Ny historie :D {{forumTopicSubject}}

Hun stod et øjeblik og vidste ikke hvad hun skulle gøre. Det hele vare sket så hurtigt, og nu stod ikke bare hun, men også alle andre lammet af chokket. Pludselig gik det op for hende at hun måtte gøre noget. Hun smed det flag hun havde vifte med hele dagen, og løb hen mod springet, som før havde set så frygtindgydende ud. Tre meter fra springet var hun ved at falde over den bom som var fløjet gennem luften. Hun mærkede hvordan frygten begyndte at ulme inde i sig. Rytteren lå helt stille, mens hesten desperat forsøgte at komme på benene igen.
“Ringe efter en ambulance” hørte hun sig selv råbe, og efterfølgende røg følgende ord ud af munden på hende:” Og en dyrlæge. Jeg tror hesten har brækket benet”. Det var ikke noget hun troede, hun var sikker. Det var tydeligt at se, at hesten ikke havde længe igen. Hun tænkte ikke videre over det, for hun koncentrere sig om rytteren. Til alt held havde en veninde lokket hende med på et kedeligt førstehjælpskursus et par uger før. Selv om hun aldrig havde prøvet tingene i praksis før, så arbejdede hun hurtigt og sikkert, mens hun hele tiden prøvede at få liv i rytteren, men det lykkedes ikke.

Hun havde ingen fornemmelse for hvor lang tid der var gået, da hun hørte sirenerne i det fjerne. Det var først nu hun opdagede alle menneskerne omkring sig. Hun indså at hun ikke kunne hjælpe mere, og trådte derfor lidt tilbage. Forpustet så hun på mens ambulancefolkene desperat forsøgte at udføre deres arbejde. Pludselig hørte hun en græde. Hun så hen på hesten. En kvinde talte med dyrlægen, mens en lille pige hang om hendes ben. Det var pigen der græd. Selvom hun ikke kunne høre hvad der blev sagt, så vidste hun det. Hun gik stille og roligt hen til hesten og satte sig på hug. Hun lod hånden glide hen over den våde brune pels:” Så, så. Det går over snart” sagde hun hæst. Hesten begyndte at slappe lidt af, men alligevel bevægede dens flanke sig hurtigt op og ned. “Rolig nu.” Hun så op på dyrlægen, som var ved at gøre sprøjten klar. Hun besluttede sig for at blive der. Dyrlægen kom hen til hende: “Kender du hesten?” Hun rystede på hovedet:” Nej, jeg ville bare berolige den. Er der intet du kan gøre?” Dyrlægen så bedrøvet på hende.

Det var en varm morgen den dag, og det selvom det kun var starten af maj. Hun var med til at hjælpe på rideskolen på fjerde dagen ved det årlige landsstævne i springning. Der var mødt flere hundrede mennesker op, og endnu flere ponyer og heste. Der var dog kun en af hestene der havde fanget hendes interesse. En smuk brun vallak. Den var stor og kraftig, og i første omgang var hun i tvivl om hvordan den skulle komme over de store forhindringer på banen. Men den overraskede, ikke bare hende, men også resten af publikum, da den inde på den store bane, klarede det ene tårnhøje spring efter det andet. Rytteren var dygtig, sad stille og roligt på hesten, og styrede den flot gennem banen. Ekvipagen så lidt spøjs ud, mest fordi hesten var kæmpe stor og rytteren lille og tynd. Men deres samarbejde var perfekt. De havde indtil videre startet 3 klasser, og de havde vundet alle tre. Det var tydeligt at se hvordan hest og rytter holdt af hinanden. Rytteren havde også et par ponyer med, og rytteren red dem mindst lige så godt, og selv da den unge pony, som var til sit første landsstævne, blev diskvalificeret, fik den et klap og massere af ros. Det var nu tid til en af de sidste klasser, det var en derbyklasse. Hun stod klar med flaget, så hun kunne markere når ekvipagerne kom over målstregen. Hun elskede det, for på denne måde fik hun mulighed for at hestene på tæt hold. Der blev vist virkelig flot ridning, men banen var svær og kun tre ekvipager red fejlfrit, heriblandt var den smukke brune vallak. De to første ryttere havde redet deres anden runde hurtigt og fejlfrit, men det så ikke ud til at påvirke rytteren. Hun så beundrende på ekvipagen, da de kom mod det første spring. Hesten sprang stort og ubesværet over det store spring, hurtigt efter landingen styrede rytteren den igennem kombination. Igen sprang hesten let og stort over springene, mens dens rytter fulgte alle dens bevægelser. Rundt i svinget, var de allerede langt foran de andre ryttere i omspringningen. Efter det næste spring blev farten sat yderligere op. Ikke fordi hesten bevægede sig hurtigere, men den øgede sin skridtlængde. Det var imponerende så nemt den klarede de følgende forhindringer. Der var massere af luft under den, og det var tydeligt at se hvor glad den var for at springe.
Så red de på kombinationen. Hesten fik sat en smule for tidligt af, og klarede lige at komme over springet. Hesten forsøgte efterfølgende desperat at få to galopspring, men der var ikke plads. Hesten prøvede at komme over, men så…

“Lisa, vågn op,” hun så forskrækket på sin lære. Hun var endnu engang faldet i staver i en matematiktimer: “Når du har så meget overskud i timerne, kan du vel passende fortælle mig, hvad kvadratroden af 625 er?” Lisa stirrede måbende op på tavlen, der nu var fyldt ud med regneregler og formler. “Øh… Jeg tror… Ehm… Jeg ved det ikke” Hun hørte hvordan nogle af tøserne begyndte at fnise, og Mette lærerens yndlingselev, skyndte sig at markere og svarede: “Kvadratroden af 625 er 25.” Mette så overlegent over på Lisa, som nu kunne mærke vreden bruse frem i kroppen. Ikke fordi hun var gal på Mette, men fordi hun var gal på sig selv. Hvorfor skulle hun altid side og drømme i timerne, hvorfor fulgte hun ikke bare med, så hun kunne forbedre sine karakterer. Der var en måned til at alle eksamenerne begyndte, og som det så ud lige nu, ville Lisa kun med nød og næppe kunne klare sig. Hun havde mest af alt lyst til at sparke sig selv bagi, for så længe hun kunne huske det, havde hendes største drøm været at blive dyrlæge, men udsigterne på det område var sorte.

Lidt langt, men håber det er OK... Jeg håber at få fikset min bærbare, så jeg kan side i sengen og skrive... Det er lidt nemmere