{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
997 visninger | Oprettet:

Eventyr historie {{forumTopicSubject}}

Indledning
Engang for længe siden havde Currahgowen været et smukt og frodigt land beboet af alverdens mennesker, dyr og skabninger og fuld af glæde og magi. Mange af landets indbyggere besad specielle magiske evner som de gik på specielle akademier for at udvikle, så de kunne hjælpe andre.
Men for ca. to tusind år siden havde nogle hazelske magikere tilegnet sig så store kræfter, at de sammen med en hær af sørøvere og fredløse planlagde et komplot mod den daværende konge, for at overtage magten i landet.
De blev stoppet i tide, men først efter mange voldsomme kampe og snig angreb der kostede mange civile livet. Folk mente at magien havde haft en stor del af skylden for den skade der var sket, og derfor blev magien, som før havde været så stor en del af landet, til noget man frygtede og undgik, og langsomt døde det meste af magien ud og der blev født mindre og mindre børn med specielle evner.
Alle fremmede, men især hazelanerne også kaldet hazels, et mørkglødet folk der stammer fra ø landet Hazeldene, blev også lagt for had og frygt, de blev forfulgt og fordrevet, så der til sidst næsten kun var indfødte fra Currahgowen også kaldet curranere tilbage i landet.
Siden dengang havde der været fred i Currahgowen, men landet var langsomt sygnet hen og blevet goldt så mange af indbyggerne led under sult og fattigdom, nogle mente det var fordi magien var forsvundet at afgrøderne ikke længere ville gro.
Nogle steder var folk begyndt at hviske historie om dengang der var glæde og rigdom i landet og at det måske ville være bedst hvis magien kom tilbage, men de fleste frygtede stadig alt hvad der var anderledes og magisk.





Kapitel 1
Brendan stod helt stille, hans hænder og pande hvilede mod træ væggen, selv om den sidste kamp havde været hård havde han ikke en skramme. Arenaen lugtede af en kvalmende blanding af blod, sved og det fyrretræ den var lavet af, selv om han var vant til det efterhånden fik lugten alligevel hans mave til at vende sig. Gad vide hvordan folk reagerede hvis han gav sig til at kaste op ?
Han koncentrerede sig om den forestående kamp og prøvede at lukke de mange lyde fra tilskuerne ude. Folk snakkede, kræmmerne råbte deres priser ud, et får brægede og over i det ene hjørne sloges 2 fulde mænd.
Han var træt og hans muskler ømme, og han var glad for at han kun havde denne kamp tilbage før han var færdig for i dag. Bagefter skulle et krus øl og noget mad gøre godt og så en god nats søvn.
Ejeren af arenaen Abram slog på den store gonggong og råbte med sin bedste sprechstallmeister stemme. “Så er vi klar til aftenens sidste kamp, Brendan den uovervindelige barbar mod sump heksen “.
En lille krumbøjet kvinde kom gennem døren ind i arenaen, før i tiden ville han have grinet og tænkt at han da ikke kunne slås med en lille gammel dame, men han havde nu lært aldrig at undervurdere en modstander lige meget hvor ufarlige de så ud.
Da Brendan langsomt nærmede sig kvinden følte han sig blottet og sårbar, han var nøgen bortset fra et lændeklæde i dyreskind og hans eneste våben var en træ stav med tilspidset ender.
Pludseligt fløj kvinden frem, med et hyl der gik gennem marv og ben på tilskuerne, og hendes klo lignende negle satte 4 dybe rifter på tværs af hans nøgne brystkasse inden han fik hende slynget fra sig.
“Modbydelige heks” mumlede han for sig selv, rifterne sved voldsomt et kort øjeblik, så syntes de at blive utydelige og forsvandt derefter langsomt, som om tiden kørte baglæns.
Da hun angreb igen var han forberedt og parerede angrebet med sin stav, heksen fægtede vildt med klørene og hylede som en besat, vred over at hun ikke kunne nå ham.
Pludseligt trak hun sig tilbage og et øjeblik efter fløj en sværm af magisk fremkaldte istapper om ørene på ham, de summede som vrede bier og fik luften til at føles fugtig og kold.
Sveden løb ned af hans ansigt, trods kulden, da han kæmpede for at få ram på alle istapperne med sin stav. Når han slog til dem splintredes de i en sky af is støv der glitrede som sølv når det dryssede ned på jorden.
Han følte en skarp skærende smerte i højre lår, hvor en af istapperne, han ikke havde fået ram på, havde boret sig dybt ind og bandede indædt, men han havde ikke tid til at tage sig af den nu.
Endeligt var der ikke flere istapper omkring ham så han tog fat om den istap der sad i hans lår og trak den langsomt ud, tilskuerne hujede af fryd, de elskede når der var blod og smerte involveret.
Nu måtte det være nok, han gik frem imod heksen for at få afsluttet kampen. Jo tættere på hende han kom jo tungere blev hans hoved og hans fødder, han følte sig pludseligt meget træt. Han så op på hende og fik øje på en lille lampe lignende ting der hang i en kæde fra hendes hånd og udsendte røg og han vidste med det samme at det var det der gjorde ham så træt.
Hans øjne gled i og drømmene pressede sig på, han havde stor lyst til at ligge sig ned og bare sove, glide væk i glemslen og de rare drømme. Men han kæmpede imod, han måtte kæmpe, så kunne han sove bagefter.
Brendan gled langsomt ned på gulvet, hans øjne kæmpede for at holde sig åbne, men til sidst gled de i og hans krop blev slap. Dem der havde sat penge på hans sejr buede vredt over at de så ud til at ville tabe deres penge.
Heksen gik langsomt frem imod ham, da hun stod lige foran ham, slog han med en hurtig bevægelse røgelseskaret udad hendes hånd så det fløj over i den anden ende af arenaen og i en hurtig bevægelse kom han på benene.
Inden heksen nåede at opfatte at hun var blevet snydt slog han benene væk under hende med sin stav og placerede sin højre fod på hendes spinkle bryst, som han havde håbet på gav hun tegn til at hun overgav sig og han havde vundet kampen.
Abram annoncerede ham som vinder, dem der havde sat penge på ham hujede og dem der havde sat penge på heksen buede, et par kastede endda de kyllingelår de stod og gnavede på efter hende.
“God kamp Brendan, jeg troede ellers lige hun havde dig der. Gå nu op og få noget at spise”. Abram klappede ham på skulderen, han var godt tilfreds med alle de penge han havde tjent på kampen.
Brendan fandt sig et ledigt bord i et hjørne, hvor han lod sig synke ned på stolen, inden han bad servitricen komme med et krus øl og noget mad.
Han nød som altid bare at sidde for sig selv og iagttage de mange forskellige typer mennesker der var omkring ham, mens han spiste sin mad.
På trods af en del mennesker der roste ham for kampen og et par skøger der tilbød deres ydelser, så følte han sig ensom midt i mylderet, ingen af dem kendte ham eller så ham som andet end dagens underholdning i arenaen. Han nød ikke at slås for at underholde folk, men han havde intet valg, Abram ejede ham, som nogen havde ejet ham siden han var en forældreløs dreng, han var en slave der kunne købes og sælges.
Da han havde spiste gik han alene ned til sit kammer, hvor han kravlede ned i sin seng og hurtigt faldt i søvn og drømte om at være fri og selv kunne bestemme over sit liv.


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Eventyr historie
  • #1   25. aug 2010 Vil selvfølgelig meget gerne høre jeres mening smiley

  • #2   25. aug 2010 Jeg kan vildt godt lig den, den fangede mig.. Vil gerne læse mere af den historie smiley

  • #3   26. aug 2010 kapitel 2
    Nioclas hev efter vejret, men der var ikke noget brugbart gemmested, så han var nød til at fortsætte hen af skovstien.
    Han havde ikke lige været forberedt på jagthundene, dem kunne han ikke sådan gemme sig for, da de stadig ville kunne lugte sig frem til ham, derfor havde han været nød til at løbe.
    Han kunne høre hundene gø og hestenes hovslag, så han vidste at hans forfølgere ikke var langt væk, hvis han ikke snart fandt et gemme sted, så ville de indhente ham og hvad der så ville ske turde han slet ikke tænke på.
    Men han vidste jo at han tog chancer, selv med hans specielle egenskaber var der altid en chance for at blive taget, sådan var livet når man valgte at leve som tyv og det havde han for længst accepteret.
    I det samme fik Nioclas øje på en meget tæt busk, hvor der lå en væltet træ stamme foran, og da han samtidig kunne høre sine forfølgere komme nærmere vidste han at det var hans bedste mulighed for at undslippe dem, han måtte bare håbe hundene ikke fik færten.
    Han kravlede hurtigt ned under busken og trykkede sig helt flad mod jorden, langsomt gled han i et med omgivelserne og det ville ikke længere være muligt at se ham, med mindre man vidste han var der eller næsten stod oven på ham.
    Han kunne nu høre hundene meget tæt på og han prøvede at slappe helt af og trække vejret ekstra roligt for ikke at afsløre sig. Jorden var kold og fugtig og han lå oven på en sten der skrabede mod hans ene hofte, men han turde ikke flytte sig for at få den væk.
    “Husk han kan camouflere sig, så det er ikke sikkert i kan se ham, så hold godt øje med hundenes reaktion”. Lederen af gruppen så rundt på de andre mænd, der nikkede bekræftende.
    Nioclas havde håbet at de ikke vidste det, så havde det nok været nemmere at gemme sig, nu måtte han bare håbe at hundene ikke fik færten af ham.
    Desværre var han ikke så heldig, en af hundene stillede sig knurrende op foran busken og lederen af mændene kommanderede. “Tjek under den busk, jeg tror hunden har færten af en tyv”.
    Et kort øjeblik fortrød han at have listet sig ind i huset for at stjæle den berømte diamant eller egentlig fortrød han vel kun at han havde været så uforsigtig at han blev opdaget.
    Da mændene bøjede sig ned og løftede op i busken kunne de trods hans camouflage ikke undgå at se ham. Nioclas smilede undskyldende til dem. “Hejsa igen, sjovt at støde på jer her”.
    De greb fat i hans arme og hev ham op at stå og han droppede at holde sig camoufleret. De rodede hans lommer igennem og fandt hurtigt diamanten, bagefter bandt de hans hænder sammen med et langt reb og bandt den anden ende fast til den enes sadel, så satte de grinende hestene i gang og begav sig tilbage mod borgen.
    Nioclas snublede flere gange og måtte kæmpe for at følge med hestene i skarp trav, hans lunger brændte efter luft og hans ben syrede, men tanken om at falde og blive trukket efter hesten gav ham ekstra energi .
    Da de nåede frem til borgen løsnede de ham og slæbte ham ned i kælderen, hvor de smed ham ind i en celle i kælderen. Rummet var tom bortset fra en bunke muggen halm i hjørnet, og sten væggene drev med fugt.
    Han gned sine røde og ømme håndled, mens han overvejede hvad han nu skulle gøre, hvis han ikke fandt en måde at komme ud på, var chancen for at de hængte ham for hans tyveri temmelig stor.
    Han gav sig til at tjekke de slimede vægge for løse sten, man kunne jo aldrig vide om en tidligere fange havde været i gang med en flugttunnel eller om en løs sten kunne føre til flere. Desværre for man var det eneste han fandt en død rotte i halm bunken.
    Han satte sig ned med ryggen mod døren og sukkede opgivende, der så ikke ud til at være nogen flugtmuligheder, så han måtte bare vente og se hvad der ville ske med ham.
    Nioclas havde ikke længere styr på hvor mange dage der var gået, i den lille vinduesløse celle var det svært at følge med i om det var nat eller dag, de eneste afbræk fra den mørke ensomhed var når den lille lem nederst i døren blev åbnet og nogle skubbede en tin skål med tynd suppe, en humpel muggen brød og et krus beskidt vand ind til ham.
    Da døren pludseligt blev slået helt op, fik han et mindre chok, 2 mænd trådte tavse ind uden et ord og greb fat i ham og trak ham ud af cellen. Selv det svage lys i gangen skar ham i øjnene efter den lange tid i mørket.
    Nioclas tænkte på om det var nu han skulle dø, var de ved at slæbe ham ud i gården og hænge ham ? Men da de åbnede en dør førte den ikke ud i gården, men ind i noget der mest lignede en smedje med ambolte og flere åbne ildsteder.
    Sveden var allerede begyndt at springe frem på hans pande og det blev ikke bedre da de slæbte ham helt hen til et af de åbne ildsteder. Han tænkte skrækslagene at de måske ville forsøge at brænde ham levende, som man ind imellem gjorde med hekse.
    “Hold ham helt stille”. En stor mand, med et kæmpe rødt skæg og en slags læder forklæde, sandsynligvis stedets smed, trådte pludseligt frem bag ved en ovn og kom svedende hen imod dem.
    Pludseligt gik det op for Nioclas hvad der skulle ske, de ville brændemærke ham som tyv. Han mærkede skrækken skylle ind over sig og pludseligt frøs han i varmen og de små hår i hans nakke strittede som pindsvine pigge.
    Han prøvede at rive sig løs, men de 2 mænd var større end ham og han var afkræftet efter de mange dage i cellen.
    Smeden kom hen og rev hans højre ærme midt over så hans blege arm blev blottet, så gav han sig til at rode med noget i ilden mens han kommanderede. “Vend hans arm om”.
    Vagten der holdt hans højre arm vendte den om så den lyse følsomme hud på bagsiden af armen blev blottet og hold armen i en skruestik.
    Da smeden nærmede sig med brændejernet vente Nioclas hoved bort og lukkede øjnene, hele hans krop sitrede af frugten for det brændende metal, det føltes nærmest som om hans hud prøvede at trække sig væk da varmen nærmede sig.
    Smerten var kun slem lige idet jernet ramte huden, men lyden af huden der boblede op og lugten af det brændte kød blev ved og fik det til at vende sig i hans mave og pludseligt var han glad for den sparsomme mad, da han ellers helt sikkert havde kastet op.
    Halvvejs bedøvet af skrækken og smerten blev han igen slæbt af sted mellem de 2 vagter og før han havde opfattet noget lå han igen i den lille celle, nu mærket for evigt med en 6 takket stjerne på bagsiden af højre håndled, som viste at han var en tyv.


  • #4   28. aug 2010 Slet ikke flere der har en kommentar ??

Kommentér på:
Eventyr historie

Du skal være medlem af gruppen for at kunne kommentere.
Gå til gruppens forside




Annonce