Problemer der hjemme {{forumTopicSubject}}

Hej alle.

Det her bliver sikkert langt. Indviklet og besværligt. Men jeg besluttede med mig selv at jeg gerne ville høre om i havde nogle erfaringer..

På den ene side synes jeg bare alt det her er 'luksus'problemer.. min gode vens mor er lige død. Til beggravelsen gik det op for mig at jeg har det jo fantastisk.. men jeg har lige skrevet med min bedste veninde om det her jeg vil fortælle om, og hun siger jeg har brug for hjælp. Derfor gør jeg nu det her..

Mit navn er Josephine. Jeg er 16 år og bor hjemme med min mor og far der er selvstændige. Det er faktisk ret svært at starte.. jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det.
Ligesiden jeg har været helt lille (ligesom mine to store søskene), har jeg været vant til at hjælpe meget til. Altså alt sådan noget basic noget, tømme opvasker, tage ud, dække bord, gå med hunden osv. og når vi er blevet ældre er det også blevet en hverdags ting at støvsuge, ornde vasketøj, slå græs osv. Herhjemme får ingen af os lommepenge.. eller jo, mine lommepenge er at mine forældre betaler min undervisning. Det er jeg også glad for. Jeg har det helt fint med at hjælpe så meget til, det er jeg vant til, selvom på nogle dage det er dødsens irriterende. Men jeg er glad for jeg er opdraget sådan her, istedet for at være født med en guldske.
Som sagt begge mine forældre er selvstændige og arbejder hjemme = de har kontor herhjemme. Okay .. vi har været meget flade med penge de sidste år, og det går ikke op af bakke. Vi har på tale om at flytte i lejlighed = jeg mister Enggaarden (mit 'andet' hjem, mit undervisningssted. + min fuldpart der står et andet sted, Lucas). Min mor har et meget specielt temperement. Hun har det med at hidse sig op, og hun kan være meget egoistisk. Puha jeg har det dårligt med at skrive alt det her. Min far og jeg er på meget ligefod. Han er bedre til at lytte og forstå mig. Men han er enig med alt det min mor siger. Og nogle gange også ham der siger at jeg må droppe hestene..

Vi er så falit, at jeg bliver nød til at hjælpe meget til herhjemme. For at vi som familie kan køre rundt og komme igennem og klare denne krise, bliver jeg nød til det, så mine forældre kan konsentrere sig om sit arbejde, og tjene penge. Det er jo fair, det kan bare være hårdt for mig. Mine forældre synes jeg er meget i stalden, det synes jeg ikke.. og jeg vile ønske endnu mere. Det er slet ikke som gamle dage, hvor jeg var på Enggaarden næsten alle dage i hele min sommerferie. Men lige pt har jeg slet ikke sommerferie, så stresset jeg egnetlig er. Igår skete dråben.. jeg skulle hjælpe min mor med noget mad, jeg gjorde det åbenbart forkert, og hun blev ret sur fordi hun var stresset. Min reaktion var, at jeg kom til at sige noget i den retning med at, ''hvorfor kan du så ikke forklare det, hvis ikke du taler i en pæn tone går jeg ned på værelset' eller noget. og hun blev ret sur. så morgenen efter, når vi spiser morgenmad snakker jeg om at jeg gerne vil på enggaarden, og min mor siger så NEJ. (det her lyder forkælet for jeg er vant til et nej), du skal være mere herhjemme, at du ikke kunne lave det rigtig igår til maden var bare et bevis for at du ikke hjælper nok til. Mig og min far var ret chokerede.. min far synes heldighvis ikke det var fair. Og her startede det, vi skændtes i 2 timer om hvordan det ene og det andet.. hvordan ejg har det. Jeg fik frit fald for at fortælle hvordan jeg følte det hele herhjemme, men jeg kan bare ikke komme ud med alt. Jeg tør ikke. Jeg ved min mor flegner. Og det ender helt sikkert med ''du er så forkælet, så er der ikke mere hesteliv til dig''. Bum. (jeg er ikke forkælet.. jeg er enorm ansvarsfuld, jeg betaler alt selv, jeg fester ikke hver weekend, jeg er ofte hjemme. Klare mig fint i skolen osv..kaldet englebarn af andre mødre)
Jeg hæler mellem to meninger..eller sider eller hvad man siger. På den ene side, synes jeg det hele er okay. For at vi skal overleve krisen gør jeg gerne alt hvad jeg kan for at hjælpe os igennem det. Jeg støtter mine forældre i alt.
På den anden side.. min veninde skrev som sagt. Det går overvind, jeg kan ikke hele tiden finde mig i at passe på mine forældre og have ansvar for dem. min veninde skrev fx ''Du skal slet ikke finde dig i det - for det er ikke dig der skal hjælpe in mor med hendes arbejde og kræve hjælp. Hun kan spørge - men ikke forlange . Og det bør hellere ikke være dig som skal hjælpe til for at dine forældre ikke bliver stresset. De skal selv finde ud af det.'' og denne her ''på et eller andet tidspunkt bryder du sammen. Du kan ikke gå rundt med facade hele tiden derhjemme, det er så usundt.. hvis du ikke kommer ud med vrede, sorg osv.. du ender med at blive alvorlig syg
Du bliver nød til at se "fjenden" i øjnene Jose.. det ødelægger dig det her...''

det er jo rigtigt.. men der er bare noget men. jeg snakker ofte med mine forældre om hvor meget jeg hjælper til herhjemme, men får hele tiden den kolde spand i hobedet ''vi er ikke som andre''.

Jeg kunne skrive 100 år længere.. og hvis i har spørgsmål så spørg. Nogle der har eerfaringer at give videre. Men noget jeg ikke har brug for er at i har ondt af mig.Det vil blot gøre det være. Jeg vil bare blive glad, hvis jeg høre der er andre der har det som mig..

Der er meget jeg har glemt at sige.. fx Fx min mor er igang emd at rodne kontor herhjemme, og hun forlanger (ikke spørger) jeg hjælper til, i de 4 dage det tager. Helt fint, men jeg havde nogle planer i forvejen. Okay det lyder meget forkælet. Men jeg aflyser bare mit, for jeg ved hvad konsekvenserne er hvis jeg ikke gør. Og jeg hjælper mine forældre med glæde. næsten. Og det har jeg jo gjort altid..

tusinde tusinde tusinde tusinde tak!

undskyld stavefejl!