min historie. Hvad synes i? {{forumTopicSubject}}

Jeg vil Meget gerne have jeres ærlige mening! Meget gerne lidt konstruktiv kritik
Imå sige hvis emnet ikke er tilladt

Jeg sad og kiggede på min nye ridelærer, fra mit ynglings hjørne i stalden. Stalden var stor og der rendte mange børn rundt, så jeg kunne sidde og betragte hende uden nogen bemærkede det. Hun stod og forklarede nogle af de nye ryttere hvordan man gav sin pony trense på. Hun var underlig, jeg havde lige fået undervisning af hende på Herman og hun var helt anderledes. Hun var ikke som de andre ridelærere, med dem kunne vi stort set gøre hvad vi ville. Trave, galoppere, skridte ja man bestemte stort set selv, bare man kunne ride ordentligt og behandlede hesten pænt. Nu kom hun og troede hun kunne ændre alt. Hende og hende fimsede måde at undervise på. Nu måtte man pludselig finde sig i at skridte, selv om både pony og rytter hellere ville noget andet. Det var slut med at jorde på ride banen nu, havde hun sagt. Vi måtte heller ikke ride uden sadel, når vi ville, eller bestemme selv hvilken pony vi ville ride på. Jeg tror hun vidste hvordan jeg havde det, jeg havde i hvert fald forsøgt rigeligt med at gøre opmærksom på hvor utilfreds jeg var. Jeg var altid blevet regnet som en af de dygtigste ryttere på gården, alle så op til mig og ønskede de var mig. Alle var misundelige på det mig og Maja havde sammen, men nu var Maja blevet syg og jeg var sikker på at det var derfor at Maria ikke synes jeg kunne ride godt. Det var fordi Maja var den eneste hest jeg kunne ride ordentligt, det var jeg sikker på. Hun havde ikke bestilt andet end at rette på mig hele vejen igennem ridetimen. Først var det mine hæle, så var det mit hoved, så var det min opstilling, det var mig der gjorde noget forkert hele tiden. Jeg blev så vred på hende, men alligevel ville jeg ikke sige hende i mod, for selv om at alt det hun bad mig om lød fuldstændig vanvittigt, kunne jeg mærke at min pony rent faktisk reagerede og at det hjalp at høre efter, men jeg var stædig, jeg var vandt til noget andet og jeg kunne godt lide det andet, hun skulle ikke komme her og tro hun kunne ændre min hverdag hos hestene.
Jeg gik ind i Majas boks og gik i gang med at strigle hende, jeg ville spørge om det var okay at jeg gik en tur med hende inden de lukkede gården af. Maria var den eneste af de voksne der stadig var tilbage, så meget mod min vilje var jeg jo nødt til at spørge hende. Hun sagde ganske vist at det var okay men hun ville gerne med. Jeg havde mest lyst til at sige, jeg ikke gad alligevel, men det kunne jeg jo ikke tillade mig.
Hele turen igennem bestilte hun ikke andet end at rette på mig. Maja var besværlig, hun blev ved med at gå og nappe efter mig og prøve at spise græs. Lige meget hvordan jeg prøvede at fortælle Maja det var forkert rettede Maria på mig og hver gang at hun så prøvede at tage fat i Maja gik hun lige så nydeligt ved siden af hende. Da vi kom tilbage til stalden kogte jeg af raseri. Jeg satte mig inde hos Maja og lod mine tårer få frit løb ind til jeg mærkede en sætte sig ved siden af mig. Jeg tørrede hurtigt mine tårer væk og kiggede op. Det var Maria og hun havde lagt sin arm under min nakke “hvad er der dog i vejen?” spurte hun bekymret, men jeg trak mig hurtigt væk og løb ud af stalden så hurtigt jeg kunne.