Den mavefornemmelse der! {{forumTopicSubject}}

Tror i nogensinde man lærer at tage din mavefornemmelse alvorligt hver eneste gang, eller er det sådan en bummert-ting, man skal lære og leve med hele sit liv ?

Jeg begyndte tilridning af min skønne unghest i foråret, hvor det viste sig at han havde en del spænding omkring bækkenet og hofterne - problemet blev løst og på det første billede herunder, er han lige blevet løsnet igennem og jeg har fået et "ok" til at påbegynde traven under rytter.

På billede to er det så ca. 4 måneder siden at han er blevet løsnet op - har hele sommeren primært skridtet ture, og har på dette billede være hjemme en måneds tid, hvor han er blevet redet igen. Dette er måske 6-7 gang vi rider meget seriøst efter sommerferien. Bemærk den fine runde numse, han har på dette billede.

BANG den 28 september - mellem billede 2 og 3 får jeg en ORDENTLIG rodeotur, der sender mig halvvejs til månen! Jeg hopper op igen og bemærker at han er noget modvillig til at gå fremad - tænker "det er bare fordi jeg er blevet lidt nervøs ovenpå flyveturen og han kan mærke at jeg er usikker". Får ham frem i både skridt, trav og galop, inden vi slutter træningen af. De næste par dage mærker jeg fortsat lidt uvillighed og generelt modstand - men mærker også en lille-bitte nervøs knude i min mave, så det er da helt sikkert det han reagerer på. Tænker at han kan selvfølgelig have fået en lille overanstrengelse ovenpå hans rodeostunt, så rider ham kun meget let de to gange og giver ham så en god uges ridefri, hvor han bliver longeret, får varmedækken på og i det hele taget har fokus på udspænding og stræk.

Så begynder jeg at ride igen og han virker egentligt fin - der er lidt småting, som går mig på nerverne - men igen bilder jeg mig selv ind, at jeg sikkert bare er lidt nervøs helt ubevidst (på dette tidspunkt mærker jeg absolut ingen uro what so ever - men det kunne jo ligge derinde, gemt væk helt langt væk i maven, ikke sand?)

Og først da jeg har en veninde ude og tage billeder, sidst i oktober, og jeg ser billede 3 tænker jeg "Holy makaroni! - Den er da helt gal! " og skriver til vores behandler.

Han blev behandlet i forgår og ja vist - spænding i bækken, den ene side af ryggen og lidt i den ene skulder. Og så kan man bare sidde her og slå sig selv gentagne gange i panden, fordi man ikke lyttede til sin mavefornemmelse, som helt fra starten sagde "Jeg tror der var noget som satte sig i klemme da han lavede rodeo-stuntet" - hvortil min dumme hjerne har sagt "Ej pjat Frederikke, du blev bare mer forskrækket end du regnede med, da du blev kastet halvvejs til månen, og så er det da klart at Moonwalk bliver usikker!".

Lesson learned - næste gang skriver jeg bare til behandleren så snart jeg tænker "nu er det nu" (med mindre min hjerne kan finde på 117 andre grunde til den ændrede adfærd).

Håber i får en dejlig dag derude - det er fuldt ud tilladt og grine lidt af min bummert