når alting bliver svært (skole+hest) {{forumTopicSubject}}

her for godt 2 mdr. siden solgte jeg min pony, som jeg havde haft i 10½år, og det skal siges jeg intet har fortrudt, for vi kunne ikke samme til sidst. og ingen tåre kom frem da han blev hentet, mere bare lettelse.

men jeg har jo min hest, og vi knne alt sammen, og vi var nået langt og var rimelig klar til stævner, men efter pony var væk, skete der noget, jeg jeg må nok indrømme jeg blev bange for ham.

men han er jo en engel, han kommer mig altid imøde på folden, han vrinsker efter mig så snart han ser mig, jeg kan gå tur med ham hvor han har en cordeo og jeg holder ikke fast, han går bare og kigger, jeg kan løbe og han galopere, vi nermest leger sammen, og han har altid ørene fremme.'(( det skal siges det foregår på veje og marker.))

jeg kan ride på ham i alle tre gangarter med cordeo og uden sadel, og på tur ingen problemer, vi hyger os, og hna vender tit hovedet for lige at blive nusset og hygge snakket lidt med...

Men da det jo skal ære min stævne hest skl der jo oget seriøst til, og det dur vi bare ikke til, han bliver hidsig og løber fra mig hvis vi træner fra jorden på en ridebane/ridehus.

og jeg føler mig selt ikke tryk på ham med sadel og hovdetøj, for jeg føler bare han løber, jeg har ingen problemer i skrdt der kan vi godt tage det seriøst,og vi kan en masse øvelser.
Men i trav går det gaæt, jeg går helt i panik hvis han traver stærkt, eller tager hovdet op, jeg blier så bange for ham.
Men i galop, hvor han ikke har det langsome lope endnu genere det mig ikke jeg er ikke bange for ham, lge meget hvor stærkt han løber.

Jeg vil gernme ud og starte stævner osv, men jeg må nok indrømme at der nok går langtid endnu.

jeg har tget meget afstand til ham de sidste par mdr. jeg går stadig over og nusser om ham og snakker med ham, men før elskede jeg at gå ud på folden, det går jeg IKKE mere, jeg står altid et sted hvor han ikke kan se mig, jeg beundre ham, den skønhed væsen hesten er, og jeg syntes det er et fantastisk væsen, og efter håndet før jeg svære og svære ved t gå ud til ham, for jeg ødelægger det fantastiske. jeg ved ikke hvad jeg skal gøre?

jeg er ogs startet på uddannelse, og er hjemme kl 4 hver dag, og jeg er bare ødelagt, og jeg prøer virkleig at tage mig sammen, men jeg kan ikke få mnig selv til at gå ud til ham. det varmer dog altid når ham, vrisnker til mig hver gang jeg kommer hjem.

hjelp kom med noge ideer hvordan jeg får trygheden og lysten tilbage