Overrasket over egen reaktion Overrasket over egen reaktion

Jeg lider nok lidt at Tarzan syndrom og er ved at brække mig når folk går i spåner over ting som sker for naboen...men nu står jeg selv i situationen og jeg er dybt overrasket over at jeg reagerer som jeg gør.

Da jeg i torsdags møder på arbejde for at give en ny medarbejder intro, står folk uden for og ryger. Vi går ind til overlap, og døren bliver lukket bag os, dette er langt fra normalt. Vi har knapt sat os før aftenvagten begynder at fortælle. " (S) er blevet stukket i ryggen med en kniv!" herefter følger en længere forklaring om hvem der er sendt hjem pga. oplevelsen. hvad der er foregået, hvor (S) er og hvor den beboer der har gjort det er. Der fortælles hvad der er sket hvornår og hvordan.

Min første reaktion er at udbryde "åh gud nej, hvorfor færdeligt". og inde i mig køre tanken uden at jeg selv styrer den "er det det her jeg vil, vil jeg virkelig udsætte mig selv for den risiko?"
Jeg og mine kollegaer ved godt at vi har et farligt arbejde, vi ved der er risiko for vold, vi ved at der er stor risiko for både fysiske og psykiske ar.
Vi har tit talt om at netop denne beboer er den farligste vi har, vi har ofte talt om at vores sikkerhed er for ringe, og at der skal blod og lig på bordet før der sker noget, ved vores sikkerheds procedure.

(S) er indlagt og uden for livsfare, hun har punkteret en lunge, og ingen ved endnu hvilke ar hun har fået på sin psyke. Alle der har været på arbejde i den pågældende vagt er sendt til psykolog, og der er taget hånd om dem. Der er stor fleksibilitet for alle, i forhold til at kunne tage hjem eller at sende en kollega hjem hvis man mener de ikke er i stand til at være på arbejde. alt det der er der styr på.....

Jeg har ikke været på min arbejdsplads siden fredag morgen, da jeg får fri. jeg har ikke været en del af den forfærdelige vagt, jeg har intet set, intet oplevet og derfor er jeg meget overrasket over min egen reaktion.
Jeg er ikke bange for at skulle møde på arbejde i morgen aften, når min arbejdsuge begynder. men det undre mig at jeg er ramt af en voldsom følelse af tristhed, den er næsten altoverskyggende, og mine tanker kredser konstant om (S) og hvad hun har været ude for.
Vi er godt informeret om (S) tilstand, om hendes ønske om at få besøg af kollegaer på sygehuset, om hendes behov for at tale med kollegaer, der kan forstå hvorfor hun valgte som hun gjorde, mennesker der kan forstå den pædagogiske tanke der lå bag ved. Vi er informeret om hvilken psykolog der tager sig af (S) og også her er alt som det skal og bør være.

så hvorfor i himmelens navn reagere jeg som jeg gør, når jeg nu ikke har været til stede, og jeg ikke har noget med denne skrækkelige episode at gøre