"Bag det pæne ydre..." (2'eren) {{forumTopicSubject}}

Hey dejlige hestemennesker!
Jeg hedder Julie, jeg er 15 år gammel. Jeg elsker mig hest himmelhøjt, og er lige så tosset med at ride som i er! Men udover det så har jeg forelsket mig i at skrive. Jeg har skrevet en hel historie som hedder "Bag det pæne ydre..." - og her kommer 2'eren af min historie. Så hvis du er lige så forelsket i at leve mine tekster, som jeg er vild med at skrive dem, så prøv at læse videre.....

(Vil du læse 1'eren? Så er der et link til dig her: http://www.hestegalleri.dk/forum/off-topic/880845-bag_det_paene_ydre)
(Vil du hellere læse den bid for bid? Her er et link: http://www.hestegalleri.dk/forum/off-topic/871978-har_du_lyst_til_at_hjaelpe_mig__)


Her er der en lille bid af 2'eren. Smid en kommentar dejlige mennesker!

Bag det pæne ydre 2.

Det ville have været, the perfect ending, ville det ikke? Som et vaske ægte eventyr. Prisen reder prinsessen, sådan er det jo altid. Men virkeligheden er en anden, min kære. Hvordan skulle den mest fortryllende prins, redde én, som ikke indeholder det mindste, som bare kunne minde om en prinsesse. Har du måske læst et eventyr om en prins som kyssede og reddede heksen? Hende som er pilrådden og frygtlig. Nej, det regnede jeg heller ikke med. Men det ville nu have været godt – det har du ret i. Kysset ville have reddet hende. De ville glemme alt om hendes selvmordsforsøg, aldrig snakke om det. Glemme alt om teksten på spejlet. De ville vokse op, måske få børn. Og så ville de leve lykkeligt til deres dages ende, ikke sandt? Ja, det ville faktisk have været perfekt! Men vi ved begge bedre, min ven. Vi ved at dette ikke er noget eventyr.

Det går så stærkt. Læger og ambulancefolk skubber båren med min slatne krop, hen langs den brede gang. De løber ved siden af mig. De larmer! Jeg kan ikke hører hvad de siger, men det larmer så frygtligt meget. Stemmerne smelter sammen og vælter ind over mig. Og pludselig holder båren stille. Rummet vi er i er helt hvidt. De farer rundt om mig. Der er slanger alle vegne, til og fra min blege krop. Min krop begynder at summe sagligt. Langsomt kan jeg høre en hylende tone, og med ét bliver der mørkt! Der kommer små ryk i min krop. Og som et stød der farer gennem kroppen, får jeg synet tilbage. Jeg kigger hen på lægerne.
Langsomt, langsomt, langsomt bliver deres kroppe utydelige i kanten.
De larmer så grusomt!
Nu kan jeg kun se deres ansigter tydeligt.
Min krop føles let som luft.
Det er kun deres øjne jeg kan se tydeligt nu.
Jeg kigger og kigger. Leder. Men ingen af dem kan konkurrer med hans smukke grønne øjne. Hans smukke øjne, som ejer den evne til at suge mig helt ind i dem. Ingen kan overgå dem.
Nu forsvinder de langsomt. Mit blik er helt slørret.
Langsomt, langsomt, langsomt bliver der mørkt. Jeg tager min sidste vejrtrækning. Forbindelsen til min krop og min sjæl bliver klippet forsigtigt over, og jeg svæver langsomt væk i det dybe mørke.

Hans smukke, smukke øjne. De grønne bundløse øjne. De græder hele tiden. Det piner mig at se al den sorg som langsomt æder ham op. Han har siddet der på kanten af den brede seng og kigget ud i luften, hele dagen. Hans krop skælver let, mens lydløse tårer løber stille ned af hans kinder.
De første par dage smadrede han mange ting. Indrammede billeder smadrede mod gulvet. Kontorstolen fløj gennem lokalet, mens han råbte og bandede med ustyrlige tårer i øjnene. Men til sidst løb han altid tør for energi og knækkede hulkene sammen på gulvet.
Nu råber han ikke længere. Jeg tror ikke at han har energi til det længere. Han har ikke spist i mange dage, og når han endelig falder i søvn, går der aldrig lang tid, før han vågner op badet i sved på grund af et marridt. Men det piner mig at vide at lige nu er det ikke slemmest. Den rigtig, uudholdelige smerte har ikke nået ham endnu. Det sker først når tårerne er brugt op. Når ensomheden drukner ham, i sit kolde, øde hav.
Men mest af alt skærer det i mit hjerte at jeg ikke kan hjælpe ham, ikke kan holde ham tæt ind til mig og trøste ham. Når man ikke er andet end en hjemløs, forpint sjæl… hvad skal man så stille op? Jeg har flere gange forsøgt at røre ham, bare lige ae hans kind eller stryge ham blidt hen ad ryggen, men jeg kan ikke. Jeg er ikke andet end luft.

Dér. Dér for enden af mørket… ser du det også? Det smukke lys. Jeg går tættere på. Lyset rammer mig, da jeg træder ud af tunellen, ud af mørket. Smerter, ar og vreden bliver inde i tunellen. Lige nu er jeg fri. Jeg smiler. Ler og griner op mod himmelen! Jeg snurrer rundt. Hurtigere og hurtigere! Til sidst er jeg så rundtosset at jeg falder ned i det høje græs. Jeg ler højt og kigger op. Himmelen er helt lyseblå, med små plyssede skyer. Jeg ligger længe og kigger op på dem. Jeg ser en hund. Jeg ser en… Kamel med tre ben! Men så ser jeg et hjerte. Mit hjerte glemmer at slå. Jeg fjerne hurtigt det åndsvage smil fra mit fjæs. Smerten og vreden har fundet vej ud af tunellen og ind i min krop igen. Hidsigt trækker jeg vejret ind og ud, og tårerne presser sig på. Til sidst er der ikke plads til dem, så de begynder at løbe ned af mine kinder. Jeg rejser mig og går hen til tunellen. Dette hører ikke hjemme her. Tårer, vrede og smerte. Jeg kigger mig over skulderen en sidste gang. Ser det smukke idylliske landskab, føler den kærlighed som stedet indeholder. Og så går jeg ud gennem den mørke og kolde tunnel.

Jeg håber du nød det! Love Krøll.