Vilde Venus {{forumTopicSubject}}

Jeg har endelig taget mig sammen til at få skrevet lidt mere på historien... Og da det er laaaaang tid siden jeg sidst postede noget på den historie, kan jeg vist lige så godt tage og poste det hele

Hvis du synes det er svært at læse teksten herinde så er der her et link som viser teksten i stor størrelse...

(link fjernet)

Men vær forberedt... Den er på 15 sider

*****

Vilde Venus

Kapitel 1.
Mødet med Venus

Forskrækket flygtede alle ud fra indhegningen, selv de store bredskuldrede mandfolk, som aftenen før havde pralet med deres vilde og halsbrækkende eventyr, som de kun var sluppet fra med livet i behold fordi de i sidste øjeblik havde udtænkt en klog og dumdristig plan. Nu var der intet mod at spore i deres øjne, de tænkte kun på at komme væk. Folk skreg og råbte, da den hysteriske hest pludselig satte af sted mod en håndfuld små børn der stod dybt chokeret og så på hesten, der nu kom løbende mod dem med ørerne fladt tilbage. I sidste øjeblik fik deres forældre hevet dem ud af indhegningen. Herefter travede den gyldne hoppe rundt på folden, mens den ophidset slog med hovedet. Det var sådan Lizzie huskede sit første møde med den lille hoppe. Hun var taget med sin far den lange vej op til den årlige auktion på Eagle Ranch, netop på grund af denne hoppe. Og de var ikke de eneste. Alle de mennesker der før var strømmet ind i indhegning for at se den legendariske Silver Light-datter var kommet fra nær og fjern. Hingsten Silver Light var en legende på springbanerne og havde i hele sin karriere været ubesejret. For fem år siden kom den på pension og skulle herefter gå som avlshingst. Kun en hoppe nåede hingsten at bedække, inden den en sen aften døde af et voldsomt kolikanfald. Det var derfor til manges store forundring at den eneste hest faldet efter Silver Light nu blev udbudt til salg, men nu forstod alle hvorfor. Lizzie så op på sin far, som stod med en bekymret udtryk i ansigtet, og da hun kiggede rundt på alle de andre fremmødte, kunne hun se det samme udtryk hos dem. Selvom ingen af dem sagde et ord, så vidste hun udmærket hvad de alle tænkte. De havde alle mest lyst til at starte bilen og begynde på den lange rejse hjem, for købte man denne hoppe købte man sig ikke til meget andet end problemer. Lizzie så igen på sin far, og kunne se at der skulle meget overtalelse til før hun kunne lokke ham til at købe den smukke gyldne hoppe. Hun var overbevidst om at hesten inderst inde var en god og kærlig hoppe, men ville det være besværet værd at prøve at finde frem til denne hest vidste Lizzie ikke endnu. Der blev åbnet for bud og der var ikke en der bød ind. Pludselig fik Lizzie øje på manden med den mørke hat. Hun var ikke i tvivl, det var Thompson, en hestehandler der boede ikke langt fra gården Lizzies far ejede. Han var sandsynligvis ikke kommet for at købe Silver Light-Hoppen, da han normalt kun købte de billige heste, for senere at sælge dem til høje priser til mennesker der ikke vidste at de heste han solgte dem, var fyldt med fejl. Lizzie så længe på ham, hun havde straks bemærket hans selvsikre smil. Han holdt skarpt øje med den kønne hoppe, og Lizzie var ikke i tvivl om at han ville købe den hvis ingen andre bød snart. For selv om hoppens far var legendarisk, så var der ikke mange der ville give en formue for en ubrugelig hoppe. Men Thompson ville helt sikkert kunne ødelægge hoppen å meget, at den mistede sin selvtillid og derfor ville føje sit menneske af frygt. Lizzie havde set hvordan træningen foregik på Thompsons hestested, og det var der ingen hest som fortjente. Hun var næsten sikker på at hun, hvis hun fik tiden til det, ville kunne gøre hoppen nem og medgørlig. Hun skulle bare overbevise sin far om det. Hun så på sin far igen. Hans blik var ikke længere rettet ned mod indhegning, men i stedet i kataloget. Han tjekkede en sidste gang katalognumrene på de 3 unghopper han havde købt tidligere på dagen. Lizzie vidste udmærket hvad dette betød, han var klar til at gå. I samme øjeblik bød Thompsom på den skønne hoppe. Lizzie så sig om i håbet om at der var andre der ville byde, men det gik hurtigt op for hende at dette ikke var tilfældet. Hun blev nødt til at gøre noget, og hun vidste at hendes far næppe ville sige ja til at købe hoppen. Hurtigt rakte hun hånden i vejret, og hørte speakeren sige: “Lawson byder over”. Hurtigt så Lizzies far på hende, med overrasket blik:; “Lizzie, hvad har du gang i? Den hest er sindssyg!” Hun kunne mærke hvordan hun blev skuffet over sin far: “Jamen, vi kan da ikke lade Thompson købe hende, far. Du ved hvordan han er mod hestene, og han vel bestemt ikke være mere mild ved en hoppe som denne.” Hendes far rystede på hovedet, og tvang hendes arm ned, da hun ville løfte den for endnu engang for at hæve deres bud over Thompsons. “Du kan lige så godt glemme det, den hoppe skal ikke med hjem. Den vil ikke give os andet end problemer.” Lizzie var ikke længere skuffet, men stiktosset på sin far. “Hvis ikke du køber den, så betaler jeg selv for den!” Lizzie så trodsigt på sin far, og i det øjeblik indså han at han intet kunne gøre for at stoppe sin datter. Han løftede selv hånden og bød. “Lizzie, du får selv lov til at stå for at gøre den menneskevant. Jeg tør ikke lade nogen af mine ansatte komme i nærheden af den” Hun nikkede, mens hun intenst holdt øje med Thompson, som skulede af dem. Han brød sig ikke om familien Lawson, slet ikke efter Lizzies far, Pete, havde grebet ind da han i sit arrigskab havde gennemtæsket sin hest ved en konkurrence for et par år siden. Hesten havde nægtet at gå op i traileren, og da havde Thompson temperament allerede løbet af med ham. Han havde hentet pisken og var begyndt at piske løs på den arme heste, som intet forstod. Pete havde bedt Lizzie løbe hen for at hente en fra stævnesekretariatet, og da han ikke syntes de kom hurtigt nok, tog han pisken fra Thompson, og fik en til at berolige hesten, mens han selv holdt den gale mand væk fra den. Alt dette resulterede i at Thompson fik karantæne fra stævnerne de efterfølgende 3 år, og denne karantæne var lige netop ophævet. Lizzie kunne nærmest mærke hvordan Thompsons øjne borede sig ind i hende som syle lige nu, og endnu engang hævede han sit bud. Lizzies far så på hende: “Er du helt sikker, Lizzie? Byder jeg op nu er jeg sikker på at prisen er højere end hvad Thompson vil betale. Så hvis du ikke er sikker, skal du sige det nu!” Lizzie rystede på hovedet. “Skynd dig nu at byd, så Thompson ikke får hende!” Hendes far løftede hånden, og kort tid efter lød det fra speakeren: “Første, Anden, Tredje. Hesten er solgt til Lawsons”

Kort tid efter stod Lizzie og hendes far og så på, mens de ansatte fra Eagle Ranch, hjælpe deres kunder med at læsse de heste de havde solgt. De var blevet enige om at det ville være bedst at vente med at læsse deres nyindkøbte heste, til der var massere af fred og ro på ranchen. De så på hvordan den ene heste efter den anden traskede frivilligt op i traileren, og de var imponerede over hvor dejlige heste de alle var. Lizzie så ud på indhegningen hvor ungehoppen stadig gik nervøst rundt. Hun håbede virkelig på at hun kunne få hoppen til at stole på sig. “Jeg er glad for at det var jer der købte ham. Det havde været forfærdeligt hvis hun skulle af sted med Thompson. Jeg er sikker på at I vil kunne give hende det bedste hjem” Lizzie vendte sig om, det var Pat. Han var et år ældre end Lizzie, og de havde kendt hinanden siden de var fem år. Hvert år mødtes det her på Eagle Ranch, når Pats far skulle sælges ud af sine ungdyr. Lizzie kunne mærke hvordan hendes kinder begyndte at blive varme. Hun var vild med Pat, men turde ikke sige noget. Desuden så boede de alt for langt væk fra hinanden til at kunne have noget forhold til hinanden. “Jeg er også glad for at jeg fik min far til at købe hende. Hvad er der sket siden hun er sådan?” Pat trak på skulderen: “Der er der ingen der ved. Hun har gået sammen med sin mor indtil hun fyldte et år, så kom hun over og gå sammen med de andre unghopper. Vi kunne med det samme se at hun havde arvet sin fars temperament. Ingen af de andre skulle bestemme over hende, og hun havde den samme mening om mennesker. Der er ingen der rigtig kan komme til hende, og der er hverken plads eller tid til sådan en hest her. Så ville det være bedre at sælge hende.” Lizzie var lidt gal på Pat, hun kunne godt forstå at det ikke var det bedste for forretningen at have en ubrugelig hest stående i stalden, men samtidigt mente hun også at det var at give alt for let op. “Hvad så hvis vi ikke havde købt hende? Ville i så bare have ladet Thompson tage hende med?” Pat rystede på hovedet: “Havde det været tilfældet ville min far have sagt at buddet var for lavt. Men jeg vidste at du ville have den. Den hest har alt det du har talt om du gerne ville have i en hest. Det har jeg vidst fra den første gang jeg så den stå på engen sammen med sin mor.” Lizzie huskede godt alle de mange breve Pat havde sendt til hende, og i alle brevene havde han nævnt en ung hoppe, som han var sikker på hun ville være vild med når hun så den. Han havde fortalt om hvordan netop den hoppe mindede om hende. Han havde fortalt om hvordan hoppen havde sine egne meninger om tingene og at den ikke lod sig styre af nogen, akkurat som huskede Lizzie var det. Hun begyndte at smile da hun kom til at tænke på de breve. Det var først nu det gik op for hende at det her var den hoppe Pat havde fortalt om. “Jeg tror du har ret Pat. Jeg tror det her er min drømmehest. Hvorfor ikke? De kloge sige at det man leder efter, er der hvor man mindst venter det.” Pat stillede sig hen ved siden af hende ved hegnet. “Hvad vil du kalde hende?” Lizzie kiggede et øjeblik på den smukke hoppe: “Venus. Ja. Det vil jeg kalde hende, Vilde Venus.”

Kapitel 2
Hjemme

Klokken var mange, da lastbilen endelig drejede ind på den store gårdplads. Lizzie fik med det same øje på sin skimlede pony, der nysgerrigt stak hoved ud over bokslågen, for at følge med i hvad der skete. Lucifer, var navnet på den kække ponyhingst. Den var lige så gammel som Lizzie selv, nemlig 14 år. Lizzies far så ponyen for første gange, da den som to års blev fremvist på et større hestemarked. Dens yderst charmerende udtryk havde straks fanget hans interesse. På daværende tidspunkt havde han kun meget lidt forstand på heste, og de hesteeksperter han fulgtes med, fraråd ham at købe ponyen. Han kunne dog ikke lade være med at tænke på den skimlede hingsteplag, og da han ugen efter erfarede at den ikke var blevet solgt på markedet, lejede han en hestetrailer og kørte af sted for at hente den pjuskede unghest. Han fandt senere en dygtig ponyrytter, som red den op og stod for den grundlæggende ridning af ponyen, og da den som 4 års stod på fløj ved hingstekåringen og senere vandt materialprøven med den højest opnåede pointsum nogensinde, var ingen længere i tvivl om denne hingst kæmpe potentiale. Da Lizzie fyldte 7 år, fik hun endelig lov til at ride Lucifer, som havde været Petes bedste investering nogen sinde, og sammen med Lizzie var den blevet til en af landets mest vindende springponyer. Efter at Lucifer havde vist sig at være en stjerne i svøb, havde Lizzies far altid fulgt den første fornemmelse han fik når han så en hest for første gang, og det havde gjort at hans stutteri og salgsstald var yderst succesfuld. Men det var ikke kun Petes næse for gode heste, der var skyld i denne succes. Hele tiden havde han holdt fast i at hans heste og ponyer skulle have tid til at udvikle sig og falde til inden de blev sat på de prøvelser livet som ridehest byder den.
Hurtigt hoppede Lizzie ud af vognen og skyndte sig om til rampen. Her mødte hun Jeff, som havde ansvaret for hestenes pasning og pleje. Lizzie havde kendt Jeff næsten hele livet, og han var nærmest som en onkel for hende. “Halløj Lizzie. Fik I fat på nogle af de gode heste?” Hun nikkede: “Ja. Far har købt nogle virkelig fine hopper. Den ene er efter Silver Light!” Lizzie kunne mærker hvordan stoltheden susede igennem kroppen. Det var også utroligt at de havde fået denne hoppe med hjem efter den enestående hingst. Det havde ingen regnet med da de tidligt samme dag var kørt sydpå for at se på heste. “Lizzie, har du nu fået din far til at bruge alle sine penge igen? Jeg sagde jo det ikke var en god idé at have dig med.” “Og jeg skulle have lyttet til dig Jeff,” Lizzies far var netop kommet om til dem, “Jeg siger dig. Pigebarnet har fået mig til at købe den mest umulige hest jeg endnu har set. Det er lige før jeg vil vove at påstå at den er livsfarlig.” Jeff så på sin chef, han havde aldrig hørt Pete tale om en hest på den måde, og han vidste derfor at Pete mente hvert et ord han sagde. “Pjat, far. Det er en skøn hoppe. Jeg er sikker på at vi nok skal få en lige så stor stjerne ud af hende, som hendes far var det.” Lizzie mærkede hvordan de to mænd så på hende, og hun vidste præcis hvad de tænkte.
Det var nemlig ikke første gang Lizzie havde slæbt en hest med hjem, som alle andre ville have opgivet. I boksen ved siden af den skimlede Lucifer, stod en ældre sort vallak. Lexus var dens navn. En dag da Lizzie havde være ude og skridte en tur, var hun kommet forbi en gård, hvor to børn råbte og skreg af den stakkels hest. Nysgerrig som hun var, red Lizzie selvfølgelig tættere på, for at se hvad der skete. Ponyen havde smidt den ældste af de to børn af, og løb nu panisk rundt, med sadlen mellem benene. I stedet for at prøve at berolige den skræmte pony, jagede den ældste rundt med den. Da Lizzie senere spurgte om hvorfor hun havde gjort det, fik hun svaret: “Så kan det møg krikke lære at te sig ordentligt” Pludselig var den røget gennem hegnet, og løb alt hvad den kunne af sted. Lizzie fulgte forsigtigt efter den, og da hun fandt den, var den væltet ned af en skrænt og lå i spænd mellem to forhøjninger.
Et øjeblik overvejede Lizzie at ride hjem igen efter, men hun vidste at hjælpen højst sandsynligt ville komme for sent. Hun sad af sin pony og gik langsomt hen til hesten der lå og prustede på jorden. Den havde et sår på halsen, og dens ene bagben var kommet i klemme under sadlen. Den prøvede at sparke sig løs mens den lå der, men det nyttede ikke noget. Den var ved at være udmattet, så udmattet at den var ved at give op. “Rolig dreng” Lizzie prøvede at presse ordene ud over læberne, men det var nær ikke lykkedes hende. Det var dog ikke for hestens skyld hun talte til den, men for hendes egen. Det hjalp hende med at få styr på vejrtrækningen og tænke klart. Hun måtte forsøge at få spændt gjorden op, for ellers ville hesten skade sit ben, hvis det ikke allerede var ødelagt. Hun lagde sin ene hånd ved manken og nussede hesten lidt, hun kunne hører at den træk vejret meget tungt, og nu vidste hun at hun var nødt til at handle nu. Hun lænede sig ind over hesten, og forsøgte at få fat i gjord spændet. Hun tog en dyb indånding, spændte gjorden op, og derefter skyndte hun sig væk fra hesten, så hun ikke selv ville komme til skade hvis den pludselig skulle springe op. Den blev liggende i et par minutter, og forsøgte så en sidste gang at komme op. Det lykkedes for den og den stod nu og pustede. Lizzie kunne se hvordan benene rystede på den arme hest. Stille og roligt gik hun hen til den, hun ville ikke risikerer at skræmme hesten. Den kiggede taknemligt på hende, og hun tog fat i tøjlen der var knækket allerede inden den var rendt gennem hegnet. “Kom, jeg skal nok sørge for at ingen gør dig noget ondt igen.”
Langsomt, men sikkert kom Lizzie hjem med en hest mere end da hun tog af sted. Hendes forældre kom løbende ud af huset. De var bekymrede over hvor hun var blevet af, da det var flere timer siden hun var redet af sted. Grædende fortalte Lizzie om hvordan hun havde måtte hjælpe den skræmte pony, og tårerne begyndte at rende endnu mere, da hendes far ringede til dem der ejede ponyen. Sønderknust sad hun i køkkenet og ventede, mens minutterne slæbte sig af sted. Efter en halv time kom hendes far ud fra sit kontor. “Vi er blevet enige om at det er bedst at ponyen bliver her hos os, i hvert fald indtil den har det bedre.” Aldrig havde Lizzie været så lykkelig før. Hun skyndte sig ud i stalden, for at se til den sorte pony. I dag var Lizzie den eneste der kunne komme til Lexus. De andre måtte godt trække den til og fra fold, men den ville kun lade Lizzie strigle og ride sig.

Pete og Jeff var omhyggelige, da de åbnede indtil hestene. De ville ikke skræmme dem, så de senere ville få problemer med dem, når de skulle transporteres. Yderst stod en fin brun hoppe. Odessa var hestens navn, og da den blev trukket ned af rampen, lignede den en der havde prøvet det tusinde af gange før. Da den kom ned på jorden, stoppede den op, snusede ind og brummede stille og roligt. Det var en rigtig fin hoppe, den have en lille stjerne i panden og to lave bagsokker. Dens lemmer var stærke og kroppen smidig. Der var ikke svært for nogen at forstå at Pete havde budt på hoppen med det samme. Det var da også den dyreste af de fire de havde med hjem. Planen var dog ikke at den skulle ud og vises frem på stævnepladserne. Den skulle bruges til avl, og det var primært på grund af hoppens moder at den var købt. Det var den smukke Cleo der var mor til hoppen. Den havde aldrig været startet, og den eneste gang den havde forladt Eagle Ranch, var for at blive kåret. I dag var hoppen 26 år gammel og blev ikke længere brugt i avlen. 11 afkom var det blevet til med tiden, og den brune hoppe var en af dem. Fem år gammel var hun, og hun var ifolet en ung hingst, som endnu ingen kendte til. Pete håbede at Odessa med tiden ville vise sig at være en lige så god avlshoppe som sin mor. Ingen var i tvivl om hvem hoppen var da den kom ned gennem stalden. De tre hestepassere som var ved at gøre klar til natten, holdt inde med deres arbejde da Lizzie trak den forbi. Odessa, som godt vidste det var hende de så på, begyndte at trippe og løftede let på halen. Da den kom ind i sin nye rene boks, begyndte den straks at spise af høet, som var lagt til den i høhækken. Lizzie skyndte sig ud til hestetransporteren. Hun ville gerne være der, når Venus blev trukket ud af traileren.
Lizzie nåede lige akkurat ud på gårdspladsen da den tredje hest blev trukket ned, og hun kunne hører hvordan Venus stod utålmodigt inde i traileren. Lizzie var på vej op i traileren selv, men hendes far stoppede hende. “Jeg tror det er bedst hvis Jeff trækker hende ud. Hvis hun løber af sted, er det nok bedst at der er en der har nogle kræfter der holder fast i hende.” Selvom hun var lidt skuffet, så vidste hun godt at hendes far havde ret. Kort tid efter, hoppede Jeff op i transporteren, han løsnede træktovet og førte forsigtigt den unge hoppe ud af transporteren. I første omgang ville Venus ikke følge med ned af rampen, men da hun mærkede det faste tag i grimen, fulgte hun med ned. Da hun var kommet ned og kunne mærke hun fik fast grund under sine ben, vendte selvtillid tilbage til hoppen, og inden Jeff nåede at reagerer, rejste hun sig på bagbenene, og fik revet sig fri af det faste greb. I det øjeblik hun var på jorden igen, drejede hun rundt, og forsøgte at stikke af. Men hun glemte at Jeff stadig havde fat i torvet, og da han rykkede til en enkelt gang, mistede hoppen balancen og væltede. Hun var hurtigt på benene igen, men inden hun kunne nå at reagerer igen, havde Jeff fat i grimen igen, og han var nu forberedt på hvad hoppe kunne finde på. Med en masse besvær, fik han hoppen lukket ind i den nærmeste boks. “Hold da op. I har da fået massere af hest for de penge” grinede Jeff, mens han tørrede sveden af panden.

Kapitel 3
Den Umulige Opgave

Det var tidligt om morgenen, da Lizzie gik ud til hestene. Stilheden i stalden, inden solen for alvor brød frem, var det bedste tidspunkt på dagen. Alle problemer virkede som om de var langt borte, og det var nu Lizzie kunne slappe helt af. I den første boks kunne hun se den gyldne hoppe, som gik nervøst rundt. Lizzie tog den slidte grime der hang på bokslågen, og gik ind til hesten. “Godmorgen Venus. Hvad siger du til at komme ud og strække dine ben?” Hoppen så mistænksomt på hende, og vendte så sit hoved ind i hjørnet igen, mens bagparten blev vendt mod Lizzie. Det var tydeligt at den forsøgte at markerer at den ikke var interesseret i at tale med hende. Lizzie vidste at alt hvad hun gjorde med hoppen fra nu af, ville have indflydelse på det arbejde hun skulle lægge i hoppen fremover. Lige i det øjeblik var Lizzie ikke sikker på om hun bare skulle vente til den næste dag eller om hun skulle tage chancen, for hun følte at begge dele kunne ende fatalt. Hvis hun stoppede nu ville Venus tro at hun kunne styre Lizzie, men det samme ville være tilfældet hvis hun tog hoppen ud og den fandt ud af at den var stærkest. I sidste ende valgte Lizzie at nærme sig den gyldne hest. Hun gik forsigt hen til den stædige hoppe, mens hun prøvede at berolige den med sin stemme. Samtidigt prøvede hun at virke selvsikker og som om hun havde kontrol over det hele, og det smittede af på den unge hest, der lidt modstræbende gav Lizzie lov til at komme helt tæt på, og næsten frivilligt lod den grimen blive ført på den. Langsomt trak Lizzie den ud til ridebanen. Planen var at slippe unghesten løs på et så lille areal, nu hvor de ikke vidste med sikkerhed at de kunne fange den igen. Da Venus så indhegningen livede den op. Hun begyndte at slå irriteret med hovedet, og en enkelt gang forsøgte hun at rive sig løs ved at rejse sig, men Lizzie var forberedt. Stædigt stoppede hoppen op, og nægtede at gå et skridt til. Bestemt gik Lizzie hen ved hesten skulder og slog et klik med tungen, mens hun førte grimskaftet fremad, men hoppen ville stadig ikke flytte sine ben. Lizzie forsøgte igen, mens hun daskede hoppen let med træktovet. Frækt sprang hoppen frem for fulde drøn, og den havde nær fået revet sig løs fra Lizzie. Beslutsomt tog Lizzie fat i hesten og trak den et par omgang rundt på ridebanen, for at vise den, at det ikke nyttede noget at spille smart. Den første tur rundt på banen, blev Venus ved med at prøve det ene nummer efter det andet af og det tog næsten ti minutter at komme rundt på banen, og Lizzie var allerede udmattet. Men hun vidste at hun ikke bare kunne give op nu, hun blev nødt til at vente med at stoppe til Venus endelig ville opfører sig bare en lille smule acceptabelt. Da Venus, efter tre omgange med forsøg på at slippe løse, kunne se at det ikke nyttede noget valgte hun til sidst at følge pænt med, men Lizzie var ikke i tvivl om at hvis hoppen fik muligheden ville den forsøge på noget nyt, så hun valgte at udnytte muligheden, og slap den fri på banen. Med et kæmpe hvin satte Venus af sted med kæmpe krampagtige bukkespring. Bagefter gav hoppen en opvisning i hvor godt den kunne flytte sig, og Lizzie var lamslået. Hun lagde slet ikke mærke til at Jeff kom hen ved siden af hende. I et kvarter stod de og så på hoppen, der stolt flyttede fra den ene ende af banen til den anden, blot for at løbe tilbage igen. “Måske er den slet ikke så ringe” Lizzie så på Jeff, hun ville gerne sige noget. Hun havde store forventninger til den lille hoppe, men hun havde ikke regnet med at den havde så stor en gangformåen. “Det er som at se Silver Light som ung. Hun bevæger sig på nøjagtig samme, smidige måde. Akkurat som Silver Light gjorde det. Kan du huske hvordan han flyttede på sig, Lizzie” Hun var stadig mundlam, og alt hun kunne gøre var at nikke. Pludselig fik hoppen øje på de heste der gik på folden bag dem. Hun stoppede op, og fnøs en enkelt gang, for at fortælle at hun var der og hun ikke var hvem som helst. Selv om Lizzie havde svært ved at tro det, så var hun næsten overbevist om at hoppen vidste hvem den var, at alle forventede sig noget af den, at alle der så på den i dette øjeblik var betaget af den, som den stod der.

Efter nogle timer, da alle boksene var gjort klar til natten, gik Lizzie ud for at hente sin hoppe. Hun vidste at der ikke ville gå lang tid før de andre heste skulle trænes, og hun ville for alt i verden undgå at stresse den unge hest. På afstand kunne Lizzie tydeligt se hvordan hoppen lystigt spist løst af det frodige grønne græs, der voksede langs træhegnet, der indhegnede ridebanen. Pludselig fik hoppe øje på Lizzie. Den hævede sit hoved, og så nysgerrigt på Lizzie. Lizzie stoppede op et øjeblik og spurgte sig selv om, hvad hoppen nu havde i sinde.
Forsigtigt gik hun hen mod folden, mens hun prøvede at lade være med at kigge på hoppen. Men det var forsent, Venus vidste allerede hvad Lizzie ville. Demonstrativt slog hoppen med sit ædle hoved og rejste sig lidt på bagbenene, for at vise at Lizzie bare kunne komme, men hun skulle ikke regne med at hun ville følge med frivilligt. Lizzie kravlede gennem hegnet og ind på ridebanen, og stillede sig et øjeblik for at betragte hoppen, som nu travede ophidset rundt, mens halen blev kastet fra side til side. Så stoppede Venus op, og så igen eftertænksomt på Lizzie. Lizzie tog det som et tegn på at det var i orden at hun kom nærmere, og langsomt bevægede hun sige over mod hoppen. Endelig stod Lizzie så tæt på Venus, at hun kunne tage fat i grimen. Hun fik lige akkurat fat i den, da hoppen hoppede til siden. Da den mærkede at Lizzie havde fat, forsøgte den at rejse sig. Lizzie blev rykket med op, men hun nægtede at give slip. Da Venus igen havde alle fire ben på jorden, forsøgte hun at løbe væk fra Lizzie. Efter et par meter kunne Lizzie ikke længere følge med, og hun blev nødsaget til at slippe grimen. Da Venus stod i den anden ende og igen så på Lizzie, vidste Lizzie at hun ikke skulle prøve at få fat i hoppen på samme måde igen. I stedet stillede hun sig hen ved hegnet og prøvede at ignorerer hoppen. Hun håbede på at den i sidste ende, ville komme hen for at undersøge hvad hun lavede.

Efter ti minutter stod Venus stadig på sikker afstand, og det virkede som om hoppen ikke længere tog notits af at Lizzie stod på ridebanen. Men da Lizzie begyndte at røre på sige, hævede den straks hovedet og holdt nøje øje med hvad der skete. Med et spjæt hoppede Venus frem og gjorde Lizzie så forskrækket at hun var ved at vælte over sine egne ben. Hun kiggede ned ved staldbygningerne og kunne se hunden Sander komme løbende. Det var åbenbart det der havde forskrækket den gyldne hoppe. Efter hunden kom Jack, den af de tre staldknægte der havde været der i længst tid. Lizzie havde egentlig aldrig set ham som en af de ansatte, men snarere som den storebror hun altid havde ønsket sig. Han havde arbejdet på stedet i 3 år nu, og det var første gang de havde haft en der var blevet så længe. Jack selv sagde at det var fordi han nød det dejlige fredelige liv med hestene, som aldrig brokkede sig eller vrissede af en, og så følte han sig generelt hjemme. Han talte ikke så meget om hvad han have lavet før han kom til stedet, men det var heller ikke noget Lizzie gik op i, for det betød ikke noget nu. Alt Lizzie vidste var at der blev talt en meget om det, da hendes far ansatte Jack. I starten havde det da også virket som om Jack slet ikke havde lyst til at være på stedet, men efterhånden som dage blev til uger og uger til måneder, var han ikke til at få væk fra stedet igen. “Problemer, Lizzie?” Hun skar et kort øjeblik ansigt af ham. “Nej, det er skam helt med vilje at jeg leger tagfat med hesten.” Jack sendte Lizzie et varmt smil. Han vidste at hun helst ville klare det her alene, og han satte sig på en spand ikke langt derfra. “Jamen, det vil jeg da gerne se. Det er trods alt ikke hver dag at man med vilje leger den leg med hesten.” Det var ikke fordi Lizzie havde meget imod at han blev der, men hun vidste at nederlaget ville være endnu større nu, hvis hun gav op.

Men Lizzie havde aldrig været typen der gav op, og Venus var ikke den første vanskelige hest hun havde arbejdet med. Forskellen på Venus og tidligere heste var udelukkende at Venus var så selvsikker og det var der problemerne var opstået, mens de andre heste havde været vanskelige fordi de tidligere i deres liv var behandlet forkert. Det var altså ikke kun nogle helt fantastiske gangarter hoppen havde arvet fra sin fader, men også det meget specielle temperament. Det gøs lidt i Lizzie, for hun havde hørt mange historier om hvordan Silver Light kun ville have med visse mennesker at gøre. En gang havde den nægtet at gå ud af boksen, fordi det var en person den ikke kendte som skulle lukke den ud på fold. Den arme pige, som lige var ansat i stalden, havde forgæves forsøgt at få den fine hingst med sig, men den havde stået som var den limet fast til gulvet. Til sidst havde hun givet op, og havde beklaget sig til en kollega, som ikke forstod problemet. Han gik lige ind i boksen og hingsten fulgte ham som en lille hundehvalp ud af boksen. Selv efter pigen havde arbejdet i stalden i nogle år, ville hingsten stadig ikke trækkes af hende.

Lizzie rystede op hovedet. Det var slet ikke sikkert at Venus var på samme måde. Men efter hoppen for sjette gang hoppede væk fra hende, da hun greb efter grimen fik hun for alvor sin tvivl. Frustreret gik hun hen til hegnet. Hun kunne se hvordan Jack rystede let på hovedet. “Det er noget af en hest I fået med hjem. Hvad tænkte din far dog på da han købte den?” “Har du slet ikke hørt det? Det var mig der ville have den. Lige nu har jeg næsten glemt hvorfor. Måske fordi jeg var overbevist om at hun bare skulle håndteres på den rigtige måde.” Jack rejste sig og gik hen imod hende. “Måske er den rigtige måde, bare ikke den rigtige.” “Hvad mener du?” “Kan du huske da du fik Lexus? Hvordan du var forsigtig med alting?” “Ja, men han havde jo haft det hårdt og han skulle nødig blive bange.” “Men Venus, hun er vel egentlig ikke bange. Jeg mener, når man ser hende løbe rundt er man ikke i tvivl om at det er en stolt hest. En hest som måske aldrig har haft mulighed for at vælge at gøre tingene for sin ejer. Måske skal hun have lov til at ville gøre tingene, og ikke presses til det. For hvis det var fordi tingene bare skulle gøres rigtigt med hende, så ville de vel sagtens kunne takle hende på Eagle Ranch? De er jo dygtige hestefolk deroppe, det er vel derfor din far hvert år er der for at købe heste af dem? Måske skal du bare gøre som jeg gjorde med Sander,” Jack satte sig ned på knæ og klappede sin hund “skure den med hårene.” Lizzie forstod ikke helt hvad Jack talte om, men da hun ville spørge var han allerede på vej tilbage mod stalden.


Lizzie forsøgte, men før hun vidste af det var der gået det meste af en time, og nu stod Jeff og var ved at sadle en af unghestene. Selv om det var meget mod Lizzies vilje, måtte hun hente en spand med lidt havre i. Hun håbede på at det ville lokke hoppen tæt nok på til at hun kunne fange den.

Venus små fine ører rettet sig opmærksomt mod hende, da den hørte spanden rasle med foder. Der var ingen tvivl om at den havde hørt denne lyd før, men det fik den ikke til at komme nærmere Lizzie. Det var en klog hoppe og den vidste af erfaring at den ville blive fanget hvis den kom for tæt på. Efter lidt tid måtte Lizzie indse at denne plan også var fejlslagen. Hun stod lidt og tænkte over hvad hun nu kunne gøre, men da hun ikke fik nogen idé valgte hun at gå hen imod hoppen, men uden at gøre noget forsøg på at fange den. Hun ville se hvor tæt hun kunne gå på den, uden at den sprang væk. Hoppen så stadig opmærksomt på hende, men da Lizzies nærmede sig, sprang den hurtigt til siden og slog med sit lille hoved. I det øjeblik den gjorde dette, skiftede Lizzie retning og bevægede sig væk fra hesten. Udfordrende stampede Venus i jorden for at fortælle at Lizzie bare kunne komme an, men den blev forundret da den ikke fik menneskets opmærksomhed. Igen forsøgte hesten at få opmærksomhed ved at skrabe utålmodigt med sit ene forben. Lizzie ignorerede hoppen og bevægede sig længere væk fra den. Hun kunne hører hvordan den nu begyndte at trippe forvirret rundt. Den vidste ikke helt hvordan den skulle opfører sig nu. Den var vant til at folk de blev ved med at kæmpe med den, men nu oplevede den måske for første gang at dette ikke skete. Pludselig kunne Lizzie hører hvordan den satte efter hende for fuld fart. Et øjeblik frygtede hun at den gik til angreb på hende bagfra, men den stoppede kort før den nåede hende for at vende og trave den anden vej. Det måtte være en mærkelig oplevelse for den unge hoppe. I hvert fald forstod den ikke hvorfor Lizzie bare vare ligeglad med den, og det gjorde den nysgerrig. Den kom igen bagfra, men denne gang mere forsigtigt. Da den nåede helt hen ved Lizzie, vendte den om igen. Lizzie, der nu var nået helt ned i den anden ende af banen, stoppede op og hvilede sig op mod hegnet, mens hun stadig havde ryggen til den gyldne hest. Hun måtte holde sig selv i nakken for ikke at vende sig om og se hvad hesten lavede bag hendes ryg. Det var svært, for hun kunne hører at der foregik en del ting. Hoppen kæmpede en ihærdig kamp for at få Lizzies opmærksomhed vendt mod sig, og den var ved at indse at det ikke var muligt. Til sidst stod den stille et stykke bag Lizzie. Hun vidste at det blot ville være et spørgsmål om tid, men hun vidste også at det kunne være lang tid der skulle gå før hoppen endelig ville komme helt hen til hende.

Mens hun stod der, gav hun sig tiden til at tænke. Der måtte være en grund til at Venus opførte sig som hun gjorde. Måske skulle hun ringe til Eagle ranch og få sig en snak med Pat. Han burde kunne give en grundig gengivelse af hele hoppens livsforløb indtil nu. Lizzie kom pludselig i tanker om at hun engang havde hørt en historie om hoppen Jitterbug, som var mor til Venus. Måske forklaringen på Venus opførelse lå heri. I hvert fald måtte alt undersøges. Lizzie var allerede fuldt besluttet på at aftenen skulle bruges på at læse om Silver Light i de mange blade. Hvis Venus var det mindste som sin far, kunne det helt sikkert give en stor hjælp. Lizzie havde så travlt med at overveje alle de ting hun kunne gøre, at hun slet ikke bed mærke i at den stædige hoppe nærmede sig, og hun blev forskrækket da den lidt voldsomt puffede til hende. Venus troede det var et tegn på at Lizzie ville prøve at fange den igen, så hurtigt og smidigt vendte den sig rundt for at løbe den anden vej. Halvvejs nede af banen stoppede den op fordi den opdagede at Lizzie alligevel ikke var efter den. Nu tog dens nysgerrighed endelig overhånd, og den kom helt tæt på Lizzie for at se hvad hun lavede. Lidt nervøst trak den sig tilbage, da spanden med havre blev rakt hen imod den, men hurtigt tog den sig sammen og undersøgte spanden nærmere. Roligt lagde Lizzie sin hånd på den gyldne hals. Hun kunne se på hoppens ører at den var meget opmærksom på det hun lavede med den, men alligevel var den ikke mere opmærksom end at den forsatte velvilligt med at spise. I et stykke tid, lod Lizzie sin fingre lege lidt med Venus grime, og da hoppen ikke længere reagerede på det, så hun sit snit til at få træktovet fæstnet. Da Venus mærkede den ekstra vægt i grimen sprang hun friskt tilbage og havde nær revet sig fri af Lizzies hænder. Men pigebarnet var forberedt på hvad som helst, og stuntet var formålsløst. Bestemt tog Lizzie ordentligt fat i hoppen og trak den tilbage til dens boks. Turen foregik ikke helt uden problemer, for Venus indså pludselig at Lizzie forsøgte at bestemme over den, og det brød den sig mindre om end noget andet.

****

Hvis du skal skrive noget, så lad venligst være med at skrive at du ikke har læst fordi det er for langt. Det kan jeg jo ikke bruge til noget