Dansk skriftlig stil, læse igennem {{forumTopicSubject}}

Var til terminsprøve i mandag, valgte at skrive en erindring om et sted... nogen der gider at læse den igennem, og kommenterer den?


Værelset der gav lykke

Min erindring om et grusomt livsminde, om en brændende kærlighed der aldrig helt forsvandt. Et minde om et værelse der betød alt, ikke på grund af indholdet, men på grund af minderne. Et værelse der gav en hel særlig oplevelse, udanset hvor mange gange man kom der.

Det var en kold efterårsdag. Vi gik sammen ud fra biografen, hånd i hånd. Han kiggede dybt ind i mine øjne, og kyssede mig på kinden. Selv med mine 170 cm og stiletter var han stadig højere end mig. Han tilbød straks, at vi skulle tage en taxa, men jeg insisterede på at gå. Jeg husker, hvordan jeg sagde til ham " Kan du ikke se det smukke i regnvejr?". Vi gik hele vejen hjem til ham, han vendte sig om igen og kiggede på mig. " Du er så smuk".
Endelig var vi kommet til hans hus, vi var godt gennemblødte. Hans mor havde straks åbnet døren og budt os ind. Hun var lettere forarget over, at vi havde gået hele vejen, men jeg fik hurtigt forklaret, at det var mig der insisterede. Hun var som en mor for mig, altid venlig og kærlig når man mødte hende. Hun var åbenbart i gang med, at lave mad fordi der lugtede brændt i hele huset. Hun var så fortvivlet og bekymret over den mad, at hun ikke rigtig vidste hvad hun skulle gøre af sig selv, og følte sig lidt flov. Tobias fik hende selvfølgelig beroliget med, at vi gik op og skiftede tøj og, at hun bare kunne lave en ny portion. Et smil bredte sig om hendes mund.
Da vi var kommet op på værelset, sendte han mig igen et af sine forelsket blikke. "Nå hvilket T-shirt vil du have på?" Spurgte han sødt. Jeg fik nærmest gennemrodet alle hans skuffer, men fandt til sidst en. Jeg fandt også noget andet, et kamera, sådan et hvor billedet bliver fremkaldt med det samme. Vi fik taget et billede sammen. Han hud glimtede så smukt på det sammen med hans blonde hår, hvorimod jeg så lidt forfjamsket ud med vådt hår og løbende mascara. Jeg gemte billedet i mine jeans.



Hans værelse var ret rodet, der lå bunker med tøj overalt, hans seng var uredt, og hans skrivebord fyldt med papirer. På væggene hang der de smukkeste billeder af de mest fantastiske landskaber. Men bedst af alt var der hans lugt i hele værelset. Tobias og jeg vi havde alverdens minder i det værelse, det betød så meget for mig. Når jeg sagde Tobias til mig selv, kom jeg automatisk til at tænke på det fantastiske værelse. Hvor jeg dog elskede det!
Teslerævallé
Et halvt år efter skete der en tragedie, en ting jeg altid vil huske. Det var den dag, splinten i mit hjerte kom. Tobias havde lige fået knallertkørekort, han havde været på vej over til mig, da det skete. En spritbilist var kommet kørende i hans vejbane, men imod ham. Tobias var veget til højre, men spritbilisten var kørt direkte ind i ham. Han var død på stedet. Tragedien skete på Teslerævallé.
Værelset
Tobias's mor havde ringet, det eneste hun havde sagt i telefonen var " Skynd dig hen til mig!". Da jeg var ankommet, var hun klædt i sort, og hendes ansigt var koldt og udtryksløst, tårerne trillede ned af kinderne på hende. Hun havde kigget på mig med et bedrøvet ansigt, hendes livsglæde var som suget væk. Hun havde taget mig i hendes arme og jeg kunne næsten mærke hvordan alt varmen forsvandt fra hendes krop. Jeg var styrtet op på Tobias's værelse, mit yndlingsværelse. Det lignede sig selv og bragte utrolig mange minder frem. Men der manglede noget, Tobias! Hun havde listet sig ind på værelse og sagt med gråd i stemmen "Han er død". Jeg var faldet ned på knæene, og gav tårerne frit løb.
Efter ulykken begyndte jeg, at få de mest fantastiske drømme, Tobias var med i dem alle. De foregik alle på hans værelse, og de var fyldt med lykke og glæde. Min mor blev hurtigt meget bekymret, jeg snakkede om Tobias som om han stadig var der. Jeg besøgte hans mor flere


gange om ugen, men kun for at sidde på hans værelse. Det lignede sig selv hver gang, men alligevel var det så specielt, at være der.

Billedet
Min mor fik for meget, hun fik fat i en psykolog. Men intet hjalp det, drømmene om værelset var der stadig. Jeg begyndte at elske at sove, fordi drømmene om Tobias i værelset gjorde mig så lykkelig.
Der var snart gået et år siden ulykken, men splinten i mit hjerte var der stadig. Min mor havde i starten sagt til sig selv "Tiden læger alle sår". Men hun blev mere og mere fortvivlet. Hun kunne se på hendes datter, at hun var så lykkelig. Fyldt med livsglæde, men på den forkerte måde.
En dag da hun ordnede vasketøjet, fandt hun det vidunderlige billede. Hun havde lagt det ind på mit værelse. I det øjeblik jeg så det, blev jeg klar over det. Tobias var væk. Det begyndte, at føles som om, at lykken var langt væk. Hverken Tobias eller værelset vil jeg glemme. De vil altid blive husket som noget helt specielt. Billedet fyldte tomrummet i mit hjerte op.