Argh, hvad går det her ud på .. {{forumTopicSubject}}

Hej folkens i denne dejlige gruppe.
jeg vil lige starte med at skrive (jeg kan ikke huske om jeg har lagt det her i et forum før, jeg kan intet huske )
nå, men jeg er virkelig ´bare totalt i karos. jeg ved ikke hvad alt det her går ud på ,jeg er bange, for hvordan ser det ud om 1/2 år.. - tja, det jo svært ved ikke engang selv hvad det er, men har i nogle ider? (gerne med god begrundelse).. ved godt det er meget langt, men det er virkelig ikke engan halv så langt som det burdte, så håber i vil bære over med at det er MEGA langt, for at hjælpe mig, og give mig nogle gode bud, mm.
nå men her kommer teksten





Jeppe sagde :”jeg har fødselsdag nu på fredag” Jeg sagde så :” i dag eller hvad?” Jeppe sagde:” nej nu på fredag” så sagde jeg :”om en uge eller hvad?” Pludselig sagde Julie :”Mette er du gået helt fra forstanden, det er mandag i dag, du er altså mærkelig Mette” Jeg prøvede at finde rundt i hvad der blev sagt, men det passede ikke ind i mig hoved, Pludselig udbrød jeg:” Ej, Gud det er jo mandag efter ferien” dem omkring mig stod og gjorde lidt grin, og sagde hurra Mette, du er altså ret mærkelig, jeg spurgte hvorfor de hele tiden syntes jeg er så mærkelig, de kunne ikke forklare andet end at jeg bare er mærkelig, jeg spurgte så en af pigerne om jeg altid har været så “mærkelig“ hun sagde nej , det har du faktisk ikke altid været.
Jeg bytter faktisk rigtig tit rundt på dage, og skole timer for dens sags skyld..
Jeg har faktisk prøvet at ligge i den ene ende at sengen, (uden at sove) og bare kigge ud i rummet, når jeg så rejser mig op tror jeg faktisk at jeg er i den modsatte ende end den ende hvor jeg faktisk er, faktisk lidt på samme måde som når jeg sover nogle steder og faktisk er lidt i tvivl om hvor jeg er når jeg vågner..
I går da jeg svedte rigtig meget føltes det faktisk som om der var ild i mig, jeg kiggede flere gange på min arm, men der var altså ikke ild i mig.
Tit når mig og min mor eller far skændes er det faktisk fordi jeg tror alt de siger er for at genere mig, når min mor for eksempel spørger hvordan min weekend har været, så bliver jeg faktisk sur, bange mm, fordi jeg tror det bare er for at snage, for at lave problemer for mig, det er faktisk også sådan jeg har det med min far.
Jeg husker faktisk også at jeg en dag var på vej hjem midt i frikvarteret, jeg havde ikke en ide om hvad klokken var eller om vi faktisk havde fri, men heldigvis hørte jeg min lære sig til nogen fra klassen at de skulle vente lidt med at gå op i fysik og kemi lokalet (hvis hun ikke havde sagt det var jeg gået hjem.)
Jeg har faktisk troet at en due der var på rideskolen fra 1-2 år siden var Mister, eller at den i hvert fald holdte øje med mig, jeg snakkede faktisk ligefrem med den.. Pinligt.
Jeg bliver faktisk nogle gange i tvivl om “hjælpen er hjælp” jeg er hele tiden konstant bange for hvem jeg kan stole på, og tænker helt tiden, hvad nu hvis hun eller han, siger det og det fordi han syntes det og det om mig ( mildt sagt så tror jeg alle syntes dårligt om mig)..
Jeg kan også huske at min træner tit blev lidt muggen på mig fordi jeg afbrød ham, fordi jeg troede jeg vidste hvad han skulle sige, (måske troede jeg at jeg kunne læse hans tanker?.)
Jeg har i det hele taget bare en mærkelig tanke gang, altså helt ærligt, jeg er begyndt at forstille mig at det er 2 af mine veninders skyld at Sunshine skulle aflives, fordi de havde redigeret et billede for sjov, hvor der var en kniv som skulle forstille at ramme mig, men i mit hoved ligner det altså at den rammer Sunshine..
Jeg høre en der kommentere mine tanker og handlinger, dog inde i hovedet..
Jeg kan ikke komme i gang med dagligdags ting, selv ikke noget jeg gerne vil, jeg er så træt (ligegyldig hvor meget eller hvor lidt jeg har sovet) og kan bare ikke komme igang - jeg er så træt af at blive opfattet som doven, jeg er IKKE doven, jeg vil jo gerne, jeg er bare så træt, og kan ikke komme i gang.! sådan har jeg haft det i over ½ år. Måske næsten 1 år eller, det kan faktisk godt være det er længere tid.. Jeg har nemlig ingen tidsfornemmelse overhovedet IKKE, jeg er faktisk tit flere år bag ud, altså noget der er 3 år siden tror jeg fuld og fast på max er 1 år siden..
, eg har det som om jeg ikke er 100% til stede, som om jeg ikke er helt vågen, som om jeg ikke har den jordforbindelse jeg burde, som om jeg ikke ser klart, det er virkelig svært at forklare, men jeg kan sige så meget som at gå ud og få vind og sne i hovedet når der er direkte sne storm, det kan ikke engang få mig til at føle at jeg eksistere 100% og det er virkelig ubehageligt..
Jeg har også prøvet ikke at kunne huske min nøjagtige fødselsdags dato flere gange, jeg har faktisk været ret overbevist om at jeg har fødselsdag den 23. Selvom det er den 22..jeg er også nogle gange i tvivl om jeg er 13,14 eller 15, og har endda sagt og skrevet forkert til folk, Også med hvad årstal vi er i..
Jeg har aldrig kunne færdig gøre noget, jeg har aldrig kunne fast holde koncentrationen, jeg bliver så hurtigt opslugt af noget nyt, og jeg skifter så hurtigt mening, Jeg kan desuden ikke lade værre med at sætte mig ind i andres følelser og måde at reagere på, jeg glemmer faktisk mig selv, jeg er godt nok indforstået med hvad jeg føler og endda meget indforstået med det, men jeg ignorere det bare ( jeg græder ikke engang når jeg gør skade på mig selv)…
Jeg oplever desuden at stole mm. skifter form om aften og når jeg for eksempel køre kan det ligne at der er en person, og jeg bliver virkelig bange, men i virkeligheden er det måske bare et skilt. .
Jeg har faktisk haft (og har måske lidt endnu) en ide om at jeg har magiske kræfter, og er særlig udvalgt til for eksempel ridning,
Jeg kan også huske at jeg i en periode var meget overbevist om at jeg kunne fornemme hvad der ville ske for eksempel bad jeg en dag min mor om at flytte sig fra staldgangen, det gjorde hun , og hesten sparkede lige der hvor hun havde stået, jeg var i flere måneder overbevist om at jeg havde speciale evner ( er jeg stadig i perioder eller faktisk mere eller mindre hele tiden.) ..
Og ja igen noget pinligt, jeg har faktisk perioder hvor jeg tror jeg er bedre en alle andre (dog sjældent nu for tiden), nå men for det ikke skal være løgn troede jeg da jeg var mindre( 9 - 11 år) at jeg havde mit eget tv program hvor jeg bare kunne alt muligt mærkelig mm. Altså jeg ved godt nu, at der ikke i den forstand var andre der så det, men jeg troede i hvert fald temmelig meget på det, dengang..
Jeg har faktisk haft (har) perioder hvor jeg hele tiden kan smage blod eller sæbe (oftest blod), jeg har desuden også oplevet at jeg tit kan lugte noget helt andet end hvad andre kan. Og har det lidt som om der er en bestemt lugt der forfølger mig, om den er der eller ej, ved jeg ikke, men den forsvinder i hvert fald ikke ligegyldigt hvor meget jeg vasker mig.
uden med sikkerhed at vide det, tror jeg faktisk at jeg nogle gange har to følelser på en gang. - måske er det derfor jeg tit har svært ved at forklare hvad jeg føler (følte) ?.
Jeg ser for eksempel ( sommetider, faktisk ofte) dobbelt når jeg kigger på Tine,(,min lærer) det der er Tine er med farver, men den uægte del jeg ser er kun med en farve (ofte grå, gul eller grøn) nogle gange springer den ensfarvede del nærmest i hovedet på mig. Jeg kan også opleve det med fjernsyn vindue og ja nærmest alt ting.
Jeg tror rigtig ofte at hvis jeg tænker noget vil ske, så sker det nok, altså jeg tror faktisk mine tanker påvirker noget, et godt eksempel er at jeg en dag kiggede ud af vinduet og himlen var orange, jeg spurgte min mor om himlen ville eksplodere, hun sagde et eller andet jeg ikke kan huske, men jeg hørte ikke efter, jeg var så bange for at himlen ville eksplodere fordi jeg sagde/tænkte det, og jeg var VIRKELIG BANGE..
jeg oplever til følelsen af at der er to i mig, det er lidt ligesom hvis man skulle være besat, (ved dog godt jeg ikke er det) ..
Jeg ved ikke hvem jeg er, overhovedet ikke, altså det har jeg nok aldrig gjort, for da jeg var lille ville jeg hele tiden faktisk 24 timer i døgnet, være Pippi. Mm . Og fik hele tiden af vide om jeg ikke bare kunne være Mette, men det kunne jeg jo ikke, jeg vidste jo ikke hvem jeg var, alle folk blev altid så sure på mig over det.
Nå men for at vende tilbage til nuet, så ved jeg ikke hvem jeg er og har ingen ide om det, jeg kan ikke finde ud af hvordan min personlighed er. - det nok et eller andet sted derfor jeg efterligner for eksempel Pernille, med den klik lyd hun laver med tungen. Jeg ombestemmer mig desuden tit, og kan overhovedet ikke tage beslutninger.
jeg høre lyde som andre ikke kan høre. og jeg fornemmer der er nogle der stirre på mig eller følger efter mig (har i mange år følt mig forfulgt - der stod engang nogle drenge på et hjørne henne af hvor jeg bor, de sagde ikke noget som sådan, men alligevel gik jeg på kontoret dagen efter og sagde de var efter mig, de fik så meget skæl ud og han sagde undskyld osv. Men alligevel er jeg stadig lidt bange for dem når jeg ser dem, et andet eksempel er at jeg engang følte mig så meget forfulgt af en af mine veninders, veninders storebror, at mig og Jan tog hjem til dem fordi han ikke skulle ”jage” mig.! vildt.)..jeg har det stadig sådan, og hvis der ikke som sådan er nogle jeg kan sige de og de er efter mig om, så opdigter jeg (nok) ubevidst selv en eller flere der er efter mig.
Jeg føler desuden at jeg bliver konstant overvåget, (jeg prøver at få mig selv til at fatte at jeg ikke gør) men nogle gange smutter det (faktisk meget ofte) og det ender så med at jeg “opdigter” at der står en død person (altså en ånd) eller at jeg er med i en film. Fordi jeg ikke kan pakke følelsen væk..
Jeg har altid været svimmel, og har altid haft tildens til let at få kvalme, nu får jeg nærmest “kvalme anfald.” jeg har i mange år været svimmel eller faktisk hele mit liv, og har endda været ved lægen for at få taget blodprøve flere gange fordi det har været så slemt, dog uden nogen forklaring på hvad det gik ud på.
Jeg kan huske at jeg engang gik ned af en trappe, min farmor sagde til mig jeg skulle gå forsigtigt fordi den var glat, så jeg gik selvfølgelig forsigtigt og jeg holdte rigtig godt fast i gelænderet, men pludselig sortnede det bare for mine øjne og da jeg kom til bevidsthed lå jeg så for enden af trappen, og havde fået en hjerne rystelse.
Jeg husker også at der var en line på tornet i børnehaven, det havde taget mig flere måneder om at samle mod til at gå på den, jeg gik så ud på den, og pludselig flimrede det for øjnene, og jeg kunne derfor ikke placere foden det rigtige sted og fald derfor 2 - 3 meter ned, da jeg kom til bevidsthed sad de voksne og gravede sand ud af munden på mig, og de havde også ringet efter en ambulance mm. …jeg har også prøvet at besvime endnu engang, det var et par sekunder, da jeg blev svimmel mens jeg var på vej ud og rede håret, og ja da jeg havde lukket døren til badeværelset væltede jeg eller “besvimede.”
Og nå ja her i sommers var vi nede og besøge Sunshine da hun var hos dyrlægen, jeg havde trukket hende et stykke og var næsten inde i stalden, men pludselig flimrede det for øjnene, jeg slap Sunshine og gik hen mod en bænk, jeg var ved at falde om flere gange, og pludselig sortnede det helt, jeg kunne intet se, Jan snakkede til mig og jeg svarede ham, kan jeg huske, men hvad han sagde og jeg sagde kan jeg ikke huske, efter 1 - 2 minutter kunne jeg heller ikke høre hvad der blev sagt, det var bare sådan en pibe lyd, ligesom en mus, jeg havde helt mistet bevidstheden og jeg skreg, jeg var bange og troede jeg skulle dø, selvom jeg ikke var ved bevidsthed så kunne jeg stadig tænke og det var uhyggelig, da jeg begyndte at komme til bevidsthed stod jan og prøvede på at få mig til at drikke, det jeg oplevede var faktisk som et anfald, det varede nok i 5 til 10 minutter, og vi var faktisk på vej til skadestuen eller sådan noget, men jeg var begyndt at komme til mig selv, så jeg sagde bare det ikke var nødvendigt, for jeg havde jo prøvet det før. Dog bare ikke på den måde, jeg har tit sådan en fornemmelse at noget der kommer sugene eller glidende ned fra og op mod halsen, det gør så ondt.. Jeg har det faktisk også tit hjerte banken i et ben eller en arm uden at vide hvorfor, det er dog ikke så galt, men det begynder nogle gange at føles som om det etser bagefter, og jeg kan love for at det gør ondt.
Nogle gange ser jeg noget der minder om “blod pletter” og når jeg kigger mig i spejlet er der en lidt usynlig skygge bag mig, den er lidt usynlig, men den er der..
der er mange, mange flere ting som jeg har fortalt dig, men også ting som jeg ikke har fortalt, - det kan jeg bare mærke, hvordan ved jeg ikke, men mærke det, det kan jeg virkelig!. jeg kan bare ikke huske det, selvom jeg kan mærke at det er vigtigt, og det generer mig virkelig, at jeg ikke kan huske det.. Det genere mig så frygtelig meget, og jeg bliver så ufattelig sur på mig selv, eller det gør den ene del af mig, den siger jeg heller aldrig kan huske noget som helst, at jeg bare er ufattelig dum, ligesom dengang jeg for nogle uger siden afleverede en eller anden sød lille historie i stedet for en krimi, fordi jeg havde glemt det skulle være en krimi, den siger at jeg ikke fortjener at være her mere, den siger at jeg ligeså godt kan forsvinde nu som om en måned eller om et år,, den anden del siger at det er okay, det skal nok komme, mon ikke det her det er det vigtigste siden det er det du kan huske, ved ikke hvem der er bedst at lytte til, for jeg er jo selv overbevist om at det er noget vigtigt jeg har glemt.