Clara og Ponyerne {{forumTopicSubject}}

Håber i kan lide dette afsnit...

De andre så spørgende på hende da hun kom op i stalden med Anitas pony. ”Clara, er der sket noget.” Clara kunne ikke længere holde tårerne tilbage, og hulkende begyndte hun at fortælle om alt det der var sket på ridebanen. De skyndte sig alle sammen at hjælpes ad med den drivvåde pony. Man kunne stadig se hvordan flankerne bevægede sig hurtigt frem og tilbage, og ponyen begyndte at ryste inde i boksen. Det var tydeligt den ikke havde det godt. Mads og Maria løb over i den anden stald for at hente Lisbeth. Clara begyndte langsomt at ae den ned langs halsen, mens hun langsomt talte med den. Hun lagde mærke til hvordan ørerne uroligt bevægede sig. Clara så Spellbinder ind i de matte øjne, den begyndte at hænge lidt med hovedet. Den rystede stadig og Clara følte at det blev værre, bare Lisbeth snart kom. Julie stod og fulgte nysgerrigt med ind over bokslågen. Hun stod helt stille, kort efter kom også Bianca og nogle andre fra rideskolen. Clara tog en hurtig beslutning, hun kunne ikke længere holde ud at se på at ponyen fik det værre. Hun hev sin mobil frem, samt et katalog. Hun fandt nummeret til den nærmeste dyrlæge, som hun havde set da hun dagen før havde kigget det igennem en sidste gang. Hun tastede hurtigt nummeret, og kunne knap nok trække vejret. Kort efter hørte hun en kvindestemme i den anden ende i røret. Clara skyndte sig at forklare hvad der var galt, og hun blev blandt andet bedt om at tjekke om ponyen havde haft noget vand om natten. Til Claras store forskrækkelse var der ingen vand spand i boksen. Hun begyndte at frygte at ponyen ikke havde fået noget at drikke siden de tog hjemmefra to dage før. Dyrlægen bad hende blive hos ponyen, og så sende en ud der kunne vise vej fra pakeringspladsen til ponyen. Clara følte igen hvordan minutterne begyndte at slæbe sig afsted. Ponyen så ud til at få det værre. Da Clara igen kørte hånden gennem den blanke pels, mærkede hun hvor kold hesten var, Hun skyndte sig ud af boksen, og ind til Fellow. Hun tog den tynde dækken af og gik ind og lagde det på Spellbinder. Hun vidste at det var vigtigt at holde ponyen varm. Hun fik Julie til at hente noget tørt halm, som hun lagde under dækkenet, så ponyen kunne tørre lidt. Endelig kom Lisbeth, men hun måtte hurtigt indse at hun ikke kunne gøre mere end hvad Clara allerede havde gjort. Hun lod derfor Clara blive i boksen for at berolige ponyen. Lisbeth fik pludselig øje på Majbritt, Anitas mor. Hun gik hen for at tale med hende. Majbritt forklarede alt hvad der var sket på ridebanen, og at hun intet havde imod at dyrlægen kom for at hjælpe ponyen. Efter en lang halvtimes venten kom dyrlægen. Hun sendte straks alle ud af stalden undtagen Clara. Efter en grundig undersøgelse konkluderede dyrlægen at Spellbinders tilstand var kritisk, men han skulle nok klare den. Hun gav ponyen nogle sprøjter og gik ud for at finde ejerne af stedet, så ponyen kunne blive flyttet over i en boks hvor der var massere af fred i stalden.

Da ponyen endelig stod i en boks, hvor der var massere af fred, åndede alle lettet op, og Clara kunne mærke glæde sprede sig, da ponyen endelig begyndte at nippe til halmen. Den så meget træt ud. Dyrlægen gav hende massere af ros, for den indsats hun havde ydet. Også Mads og Maria fortalte hvor godt hun havde klaret det. De gik sammen tilbage til deres ponyer og heste, da noget pludselig gik op for Clara. Hun skulle have været inde og ride Fellow for en halv time siden. Finaleklassen var startet. Clara følte hvordan skuffelsen begyndte at sprede sig. Mads klappede hende på skulderen: ”Nu går jeg og Lisbeth ned og forklare det hele, og så kan vi håbe vi får lov til at ride alligevel. Det skal nok gå, og hvis det ikke gør, så ville jeg alligevel hellere have at Spellbinder var OK end at ride en klasse.” Clara nikkede, og skyndte sig at gøre Fellow klar. Ti minutter efter begyndte hun at skridte rundt på banen, og efter noget tid begyndte hun at trave og bøje ponyen af. Hun talte lidt med Fellow, mens hun travede rundt på ridebanen. Så fik hun øje på Julie:” Clara, Clara, du skal ride som den næste rytter. Clara havde endnu ikke fået sprunget opvarmningsspringet, men der var ingen tid at spilde. To minutter efter hilste Clara på dommeren og travede efterfølgende rundt. Hun håbede på at kunne huske banen, hun havde lige hurtigt gennemgået den vha. en baneskitse. Hun kunne mærke på Fellow at den var en smule for tændt. Hun red den lille volte, for at samle ponyen en sidste gang. Clara vidste at hun skulle ride fejlfrit, for at holdet skulle have en chance for at blive placeret og fp muligheden for at gå videre. Hun red mod det første spring. Hun mærkede nervøsiteten sprede sig i maven på hende. Fellow begyndte at tøve lidt, og Clara var lige ved at glemme, at de var to de skulle over springet. Hun tog sig sammen, drev lidt på ponyen og idet den satte af forsvandt alt nervøsitet, og Clara red målbevidst resten af runden.
En time senere blev det både Mads og Julies tur. Julie skulle først ride, og som sædvanlig redde ponyen hende igennem runden og de kom fejlfrit over målstregen. Mads skulle ride som den sidste rytter på hele dagen. ”Det er lid sjovt, Clara. Jeg kan huske at du sagde til mig jeg ikke skulle være bekymret for at lave fejl, for i skulle nok klare det.” Clara smilte, hun kunne godt huske det. Mads havde været lidt bekymret for at kunne klare sig igennem banerne. Clara havde sagt at han bare skulle være på holdet, så skulle de nok sørge for at ride fejlfrit. ”Du klare den. Det er jo ikke meget højere end det plejer at være.” Mads gav hende det skeptiske blik, som altid. Clara forstod ham godt. Tempo var ved at være overgearet, den trængte virkelig til at komme på fold. Den næstsidste rytter forlod banen med fire fejl. Hvis Mads klarede banen uden at lave fejl, så skulle en af dem i omspringning med en af rytterne fra det andet hold som havde klaret alle runder fejlfrit. Mads så på hende e sidste gang: ”Du må hellere gøre Fellow klar til omspringningen.” Clara ville gerne blive, men Mads havde ret. De havde besluttet at hun skulle ride omspringningen hvis det blev tilfældet. Hun var den hurtigste og den der havde den mest lydige hest. Mens Clara stod i stalden for at sadle Fellow op, kunne hun næsten hører alt hvad der skete i ridehuset. Der var helt stille, en enkelt gang hørte hun et ”UHHH!”, men så hørte hun et kæmpe bifald. Da hun trak Fellow ud, så hun Mads komme ud af ridehuset. Maria gik ved siden af og vidste hende en tommelfinger der vendte op ad. Så vidste Clara, at nu var det hele op til hende selv. Hun skyndte sig op på ryggen af sin vågne pony. ”Du er klar, hva Fellow. Jamen, så lad os vise dem hvordan man skal klare ærterne.” Clara fik travet et par runder på banen, men Fellow havde ikke stået i boksen så længe det var ikke nødvendigt at springe under opvarmningen. Clara skulle ride som nummer to. Mens den anden rytter var inde og ride skridte hun rundt sammen med Mads, som gav en meget detaljeret forklaring af hvordan han og Tempo havde klaret banen. Så var det endelig tid. Clara skridtede ind på banen, hilste på dommeren. Og så sig omkring en enkelt gang. Så sprang hun ponyen an i galop, og ventede på startsignalet. Rytteren før havde været hurtig og fejlfri. Banen var ikke særlig svær, og der var flere steder hvor man kunne spare tid. Signalet lød og Clara red frisk frem gennem start. Fellow fløj over det første spring, Clara lagde lidt vægt til højre og Fellow landede i den korrekte galop, og de kom rundt i et skarpt sving. De red videre mod det næste spring. Det var det højeste spring på hele banen. Springet var lodret og Clara holdt en smule igen på ponyen. Også her kom de over. Clara prøvede at komme indenom et spring, men de kom alt for skarpt på det næste spring. Til alt held var Fellow meget smidig og på en umulig måde kom hun fejlfrit over springet. Clara overvejede et kort øjeblik at sætte tempoet ned, men hun mærkede hvordan ponyen ønskede at forsætte, og på det lange stykke ned mod det sidste spring, lod hun ponyen strække ud, og de fløj over det sidste spring. Til Claras forfærdelse hørte hun en lyd bag sig. Tankerne fløj gennem hovedet, hun frygtede at hun havde dummet sig. Men da hun kom igennem mål, og publikum begyndte at klappe vildt, vidste hun at bommen var blevet liggende. Hun lod Fellow tage en runde i galop, mens publikum klappede af dem. Clara vidste endnu ikke selv hvad tiden var, men hurtig det havde hun været. Da hun var på vej ud af banen kom resultatet. Hun havde været tre sekunder hurtigere end den anden rytter. Clara mærkede varmen strømme igennem sig og hun lænede sig fremover og gav sin pony et kæmpe kram. Uden for ridehuset, hoppede hun af og blev mødt af Mads. Bianca holdt hans pony mens han havde set Clara springe. Han løb hen, gav hende et kram og et kys. Clara kunne ikke stoppe og kyssede igen. Bagefter så hun forskrækket på Mads, som bare smilte til hende. ”Sådan skal det bare gøres.” Clara blev helt rød i hovedet, og hun var stadig helt fortumlet da Maria og Julie kom jublende ud.
Kort efter sad Clara, Mads og Julie på deres ponyer i ridehuset, og modtog alle de præmier som de fik. Belinda var der også og da hun var en del af holdet fik hun også præmier. Hun havde fået afvide fra lægen at hun nok skulle blive klar til at ride til landsfinalerne.
Sent om aftenen sad Clara med sin rosette i hånden. Hun var glad, både for præmierne, men også for kysset. Dog var hun også forvirret, for hvor meget mente Mads med det kys?

Vil rigtig gerne have lidt feed Back...

Camilse m. Looksen