Ny historie... Håber i vil læse... {{forumTopicSubject}}

Håber i vil læse den. Den har ikke noget med heste at gøre, og det kan godt være at den virker lidt træsl at komme igennem, da der er en del forhistorie... men jeg har en masse der skal med i historien, så den skulle gerne gå hen og blive spændende...

Historien har ikke noget egentligt navn, og er som sagt langt fra færdig...

Indledning
Det var midt i den lyse årstid at kongen lod alt trolddom og dets lige drive ud af landet. Dette skyldtes at de eneste der stod mellem kongen og den endelig magt over hele landet var disse mærkværdige, men samtidigt tryllebindende væsner. Det var intet problem for kongen, da størstedelen af befolkningen havde et medfødt had til dem der var anderledes, hvilket man i særdeleshed må sige at disse var. Det uforståelige ved denne situation var dog at selvom de magiske væsener havde en ubeskrivelig magt, så var de venlige af natur og havde altid hjulpet deres landsfæller.
Men som sagt, så er man bange for det man ikke kender til fulde, og selvom de med magiske evner lignede almindelige mennesker til fulde, havde de et afsky til dem.
Man fordrev dem til Den Evig Nats Skov, og for sidste gang valgte man at ty til de hemmelige, mystiske skrifter, for at sikre at de magiske væsner aldrig skulle forlade skoven igen.
Kongen forkyndte dagen efter, at han var sendt af en gud for at føre deres vilje ud i livet. Denne gud er Rasnu, hvilket betyder den gavmilde. Kongen gjorde det til lov, at alt tale om tiden der gik forud for denne dag, ville blive straffet med døden, det samme gjaldt hvis man så meget som tænkte på at tale om de magiske mennesker man havde forvist fra landet. I den efterfølgende tid mistede mangen mand livet, men da folket var overbevist om at det var for alles bedste, skete dette uden større opstand og de oprører der var, blev hurtigt nedkæmpet.

Således gik det til at fortiden blev glemt, og en ny tidsalder begyndte. Landets velstand voksede og der herskede længe fred. Dette gjorde blot befolkningens tro på deres gud stærkere, og ikke mindst på deres konge.
Desværre kom der en tid hvor alt det gode forsvandt og den mørke årstid begyndte. Folkets tillid til deres konge var dog ikke svækket, da han jo ikke blot var legemlige repræsentant, men også havde magten til at bestemme hvem der var værdige til at leve og hvem der ikke var.
Det var nu mange år siden fordrivelsen af mystiske og magiske, og da folk ikke længere erindrede dem, gik de en lang mørk årstid i møde.

Det skete nu, for første gang, at kongens første barn var en datter, og dette til kongen og hans vise mænds fortvivlelse, da gudens lov var at den første fødte skulle være landets kommende overhoved. Men hverken de vise mænd eller kongen ønskede at landet skulle ledes af en kvinde, og derfor gik de ind og ændrede lovens ord. Men de ikke blot ændrede loven, men også den gud de elskede så højt gik de imod. Dette gjorde enkelte af de vise mænd opmærksom på, og kongen gav dem en straf der var værre end døden. De blev forvist til ukendte, nemlig Den Evige Nats Skov.

Ulykke ramte nu landet, og kongen indså at han havde gjort fejl i at omstøde gudens ord. Men selvom han udførte denne gerning, varede ulykkerne ved. Først den dag kongens første søn blev født, ophørte ulykkerne, og hele nationen tog dette som et tegn på at guden Rasnu ønskede at kun en mand kunne sætte sig på landets trone.

Den lyseste morgen.
Hun åbnede øjne forsigtigt. Det havde været en urolig nat. Hun havde knap nok fået lukket øje, men alligevel var hun ikke træt. Den friske morgenluft der gjorde hende så frisk. Hurtigt kravlede hun ud af sengen og tog hastigt en kåbe på. Glad gik hun ud på den store balkon og så ud over det smukke land, som var givet til dem af Rasnu. Hver morgen stod hun og nød den sunde morgenluft. Hver morgen fik hun øje på noget nyt, og i dag var bestemt ikke en undtagelse. Langt ude i horisonten kunne hun skimte noget bemærkelsesværdigt. Hun tøvede lidt, men for så ned på biblioteket, hurtigt fandt hun den tykke bog med kort frem. Febrilsk bladrede hun dem igennem igen og igen. Da hun ikke fandt det svar hun søgte, fandt hun nogle ældre kort frem, som hun ikke havde set på før. Helt hvorfor vidste hun ikke, men hun havde altid haft lysten til at lære landet godt at kende. Det var spændende, og især de ældre kort fandt hun interessante, for disse fortalte ikke blot om landet og dets udseende, men også om landets historie. Som før nævnt så så hun denne dag i kort hun ikke før havde set, og da det første ikke umiddelbart gav hende et svar på hendes søgen, forsatte hun med det næste.
Da der var gået noget tid, fandt hun noget der muligvis kunne give hende svaret. Hun tog kortet med sig, og gik gennem de store lyse gange, og trippede let op af de mange trapper. Hun bemærkede slet ikke hvordan hjertet begyndte at galopere som en gal. Endelig nået hun frem til sit mål, og forsigtigt løftede hun hånden, og bankede tre gange. Tre gange for at fortælle at det var hende der bankede på døren. Hun havde af tidligere erfaring lært at hun altid skulle banke på inden hun åbnede døren, for som hendes fader havde sagt til hende: ”Du kunne overhøre noget der kunne skade dine øre”, med dette vidste hun at det vare mere end ørerne der var i fare hvis hun overhørte en samtale hun ikke skulle have del i. “Træd ind”, lød det inde fra værelset og hun skyndte sig at åbne døren og derefter lukke den godt til. “Kære broder, jeg har noget at vise Dem”, hun hadede at skulle tiltale sin bror på den måde, men det var påkrævet, det vidste hun ligeså vel som hun vidste at hun, til trods for at være den ældste, altid ville være underkastet sin broders vilje. “Hvilket?” hun havde fanget hans opmærksomhed hurtigere end sædvanligt. Selvom han var over hende, så så han op til hende, og alt hvad hun fandt interessant, fandt han også spændende. Hun forklarede ham det hun havde fundet. Hun viste ham det gamle kort, som viste landet flere hundrede år før. Hun fortalte ham at hun undrede sig over at en del af stederne ikke var at finde på de nyere kort, og de steder hun havde fundet på andre kort, hed noget andet. Det troede hun i hvert fald, for hun kendte ikke de ord, faktisk kendte hun slet ikke de bogstaver der stod på det gamle kort, men hun gik udfra at der måtte stå noget andet.
Men det der undrede hende mest var at der på det gamle kort var indtegnet mere land end på de nye. “Mener du at verden er større end hvad kortene viser? Det må være din spøg!” Hun vidste at det lød utroligt, men hun var sikker i sin sag, og hun følte sig draget mod det sted som det gamle, slidte kort. “Kan De ikke give mig tilladelse til at undersøge det, kære broder, thi jeg føler mit hjerte hige mod dette ukendte sted.” Hun følte sin broders usikkerhed, men hun vidste at hun kunne overtale ham. Og hvis han talte hendes sag hos kongen, deres fader, vidste hun at det skulle lykkedes. Det tog noget tid, men hun talte godt for sin sag, og til sidst lovede hendes bror at tale hendes sag hos kongen.

Det var svære end hun havde forstillet sig. I første omgang ville kongen, hendes fader, på ingen måde høre tale om en ekspedition til det yderst af riget. Det var uudforsket område, og det kunne under ingen omstændigheder komme på tale at sende hende af sted, end ikke med en mindre gruppe soldater til at beskytte hende. Selv om det var svært for den unge prinsesse at acceptere, så blev hun nødt til at følge kongens ord, da hun vidste at det blot ville gøre godt værre hvis hun blev ved med at bede om tilladelse til en lille rejse.
Der skete nu det at kongen og prinsen sammen skulle på den årlige sommerjagt i de vestlige skove, og prinsessen så sit snit til at snige sig ud af slottet, for selv at tage af sted og finde ud af om der virkelig var en anden verden. Og hvis hun kunne bevise at hun sagtens kunne tage på en sådan udflugt alene, ville det være nemt efterfølgende at overtale kongen til at få lov til at undersøge stedet yderligere.

Kommentarer modtages gerne... Ved godt at den er anderledes end alt det andet jeg har skrevet, og den er skrevet i et lidt andet sprog... men lad jer nu ikke skræmme...