Dansk stil, krig. {{forumTopicSubject}}

Hej. Denne stil er til imorgen, jeg ville blive glad hvis nogen skulle have lyst til at læse den. Jeg har endnu ikke fundet på en god slutning, :/. er der nogen som måske vil hjælpe :)?

Mvh Vivi.
<i> Stilen.</i>

Det var en dag i December, det var en ret rolig dag. Aftenen var nær, og det var mørkt for flere timer siden. Kathrine gik udenfor med hendes 2 hunde, Phønix og Gubi. Hun havde en lommelygte med, hun gik en tur med hundene hver eneste dag men i dag havde hun ikke nået det før om aftenen fordi hun havde været til undervisning med hendes hest Rainbow. Kathrine havde lige fået endnu en hest, det var en unghest på 1 år hun havde selv fundet på et navn til den, så den kom til at hedde Miranda. Pludselig ude i skoven giver den ene hund, Gubi sig til at snuse helt vildt rundt i luften Gubi var en Labrador og havde en meget god lugtesans. Nogen gange blev han brugt til jagt af Kathrines far, Søren. Efter noget tid kunne Kathrine lige pludselig lugte noget som lugtede meget brændt. Og luften omkring hende føltes meget varm og tung, hun var tæt på at være hjemme pludselig så hun flammer deromme fra hvor hendes hus lå. Hun skyndte sig op til huset, der var brænd. De boede meget langt ude på landet, men hun kunne se fra forskellige huse som lå længere væk at de også brændte. Kathrine var meget bange, hun vidste heller ikke hvor hendes forældre og søskende var, pludselig så hun at hegnet ude på hestemarken var i stykker men det så ikke ud til at det var gnavet over. Nej, hegnet var blevet klippet over. Pludselig bliver en låge nede fra jorden slået op, og Kathrines mor kiggede op hun havde ventet på Kathrine og været meget bekymret for hende. ” Kom herned!” sagde hun til Kathrine. Men Kathrine havde så mange spørgsmål, om hvad der var sket og hvor hestene var. Men hun blev nærmest revet ned i det lille underjordiske rum, det var deres beskyttelses rum. Nede i det kolde og mørke rum forklarede Kathrines mor hvad der var sket, at nogen mænd i uniform havde været der. De jagede dem ud af huset, og de havde klippet hegnet op på marken og taget hestene med. Kathrines far var ikke nogen steder, og Kathrine havde på fornemmelsen hvad der var sket, og lidt efter fortalte hendes mor at mændene i uniformer havde taget hendes far og hendes ældste bror med. De blev taget med, og de var kørt væk, Kathrines lillebror sov på gulvet med et lille tyndt tæppe over sig. Kathrines mor var ude af sig selv, og Kathrine havde det som om at det havde været hendes skyld hun vidste ikke hvorfor men havde hun været hjemme var det måske ikke sket, troede hun. Kathrine sagde til hendes mor, at de ikke kunne blive hvor de var de måtte tage et sikkert sted hen og de blev også nød til at skaffe noget mad. Men det var for farligt nu, det var ikke mere end en time siden at mændene i uniform havde været der og sat deres hus i flammer. Så de kunne først tage af sted næste morgen, der var 25km ind til den nærmeste by og der ville de tage hen. Kathrine ville vide hvad der var sket med hendes heste, moren fortalte hende at soldaterne havde taget dem med og at de ikke skulle gøre dem fortræd. Men Kathrine havde det som om at hendes mor løj overfor hende, hundene havde lagt sig over i en lille krog meget tæt op ad hinanden og holdte varmen ved det. Kl. var omkring 23.30 nu, Kathrine kunne simpelt hen ikke sove efter alt hvad der var sket, og hun tænkte på hvad der mon var sket med hendes far og bror. Hendes bror Nicolaj var lige fyldt 19, og havde fået sin egen bil. Pludselig kom hun i tanke om, bilen. Hun spurgte hendes mor som allerede var faldet halvt i søvn om ikke de bare kunne tage bilen og tage af sted, men bilen havde de taget med sig mændene som havde været der. Kathrine var ved at blive en smule træt efter at der var gået en time, hun åbnede lågen en sidste gang og kiggede op på det brændende hus, det stod stadig i flammer. Kathrine lagde sig om ved siden af Phønix og Gubi, det var heldigt at hun havde jakke på ellers var hun nok frosset ihjel den nat, der var ingen varme hvor de var. Moren havde forsøgt at tænde et lille bål, men det gik ud efter en lille halv time. Pludselig om natten vågnede Kathrine, Gubi stod og gøede helt vildt. Den havde stillet sig på bagbenene op ad den ene væg, det begynde at ryste helt vildt nede i det lille rum. Kathrine åbnede forsigtigt lågen, bare en lille smule så hun lige kunne kigge ud. Først kunne hun ikke se noget, men så gav det et ordentligt brag, og hele himlen lyste op. Det vågnede Kathrines lillebror også af, bare rolig Jonas sagde moren og prøvede at berolige hendes søn. Men han var helt vildt bange, det hele rystede og det bragede udenfor. Kathrine havde stadig åbnet lågen en smule, og kiggede ud. Pludselig så hun at der løb en masse folk rundt udenfor, og der kørte store pansere rundt udenfor bragende havde været dem at når en af panserne kørte ind i et træ. Pludselig kom en mand meget hurtigt hen og åbnede lågen, Kathrine blev meget forskrækket og væltede ned fra trappen som hun havde stået på for at kunne nå op til lågen. Kathrine kravlede helt ind i mørket og håbede på at manden ikke havde set hende, Kathrine, hendes mor og hendes lillebror sad helt stille. Kathrine holdte Phønix og Gubi, det var som om at de forstod hvad de skulle de sad helt stille og sagde ikke en lyd. ” Hallo, er der nogen?” råbte manden. Han hoppede ned i det mørke rum, pludselig blev der grebet fat i Kathrine. Kathrine skreg, hun var bange. Men manden sagde at de bare skulle slappe af, han var der for at hjælpe. Han havde også uniform på, men det var en anden uniform end den de andre mænd havde haft på. De gik med op fra beskyttelses rummet og blev ført til en af de kæmpe store pansere. Kathrine holdte Phønix og Gubi i snor, hendes mor bar Jonas på armen. Gå derind sagde manden, og pegede på en lille jern dør døren førte ind i et rum. Kathrine gik sidst ind, hun lod hundene gå ind først, men så sagde manden som havde hjulpet dem op fra beskyttelses rummet til hende at hun ikke kunne tage hundene med. Men Kathrine ville absolut ikke efterlade hendes hunde, hun måtte have dem med. Men manden sagde at hun ikke kunne have dem med, de ville fylde for meget. Men Kathrine var så stædig og hun sagde at hun ville havde dem med eller blive. Manden i uniform sagde at det var hans pligt at bringe familien i sikkerhed, ikke at redde kæledyr. Men Kathrine ignorerede nærmest det han sagde, og tog hundene med ind i panseren. Han gik op og gav chauførren besked på at bringe dem til hallen, hvor alle kvinder og børn var blevet bragt i sikkerhed. Det stod nu helt klart at der var krig. For Kathrine, hendes mor og Nicolaj føltes det som om at de havde kørt en evighed, men de vidste ikke hvad der ventede dem. Med tiden blev det meget varmt inde i panseren, man havde tilbudt dem noget vand. Da de ankom blev de ført ind i en hal som var på størrelse med en gymnastiksal, der sad rigtig mange mennesker, omkring 160. Kathrine havde ikke spor lyst til at gå derind, luften var meget tæt derinde. Hun holdte stadig Phønix og Gubi i snor, hun gik forbi en gammel dame ved siden af hende stod der en stor taske. Pludselig springer Gubi på tasken og snuser og skubber til den, ud ryger der 4 små killinger. Kathrine synes at de var noget så søde, men hun forstod ikke hvorfor de sad inde i tasken og hvorfor damen gemte dem. Kathrine spurgte den gamle dame om hvorfor de var i tasken, og damen sagde at hun var bange for at mændene i uniform ville tage dem fra hende. Fordi at hun havde set hvordan mænd i en anden slags uniform havde skudt hendes nabos hund, og hun turde ikke stole på disse mænd. Så fortalte Kathrine at hun egentlig heller ikke måtte få hendes hunde med, med at hun havde været så stædig. Kathrine valgte at sætte sig ved siden af Damen, hun sad og snakkede lidt med den ene killing, den var Orange med hvide poter. Rundt omkring stod der en slags boder hvor der stod folk og lavede noget forskelligt mad, det som der nu var. Der gik dagevis i den lille hal, ingen af dem havde været ude at få bare en smule frisk luft. Og det eneste som de havde fået at spise var en lille tallerken fuld med tørt brød og noget suppe. Kathrine var blevet gode venner med en dreng på hendes alder som hed Felix, han var helt alene i hallen uden nogen af hans forældre. En dag kom der pludselig en flok soldater ind i hallen, de tog overhovedet ikke hensyn. Så blev alle dem som var inde i hallen, det var stort set kun kvinder og børn men også få mænd de blev delt op i alders grupper. Da det var gjort, begyndte soldaterne at gå rundt, først de yngste som var omkring 4-5 år gamle, deri blandt var også Kathrines lillebror. ” De er alle uduelige.” Sagde en mand, han kiggede på dem som om at de var dyr, han så ned på dem. Manden gik videre til næste række, der stod de børn på 8-12 år, han kiggede en gang ned langs rækken der var mange på den alder. Han begyndte at kigge på dem, nogen af dem blev vejet. Der var rigtig mange i den række, som fik at vide at de skulle træde et skridt frem så han kunne betragte dem nærmere. Omkring, 15 børn fra rækken blev ført udenfor hallen. Og videre gik manden, så blev det den række hvor Felix og Kathrine var i. Han gjorde nøjagtigt det samme som han havde gjort ved rækken før, betragtede dem og valgte nogen som skulle føres udenfor hallen. Da han kom til Felix og Kathrine, begyndte Kathrine at stå meget uroligt. Hun ville ikke med ham, hvis ikke Felix også skulle med. Det var som om at hun var bundet til Felix, de kunne ikke skilles. Felix fik besked på at træde frem, han var meget høj og normalt bygget men mens de havde boet i hallen de mange dage havde han tabt sig meget, men Felix fik besked på at komme med manden. Der var omkring 35, som blev taget med fra den række. Så 50 blev taget med den dag, Kathrine var meget ked af at de havde taget Felix med. Børnene som var blevet taget med blev ført udenfor i det skarpe sollys der var frost og luften var iskold den dag, sollyset blændede dem meget. Nogen af dem måtte bruge flere minutter før de vænnede sig til lyset igen, efter at havde siddet i den mørke hal så lang tid. Der gik en masse mænd i uniform omkring dem, nogen af dem blev puffet frem hele vejen andre måtte til og med sparkes for at de gik hurtigt nok til at kunne følge med ham manden som gik forrest. Felix gik helt bagerst. De blev ført til en lille lejrplads, da mændene og børnene kom derhen blev børnene meget skræmt. Der var en masse pressendinger sat op med 4 stolper under, og så var der nogen liggeunderlag, og få senge. I sengene lå der sårede soldater, nogen af dem skreg af smerte. Alle børn stod på en lang række, nu blev de delt op i piger og drenge. Der var 27 piger, de blev ført ind i et lille rum. Ved bordet som stod derinde sad der en meget stor og barsk kvinde, hun sad lige med noget blodigt forbinding i hånden. En af pigerne trådte frem og kunne se at bagved kvinden stod der en seng, i sengen lå der en mand. Hun kiggede hele vejen ned ad manden som lå helt stille, så løftede damen dynen af ham og pigen som stod og kiggede på ham veg tilbage da hun så hvad der var sket. Der var blod over det hele, manden som lå i sengen havde fået amboteret det ene ben det så forfærdeligt ud synes hun. Pludselig blev døren slået op, en høj og meget tynd mand trådte ind. Han snakkede med kvinden, og sagde at de piger var dem som kunne hjælpe til med de syge og sårede. Kvinden kiggede på dem, og hun kiggede på den høje tynde mand. ”Ja, det går nok!” sagde hun. Mange af dem havde spørgsmål, men de fik ingen svar. De blev med det samme sat til en masse ting, nogen fik besked på at de skulle rense nogen sår andre skulle hente vand og nyt forbinding og den slags. Drengene fik hver tildelt et gevær, mange af dem anede ikke hvordan man brugte et gevær. Men Felix, kunne heldigvis godt bruge det ikke fordi han plejede at gå rundt og skyde folk, men han havde engang været til jagtøvelse hvor de havde lært at sigte og ramme præcis. ”Kan i bruge sådan et ?” spurgte en mand. Ingen af drengene svarede, men stod i stedet for bare og kiggede på geværet som om at de aldrig havde set mage. Pludselig løftede manden hans gevær, som sad i 2 seler på hans ryg og skød med det i luften. Drengene for sammen, hvad havde de gjort forkert? Manden med geværet sagde til dem at de havde bare at lytte til hvad man sagde til dem, for det var meget nødvendigt at de lærte at bruge våben og ramme rigtigt. Skydeskiver blev sat op, de havde ikke meget tid, krigen var for længst brudt ud det var heldigt at de overhovedet havde haft ro i de første dage da børnene var kommet til, til at kunne lære dem ting de bør vide for at de kunne være med i krigen. Felix tænkte hele tiden på Kathrine, hvordan hun mon havde det. Ligesådan som Kathrine gik rundt i hallen og tænkte på Felix, det lugtede forfærdeligt inde i hallen. Der var blevet lavet en ny regel for kvinderne og børnene som var der, de måtte gå udenfor én gang om dagen i 10min for at få lidt frisk luft men det var også det eneste. Drengene som var i lejren havde nu været der mange dage, for pigerne var det som om at det gik meget ned ad bakke. De blev sat til nogen ting, som de ofte ikke havde lyst til men de vidste at de blev nødt til at gøre det. De var et par gange blevet straffet, det alvorligste var at en af pigerne havde fået en lussing og var blevet tvunget til at tørre blodet op fra en mand som havde fået revet en finger af ved et uheld. I lejren fik pigerne kun suppe med tørt brød og de skulle nogen gange op om natten, den ældste af pigerne Lilli havde i dagevis ikke sovet mere end 3 timer fordi at hun var blevet sat til at passe en mand med store smerter i det ene ben, hun skulle sove ved siden af ham og nærmest vogte over ham og pleje ham. Drengene var godt udlært nu, de fleste af drengene synes at det var spændende at være i lejren og de syntes at de fik en masse ud af det. Men Felix savnede stadig Kathrine, og der gik ikke en dag hvor ikke han tænkte på hende, og lige sådan Kathrine. Hun gik rundt, der var ikke sket noget i dagevis i hallen, bortset fra en dag hvor der havde været mænd i uniformer igen og havde taget nogen mænd med til lejren. Der var nu gået omkring 1 måned, pigerne havde ofte fået at vide at de snart måtte tage tilbage til hallen, de havde ikke set deres familie en eneste gang siden de var blevet hentet. Kathrine gik en dag i hallen, og var meget bekymret for hendes mor for hendes mor var blevet meget tynd og svag for det sidste. Og Kathrine spurgte en dag en af kokkene om ikke de kunne lave en smule mere mad, for hun var meget bekymret for hvad der ville ske med hendes mor hvis ikke hun snart tog noget mad til sig. De fleste måltider som de for det sidste havde fået i hallen havde moren givet til Nicolaj, fordi hun var bange for at han ikke fik nok mad. Kathrine var der ikke blevet tænkt så meget på, Kathrine tænkte også på hendes storebror og far. Hendes far kunne hun næsten ikke undvære, han var den som altid var der for hende når der var noget hun ikke vidste og lige for tiden vidste hun slet ingen ting følte hun. De havde ikke været i bad flere dage nu, og en dag opdagede Kathrine noget meget skræmmende. Hun havde hår udfald, hun kunne ikke så godt lide at fortælle det til hendes mor for hun havde nok sorger i forvejen. Så Kathrine gik til den gamle dame med killingerne, hun nærmest lavede sjov med det og sagde at Kathrine sikkert var ved at blive gammel. Men hun sagde til Kathrine at hun ikke skulle bekymre sig, men Kathrine kunne ikke lade være med at rive i sit hår hele tiden. Hun fik altid at vide af hendes mor at hun var den pige med det smukkeste hår, for hun havde det dejligste, glatteste og fineste englehår. Kathrine holdte sig væk fra hendes mor i flere timer, hun var med held kommet ud på et af de eneste toiletter som var i hallen. Der var mange som bankede på døren, fordi de ventede på at kunne komme ind, men Kathrine blev derude og kunne ikke nænne at gå ud. For hende selv føltes det som om at hun ingen hår havde på hovedet mere, og hun var bange for kraft eller noget det var tit at kraft hang sammen med hår udfald og at man tabte sig og den slags havde hun en gang læst i et projekt på skolen da de havde om sygdomme og der havde været en læge og fortælle dem noget om det. Kathrines mor havde ledt efter Kathrine i over en time nu, hun gik til den gamle dame og spurgte om hun havde set hendes datter for hun havde tit bemærket at hende og Kathrine snakkede sammen. Damen rejste sig, og ville gøre sig hjælpsom ved at hjælpe med at lede efter Kathrine. Da hun rejste sig, faldt hendes taske på gulvet det sagde en hård og tung lyd fra den. Og ud fra den faldt en lille livløs killing, Kathrines mor så på den og damen tog tasken op igen. Kathrines mor spurgte til hvad døde killinger lavede i tasken, damen ignorerede hendes spørgsmål selvom hun udmærket godt havde hørt det. Kathrines mor kunne se på damen at hun begyndte at blive utilpas og hun hulkede og græd. Killingerne havde været meget svage for det sidste, hun havde prøvet at redde dem, ved at give dem noget af det mad hun selv fik men de blev så svage til sidst. Hun var utrolig ked af det, Kathrines mor trøstede hende som var hun et lille barn. Efter en halv times tid, havde damen fanget sig lidt igen. Og de tænkte igen på Kathrine, hun var stadig ikke dukket op. Der var kun omkring 90 mennesker i hallen nu, nogen var blevet sendt til deres familie i et andet land og mændene var der ikke mere. Så antallet af mennesker i hallen var sunket en del, der var ikke så mange steder i hallen hvor man kunne gemme sig så Kathrines mor valgte at kigge på toiletterne om Kathrine muligvis var der, hun bankede på døren til det ene toilet og man kunne høre at der var en derinde. Moren kaldte, ” Kathrine, er du derinde?” Kathrine vidste ikke hvor længe hun havde siddet der, lyset inde på toilettet var blevet slukket der var kun en kontakt udenfor døren og der havde været en som havde slukket den, for man havde ikke troet at der var en derinde. Kathrine græd, hun havde ikke lyst til at åbne men svarede ja til at hun var der. Moren hørte med det samme at der var noget galt, Kathrine låste langsomt døren op. Lige så snart at der blev grønt, rev hendes mor døren op Kathrine fløj i armene på hendes mor og græd, græd og græd. Moderen strøg Kathrine over håret, som hun altid plejede men det var meget anderledes, hun lagde mærke til Kathrines tynde hår, og blodige hårbund. ” Hvad er der sket?” ville hun vide, Kathrine var så ked af det. Hun ville ikke have fortalt noget til hendes mor om hvad der var sket samme formiddag, men hun tog et brev op af lommen og viste det. Moren læste, vi beklager meget deres mands død og ligesådan deres søns… var det sidste som stod i brevet. Kathrines mor, var ligesom Kathrine ude af sig selv. Hun havde så længe ventet på det brev, men hun havde ikke håbet på at det ville stå i brevet. Men Kathrine fik en forklaring for hendes hår udfald, hun havde vitamin mangel af at få det tørre brød og suppen hver dag og intet rent vand. Der gik et par dage, pludselig modtager de endnu et brev, i brevet stod der:
Vi beklager som sagt meget deres mands død. Men det viser sig, at deres søn er blevet fundet i live han har været fanget som krigsfange i en lejr. Han har været meget heldig, den eneste overlevende danske soldat i denne krig. Vi meddeler hermed også at krigen er sejret, deres søn bliver sendt hjem med færgen og ankommer D. 28Feb.
Mvh hilsen, Lasse Bloch.
Det var en stor lettelse for Kathrine og hendes mor, Kathrines bror var ikke død. Selvom de stadig sørgede meget over farens død havde de dog ikke mistet alt deres familie. Der blev mindre og mindre mennesker i hallen, men som der stod i brevet, krigen var sejret. Så Kathrines mor fortalte Kathrine at de helt sikkert snart blev sendt hjem, Kathrine glædede sig meget til at se hendes bror. Men hun tænkte også meget på Felix endnu, og hvordan det ville være at se ham igen. I lejren havde de også modtaget et brev hvor i der stod at krigen var sejret og at børnene skulle sendes hjem til deres familier. Pigerne i lejren fik lov at vaske sig dagen inden de skulle hjem til deres familie, mange af dem havde blod på deres tøj, så krigsministeren forærede alle børnene et sæt tøj så de så fine ud når de forlod lejren, til ligesom at vise dem ære for deres hjælpsomhed. Dagen inden de blev sendt til hallen igen, børnene fra lejren fik de en festmåltid sammen, de spiste alt hvad de kunne for de sidste 2 måneder havde de måttet skrabe til bunden af deres tallerkener uden rigtigt at blive mætte, men Felix spiste ingenting han tænkte kun på Kathrine. Det var D. 23Feb den dag, og de sidste 50 mennesker som var i hallen blev i dag sendt hjem, men mange af dem havde intet hjem at tage hen til. De fik et chok da de blev ført udenfor hallen, og kom helt ud igen de havde den sidste måned godt nok været ude 10min om dagen, men det var et lukket sted og der var høje murer sat op omkring dem når de var ude. Men da de blev ført udenfor var det som om at der strømmede liv i dem igen, det var dejligt vejr og alle var i godt humør. Men da Kathrine, Nicolaj og deres mor kom til deres hus ude på landet forsvandt glæden. De havde glemt alt om huset, de havde været så optaget af alt det med Kathrines bror og Kathrines far som var død under krigen at de slet ikke havde tænkt over det med huset. Alt lå så øde hen, omkring dem. ” Det gør mig ondt.” sagde en mand til dem, de blev sat af ved huset i en bus og bussen kørte videre, der var stadig et par mennesker som skulle blive bragt hjem, men mange af menneskerne gik det ligesådan deres huse var også blevet brændt. Mange byer var bombet. De anede ikke hvor de skulle tage hen, så kom Kathrines mor til at tænke på kirken. Kirken var et helligt sted, og det måtte ikke bombes det var et forsøg værd at tage derhen syntes hun. Den nærmeste kirke lå omkring 4-5 km væk, der tog de hen for at sove den nat. Kirken var der stadig, da de ankom. Da de trådte ind ad den store port sad der nogle munke oppe foran i kirken og bedte. De gik nærmere hen, de satte sig på en bænk og Kathrines mor begyndte at bede, og hun bedte om at hendes mand skulle få det godt hvor han var nu. I hallen, ankom nu børnene fra lejren i deres nye og fine tøj. Felix gik ind i hallen, der var kun de damer som før havde givet menneskerne i hallen mad der var ingen familier længere, ikke kun Felix blev forundret over det. Alle ville vide hvor deres familie , eller forældre var. Selvom Felix ikke havde familie i hallen, da hans forældre var døde og han før havde boet hos sin bror som ligesom alle andre mænd var blevet kaldt til krigen, ventede han dog stadig på Kathrine, han håbede meget på at hun var der et sted. Så kom bussen kørende endnu en gang, et par mænd kom indenfor og ville vide hvor de forskellige af børnene boede. Det blev fra hver i sær skrevet op på en liste, og de blev kørt hjem. Og ved hvert sted de stoppede blev der lige sikret at børnene havde nogen at tage hjem til. Felix skulle blive sat af ved hans brors lejlighed, men da de ankom var han der ikke. Mændene spurgte Felix, om hvilke familieslægtninge han ellers havde som han kunne tage hen til. ” Ingen, jeg har kun min bror!” svarede han. Men han var der ikke, og de sagde til ham at han højst sandsynlig var faldet i krigen da der kun havde været få overlevende. Felix ville vide hvilke overlevende det havde været, men disse oplysninger måtte manden ikke fortælle ham sagde han. Men Felix ville vide om hans bror var med på listen, så i stedet fik manden Felix efternavn og søgte på listen over de overlevende. Men han fandt ingen med efternavnet Drakvig. Da Felix ingen familie havde ellers, blev de nød til at køre ham til børnehjem. Det nærmeste børnehjem lå omkring 3-4 timers kørsel derfra, det var ved at være nat så de valgte at køre Felix derhen morgenen efter og sørge for at han ville få det godt der. Felix sov i bussen med endnu en mand. Han havde lagt sig bagerst i bussen, hvor han kunne ligge strakt på de 5 sæder. Næste morgen kørte man af sted, inden Felix var vågnet han sov videre i omkring 2 en halv time, da han så vågnede. Det måtte være tidligt på formiddagen, Felix kiggede på uret som var forrest i bussen det var den dag D. 24, kl. 12.43. Han spurgte manden om hvor længe de skulle køre endnu, omkring 1 time så ville de være der. Og de ankom én time efter, Felix steg ud og kiggede sig omkring. Der var ingen mennesker på gaden, der var også få huse omkring dem som var brændt. Det var lidt ude på landet, men også lidt en by, en landsby kunne man kalde det. Felix blev ført ind, der var et lille kateder ved katederet sad en høj tynd dame, hun så meget streng ud. Men hun tog kærligt imod Felix, hun viste ham straks hans værelse, toilettet og spisesalen det var som om at hun havde meget travlt. Han havde kun en lille rygsæk med, med et billede af hans forældre, et af hans bror og et af ham og hans bror da de var små, så havde han også lidt tøj med og en lille fingerlege tøj, som han havde fået af hans far som helt lille. Der var gået 3 dage på børnehjemmet, Felix snakkede ikke rigtig med nogen som var på børnehjemmet. Kathrine og hendes mor og lillebror, var blevet på landet. De havde fået lov til at bo på en kro som var i nærheden, den var heldigvis ikke nedbrændt i krigen. Det var et ældre par som boede der, Kathrine og hendes mor hjalp i husholdningen, og de hjalp med at lave mad, malke køer og den slags. Der var kun én dag til Kathrines bror kom hjem, og hun havde tænkt sig at tage hjem til deres hus for at møde ham efter så lang tid. Hun var helt spændt, nærmest nervøs for at se hendes bror igen. Kathrine fik lov at tage af sted, med hendes lillebror da huset kun lå omkring 8-9km væk fra kroen som de boede på. Den ældre mand som ejede kroen med hans kone gav dem en havetraktor som de kunne bruge på vejen derhen, den virkede fint og den kunne godt holde til turen derhen. Kathrine tog af sted med hendes lillebror næste morgen, Kathrine kunne ikke komme af sted tidligt nok. Så kl. 07.50 kørte de allerede ud af indkørslen. Havetraktoren kørte kun 25km i timen, så det tog sin tid at komme til deres gamle nedbrændte hus. De var der ca. 45min efter, da de kom stod der en stor sort bil, det var den samme bil som Kathrines bror og far var blevet sat ind i dagen da de blev hentet. En mand stod med ryggen til, Kathrine gik hen til ham og omfavnede ham det var hendes storebror. De havde begge en masse at fortælle til hinanden, Kathrine fortalte også om Felix. Hendes bror ville gerne vide hvad Felix hed til efternavn, for mens krigen havde været havde de på et tidspunkt været ved en lejr og set nogen drenge som lærte en masse, og de havde selv være med til at lære dem noget. Blandt de drenge havde der været en dreng som hed Felix, fortalte Kathrines bror til hende. Felix havde hørt at han var blevet bragt til et børnehjem, de kunne blive kørt derhen og tage ham med sig. De kørte til børnehjemmet, da Kathrine og Felix så hinanden gav de hinanden et kram, og Kathrine græd af glæde over at se ham igen.

<b> Slutning :b?</b>