Clara og Ponyerne {{forumTopicSubject}}

Store udfordringer og sort uheld.

Clara skulle sent fredag efter middag, som den eneste. Der var så mange tilmeldt i holdkonkurrencen at de afholdte den i to afdelinger. Fellow var meget vågen, men Clara vidste hvor hun havde sin lille pony. Ponyen trippede ind på ridebanen, og Clara hilste på dommeren. Hun satte Fellow i trav, og red lidt rundt på banen, mens hun ventede på startsignalet. Det slog hende hvor stor banen var, og hun havde et øjeblik mest lyst til at ride ud af banen igen. Så lød signalet og hun mærkede hvordan det gav et ryk i ponyen. Hun satte den i galop, og red på det første spring. Det næste minut var Clara inde i sin egen lille verden, hun styrede sin pony på banen og følte sig et med sin pony. Hun holdte hovedet koldt og red glad over målstregen. Nul fejl, Fellow var bare fantastisk, Clara klappede lykkeligt sin pony på halsen, mens hun red ud af banen. Da hun kom ud af banen blev hun modtaget af alle vennerne der kom og fortalte hvor godt hun havde redet. Clara skyndte sig a sige at Fellow havde lavet en stor del af arbejdet.

Ti minutter børstede hun ponyen over med en børste inden hun lagde dækken på. Det var ved at være koldt. Maria og Mads stod ved bokslågen og snakkede, mens de ventede på Clara. De havde aftalt at gå ned i kantinen og købe lidt mad, og så se resten af rytterne ride. Clara kom til at tænke på hvor længe siden det havde været det kun havde været dem og ingen andre. HUn kom til at tænke på sit første stævne på Fellow og på den gang Maria red på stædige Fjong. Der var sket så meget det sidste år. Hun kom til at tænke på lille Trunte som hun måtte sige farvel til, kort inden hun fik Fellow. "Kommer du, Clara. Maria er ved at dø af sult." Clara så op, og så på sine venner. Hun kunne ikke lade være med at smile: "Jeg kommer nu" hun klappede fellow en sidste gang på halsen, og så gik de.

Clara og Mads var stadig overrasket over at Maria havde spist 2 burgere og en bakke pomfriter. De sad i hver deres stol ved barrieren, og fulgte med i hvad der skete på banen. Da det lød: "Anita Clausen på Spellbinder" blev de ekstra opmærksomme. Den spinkle pony så helt svedig ud og den lignede bestemt ikke en der brød sig om situationen. Anita pressede benene til ponyen, som straks satte i en vild galop. Den klarede fint det første spring, men resten af runden var en sand gyser. Hele tiden blev der skåret et hjørne og ponyen blev hevet rundt på banen, smatidigt med at sporerne blev boret ind i siden på Spellbinder. da de var færdige var der helt stille i hallen, og ponyen fik ikke et eneste blidt og taknemligt klap på halsen. Clara hørte Mads mumle et eller andet. Hun fik ikke fat i hvad det var, men hun følte at hun var meget enig. Tilgengæld hørte hun hvert et ord af hvad Maria sagde: "DEn kælling, hun burde sparkes bagi og aldrig få lov til at side på en hest igen." Clara trak en smule på smilebåndet. Hvor ville hun ønske at Maria fik sit ønske opfyldt. Den næste rytter der kom på banen, red virkelig pænt. Ponyen fløj højt over alle springene, og den var ikke ved at ramme en bom en eneste gang. De var alle tre imponerede, og de blev enige om at hun havde fortjent at vinde. Desværre var tiden ikke særlig hurtig, og det endte med at Anita vandt klassen. De blev lidt trist til mode, for det var jo dårlig reklame for deres klub, når hun red så vildt.

Tidligt lørdag morgen var det Julies tur til at komme på banen. Cæsar gik som sædvanligt en sikker runde, og Julie sørgede for at ride ham sikkert og fejlfrit rundt på banen. Cæsar strejfede en bom på det sidste spring, men den blev liggende. Først om eftermiddagen skulle Mads og Belinda springe. Imellem tiden var Maria inde og springe mod Bianca. Alle holdte på hat og briller da de som de eneste to skulle ud i omspringningen. Det endte med at Maria trak det længste strå og vandt. Starlight var en del mere rutineret end Biancas Rocky. Kort efter var de begge inde og springe en stilspringning, og her vandt Bianca, efter at have redet en fuldstændig fejlfri runde. Hun fik stor ros af dommerne.
Stella havde ikke heldet med sig da hun skulle springe på Furi. De kom skævt ind på et af de første spring, og så gik det helt galt resten af vejen. På det tredje sidste spring valgte Stella at opgive. Da hun kom ud virkede hun meget trist, men sagde at hun ikke ville gøre Furi ked af at springe, når nu den ikke havde startet særlig meget. Bagefter var de henne og se dressurrytterne ride. Der blev snakket på livet løs, og de prøvede alle sammen at få noget ud af at se på andre ride.

Endelig var det tid til at Mads og Belinda skulle ind for at ride. Belinda skulle ride først og så var der to ryttere mellem dem, så skulle Mads ride. Belinda red ind på banen, mens Clara blev ude på opvarmningsbanen, for at hjælpe med springene. Tempo så godt ud, og den virkede klar til at skulle springe. Det var kun en uge siden, der var ude for at springe de to MB’er, Tempo havde sprunget suverænt, og de havde vundet begge klasser. Clara var ikke i tvivl om at de var klar til at give den hele armen. Pludselig lagde hun mærke til en masse spektakel henne fra springbanen. Der var nogen der begyndte at råbe, og en kom trækkende ud med Kenzo. Ponyen haltede en smule, og rystede irriteret på hovedet. Clara skyndte sig derhen, og hun fik øje på Belinda da stod og græd, mens Lisbeth prøvede at snakke med hende. Clara gættede sig hurtig hvad der var sket, men inden hun nåede at komme derhen, havde Lisbeth hevet hende ud til en bil så hun kunne blive kørt på skadestuen. Der var en pause på små ti minutter, og Clara skyndte sig ud for at fortælle Mads hvad der var sket. ”Er du sikker på hun er OK?” Clara nikkede: ”Hun virkede rystet, og Maria sagde hun havde slået sig en smule. Men det er ikke slemt. Men nu er vi kun tre på holdet. Det betyder at du skal ride fejlfrit nu og vi alle tre skal ride vores bedste i morgen.” ”Jamen, så lad os det. Vi er jo ikke kommet hertil til ingen verdens nytte.” Mads lænte sig frem og klappede sin pony på halsen, og travede hen mod porten. Clara skyndte sig hen, så hun kunne følge med i hvad der skete. Mads red en enkelt runde i galop på banen, og red så mod det første spring. Tempo havde et rigtig godt Tempo, og den gik lige på alle springene. Ponyen tøvede en enkelt gang, men der blev hurtigt støttet op og ponyen kom over springet. De klarede en fejlfri runde.

Ventetiden var ulidelig. Lisbeth havde lige ringet og fortalt at Belinda havde brækket armen, og ikke ville kunne ride næste dag. Men det ville heller ikke nytte noget for Kenzo var stadig halt. Seks ryttere manglede stadig at ride, men sådan som det så ud nu, så var det ret sikkert at de gik videre til næste dags springning. Clara og Julie stod og så på de sidste ryttere ride, de var efterhånden ved at være gode venner. De havde også tilbragt de sidste mange dage sammen, og det havde været rigtig hyggeligt. Julie havde fået is på næsen. Clara forstod det ikke, hvordan kunne hun spise is når det var så koldt som det var lige nu. Clara selv stod med en stor kop varm kakao, og hundefrøs. Den sidste rytter var nu på banen, det var en dejlig pony og den gik godt. Rytteren red den helt perfekt, men desværre fik de revet det sidste spring ned. Kort efter blev de hold der var gået videre til den næste runde, og Clara og Julie blev helt vilde da deres hold blev råbt op. De skyndte sig op i stalden hvor Mads og Bianca var ved at sadle op. De skulle deltage i en parspringning, og var klædt ud. Det var en del af showklasserne som blev afholdt sidst på dagen. Clara fortalte hvinende den gode nyhed, og Mads kunne heller ikke skjule glæden. Clara skyndte sig at hjælpe med at gøre Tempo klar til klassen.

Det var tidligt søndag morgen. Clara gabte højt, mens hun igen hørte på Maria og Mads pludren. Nogen gange forstod hun ikke hvordan de kunne være så friske, så tidligt. Hun var ved at hælde foder op i Fellows krybbe, da hun hørte noget uden for. Hun gik der ud, og så Anita ride ude på ridebanen. Hun red på Spellbinder. Clara forstod ikke hvorfor, for hun skulle ikke starte på den i dag. Hun gik tættere på, og hun begyndte at høre hvordan Anita skældte ponyen ud. Hun red mod et af springene, og ponyen stoppede. Hun smækkede ponyen en med pisken og red på endnu engang, men ponyen ville stadig ikke. Det gik op for Clara at hun måtte gøre noget, så hun kravlede genne hegnet og greb ponyens tøjlet. Hun så det vrede og hysterisk blik som Anita gav hende: ”Slip min pony!” Clara mærkede hvordan vreden steg op i hende: ”Jeg synes du skulle stige af din pony. Det er tydeligt at den er helt panisk.” Clara måtte ikke bare kæmpe med vreden, men også men den urolige pony, som steppede nervøst rundt om hende. Clara så det ikke, men Anita løftede pisken og skulle til at slå hende. Pludselig lød en stemme: ”Hvad er det du har gang i? Du hopper af nu!” Både Clara og Anita så forskrækket hen mod stemmen. Det var Anitas mor. Clara havde set hende en enkelt gang før. Hun kunne hører at Anita skulle til at sige noget, men hun blev afbrudt af sin mor: ”Anita, du hopper af nu. Dig, det er Clara du hedder, ikke? Er du sød at tage dig er ponyen, men jeg snakker med min datter.” Clara vidste ikke helt hvad hun skulle sige, men træk alligevel den skræmte pony op i stalden.

Camilse m. Looksen