Vilde Venus(Kapitel 3) {{forumTopicSubject}}

Her er så starten af kapitel 3

Kapitel 3
Den Umulige Opgave

Det var tidligt om morgenen, da Lizzie gik ud til hestene. Stilheden i stalden, inden solen for alvor brød frem, var det bedste tidspunkt på dagen. Alle problemer virkede som om de var langt borte, og det var nu Lizzie kunne slappe helt af. I den første boks kunne hun se den gyldne hoppe, som gik nervøst rundt. Lizzie tog den slidte grime der hang på bokslågen, og gik ind til hesten. “Godmorgen Venus. Hvad siger du til at komme ud og strække dine ben?” Hoppen så mistænksomt på hende, og vendte så sit hoved ind i hjørnet igen, mens bagparten blev vendt mod Lizzie. Det var tydeligt at den forsøgte at markerer at den ikke var interesseret i at tale med hende. Lizzie vidste at alt hvad hun gjorde med hoppen fra nu af, ville have indflydelse på det arbejde hun skulle lægge i hoppen fremover. Lige i det øjeblik var Lizzie ikke sikker på om hun bare skulle vente til den næste dag eller om hun skulle tage chancen, for hun følte at begge dele kunne ende fatalt. Hvis hun stoppede nu ville Venus tro at hun kunne styre Lizzie, men det samme ville være tilfældet hvis hun tog hoppen ud og den fandt ud af at den var stærkest. I sidste ende valgte Lizzie at nærme sig den gyldne hest. Hun gik forsigt hen til den stædige hoppe, mens hun prøvede at berolige den med sin stemme. Samtidigt prøvede hun at virke selvsikker og som om hun havde kontrol over det hele, og det smittede af på den unge hest, der lidt modstræbende gav Lizzie lov til at komme helt tæt på, og næsten frivilligt lod den grimen blive ført på den. Langsomt trak Lizzie den ud til ridebanen. Planen var at slippe unghesten løs på et så lille areal, nu hvor de ikke vidste med sikkerhed at de kunne fange den igen. Da Venus så indhegningen livede den op. Hun begyndte at slå irriteret med hovedet, og en enkelt gang forsøgte hun at rive sig løs ved at rejse sig, men Lizzie var forberedt. Stædigt stoppede hoppen op, og nægtede at gå et skridt til. Bestemt gik Lizzie hen ved hesten skulder og slog et klik med tungen, mens hun førte grimskaftet fremad, men hoppen ville stadig ikke flytte sine ben. Lizzie forsøgte igen, mens hun daskede hoppen let med træktovet. Frækt sprang hoppen frem for fulde drøn, og den havde nær fået revet sig løs fra Lizzie. Beslutsomt tog Lizzie fat i hesten og trak den et par omgang rundt på ridebanen, for at vise den, at det ikke nyttede noget at spille smart. Den første tur rundt på banen, blev Venus ved med at prøve det ene nummer efter det andet af og det tog næsten ti minutter at komme rundt på banen, og Lizzie var allerede udmattet. Men hun vidste at hun ikke bare kunne give op nu, hun blev nødt til at vente med at stoppe til Venus endelig ville opfører sig bare en lille smule acceptabelt. Da Venus, efter tre omgange med forsøg på at slippe løse, kunne se at det ikke nyttede noget valgte hun til sidst at følge pænt med, men Lizzie var ikke i tvivl om at hvis hoppen fik muligheden ville den forsøge på noget nyt, så hun valgte at udnytte muligheden, og slap den fri på banen. Med et kæmpe hvin satte Venus af sted med kæmpe krampagtige bukkespring. Bagefter gav hoppen en opvisning i hvor godt den kunne flytte sig, og Lizzie var lamslået. Hun lagde slet ikke mærke til at Jeff kom hen ved siden af hende. I et kvarter stod de og så på hoppen, der stolt flyttede fra den ene ende af banen til den anden, blot for at løbe tilbage igen. “Måske er den slet ikke så ringe” Lizzie så på Jeff, hun ville gerne sige noget. Hun havde store forventninger til den lille hoppe, men hun havde ikke regnet med at den havde så stor en gangformåen. “Det er som at se Silver Light som ung. Hun bevæger sig på nøjagtig samme, smidige måde. Akkurat som Silver Light gjorde det. Kan du huske hvordan han flyttede på sig, Lizzie” Hun var stadig mundlam, og alt hun kunne gøre var at nikke. Pludselig fik hoppen øje på de heste der gik på folden bag dem. Hun stoppede op, og fnøs en enkelt gang, for at fortælle at hun var der og hun ikke var hvem som helst. Selv om Lizzie havde svært ved at tro det, så var hun næsten overbevist om at hoppen vidste hvem den var, at alle forventede sig noget af den, at alle der så på den i dette øjeblik var betaget af den, som den stod der.

Starten kan læses her: (link fjernet)