser på hende og kigger stift i retning af det buskads de selv var kommet frem af. Han snuser til luften på samme måde som dyrene gør det når de fornemmer fare. Hans udtryk skifter hurtigt fra mistænksomt til ulykkeligt.
"De kommer nu, Luna, og hvis de finder os med babyen er hun dødsdømt med det samme. Du ved hvordan han er! Vi må efterlade hende... NU!"
Kvindens ansigt er helt udtryksløst da hun nikker, men øjnene fortæller en anden historie. En historie om forfølgelse, sorg og vrede. Hun pakker den lille pige ekstra godt ind, giver hende et kys på panden, og går derefter målrettet ind imellem træerne, hvor hun lægger den lille ned i skjul under en busk. Derefter rækker hun op og trækker sin halskæde over hovedet. Det er en sølvkæde med et kattehovedformet vedhæng. I kattens nakke er der indgraveret et navn.
Så går kvinden tilbage til manden, som står afventende i udkanten af lysningen.
"De er på sporet af os, så vi kan vist ligeså godt flygte åbenlyst nu, i stedet for at snige os frem, Luna. Er du klar?," spørger manden, idet han lægger en hånd på hendes kind.
Hun kigger op på ham med både sorg og kærlighed i øjnene.
"Ja min Lumar, så kan vi også få dem væk fra pigen. Måske kan vi så ryste dem af os, og komme tilbage..."
Imens hun siger den sidste sætning tændes der en lille håbets flamme i hendes sjæl, og hun smiler mildt.
Lige i det øjeblik høres den dæmpede lyd af mange fodtrin, og Lumar og Luna sætter af som én, i et umenneskeligt tempo ind mellem træerne i den modsatte retning af deres elskede barn. Deres bevægelser er smidige og katteagtige, og de springer alt for let over væltede træer og store sten. De er de sidste overlevende af katteslægten Panthera.
apr 2006
Følger: 76 Følgere: 139 Heste: 7 Emner: 809 Svar: 2.230
Jeg havde slet ikke tænkt over min brug af ordet "scanner", det kom bare som en selvfølge...
apr 2006
Følger: 140 Følgere: 132 Heste: 6 Emner: 381 Svar: 2.045
Den lyder jo kanon god.. Er jo helt fanget af den..
Knus
apr 2006
Følger: 76 Følgere: 139 Heste: 7 Emner: 809 Svar: 2.230
http://hestegalleri.dk/html/for_messageDetail.asp?MSG_ID=405860
apr 2006
Følger: 76 Følgere: 139 Heste: 7 Emner: 809 Svar: 2.230
Først må jeg sige tusind tak for kritikken. Dejligt når nogen gider læse ens tekster igennem og give sin mening til kende
Jeg ved godt der er meget natur over den i starten. jeg har det meget med at beskrive scenerier i detaljer. Har aldrig fåe ballade for det, men vil da lige læse det igennem og tjekke om jeg kan/vil ændre noget
Og ja, jeg bøvlede også med det kattehovedformede vedhæng og overvejede stærkt at ændre til dit foreslag. Nu vil jeg overveje det lidt mere. Hehe...
Og ellers tak for din ros. Det er dejligt at andre kan lide ens skriblerier
apr 2006
Følger: 76 Følgere: 139 Heste: 7 Emner: 809 Svar: 2.230
Det er beskrivelse. Hvordan vil du have at jeg skal gøre det spændende?? Umiddelbart har jeg ikke lige nogen idé om, hvor du vil hen?
apr 2006
Følger: 76 Følgere: 139 Heste: 7 Emner: 809 Svar: 2.230
Er lidt stresset pt, så fatter ikke så hurtigt XD
apr 2006
Følger: 76 Følgere: 139 Heste: 7 Emner: 809 Svar: 2.230
Tak, det vil jeg da lige prve at lege lidt med Er da kun glad for foreslag toil forbedringer. Det skal selvfælgelig stadig vlre noget jeg kan stå inde for og det skal passe med min tone, men vil da klart prøve at omformulere noget for at se hvad virkningen bliver
Min nye historie...
Du skal være medlem af gruppen for at kunne kommentere.
Gå til gruppens forside