Når tvivl bliver uudholdelig. {{forumTopicSubject}}

Ja, kender i ikke det hvor man går og tvivler helt vildt over et eller andet? Eller når alting bare ser fuldstændigt sort ud, og man ikke kan se en fremtid? Sådan har jeg det lige nu. Garanteret sådan en typisk teenageting.
Men for det første er jeg pludseligt kommet så meget i tvivl om min måde at være rytter på, hvis man kan sige det sådan. Er virkeligt i tvivl om om jeg overhovedet vil være konkurrencerytter? Er det for pokker da egentligt det jeg allerhelst vil? Eller vil jeg hellere droppe min konkurrenceridning, sige til min faster at det ikke er det her jeg vil, og anskaffe mig en lille pony jeg kan gå og hygge og træne tricks med. Eller vil jeg overhovedet være rytter mere? Er det hele bare for meget? Kan jeg overhovedet holde styr på det med lektier og skole? Den gnist der før var ved min ridning lader til næsten at være forsvundet efter jeg solgte min gamle pony. Jeg elsker jo stadig den lille underlige, skøre "møgpony", for det var jo det jeg elskede/elsker hende for at være. Min egen lille skøre pony der efterhånden har smidt mig af så mange gange at jeg ikke har tal på det længere.
Og så står jeg også lige nu i det problem at jeg simpelthen føler at jeg har alt for mange ting der bare ikke er som de burde være. Alt for mange ting jeg stadig stiller spørgsmålstegn ved lige nu. Jeg skal ud i erhvervspraktik i uge 47, og jeg aner bare ikke hvad jeg skal søge om. Jeg har snakket med min UUvejleder op til flere gange uden egentligt at komme frem til nogen løsning. Jeg har simpelthen så svært ved at finde en mening med nogen ting lige nu. Desuden går jeg også og bakser med at finde ud af om jeg vil på HTX eller STX, og jeg føler mig faktisk overhovedet ikke klar til at skulle forlade folkeskolen. Jeg føler mig ikke klar til at skulle tage springet videre. Nu er jeg godt nok blevet enig med mig selv om at jeg skal tage 10. med også, men det er på en eller anden måde ikke det samme. Selvom jeg er blevet mobbet en del år i skolen, så er der alligevel personer jeg vil komme til at savne som ikke skal videre i 20. Jeg er bare så pokkers bange for at miste kontakten til dem. Alt ser bare fuldstændigt sort ud, og jeg er træt og sur og dagene snegler sig bare afsted. Hele den her situation driver mig snart til vanvid.
Ja okay, jeg ved egentligt ikke hvad i kan gøre ved det, men jeg trænger altså virkeligt til at komme ud med min frustration et eller andet sted, ognu gik det altså lige ud over jer.
Og jeg har på fornemmelsen at jeg fik skrevet en kvart roman før, men det er det jeg gør bedst.