Så blev stilen færdig {{forumTopicSubject}}

Jeg tager gerne i mod kommentare og rettelser

Det (Knapt Så) Ultimative Mordervåben.


Han vidste det!
Han vidste det nu ville blive afsløret.

De var ankommet til lejrskolen efter en dødssyg cykeltur på næsten to timer.
I regnvejr.
De fik en halv time til at indrette sig på deres værelser. Så skulle de mødes…

…, ude ved flagstangen. Det var efterår, klokken var kun 16.06, solen var allerede på vej ned i vest, det regnede ikke mere og skyerne havde trukket sig væk fra solen.

Rikkes skridt var hurtige og høje, mine var langsomme og slaskende. Rikke havde som sædvanlig sine pop-pinke kawasakisko på, mens Line Madsen, havde sine seje maosko1 på, den ene var meget udslidt, mens den anden var helt ny. Hun elskede de sko, de kunne bruges til alt. Hun tænkte ikke ”alt” som klatring, markvadning eller skovtur, men mere ulykker, lynchning2 som aldrig ville blive opdaget, eller en sjov omgang ”maoskokast”.

Rikke og Line stod nu foran flagstangen, i al almindelighed som alle de andre fra klassen. Line skulede over mod Ferdinand. Hun kunne se det dystre i hans øjne, han fulgte overhovedet ikke med i hvad lærerne fortalte, det gjorde Line i øvrigt heller ikke, men hun tog mig i det. Hun flyttede blikket og opmærksomheden mod Birgit og Lars i stedet. ”… Være ro på værelserne kl. 24. bla, bla, bla, bla”. Hun kunne simpelthen ikke koncentrere sig om, hvad Lars og Birgit sagde. Hun kom hele tiden i tanke om, hvad det egentlig var, Ferdinand og hende havde gjort. Hun så på Ferdinand igen, hun kunne se, at han stadig ikke kunne koncentrere sig om Birgit og Lars. Ferdinand kiggede op på Line, han så bange ud, lige så vel som hun også gjorde det. Han tog sin mobil frem, så Line kunne se den, det var en slags signal. Line tog også sin frem og han nikkede. Han flyttede hurtigt, men lydløst fingrene fra tast til tast. ”SMS modtaget Fra: Ferdinand <3:D Læs nu?” stod der på displayet. Hun læste, ”Jeg ved du er bange Line, det er jeg også:/. Men der er ingen, som opdager det. Den frosne agurk spiste vi jo, og din ene maosko smed vi jo i havet, hvem skulle mistænke os? Line, jeg er sikker på der ikke var nogen der så det!”

Lines tanker fløj to timer tilbage: ”Ferdinand og hende cyklede ved siden af hinanden og gennemgik deres plan. Det var dem, der skulle have maden med i køle- og fryseboksene. De havde flyttet en agurk fra køl til frys, den skulle være frossen, stenfrossen. De drejede ind af den lille grusvej, som aftalt, det var længe siden de havde set nogen fra klassen, så ingen ville lægge mærke til at de ikke fulgte truppen.

De var nu ved Katrines gård, hendes hund løb dem i møde, men de jagede den væk, så generede den dem ikke mere.

Line dyppede sin ene maosko i en halvdyb vandpyt, mens Ferdinand trak den frosne agurk op af fryseboksen. De puttede agurken i skoen. Ferdinand stoppede op og holdte på Lines skulder ”Line, hvad er det egentlig Katrine har gjort?” ”Ferdinand, jeg har forklaret det hundrede gange, hun tog mit blå ”Gajol” og kritiserede mine maosko, jeg finder mig simpelthen ikke i det, hun ved hvor meget jeg holder af begge dele”. De gik videre og stillede cyklerne fra sig.

De trådte listende ind af døren. ”tik, klak, kluk, klåk, tlak, klik”. De kunne høre tasternes klikken konstant, hun sad på computeren, som sædvanlig. De listede. Line med kun en maosko, og Ferdinand med de sorte Converse. Katrine opdagede ingenting, hun sad bare i en ”messenger-samtale” med alle mulige skøre mennesker, Molle, Michael, Tinna, Mette, Janni og lidt andre med unormale navne. Hun sad og smågrinte lidt for sig selv, mens Ferdinand og Line kiggede sært på hinanden.

Line tog skoen med agurken og hamrede løs på Katrine, så blev det Ferdinands tur og han efterabede hende. Katrine faldt ned af kontorstolen og så ganske død ud, med blod i hele fjæset. Line tog maoskoen, med agurken i, på, og begyndte at sparke løs på Katrine. Katrine lå helt bevidstløs på det hårde klinkegulv. Line gik væk fra Katrine ved computeren, over i køkkenet og åbnede køleskabet. Dér aller øverst på køleskabshylden stod Lines blå ”Gajol”, hun knugede den til sig. Ferdinand stod stadig og så på Katrine, mens han højlydt tænkte: ”Du var selv uden om det, Katrine, du var selv uden om det”. Line skruede låget af ”Gajolen” og overvejede at hælde lidt ud i Katrines ansigt, men drak lidt i stedet, uden at byde Ferdinand på noget, og skruede låget på igen

De smuttede ud af huset. De tog først roligt cyklerne, hvorefter de trampede heftigt i pedalerne, det gik hurtigt med at komme af grusvejen igen. De trampede alt hvad vi kunne, klassen ville jo ellers blive urolige, hvis ikke de kom, men Line og Ferdinand skulle først ned til havet.

De var ved det store hav. Line stod på det kolde sand med en fod med en maosko på og en fod med en ”grise-strømpe” på. Det var lidt koldt. Ferdinand kiggede på Line og sagde ”Line, det er nu, din elskede maosko skal i havet NU!” . Line tøvede og sukkede lidt, hvorefter hun smed den så langt hun kunne. Så var der agurken, ”Ferdinand, skal vi dele den eller?” ”Ja, jeg spiser den ikke selv Line!” . Line knækkede den over, den var tøet lidt men var stadig kold. De spiste en halvdel hver. Den smagte lidt af sure sokker og kat syntes Line, men Ferdinand så overraskende nok ud til at nyde den.

De skyndte sig videre og var straks på lejrskolen. Resten af klassen var stort set færdige med at pakke ud, så Line og Ferdinand smed deres tasker i et par køjer på værelse nr. 6. De gik hver især hen til en ven/veninde. Line til Rikke og Ferdinand til Tobias.”

Line svarede Ferdinand: ”Det er ikke så slemt Ferdi, jeg har lige tænkt det hele igennem, som du selv siger hvem skulle mistænke OS?! Men Ferdi, hvis nu, hvis nu politiet kommer, så tager vi det bare helt koldt.”. Ferdinand svarede ikke Line, han stod med et bekymrende blik i øjnene, og forstod ikke hvordan Line kunne være så afslappet.

Lærerne var færdige med at snakke, og folk gik ind i hytten og ind på deres værelser.

2 minutter senere holdte der en politibil ude foran Ferdinands, Lines, Marius’ og Rikkes værelsesdør. Line åbnede hurtigt og smilende døren. Bagved stod Rikke og Marius og så lidt forbavsede ud. Ferdinand stod og kiggede trist ud af vinduet. Han vidste det!
Han vidste det nu ville blive afsløret.