Historie :) {{forumTopicSubject}}

En lille historie jeg skrev klokken 4 i nat

Hello World, Hope You’re Listening. Forgive Me If I’m Young. For Speaking Out Of Tongue.

My Life aka. Hell

Prolog
Jeg kiggede skiftevis på pillerne og på kniven. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle vælge. Pillerne var nok det mindst smertefulde. Gik jeg ud fra. Men ønskede jeg virkelig at undvære smerten? Jeg var i tvivl. Jeg havde allerede skrevet et brev til mine forældre. Det lå på mit skrivebord.
Der stod ikke særlig meget i det. Kun at jeg gav op. At det var for svært. De ville måske have det bedre uden det, måske ikke, men nu fik de i hvert fald en forklaring. Et brev der beviste at dette ikke var mord. Det var selvmord.
Jeg valgte kniven. Selvom det gjorde mest ondt. Eller måske netop fordi det gjorde mest ondt. Hvem ved?

1. Kapitel
Flytningen

“Men mor, jeg gider virkelig ikke flytte…” mumlede jeg. Det var den samme sang om og om igen, og i virkeligheden var der ingen mening i at jeg blev ved med at prøve.
Hun ville flytte, og selvom jeg var 14, havde jeg intet at skulle have sagt i den sag. Typisk.
“Men det er sådan det bliver skat,” sagde min mor irriteret. Hun er sikkert lige så træt af den her diskussion som jeg er, tænkte jeg.
“Jaja, det gør det vel,” mumlede jeg, og gik op på mit værelse. Flyttebilen ville komme om to dage. Og så var det farvel Esbjerg, og goddag København. Mine forældre var lige blevet skilt, og min far ville blive boende i Esbjerg. Desværre havde min mor vundet forældremyndigheden. Endnu engang uden at jeg havde noget som helst at skulle have sagt…
Og nu lyder jeg sikkert rigtig negativ. Og ved du hvorfor? Fordi, det er jeg! Ja, jeg vil ikke lade som om. Jeg er negativt anlagt, fordi jeg skal flytte til triste, kedelige København, væk fra alle mine venner, min part på en dejlig pony, og alt det jeg nogensinde har kendt.
Og det allermest nedern. Det der er allermest irriterende. Det er, at min far havde tænkt sig at købe en hest til mig. Hvis jeg altså måtte bo hos ham. Men det måtte jeg så ikke. Gud hvor jeg dog hadede min mor. Og retten. Og menneskeheden i det hele taget.
Jeg har altid været anderledes. Altid en anelse klogere, altid et skridt foran. Altid med et lidt større følelsesregister, stærkere intuition, og en anelse mere logik og rationalitet. En freak.
Og det lyder måske meget fedt aldrig at behøve at anstrenge sig i skolen. Den del er da selvfølgelig også okay. Hvis den bare kom alene! Uden sine venner, Ensomhed og Anormalitet. For der er da ikke noget der er mere irriterende end at være Hende Den Underlige!
Mine venner her i Esbjerg havde efterhånden vænnet sig til at jeg var lidt underlig. De syntes nok også det var ret fedt at have en ordbog/facitliste/GPS som ven. Men det er altså ikke fedt for Ordbogen/Facitlisten/GPS’en, vil jeg lige påpege. Den har det ikke så godt med at blive udnyttet, men den bliver det alligevel. Og ‘’den’’ er så mig…
Nå, men move on in your freaking fucked up life, som min x-bedste veninde ville sige. Altså som hun ville sige nu. Der er jo en grund til at vi ikke er bedste veninder mere. Faktisk er vi slet ikke veninder mere. Lede bitch! Nå, men lige meget, den historie skal jeg ikke kede jer med. Og tro mig, den er helt utrolig kedelig!
Oppe på mit værelse pakkede jeg mine ting sammen, altså det vil sige alt det jeg ikke allerede havde pakket sammen, og smed mig på sengen. Jeg var smadret både fysisk og psykisk. Det psykiske var værst. Det fysiske kan man altid sove væk. Psykiske smerter er en del sværere at komme af med, og sværere endnu at leve med.
“Jeg hader mit liv…” mumlede jeg ned i min pude. Jeg mente det. Uden tvivl.
Jeg fandt min bærbare frem. En af de eneste ting jeg ikke ville pakke ned. Hvis vi skulle køre i bil i næsten fire timer, ville jeg fandme have min computer med mig!
Jeg åbnede den, men gad ikke logge på MSN. Jeg havde ikke lyst til at blive kimet ned af farvelhilsner, og beskeder om hvor meget folk kom til at savne mig, når alle vidste, at det eneste nogen ville savne, var mine faglige kundskaber, og deres egne gode karakterer.
Sikke nogle nedern venner jeg egentlig har, tænkte jeg.
Jeg mener, hvor nedern er man ikke lige, hvis det eneste man kommer til at savne ved en ven der flytter, er den lektiehjælp de plejede at give, og de gode karakterer der kom til følge. En ret nedern ven, right?
Jeg åbnede min dagbog (jeg tør ikke have en liggende fremme, da min mor bare ville læse den. Så nedern er hun nemlig!) og hamrede så løs på tasterne om hvor trist mit liv var.
Hvad jeg ikke vidste, men havde en anelse om, var at det ville blive langt værre i København.
Om aftenen kunne jeg ikke sove. Ret så almindeligt faktisk, ikke noget at undre sig over, eller bide mærke i. Bare endnu en søvnløs nat. Men den her var anderledes. Både på en god og en dårlig måde. Normalt kan jeg bare ikke sove. Ikke fordi jeg spekulerer, eller laver noget andet. Bare fordi.
Den nat lå jeg og tænkte. Så selvom jeg tænkte på den forestående flytning, som jeg ellers helst ville glemme alt om så længe det var muligt, lå jeg da i det mindste og tænkte. Det var knap så kedeligt.

Dagen efter stod jeg op klokken to. Jeg faldt jo først i søvn klokken 6, så det følte jeg mig berettiget til. På en eller anden måde.
Da jeg så endelig stod op, ville jeg bare i bad, og ud og sige farvel til Pathfinder, min part. Så jeg smuttede i bad. På vej ud på badeværelset kiggede jeg mig i spejlet. Det eneste jeg er nogenlunde tilfreds med, ved mig selv, var vel mit udseende. Store blå øjne, langt, let bølget, blondt hår, smal talje. Et kønt ansigt. Faktisk er der ikke det store galt med mit udseende, hvis man ser efter hvad normale mennesker kan præstere.
For jeg er altså lidt for rationel til for alvor at sammenligne mig selv med en stjerne. Jeg mener, som om nogen almindelige mennesker kan se sådan ud! Og som om de overhovedet ser så perfekte ud. Selvom jeg nu ville give alt for at ligne Nina Dobrev eller Vanessa Hudgens, fake eller ej.
Jeg var også bare bleg! Selvfølgelig var det også vinter, men jeg var uhyggeligt bleg. Det var som om min hud havde udstødt alt det brune. Nu var jeg bare hvid. Og hvis man har mørkt hår ser det egentlig meget cool ud, men som sagt er mit blond, så det er bare lyst i endnu lysere. Mega irriterende!
I badet vågnede jeg lidt, og fik noget varme i kroppen. Modstræbende må jeg indrømme at jeg nød det. Jeg er ikke meget for at nyde ting, her for tiden. Det er en del af min protest imod flytningen.
Da jeg var færdig i badet fandt jeg noget tøj frem, og gjorde mig klar. Tøj, glatte hår, eyeliner, mascara, en lille smule pudder (og kun en lille smule, hvem gider ligne en dulle?) sko på, og færdig! Så greb jeg min cykel, og trampede ud til Pathfinder en sidste gang. Min elskede hest.
Jeg skulle både ride og hygge i dag, havde jeg bestemt. Så jeg startede med at lege ‘følg mig’ der går ud på at jeg går/løber rundt, og Path følger så efter. Hun har altid været så dygtig til den leg. Så gik vi en tur i skoven uden tov, også en slags ‘følg mig’ og da vi var cirka halvvejs hoppede jeg op. Jeg har aldrig redet hende i skoven uden udstyr før, men jeg tænkte at hvis i dag alligevel var farvel, hvad var der så at risikere? Intet, lige netop.
Og jeg smilede og jeg lo på den tur. For den hest er da bare fantastisk. Vi travede endda i skoven, uden udstyr. Utrolige pony!
Da vi kom hjem satte jeg et spring op. Vi skulle også lige prøve at springe uden udstyr.
Det gjorde vi så, og det gik let som en leg.
Den sidste time stod jeg bare og fortalte hende hvor fantastisk en hest hun er. Klokken var næsten ti om aftenen, og jeg skulle snart hjem. Min mor havde allerede ringet to gange, og sagt at jeg skulle til at af sted.
“Du skal nok klare dig min skat,” hviskede jeg, og tilføjede i tankerne: Ja, du skal nok klare dig uden mig, men jeg klarer mig aldrig uden dig!
“Farvel. Du vil altid være den rette sti for mig, Path,” hviskede jeg, og kyssede hende på mulen. Med tåre i øjnene forlod jeg stalden.

Tidligt næste morgen kom flyttebilen. Under lydløse, men alligevel ret store protester, hjalp jeg min mor og flyttemændene med at pakke alting ind i bilen.
Da de var kørt med alle vores møbler, satte min mor sig bag rettet i sin pissedyre Volvo (hun har råd til den, men ikke til at jeg kan få Path, som alligevel er til salg?!) og så satte vi ellers kursen mod Lortekøbenhavn...

- Det var så det
Kommenter