{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
2.148 visninger | Oprettet:

Min historie.. {{forumTopicSubject}}

Titel: To piger - samme hemmelighed

Forsmag:
Når man pludselig blir mere end veninder, når følelserne pludselig blir skræmmende, og sandheden går op for en.. Hovedpersonen her er pludselig blevet forelsket i sin bedste veninde, og vi får lov at følge hendes tanker, og oplevelser med det smiley Jeg har valgt at bruge nogle af situationerne fra virkeligheden, men tankerne/drømmene er fiktive smiley

Prolog:
”Jeg elsker at bruge min tid på dig, vi har det altid så sjovt sammen” Hun smilede, og jeg smilede igen. Hun var virkelig min bedste veninde.. Det var i det øjeblik at dét gik op for mig. Hvorfor så jeg pludselig på hende på den måde? Hun var min bedste veninde men alligevel så meget mere.Hvorfor gik jeg altid rundt og ledte efter de her søde bemørkninger? Hvorfor var jeg glad i flere dage hver gang vi havde haft en god dag, og knust i flere uger hvis jeg følte at jeg havde sagt noget forkert? Så meget burde det ikke betyde hvis hun kun var en veninde. Sandheden gik op for mig i præcis dette øjeblik og jeg var ikke i tvivl; Jeg var forelsket. Men da ikke i en pige?

Kapitel 1
”Du er slet ikke dig selv for tiden. Er du sikker at det er noget vi skal snakke om?” Spurgte Sabrina bekymret. Jeg vendte mig om på ryggen af Super Star, min pony, og kiggede hende direkte i øjnene. Hun sad roligt på Fellow og kiggede på mig. Jeg fik et chok, som jeg havde meget svært ved at skjule. De øjne! Så smukke, så grønne.. Inden jeg nåede at svare spurgte hun igen; ”Hvad er der? Hvorfor kigger du sådan på mig?” Jeg vendte hurtigt blikket ned og prøvede febrilsk at finde på et eller andet at sige. ”Homoner i drillehumør” Svarede jeg og prøvede så vidt muligt at få det til at lyde henkastet og som en sjov joke, men følte ikke at det lykkedes. Sabrina smillede dog. ”Okay okay, men hold op med det blik, du skræmmer mig og sig hvis der er noget, ok?” Jeg var ikke helt klar over hvad hun mente og jeg beluttede at lade emnet ligge. Jeg var skræmt fra vid og sans, min hemmelighed måtte under ingen omstændigheder blive afsløret. ”Skal vi tage en gallop?” Spurgte jeg og gav Super Star shenklerne inden hun nåede at svare.

Galloppen sluttede alt for hurtigt og Sabrina ville åbenbart ikke lade mig slippe. Jeg forstod nu heller ikke mig selv. Hvorfor fortalte jeg hende ikke bare sandheden? Hun var min bedste veninde og jeg stolede 100% på hende. ”Er du forelsket?” Begyndte hun. Jeg besluttede at være ærlig så længe jeg kunne. ”Ja.” Svarede jeg, og jeg havde ingen idé om hvordan det kom til at lyde. ”Var det ham du så for dig, da du gav mig det blik?” Grinede hun. Jeg kunne mærke min mave trække sig sammen. Sagde mine øjne virkielig så meget? Hun bemærkede at jeg var for længe om at svare. ”Hvem er det? Hvorfor har du intet sagt? Kender jeg ham?” Hun føltes som en bombe fyldt med spørgsmål der lige var sprunget. ”Fortæl!” Jeg kunne have slået mig selv. Hvorfor satan være så ærlig? Nu stod jeg i forklaringsproblemer til halsen. ”Senere ok?” ”Ok” Sabrina så skuffet ud, men det var intet i mod min lettelse. Med lidt held ville hun hurtigt glemme det igen, og jeg ville slippe for denne her voldsomt pinlige situation.

Jeg kunne mærke min mave snøre sig sammen. Det var nu. Jeg havde gennemtænkt under hele rideturen hvad jeg ville. Jeg stilte mig op på en vakkelvåren skammel og gav mig til at vippe på dens halvt'ødelagte ben, så det gav en komisk og meget irreterende lyd. ”Skal du være irreterende nu?” Grinede Sabrina og samlede sine ting. ”Nå, men så vil jeg over lade dig til Luna nu” Min anden veninde stod ovre i den anden ende og grinede. ”Nej, Sabrina! Det må du ikke!” Hylede hun med en stemme der tydeligt viste at hun bare lavede sjov. Jeg grinede også, og var lige ved at glemme planen. Sabrina var på vej ud af døren. Jeg måtte gøre det nu! ”Nu er jeg jo lige så høj som dig!” Udbrød jeg og synes selv jeg lød kæk og sjov. Ingen måtte vide hvad jeg havde gang i ”Så har du ingen undskyld for at ikke at give mig et farvel-kram!” Jeg smilede igen kækt og Sabrina gik over mod mig. Idet hun lagde armene omkring mig følte jeg jeg kunne flyve og det sekund blev jeg endnu mere sikker på min hemmelighed, men den skræmte mig stadig. Jeg ville ikke tænke på det nu, bare nyde øjeblikket, og så var det væk. Sabrina løftede mig med lethed ned fra stolen, og svingede mig rundt som om jeg var en lille barn man lavede sjov med. ”Men jeg er stadig stærkest!” Hendes øjne slog gnister og hun grinede højt over mit overraskede ansigt udtryk. ”NEJ! Ikke væggen!” Skreg jeg, da hun slap mig og jeg fløj baglæns mod den hvide staldvæg. Luna og Sabrina grinede højt, og det samme gjorde jeg. Selvfølgelig ikke af samme grund som dem, men det vidste ingen. Min plan var lykkedes, og selv om den ikke lige var endt som jeg håbede havde jeg fået et kram. Den stærke lykkefølelse skræmte mig, det måtte være sådan man havde det når man var forelsket.

Jeg havde lovet at blive og se Luna ride på Smørblomst. Vi skulle være sammen om aftenen, men jeg synes af en eller anden grund ikke jeg havde lyst. Jeg ville bare hjem og tænke alle de her forvirrede følelser igennem, men jeg smed det væk. Det var ikke fair over for Luna, når hun holdt så meget af mig. Hun fortjente det ganske simpelt ikke.

Den aften lå jeg længe inden jeg faldt i søvn. Sabrina snakkede tit om alle de søde fyre hun kendte. Hvordan den ene havde kaldt hende solstråle, og den anden som blev ved med at smile sødt til hende. Hvordan skulle det her ende? Lunas rolige åndedræt fik mig til at slappe af. Hun gjorde mig virkelig tryg. Hvorfor gjorde Sabrina ikke det? Hvorfor turde jeg aldrig være mig selv sammen med hende? Jeg prøvede at se Alex for mit indre blik. Ham den søde fyr fra klassen som alle andre hang omkring, men det var tydeligt at han var vild med mig. Han var køn, med blå øjne, halvlangt lyst hår og havde korte men fyldige læber. Der skete ikke noget. Ingen sommerfugle i maven, ingen hurtige slag i brystet. Intet. Da jeg så skiftede billedet ud med Sabrina kunne jeg mærke mit hjerte slå et slag over. Hendes lange mørke brunehår, hendes smukke grønne øjne. Jeg kunne blive ved! Hvis bare der var den mindste chance for hun følte det samme..

Kapitel 2 (ikke færdigt!)

Hun trak mig ind i et intenst kys. Hendes læber var bløde men uvandte. Jeg havde aldrig rigtigt prøvet at kysse nogen før, men hun hjalp mig godt på vej i min uerfarenhed. Jeg lagde armene omrking hende og trak mig hårdt ind til hende i bare ivrighed, det kys måtte for min skyld gerne var evigt..

Jeg vægnede brat op. De lysende røde tal på mit digital ur viste at kl var 2. Jeg gav et lille skrig fra mig da det gik op for mig at der lå noget blødt og stort i min hånd. Et kort øjeblik troede jeg det var en ederkop, men sandheden var næsten mere skræmmende. Lunas hånd lå præcis der hvor det jeg havde sluppet i panik burde ligge. Jeg måtte koncentrere mig for ikke at komme med endnu et skrig. Hvad nu hvis hun var vågnet!? Men da jeg kiggede ned på hende forsvandt frygten. Hendes øjne var fastlukkede og hun trak vejret i lange dybe træk. jeg vendte mig om, så jeg lå med ansigtet væk fra hende og prøvede på at falde i søvn igen. Det må være lykkedes selv om jeg var meget længe om at falde til ro. Jeg vågnede nemlig nogle timer efter ved at solen bagede ned igennem mit skråvindue. Luna lå ikke længere ved siden af mig og inden jeg nåede at spekulere videre over hvor hun var henne, hørte jeg hende komme op ad trappen til mit værelse. "jeg skulle bare tisse" mumlede hun træt og lagde sig med et højt suk ned ved siden af mig. Hun lignede ikke en der havde sovet ret meget og jeg mærkede hvordan frygten satte sig dybt i mig. Jeg var jo ikke klar over hvor længe jeg havde holdt i hendes hånd, men hun ville vel have trukket sin hånd fri hvis hun havde opdaget det, eller..? Jeg smed tanken fra mig med det samme, den var yderst ubehagelig. Den eneste her der var unormal var mig.

Håber virkelig i vil give jer tid til at læse den og komme med lidt brugbar respons. Læser gerne igen smiley


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Min historie..
  • #1   8. aug 2011 Virkelig god historie! Synes du får beskrevet hendes tanker og oplevelser rigtig godt uden at du går i alt for mange kedelige detaljer, altså du holder min koncentration smiley
    Denne sætning forstod jeg først efter at jeg havde læst den et par gange:
    "Lunas hånd lå præcis der hvor det jeg havde sluppet i panik burde ligge."
    Den ville jeg gøre lidt mere "læsevenlig" hvis jeg var dig:)
    Glæder mig til en fortsættelse:)


  • #2   8. aug 2011 Tusind tak! smiley God idé, det vil jeg gøre så smiley

  • #4   8. aug 2011 H. H.

    Tusinde tak! Hvor er i gode til at komme med råd smiley
    Det var faktisk en god idé! Kunne godt tænke dig at der skulle komme en situation hvor Sabrina blir så tosset over at hovedpersonen ikke vil være sammen med Alex at hovedpersonen er nødt til at sige det.. Mere vil jeg ikke afslører ;o)


  • #6   8. aug 2011 Ja, post den endelig herinde, er spændt på fortsættelsen! smiley

  • #7   8. aug 2011 Ej hvor fedt! Bliver helt beæret over du skriver sådan. Havde nu ikke lige planer om at udgive den, men hvis den blir færdig skulle man måske prøve smiley
    Tak! Jeg skal nok skrive til jer begge når der er kommet lidt fortsættelse ;o)


  • #9   8. aug 2011 Det kunne være nice! Du må skrive hvordan det går med din så. Hvor lang er den? smiley

  • #11   11. aug 2011 Har redigeret kapitel 2 og skrevet det færdigt. smiley

    Hun trak mig ind i et intenst kys. Hendes læber var bløde men uvandte. Jeg havde aldrig rigtigt prøvet at kysse nogen før, men hun hjalp mig godt på vej i min uerfarenhed. Jeg lagde armene omrking hende og trak mig hårdt ind til hende i bare ivrighed. Jeg vendte mig hurtigt til rytmen af hendes læber og begyndte selv at føre hende, da jeg følte mig sikker nok. Jeg trak mig efter en ubestemt tid væk fra hende, kiggede ind i de helt fantastisk smukke grønne øjne hvorefter jeg igen trykkede mine læber mod hendes, denne gang måtte kysset gerne vare for evigt..

    Jeg vågnede brat op. De lysende røde tal på mit digital ur viste at kl var 2. Jeg gav et lille skrig fra mig da det gik op for mig at der lå noget blødt og stort i min hånd. Et kort øjeblik troede jeg det var en ederkop, men sandheden var næsten mere skræmmende. Lunas hånd lå præcis der hvor det jeg havde sluppet i panik burde ligge. Jeg måtte koncentrere mig for ikke at komme med endnu et skrig. Hvad nu hvis hun var vågnet!? Men da jeg kiggede ned på hende forsvandt frygten. Hendes øjne var fastlukkede og hun trak vejret i lange dybe træk. jeg vendte mig om, så jeg lå med ansigtet væk fra hende og prøvede på at falde i søvn igen. Det må være lykkedes selv om jeg var meget længe om at falde til ro. Jeg vågnede nemlig nogle timer efter ved at solen bagede ned igennem mit skråvindue. Luna lå ikke længere ved siden af mig og inden jeg nåede at spekulere videre over hvor hun var henne, hørte jeg hende komme op ad trappen til mit værelse. "jeg skulle bare tisse" mumlede hun træt og lagde sig med et højt suk ned ved siden af mig. Hun lignede ikke en der havde sovet ret meget og jeg mærkede hvordan frygten satte sig dybt i mig. Jeg var jo ikke klar over hvor længe jeg havde holdt i hendes hånd, men hun ville vel have trukket sin hånd fri hvis hun havde opdaget det, eller..? Jeg smed tanken fra mig med det samme, den var yderst ubehagelig. Den eneste her der var unormal var mig. Det var først efter et par minutter at det gik op for mig at jeg rent faktisk skulle i skole idag. De røde tal viste nu at klokken var syv og jeg vidste at jeg var nødt til at stå op nu for ikke at komme forsent. "Vi skal op nu" mumlede jeg til Luna, for at være sikker på hun ikke faldt i søvn igen. Luna satte sig op, og gned sine øjne. ”Jeg orker ikke!” sukkede hun, og smed sig ned på sengen igen. Jeg rejste mig og gik ned af trappen. ”Vil du med ned og have morgenmad?” Sabrina satte sig endnu engang op og jeg gik i forvejen, velvidende om at hun nok skulle komme.

    ”Du kan sidde her!” Jeg blev så forskrækket over det pludselig råb at jeg næsten tabte min tallerken med mad. Alex sad nogle borde længere fremme i kantinen og pegede med en smilende gestus på en stol over for ham. Jeg smilede et anstrengt smil tilbage og gik over mod den tomme plads. Da jeg havde sat mig ned og var begyndt at spise opstod der en intens og i nogens øjne måske også pinlig tavshed. Jeg synes nikke den var pinlig, jeg var på ingen måde bange eller usikker over for Alex, men jeg kunne se at det pinte ham at han ikke kunne finde på noget at sige. ”Vil du med i biografen i aften?” Spørgsmålet kom totalt bag på mig og jeg var lige ved at blive kvalt i min sandwich. Jeg havde lige skulle til at spørge ham om et eller andet ligegyldigt for at få ham til at føle sige bedre tilpas, og så kom han med dét spørgsmål? Han bemærkede at jeg tøvede og så pludselig meget usikker ud. ”Jeg kan ikke i aften” fløj det ud af mig, inden jeg nåede at tænke over konsekvenserne af min løgn. Alex lignede nu en som kunne begynde at tude når som helst og jeg fik medlidenhed med ham. Drengen var jo tydeligvis rimlig hårdt ramt. ”Men måske, kunne du tænke dig at tage med ned i stalden efter skole?” Jeg smilede og Alex så straks meget glad og lettet ud. ”Det vil jeg meget gerne!” svarede han og satte et kæmpe smil på som uden tvivl var ægte.


  • #12   11. aug 2011 Rigtig godt!:) Skriv mere, skriv mere!:)

  • #13   11. aug 2011 Haha xD Det kommer! smiley

  • #16   3. okt 2011 Synes ikke lige jeg har motivationen til at skrive lige for tiden.. Men i skal nok få besked når der kommer mere smiley

  • #17   3. okt 2011 Eller jo! Har faktisk lidt mere.. smiley

    Kapitel 3 (ikke færdigt)

    Alex satte foden i stigbøjlen og sendte mig endnu et nervøst blik. ”Er du sikker på at hun er sød?” Jeg smilede overlegent til ham. ”Hun er from som et lam” Alex tog en sidste dyb vejrtrækning hvorefter han med en meget elegant bevægelse svang sig op i sadlen. ”Hvis jeg ikke vidste bedre havde jeg troet du havde prøvet det der før?” Jeg smilede igen, denne gang imponeret. Alex så stadig nervøst på mig. ”Hvordan får man den til at gå?” spurgte han, og hans stemme dirrede. Jeg tog fat i Super Star og klikkede med tungen. Det gav et sæt i Alex, der åbenbart ikke var klar over at jeg ville trække ham. Han lænede sig krampagtigt ind over halsen på Super Star og holdt med et meget fast greb i hendes man. Hans ben klamrede sig til hendes sider og han lignede en, som sad på en højspændingsledning 40 meter oppe og kunne falde ned når som helst. ”Bare slap af” sagde jeg og prøvede at berolige ham. Hans hænder slap en smule og han satte sig med vægten på numsen, men hans skræmte ansigtsudtryk forandrede sig ikke. ”Jeg vil gerne af!” Jeg grinede, stakkels Alex.. ”Det kommer du ikke før du har sat dig ordentligt og kan overbevise mig om at du ikke længere er bange” Alex slap stigbøjlerne. Tydeligvis et forsøg på at hoppe af inden jeg ville kunne forhindre det. ”Hvis du gør det, bér jeg Super Star om at trave” truede jeg. Alex tog straks stigbøjlerne på igen, og spurgte oprigtigt og næsten uden man kunne høre frygten; ”Hvordan skal jeg sidde, for at holde balancen bedst?”


  • #18   3. okt 2011 ”jeg er imponeret over din indsats i dag” Jeg kiggede på Alex og man så tydeligt hvor stolt han var selvom han ikke rigtigt ville indrømme det. Sabrina nikkede enigt ”du er et naturtalent!” Alex så om muligt endnu mere stolt ud og gik over til striglekassen. ”Hvilken strigler bedst at bruge nu?” Jeg smilede og rakte ham en stiv børste som lå øverst. ”Den her er vidst fin” Jeg vendte mig mod Sabrina som stod og striglede Fellow. ”Vil i med hjem til mig og spise i aften?” Spurgte hun. Alex vendte sig om med en rimelig pludselig bevægelse, og kiggede nervøst fra hende til mig.

  • #19   3. okt 2011 Fantastisk!:) Glæder mig til en videre fortsættelse, det begynder efterhånden at blive spændende!:)

  • #21   5. okt 2011 Haha, hvor er i søde smiley Skal nok prøve og se om jeg kan komme lidt igang igen så, når nu i så gerne vil læse smiley

  • #23   13. okt 2011 Jeg stirrede bare på Sabrina. Hvor kom den idé fra? Skulle hun til at lege Kirsten Giftekniv nu? ”Det kan jag da godt” sagde jeg efter lidt overvejelse og gjorde mig umage med at få det til at lyde som om jeg ikke havde tøvet. ”Alex svarede også ja. Meget hurtigt efter mig. Tydeligvis fordi han gerne ville, men ikke hvis jeg ikke kom.

    ”Dueh.. Hvis du ikke gider ha' ham, må jeg så ikke forsøge? Han er satme cute!” Sabrina kiggede bedende på mig. ”Hva!?” Spørgsmålet kom totalt bag på mig og jeg satte mig brat op i den bløde sofa, som jeg var ved at falde i søvn i. ”Du har ikke noget i mod det vel?” Jeg tøvede et øjeblik; ”Nejnej, get him girl!” jeg løftede hånden og hun gav mig fem. Gjorde mig meget umage med at virke opstemt og begejstret men det var svære end jeg regnede med, og jeg er ret sikker på Sabrina gennemskuede at jeg ikke helt mente hvad jeg sagde. Heldigvis reagerede hun ikke på det. Hun kiggede bare taknemligt på mig. ”Jeg fatter dig simpelthen ikke! Han er lige til at kramme!” Jeg smilede. ”Han er bare ikke min type”. Lød det oprigtigt? Ikke spekulere! Jeg prøvede at få kontrol over mine tanker, men det ville ikke lykkedes. Jeg rejste mig op. ”jeg må hellere se at komme hjem” mumlede jeg og gned mine øjne. ”jeg er træt!” Jeg var slet ikke træt længere, men jeg turde i ikke blive hos Sabrina et sekund længere. Hvis de begyndte på noget foran mig ville min hemmelighed med det samme være afsløret. Mit hjerte gnavede allerede af jalousi, men jeg var jaloux på den forkerte person.. I det samme kom Alex tilbage fra køkkenet med sin cola og sendte mig et kækt smil. Jeg gengældte det ikke, magtede ikke engang at prøve.

    <i>Jeg lukkede døren efter Emilia, og gik igen ind i stuen til Alex som sad på sofaen med en cola i hånden. Han så afventende ud, som han sad der med sit lyse hår og knaldblå øjne. Han lagde mærke til at jeg tøvede og rejste sig op. ”Sabrina..” Han lagde hånden på min kind og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg havde forestillet mig at mit hjerte ville springe et slag over, at jeg ville rødme, eller i det mindste bare føle noget, men der skete intet. Jeg følte absolut intet ved det. ”Alex.. Hvad laver du?” Hans hånds tryk forsvandt brat fra min kind og han kiggede en smule forvirret på mig. ”Det ved jeg faktisk ikke” nærmest mumlede han og vendte hovedet væk fra mig for at gå over mod sofaen for at sætte sig. ”Jeg må hellere hjem nu”, sagde han en smule mere klart og tømte sin cola. Lige da han havde stillet glasset fra sig, nærmest sprang jeg hen til sofaen og kyssede ham, inden han nærmest nåede at opfange det. Jeg følte stadig intet. Jeg forsøgte at gøre kysset mere intenst, det skulle lykkedes! Hvis ikke ham her var min drømmefyr hvem var så? Han så jo helt perfekt ud, der var intet galt med ham!? Han trak sig væk fra mig. ”Jeg er vild med Emilia” indrømmede han og kiggede undskyldende på mig. ”Hvad var det så du lagde op til før?” spurgte jeg. ”Jeg gætter på at jeg havde det på samme måde som dig. Det ville jo være meget lettere hvis vi kunne lide hinanden i stedet for en anden. Der var ingen følelser i det kys hverken fra dig eller mig, det må selv du kunne se.” Han sukkede”Emilia.. Hvorfor tror du hun ikke vil have mig?” </i>

    Jeg gik hele vejen hjem fra Sabrina med tusinde forvirrende følelser i kroppen. Jeg havde ingen idé om hvad der foregik oppe hos hende ligenu, men jeg prøvede at fortælle mig selv at intet ville ske. Det var jo tydeligt at Alex var vild med mig, men hvordan kunne jeg være sikker på at han ikke havde skiftet mening? Jeg havde jo ikke givet ham en chance og det burde han jo inderst inde godt vide. Jeg smed tanken fra mig og besluttede at jeg ville tænke på noget rart som ville kunne få mig til at slappe af. Med det samme dukkede et billede af Sabrina og mig op i mit hoved, og jeg forsøgte at gennemleve min drøm en gang til, der var ikke dét jeg ikke ville give for at det som skete i drømmen ville ske i virkeligheden.


  • #24   13. okt 2011 Glem den sidste sætning i dét som er skrevet i kusiv. Den er forvirrende smiley

    Den slutter bare med "Han sukkede."


  • #25   13. okt 2011 Hvor godt!:) Mere, mere!:D

  • #27   17. okt 2011 Kapitel 4

    ”Hvorfor finder jeg aldrig drømmefyren?”Hendes stemme lød meget trist, som om hun var på nippet til at tude. Jeg havde svært ved at skjule lettelsen da jeg svarede hende. ”Du sagde Alex var vild med mig. Det er måske derfor du ikke fandt ham attraktiv?” Hun grinede. ”Hvir har min lille søde 95er lært alle de svære ord henne?” ”Det må jo være fordi du har så god indflydelse på mig.” Jeg mærkede hvordan varmen bredte sig rundt i krop. Jeg vendte mig aldrig til hendes kække, men monstersøde kommentare. Hun havde altid mobbet mig med at jeg var født året før hende, men hvad gjorde det når hun gjorde det sådan? Mit hjerte begyndte at slå hurtigere og jeg mærkede hvordan mine håndflader blev svedige. Jeg lagde slet ikke mærke til at Sabrina var blevet tavs før hun igen sagde noget; ”Jeg er træt er træt, jeg vil i seng nu.” ”Godnat, jeg elsker dig.” Sabrina blev tavs i den anden ende og jeg fortrød med det samme mine ord. Hvorfor sagde jeg dog det? Hvor kom det dog fra? Ordene var fløjet impulsivt ud af min mund. På ingen måde planlagt. Sabrina sagde endelig noget; ”Jeg elsker også dig miniput. Sov godt”. ”Det skal jeg nok” Svarede jeg, og lagde derefter på. Jeg tog min telefon væk fra øret og satte mig bare til at stirre på den. Det var det vildeste jeg nogensinde havde oplevet. Hele min krop var i uro, blodet pumpede som havde jeg lige løbet maraton, og mit hjerte slog som gjaldt det livet. Mine håndfalder var sjask våde. Efter noget der kun føltes som et par minutter. Rejste jeg mig op og gik over til min seng. ”Godnat!” råbte jeg ned til min far som sad på sit værelse og arbejdede. ”Godnat! Sov godt!”.

    <i> Jeg mærkede hvordan hendes arme snoede sig omkring mig. Vi sad under et smukt bøgetræ i en park jeg ikke kendte. Her var utroligt smukt og vejret var klart og varmt. Jeg lå op ad hende og hun sad op ad træet. Hun kyssede mig i håret og tog min hånd. ”Jeg elsker dig, miniput.” Jeg greb fat om hendes hånd og flettede mine fingre ind i hendes. ”Jeg elsker også dig”. Jeg løftede hovedet og kyssede hende. Hun kyssede mig igen og væltede mig bagover, så jeg lå på ryggen i det grønne græs. ”Who!” Jeg grinede overrasket, men tav hurtigt. Hun fulgte med og lagde en arm på hver side ad mig hvorefter hun løftede den ene hånd og strøg min hår væk fra hendes ansigt. Jeg fik et chok. De øjne! Hun kiggede på mig med en ømhed og kærlighed jeg ikke kan sammenligne med noget. Jeg følte at jeg kunne mærke folks blikke rundt omkring mig, men jeg var ligeglad. ”Forstår du hvad jeg siger? Jeg elsker dig”. Jeg tror faktisk ikke jeg forstod det. Alvoren i hendes øjne var skræmmende. Hun ventede heldigvis ikke på et svar. Hun lænede sig blot ned og kyssede mig igen. Jeg lukkede mine øjne og nød det. Efter lidt tid rullede jeg os rundt, så jeg mere eller mindre lå oven på hende. Vores læber slap ikke på noget tidspunkt hinanden. Tilsidst stoppede jeg dog alligevel det intense kys og rejste mig lidt så jeg kunne se hendes ansigt ordentligt. ”Er du godt klar over hvor smuk, fantastisk og dejlig du er?” spurgte jeg. ”Du er det mest fantastiske menneske jeg nogensinde har mødt” Jeg kiggede hende dybt i øjnene. Det var vigtigt for mig at hun forstod hvor meget jeg mente mine ord. Hun kiggede ærgeligt tilbage på mig og jeg ventede overrasket på hvad hun ville sige. ”Emilia, jeg ved godt hvordan du føler, men glem ikke at det her kun er en drøm.” </i>

    Jeg satte mig brat op i sengen. Der løb tårer ned af mine kinder, som jeg ikke kunne kontrollere. Mit hjerte slog igen på samme måde som da jeg sad med telefonen og jeg trak vejret i korte stød. Jeg rejste mig op og gik ned på toilettet. Lyset brændte skarpt i mine øjnene da jeg tændte det og jeg betragtede mit spejlbillede som med det samme viste sig. Der lå en ren klud på vaskemaskinen, som jeg tog og fugtede med noget vand fra vandhanen, hvorefter jeg smækkede den ind i mit ansigt og kørte den rundt. Da jeg fjernede den var jeg helt sort i hovedet. Jeg måtte have glemt at fjerne min make up dagen før. Jeg sukkede og smed kluden fra mig på siden af vasken. Min makeup fjerner stod sigende bag ved den gennemsigtige glaslåge i skabet over vasken, men jeg magtede på ingen måde at fjerne det. Jeg sukkede endnu en gang, og tog et håndklæde med op på mit værelse til at ligge på min hovedpude så makeup'en ikke ville smitte af. Da jeg igen kom op på mit værelse og lagt mig til rette kunne jeg pludselig ikke sove. Tårene var igen begyndt at strømme og den sidste sætning blev ved med at køre rundt i mit hoved. ”Det her er kun en drøm”. Det var jo rigtigt. Det kunne godt være jeg havde været så meget oppe og køre over den telefonsamtale, men var det ikke meget normalt at man sagde sådan til sine veninder? Det var jo lamt at jeg prøvede at ligge noget i det. Jeg elskede jo også Luna, men slet ikke på den måde? Jeg havde foralt Luna at jeg elskede hende masser af gange, men jeg havde kun sagt dét til Sabrina en gang. Måske følte hun at jeg ikke holdt nok af hende? Jeg måtte snart gøre et eller andet, for jeg kunne mærke at min krop ikke kunne klare mere nu, jeg kunne snart ikke holde det hemmeligt længere. Men fortælle hende det? Tanken skræmte livet af mig. Det ville jeg aldrig turde. Tårene begyndte igen at trille og jeg prøvede igen at finde på en rar tanke for at lede alle de negative væk, men denne gang kom den ikke så nemt. Tanken om at kysse Sabrina var ikke længere rar, for det var gået op for mig at jeg var for stor en kujon til at det nogensinde ville ske i virkeligheden. Jeg blev arrig. Dumme drøm,som også skulle ødelægge alt.

    Jeg ved ikke om jeg var faldet i søvn eller var meget tæt på men pludselig var jeg igen lysvågen. Jeg var ikke klar over hvad der havde vækket mig, men inden jeg nåede at spekulere videre over det hørte jeg en lyd nedenunder. Der var nogen der bankede på og jeg kunne høre at min mor allerede var på vej ned af trappen for at se hvem det var. Jeg kunne ikke høre hvad der blev sagt men jeg kunne pludselig fornemme at det var 2 mennesker som kom op ad trappen. Nu stod de begge på etagen lige under mig, så jeg kunne høre alt hvad der blev sagt. Jeg genkendte med det samme den anden stemme. Det var Luna.


  • #28   17. okt 2011 Jeg har ikke rettet det. Kan godt se der er en del stavefejl i, men håber ikke kan læse det smiley

  • #30   17. okt 2011 Wauw, det bliver jo bare bedre og bedre!!:)

  • #31   21. okt 2011 Slutning på kapitel 5

    ”Emilia, er du vågen?” Spurgte Luna med en svag stemme. ”Ja” mumlede jeg og prøvede at få det til at lyde som om hun havde vækket mig. ”Jeg tænder lige lyset” sagde hun og trykkede på kontakten. ”Skal jeg bare tage den madras, som jeg plejer at ligge på?” Hun kiggede spørgende på mig, men skiftede hurtigt ansigtsudtryk. ”Hvordan er det du ser ud?” Først da kom jeg i tanke om den udtværede make up. ”Jeg skulle bare vaske mig i hovedet i går aftes, og så havde jeg glemt at fjerne det inden.” Det var det meste af sandheden. Hun skulle ikke vide jeg havde haft grædt. ”Jeg ændre på mit spørgsmål så. Hvorfor er der striber efter tårer i alt det udtværede mascara. Hvorfor har du grædt?” Hunså alvorligt på mig. Jeg sukkede. Hvorfor havde jeg ikke tænkt over det? ”Hvad laver du egentlig her på denne her tid?” Spurgte jeg og satte mig op i sengen. Jeg håbede indvendigt på at hun ikke ville ligge mærke til at jeg havde skiftet emne. ”Jeg magtede ikke tage hjem.” Svarede hun kort, og jeg kunne godt mærke at det ikke var noget jeg skulle spørge mere ind til. Ingen af os sagde mere imens Luna redte sin seng færdig og lagde sig til at sove. Jeg prøvede at flade i søvn, men det ville ikke lykkedes. Tanken om at Luna var dukket op her klokken lort om natten forvirrede mig, hvad lavede hun? Jeg var godt klar over at hendes forældre og hende ikke havde det bedste forhold, men alligevel? Jeg var bekymret for hende, noget ved hendes opførsel forvirrede mig.

    <i> Min hjerne arbejdede på højtryk. Jeg brændte af nysgerrighed. Hvad var der med Emilia og Sabrina? Hvorfor havde Emilia grædt? Hvor meget vidste Sabrina, havde jeg overhovedet ret i min mistanke? Jeg måtte tale med Sabrina, hvis Emilia ikke ville sige noget. Jeg måtte have hvished. Mit hjerte brændte af Jalousi, jeg elskede jo stadig Sabrina.. </i>


  • #32   21. okt 2011 Er det for forvirrende med synspunkterne, eller kan man gdt finde ud af hvem der tænker hvad? smiley

  • #33   21. okt 2011 Og det er selvfølgelig kapitel 4, og ikke 5 smiley

  • #34   22. okt 2011 Wow, hvor spændende!:D
    Synes umiddelbart ikke det er svært at finde rundt i synspunkterne, med du bruger jo også kusiv til drømmene så jeg ville nok prøve at finde en måde hvor læseren er 100% sikker på hvad der er hvad og hvilket synspunkt det er fra.


  • #35   23. okt 2011 Kapitel 5
    Mistænkeligheder

    ”Emilia er du okay?” Luna lød bekymret, men også meget nysgerrig på en lidt underlig måde. Jeg var mistænkelig og holdt øje med alt hvad hun gjorde og sagde. Ingen måtte opdage min hemmelighed og Luna kendte mig bedre end nogen anden. Jeg frygtede at hun ville se direkte igennem mig. ”Jeg har det fint” jeg smilede overbevisende, men jeg kunne se hun ikke troede på mig. Jeg kunne ikke finde på mere at sige og tog i stedet en stor bid af min morgenmad som bestod af en bolle med pålægschokolade. Luna stirrede nærmest på mig. Hun mindede mig om en detektiv, som skulle opklare om jeg mon var morderen. Jeg kiggede undrende tilbage på hende og sank. ”Hvorfor kigger du sådan på mig? Okay, det kan godt være jeg græd i nat, men jeg har ikke lyst til at tale om det og det håber jeg du forstår. Du dukker op her klokken lort om natten, og vil heller intet sige om hvad du har lavet eller hvorfor du ikke bare tog hjem, så lad være med at sidde der og spille sur over at jeg har hemmeligheder for dig”. Det lød slet ikke som jeg ville have det til. Den sidste sætning skulle slet ikke have været der og det skulle have lydt meget mere venligt. I stedet kom jeg bare til at lyde alt for afslørende. ”Emilia, jeg kender dig og det kan du ikke rende fra. Jeg er udmærket godt klar over at der er noget du ikke fortæller mig, og fordi jeg er din veninde og jeg bekymre mig for dig ville jeg ønske du gad fortælle det. Du bliver nærmest hysterisk når man spørg ind til det så nu skal jeg nok stoppe. Det er tydeligvis noget som du skammer dig over” Hun kiggede konkluderende på mig, som en tilfreds læge der endelig havde stillet en diagnose. Jeg stirrede tilbage på hende, men en klar og meget ubehagelig fornemmelse af at min hemmelighed ikke ville være en hemmelighed ret meget længere.

    Vi cyklede ned mod stalden i tavshed. Luna var stadig rimelig muggen over at jeg intet ville fortælle hende og hun virkede meget spekulerende. Jeg selv var ved at dø af panik, fordi jeg vidste at jeg snart måtte fortælle Sabrina sandheden. Hvis hun skulle høre den, skulle det i hvert fald ikke være fra en mistænksom og uvidende Luna. Den dystre stemning irriterede mig. Vi plejede at kunne snakke om alt? Hvorfor tænkte jeg pludselig sådan om Luna, hvorfor kunne jeg ikke bare fortælle hende det? Jeg vidste at hun aldrig ville sladre, og så kunne jeg dele det med nogen. Det ville måske gøre det lettere? Jeg var da tryg ved Luna? Men tanken skræmte mig stadig og inden jeg nåede at tænke yderligere over det var vi nået frem til stalden og jeg fik noget helt andet at tænke på.

    Jeg kunne høre stemmer derinde. Det var Sabrina og Alex. Jeg åbnede den store tunge dør ind til stalden, med en smule frygt for hvad jeg ville se. Sabrina stod og striglede Fellow, mens Alex sad på en stol og grinede af noget, som tydeligvis var rigtig sjovt. ”Hej!” råbte Luna. Hun lød rimelig over begejstret og jeg spillede bare med på den og smilede til Sabrina, som havde vendt sig om ved lyden af Lunas stemme. Hun gik målrettet over mod mig og gav mig et kram. Jeg blev nærmest bange. Hvorfor skulle mit hjerte evig og altid slå så hurtigt når hun gjorde de der fantastiske ting? Jeg tog en dyb indånding og prøvede at slappe af, men nåede det ikke inden hun havde lagt armene om mig. Jeg gengældte krammet, men det blev med en meget stiv og forkert bevægelse. Sabrina bemærkede det og trak sig væk fra mig. ”Er du okay?” hun så spørgende på mig. Jeg nikkede ”Jaja, jeg er glad for at se dig” jeg smilte, men følte mig som en idiot. Kunne det blive mere pinligt? Nej sikkert ikke, men hvorfor var det pinligt? Hun var min veninde. Det var meningen jeg skulle være tryg ved hende.

    <i> <b> Sabrina P.O.V.

    Jeg undrede mig over Emilias reaktion. Jeg havde været så glad efter vores telefonsamtale i går, fordi jeg endelig følte at jeg betød noget for hende, men der var stadig noget der forvirrede mig, for hun virkede tydeligvis ikke særligt tryg ved mig. Jeg havde prøvet at snakke lidt med Luna om det, men vi var først lige ved at blive venner igen efter alt det der skete dengang. Jeg stolede ikke ordentlig på hende endnu. Inden jeg nåede at tænke mere gik Luna beslutsomt over og gav mig et kram. Jeg tryggede hende ind til mig og nød et øjeblik den trygge og velkendte duft. Luna begyndte pludselig at hviske i mit øre; ”Jeg er næsten sikker, men hun ved intet. Behandl hende ordentligt!” Hendes stemme var iskold og jeg slap hende brat. Jeg var godt klar over at hun snakkede om Emilia, men kunne det virkelig passe? Og hvorfor var hun så kold? Det gjorde ondt, men jeg mandede mig op. Jeg havde selv bedt om det. Jeg sukkede og begyndte igen at strigle Fellow. </i> </b>


  • #36   23. okt 2011 Nu har jeg prøvet at lave det med synpunkterne lidt anderledes. Er det nemmere at finde ud af nu? smiley

    P.O.V. = Point Of View


  • #38   24. okt 2011 Rigtig godt med P.O.V. og en fed skrift i stedet for kursiv, nu KAN man ikke blive forvirret;)
    Synes simpelthen det er så godt! Virkelig!:) Er spændt på mere!:D


  • #39   24. okt 2011 Først og fremmest: Tusinde tak for jeres støtte. Det har virkelig hjulpet på min motivation til at skrive videre! smiley Det betyder meget !
    Og så få i da lige lidt mere smiley

    (Slutning på kapitel 5)

    Jeg så godt at Luna hviskede Sabrina noget i øret og jeg så godt hvordan Sabrina pludselig slap hende og fik et underligt udtryk i ansigtet som jeg ikke kunne tyde. Jeg bemærkede alt og den angst som havde skruet sig godt ned i mig efterhånden blev endnu værre. ”Alex, hvad laver du her?” Jeg smilede til ham og gjorde mig ekstra umage med at få det til at se ægte ud. ”Jeg troede jeg havde fået skræmt dig fra hvid og sans sidst?” Alex smilede. ”I er godt selvskab, og i har jo aldrig tid til at være andre steder end her” han smilede kækt og jeg gengældte det. For første gang i lang tid lykkedes det mig at gøre noget overbevisende. ”Når nu vi alle er her, skal vi så ikke ride en tur alle sammen?” Foreslog Luna glad. ”Emilia og Alex kan bare ride sammen på Super Star, hun er jo stærk og Alex kender hende”. Alex så ikke videre begejstret ud, men jeg gætter på at det kun var på grund af at han ikke ville ride. Jeg tør ikke tænke på hvordan jeg selv så ud. Sabrina smilede dog glad. ”God idé, Luna!” ”Jeg havde bare planlagt at give Super Star fri idag” prøvede jeg, men Luna sendte mig et sigende blik. De troede tydeligvis begge to at de var smarte ved at give mig en god undskyldning for at komme tæt på Alex. Jeg sukkede og greb et træktov for at hente Super Star. Jeg kunne mærke at kampen var tabt på forhånd.

    Kapitel 6 (Ikke færdigt!)

    ”Hvorfor er du ikke tryg ved mig?” Sabrina kiggede på mig med triste øjne. Hun havde bedt om at tale med mig og trukket mig med ind i foderrummet hvor vi var alene. Jeg havde prøvet at undgå det, men det var ikke lykkedes. ”Hvad er det du ikke fortæller mig?” ”Ingenting” nærmest mumlede jeg. Jeg var så lettet, jeg troede hun havde gættet min hemmelighed for længst. Jeg nåede slet ikke at planlægge mine ord. ”Okay, men så sig mig hvad jeg kan gøre. Du er min bedste veninde Emilia, det er vigtigt for mig at du ved at du kan fortælle mig alt og jeg gerne vil lytte.” ”Der er ingenting!” Jeg forsøgte at lyde vedholdende, men det blev blot til en hysterisk skingren. ”Rolig nu, jeg ville ikke presse dig” Hun så overrasket ud. Jeg fremtvang endnu et falsk smil. Havde snart lavet så mange på det seneste at jeg måtte være ekspert på området. ”Det er okay”. Hun blev stille et øjeblik, og så ud som en elev i matematik, der var koncentreret og tæt på at finde resultatet på den meget svære ligning. ”Du siger du elsker mig..?” Jeg prøvede at sende hende et roligt blik. Det var slet ikke sikkert at hun hentydede til noget. Slap af. Jeg ventede på at hun ville sige noget mere, men hun tav. Da jeg ville bryde tavsheden begyndte hun dog igen. ”Og du er ikke tryg ved mig. Du stirre på mig som om jeg var en fyr du var vild med og dit hjerte hamre vildt værd gang jeg er tæt på dig.” Nu lignede hun en elev som endelig havde fundet resultatet, men som håbede at hun var forkert på den. ”Emilia, du er ikke..?” ”Nej!” nærmest råbte jeg. Hun måtte ikke sige ordet, det var klamt. Det føltes slet ikke længere rigtigt. Jeg følte mig afsløret og beskidt, hun havde afsløret min dybeste og mørkeste hemmelighed. I det øjeblik forsvandt alle mine følelser for hende, og jeg løb ud af foderrummet og tilbage til Alex og Luna, hvor jeg kastede mig i armene på Alex, som overrasket greb fat og holdt om mig. ”Emilia, hvad sker der?” Jeg svarede ham ikke, men stod bare tavs og begyndte at hulke i hans arme. Han føltes så dejlig tryg og varm, men slet ikke på den der hæsblæsende måde. Jeg følte mig bare tryg ved ham. Sabrina kom fortumlet ind i stalden inden nogen nåede at opdage at jeg ikke havde tænkt mig at svare Alex. Hun så totalt forvirret ud, men skiftede hurtigt udtryk. ”Skal vi trække hestene på fold?” Hun prøvede at se ligeglad ud og det lykkedes egentlig fint for hende. Jeg løsnede mig fra Alex's greb og tog fat i Super Stars grime, som svar på hendes spørgsmål.


  • #40   24. okt 2011 (link fjernet)

    Den ligger også her på movellas. Der er det nok lidt nemmere at finde rundt i den smiley


  • #41   24. okt 2011 Jamen altså! Du skulle virkelig overveje at sende den ind til et forlag når du en gang er færdig!:)

  • #43   25. okt 2011 Slutning på kapitel 6

    ”Jeg kommer hjem til dig i aften.” Sabrina kiggede konkluderende på mig og hun satte ikke spørgsmålstegn. Hun ville gøre det lige meget om jeg så decideret prøvede at låse hende ude, man kunne se beslutsomheden i hendes blik. Jeg smilede ”det må du også gerne!” Hun så overrasket ud, men jeg mente faktisk mine ord. På trods af alt elskede jeg hende jo, og selv om jeg havde hemmeligheder ville jeg da gerne være sammen med hende. Desuden havde hun aldrig været hjemme hos mig før. Egentlig havde jeg aldrig hængt ud med hende andre steder end stalden, nok mest fordi jeg var bange for at tage det skridt, bange for at hun ville være en helt anden person end den Sabrina jeg kendte. Det var faktisk så mange ting vi ikke vidste om hinanden.

    Jeg kunne ikke slappe af. Jeg havde selv sagt god for at hun skulle komme og jeg havde forberedt mig på hvad jeg skulle sige og gøre, så hun ikke ville blive mistænksom, men alligevel blev jeg ved med at gå frem og tilbage på mit værelse. Hver gang jeg prøvede at sætte mig ned, fik jeg uden at tænke over det rejst mig op igen og da det først ringede på døren nærmest sprang jeg op i luften af chok. Det var som om vores dørklokke var steget 1000 gange i volumen siden jeg sidst havde hørt den. Jeg tjekkede mig selv en sidste gang i spejlet, så jeg var sikker på at hår og make up sad som det skulle inden jeg gik ud til døren. Det sad pænt, men pludselig fik jeg lyst til at tvære det hele ud i mit hoved igen. Jeg trak mig væk fra spejlet og gik hen mod døren, nu kunne det være nok med alt den nervøsitet. Hun var min veninde, ikke en sød fyr jeg skulle på date med! Men da jeg nåede døren kunne jeg slet ikke holde min facade. Det var første gang jeg så hende i andet end ridetøj, og hun var mere end smuk. Der vidste jeg at mine følelser for hende slet ikke var væk, de skræmte mig og jeg ville ønske jeg kunne kontrollere dem, men den følelse der rullede igennem mig i dette øjeblik var ikke til at tage fejl af. Jeg var fuldstændigt og helt betingelsesløst forelsket i hende.

    Der opstod et øjebliks tavshed inden jeg kom til fatningen. ”Hej!” Jeg skiftede mit ansigtsudtryk og sendte et glad smil. Uden at tænke så meget over hvad jeg gjorde lænede jeg mig frem og gav hende et kram. Jeg kunne mærke at hun blev overrasket, men hun gengældte det da og jeg viste hende op på mit værelse. ”Bare lad som om du er hjemme.” Hun satte sig på min turkisblå sofa og gav sig til at studere alle de plakater jeg havde på væggen. ”Det bliver ikke så svært” Hun smilede og kiggede mig i øjnene. Jeg ville undvige hendes blik, men kunne ikke. Hendes smukke blik holdt mig fast og selv efter hun havde vendt blikket væk, kunne jeg ikke stoppe med at kigge på hende. ”Emilia, du ved godt hvorfor jeg er kommet. Jeg bliver ved med at spekulere på hvad der er galt, og jeg ville sådan ønske du ville fortælle mig det. Du virker slet ikke så glad og afslappet som du plejer og jeg kan ikke lide det. Vil du ikke prøve om du kan fortælle mig det. Lige meget hvad der er så kan jeg tåle sandheden. Jeg kender dig bedre end du tror.” Jeg sukkede. Kunne hun blive ved? Hun skulle jo være dum for ikke at havde regnet det hun. Hun havde jo været så tæt på og jeg havde ikke ligefrem stillet den bedste facade op. Kunne hun ikke bare lade emnet ligge? Hvis hun kender mig så godt ville hun vel også kunne se jeg ikke gad snakke om det. Det var ligesom logik for burhøns. ”Du ved det jo godt! Det er ikke sværre at ligge 2 og 2 sammen!” Jeg stirrede på hende, for første gang i alt den tid jeg havde kendt hende var jeg vred på hende. Hun kiggede igen overrasket på mig og fik igen det der triste blik i øjnene, men jeg fik ikke nogen medlidenhed med hende. Jeg havde rejst mig op uden at bemærke det og satte mig ned igen. ”Nej jeg gør ikke Emilia. Fortæl mig det.” Mit hjerte slog igen så hårdt, mine håndflader var igen svedige, men denne gang føltes det værre. Jeg kunne ikke lyve længere, min hemmelighed ville blive afsløret nu. ”Du er sikker på du kan tåle sandheden?” Hun nikkede og jeg tog en dyb indåndig. ”Jeg er forelsket i dig, Sabrina.” Det var så meget mere jeg ville tilføje, men jeg kunne ikke vælge ordene ordentlig, så jeg fik ikke sagt mere. Sabrina sad bare og stirrede på mig.



  • #44   25. okt 2011 Rettelse:

    "Sabrina sad bare og stirrede på mig. Jeg kunne på ingen måde tyde hendes reaktion."

    Sådan er slutningen xD


  • #46   25. okt 2011 Amazing!:) Mere!:D

  • #47   27. okt 2011 Kapitel 7
    Knusende uvenskab

    <i><b>Sabrina P.O.V.

    ”Du er hvad!?” Jeg havde udmærket godt hørt det, men jeg måtte vinde noget tid. Jeg troede jeg havde været forberedt på at Luna måske havde ret, men jeg tog fejl. Noget inde i mig havde lyst til at gå hen og trække hende ind til mig. Give hende et kys og sige at hun ikke skulle skamme sig. Men det kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke gøre det mod Luna. Jeg havde sagt til hende at jeg ikke var til piger, men hun havde ofret alt for mig. Hendes tætte forhold med sine forældre var totalt ødelagt efter at hun havde fortalt dem om os. ”Du hørte det godt. Tving mig ikke til at gentage det.” Hun så forpint og meget urolig ud. Mine tanker blev afbrudt. Jeg rejste mig og satte mig på hendes seng ved siden af hende. ”Emilia, nu er det meget vigtigt at du lytter til hvad jeg siger, og lader mig forklare.” Hun løftede sit blik og så på mig, og jeg fortrød med det samme mine ord. Risikoen for at hun om et par minutter ville hade mig, skulle jeg ikke have løbet. Hendes øjne fortalte mig noget. Noget jeg aldrig havde fået fortalt før. Ikke engang af Luna. De fortalte mig en historie om ægte kærlighed. </i> </b>

    Jeg følte ikke længere noget. Mit følelsesregister var totalt kortsluttet og jeg sad bare og ventede på hvad hun ville fortælle. ”Mig og Luna har en fortid du ikke kender til.” Jeg kunne se at hun skulle til at forklare mere, men at de var svært for hende at se hvor hun skulle starte. Jeg reagerede stadig ikke, følte mig som en statue. Kiggede blot afventende på hende. ”Jeg kan ikke lyve mere. Ikke efter du har fortalt mig det her. Du fortjener hele historien. Vi var kærester engang. Før jeg lærte dig at kende. Dengang stod jeg i præcis den situation du står i nu. Det var derfor Luna hviskede mig i øret i dag. Hun kunne genkende din måde at være på. Jeg var faktisk, som du selv sagde, godt klar over hvad problemet var, men jeg var nødt til at høre dig sige det.” Hun stoppede. Måske fordi mit ansigt udtryk havde ændret sig? Jeg ved det ikke, for jeg følte stadig ingen ting. Hun blev ved med at se på mig, og jo længere tid hun sad sådan, jo mere kunne jeg mærke mine følelser komme tilbage. Ikke i samme forvirrende form som før. Nu var de alle samme slået sammen til én og den slog pludselig med fuld kraft. Det var vrede. ”Men det gik ikke, Lunas forældre gik amok, da hun fortalte dem det. Det ødelagde vores forhold totalt, og jeg blev så knust at jeg svor til alle at jeg aldrig skulle falde for en pige igen.” Jeg var lidt tid om at forstå det hun lige havde sagt, men pludselig faldt alt ting på plads. ”Du vidste at jeg var forelsket i dig? Du vidste hvordan jeg havde det? Du lod mig alligevel gå med det helt alene så længe? Du sagde at du ikke kunne lide Luna fordi hun tog min opmærksomhed fra dig? Du lod mig tro at jeg kunne gøre noget for at forbedre jeres forhold. Alt den energi jeg brugte på ikke at holde nogen ude. Det handlede jo slet ikke om mig?” Jeg rejste mig op og begyndte gå frem og tilbage, ligesom jeg havde gjort inden hun kom. ”Jeg håbede jeg tog fejl. Jeg har lovet mig selv at jeg aldrig mere ville være sammen med en pige, for jeg kan ikke tåle at blive såret igen på den måde. Det er meget lettere med fyre, for det gør slet ikke ligeså ondt. Desuden, Emilia, bør du lærer at alting ikke handler om dig.” Jeg stirrede på hende. Var det hendes forklaring? ”Du vil ikke være sammen med piger fordi det er dit princip!? Og hvad mener du med at alt skal handle om mig? Det var DIG der sagde det handlede om mig? Nu skal jeg fortælle dig en ting, som jeg har lært på det seneste Sabrina. Den du elsker mest, kan såre dig mest.” Noget gik op for mig i dét jeg havde sagt den sætning. ”Vent lidt.. Er sandheden at du stadig ikke er ovre Luna?”

    <i><b>Sabrina P.O.V.

    ”Nej, det er jeg.” Hvis jeg havde fået spørgsmålet for et par minutter siden, ville mit svar have været anderledes, men den måde Emilia havde kigget på mig på, fik mig til at indse at Luna ikke længere betød noget. Jeg ville have Emilia. Men jeg kunne stadig ikke, angsten for at indrømme at jeg var til piger var for stor, det var derfor jeg prøvede at få hende til at blive sur på mig. Fordi at mine følelser så ville være meget lettere at holde i ro. ”Men hvorfor vil du så ikke? Så må du jo kunne se at du kan komme videre.” Hun var stoppet med at gå frem og tilbage og så spørgende på mig. Hun virkede til at være faldet lidt til ro. ”Jeg kan se at jeg kan komme mig over Luna, men jeg ved at jeg aldrig ville komme mig over dig. Jeg tør bare ikke Emilia.” ”Det giver ikke mening. Jeg kan høre på de ting du siger at du har følelser for mig, men du vil ikke give efter for dem, fordi du tror jeg kunne finde på at såre dig?” Hun satte sig ned ved siden af mig, og prøvede at fange mit blik, men jeg ville ikke se på hende. Selvom hun var god til at overreagere, var hun også god til at falde ned på jorden igen. ”Jeg ved ikke hvad du ville kunne finde på.” ”Du siger jeg skal være tryg ved dig!?” Hun rejste sig igen op og stirrede på mig med et vredt og uforstående udtryk ”Jeg synes du skal gå, Sabrina. Jeg tror jeg vil følge mit princip om ikke at være venner med lyvende kujoner.” Jeg rejste mig op og gik, jeg var nødt til at lade hende være sur på mig, selvom det gjorde ondt i hele kroppen, og jeg vidste at hun slet ikke mente hvad hun sagde. Det kunne man tydeligt se. Jeg nåede dog kun lige uden for døren inden jeg knækkede sammen i et væld af tårer. Emilia havde ret, jeg var en lyvende kujon og hun fortjente bedre end mig.


  • #49   28. okt 2011 Fantastisk! Er spændt på hvad der sker nu;)
    Hvis jeg må komme med et lille forslag, synes jeg du skal skifte linie når en ny person begynder at sige noget, f.eks.

    ”Jeg kan se at jeg kan komme mig over Luna, men jeg ved at jeg aldrig ville komme mig over dig. Jeg tør bare ikke Emilia.”
    ”Det giver ikke mening. Jeg kan høre på de ting du siger at du har følelser for mig, men du vil ikke give efter for dem, fordi du tror jeg kunne finde på at såre dig?” Hun satte sig ned ved siden af mig, og prøvede at fange mit blik, men jeg ville ikke se på hende. Selvom hun var god til at overreagere, var hun også god til at falde ned på jorden igen.
    ”Jeg ved ikke hvad du ville kunne finde på.”
    ”Du siger jeg skal være tryg ved dig!?” Hun rejste sig igen op og stirrede på mig med et vredt og uforstående udtryk ”Jeg synes du skal gå, Sabrina."


  • #50   28. okt 2011 - så er det nemmere at overskue:)

  • #51   28. okt 2011 Gud ja! Det ser faktisk bedre ud. Tak smiley

  • #52   28. okt 2011 Så lidt:)
    Glæder mig virkelig til mere!:)


  • #53   29. okt 2011 Kapitel 8 (ikke færdigt)
    Det første kys

    Hele min krop skreg. Jeg havde været så tæt på! Det var ikke meningen hun skulle være gået. Jeg sagde det jo kun fordi jeg ville have hende til at indrømme hendes følelser. Jeg måtte bruge alt min energi på ikke at gå efter hende. Jeg kunne jeg ikke være sikker på hun havde lyst til det her. Hvis hun ikke havde var det nok bedst for alle hvis jeg lod hende være. Men tilsidst måtte jeg give op. Det var som om mine ben automatisk flyttede sig i den retning hun var gået uden at jeg ville det. Da jeg nåede ud i forhaven kunne jeg høre nogen hulke. Det kom omme fra baghaven, så hun var altså ikke gået. Mine ben begyndte nu at flytte sig hurtigere mod lyden. Igen uden jeg havde kontrol over det. Jeg kunne ikke tåle at hun græd. Det var slet ikke min mening at hun skulle være ked af det.
    ”Sabrina..?” Hun rejste sig op ved lyden af min stemme og så på mig. Hun havde siddet omme ved vores lille havedam. Hun sagde ikke noget, men det var tydeligt at se hvad hun følte. Tårerne trillede ned af hendes kinder i alle retninger og hendes make up var tværet ud i hele hendes ansigt. Det gjorde så ondt at se hende sådan. Det lignede hende slet ikke. Selvsikre Sabrina som kunne score alt og alle og kunne snøre alt om sin lillefinger. Og så stod hun der og lignede en mishandlet hund? Og det hele var min skyld. Normalt var jeg altid den svage. Altid den som ikke vidste hvad jeg skulle sige og altid hende der hjalp mig videre. Det var svært for mig at det nu pludselig var omvendt, jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg ville give hende et kram, men jeg turde ikke. Hun begyndte pludselig at gå hen i mod mig, først langsomt, men jo tættere hun kom på, jo hurtigere gik hun, og da hun stod lige foran mig stoppede hun helt op, og den følelse af at min krop handlede helt automatisk kom op i mig igen. Denne gang førte den mit hoved tættere og tættere på hendes, ind til vores læber mødtes.

    Hele min krop ekspoderede. Jeg lod hende tage styringen og hun tryggede mig ind til hende, men hun blev ved med at fører mine læber rundt i alle mulige mønstre. Jeg havde ingen kontrol over mig selv, det eneste jeg kunne føle i dette øjeblik var at jeg ville stå sådan for evigt, men pludselig trak hun sig væk fra mig, og jeg blev med ét helt vågen, og skræmmende klar over hvad vi lige havde gjort. Sabrina så på mig.
    ”Er du sikker på det er det her du vil?” Spurgte hun. Jeg så på hende med et alvorligt blik.
    ”Jeg har intet valg.”
    ”Du er bange, det kan jeg se.” Jeg nikkede. ”Det skal du ikke være, vi kan holde det her hemmeligt ligeså længe vi synes. Men jeg kan ikke stoppe det, mine følelser for dig er alt for stærke.”
    ”Jeg elsker dig Sabrina.” Ordene føltes slet ikke så underlige mere. Det virkede bare naturligt at det var det jeg skulle sige. Hun tog mig i hånden og førte mig tilbage til havedammen. Vi sad der længe, og kiggede op på månen, som næsten var fuld. Jeg nød at kunne sidde der og flette mine fingre ind i hendes. Alt min usikkerhed var væk, for jeg kunne se og mærke at alle mine følelser var gengældte.


  • #55   30. okt 2011 Hvor fint:')

  • #56   30. okt 2011 Nej, nej, den er ikke slut smiley


  • #58   31. okt 2011 Slutning på kapitel 8

    Alt ting føltes pludseligt så rigtigt. Det føltes ikke længere skræmmende eller unaturligt at jeg sad der med mine hænder i hendes, eller at jeg var forelsket i hende. Det var bare som et puslespil hvor den sidste brik endelig var sat på plads. Sabrina rykkede sig tættere på mig og trak mig ind til hende. Hun kiggede et øjeblik op mod huset, som om jeg ikke skulle bemærke det men det gjorde jeg.
    ”Jeg er ligeglad, hvis det ser det. Jeg skal jo fortælle dem det før eller siden.” Hviskede jeg, mens jeg puttede mig ind til hende. Hun slap mig lidt, og jeg trak mig fri af hende igen og satte mig op.
    ”Jeg vil bare ikke volde dig nogen problemer. Jeg synes vi skal vente lidt med at sige noget til nogen.” Hun så alvorligt på mig og jeg nikkede enigt. Hun havde ret i at hvis det her ikke holdt var der ingen grund til at chokere alle med at jeg var til piger. Usikkerheden begyndte igen at boble lidt op i mig. Hvorfor var det egentligt så vigtigt for hende at holde det her hemmeligt. Skammede hun sig? Ja, det gjorde hun vel, og det var ikke så underligt. Jeg blev enig med mig selv om at det nok var meget naturligt.
    ”Vidste dine forældre egentlig noget om dig og Luna dengang?” Spurgte jeg. Det gav et lille sæt i hende.
    ”De sagde ikke noget til det.” Svarede hun kort, og jeg besluttede ikke at spørge ind til det. Det var ikke nogen grund til at ødelægge det her fantastiske øjeblik, med snak om X-kærester. Hun slap pludselig min hånd og i samme øjeblik, begyndte hele min krop at arbejde igen, og alt min usikkerhed og skam kom frem. Det føltes så utrygt nu hvor hun ikke længere var tæt på mig.
    ”Jeg synes vi skal gå ind nu.” Mumlede hun.
    ”Hvorfor det?” Jeg kom til at lyde lidt desperat. Hun kyssede mig igen og tog igen min hånd.
    ”Rolig nu. Jeg vil bare ikke have at dine forældre skal undre sig over hvor vi er.” Jeg smilede og trykkede hendes hånd.
    ”Det er rigtig nok. Lad os bare holde det her hemmeligt lidt endnu.” Jeg mente hvad jeg sagde. Det føltes rart og trygt at ingen vidste noget. Så var der ingen konsekvenser jeg skulle bekymre mig om. I hvert fald ikke ind til videre.

    Kapitel 9 (Ikke færdigt)

    ”Fryser du ikke? Min mor så undrende på mig, mens Sabrina og jeg var på vej ind af døren. Først nu lagde jeg mærke til at jeg kun havde haft T-shirt på.
    ”Næh..”
    ”Hvad lavede i egentlig derude?” Hun så stadig undrende ud.
    ”Vi skulle bare snakke.” Indskød Sabrina, inden jeg nåede at svare hende. Heldigvis lød hun meget overbevisende. Min mor troede da også på det og smilede.
    ”Vil du spise med?”
    ”Njah, jeg må hellere videre.” Undskyldte hun sig. Jeg kiggede tilbage på hende og prøvede at sende hende et sigende blik inden min mor så det, men det lykkedes ikke rigtigt. ”Emilia, kom lige med ud.” Jeg så overrasket på hende, og blev lidt bange for hvad hun nu ville, men fulgte dog efter.
    ”Hvad er der?” Spurgte jeg, ligeså snart døren var lukket bag os og jeg var sikker på at ingen hørte os.
    ”Lige lidt længere..” Hun havde taget min hånd og trak mig med ud på den tomme gade foran vores hus. Her var helt stille. Kun vinden puslede svagt i det halvnøgne buske. Hun trak mig ind til sig, og lagde sin jakke rundt om mig. Varme bredte sig rundt i min efterhånden kolde overkrop, som stadig kun havde T-shirt på. ”Jeg ville bare være sikker på at jeg kunne sige ordentligt farvel. ” Hendes stemme lød glad og kæk og jeg løftede mit hoved og så op på hende. Igen blev jeg et øjeblik helt betaget af hvor smuk hun egentlig var, ind til hendes øjne fangede mine og vores læber mødtes igen. Det hele var så perfekt, så indtænst og så følelsesladet. Jeg følte mig totalt nyforelsket og fuldkommen. Hun trak sig lidt væk fra mig, og prøvede let at slippe mig hånd men jeg holdt fast.
    ”Er du virkelig nødt til at gå?” Jeg prøvede at se lige så trist ud som jeg følte mig, men tror næppe det lykkedes.
    ”Sorry miniput, men vi ses i morgen.” Hun kyssede mig en sidste gang på panden og trak sin hånd fri af min. Jeg blev stående længe og så efter hende, selv da hun var forsvundet rundt om hjørnet.


  • #59   31. okt 2011 Slutning er ændret lidt:

    ”Sorry miniput, men vi ses i morgen.” Hun kyssede mig en sidste gang på panden og trak sin hånd fri af min. Kulden og usikkerheden spredte sig igen i min krop, men den var lettere at bremse nu. Der var jo intet at være bange for? Hun elskede mig jo? Sommerfuglene svirrede med lynets hastighed rundt i min mave og jeg blev opfyldt af en vild positiv energi. Jeg blev stående længe og så efter hende, selv da hun var forsvundet rundt om hjørnet. På vejen ind måtte jeg virkelig koncentrere mig for at se upåvirket ud, men det var svært når et af mine største ønsker lige var gået i opfyldelse.


  • #61   31. okt 2011 Årh, den bliver bare bedre og bedre!:D

  • #62   9. nov 2011 Kapitel 9
    SMS'er og drømme

    ”Fryser du ikke? Min mor så undrende på mig, mens Sabrina og jeg var på vej ind af døren. Først nu lagde jeg mærke til at jeg kun havde haft T-shirt på.
    ”Næh..”
    ”Hvad lavede i egentlig derude?” Hun så stadig undrende ud.
    ”Vi skulle bare snakke.” Indskød Sabrina, inden jeg nåede at svare hende. Heldigvis lød hun meget overbevisende. Min mor troede da også på det og smilede.
    ”Vil du spise med?”
    ”Njah, jeg må hellere videre.” Undskyldte hun sig. Jeg kiggede tilbage på hende og prøvede at sende hende et sigende blik inden min mor så det, men det lykkedes ikke rigtigt. ”Emilia, kom lige med ud.” Jeg så overrasket på hende, og blev lidt bange for hvad hun nu ville, men fulgte dog efter.
    ”Hvad er der?” Spurgte jeg, ligeså snart døren var lukket bag os og jeg var sikker på at ingen hørte os.
    ”Lige lidt længere..” Hun havde taget min hånd og trak mig med ud på den tomme gade foran vores hus. Her var helt stille. Kun vinden puslede svagt i det halvnøgne buske. Hun trak mig ind til sig, og lagde sin jakke rundt om mig. Varme bredte sig rundt i min efterhånden kolde overkrop, som stadig kun havde T-shirt på. ”Jeg ville bare være sikker på at jeg kunne sige ordentligt farvel. ” Hendes stemme lød glad og kæk og jeg løftede mit hoved og så op på hende. Igen blev jeg et øjeblik helt betaget af hvor smuk hun egentlig var, ind til hendes øjne fangede mine og vores læber mødtes igen. Det hele var så perfekt, så intenst og så følelsesladet. Jeg følte mig totalt nyforelsket og fuldkommen. Hun trak sig lidt væk fra mig, og prøvede let at slippe mig hånd men jeg holdt fast.
    ”Er du virkelig nødt til at gå?” Jeg prøvede at se lige så trist ud som jeg følte mig, men tror næppe det lykkedes.
    ”Sorry miniput, men vi ses i morgen.” Hun kyssede mig en sidste gang på panden og trak sin hånd fri af min. Kulden og usikkerheden spredte sig igen i min krop, men den var lettere at bremse nu. Der var jo intet at være bange for? Hun elskede mig jo? Sommerfuglene svirrede med lynets hastighed rundt i min mave og jeg blev opfyldt af en vild positiv energi. Jeg blev stående længe og så efter hende, selv da hun var forsvundet rundt om hjørnet. På vejen ind måtte jeg virkelig koncentrere mig for at se upåvirket ud, men det var svært når et af mine største ønsker lige var gået i opfyldelse.

    Sabrina P.O.V

    <b> <i>Hvad havde jeg gjort? Hvad havde jeg rodet mig selv ind i? Jeg hadede at jeg elskede hende, hvorfor kunne jeg ikke kontrollere mig selv bare den lille smule? Luna ville hade mig for evigt efter det her, det vidste jeg. Men så alligevel. Tanken om at hun ville hade mig skræmte mig slet ikke, for Emilia elskede mig, det var dét der var vigtigt! Eller nej? For jeg ville ikke være til piger. Jeg ville have en sød dreng og leve et normalt liv. Jeg opgav at tænke over alle de uoverskuelige konsekvenser og sparkede til en sten som lå på fortorvet. Jeg ramte plet og med sådan en hård styrke at den fløj langt hen af gaden og jeg ikke kunne se hvor den blev af. Hele min fornuft skreg af mig at jeg skulle ringe til Emilia og sige at alt vi havde lavet var en fejl, og at vi skulle glemme det, men hver gang jeg var ved det, begyndte mit hjerte og banke hårdt og hidsigt i protest. Tilsidst måtte jeg opgive og indse at tingene ligenu bare var som de var. Jeg elskede Emilia, og det kunne selv ikke min frygt lave om på. </b> </i>

    Da jeg kom tilbage til huset kunne jeg slet ikke koncentrere mig om noget. Jeg var løbet op på mit værelse i en fart, så jeg ikke skulle forklare noget. Tanke om at skulle opretholde en eller anden maske, og forklare min mor at det bare havde været veninde-snak, forekom mig meget uvirkelig og jeg vidste at jeg ikke ville kunne gøre det. Jeg blev løsrevet af mine tanker, ved at min mobil bibbede. Det var Luna. Jeg åbnede skuffet SMS'en og læste den med en underlig ligegyldighed og uden at svare. Hvad havde jeg forventet? Sabrina havde da værdsat mig nok i dag, og hun skulle jo noget, så hun havde garanteret ikke tid til at skrive.

    <i> Jeg kunne ikke trække vejret, jeg vidste ikke hvor jeg var. Har var mørkt og koldt og lugtede fugtigt.
    ”Du er en idiot Emilia, tænk at du troede på mig.” Stemmen rungede gennem rummet, lidt som stod jeg inde i et rør? Jeg kunne genkende stemmen, det var Sabrinas. Jeg blev pludselig meget bange uden rigtigt at vide hvad der havde skræmt mig. Hvorfor talte hun så koldt, og hvad snakkede hun om?
    ”Troede på hvad?” Min stemme var allerede udtværet af gråd, selvom jeg ikke mindes at jeg var begyndt at græde.
    ”Du er for dum!” Hendes stemme var højere og endnu koldere nu. Det var som om hun stod lige over mig, eller ved siden af mig? Jeg kunne ikke finde ud af det. Hvor var hun? Hvad fablede hun om?
    ”Hold op! Hvad er det jeg har gjort?” Jeg var så fortvivlet. Der gik lidt tid inden nogen svarede. Så kunne jeg hører skridt fra to mennesker og pludselig stod Luna og Sabrina lysende klare foran mig. Som to engle og de holdt i hånd.
    ”Du stolede på mig. Du er så naiv..” Sabrina sendte mig et kort ligegyldigt blik og vendte sig så mod Luna, og hendes blik ændrede sig med det samme. Det blev fyldt med kærlighed og hengivenhed. Luna tog fat rundt om hende og trak hende ind til sig i et hjertevarmt kys. </i>

    Jeg satte mig brat op i min seng. Hvad skete der for de sindssyge drømme? Min opmærksomhed faldt hen på min mobil som lå og blinkede på mit natbord. Jeg skulle til at samle den op, men tøvede så. Hvad nu hvis det igen bare var et eller andet ligegyldigt? Jeg havde brug for at det var Sabrina. Brug for at være sikker på at min drøm kun havde været en drøm. Jeg indsamlede lidt mod og trykkede på en vilkårlig tast så jeg kunne se afsenderen. ”Sabrina” Stod der. Min puls steg lidt, men den var allerede høj, så jeg mærkede det knapt nok. ”Tak for en dejlig aften, Smukke!” Havde hun skrevet og så lavet et lille hjerte efter. Jeg blev med et helt rolig og mine hænder slap langsomt telefonen så faldt ned på min dyne med et svagt bumb. Jeg samlede den op og lagde den på mit natbord hvor jeg havde taget den, hvorefter jeg puttede mig ned under dynen overbevist om at jeg ville sove roligt resten af natten.


  • #63   10. nov 2011 Amazing!:) Har prøvet at finde den på Movella, men kan ikke finde den?:)

  • #64   10. nov 2011 Der ligger et link højere oppe smiley
    Ellers: (link fjernet)


  • #65   10. nov 2011 Aaarrrh;) Super:)

  • #66   14. nov 2011 Kapitel 10
    En unormal normal morgen

    Jeg vågnede ved at jeg kunne høre min mor skramle rundt med køkkenredskaberne, for at kunne lave morgenmad. Gudskelov, det var weekend! Jeg vendte mig om på den anden side for at sove videre, men kom pludselig i tanke om alt det der var sket natten før og savnet af Sabrina overvældede mig, samtidig med at virkeligheden pludselig var skræmmende. For første gang i mit liv var jeg forelsket, og så i en pige? Tanker om fremtiden begyndte at rulle ind i mit hoved og i takt med at der kom flere og flere underlige illusioner frem for min nethinde, begyndte mit hjerte at slå hurtigere. Det var som om den hvide væg jeg lå og gloede ind i blev til et lærred der viste mit fremtidige liv. Pludselig blev jeg alt for skræmmende klar over hvad vi havde haft gang i. Jeg satte mig brat op og nærmest løb ned af trappen fra mit værelse. Jeg ville flygte. Flygte fra den hvide væk, flygte fra sandheden, flygte fra hvad jeg havde gjort. Flygte fra Sabrina.

    Selvfølgelig forsvandt den tanke hurtigt igen. Allerede inden jeg rent faktisk nåede ned i køkkenet fik jeg ro på min puls, og ikke mindst på mig selv. Jeg måtte tage tingene som de kom. Det var den eneste måde jeg kunne komme igennem det her på.
    ”Godmorgen skat!” Min mor stod smilende ude i køkkenet. Hun var ved at ligge noget tilsyneladende varmt brød ned i en kurv. Hendes smil beroligede mig endnu mere. Alting var jo stadig som det plejede. Ingen vidste noget, på en måde havde jeg da stadig kontrol? Jeg huskede Sabrinas ord; ”Vi kan holde det hemmeligt så længe vi har lyst til.” Det føltes så trygt.
    ”Gider du ikke sætte kurven ind?” Min mor så spørgende på mig. Jeg satte i bevægelse med et lille ryk og tog kurven for at sætte den ind på bordet. Der var dækket op til fire personer og jeg gik undrende tilbage til min mor.
    ”Hvorfor har du dækket op til fire?” Spurgte jeg, uden at jeg rigtigt ville høre svaret.
    ”Luna kommer over. Hun sagde at hun skulle følges med dig ned i stalden, men at du ikke tog din telefon, så jeg sagde at hun bare kunne komme og spise med og så kunne i tage ned i stalden bagefter.” Hun sagde det som om det bare var en selvfølge, hvilket det også ville have været på hvilket som helst andet tidspunkt end nu. Tanken om at skulle være sammen med Luna lige nu gav mig en klump i halsen. Hun ville gennemskue med det samme at der var noget galt, og hvis jeg prøvede at lyve om det ville hun også opdage det.
    ”Mor, der er en grund til jeg ikke har taget telefonen!” Jeg så bebrejdende på hende, men tog hurtigt mig selv i det. Hun kunne trods alt ikke vide noget. Jeg var bare frustreret.
    ”Undskyld.” Hun så overrasket, undrende og en smule såret på mig. ”Hvad er der galt?” Tilføjede hun.
    ”Ikke noget.” Jeg lavede et falskt smil og gik ind og satte mig ved bordet inden hun nåede at svare.

    Luna P.O.V:

    <b> Jeg måtte tale med Emilia nu, koste hvad det ville. Jeg vidste udmærket godt hvorfor hun havde undgået mig, og jeg frygtede hvad der var sket i går aftes, men jeg måtte have hvished. Sabrina ville intet fortælle og jeg turde ikke presse mig på. Jeg satte farten mere og mere op, jo tættere jeg kom på Emilias hus.
    ”Goddag, Katerina!” Jeg smilede og modtog med en lidt overfladisk bevægelse det kram, Emilias mor gav mig. Jeg tog hurtigt mine sko af, mens jeg undrede mig over hvor Emilia var. Hun plejede altid at stå og tage i mod mig i døråbningen. Jeg fandt hurtigt ud af at hun allerede sad ved det pæne dækkede morgenbord inden i stuen. Det var ikke til at se hvilket humør hun var i, hendes ansigt udstrålede ingen ting.
    ”Hej.” Mumlede hun kort, og kun akkurat så højt at jeg kunne høre det. Hun rejste sig ikke og hun forblev udtryksløs i ansigtet. Normalt gav jeg hende altid et kram, men det føltes ikke naturligt i dag. Jeg blev pludselig meget usikker på mig selv. Det var underligt at jeg for første gang i meget lang tid overhovedet ikke vidste hvad hun tænkte. </b>

    ”Fik du løst problemerne med Sabrina i går?” Luna brød pludselig tavsheden. Under morgenmaden havde vi stort set ikke sagt et ord til hinanden, og nu hvor vi var på vej ud af døren ned til stalden håbede jeg på at tavsheden ville fortsætte, bare ind til vi kom ned i stalden. I mit stille sind håbede jeg inderligt der ville være nogen der nede, så jeg ikke behøvede at holde Luna ved selvskab. Glemte næsten helt at svare på hendes spørgsmål.
    ”Jaja.” Svarede jeg kort. Luna så ud som om hun ventede på jeg ville uddybe, men det havde jeg ikke tænkt mig. Hvad forventede hun egentlig jeg ville sige? Desuden, hvor vidste hun fra at vi havde problemer? Sabrina måske? ”Men vi havde faktisk ingen problemer, hun ville bare gerne være sammen med mig. Hvorfra fik du den opfattelse?” Jeg prøvede lidt at redde med selv, men jeg var allerede godt i gang med at tale over mig.


  • #68   15. nov 2011 Du har virkelig udviklet dig! Din skrivestil er lige steget 100 grader siden første kapitel!:) Du beskriver tingene super godt og jeg elsker virkelig denne fortsættelse!:)

  • #69   22. nov 2011 Kapitel 11
    På vej ned til stalden.

    Luna blev ved med at køre i emnet og jo mere hun spurgte ind til det, jo mere lort fik jeg sagt. Det var som om hun vidste noget. Måske var det Sabrina?
    ”Nu har jeg svaret på nok. Det er ikke alt jeg har lyst til at snakke om, præcis ligesom jeg ikke fortæller Sabrina alting om os to. Nu vil jeg spørge dig om noget. Hvad sket der dengang mellem dig og Sabrina?”
    ”Dengang?” Luna prøvede at se meget forvirret og overrasket ud, men hun lykkedes ikke, og inderst inde kunne jeg ikke lade være med at fryde mig lidt. Så var i det mindste ikke den eneste der havde pinefulde hemmeligheder.
    ”Jeg ved det.” Sagde jeg højt og klart, og kiggede på hende med et lidt hårdt udtryk. Jeg ville have svar.
    ”Du ved ingen ting!” Luna så pludselig meget vred og sammenbidt ud. Hun trampede hårdere i sine pedaler, som om hun ville flygte fra mig.
    ”Hey, stop lige!” Hun sænkede farten og jeg nåede forpustet op til hende. ”Jeg spurgte hvad der skete, og selvfølgelig ved jeg ingenting, det er jo derfor jeg spørg.”
    ”Det kan være lige meget, det er slut.” Der var ingen følelse i de ord hun sagde. Det var som om de var ligegyldige.
    ”Slut? Hvad er slut?”
    ”Hvad har Sabrina fortalt dig?” Hun blev ved med at skifte toneleje, som om hun ikke vidste om hun skulle være vred, såret eller ligeglad.
    ”At i har en fortid sammen, som jeg ikke kender til. Hun sagde i var kærester.” Jeg havde sagt ordene for hurtigt, men nu var det for sent. Jeg var jo ikke sikker på om jeg måtte fortælle Luna, om at Sabrina havde fortalt mig det. Tilgengæld virkede det som om Luna heller ikke rigtigt tænkte over hvad hun selv sagde.
    ”Bare glem det okay? Sabrina kan ikke holde på en skid hemmeligheder, og hun er en kujon. Slut på den her diskussion!” Luna så nu endnu mere vred ud, og jeg var et øjeblik sikker på at jeg ikke ville få mere ud af hende.
    ”Stop cyklen.” Sagde jeg pludselig og Luna stoppede brat op. ”Luna, du er min bedste veninde. Det er meningen vi skal kunne fortælle hinanden alt, og vi ved begge to godt at vi begge skjuler noget lige nu. Jeg skal nok fortælle dig hvad der skete i går, hvis du sætter dig ned og lytter.” Luna satte sig ned uden at sige noget og jeg begyndte at fortælle. Hun fik det hele. Fra start til slut og alle detaljer. Det føltes meget grænseoverskridende at sidde og snakke om det, men skulle jeg fortælle nogen det, var det Luna, og jeg kunne lige så godt starte ét sted.
    ”Jeg havde det på fornemmelsen.” Luna så alvorligt på mig, da jeg var færdig med at fortælle, men slet ikke sådan at jeg følte mig pinligt.”Mig og Sabrina har en fortid sammen. Vi var kærester, men det gik ikke af en hel masse grunde. Der er ikke så meget historie over det, det sluttede bare.” Jeg blev skuffet, der var da meget mere jeg måtte vide? Det her vidste jeg jo nærmest i forvejen.
    ”Jamen hvorfor sluttede det?” Luna svarede ikke og fik pludselig tårer i øjnene. Jeg lagde håndens på hendes skulder, men havde ingen anelse om hvad jeg skulle sige. Det hele føltes pludselig så forkert.
    ”Det sluttede fordi, jeg fandt ud af at jeg ikke ville være til piger, men det kan man altså ikke selv styre, det fandt jeg senere ud af. Nu elsker hun dig, og det er for sent.” Hun stoppede et øjeblik, og hævede derefter stemmen. ”Alting er for sent!” Hun begyndte at græde endnu mere, men trak sig fri af min hånd, gik hen til sin cykel og cyklede videre ned mod stalden uden at se sig tilbage. Selv stod jeg helt mundlam, og uden af stand til at røre mig. Luna elskede Sabrina, Sabrina elskede mig, jeg elskede Sabrina og Alex elskede mig. Hvor meget mere tilfældigt og uheldigt kunne det lige blive?

    Jeg genvandt hurtigt bevægeligheden og cyklede efter hende. Nåede hende dog ikke, før vi kom ned til stalden, og inden da have hun fået tørret alle sine tårer væk, og sat en troværdig facade på. Stalden var for fyldt med mennesker, det var umuligt at ville kunne snakke med hende her. Jeg blev pludseligt utroligt bange for at miste hende. Luna som jeg kendte så godt og var så tryg ved. Selvom jeg hadede hende til tider, var hun det eneste menneske i verden jeg turde være mig selv med. Jeg ville ikke miste hende, og jeg ville så gerne forsikre hende om det. Hun skulle vide at hun kunne stole på mig og jeg ville være der for hende. Midt i alle spekulationerne tog jeg mig selv i at kigge efter Sabrina, men hun var her ikke. Skuffet gik jeg hen og tog et træktov fra væggen til at hente Super Star med, men da jeg kom ud og så hendes rejste ører og hørte hendes høje ivrige vrinsk steg mit humør pludselig i vejret.. Jeg havde brug for et kram af min pony. Ligemeget hvad det her rod endte ud i, ville hun altid være der.


  • #70   6. dec 2011 Kapitel 12
    Trygt eller ikke trygt?

    Jeg blev ved med at spekulere over alt det som Luna havde sagt, hele den dag. Der var noget som ikke rigtigt passede sammen. Hvorfor var Sabrina en kujon, hvis det var Luna, som havde slået op? Og hvorfor havde Luna først indset nu, at hun stadig var forelsket i Sabrina?

    Da jeg trådte ind af døren den aften, sad Sabrina på min seng. Jeg nåede kun et øjeblik at undre mig over hvad hun lavede og hvorfor hun var her, inden svaret stod klart. I sammen øjeblik hun så mig, rejste hun sig op fra sengen, og tog tre hurtige skridt hen i mod mig. Jeg havde egentlig planlagt at spørge hende om alle de forvirrende ting med Luna, men hendes smukke øjne hypnotiserede mig. Jeg lænede mig frem mod hende, og kyssede hende. Denne gang mere intenst og mere modigt end vores første kys. Jeg begyndte blidt at skubbe hende bagud over mod sengen og hun fulgte villigt med, men ikke på et eneste tidspunkt slap vores læber hinanden. Jeg kom pludselig til at tænke på at mine forældre var hjemme, men tanken forsvandt hurtigt igen. I dette øjeblik var der ingen andre end os i hele verden. Jeg skubbede hende endnu lægere bagud, til at sengen stod i vejen. Så skubbede jeg hende ned på sengen, mens jeg lagde mig oven på hende, blidt. Hele min krop føltes som om jeg kørte ned af den vildeste bakke i en rutsjebane. Jeg fokuserede på hende, kun hende. Pludselig slap jeg hendes læber og kastede mig ned på sengen ved siden af hende med et let bump. Hun trak vejret fuldstændigt fra mig og jeg måtte have luft. Det her var ikke som i drømmene. Det var bedre. Meget bedre.

    Hendes hænder greb fat i mine, mens vi lå der ved siden af hinanden. Vi trak begge vejret i korte stød og bortset fra lyden af luften, som pumpede ud og ind af vores lunger hørtes intet. Da hun begyndte at flette sine fingre ind i mine, blev tanken om at hun lå lige ved siden af mig for fristende og selvom min vejrtrækning slet ikke var stabil, måtte jeg tæt på hende igen. Jeg rullede hen i mod hende, og lod hende villigt ligge sine arme omkring mig. Jeg puttede mig godt ind til hende, og nød følelsen af at hun nussede mig i håret. Noget jeg altid havde elsket at andre gjorde. Hvordan kunne hun vide det? Mens jeg lå der kom jeg igen til at tænke over det med Luna, og jeg mærkede hvordan mine håndflader blev svedige. Pludselig overvældelde frygten for at miste hende mig med en så voldsomt kraft, at jeg følte det som om noget eller nogen havde slået mig hårdt i mellemgulvet. Sabrina mærkede min pludselige uro, og trykkede beroligende min hånd.
    ”Er du okay, Sweety?” Pludselig vidste jeg ikke hvad jeg skulle svare. Det virkede pludselig som at forråde hende ved at spørge ind til Luna, men samtidig havde jeg ikke rigtigt lyst til at lyve over for hende.
    ”Jeg blev bare pludselig så bange..” Pludselig mærkede jeg tårerne komme op gennem kanalerne i mine øjne og blev uden af stand til at forsætte uden at hun ville kunne høre at jeg græd.
    ”Bange for hvad?” Spurgte hun, da det gik op for hende at jeg ikke ville fortsætte. Jeg sank en klump, og prøvede at gøre min stemme klar.
    ”For at miste dig.” Det lykkedes næsten at sige det uden gråd i stemmen, og Sabrina bemærkede heldig vis intet. I så fald reagerede hun i hvert fald ikke på det.
    ”Jeg er jo lige her?” Hun kyssede mig i håret, og slap min hånd, for at ligge sine arme tættere omkring mig. Nu virkede min bekymring ligegyldig, for i hendes arme var alting så trygt. Men trygheden gav mig også mod.
    ”Lov mig ikke at blive vred på mig.” Begyndte jeg.
    ”Det kan jeg ikke forestille mig nogensinde at skulle blive.” Hviskede hun, og pludselig forstod jeg slet ikke hvorfor jeg havde været nervøs for at spørge hende om det.
    ”Jeg har talt lidt med Luna, og alt det der skete dengang. Jeres historier passer ikke sammen.” Jeg stoppede, og vidste pludselig ikke mere hvad jeg skulle sige. Heldigvis tog Sabrina over.
    ”Jeg bliver nødt til at tale med Luna først. Netop så vi ikke går og fortælle dig forskellige ting. For det er helt sikkert at Luna og jeg ikke opfattede det der skete dengang, ens. Forstår du det. Jeg lover at du nok skal få sandheden, så snart jeg har talt med hende. Er det ok?” Spurgte hun. Det lød egentlig meget fornuftig, men alligevel synes jeg ikke rigtigt jeg var ok med det, men jeg ville ikke risikere at komme og skændes med hende, så jeg lod emnet lige.
    ”Jaja.” svarede jeg bare. Sabrina slap mig brat og nærmest smed sig selv over i den anden ende af sengen. Et øjeblik forstod jeg slet ikke hvorfor, så opdagede jeg det. Min mor stod i døråbningen og stirrede på os, med et fuldstændigt forvirret udtryk. Det var tydeligt at hun havde hørt nogen af de ting vi havde sagt, og ikke mindst set os ligge der og holde om hinanden.


  • #72   6. dec 2011 Wow, det er spændende!

  • #73   10. dec 2011 Kapitel 13
    Det der virkelig skete dengang..

    2 år tidligere - Sabrina P.O.V.

    <i><b>Jeg cyklede alt hvad mine ben kunne trække. Regnen piskede mig i ansigtet, og mit hår hang i lange sammenhængende klamme lokker ned over mine skuldre, men jeg var ligeglad. Jeg skulle nå hjem til Luna inden hun fik gjort noget dumt. Jeg var kun lige drejet ned af den vej hun boede på, da jeg kunne høre en lys kvindestemme råbe meget højt og ophidset.
    ”Din klamme unge! Tænk at du er min datter. Jeg skammer mig oprigtigt!” Jeg genkendte med det samme stemmen, som tilhørte Lunas mor og begyndte cykle hurtigere. Da jeg endelig nåede hen til Lunas havelåge, så jeg hende sidde og hulke midt i havegangen. I det samme hun så mig, rejste hun sig op og gik hen imod mig. Hun nærmest kastede sig i armene på mig, og jeg nåede lige akkurat at ligge armene om hende, inden hun decideret var faldet. Hun virkede som en mekanisk kludedukke, det lige var løbet tør for batteri.
    ”Luna! Hvad er det du har gjort? Jeg sagde jo du skulle lade mig komme over først, inden du gjorde noget overilet.” Jeg hviskede det til hende, men min stemme var så ophidset at jeg alligevel var bange for at nogen havde hørt det. Luna blev blot ved med at stå helt slap i mine arme, men efter et par sekunder bevægede hun sig endelig og rejste sig ordentlig op, så hun stod selv. Hun sagde stadig ikke noget, men kiggede bare på mig. Endelig begyndte hendes læber dog at bevæge sig.
    ”Jeg elsker dig Sabrina. Jeg er villig til at opgive alt for din skyld, og det havde ikke ændret noget at du var kommet. Jeg vidste bare hvordan mine forældre ville reagere og jeg ville sådan ønske at du ikke havde været vidne til det.” Hun lagde armene omkring mig, mens hun kyssede mig. Kysset beviste hvor meget hun mente det hun lige havde sagt, og der var så meget kærlighed i det kys at jeg faktisk blev bange. Jeg glemte helt at gengælde det, og da jeg kom i tanke om det, havde jeg slet ikke lyst. Luna trak sig undrende væk fra mig. ”Hvad er der? Jeg troede du ville blive glad. Nu har vi endelig hele verden for os selv! Kun dig og mig.” Hendes stemme blev pludselig meget trist, og hun lignede en barn, der tiggede sin mor om en pony, men som godt vidste at det aldrig ville ske.
    ”Luna.. Du betyder utroligt meget for mig, men du skulle ikke have gjort det her. Dét er ikke det værd.” En skræmmende frygt havde pludselig taget fat i mig, og slæbt mig væk fra hende. Jeg ønskede så brændende at jeg havde nået huset noget før. Hun skulle virkelig ikke have gjort det her for min skyld. Tanken om at fortælle nogen om vores forhold, havde slet ikke strejfet mig før Luna for et par dage siden havde bragt det på bane, og lige siden havde jeg overvejet seriøst at gøre det forbi. Ja, jeg holdt meget af Luna, men jeg havde hele tiden vidst at det ikke ville vare evigt. Jeg var sikker på at hvis jeg fortalte min familie at jeg var lesbisk, ville de reagere præcis som Lunas, hvis ikke værre, og jeg var ikke parat til at opgive min familie for hendes skyld. Jovist elskede jeg hende, men ikke så meget.
    ”Selvfølgelig er det det værd!” Hun kyssede mig igen. Denne gang en smule hysterisk, men da jeg igen ikke gengældte det trak hun sig væk fra mig. ”Forstår du det slet ikke? Sabrina du er hele min verden.” Der var ingen tvivl om at hun mente det hun sagde, af hele sit hjerte og måske endda mere til.
    ”Hvis du går derind igen nu, kan du måske nå at redde situationen. Jeg synes i hvert du skal prøve.” Jeg prøvede at undgå at svare på det hun havde spurgt mig om, men jeg slap ikke.
    ”Hvilken situation? Sandheden bliver jo ikke anderledes. Den er stadig den samme, som den var for 2 minutter siden.” Hun virkede oprigtigt bange, vred og hysterisk nu. Hun var ved at forstå hvor jeg ville hen.
    ”Jo den gør. Luna, det her har været utroligt rart, men det må stoppe her. Jeg er ikke villig til at opgive min familie for din skyld, og det skal du heller ikke for min.” Jeg sukkede lettet. Selvom det var utroligt hårdt at såre hende sådan, vidste jeg at det var det rigtige.
    ”Du er en kujon! Du tør jo ikke gå videre? Du tør ikke fortælle nogen om mig og dig?” Hun var virkelig vred nu, og hun talte utroligt højt. Det gav genlyd på den mørke gade, og jeg frygtede pludselig at nogen hørte os.
    ”Luna, dæmp dig lidt.”
    ”Kujon!” Hun råbte om muligt højere end før. ”Her er jo ingen du kender, og du er stadig bange for at nogen høre os!” Tårerne trillede ustyrligt nu, og selv om det regnede kraftigt var man ikke i tvivl hvad der var tårer og hvad der var regn, på hendes kinder.
    ”Luna, lyt nu. Forstå hvad jeg det er jeg siger til dig. Det er ikke dét værd.” Jeg så alvorligt på hende, og prøvede at tage hendes hånd, men så snart jeg rørte den, trak hun den hidsigt væk.
    ”JEG er ikke dét værd! Hvis du virkelig elskede mig, ville du være ligeglad med hvad andre synes.” Hun stoppede et øjeblik. ”Jeg havde ret i min mistanke.”
    ”Jeg gider ikke benægte at jeg er pisse bange og at jeg ikke tør sige det til nogen, for det er sandheden. Jeg elsker dig, men Luna jeg kan ganske simpelt ikke være til piger, og vi to kan ikke være kærester. Jeg er virkelig ked af det. Kan vi ikke bare fortsætte som venner?” Jeg mente alt hvad jeg sagde, og prøvede at gøre alt for at hun skulle se det, men enten lykkedes det ikke ellers var hun ligeglad.
    ”Hold dog din kæft. Du elsker mig overhovedet ikke! Kujon idiot!” De sidste to ord skreg hun ind i hovedet på mig, og derefter gik hun direkte frem mod mig og slog sin skulder sammen med min med et kæmpe knald, så det brændte i hele min arm. Jeg vendte mig om og forventede at hun var stoppet på grund af smerten, men hun gik ufortrødent videre, og lod mig stå alene tilbage i regnen, med en meget øm skulder. Selv da jeg ikke længere kunne se hende, synes jeg stadig jeg kunne høre hende græde. Det var som om regnen ville forsikre mig om hvor forfærdelig en ting jeg lige havde gjort, og jeg vidste at regnen havde ret. Men jeg ville Luna det bedste, og ville klare sig bedre uden mig.
    Noget gik op for mig, mens jeg stod der. Jeg havde løjet over for både hende og mig selv. Jeg havde aldrig elsket Luna.


  • #74   10. dec 2011 Får helt ondt af Luna...
    Men nøøj, det er godt!:)


  • #75   10. dec 2011 Team TAK:
    Det er også lidt meningen smiley


  • #76   16. dec 2011 Kapitel 14
    Reaktionen

    Min mor stod bare og stirrede chokeret fra mig til Sabrina og tilbage igen. Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige, og før hverken min mor eller jeg nåede at reagere, var Sabrina smuttet ud af døren og væk. Jeg sad tilbage alene på min seng, og blev egentlig rimelig skuffet over hende. Jeg havde brug for hendes støtte.
    ”Emilia.. Så jeg det jeg tror jeg så?” Spurgte hun, men så ikke videre spørgende ud. Hun var udmærket klar over hvad der foregik.
    ”Hvad tror du da du så?” Spurgte jeg og prøvede at se uskyldig ud, men det lykkedes ikke. Min mor fik samlet sig sammen og kom hen og satte sig ved siden af mig.
    ”I lå og holdt om hinanden. Hvad foregår der?” Nu så hun endelig spørgende ud, og hun forventede et svar, men jeg anede ikke hvad jeg skulle sige. At lyve over for hende, ville være fuldstændig meningsløst, men jeg prøvede selvfølgelig alligevel.
    ”Jeg var bare ked af det, og Sabrina prøvede at trøste mig.” Øv, hvor lød det forkert. Jeg skammede mig igen på samme måde, som dengang Sabrina var ved at gennemskue mig. Igen kom følelsen op at jeg havde gjort noget dybt forkert og at jeg var unormal. Den var der i det hele taget, hele tiden, når Sabrina ikke var i nærheden.
    ”Emilia, lad nu være med at lyve over for mig. Jeg ved godt hvad jeg så.” Hun så stadig rolig ud, og jeg blev en smule tryggere ved situationen, og så alligevel ikke rigtigt. Trygheden føltes kunstig.
    ”Så hold op med at spørge!” Udbrød jeg en smule hysterisk.
    ”I er kærester.” Konstaterede hun kort, igen uden nogen synlig reaktion.
    ”Ja.” Jeg måtte pludselig kæmpe med tårerne. Det her var så ydmygende, også selvom hun var min mor. Jeg blev igen vred på Sabrina. Var det her hendes måde at hjælpe mig på?
    ”Du er altså lesbisk.” Konstaterede hun igen. Gud, hvor jeg pludselig kom til at hade det ord. ”Lesbisk”? Det lød så forkert, når hun sagde det på den måde. Jeg følte mig ikke lesbisk. Jeg var bare forelsket i Sabrina.
    ”Ja. Nej.. Det ved jeg ikke! ” Min stemme blev igen en anelse hysterisk. Jeg var slet ikke klar til at nogen skulle have det af vide endnu. På den anden side var det rart at få overstået – det måtte jo komme før eller siden. Min mor sagde ikke mere. Hun sad bare og stirrede ud i luften, pludselig langt væk i sine egne tanker. På trods af at mit hjerte sad helt oppe i halsen, i skræk for hvordan hun ville reagere, afbrød jeg hende ikke. Jeg smed mig bare tilbage på sengen og efter noget der føltes som timer, men som sikkert bare var få sekunder, åbnede hun endelig munden.
    ”Det er dit liv Emilia, og jeg gider ikke blande mig i hvem du har lyst til at være sammen med, men jeg synes alligevel ikke at Sabrina er noget for dig.” Endelig så hun på mig, og hendes øjne viste at hun blot sagde det her for min skyld. Jeg blev utrolig lettet, og sukkede dybt. Min mor hørte det og smilede. ”Du må aldrig tro at jeg ikke vil støtte dig Emilia. Lige meget hvad du roder dig ud i, vil din gamle mor altid stå ved din side.” Hun tog min hånd og trykkede den hengivent, imens hun smilede endnu mere.
    ”Hvad er der da galt med Sabrina?” Spurgte jeg, nu en smule mere fattet.
    ”Hun burde have siddet her lige nu og holdt dig i hånden, imens hun havde hjulpet dig med at overbevise mig om at i var perfekte sammen.” Svarede hun.
    ”Sabrina har haft det svært.” Forsvarede jeg hende. Jeg ville have sagt noget mere, men jeg vidste ikke hvad. Min mor havde ret og det vidste jeg jo inderst inde godt.
    ”Det giver hende stadig ingen ret til bare at efterlade dig...” Hun ville have sagt noget mere, men blev afbrudt af min mobil telefon, som brummede henne på bordet. Det var Sabrina.
    ”Er situationen okay? :-)” Skrev hun. Jeg stod bare og stirrede måløs på de tre ord, og den klamme glade smeiley. Sådan kunne hun sgu da ikke skrive? Vreden fra før, blev nu endnu være og jeg kylede mobilen ned i min dyne.
    ”Hvad var det?” Spurgte min mor, nysgerrigt, men også bekymret. Inden jeg nåede at svare havde hun dog samlet mobilen op og læst beskeden. ”Det der skal du altså ikke finde dig i.” Sagde hun efter et par sekunders tænketid. Pludselig blev jeg også en smule vred på min mor. Hvorfor skulle hun egentlig blande sig? Og hvorfor skulle hun rode i min mobil når jeg ikke havde givet lov? Jeg snubbede hurtigt mobilen fra hende, og hun så en smule chokeret på mig.
    ”Sabrina er god nok, mor. Jeg elsker hende!” Forsikrede jeg hende om og så forlod jeg rummet. Det lød ikke særligt overbevisende, men jeg var ligeglad. Det kunne godt være at Sabrina ikke kunne være det her bekendt, men trådene ville være en del lettere at redde ud, hvis ikke min mor også havde set sig vred på hende.


  • #78   22. dec 2011 Kapitel 15
    Ubesvarede spørgsmål

    Jeg smækkede døren en smule hårdt efter mig, og gik ned af trappen. Pludselig gik det op for mig at min mor sad på mit værelse, og jeg ikke rigtigt havde noget sted at gå hen. Mine fødder bevægede sig ud i haven ved dammen, hvor mig og Sabrina havde kysset første gang. Månen så næsten ligesådan ud, som den havde gjort den aften og det gik op for mig at det ikke var mere end et par dage siden. Det føltes som flere uger, jeg var allerede begyndt at føle at mig og Sabrina havde været sammen altid. Jeg blev overvældet af en trist følelse ved at sidde der og jeg prøvede forgæves at få mig selv til at lade være med at være vred på Sabrina, for at få det bedre men det hjalp ikke. Jeg kunne ikke retfærdig gøre hendes handling. Pludselig begyndte der at strømme tårer ned af mine kinder uden varsel. Jeg kunne slet ikke styre dem. Hvordan kunne bare skride fra mig på den måde når jeg vidste hun havde brug for mig? Hun havde jo gjort det før dengang med Luna, så hun vidste jo hvad hun gik ind til? Eller var det bare fordi hun ikke synes jeg var dét værd, og egentlig ikke ville kendes ved mig når det kom til stykket? Alle de bitre tanker overvældelde mig, og tårerne begyndte at strømme mere ukontrolleret. For pokker hvor jeg elskede den pige, lige meget hvor stor en kujon hun så ville vise sig at være.

    Jeg sad nogle minutter i mine egne tanker inden jeg blev afbrudt af lyden af skridt i græsset. Jeg tørrede hurtigt mine kinder, med en svag bevidsthed om at det ville være formålsløst eftersom mine øjne ville være hævede og røde, og vendte mig rundt i den tro at det garanteret var min mor igen, men den høje skikkelse der kom nærmere med beslutsomme skridt var ikke min mor, det var Alex. Han stoppede et par meter fra mig og så pludselig meget usikker ud, det var tydeligt at han havde fået øje på mine tårer.
    ”Emilia, er du okay?” Spurgte han med ægte bekymring og satte sig ved siden af mig. Jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle svare ham, for jeg anede egentlig ikke hvor meget han vidste.
    ”Det skal du ikke tænke på.” Snøftede jeg. Det var helt umuligt at skjule gråden fra min stemme. Den var helt hæs.
    ”Er det noget jeg kan hjælpe med?” Spurgte han igen, og lagde armen om min skulder. Jeg skulle til at trække mig fri af den, men så tog jeg mig selv i det. Det var tydeligt at han kun mente det venskabeligt og jeg havde ikke lyst til at såre ham.
    ”Nej, det er ikke noget du har med at gøre,” svarede jeg. ”Hvad laver du egentlig her?” Sprugte jeg ham, både for at skifte emne og også fordi jeg var nysgerrig.
    ”Jeg er kommet for at sige dig noget.” Pludselig så han nervøs ud, og mit hjerte begyndte også at hamre. Jeg vidste udmærket hvad han ville.

    <b> Luna P.O.V

    Jeg stod trippende ude foran min havelåge og ventede på Sabrina. Hun burde have været her for fem minutter siden. Jeg var en smule nervøs over hvad hun mon ville snakke med mig om, hun havde intet ville sige i telefonen. Pludselig fangede jeg en bevægelse ud af øjenkrogen og Sabrinas sorte cykel kom til syne nede for enden af vejen.
    ”Hvad ville du?” Spurgte jeg et par sekunder senere da hun var stoppet op, og så afventende på mig. Jeg prøvede at skjule nervøsiteten i min stemme, og forsøgte at lyde hård.
    ”Jeg ville bare tale med dig.” Svarede hun, imens hun spejdede sig omkring som om hun var bange for at blive set. Det gav mig kuldegysninger af dårlige minder, og jeg kom pludselig i tanke om at hun ikke have været her siden den grufulde aften for så længe siden.
    ”Vi kan godt gå et andet sted hen, hvis det er det?” Spurgte jeg skarpt og denne gang blev min stemme kold og klar, uden at jeg måtte forsøge noget. Jeg var allerede vred, det her ville ikke ende godt. Hun steg helt af sin cykel og gjorde mine til at vi skulle gå lidt, og jeg fulgte villigt med.
    ”Luna, rolig nu. Det er ikke noget slemt.” Hendes stemme rystede svagt, selvom hun ihærdigt forsøgte at skjule det. Jeg frydede mig lidt, hun fortjente at være nervøs. Min vrede forsvandt lidt igen, og jeg faldt til ro.
    ”Men hvad er det?”
    ”Hvad er det du har fortalt Emilia?” Spurgte hun. Jeg sukkede lavt, hvorfor havde jeg ikke forudset at det bare hende hun ville snakke om. Det lille håb der havde spiret i min mave forsvandt og jeg mærkede hvordan jeg blev tung og pludselig havde svært ved at gå. Jeg glemte næsten at svare på spørgsmålet.
    ”Jeg vendte den bare rundt, så det så ud som om det var mig der slog op.” Svarede jeg, og udlod bevidst ikke at give en yderligere forklaring, men selvfølgelig slap jeg ikke.
    ”Hvorfor i al verden gjorde du det?” Spurgte hun med en tydelig overraskelse. Jeg sukkede, det var præcis det her spørgsmål jeg frygtede. Svaret kendte jeg godt, men jeg kunne ikke få mig selv til at give hende tilfredsstillelsen ved at sige det højt.

    JEG HAR IKKE RETTE STAVE/SLÅ FEJL smiley


  • #79   22. dec 2011 Har rette i det første stykke. Det gav jo slet ikke mening xD

    Jeg smækkede døren en smule hårdt efter mig, og gik ned af trappen. Pludselig gik det op for mig at min mor sad på mit værelse, og jeg ikke rigtigt havde noget sted at gå hen. Mine fødder bevægede sig ud i haven ved dammen, hvor mig og Sabrina havde kysset første gang. Månen så næsten ligesådan ud, som den havde gjort den aften og det gik op for mig at det ikke var mere end et par dage siden. Det føltes som flere uger, jeg var allerede begyndt at føle at mig og Sabrina havde været sammen altid. Jeg blev overvældet af en trist følelse ved at sidde der og jeg prøvede forgæves at få mig selv til at lade være med at være vred på Sabrina, for at få det bedre men det hjalp ikke. Jeg kunne ikke retfærdig gøre hendes handling. Pludselig begyndte der at strømme tårer ned af mine kinder uden varsel. Jeg kunne slet ikke styre dem. Hvordan kunne bare skride fra mig på den måde når hun vidste jeg havde brug for hende? Hun havde jo gået i gennem det med forældrene før dengang med Luna, så hun vidste jo hvad hun gik ind til? Eller var det bare fordi hun ikke synes jeg var dét værd, og egentlig ikke ville kendes ved mig når det kom til stykket? Alle de bitre tanker overvældelde mig, og tårerne begyndte at strømme mere ukontrolleret. For pokker hvor jeg elskede den pige, lige meget hvor stor en kujon hun så ville vise sig at være.

    ^^ Rettet version.


  • #80   22. dec 2011 Uh, hvor er det godt!:)

  • #81   2. jan 2012 Jeg har redigeret Kapitel 1, jeg synes ikke det var så godt. I må gerne fortælle mig om det nye version er bedre eller om i bedste kunne lide den gamle smiley

    Kapitel 1
    Forvirrende følelser

    ”Du er slet ikke dig selv for tiden. Er du sikker at det er noget vi skal snakke om?” Spurgte Sabrina bekymret. Jeg vendte mig om på ryggen af Super Star, min pony, og kiggede hende direkte i øjnene. Hun sad roligt på Fellow og kiggede på mig med et udtryk af ægte bekymring. Jeg fik et chok, som jeg havde meget svært ved at skjule. De øjne! Så smukke, så grønne, de fortryllede mig.. Inden jeg nåede at svare spurgte hun igen; ”Hvad er der? Hvorfor kigger du sådan på mig?” Jeg vendte hurtigt blikket ned og prøvede febrilsk at finde på et eller andet at sige.
    ”Hvordan?” spurgte jeg og prøvede så vidt muligt at få det til at lyde henkastet og som en sjov joke, men følte ikke at det lykkedes. Sabrina smilede dog.
    ”Du så bare helt hypnotiseret ud, det var lidt skræmmende. Er du sød at love at sige til, hvis der er noget?” Jeg var ikke helt klar over hvad hun mente og jeg besluttede at lade emnet ligge. Jeg var skræmt fra vid og sans, min hemmelighed måtte under ingen omstændigheder blive afsløret.
    ”Skal vi tage en gallop?” Spurgte jeg og gav Super Star shenklerne inden hun nåede at svare. Jeg måtte få hende til at tænke på noget andet.

    Galloppen sluttede alt for hurtigt og Sabrina ville åbenbart ikke lade mig slippe. Jeg forstod nu heller ikke mig selv. Hvorfor fortalte jeg hende ikke bare sandheden? Hun var min bedste veninde og jeg stolede 100% på hende. Så kunne hun sige til mig at det var helt okay, og at jeg sikkert skulle finde en sød fyr, og at det jeg følte for hende bare var noget jeg bildte mig selv ind.
    ”Er du forelsket?” Begyndte hun. Jeg besluttede at være ærlig så længe jeg kunne.
    ”Ja.” Svarede jeg, og jeg havde ingen idé om hvordan det kom til at lyde.
    ”Det tænkte jeg nok.” Grinede hun. Jeg kunne mærke min mave trække sig sammen. Sagde mine øjne virkelig så meget? Hun bemærkede at jeg var for længe om at svare. ”Hvem er det? Hvorfor har du intet sagt? Kender jeg ham?” Hun føltes som en bombe fyldt med spørgsmål der lige var sprunget. ”Fortæl!” Jeg kunne have slået mig selv. Hvorfor satan være så ærlig? Nu stod jeg i forklaringsproblemer til halsen.
    ”Senere ok?”
    ”Ok” Sabrina så skuffet ud, men det var intet i mod min lettelse. Med lidt held ville hun hurtigt glemme det igen, og jeg ville slippe for denne her voldsomt pinlige situation.

    Som om tiden var fløjet afsted, var jeg pludseligt alt for hurtigt i gang med at sætte Super star på fold, og da vi kom tilbage samlede Sabrina hurtigt sine ting. Jeg kunne mærke hvordan min mave snørede sig sammen. Hun skulle da ikke allerede gå? Jeg ville være mere sammen med hende, men tanken om at invitere hende hjem gav mig kuldegysninger. Det turde jeg slet ikke. Så slog en idé ned i mig, og lige inden hun nåede at gå ud af den store stalddør nåede jeg at tage mig sammen.
    ”Skal du slet ikke sige ordentligt farvel?” Jeg prøvede at se på hende med helt uskyldige, og lidt overdrevne hundeøjne, så det bare kom til at ligne noget jeg mente helt uskyldigt. Sabrina vendte sig spørgende om.
    ”Hvad mener du? Jeg sagde da lige jeg ville gå?” Mit hjerte sprang et slag over, jeg havde ikke lige regnet med at jeg skulle skære det sådan ud i pap. Jeg ville bare have et kram, var det ikke meget normalt at veninder gjorde det?
    ”Ikke noget. Vi ses.” Jeg mærkede skyldigt hvordan mine kinder blev røde, jeg kunne være sunket ned i et hul i jorden. Sabrina vendte sig ikke om for at gå, hun stirrede bare på mig, ikke ondt, men måske en smule.. Nysgerrigt? Jeg kunne ikke rigtigt afgøre det. Så begyndte hun at gå hen i mod mig hvor efter hun lagde sine arme omkring mig. Jeg trykkede mig ind til hende, men hun trak sig væk alt for hurtigt.
    Aldrig havde jeg oplevet et øjeblik hvor jeg havde følt mig så levende.

    Jeg havde lovet at blive og se Luna ride på Smørblomst. Vi skulle være sammen om aftenen, men jeg synes af en eller anden grund ikke jeg havde lyst. Jeg ville bare hjem og tænke alle de her forvirrede følelser igennem, men jeg smed det væk. Det var ikke fair over for Lulu, når hun holdt så meget af mig. Hun fortjente det ganske simpelt ikke.

    Den aften lå jeg længe inden jeg faldt i søvn. Sabrina snakkede tit om alle de søde fyre hun kendte. Hvordan den ene havde kaldt hende Regnbue, fordi han mente at hun var opklaring på dårligt vejr, og den anden som blev ved med at smile sødt til hende, men som hun ikke turde starte en samtale med. Hvordan skulle det her ende? Lunas rolige åndedræt fik mig til at slappe af. Hun gjorde mig virkelig tryg. Jeg prøvede at se Alex for mit indre blik. Ham den søde fyr fra klassen som alle andre hang omkring, men det var tydeligt at han var vild med mig. Han var køn, med blå øjne, halvlangt lyst hår og havde korte men fyldige læber. Der skete ikke noget. Ingen sommerfugle i maven, ingen hurtige slag i brystet. Intet. Da jeg så skiftede billedet ud med Sabrina kunne jeg mærke mit hjerte slå et slag over. Hendes lange mørke brune hår, hendes smukke grønne øjne. Jeg kunne blive ved! Hvis bare der var den mindste chance for hun følte det samme, men jeg vidste godt at tanken var umulig. Det var tydeligt at hun var til drenge.

    <b> Og så får i selvfølgelig et nyt kapitel! smiley </b>

    Kapitel 16
    uforklarlig vrede
    Alex så igen meget usikker ud, og jeg fortrød lidt at jeg havde reageret så voldsomt, men jeg væmmedes. Jeg ville ikke høre det. Tanken om at skulle være kæreste med Alex forekom mig fuldstændig uvirkelig. Desuden havde jeg jo en kæreste?
    ”Alex lad være.. Vi kan være venner, men absolut intet mere.” Jeg sagde det med en beslutsom tone og min stemme rystede ikke. Situationen fik mig ikke til at blive nervøs, for jeg havde ventet på den. Jeg kunne rigtigt godt lide Alex, men ikke på dén måde, og jeg var næsten sikker på han ville forstå det.
    ”Men hvorfor ikke? Hvorfor er jeg ikke god nok til dig?” Det gik om for mig at han intet vidste om mig og Sabrina, men hvem skulle også have fortalt ham det? Det lød ikke som om han ville prale, men han var jo en attraktiv dreng, så det var egentligt klart at han ikke forstod, hvorfor jeg afviste ham. Jeg blev en smule trist til mode, jeg ville ikke have vi skulle være uvenner.
    ”Fordi jeg er vild med en anden.” Svarede jeg efter at have tænkt mig lidt om. Det var jo ikke løgn, nu skulle han bare ikke spørge hvem det var.
    ”Hvem?” Spurgte han, som svar på mine tanker. Jeg sukkede indvendigt. Selvfølgelig ville han da vide hvem, hvorfor havde jeg være så naiv?
    ”Du må love mig ikke at sladre.” Jeg så alvorligt på ham, hvis han lovede det, ville jeg fortælle ham sandheden.
    ”Selvfølgelig lover jeg det.” Han gengældte mit alvorlige blik, men det var tydeligt at han bare regnede med at han ikke måtte sige det fordi, at den person jeg var vild med, ikke måtte vide det.
    ”Jeg er homoseksuel, jeg kommer sammen med Sabrina.” Det gik op for mig at det var første gang jeg decideret havde indrømmet det, og brugte ordet 'homoseksuel' om mig selv. Det føltes en smule ubehageligt, men på den anden side måtte jeg også snart tage mig sammen og se det i øjnene. Alex så på mig med et blik jeg ikke rigtigt kunne tyde.
    ”Så var det derfor Sabrina ikke var interesseret i mig. Jeg havde aldrig gættet at det hang sådan sammen.” Han så meget trist ud. Jeg så en smule ondt på ham, var han bare sådan en der gik fra den ene pige til den anden. Han så det og tilføjede så; ”Jeg var bare ikke forelsket i Sabrina, Jeg tror bare vi begge prøvede, fordi ingen af os kunne få den ville ville have.” Jeg nikkede bare. Jeg kunne ikke bebrejde Sabrina at hun havde lavet noget med Alex, for vi var jo ikke kærester på det tidspunkt, og hun havde desuden selv fortalt mig det.
    ”Alex du er min bedste ven. Kan det ikke bare fortsætte sådan? Jeg lover dig du nok skal finde en anden sød pige på et tidspunkt.” Det sidste kunne jeg ikke vide, men jeg måtte sige et eller andet for at lette min samvittighed lidt.
    ”Jo.” nærmest mumlede han, men han så langt fra tilpas ud. Så rejste han sig, og begyndte at gå; ”Vi ses i skolen.” Han smilede ikke, han så bare såret og vred ud, men inden jeg nåede at reagere var han ude af syne.

    Luna P.O.V

    <b> ”Fordi Emilia er min bedste veninde, og jeg vil have hun skal være lykkelig.” Jeg svarede Sabrina med en rolig stemme, tilfreds med at jeg havde fundet et sandt svar uden at afsløre noget.
    ”Men hvorfor skulle hun være lykkelig, ved at få en løgn?” Sabrina så spørgende og en smule vredt på mig, jeg forstod hende egentlig ikke.
    ”Kan du ikke bare være glad for at jeg ikke fortalte hende hvor stor en kujon du er?” Jeg så vredt tilbage på hende, og hun blev tydeligt en smule overrasket.
    ”Men hvorfor gjorde du det ikke? Hvorfor fortalte du hende ikke bare hvad hun gik ind til?” Sabrina så rolig ud, og så alligevel ikke. Jeg sukkede uhørligt, det var det spørgsmål jeg ville undgå.
    ”Fordi jeg vil have i begge skal være lykkelige, også selv om det ikke er med mig. Emilia er verdens bedste veninde, og du er..” Jeg stoppede mig selv. Hvad skulle jeg sige? Jeg kunne ikke fortælle hende det. Hun fortjente det ikke.
    ”Jeg er hvad?” Hun så spørgende og meget nysgerrigt på mig, men også en smule håbefuldt? Jeg kunne ikke rigtigt finde ud af det, men jeg forblændede mig i tanken om at hun var håbefuld, det gav mig modet.Jeg måtte fortælle hende det, der var ingen vej uden om
    ”Du er verdens mest fantastiske menneske.” Svarede jeg med hjertet hamrende helt oppe i halsen. Jeg var sikker på hun ville kunne høre det. Hendes ansigtsudtryk forandrede sig totalt, og hun så på mig med lynende øjne. Mit hjerte begyndte at hamre endnu mere, men samtidig blev jeg også totalt forvirret. Hvorfor i al verden blev hun vred over jeg sagde det?


  • #82   2. jan 2012 Det 1. kapitel er blevet meget bedre, udover at du kommer til at kalde Luna for Lulu på et tidspunkt, men det er jo ikke noget særligt. Som sagt har du udviklet dig meget formuleringsmæssigt, så synes det er godt du lige kigger de gamle kapitler igennem hvis du vil have et lækkert sprog hele vejen igennem:) For det har du altså virkelig fået her på det sidste!:)
    Det nye kapitel er super duper godt:)


  • #83   2. jan 2012 Tak smiley

  • #84   3. jan 2012 Kapitel 17
    Tårer

    Luna P.O.V.

    <b> ”Luna for guds skyld! Det er så lang tid siden nu.” Hun så fuldstændigt forvildet på mig. Jeg fik et helt chok over hendes reaktion, og glemte helt at finde på noget at svare. Situationen var pludselig blevet utroligt akavet.
    ”Jeg vil bare have i to skal være glade sammen, okay?” Jeg prøvede at stramme mig op og lyde vred, men tror ikke rigtigt det lykkedes. Jeg mærkede hvordan sorgen gnavede dybt mig, alt håb var ude nu,
    ”Luna, du må ikke hænge fast i hvad der skete mellem os to. Det kommer aldrig til at blive os igen.” Hun så en smule mere rolig ud.
    ”Det ved jeg godt. Og jeg hænger ikke fast i noget, kan du ikke bare høre på hvad jeg siger? Jeg vil have at dig og Emilia er glade sammen, og jeg vil have at du behandler hende pænere end du behandlede mig! Hver nu bare glad for at jeg gav dig en ekstra chance, nu har du en chance for at konfrontere hendes og dine forældre på en ordentlig måde.” Min stemme begyndte at blive hysterisk. Hvem var det egentlig jeg prøvede at narre? Jeg var pisse jaloux og jeg kunne mærke det gnave i hele kroppen, men den virkelige grund til at jeg havde løjet over for Emilia kunne jeg ikke fortælle hende. Så ville det først være slut.
    ”Det giver bare ikke mening.” Hun så sammenbidt på mig. ”Og jeg synes du skal blande dig uden om mig og Emilias forhold fra nu af.”
    ”Jaja, så siger vi det.” Jeg skulede tilbage til hende, men det blev ikke rigtigt. Jeg var ganske simpelt ikke i stand til at blive vred på hende. Jeg mærkede hvordan skuffelsen bredte sig i hele kroppen, da hun stillede sig op på sin cykel og kørte ned ad vejen og ud af syne. Sandheden var at jeg stadig elskede hende, og at jeg troede det ville få hende til at sætte pris på mig, hvis jeg hjalp hende med Emilia. Og inderst inde håbede jeg at hun derved ville indse hvor meget hun manglede mig. Nu kunne jeg godt se hvor latterligt det var - selvfølgelig ville jeg aldrig få hende igen.
    ”Sabrina, jeg giver ikke op.” Mumlede jeg ud i den tomme luft, og så mærkede jeg hvordan tårerne begyndte at strømme ned af mine kinder. De blev vildere og vildere indtil jeg til sidst knækkede totalt sammen, og mærkede hvordan sorgen overvældede mig med fuld kraft. Det slog luften ud af mine lunger og jeg følte ikke jeg kunne trække vejret. Den grufulde sandhed gik langt om længe op for mig.
    Sabrina ville aldrig mere blive min.. </b>

    Jeg rejste mig op og gik tilbage til huset. Jeg blev lettet over at høre at min mor skramlede nede i køkkenet, for så kunne jeg gå ubemærket op på min værelse. Min mobil lå stadig på sengen, og ud af øjenkrogen så jeg at den blinkede. Det var Sabrina igen.
    ”Jeg har talt med Luna, og du får sandheden ligeså snart vi ses. Elsker dig <3”
    SMS'en gav mig kuldegysninger, jeg havde helt glemt det med Luna oven på alt det med Alex og min mor. Og hvorfor skulle hun lige skrive 'Elsker dig' når nu det var meningen jeg skulle være sur på hende? Det var så svært at blive ved med det, men hun skyldte mig en forklaring.
    ”Hvornår kan vi ses?” Svarede jeg tilbage. Det gjorde ikke noget at det kom til at lyde lidt koldt.
    ”Det kommer an på hvordan din mor reagerede.” Svarede hun. Vreden skylede igen op i mig, hvorfor pokker kunne hun ikke bare være ligeglad, det var mit problem, ikke hendes.
    ”Bare kom over nu, hvis du kan?” Jeg ville se hende nu, mærke hende. Fordybe mig i tanken om at hun selvfølgelig ville være der og støtte mig.
    ”Det kan jeg desværre ikke, miniput. Det er jeg virkelig ked af, men vi ses i morgen i stalden, ikke? <3” Vreden skylede endnu mere op i mig. En fornemmelse i min mave fortalte mig at hun løj. Hvorfor var hun sådan en kujon?
    ”Fint.” Svarede jeg tilbage. Jeg var ligeglad med hvordan hun tolkede beskeden, hun måtte gerne vide at jeg absolut ikke syntes hun kunne være det bekendt. Af eller anden grund håbede jeg inderligt hun ville svare tilbage, men det gjorde hun ikke. Til min endnu større frustration begyndte mine tårer nu at strømme ned af mine kinder. Roligt og lydløst.

    <i> ”Den der fortjener dine tårer ville aldrig lade dig græde.” </i>

    Det passer ikke.

    Lad mig gerne vide hvad i synes om det sidste! Kan ikke rigtigt finde ud af om det skal være der eller ej smiley


  • #85   3. jan 2012 "”Den der fortjener dine tårer ville aldrig lade dig græde.”

    Det passer ikke."
    -synes jeg ikke du skal have med, medmindre du omformulere dig lidt, feks. "jeg kom til at tænke på et citat jeg engang havde læst "den der fortjener dine tårer ville aldrig lade dig græde."
    Det passede ikke."
    -eller sådan noget lignende, ellers er det lidt et "brud" på din historie, hvilket jo kan være helt fint, men lige her virker det lidt malplaceret.

    Ellers er det et rigtig godt kapitel og en god slutning!:)


  • #86   3. jan 2012 Okay, tak smiley Tror bare jeg dropper det så.

  • #87   18. jan 2012 Kapitel 18
    Frustration og hidsighed

    Om morgenen vågnede jeg ved at der slap lyse solskinstråler ind gennem mine persienner. Det var længe siden jeg havde sovet til efter det var blevet lyst, men jeg var heller ikke faldet i søvn før langt ud på natten aftenen før. Jeg havde haft alt for mange spekulationer i hovedet. Der gik lige et par sekunder før det gik op for mig hvad der havde vækket mig, men min mobil blev insisterende ved ved at brumme og jeg tog dem søvndrukkent op til øret, men uden at sige noget.
    ”Miniput?” Lød det i røret med en frisk og glad stemme.
    ”Gud, Sabrina! Hej.” sagde jeg højt og prøvede ikke at lyde hverken træt eller forvirret.
    ”Hvornår kommer du ned i stalden? Jeg savner dig.” Hun lød virkelig oprigtig, og den velkendte varme begyndte at brede sig i min krop, men jeg standsede den.
    ”Det ved jeg ikke. Du kan da bare komme over, og så kunne vi måske følges?” Svarede jeg. Det her var den sidste chance, hvis hun sprang fra igen, så.. Nej, det vidste jeg faktisk ikke. Havde jeg kræfter og mod til at skændes med hende?
    ”Njah, det gør ikke noget. Kan du ikke bare skrive, når du ved det?” Hun lød pludselig lidt usikker, og tvivlende. Om det var fordi hun var bange for min mor, eller for min reaktion, var ikke helt til at sige.
    ”Måske.” Jeg stoppede, og prøvede at få min hjerteryme under kontrol. Nu var der ingen vej uden om. ”Eller måske skulle du bare lette din røv og komme. Jeg savner faktisk også dig!” Mit tonefald var blevet bidende koldt og det passede slet ikke til de ord der blev sagt. Det havde lykkedes mig at lyde meget mere sur end jeg havde troet jeg kunne. Det blev stille i den anden ende, og der gik lidt tid inden hun svarede mig.
    ”Vi ses senere i stalden.” Sagde hun pludseligt og meget hurtigt.
    ”Men..!” Jeg mærkede hvordan hjertet sank helt ned i livet på mig, da det gik op for mig at hun havde lagt på. Jeg følte mig svag, og mærkede hvordan mørket samlede sig omkring mig. Det var længe siden jeg havde været så rasende og frustreret. Det gav mig lyst til at gøre noget impulsivt og uansvarligt. Jeg måtte få smerten til at forsvinde. Jeg kunne ikke holde den ud. Det gjorde så ondt at jeg var helt sikker på jeg aldrig ville blive hel igen. Tanken om at Sabrina var så ligeglad med mig, var uudholdelig, og jeg måtte tænke på noget andet, men intet kunne drive det ud af mit hoved.

    Jeg trak hidsigt i tøjet og trampede ned af trappen med unødvendigt hårde skridt. Min mor så forbavset på mig da jeg trådte ind i stuen.
    ”Hvad har fået dig op og køre så tidligt på morgenen?” spurgte hun og løftede den ene øjenbryn.
    ”Ikke noget.” Svarede jeg og skyndte mig ind i køkkenet, for at undgå flere spørgsmål. Min mening var egentlig at jeg ville have taget noget morgenmad, men jeg havde overhovedet ikke nogen appetit. Jeg følte mig tom indvendigt. Som om jeg bare var et spøgelse der gik rundt og var hvileløs. Og så gik det op får mig hvad jeg måtte gøre. Jeg lukkede hurtigt køleskabsdøren i igen, og fandt min jakke ude i entréen. Det småregnede lidt udenfor, men jeg sansede det ikke. Det eneste jeg havde i hovedet var at nå mit mål, og så gik det op for mig at jeg ikke havde noget. Trods at det føltes som om jeg havde kendt Sabrina altid, så vidste jeg faktisk ikke hvor hun boede?Vi havde heller ikke været kærester i længere end allerhøjest en uge? Jeg kunne ikke huske hvad dag vi havde siddet nede ved dammen. Det forekom mig allerede som en evighed siden. Jeg ignorede stemmen, det mod min vilje begyndte i mit hoved.
    ”Du ved ikke hvor hun bor, du hun kun kendt hende en uge, og i er allerede uvenner, jeres forhold er dødsdømt på forhånd..”
    ”Hold mund!” Udbrød jeg højt, og jeg hørte hvordan min stemme gav ekko ned af den tomme havegang. Jeg tog hånden op til munden, som for at forhindre mig selv i at sige mere, og håbede i mit stille sind at ingen havde hørt mig. Der gik lidt tid inden mine tanker vendte tilbage til virkelighed, og det gik op for mig at jeg stod og blev mere og mere våd. Jeg besluttede at tage min cykel og køre ned i stalden i stedet. Super Star skulle jo passes, og jeg kunne ligeså godt få det overstået. Desuden måtte jeg på en eller anden måde finde noget andet at tænke på, og efter som Super Star altid havde været god til at få mig i godt humør virkede det meget logisk for mig at køre ned til hende.

    Da jeg nogen minutter og mange regndråber senere trådte ind i stalden tillod jeg mig selv at udslippe et lille lettelses suk. Der var ikke nogen i stalden og alle hesten var kommet på fold. Jeg var helt alene, og pludselig føltes den lange lyse staldgang og duften af hø og savsmuld, som friheden efter at have været i fængsel i mange år. Jeg gik automatisk hen og tog en trillebør for at begynde at muge ud. Det hjalp at have noget at tage sig til, og atmosfæren i stalden beroligede mig, og fik tankerne lidt væk fra alt det ubehagelige der havde fyldt mit hoved hele morgenen.

    Jeg havde lige løftet op i hankene på trillebøren, for at køre det sidste læs ud beskidt savsmuld ud fra stalden, da jeg hørte noget pusle inde i den boks over for. Først tænkte jeg ikke over det, men da lyden pludselig kom igen, men lidt mere styrke satte jeg trillebøren fra mig, og kiggede forsigtig ind over boksvæggen. Ved første øjekast så jeg intet andet end det beskidte savsmuld og spindevævet som hang ned fra hjørnerne hvor boksvæg og staldvæg mødtes, men da jeg kiggede nærmere efter, fangede den lille mørke skikkelse lige under mit hoved, min opmærksomhed. Skikkelsen sad med benene krummet op under sig og hovedet i mellem dem, og selv om det var tydeligt at den prøvede at være lydløs kunne jeg nu tydeligt høre det halvkvalte hulk, som ind i mellem slap ud igennem dens læber.


  • #88   20. jan 2012 Wauw.... Super, super godt!!

  • #89   20. jan 2012 Kapitel 19
    Uforventet

    Til at starte med troede jeg selvfølgelig det var Sabrina, og jeg åbnede nysgerrigt og forhåbningsfuldt bokslågen og trådte ind. Jeg måtte anstrenge mig meget for at skjule min skuffelse, da jeg opdagede at skikkelsen små korte ben, og helt lyse hår absolut ikke kunne tilhøre Sabrina. Jeg genkendte den dog med det samme.

    ”Luna? Er du okay?” Spurgte jeg halvt forbløffet og halvt bekymret. Jeg kunne tydeligt mærke at Luna ikke havde været sig selv på det sidste, og den dårlige samvittighed gnavede i mig. Jeg havde nærmest glemt hende efter alt min forblindelse for Sabrina.

    ”Emilia? Hørte du mig? Jeg prøvede ellers virkelig at være stille.” Svarede hun halvkvalt, og løftede hovedet. Det var tydeligt at høre at hun havde grædt længe, det kunne man se på hendes hævede lettere blodskudte øjne. Jeg skyndte mig over at ligge armene omkring hende. Hun virkede en smule modvillig, men dog ikke nok til at hun vristede sig fri. Det virkede lidt som om hun ikke havde kræfter til noget.

    ”Hvorfor det? Du ved da du kan tale med mig om alt?” Sagde jeg oprigtigt og ignorerede hendes lette uvilje.

    ”Ikke alt.” sagde hun tomt og gav sig til at stirre ud i luften. ”Næsten alt, men ikke dét.” Jeg undrede mig et øjeblik, men så gik op for mig hvad hun talte om.

    ”Har du talt med Sabrina for nyligt?” Spurgte jeg med en lidt underlig stemme fordi jeg ikke rigtigt kunne finde ud af hvilke følelser jeg turde ligge bag spørgsmålet.

    ”Har du?” Hun så uskyldigt på mig, og holdt op med at hulke.

    ”Ja, selvfølgelig?” Jeg så undrende på hende. Hun vidste da godt at vi var kærester?

    ”Hvordan går det med jer for tiden?” Igen så hun uskyldig ud, men jeg kunne at der lå noget bag det, selvom jeg ikke kunne sætte en finger på det. Jeg opdagede først nu at hun at hun ikke havde svaret på mit spørgsmål. Det gik op for mig at jeg måske endelig havde en mulighed for at få sandheden om den gang. Luna havde løjet for mig en gang, men jeg var ret sikker på hun ikke ville gøre det igen. Slet ikke hvis hun havde talt med Sabrina, hvilket det tydede på eftersom hun havde undveget at svare mig.

    ”Det går vel fint nok.” Svarede jeg automatisk. Det var faktisk først nu jeg tænkte over hvad hun havde spurgt om. Skulle jeg fortælle hende om vores problemer, eller lade være? Normalt ville jeg ikke have tøvet, for jeg havde altid stolet på Luna, men det har var anderledes. ”Hvorfor sidder du egentlig her?” Spurgte jeg for at få emnet lidt væk fra mig.

    ”Jeg prøvede bare at få samlet tankerne.” Nærmest mumlede hun, og hendes blik blev igen tomt. Hun så ud præcis som jeg følte mig.

    ”Det er Sabrinas skyld, er det ikke?” Spurgte jeg medfølende. Jeg havde virkelig ondt af hende, men alligevel kunne jeg ikke sætte mig ind i hendes situation. Hun havde elsket Sabrina og mistet hende? Jeg kom til at tænke over hvor meget det havde knust mig bare at være en smule uvenner, og gøs ved tanken om at jeg kunne miste hende. Det var det der var sket for Luna.



    ”Emilia, jeg kan ikke snakke med dig om det!” Udbrød hun næsten hysterisk, og begyndte igen at græde. ”I er kærester og i elsker hinanden, og her sidder jeg og kigger på imens jeg ser hvordan Sabrina ser på dig. Sådan har hun aldrig set på mig, hun elskede mig ikke, men hun elsker dig! Du har alt det jeg kun kan drømme om.” Hun begyndte at græde endnu mere, men trak sig væk fra mig. Jeg lod mine arme falde ned, og mærkede hvordan den dårlige samvittighed langsomt tog fat rundt om mig, men på den anden side- jeg kunne jo ikke bestemme hvem Sabrina skulle elske?

    ”Luna, det er jeg altså virkelig ked af. Jeg anede jo intet om det her før Sabrina sagde det. Jeg troede ikke det var så slemt. Hvorfor sagde du slet ikke noget dengang?” Spurgte jeg, og Lunas gråd stilnede en smule, og så begyndte hun at fortælle historien om hvordan hende og Sabrina havde mødtes til en fest og snakket godt sammen, hvordan hun havde opdaget at Sabrina så anderledes på hende, og hvordan Sabrina havde tilkendegivet hvor meget hun elskede hende. Hvordan det var gået op for Luna, at hendes livs kærlighed var en pige og havde accepteret det, og hvordan Sabrina hele havde skammet sig, uden rigtigt at ville indrømme det ind til den dag hvor Sabrina havde sluttet det. Hun gengav hele den mørke regnfulde aften med rystende stemme og da hun var færdig sad hun, og så om mulig endnu mere svag ud end før.



    Brikkerne begyndte stille at finde på plads i mit hoved. Det var altså derfor Sabrina var så bange for min mors reaktion? Hun var måske bange for de ville reagere som Lunas? Men alligevel. Alting viste tydeligt at hun elskede mig højere end nogensinde havde elsket Luna, og hun havde vidst hvad hun gik ind til. Det lignede hende ikke at begå samme fejl to gange.

    ”Vi er faktisk lidt uvenner nu.” Begyndte jeg og fortalte hende om alt det der var sket siden min mor havde set os. Hun fortjente at få det af vide efter alt hvad hun havde sagt til mig. I mens jeg talte skiftede Lunas udtryk gradvist over fra sorg til vrede, og da jeg var færdige kunne jeg mærke i luften hvor meget hun dirrede.

    ”Hun gjorde det fandme ikke engang til..” Hvislede hun, og det lød mest som om hun bare snakkede sig selv. Hendes stemme var fyldt med foragt

    ”Jo, hun gjorde.” konstaterede jeg mørkt.

    ”Emilia, det skal du ikke finde dig i. Hun er en uforbederlig kujon!” Luna så indtrængende på mig, og jeg vidste at hun havde ret. ”Det er vigtigt at du ikke misforstår mig. Jeg er stadig forelsket i Sabrina, men hvis hun er mest lykkelig med dig, så har jeg absolut inden indvendinger, så længe hun behandler dig ordentligt, men sådan som hun opfører sig nu, er hun ikke din energi værd.”

    ”Det ved jeg godt, og jeg ved også godt at hun er en kujon..” Jeg ville have afsluttet sætningen med at sige 'men jeg elsker hende', men jeg blev afbrudt i det en person trådte ind i boksen. Jeg så op, og blev mødt af Sabrinas iskolde grønne øjne, der skulede ned til mig.


  • #91   21. jan 2012 Kapitel 20
    Slutningen?

    Sabrina så fra den ene af os til den anden. Jeg havde aldrig set hende så vred før, og jeg krympede mig, og var nærmest bange for hende. Det gik pludselig op for mig hvor meget højere hun egentlig var end mig, sådan som hun tårnede sig op. Hendes blik standsede ved mig.
    ”Hvad kaldte du mig?” Spurgte hun koldt. Hendes tone fald fik mig til at isne over hele kroppen.
    ”Hun kaldte dig en kujon og det er lige hvad du er!” Skreg Luna vredt og trådte ind foran mig. Hun var endnu lavere en mig, men de virkede egentlig meget lige som de stod der og skulede til hinanden.
    ”Jeg sagde du skulle blande dig uden om hvad der foregik mellem mig og Emilia.” Snerrede hun tilbage. Luna åbnede munden for at svare igen men jeg stoppede dem.
    ”Slap af begge to! Sabrina, du må godt være tosset på mig for det du hørte, men du er en kujon, og du ved det selv. Luna, tak for hjælpen, men Sabrina har ret. Du behøver ikke blande dig mere i det.”
    Sagde jeg roligt. Jeg anede ikke hvor jeg havde fået selvkontrollen fra. Jeg gik hen og gav Luna et kram. ”Jeg er virkelig ked af det, men jeg er her for dig okay? Jeg tror bare ikke det her er det rette sted at være for dig lige nu.” Hun så på mig med et udtryk jeg ikke kunne tyde, men gengældte mit knus.
    ”Hvis jeg så meget som skal tørre én tåre mere væk på hendes kind, på grund af dig, vil du ikke kende konsekvenserne. Din store kujon..” Hvislede Luna henvendt til Sabrina, og så gik hun. Både mig og Sabrina var stille ind til hendes skridt var holdt op med at give ekko i den store stald. Til min store overraskelse lagde jeg mærke at der var begyndt at løbe tåre ned af Sabrinas kinder. Det var virkelig sjældent hun græd.
    ”Sabrina.. Kan du ikke fortælle mig hvorfor det er så svært for dig at acceptere at du elsker mig?” Spurgte jeg, med lidt påtaget bekymret mine.
    ”Du er en pige.” Svarede hun tonløst.
    ”Det er du også.” Forsvarede jeg.
    ”Og det er dét der er problemet!” Snerrede hun. Jeg så skræmt på hende, og mit hjerte fløj op i halsen på mig. Hun kunne ikke gøre det. Ikke igen..
    ”Du sagde det var anderledes med mig. Du sagde du elskede mig. Du vidste hvad du gik ind til!” Den sidste sætning kom jeg næsten til at råbe. Jeg håbede i mit stille sind at vi stadig var de eneste i stalden. Hun så på mig med en blik der viste at hun følte sig fuldstændigt magtesløs.
    ”Ja, det ved jeg godt, men jeg kunne ikke kontrollere mig selv, fordi jeg elskede dig så meget, men jeg bliver nødt til at sige stop nu. Jeg kan ikke..” Hun blev afbrudt af mit kys, der tydeligt kom bag på hende. Jeg gjorde det dybt og intenst, og jeg frydede mig indvendigt da jeg mærkede at hun ikke havde styrke til at trække sig væk fra mig. Da jeg stoppede kysset var jeg sikker i min sag.
    ”Nu kan du jo tænke lidt over det, og så komme over når du har taget dig sammen.” Sagde jeg, og sørgede for at lyde iskold. Hun så fuldstændig målløs ud. Bagefter gik jeg forbi hende og ud af stalden med en pludselig vild og ny følelse af selvtillid.
    Super Star måtte få fri i dag.

    Da jeg nåede staldporten, gik det op for mig at Mikka, vores staldhjælper, stod og gloede fuldstændigt mølløst over på det sted hvor jeg havde efterladt Sabrina. Jeg stoppede op, og da hun så det flyttede hun blikket fra Sabrina til mig.
    ”Du kyssede hende.” Mumlede hun. Hvis ikke hun havde set så indgående på mig, og havde brugt udtrykket ’du’, ville jeg have troet hun stod og talte med sig selv.
    ”Ja, det gjorde jeg.” Svarede jeg tonløst. Hun så på mig et par sekunder og hendes ansigt forandrede sig langsomt fra forbløffelse til respekt.
    ”Hvor fedt at du er så ligeglad. Det stråler ud af dig at du ikke tænker over hvad folk synes.” Sagde hun respektfuldt.
    ”Nu havde jeg jo heller ikke lige regnet med nogen så det.” Svarede jeg lidt forlegent. Jeg følte mig slet ikke så sikker mere.
    ”I er altså søde sammen!” Nærmest skingrede hun. Jeg så undrende på hende.
    ”Øh, tak?” Smilede jeg skævt, og en smule spørgende.
    ”Jeg har bare lagt mærke til hvordan du så på Sabrina før i tiden. Det er fedt at det endelig er lykkedes for jer.”
    ”Ja..” Mumlede jeg, men rettede mig hurtigt op. ”Det er rigtigt dejligt.” Jeg sendte hende et falskt smil. Tanken om at hun havde set det gjorde mig urolig. Hvis hun havde lagt mærke til det, hvem havde så ellers? Jeg skammede mig stadig lidt og det var ikke nemmere, når Sabrina var sur på mig. Den velkendte følelse af at alting var så utrygt uden for hendes arme begyndte igen at vælde op i mig. Pludselig opdagede jeg at Sabrina var kommet hen og stod bag ved mig.
    ”Der er ikke noget der er lykkedes. Vi er ikke kærester.” Sagde hun iskoldt og så på Mikka, der så skræmt ud over hendes tonefald.
    ”Undskyld.” Sagde hun ængsteligt.
    ”Nu holder du fandme op!” skreg jeg hysterisk til Sabrina, og Mikka brugte øjeblikket til hastigt at gå i gang med at muge en boks.
    ”Emilia, jeg sagde til dig det var slut. At en til skulle finde ud af om os var ikke meningen. Jeg skal ikke plage dig mere.” Hun prøvede at lyde kold, men fordi jeg kendte hende så godt, kunne jeg høre at hun havde en rystende undertone.
    ”Lad nu være med at lyve over for mig. Og dig selv. Vi kan gøre det her sammen.” Jeg gik over og lagde armene på hendes skuldre, og så dybt ind i de smukke grønne øjne. Jeg måtte få hende til at forstå.
    ”Jeg sagde det var slut!” Råbte hun og trak sig brat fri af mit greb. Hun løb ned ad indkørslen og væk, men hun havde ikke nået at skjule sine tårer der hurtigt var begyndt at strømme ned af hendes kinder. Jeg stod tilbage med en følelse af tomhed jeg aldrig havde oplevet. Jeg havde fuldstændigt mistet håbet på at det nogensinde ville blive godt igen. Hvordan skulle det blive det? Mikka stoppede med at muge ud og kom over og lagde armene omkring mig. Selvom jeg ikke kendte hende ret godt, lod jeg hende gøre det, jeg havde ingen kræfter til at stritte i mod.
    ”Jeg er ked af det,” hviskede hun.


  • #92   21. jan 2012 Wow, fantastisk! Intet mindre! Kanon slutning!:)

  • #93   21. jan 2012 ...og synes helt bestemt den skal udgives på en eller anden måde, alt andet ville være synd og skam, den fortjener at blive læst!:)

  • #94   21. jan 2012 Tak!! smiley

    Jamen ved ikke rigtigt hvad jeg vil.. Tror desværre ikke den har potentiale til at blive til en bog, og den ligger på Movellas, men ved ikke rigtigt hvor jeg ellers kan putte den hen. Kunne også være fedt at få en "proffesionel" til lige at læse den igennem først hvis den skal sendes nogen steder hen.

    Ikke for at prale, men da jeg læste det igennem jeg selv havde skrevet tudede jeg næsten ved slutningen.. Det var ret vildt!



  • #96   21. jan 2012 Jeg står lidt i dilemma, det kunen være fedt hvis i lige gad skrive hvad i synes.

    1. Jeg har lyst til at slutte den her. Og så lave en 2er der foregår 2 år efter, hvor Emilia har lært at leve med sin identitet og har fundet sig en ny kæreste, men hun har aldrig glemt Sabrina..
    Pludselig kommer Sabrina så tilbage, og er klar til at erkende sin kærlighed, men Emilia Elsker sin kæreste, og kan hun tilgive Sabrina?

    2. Skrive videre?


  • #97   22. jan 2012 Slutningen er også utrolig sørgelig, sad også og bed mig selv i læben hele sidste kapitel!
    Synes du skal slutte den her og skrive den to'er der, den lyder rigtig spændende!:)

    Hvor meget fylder den egentlig? Af A4 sider?

    Synes du skulle prøve og sende den til en forfatter få den læst igennem, og så se derfra om den kunne udgives på en eller anden måde:)


  • #98   22. jan 2012 Okay, det tror jeg jeg vil så smiley

    Jamen den fylder omkring 30 A4 sider, og ca 70 A5, men den skal jo redigeres og sætte op i bogform, så tror den ville blive omkring 75 sider i en rigtigt bog smiley

    Jamen jeg kender ikke rigtigt nogen forfattere? Er det nogen man kan skrive til eller hvordan?
    Desuden skal der jo rettes en del i den, da jeg på ingen måde er tilfreds med sproget i de første kapitler, og der er lidt ting som ikke passer sammen..


  • #99   22. jan 2012 75 sider ville jo være helt fint til en bog, især hvis der kommer en toer.

    Jeg ved ikke lige om der er nogen man kan sende den til, men du kunne jo prøve at sende den til en og se hvilket svar du får. Det værste der kan ske er jo at personen siger nej til at læse den igennem;) Du kunne jo sende den til din yndlings forfatter (selvfølgelig en der kan dansk) og fedte lidt ved at skrive hvor godt den person skriver;) Jeg synes i hvert fald at du skal prøve.
    Og ja, der skal nok rettes meget. Jeg skrev engang en bog til et skoleprojekt, på omkring den samme længde, der læste jeg den igennem omkring 50 gange før jeg var tilfreds - og hver gang jeg læste den igennem var der noget at rette:)


  • #100   22. jan 2012 Håber det gav mening - det gik lige lidt hurtigt;)

  • #101   22. jan 2012 Lige nu tror jeg jeg vil igang med noget nyt, og så vil jeg vende tilbage til den her smiley Jeg vil lære nogen tricks og få noget erfaring, så jeg kan gre sprog og handling endnu mere fantastisk! smiley
    Men tjah, har ikke rigtigt nogen dansk yndlingsforfatter.. Må jo prøve at søge lidt rundt så smiley


  • #102   22. jan 2012 Kan godt forstå du vil begynde med noget nyt:) Jeg er i hvert fald en trofast læser!:)

  • #103   22. jan 2012 Det betyder faktisk rigtigt meget for mig at i har hjulpet mig så meget med at skrive denne her historie! Det har helt sikkert været meget af den drivkraft der har gjort at jeg fik skrevet den færdig smiley

    Det er jeg utroligt taknemlig for! Og´også rigtigt glad for at høre at i vil læse det nye jeg går i gang med smiley


  • #104   22. jan 2012 *Eller at du vil smiley

  • #105   22. jan 2012 Hvis i vil læse videre i mit nye projekt, kan det findes her smiley
    (link fjernet)


  • #107   24. jan 2012 Altid dejligt at hjælpe:) Og altid godt at hjælpe hinanden på en konstruktiv måde:) Det har været rigtig spændende at følge din udvikling - der er virkelig sket meget på kort tid!:)

    Jeg går straks i gang med at læse dit nye projekt!:)


  • #108   17. apr 2012 Hvis nogen af jer følger det emne her endnu, så er jeg gået igang med en ny historie, som handler lidt om det samme, som to piger - samme hemmelighed. I kan læse om den her:
    (link fjernet)
    Den er med i en konkurrence, så det ville virkelig betyde meget hvis i gad læse den smiley Der er kun 2 kapitler


Kommentér på:
Min historie..

Du skal være medlem af gruppen for at kunne kommentere.
Gå til gruppens forside




Annonce