Historie(Sidste del) {{forumTopicSubject}}

Sidste del og sidste del. jeg ved det ikke helt endnu. Derfor lader jeg slutningen stå åben

det foregåendekommer der et link til om to sekunder

*****

“Louise, spis nu lidt,” min mor ser bekymret på mig. Som hun altid gør det. “Jeg er ikke sulten.” Min lillebror ser på mig og ser sit snit til at irriterer mig. Det er jo åbenbart det eneste formål i livet de små møgunger har! “Det fordi hun synes hun er fed!” Hvis han bare havde siddet lige ved siden af mig, så ville jeg have sparket ham under bordet, men han havde som sædvanligt valgt at sætte sig længst væk. “Mathias, den slags gider jeg ikke at høre på.” Hun så hen imod mig igen: “Louise. Du er som du skal være. Du skal ikke have det skidt med den du er.” Fedt. Nu skal jeg høre på hende hver gang vi skal spise og jeg ved at hun nøje vil overvåge præcis hvor meget der forsvinder fra min tallerken. “Det gør jeg heller ikke.” “Du må sige hvis der er noget du er ked af.” “Jeg har det fint. Der er ikke noget galt. Alt er i den skønneste orden. Kan du ikke bare forstå det!” Jeg blev nødt til at gå, ja, jeg løb vel nærmest. Jeg måtte bare ud af huset.

Jeg sidder bare i græsset for mig selv og snøfter. Hvorfor er livet så uretfærdigt? Ingen kan lide mig, ikke engang min egen lillebror. Hele min verden falder sammen, og på mandag får jeg et stort problem, når min lærer opdager hvor mishandlet mine bøger er. Det drypper lidt ned i mit hår. Himlen der tidligere på dagen havde været skyfri, er nu truende mørk. Det er lidt som om vejret afspejler mit humør. Jeg elsker det her sted. Jeg har altid haft det for mig selv, og vil aldrig dele det med nogen. Her er så fredeligt. Den lille sø ligger foran mig som et kæmpe spejl, og de store træer rokker roligt i vinden. Bare jeg kunne sidde her for evigt, her hvor der ikke er nogen som bevidst vil gøre livet surt for mig! Jeg lukker mine øjne og drømmer mig langt væk. Befinder mig i en helt anden verden. Her har jeg venner og der er rent faktisk personer som bryder sig om mig. De siger alle, at de ville ønske at jeg ikke skulle af sted igen, at de ville have jeg skulle blive. De lover mig at de aldrig vil svigte mig. Deres tilbud er fristende, men jeg ved at jeg bliver nødt til at slå øjnene op. Det er jo ikke virkelighed det jeg oplever.

Endnu en dag er gået i gang og som sædvanlig sidder jeg i min lille sikre krog bag alle de andre. Jeg håbede på at de ikke ville ænse mig, da jeg trådte ind. Det kom bag på mig hvor forfærdelig den manglende opmærksomhed kunne være. Mia, en ekstremt tynd blondt pige, gik lige ind i mig, da jeg gik gennem døren. Hun så mig ikke, og værre endnu. Hun så mig heller ikke efter hun hårdt havde ramt mig. Jeg ved ikke hvorfor, men det var ikke sådan her jeg troede det ville være. Jeg får det dårligt, føler at de har slået sig sammen og har lavet et komplot imod mig. Det var ikke kun mine klassekammerater der opførte sig sådan. Lærerne virker heller ikke spor interesseret i det jeg gerne vil sige. Er det sådan at jeg har ønsket så inderligt at blive usynlig, at det endelig er sket?
Desværre var det ikke tilfældet. Jeg går op for at spidse min blyant. En af drengene hoster: “Kælling”, mens en af pigerne hurtigt svarer med et: “Luder”. De ler alle sammen, mens jeg ulykkeligt kigger på min lærer. “Tag nu og gå ned med dig. Du forstyrrer de andre!”

Resten af dagen forholder jeg mig fuldstændigt passiv. Da der er spisefrikvarter, kan jeg ikke få en bid ned. Jeg vil bare væk!

Jeg står bag muren. Beder til at de snart vil gå, så jeg kan komme hjem. Regnen siler ned, og der er nogen der har taget min jakke. Jeg ved hvem det er, men jeg gider ikke gøre noget ved det. Ingen vil alligevel hører på mig. Jeg ryster af kulde fordi regnen har sneget sig hele vejen ind gennem mit tøj. Jeg forstår det ikke. Hele dagen ser de mig ikke, og nu venter de som sultne løver på at jeg skal komme ud til dem. Som var jeg antilopen de ville fange, og langsomt fortærer med deres ondskabsfuldheder. Jeg bliver nødt til at gøre noget inden jeg bryder helt sammen. Jeg tager en dyb indånding og begynder at bevæge mig. Jeg ser ned i jorden, mens jeg går hen imod dem. Jeg behøver ikke se på dem for at vide, at de har set mig. Pludselig får jeg smidt noget ulækkert vådt i hovedet. Min jakke var møgbeskidt. Den var en af de få ting jeg ikke havde arvet fra min søster. “Du skal jo have noget der passer til det lorte hul af et hus i lever i!” Stolt stod Maria foran mig, med alle sine undersåtter bag sig, som enstemmigt slog over i en øredøvende latter. Jeg forsøger at gå uden om, men Maria skubber til, så jeg mister balance. “Nå… Man er måske for fin til at sige tak. Men på den anden side. Svin takker heller ikke for deres mad!” Jeg kommer op at stå, og ser ikke på hende. Jeg tager min taske og løber hen mod min cykel og låser den op. “Nå, lille Louise. Skal du hjem og sladre til far. Nå, nej. Det jo rigtigt. Din far skred fra din mor, fordi det kun var stofferne der kunne tænde ham.” Det føltes som at få en kniv stukket lige i maven. Jeg fortalte hende det i al fortrolighed, da vi var mindre. Hun lovede aldrig at fortælle det til andre, og jeg havde indtil nu troet på, at hun i det mindste var så meget menneske, at hun kunne forstå hvorfor.

Jeg kunne ikke tænke, mens jeg cyklede hjem. Tankerne for rundt i hovedet på mig. Jeg måtte en enkelt gang stoppe. Jeg fik det så dårligt at jeg måtte kaste op. Det er her det gik op for mig, at jeg ikke kunne klare det mere. Jeg måtte fortælle det til min mor. Hun er den eneste der kan hjælpe mig ud af det her helvede.

Rystende sidder jeg på toilettet. Jeg er bange. Tanken om at livet ikke er værd at leve kører rundt i mit hoved. Jeg vil ikke mere, jeg kan ikke mere. Bare min mor snart kom hjem. Inden jeg gør noget dumt!