"Bag det pæne ydre..." {{forumTopicSubject}}

Hej alle skønne hestefolk! Jeg hedder Julie Krøll og jeg er 15 år. Jeg elsker min hest himmelhøjt, og bruger rigtig meget energi på ridesporten Men udover min skønne hest, så har jeg også en kæmpestort kærlighed for ord. Jeg elsker at skrive, og kan ikke få nok af det! Og derfor vil jeg meget gerne dele min kærlighed med jer! Og ved at få jeres mening om mit skriveri kan jeg måske forbedre mig? Håber der er nogle der er friske på at hjælpe mig!
(Hvis du/(eller andre!) bedre kan overskue at læsen den bid for bid, så har jeg oprettet et andet forum med samme historie - her får i lige linket!!

http://www.hestegalleri.dk/forum/off-topic/871978-har_du_lyst_til_at_hjaelpe_mig__)

Her er den historie som jeg er helt færig med. En lille appetitvækker til jer!
Bag det pæne ydre...

Bag det pæne ydre.

Jeg nyder at hun ikke ved noget. Hun ved ikke hvor forfærdeligt et menneske jeg er. Hun kender intet til den grufulde ting jeg har gjort.
Jeg tager mig selv i at smile. Et fuldkommet ægte smil. Ikke som dem jeg tvinger frem, for at skjule hvor oprevet jeg er – hvor slidt jeg føler mig. Ikke et af dem, som dækker over det monster jeg er. Nej. Dette er et ægte smil. Et let et, som lige når at vise at jeg faktisk har smilehuller. Det er et stort, bredt, smilehulssmil. Et smil som jeg kun brugte før i tiden.

(Dette afsnit skulle stå med kursiv!!:)
Jeg hader når hun holder ham i hånden. Jeg tåler ikke at se på dem, når de kysser. Og deres sukkersøde snak giver mig kvalme. Hvorfor skal hun være så pisse heldig? Så smuk at man ville give sin højre arm får at få en lille bid af det, så enormt dygtig til alting, hjælpsom… Hvorfor skal hun være så forbandet perfekt!
Jeg opdager at jeg knytter mine hænder, så knoerne får hvide skygger og at mine tænder er så sammenbidt, at det gør ondt i hovedet. Jeg kigger væk, hører ikke efter hvad de pludre forelsket om. Jeg lukker af. Ganske enkelt. Men… Det er ikke enkelt. Det er hårdere end som så. Og det bliver sværere og sværere at fortrænge det.
”Hvorfor gør du egentlig det der?” Elina smiler bredt til mig, et helt lige, og meget smukt smil. Og hun lægger hovedet let på skrå.
”Gør hvad?” siger jeg lidt forvirret.
”Det der. Det med lyset. Du har tændt et lys begge de aftner jeg har været her,” hun kigger på mig, så på det lille fyrfadslys, og så tilbage på mig, stadig smilende.
”Det skaber en hyggelig stemning,” lyver jeg og trækker kort på skuldrene.
”Jamen.. hvorfor kun ét lys?” good point, tænker jeg. Hendes blik er mildt, men hendes smukke, bundløse, grålige øjne kigger dybt ind i mine. Jeg overgiver mig, synker ind i dem.
”Da Matilde… du ved… Jeg var så ensom. Og så da jeg tændte et lys, jeg ved det lyder ondsvagt, men… Så var det som om hun var der igen,” jeg kigger ned på mine hænder, som ligger foldet i skødet. Et øjeblik ser jeg Mathildes smukke, fejlfrie ansigt. Lige der. I mine hænder. Men så tvinger jeg mit blik op og jeg møder Elinas øjne som overraskende nok, ikke er forbløffede, men medfølende og milde.
”Undskyld.. jeg ville ikke snage. Men jeg forstår dig godt,” hun tager min hånd og giver den et blidt klem. ”Nå, nu ikke så trist. Skal vi ikke drikke noget kakao?”

(Dette afsnit skulle stå med kursiv!!:)
”Du er fandeme blevet så sær, søster!” siger hun og puffer til min skulder.
”Nårh ja… Det er mig der er blevet sær,” mumler jeg. Jeg kan mærke vreden boble i mig. Jeg ser direkte på hende med smalle øjne.
”Hvad er der galt med dig! Hvorfor nyder du ikke den gratis tur i Tivoli? Kasper var så sød at give turen, og så er du bare sur? Det bestemmer du selv. Jeg vil i hvert fald nyde aftenen!” lige i dét hun har sagt ’aftenen’ fnyser hun og går forbi mig, så tæt at hendes skulder slår mod min. Jeg bliver stående og ser hendes slanke silhuet forsvinde i menneskemængden og de blinkene lys fra de store forlystelser smelter sammen om hende.
Hvad der er galt med mig?! Hvorfor jeg er sur?! Tænker jeg. Du har jo alt! Og du har ham…

Jeg læner mig godt tilbage i den bløde, slidte lædersofa, og klasker benene op på det aflange mahogni sofabord. Jeg varmer mine hænder på kaffekoppen, og lader mine næsebor fryde sig over den søde kakaoduft.
”Hvad tager du på i aften?” spøger Elina med et intenst og meget nysgerrigt blik.
”Jeg tror ikke jeg tager med. Fester er ikke lige mig,” svarer jeg - håber hun vil lade det ligge. Men nej…
”Selvfølgelig skal du med!” hun ler højt og lader sin krop dumpe ned ved siden af min i sofaen.
”Jamen, hvordan skal jeg komme hjem ig…”
”Hold nu op med at bekymre dig så meget! Du skal med Marie!” afbryder hun mig og kigger bedene på mig, mens hun forgæves forsøger at gemme hendes skinnende smil.
”Ihh, ikke de hundeøjne Elina! Okay så. Jeg tager med! Men kun for din skyld!” siger jeg og det store triumferende smil breder sig over hendes læber. Hun er så vidunderligt smuk … Ser hun det slet ikke selv? tænker jeg. Før i tiden ville Elina være en af dem jeg kiggede hånligt på, og fnøs af, med næsen i sky, når jeg passerede dem, fordi hun klæder sig i det samme grimme tøj, som jeg gør nu. Men vi deler tavsheden. Den store, modbydelige tavshed. Elinas forældre er skilt og hendes mors måde for ”terapi” er alkohol. Og det taler Elina aldrig om, ligesom jeg aldrig taler om Mathilde. Hvis nogen nævner noget om Elinas mor, bare én dum kommentar, så flipper hun helt ud. Det skete engang i skolen. Mads og Elina diskuterede noget om en svær ligning og pludselig sagde Mads: ”Hold nu din kæft! Du er ikke en skid klogere end din fordrukne mor!” Elinas ansigt blev hurtigt ildrødt og hun trak vejret i hurtige, anstrængte stød, og som en bombe eksploderede hun! Hun farede i hovedet på ham og han fik en ordentlig gang bank, før læreren som Alberte havde hentet, kom farende og fik revet Elina væk fra Mads. Det endte med at han forstuvede armen og brækkede næsen, og hans krop var spættet af blå mærker. Elina var nær røget ud af skolen, men slap med en måneds bortvisning.
Men trods alt det med hendes mor, er hun stærk. Psykisk og fysisk. Som et skjold. Det har jeg også lært at gennem mig bag. Men det er kun fordi det er nødvendigt.

De slidte, lidt for store, koksgrå jeans og den forvaskede, lyseblå sweatshirt bliver byttet ud med en af Elinas kjoler, en sort blondekjole, som har en ekstra dyb udskæring i ryggen. Den følger min slanke talje og stopper lige over knæet. Det lange røde hår, som er trukket tilbage i en hestehale, slår jeg ud, og det føjer sig om mine nakke og skuldre og jeg lader en hånd glide langsomt igennem det. Jeg studerer mig selv i spejlet, drejer lidt frem og tilbage. Jeg må bide mig i læben for ikke at smile.
”Er det ikke lidt for meget?” siger jeg, men kan godt selv hører at det ikke er særlig overbevisende.
”Hold nu op! Du er jo vild med den!” siger Elina grinende og hun kaster legende med sit gyldne hår.
”Nejmen… Jo jeg er så!” Jeg ler sammen med hende og omfavner hende. Det her troede jeg aldrig ville komme til at ske. Jeg troede aldrig jeg skulle føle mig normal igen og et øjeblik føler jeg at det er helt okay – at jeg har lov til at nyde det. Og jeg nyder at hun ikke ved noget. Hun ved ikke hvor forfærdeligt et menneske jeg er. Hun kender intet til den grufulde ting jeg har gjort.
Jeg tager mig selv i at smile. Et fuldkommet ægte smil. Ikke som dem jeg tvinger frem, for at skjule hvor oprevet jeg er – hvor slidt jeg føler mig. Ikke et af dem, som dækker over det monster jeg er. Nej. Dette er et ægte smil. Et let et, som lige når at vise at jeg faktisk har smilehuller. Det er et stort, bredt, smilehulssmil. Et smil som jeg kun brugte før i tiden.

Jeg fortryder at jeg sagde ja, lige i det øjeblik vi står udenfor Johans dør og Elina ringer på. Jeg føler mig skidt tilpas, mine håndflader begynder at blive fugtige og min mave er urolig. Jeg skulle ikke have sagt ja, jeg passer jo ikke ind her! Jeg kigger på det overdådige, hvide hus og ryster på hovedet. Og jeg har ikke lov til at nyde det. Når Matilde ikke kan, så har jeg i hvert fald ikke lov.

Jeg bliver revet ud af mine tanker, da døren går op. Det er Johan der åbner. Jeg kan se at han prøver ikke at vise hvor overrasket han er for at se mig, og hans øjne løber hurtigt hen over kjolen, ned langs min krop. Elina har ikke lagt mærke til hans forundring, så hun råber ”heeeeej,” krammer ham hurtigt og forsvinder så ind i huset. Tavsheden ligger sig tungt mellem os. Det eneste der bryder stilheden er den høje musik indefra huset. Jeg har ingen idé om hvad jeg skal sige, og min hals er så tør at det nok slet ikke er muligt, hvis jeg ville. Men endelig rømmer Johan sig.
”Øhm… jeg er glad for at du kom” siger han og smiler et lille, skævt og fortryllende smukt smil. Og han tilføjer: ”Du ser godt ud.”
Med ét strømmer blodet op i mine kinder. Men jeg møder hans glødende, smaragd grønne øjne og jeg kan ikke lade værd med at smile. Jeg får fremstammet et ”Tak”. Pludselig tager han min hånd og siger med et bredt smil: ”Kom! Jeg viser dig rundt!” og inden jeg når at svarer trækker han mig med ind i gangen. Jeg hænger hurtigt den røde frakke op på knagerækken, smider skoene og tager ham igen i hånden. Han smiler til mig og trækker mig videre rundt i huset. Jeg betragter han kulsorte hår, som pjusket stritter lidt ud til alle sider. Og en varme fra hans hånd som holder fat i min, breder sig ud i min krop, og forvandler sig til et smil.
Vi går fra gangen og ind i stuen, hvor en gruppe sidder og griner i sofaen. To af dem er Silke og Natali fra klassen, som, som sædvanlig udveksler noget af det nyeste sladder. De andre i sofaen genkender jeg ikke. Foran de store højtalere, står en masse og danser vildt, og jeg kan se at der allerede er nogle af dem der er blevet fulde.
Johan viser mig hvor toilettet er, og vi går gennem køkkenet, og op ad trappen. For enden ad trappen er der en smal gang med 2 døre på venstre side og 3 på højre. Jeg følger Johan hen til den bagerste dør. Han åbner døren og siger: ”Damerne først,” og et genert smil breder sig over mine læber. Værelset er stort og hvis jeg skal beskrive det med ét ord, må det være ’overdådigt’. En stor dobbeltseng, en mørkeblå fatboy, et langt, stilfuldt skrivebord med mørk glasplade… Intet mangler, rummet udstråler ”Jaja, vi har så mange penge, at vi bare fylder vores rum op med megadyre ting!”.
Det eneste jeg kan sige er: ”Wauw..” og jeg kan fornemme at min mund står let åben.
”Jeg ved det. Det er lidt for meget… men det er min mor der har bestemt hvilke møbler jeg skulle have. Jeg ville allerhelst have et lille, hyggeligt, rodet værelse,” hans fortryllende latter fylder det store rum og han kigger på mig, dybt i øjnene.
”Du er virkelig smuk i dag, Marie.” igen skyller farven op i mine kinder, men jeg smiler til ham og han tilføjer: ”også i dag,” han ser helt afslappet ud, og det smitter af på mig. Trods den flirtende kommentar, er jeg afslappet. Og et kort øjeblik er jeg så rolig og føler mig så normal, at jeg er lige ved at kysse ham.
”Hvis du får brug for en pause for larmen, må du gerne være heroppe,” siger han og vi går nedenunder, ned til festen.
Elina fester allerede godt igennem da jeg kommer ned for enden af trappen. Hun står omkring en masse drenge og da hun får øje på mig, vinker hun ivrigt og zig-zagger sig hurtigt forbi menneskemængden og kommer hen til mig, tager min hånd og slæber mig med tilbage til dér hvor hun stod før. Hun præsenterer mig for alle drengene, men jeg når kun at fange navnene Mathias og Jakob. Jakob tilbyder mig en øl og jeg takker ja.

Vi har kun været til festen i et par timer, men mange er allerede plørefulde. De råber højt og danser vildt. Larmen overvælder mig, slynger sig om mig og mit hoved dunker. Jeg har ikke drukket så meget, men jeg er ikke vandt til så mange mennesker omkring mig, så jeg vælger at søger tilflugt på Johans værelse. Jeg går fra stuen, forbi gangen hvor jeg ser ud af den åbne hoveddør, at en pige med en lidt for kort pink kjole, brækker sig i hækken og jamre højlydt. Jeg skynder mig forbi menneskerne og løber op af trappen, hen ad gangen og ind på Johans værelse og lukker døren bag mig. Jeg hiver efter vejret, efter den pludselige løbetur op af trappen. Jeg går hen til hans seng og smider mig ned i de bløde dyner og ser op i loftet. Hvad er det? Det ligner at der står noget oppe i loftet, men jeg kan ikke se hvad det er. Pludselig går døren ud til gangen, stille op. Lyset ude fra gangen skinner ind i det store, halvmørke værelse. Skikkelsen lukker døren bag sig, og går næsten lydløst hen til sengen.
”Hej…” hvisker han da han når hen til sengen.
”Hej,” hvisker jeg tilbage. Jeg kan hører at det er Johan.
”Jeg håbede jeg kunne finde dig her. Jeg var bange for at du allerede var taget hjem,” han ligger sig i sengen, ved siden af mig, så vores hoveder er i samme ende. Han tilføjer: ”Hvad kigger du på?” han kigger op i loftet, og drejer så hovedet og kigger afventende på mig.
”Står der noget i loftet?” Jeg kigger godt efter det mørke, som ligner bogstaver og vender så hovedet mod Johan. Selvom værelset er halvmørkt, kan jeg se ham. Hans grønne øjne skinner, lyser nærmest, og hans skæve smil smitter af på mig.
"Ja det gør der.” siger han og fortsætter:
”Håb er ikke optimisme, det er heller ikke en overbevisning om, at alt nok skal gå godt. Det er derimod visheden om, at der er en mening med tingene - uanset hvordan det går." Han kan citatet uden ad og kigger ikke op i loftet en eneste gang, kun dybt ind i mine øjne. Og pludselig er de fyldt med tårer. Mit blik bliver sløret.
Den nat alt det forfærdelige, modbydelige og utilgivelige skete… det står lysklart i mine tanker. ”.. der er en mening med tingene - uanset hvordan det går ” tænker jeg. Hvert et ord – nærmere råb – fra DEN NAT, fylder mit hoved. Og tårerene vælter frem. Jeg ligger mig om på siden, hen mod Johan, og græder lydløst. Jeg har aldrig vist min sorg, til andre end mine forældre. Johan tager min ene hånd. Med den frie hånd, fejer han blidt tåre efter tårer væk fra min kind. Jeg skubber mig helt ind til ham og han vugger mig forsigtigt. Hans varme, slanke, men muskuløse krop får mig langsomt til at slappe af. Jeg mumler et stille ”Tak,” og han fortsætter med at vugger mig blidt, og stryger forsigtig sin hånd over min kind. Til sidst bliver natten langsomt sort og stilheden ligger sig over det overdådige, hvide hus.

(Dette afsnit skulle stå med kursiv!!:)
Stemningen mellem os da vi sidder i toget, er tæt på at føles… Eksplosivt. Det må være ordet. Mathilde smider fødderne op på det smalle, beskidte togbord, som er i mellem os, og hun vipper arrigt med den ene fod. Hendes blik føles som knive, der borer sig dybt ind i min krop. Hun holder længe blikket fast, for at understrege at hun er tosset over den måde jeg opfører mig på. Men jeg er fuldstændig, bedøvede ligeglad. Vreden bobler, nej koger i mig! Hele aftenen har de visket sukkersøde ord i hinandens ører, flettet fingre hele tiden, og ivrigt kysset før, efter og i forlystelserne! Matilde har ikke så meget som skænket mig et blik. Og så mener hun at det er MIG det er noget galt med! Jeg opdager at jeg skærer tænder og mit åndedrag er tungt og hurtigt, så jeg tager en dyb indånding, og synker længere ned i det hårde sæde. Og endelig standser toget ved vores station. Mathilde svinger sin dyre louis vuitton taske, som hun har fået af Kasper, over skulderen og går med hastige skridt ud af toget og hjemad. Jeg gider ikke engang prøve at følge hende, så jeg sakker langsom bagud. Og til sidst går jeg alene langs den smalle cykelsti. Et grumset gult lys falder pletvis på stien, fra hver af de spredte gadelygter. Jeg sparker hårdt til en sten, som ligger på stien. Ser den triller ned langs skrænten, og ned i den smalle å, med et svagt plask. Jeg borer mine negle ind i mine håndflader, for ikke at skrige af ophidselse og ren vrede. Og da jeg når helt hen til vores lille, grå hus, er der allerede tændt lys i næsten alle rum. Jeg sparker havelågen i bag mig, og går op langs den korte, flisebelagte sti og ind af hoveddøren. Jeg river de lyseblå sko af og hænger vinterjakken op på knagen. Jeg skal lige til at stille den brune lædertaske fra mig, da jeg ser den pinke bamse, med det godmodige, stive smil. Den bamse som Kasper vandt i Tivoliet og gav til mig, og efterfølgende gav han Mathilde et stort kys, og omfavnede han hende, træk hende ind til sig… Og med ét pumper vreden igen, igennem hele min krop, og i det samme kommer Mathilde ud i gangen, hun tramper hårdt i gulvet og hiver ophidset efter vejret og river mig ud af mine tanker.
”Okaj. Nu kan jeg ikke klarer det mere! Hvad fanden går der af dig, Marie?” Mathildes blik flakker rundt i rummet, uden at søge noget bestemt. Jeg lukker øjnene, gør alt for at modstå fristelsen. Håber at hun bare vil stoppe, give op, lade det ligge. Men nej.
”Jeg mener det fandeme Marie! Hver gang Kasper er på besøg, eller er med os et sted… Så kan jeg slet ikke kende dig mere! Du er så… så fyldt med had,” Med ét retter hun blikket direkte mod mine grønne øjne. Jeg lukker øjnene igen, og hvisker igen og igen: ”Vær sød at… stoppe… Vær sød at… stoppe… stop.” samtidig med at jeg trækker vejret dybt. Fristelsen skriger inde i mit hoved. Som et lille, ynkeligt barn der vil have slik. Og jeg er tættere og tættere på at give efter for den. Og da Mathilde bliver ved… Er der ingen vej tilbage:
”Svar mig så! Jeg kan ikke klare at du opfører dig sådan mere!” hendes stemme er skinger, og hende øjne lyser af vrede.
”Mig?” min stemme er skarp og jeg kigger hende dybt ind i øjnene. Hele min krop dirrer af vrede. ”Du vil have svar fra mig… Jeg opfører mig dårligt?!”
”Ja, det er fandeme dig der opfører dig dårligt!” skriger hun.
Jeg kan ikke klare mere, jeg mister kontrollen. Som om jeg var hypnotiseret styrter jeg gennem gangen, ud i bryggerset, og ud gennem døre ud til fars værksted, og griber den nærmeste ting, næsten uden at jeg ligger mærke til den. Det eneste jeg mærker, er en tung, aflang og kold metalting i min hånd. Jeg løber ud af døren, ud på stien og da jeg når skoven, sænker jeg farten. Pludselig opdager jeg at Mathilde er lige bag mig. Hun griber fat i min arm, og hiver hårdt i den.
”Du skal fandeme ikke stikke af! Svar mig så!!” hun holder stadig stramt om min arm.
Og så sker det. Det jeg kæmpede imod, sker. Fristelsen springer på mig, bider fast i mig. Og jeg overgiver mig til den. Og med ét svinger jeg armen, rammer Mathilde hårdt på siden af hovedet med den hårde, kolde ting. Hun svajer, og falder til jorden med et hårdt bump.
”Nu skal jeg sige dig en ting. Nej. Mange ting, dit heldige svin. Det er ikke mig der er noget i vejen med. Hvis du dog bare… bare en enkelt gang, åbnede dine øjne, ville du kunne se at DU er problemet! Al din tid, og al din opmærksomhed bruger du på Kasper!” min stemme er hård og klar, men mine øjne er slørede af tårer. Jeg blinker dem irriteret væk. Ude af kontrol, sparker jeg hende hårdt i maven og hun stønner og hoster voldsomt. Men jeg fortsætter:
”Jeg hader dig. Hader dig!! Jeg har, og vil altid bare være ’hende som alle syntes ligner dig’! Men jeg vil ikke ligne dig! Jeg vil VÆRE dig! Jeg vil være smuk ligesom dig, klog ligesom dig, elsket ligesom dig…” Tårerne vælter frem, og triller ned af mine kinder. Jeg sparker hårdt til hendes forsvarsløse krop igen, og fortsætter:
”Du har en million venner og veninder, en gudeskøn kæreste, et udseende man ville dræbe for at få… og forældre der forguder dig.” min stemme knækker over da jeg nævner vores forældre, og mine ben ryster. Jeg tager en dyb vejrtrækning, løfter begge arme op over hovedet. Strammer grebet om den aflange metalting. Og med al kraft, svinger jeg tingen. Hårdt, og præcist, lige ind i siden på hendes hoved. Igennem hendes hoved. Og først nu ser jeg det. Det der er sket. Som er slør, der bliver fjernet fra mit blik. Mathildes krop ligger livløst på siden, i den bløde skovbund, som er dækket af brune, visne blade. Men langsomt bliver de brune blade røde. En mørkerød farve. Blod. Blod som strømmer fra Mathildes hoved. Og den aflange, kolde, tunge metalting… den som sidder inde i siden på Mathildes hoved, det er et koben. Et gys går gennem min krop og jeg ryster over det hele, da jeg ser at mine hænder holder stram fast, for enden af det og jeg slipper hurtigt taget. Mine ben svajer og giver pludselig efter. Jeg lander på knæerne i den bløde bund. Hjælpeløst tager jeg blidt fat i Mathildes hoved.
”Nej… Det var ikke med vilje… jeg ville ikke gøre dig noget. Det ved du godt. Men du pressede på, jeg gav efter…” mit syn er slørret og jeg ryster chokeret på hovedet. Men med ét rammer det mig, som et lyn der slår ned: Ingen må opdage det her. Aldrig. Aldrig nogensinde.
Jeg rejser mig op og ser mig omkring, sikre mig at der ikke er nogen der har set alt det der lige er sket. Og det er der ikke. Jeg tager mig selv i at sukke lettet.
Men jeg må finde et sted jeg kan gemme hende, uden at nogen ser at jeg flytter hende og uden at nogen, nogensinde vil finde hende. Og så kommer jeg i tanke om det. Da vi var yngre, - meget yngre, – plejede vi at løbe ind i skoven, og gemme os i den hule vi selv havde lavet. Hulen havde en skjult indgang, som kun Mathilde og jeg kunne finde. Og den er ikke så langt væk. Jeg vil i hvert fald være i stand til at slæbe hende derhen til. Jeg rykker hende lidt ind til siden, og dækker hendes livløse krop til med nogle blade og sætter i løb. Jeg løber så hurtigt at mine ben ryster og mine lunger brænder, da jeg når ind i huset. Jeg løber videre ud i køkkenet, finder hurtigt rullen med sorte sække, og det brede brune tape, og så løber jeg – nej. Spæner! – tilbage til Mathilde. Jeg hiver to poser af rullen, og hiver den ene op omkring hendes ben, så den når hende lige til hofterne. Men jeg går i stå, stivner… lige da jeg skal til at tage den anden pose over hendes hoved. Da jeg ser kobenet, som stadig sidder inde i siden på hendes hoved. Men jeg niver mig selv hårdt i armen og klemmer læberne samme for ikke at skrige. Med en hurtig bevægelse griber jeg at i kobenet og hiver det ud af Mathildes hoved. Den ende som før sad i hendes hoved, er blødrød og en lille luns kød, hænger dinglende derfra. Jeg lukker øjnene, trækker vejret dybt, og koncentrerer mig om ikke at flippe ud og miste kontrollen. For så kan jeg måske komme til at gøre noget dumt. Jeg ligger forsigtig kobenet på jorden, skjult bag et stort træ, og retter så min opmærksomhed mod Mathilde. Jeg tager den sorte pose, og putter langsomt hendes hoved, arme og overkrop i den. Jeg tager den brune tape og taper det stykke hvor posernes ender mødes og langs hendes krop, fra hoved og ned træerne, godt sammen. Jeg sikrer mig at poserne ikke går fra hinanden, når jeg skal flytte hende. Og da tapen næsten er brugt helt op, er det tapet godt nok sammen.

Det bløde morgenlys står ind gennem vinduet, og en smal stribe oplyser mit ansigt. Jeg blinker søvnigt med øjnene, og nyder den søde duft af Johans parfume fra den store dyne. Jeg hører at døren går stille op, så jeg kigger hen imod den og ser Johans smukke ansigt titter frem.
”Vækkede jeg dig?” spørg han stille.
”Nej. Nej, jeg er lige vågnet,” jeg smiler til ham, og får et smukt, kridhvidt smil tilbage. Han går ind, lukker døren bag sig, og lister hen til sengen og ligger sig tilrette ved siden af mig. Han vender sig om på siden, og kigger på mig. Hans øjne løber fra ét punkt, til et andet punkt i mit ansigt. Han stryger blidt en tot af mit røde hår om bag mit øre.
”Har du sovet godt?”
”Jeg har sovet vidunderligt. Hvad med dig?” jeg fanger den hånd som lige har rørt mit ansigt, og fletter mine fingre ind mellem hans.
”Jeg har ikke sovet så meget… der var ret mange der var meget fulde,” et skævt smil breder sig over hans læber. Jeg kysser hans hånd og søger igen hans blide øjne.
”Skal vi så ikke ligge os til at sove igen?” spørger jeg og giver hans hånd endnu et kys. Han nikker og kysse min hånd igen. Jeg vender mig om på siden, og han ligger sig tæt bag mig, med armen om mig. Jeg vender hovedet og kysser ham, og jeg lader igen mine fingre flette sig mellem hans. Jeg mærker hans varme, betryggende ånde mod min nakke, som bliver langsommere og langsommere. Jeg nyder hans nærhed og tryghed. Men jeg kommer langsomt i tanke om det der skete i går aftes og begynder at græde igen. Langsomme tårer falder over min næse og kind. Hvis jeg ikke havde været så grådig… så misundelig… så havde jeg min storesøster, en familie som fungerede og… Johan. Johan, som jeg ville have lov til at nyde og elske, uden at jeg behøvede at bekymrer mig om, at han aldrig må få mit rigtige, grufulde og mørke jeg at se. Hvis jeg dog bare havde modstået fristelsen…

(Dette afsnit skulle stå med kursiv!!:)
På en helt almindelig dag, ville det aldrig have lykkes mig at løfte hende. Men adrenalinen pumper gennem min krop, mine årer og giver mig umenneskelige kræfter. Jeg tager fat om hendes talje og lår og begynder at gå. Langsomt og sikkert går jeg gennem skoven, og kigger mig hele tiden over skulderen, sikrer mig at der ikke er nogen der ser mig. Den mudrede jord og de bløde, visne blade, giver efter for mine fødder som synker, hvis jeg står for længe samme sted. Skoven er næsten helt mørk, så jeg koncentrer mig om hvor jeg træder. Endelig genkender jeg stedet. Lige her… Lige her sad vi, mig og Mathilde, og nød et glas saftevand, spiste kiks, og delte hemmeligheder. Men dengang så der helt anderledes ud. Små grønne knopper var ved at springe ud, og blive til farverige blomster, eller store grønne blade. Skovbunden begyndte at leve, fuglene synge… og nu er det, det modsatte. Den dystre stemning kravler ned langs min krop, og får hårene til at rejse sig. Jeg ligger Mathildes krop ned på jorden og går hen til den store hule. Hulen er lavet at kæmpe store sten, med en stor sten som skjuler indgangen. Da vi var små måtte vi begge skubbe på stenen, for at flytte den. Men mine arme er stærke og mit hoved tømt for tanker - indstillet på at få Mathildes døde krop gemt væk. For altid. Jeg skubber den kolde, fugtige sten til siden og løfter Mathilde op og bærer hende ind i hulen. Jeg samler en bunke blade og ligger dem under hendes hoved. Jeg lader forsigtigt mine fingerspidser føle på plasticen, lader dem føle hendes endnu varme ansigt. Hendes kinder, lukkede øjne, hendes næse. Forestiller mig hendes krøllede røde hår, som putter sig ind til hendes nakke. Forestiller mig hendes smil, fortryllende, kridhvidt, legende og hemmelighedsfuldt. Og langsomt fører jeg mine fingre hen på siden af hendes hoved, og jeg mærker fristelsens værk. Jeg tager en dyb indånding og lukker kort øjnene i. Så føler jeg hendes læber, de bløde, røde læber som altid sad sammen med Kaspers. Men det vil de aldrig komme til igen. Jeg bøjer mig ned og kysser hende blidt. Selvom der er plastic i mellem os, kan jeg mærke hendes læber. Jeg hvisker et stille farvel, forlader hulen og skubber stenen tilbage. På vej hjem sikrer jeg mig at alle spor er væk. Jeg dækker bundene med blade der hvor jeg har gået. Jeg samler kobenet op og tager det med hjem. Lyset i huset er stadig tændt. Jeg går ind og lukker døren bag mig. Jeg hænger min jakke op, tjekker at der ikke er noget blod på den. Jeg vasker mine sko og stiller dem på plads, ude i gangen. Jeg tager mit lyserøde nattøj på og sætter mit hår op i en sjusket knold, og da jeg skal til at børste tænder, bliver jeg forskrækket over at se mig selv i spejlet. To mørke, næsten sorte render, understreger de indsunkne, grønne øjne, som er helt matte og sorgfyldte at se på. Munden er der bare. Smiler ikke. Viser ikke sorg. Er der bare… Fuldstændig ligesom resten af min slidte, trætte og slatne krop.
Jeg tænder for det kolde vand, og skyller mit ansigt med det. Et frossent gys, farer gennem mig, men jeg lever lidt op. Jeg børster hurtig og rytmisk mine tænder og går op på mit værelse. Jeg lader min krop synke ned i sengen, og krymper sammen i fosterstilling med dynen helt op til hovedet. Jeg overgiver mig til trætheden, lader de tunge øjenlåg lukke sig i og falder i en dyb, drømmeløs søvn.

Johans varme ånde, rammer min nakke da jeg åbner mine øjne. Jeg smiler for mig selv, da jeg mærker hans hånd i min. Jeg kigger mod vinduet, og ser at der er mørkt udenfor. Vi har sovet hele dagen væk, hånd i hånd. Jeg vender mig forsigtigt i sengen, så jeg kan se hans smukke ansigt. En lille ustyrlig tot af hans pjuskede, sorte hår hænger ned over panden. Han har lange sorte øjenvipper, som stille vibrer. Og den røde mund… De røde læber, som er lidt sprukne efter hans lange søvn, former sig i to blide buer. Jeg giver mig til at kysse hans pande – ikke et punkt bliver efterladt ukysset. Jeg kysser videre ned af hans ene kind, hen over næsen og videre over på den anden kind. Ned til hans let spidse hage og op til hans smukke mund. Jeg kysser ham ømt på læberne og han åbner langsomt øjnene og kysser mig igen. Da vi endelig slipper hinanden, hvisker jeg mod hans øre: ”Vi har sovet hele dagen væk..” og så ler han. En ustoppelig, sprudlende og helt i gennem vidunderlig latter. Og så ler jeg også!

(Dette afsnit skulle stå med kursiv!!:)
Da jeg slår øjnene op, dagen efter, er min krop tung som bly. Og den gør ondt. Både mentalt og fysisk. Mit hoved snurrede rundt, og jeg har svært ved at samle mine tanker. Jeg kan hører at regnen slår hårdt på ruden, de store regndråber løber i lange lige baner ned ad ruden. Det banker stille på døren, og jeg mumler et rustent mhh, og mor stikker hendes hoved ind.
”Må jeg komme ind?” spørger hun og smiler forsigtigt. Endnu et mhh. Hun lukker stille døren bag sig og lister hen til min seng og sætter sig på kanten. Hun stryger hånden over dynen, over mine ben.
”Hvor er Mathilde?” spørger hun så. Jeg koncentrerer mig om at rynke øjenbrynene sammen, som om jeg tænker.
”Hun sagde at hun ville tage hjem til Kasper. Jeg var gået i seng da hun kiggede ind og sagde at hun tog hjem til ham. Jeg hørte hende smække hoveddøren” halvt sandt – halvt løgn. Hun nikker anerkendende, og mumler et ”okay”. Et kort smil viser sig og hun lister ud af rummet. Jeg drejer om på siden og tavsheden begynder at trille ned af mine kinder. Camoufleret som små, salte tårer…
Den dag kom mor ind til mig igen, om eftermiddagen. Hun sagde at Kasper havde ringet til hende for at hører om hun havde set Mathilde, fordi de havde lavet en aftale, men hun var aldrig dukket op. Hun spurgte mig om jeg var helt sikker på at Mathilde havde sagt at hun ville tage hjem til ham. Jeg nikkede og sagde overbevisende: ”Hvorfor skulle hun ellers sige det?”. Hun mumlede et ”Nårh ja,” og sagde at Kasper bare havde lydt meget overrasket. Jeg prøvede at overbevise hende om at hun nok bare havde skiftet mening, og var taget hjem til en veninde. Så nikkede hun, og kiggede på mig med et tomt udtryk. Og så gik hun. Bekymringen vældede ud af hende.
Jeg kan ikke huske så meget fra de efterfølgende dage. Da det gik op for mor og far at Mathilde var forsvundet, sådan for alvor forsvundet, gik de begge helt ned. Et mørkt og tungt slør af vrede, sorg og fortvivlelse lå over os, som en usynlig kappe. Politiet ville ikke lede efter hende. ”Det kan jo være at hun bare er stukket af” sagde de. Og til sidst, da de endelig ville begynde at lede efter hende, sagde min mor nej. Jeg kunne se udmattelsen i hendes øjne. Hun kunne ikke bære at skulle vide hvad der var sket med hende. De frygtelige ting, som hun forestillede sig at der kunne være sket med hende… dem ville hun for alt i verden ikke have bekræftet.
Jeg kunne ikke andet end at græde. Jeg lukkede mig inde, væk fra alt. Men jeg græd ikke fordi jeg var ked af at jeg havde mistet Mathilde. Jeg græd fordi jeg så deres ansigter. Så deres åbenlyse sorg. Og håbet. Jeg har altid gerne ville være deres favorit barn, deres nummer 1, præmien de viste frem og kvidrede om til alle deres venner, men den plads tilhører Mathilde. Og det indså jeg nu, at det ville den altid gøre. Savnet og sorgen ville kun opbygge en endnu højere piedestal, som Mathildes ynde og klogskab og store, hvide, perfekte smil ville stråle på toppen af. Mor og far vil kun fortælle endnu mere om hende – den perfekte, pludselig mystisk forsvundne datter. Og de vil altid leve med håbet om at hun vender hjem. Men det gør hun ikke. Aldrig. Hun er død. DØD.
Jeg græd. Græd og græd og græd. Det var frygteligt. Jeg lå i sengen, dag ind – dag ud. Så bare ind i væggen, gennem et slør af tårer. Mens tankerne fik frit løb. En video af alt det der skete den aften blev med at kører, om og om igen. Mit sind fik ingen ro. Men pludselig en dag stoppede de. Tårerne. De var brugt helt op. Og først der kom den rigtige smerte. Tomheden, slog mig. Som et slag med et koben. Et slag igennem hovedet, igennem kraniet. Nu ville jeg ønske at jeg kunne græde. Den her smerte er ikke til at holde ud. Det er som… hvis man poppede popcorn, i en alt, alt for lille pose. Der er ikke plads til det som udvider sig. Ligesom i mit hoved. Hver en tanke vokser – popper op og bliver større. Til sidst vil der ikke være plads. Mit hoved vil springe!
Men det gjorde det ikke. Jeg kunne have gået til psykolog, mor foreslog det også. Men hvad skulle jeg have sagt? ”Ja. Jeg slog min egen søster ihjel.” Så ville psykologen have kigget på mig med et overbærende blik og ikke et sekund havde han troet på mig, og sagt med en voksen tone ”Hvorfor gjorde du så det?” Jeg var misundelig. Pisse misundelig. Jeg ville have at mine forældre skulle elske mig, ligeså meget som de elsker Mathilde. Og jeg ville have hendes kæreste. Mhh… Kasper. Ham ville jeg have. Om min plan har hjulpet? Nej! De elsker Mathilde mere end nogensinde. En hver tanke bliver spildt på hende. Og Kapser? Det ved jeg ikke. Han har vel bare fundet sig en ny dulle…
Nej. Det ville ikke kunne have ladet sig gøre. De ville have troet jeg var sindssyg. Det er jeg måske også?
Men en dag, da jeg lå i min seng og kigge ind i vægen - en ting som næsten var blevet ”normal” for mig – så fik jeg pludselig en indskydelse. Jeg skubbede den varme trygge dyne af min ben og rejste mig. Mangel på mad og motion havde sat sit præg på min tynde, rastløse krop, jeg vaklede usikkert af sted. Og trods den dunkende hovedpine, var én tanke klar. Min indskydelse var, at jeg skulle tænde et lys. Bare ét. Et lille ét. Som kunne berolige mig. Så jeg fandt et lille fyrfadslys, og en pakke tændstikker. Mine hænder rystede da jeg strøg svovlet mod æsken, og en lille flamme kom til syne. Jeg tændte det lille lys, pustede flammen ud på tændstikken og vendte så opmærksomheden mod lyset. Den orange, let bølgende flamme, fik mine hænder til at stoppe med at ryste. Min hjerne til at tie stille. Min krop til at slappe af. Men mit tunge hjerte til at synke. Flammen så næsten blød ud. Og dér. I flammen! Der så jeg hende, Mathilde. Hendes røde krøllede hår, som er magen til mit, var sat op i en stor sjusket knold, hvor små ustyrlige totter stak ud af. Hendes lyseblå øjne skinnede som himlen på en skyfri dag, og de var pyntet med guldfarvet øjenskygge. Og de lange vipper, så endnu længere ud med mascaraen på. Hendes store, flotte rosenrøde læber var formet som et stort smil. Smilet var til mig. Måske er jeg helt tosset, men… Jeg er sikker på at jeg hørte hende sige: ”Jeg er okay. Pas på mor og far. Og dig selv” Og så vinkede hun. Og forsvandt. Jeg sad som forstenet. Prøvede at åbne munden, sige noget. Men lukkede den igen. Hvad var der at sige? Jeg kiggede ned på mine hænder, som lå foldet i skødet. Pillede ved en lille løs lap hud, på siden af tommelfingeren. Så kiggede jeg med flammen og sagde: ”Jeg elsker dig.” Og det var sandt. Er sandt. Jeg elsker hende og det vil jeg altid gøre.
Fra den dag af, tændte jeg et lys hver aften. Jeg snakkede med hende. Jeg ved ikke om jeg sagde det højt, eller om det kun var inde i mit hoved. Men det hjalp. Jeg begyndte at spise lidt igen. Og efter nogle måneder, begyndte jeg lidt i skole igen. Men alt var forandret. Alle vendte sig væk når jeg gik forbi dem på gangen. De hviskede, pegede, bag mig ryg. Og ingen kiggede mig i øjnene. Jeg begyndte at gå med det store tøj. Det gav mig en følelse af tryghed. Jeg kunne gemme mig bag hætten, når jeg havde brug for det. Og ingen gav mig opmærksomhed. Lagde ikke rigtig mærke til mig.
Det var her mine forældre valgte at vi skulle flytte. Jeg var ligeglad. Makkede bare ret. Vi flyttede ind i et lille rødt murstenshus, på en smal ligegyldig vej, som ligger i en endnu mere ligegyldig by. Men det var her jeg fandt Elina. Jeg kan faktisk ikke huske hvordan vi begyndte at snakke. Jeg tror faktisk slet ikke at vi snakkede. Det var det vi begge havde brug for. At dele tavsheden. Vi havde begge respekt for de svære situationer vi var i, spurgte ikke ind til det. I starten skulle jeg vende mig til at have en veninde som hende. Jeg var vant til overklasse tøser, med tætsiddende, figursyet tøj, som altid konkurrerede om de lækre, uopnåelige drenge. Elina var det stikmodsatte! Hendes tøj lignede mit – Store hætte-trygheds-trøjer og grimme og alt for store jeans, og med håret sat i en tilfældig hestehale. Og det var derfor jeg satte så stor pris på vores venskab. Hun kunne se på mig når hun ikke skulle spørge ind til det med Mathilde, og omvendt så vidste jeg hvornår jeg ikke skulle snakke om hendes familie. Vi forstod hinandens smerte. Vi lignede hinanden. Ligner.
Jeg har ikke andre venner end hende. De andre i klassen, ved ikke at jeg eksisterer. Jeg passer bare min skole og lader dem være. Jeg har lært at det er nemmere ikke at knytte venskaber, og få nogle forhold til folk. Det er meget nemmere at skjule sine hemmeligheder. Så det er det jeg gør. Gjorde. Indtil den fest…

Jeg vågner søndag morgen klokken halv otte. Varmen fra Johans muskuløse krop, får mig egen krop til at summe og leve. Jeg har ikke lyst til at tage hjem. Jeg har ikke lyst til at det skal blive hverdag igen. Jeg vil leve en endeløs weekend med Johan og hans blide kys, og omsorgsfulde blik som får det til at prikke i mine egne øjne. Jeg har ikke lyst til at slippe trygheden. Det tog resten af skolen en kvart dag at fordømme mig, stemple mig som en særling. Men ikke Johan. Har han set at den gamle mig, stadig var herinde i min slidte krop? Fra fredag aften og til nu, har han givet mig kærlighed. Og først nu kommer jeg i tanke om alle de gange han forsigtigt har skulet over mod mig i timerne… men det er jo kun fordi at han ikke kender mig. Jo, han kender mit udseende. Men ikke mig. Ikke den mørke side. Hende inde i kroppen. Hende som slet ikke har fortjent én time, ét minut, ét sekund af det Johan har givet mig!
Jeg skubber forsigtigt dynen til siden og slipper Johans hånd. Jeg går hen til hans skrivebord og finder noget papir og en blyant og begynder at skrive. Det er en sang. En sang som beskriver den her situation jeg er i. Den tvivl som vokser i min krop. Jeg skriver og skriver, og beder til at Johan ikke vågner. Mens jeg skriver teksten ned, hører jeg Rihannas bløde, sorgfulde stemme inde i mit hoved. Og tårerne falder langsomt ned af mine kinder, og giver papiret pletter. En uro breder sig i min mave, og mine hænder ryster let. Mit åndedræt bliver hårdere og hårdere, og jeg bliver nødt til at stoppe med at skrive, og nive mig i armen, for at tage mig sammen. En lidt for høj lyd kan vække Johan. Jeg tager tre dybe vejrtrækninger og fortsætter med at skrive. Da jeg endelig er færdig med at skrive teksten, kigger jeg på det. Hver en sætning gør ondt at læse. Jeg har virkelig ikke lyst til at gøre det her. Men der er ikke nogen udvej. På papiret tilføjer jeg: ”Du fortjener alt godt i verden. Og det er ikke mig. Men jeg vil altid være dig taknemmelig for at have vist mig hvad ’alt godt i verden’ er. Det har du givet mig i de her tre, alt for korte dage. Lov mig at du passer godt på dig selv. Og at du finder en der fortjener dig. Jeg elsker dig. Alt, alt for højt. Kys Marie.” Jeg folder brevet og skriver ”SØDE, DEJLIGE JOHAN..” på forsiden, og ligger det på puden ved siden af Johan. Jeg kysser forsigtigt hans røde, bløde, kærlige læber en sidste gang. En lille tårer triller ned af min kind og lander på hans læber. Jeg mumler et halv kvalt ”farvel..” og forlader hans værelse.
Jeg lister gennem hans hus og ud af hoveddøren.
Johans hus ligger tre gader fra mit hus. Og jeg løb hele vejen hjem. Hvad mon folkene der så mig, havde tænkt? Jeg havde sovet i noget af Johans tøj. Nogle mørkegrå sweatpants, som jeg måtte holde i kanten af, for at de ikke skulle ryge ned og en mørkeblå T-shirt, som også var for stor. Og så havde jeg den sorte blondekjole i hånden. Det syrede i mine ben. Fra skinnebenene og op til lårene. Det rev i mine lunger og jeg fik en blodsmag i munden. Jeg løb og løb, men tårerne trillede ned af mine kinder.
Endelig nåede jeg hjem. Ingen bil. Mor og far kørte til Jylland fredag eftermiddag, og de kommer først hjem mandag aften. Det skulle besøge nogle venner.
Med rystende ben og usikre skridt går jeg fra indkørselen og hen til døren. Mine hænder har svært ved at lystre og fumler med nøglen, men det lykkedes mig at låse døren op. Jeg vakler ind i gangen og smider overtøjet og blondekjolen på en stol. Jeg lukker ikke døren, går bare målrettet op ad trappen og ind på mit værelse. Jeg tager en læbestift. Nej, ikke bare en læbestift. En blodrød én. Jeg river låget af og skruer den op. Fører den hen til spejlet og begynder at skrive. ”Jeg er forfærdelig. Et modbydeligt menneske, et monster med en pilrådden sjæl. Jeg er en ubrugelig, møgled bitch, som ikke fortjener at leve. Take care” Intet punktum til sidst. En ekstra detalje. En understregelse af ”jeg er skideligeglad.” Jeg tager et sidste kig på spejlet som er indrammet af en sort lak ramme, med lyserød skrift. Små beskeder og citater fra de venner jeg engang havde. Og så begynder de igen. ”De fandens tårer!!” skriger jeg og blinker dem arrigt væk. Jeg går ud på gangen og ind på badeværelset. Jeg tænder for vandet i karbadet. Jeg elskede at bade i karbad med Mathilde da jeg var lille. Det gjorde vi altid. Fyldte karbadet med dejligt varmt vand, og en kæmpestor sjat sæbe, som blev til snehvidt skum, som vi smurte i ansigtet og legede julemænd med. Lige indtil jeg kom til at tisse i vandet og Mathilde blev møgsur på mig, og forlod karbadet.
Jeg går ned i køkkenet mens vandet løber. Jeg laver en kop af min ynglings kakao, som jeg altid plejer at drikke sammen med Elina. Jeg tager koppen og går op til badeværelset igen. Jeg stiller den ved vasken og åbner skuffen i den store trækommode. Jeg tager en helt ny. Jeg tror at de er bedst. Jeg piller plasticen af og ligger den på kanten at badekaret. I skabet over vasken finder jeg bøtten med pillerne. Nogle siger at det gør ondt med den metode.. men jeg vil være helt sikker. Jeg hælder dem ud i hånden og begynder at sluge dem. 2 piller og 1 mundfuld vand, 2 piller og 1 mundfuld vand. Og til sidst er glasset tømt. Jeg klæder mig af. Ligger Johans store, og bløde tøj sammen. Jeg lukker øjnene et øjeblik. Fylder mine næsebor med hans sødlige lugt, og forestiller mig hans bløde læber mod mine. Jeg ligger hans tøj på kommoden. Jeg tager mit undertøj af og stikker fødderne ned i badet, og sætter mig så helt ned. Det varme vand beroliger min krop og mit sind. Jeg tager tre dybe indåndinger og lukker alle tanker ude. Så tager jeg den. Barberskraberen. Endnu en indånding. Så vender jeg armen, så håndryggen vender nedad. Jeg fører den hen til mit håndled, og presser den forsigtigt nedad. Blodet løbet stille ned af mit håndled og drypper ned i vandet som bliver mere og mere rødt. Jeg fører den igen hen over håndleddet og gentager den sammen bevægelse…

Jeg hører at der er en dør som bliver lukket. Hoveddøren? Jeg blinker søvnigt med øjnene, og drejer mig om på siden for at se på hende… Men hun er væk? Jeg sætter mig op i sengen, og kigger rundt i værelset. Nej. Hun er væk! ”Marie? Marie!” Hun ville ikke bare gå på den måde… Vel? Så ser jeg sedlen på puden. ”SØDE, DEJLIGE JOHAN” står der. Jeg smiler for mig selv, og ser hendes smukke ansigt, med munden som smiler stort, for mig. Jeg åbner det og begynder at læse. Men hvorfor har hun skrevet det her? Noget er helt galt. Det er jeg sikker på!
”
Everywhere is still
everything is restless in my heart
i hate the way this feels
suddenly i'm scared to be apart
the days are dark when you're not around
the air is getting hard to breathe
i wish that you would just put me down
i wish that i could go to sleep

loving you is suicide
i don't know should go or should i stay
i'm tryna to keep myself alive
knowing there's a chance it's all too late
but i heard you say you love me
that's the part i can't forget
and i wish that you come save me
cos i'm standing over the edge

i should let you go
tell myself the things i need to hear
but my brain is wired wrong
that's why i'm loving you when you're not here
feels like i drown in your every word
and every breath that's in between
somehow you got me where it really hurts
it's killing every part of me

loving you is suicide
i don't know should go or should i stay
i'm tryna to keep myself alive
knowing there's a chance it's all too late
but i heard you say you love me
that's the part i can't forget
and i wish that you come save me
boy cos i'm standing over the edge

loving you is suicide
and my world's about to break
and i... had as much as i can take
and love is a long way down

loving you is suicide
and it's getting harder everyday
i'm tryna to keep myself alive
knowing there's a chance it's all too late
and i'm way past every moment
but i'm still determined to fight
and i know it's taking all my strength
to give emotions alive
loving you is suicide
Rihanna.

Du fortjener alt godt i verden. Og det er ikke mig. Men jeg vil altid være dig taknemmelig for at have vist mig hvad ’alt godt i verden’ er. Det har du givet mig i de her tre, alt for korte dage. Lov mig at du passer godt på dig selv. Og at du finder en der fortjener dig. Jeg elsker dig. Alt, alt for højt. Kys Marie.”
En følelse bredte sig i min krop. En fornemmelse. En fornemmelse af at noget er fuldstændig galt. Hvorfor skriver hun det her? Jeg sparker dynen af, skynder mig at tage tøj på, og løber gennem huset, låser døren og springer op på cykelen og spurter af sted. Jeg er sikker på at der er noget galt!
Jeg er kørt forbi Maries hus nogle gange, når jeg modvilligt er blevet slæbt med ud at handle. Så jeg ved at hun bor tre gader henne, i et lille rødt hus. Og jeg nåede derhen, på ingen tid. Jeg tror aldrig jeg har cyklet så stærkt før, i hele mit liv. Jeg lagde næsten ikke mærke til min hurtige vejrtrækning. Jeg vidste bare at et hvert sekund talte. Jeg nåede kun lige ind i deres indkørsel, da jeg sprang af cykelen og løb op mod huset. Døren står åben. Jeg løber ind, råber hendes navn. Igen, og igen. Angsten kravler hen over min hud og giver mig gåsehud. Intet svar. Jeg løber gennem huset. Kigger i gangen, køkkenet, stuen og det lille smalle toilet. Intet. Jeg springer op ad trappen. Råber hendes navn. Skriger hendes navn. Jeg ser ind på et værelse. Jeg tror det er hendes. Jeg får øje på teksten på spejlet. Og på et halvt sekund, ved jeg at min fornemmelse var rigtig. Jeg havde ret. Jeg drejer om på hælene og løber videre hen ad gangen, løber ind af den næste dør, som står åben. Og pludselig, inde i rummet, stopper jeg. Nej. Min krop stopper. Jeg opfatter det først nogle sekunder senere. Det lange badekar, med Maries spinkle, blege fregnede krop, som ligger i det blodrøde vand. Jeg ser hendes ene arm, som ligger på kanten af karet. Utallige små og store snitsår, hvorfra der langsomt siver blod ud, tømmer hende for liv. Jeg kaster mig over hende. Skynder mig at hive hendes krop op af vandet. Jeg ligger hende på gulvet, og prøver at få kontakt med hende. Ryster let hendes hoved og siger, måske råber: ”Marie! Kan du hører mig? Det er Johan! Svar mig!!” Min stemme knækker over og frustrerede tårer løber fra mine øjne. Jeg griber et håndklæde, river en stimmel af og binder den om hendes overarm, på den snittede arm. Jeg ved ikke om det er det man skal gøre, men jeg tror at man skal stoppe blødningen. Jeg tager min mobil og af lommen og taster hurtigt 112. Mens jeg snakker med damen fra alarmcentralen, kigger jeg på det ansigt som jeg har kigget på i tre dage. Hver gang hun faldte i søvn, kiggede jeg på hendes smukke fregnede ansigt og det røde hår som bølger som havet. Beundrede hendes let åbne mund, som hele tiden trak luft ind, og pustede luft ud, med en svag, beroligende lyd. Jeg løj for hende den første nat, da jeg sagde at jeg ikke havde sovet så meget fordi der var mange der var fulde. Jeg havde ikke sovet særlig meget, fordi jeg betragtede hende. Og ønskede at kysse hendes læber. Presse dem mod mine. Og aldrig lade dem slippe igen. Det ansigt lå nu helt stille på gulvet. Helt ligbleg. Og anderledes. Tomt.
”Er du der? Det er vigtigt at du gør præcis som jeg sige, hører du?” damen i telefonen rev mig ud af mine tanker, tilbage til virkeligheden. Med et snøft, eller et hulk jeg er ikke helt sikker, fik jeg mumlet et ja og hun fortsatte: ”Først skal du stoppe blødningen. Så hun ikke forbløder inden ambulancemændene kommer. Forstår du?” hendes stemme var rolig og fokuseret.
”Det.. Det har jeg gjort.” stammede jeg og trak vejret dybt. ”Hvad så?”
”Kan du se om der er sket andet med hende? Lå hun under vand da du kom? Trækker hun vejret normalt?” jeg klemte mobilen fast mellem mit øre og min skulder, og knælede ned ved siden af Marie. Jeg lagde mit hoved ved hendes bryst, jeg koncentrerede mig om at hører og føle hendes åndedræt. Jo. Dér var det. En forsigtig hævelse af brystkassen. Meget svag, men den var der.
”Hun trækker vejret… Meget svagt, men jeg er sikker på at jeg mærkede hendes brystkasse hæve sig. Og nej. Hun lå ikke under vand. Det… Det mener jeg i hvert fald ikke,” siger jeg hurtigt med let skælvende stemme. Og i det samme hører jeg sirenerne. Jeg takker damen fra alarmcentralen og ligger på. Fra det øjeblik går alting langsomt. Alt omkring mig bliver sløret. Føles ikke virkelig. Alt smelter sammen. Sirenerne, de blå blink, stemmerne, og kroppene smelter sammen, til en omtumlet, uformelig klat inde i mit hoved. En af mændene fra ambulancen kommer hen til mig og beder mig om at sætte mig ned. Han henter et tæppe, som han ligger om mine skuldre. Han ligger forsigtigt sine stærke hænder på mine skuldre og kigger mig i øjnene. Han spørg om mit navn, og spørg om jeg er okay. Ved gud er jeg da ikke okay! Pludselig føler jeg en vrede, som får det til at summe i det yderste af mine fingre. Men jeg nikker, ude af stand til at gøre andet. Jeg prøver at forme ordet, som var det første jeg nogensinde lærte. Men det vil ikke ud. Det bliver kun til en mørk brummende mumlen. Han kigger mildt og overbærrene på mig.
”Okay. Du behøver ikke at sige det. Bare slap af, træk vejret. Lige nu er du i chok over det der er sket.” jeg nikker.
De andre ambulancefolk går frem og tilbage mellem Marie og ned til ambulancen. Nogle småløb. Jeg hører en af dem sige: ”Hun har formentlig også taget de her piller. Glasset er tømt!”
Hvordan skal jeg prøve at slappe, når hver en muskel er spændt, og får min krop til at ryste. Og når de folk hele tiden går frem og tilbage, og forvirrer mit blik og min hjerne. Som en bølge i havet, skyller trætheden ind over mig. Med trætte, matte øjne ser jeg at de ligger Maries slappe krop op på en båre og forsvinde ned af trappen. Manden, som før kom hen til mig før, kommer over til mig igen og spørger om jeg vil med til hospitalet og vente på mine forældre.
”Må jeg… låne en seng? På hospitalet.” spørger jeg. Han nikker og siger ja, og smiler blidt til mig. Han hjælper mig op at stå, og støtter mig ned af trappen med en arm om mine skuldre.
De får hurtigt båren op i ambulancen og jeg sætter mig ved siden af den. Det er ham som hjalp mig inde i huset, som nu sidder sammen med mig og Marie. Han siger til mig at jeg gerne må holde hendes hånd. Jeg tager forsigtigt hendes højre hånd. Fletter hendes tynde, senede fingre ind mellem mine. Selvom at hendes hånd er helt kold, spreder den en bølge af tryghed gennem mig.
”Klarer hun sig?” spørger jeg med skælvende stemme. Jeg vil helst ikke vide hvad svaret er.
”Oddsene er desværre ikke gode. Men vi gør alt hvad i kan.” medlidenheden i hans øjne, får mine til at prikke. Små tårer løber lydløst ned af mine kinder.
”Jeg hedder Johan. Og… og bare så du ved det, betyder hun alverden for mig”…

Hvidt. Hvidt overalt. Min krop er helt let. Svævende. Næsten. Jeg har ingen idé om hvor jeg er. Himlen? Helvedet…? Hospitalet? Jeg aner det ikke. Men det er fuldstændig lige meget. Fordi han er her. Hans pjuskede sorte hår falder ned i panden. Et stort smil breder sig over hans læber, da han ser at jeg kigger på ham. Det er til mig. Kun til mig. Kender du den følelse? Når den smukkeste, dejligste og mest betydningsfulde person i dit liv, smiler til dig. Den får min krop til at flyve. Sitrer af kærlighed. Den følelse, bliver fuldendt, da hans bløde røde læber, ømt kysser mine.

Skrevet af Julie Krøll.


Hvad syntes i???? Håber i smider en kommentar! Bigloooooove fra mig!