Ny historie, vil i læse? {{forumTopicSubject}}

Det er første gang jeg skriver i jeg form, så bær lige over med mig, ikk

*****

Nogle ting er bare så forvirrende. Det er simpelthen som om, at det er nogle ting man bare ikke skal forstå noget som helst af. For eksempel, hvorfor skal nogle piger være så onde? Vi ved jo alle at der er de her berømte “bier” i alle kredse med yngre mennesker, og som helt almindelige humlebier, så har disse også deres dronning, som de sværmer rundt om og vil gøre alt hvad hun beder dem om. Selv hvis dronningebrien gentagende gange overfuser dem, vil de altid have et umættelig behov til at behage hende, og det er vel egentligt forståeligt nok, for enhver ved at en bi ikke kan klare sig uden sin dronning. Men sammenligningen mellem de popsmarte teenagepiger og de søde små humlebier kan føres videre endnu. For akkurat som en nyudklækket dronningebi dræber alle sine potentielle modstandere, vil overhovedet i disse kliker også forsøge at gøre alt for at undgå en person der kan overtage hendes trone. Dog går hun ikke til yderlighederne, som dronningebien, men i stedet benytter hun sig af noget der let kunne kvalificeres til en torturform, der strider imod al form for menneskelighed.
Og gæt engang. Jeg er udset som en potentiel modkandidat af en såkaldt dronning, og har derfor altid en sværm af lydige arbejderbier på nakken. I starten var jeg muligvis en reel trussel, men i modsætning til bierne, så forsætter vi mennesker med at genere folk vi ikke kan lide, også selvom vi ingen egentlig grund har til det!

Jeg må indrømme at jeg ihærdigt forsøger at sætte mig over deres barnlige angreb, men det er svært når de er medskyldige i det faktum at jeg er den mest forhadte pige i hele klassen, ja, muligvis på hele skolen. Hvor ville det være skønt, at kunne bryde ud med en munter hilsen når man træder ind i “helvedes”-rummet, men det er svært når man i det øjeblik ens fod bevæger sig over dørtærskelen bliver mødt af en øredøvende stilhed. Det er når de andres øjne borer sig ind i en som små sylespidser, at man har lyst til at løbe af sted med hysterisk skrig af fortvivlelse. Men fordi man ved at man i morgen vil blive tvunget til at tage turen endnu engang, så trodser man alle rædslerne og skynder sig ned bagest og gemmer sig hurtigt bag alle sine bøger. Man har jo altid det der lille svage, spæde håb om at de bare denne ene dag vil lade en være i fred.

*****

Ved godt at det var lidt kort, men er ikke rigtig igang endnu