Gaven glemmer jeg aldrig (stil) {{forumTopicSubject}}

Jeg har skrevet en stil, i må meget gerne læse den,om kommentere på den (:
Den er skrevet på fantasi ;D

Stil.
Gaven glemmer jeg aldrig!

Du er ved mig nu, måske er det slut i morgen. Jeg ved jo du ikke har langt igen! Det er hårdt at se dig lide, det har været en lang proces at gå igennem. Men er sikker på at det bliver hårdere!
Nu er du en del af mit liv, det har du været i lang tid. Men det er først efter du blev syg jeg fandt ud af hvor meget du enlig betyder for mig. Da du blev syg har mit hjerte føltes tomt, jeg følte jeg ikke havde noget at leve for, hvorfor skulle jeg være på denne jord uden dig? Det spørgsmål der stod mig på!
Jeg følte mig som et dårligt menneske, uden dig, hvorfor skulle der så være en mig? Jeg kunne ikke forstå det liv i havde givet mig, hvorfor skulle jeg have det liv. Mit liv er der alt for mange udfordringer i, hvorfor fik en ikke det her liv? En der kunne takle alle de problemer jeg har skabt?
Når det var en lille del, af det jeg bare skulle ud med. Men bare rolig, jeg har mere.
Nu hvor jeg går i skole, er det svært at finde tid til alt, men alligevel skal jeg besøge den person der betyder rigtig meget for mig, nemlig min mormor. Hun ligger på sygehuset med den sygdom utrolig mange mennesker har fået, nemlig kraft. Det har været hårdt at være ved hende, når hun enten har sovet, eller haft tåre i øjnene. Hendes eneste udvej var at dø, jeg er sikker på at hun godt kan leve videre. Men hun skal ikke se døden i øjnene så! Men det er det hun vil, og det hun gør!
En dag efter skole. Jeg sidder i bussen ser ud på vejen mens det regner. Bussen køre forbi sygehuset, mange mennesker stiger af, jeg ville gerne se min mormor, så jeg hopper ned også.
Jeg går over mod sygehuset, igennem den lange gårdsplads. Jeg åbnede den tunge dør, og tratte ind med mine våde sko.
Jeg skyndte mig over til receptionen, og spurgte om hun lå på den samme stue. Det gjorde hun ikke, så damen i det hvide tøj hjælp mig hen til døren, sagde til mig at hun havde fået svært ved at trække vejret, så de skulle flytte hende så de kunne kigge til hende. Jeg smilte og sagde ”okay” Selvom jeg enlig mest havde lyst til at være usynlig. Hver gang jeg kom, var der en til dårlig nyhed.
Jeg gik ind til min mormor, stod overfor hende, kyssede hende på hendes rynkede pande i mens hun sov. Jeg sat mig i hendes fodende, kiggede på hende. Hun var begyndt at tabe hendes lange hår på hovedet.
Jeg kiggede over på hendes bord med en masse blomster, og hendes yndling chokolade, men der var et billede som jeg ikke havde set før, jeg rejste mig og gik over, tog det i hænderne. Jeg kiggede på det. Det var et gammelt billede det var sort og hvidt. Men der var utrolig mange tanker i det billede, det var min mormor og min morfar. Min morfar døde da jeg var ca. 1år. Så jeg forstår godt hun ikke ville leve mere, hun ville så gerne se ham igen.
Min mormor begyndte at hoste, hun satte sig op i sengen. Hun smilte til mig og sagde ”jeg er en være sove tryne, næste gang må du vække mig” Jeg smilte til hende. Jeg satte mig på gulvet ved siden af hende. Hun spurgte som sædvanlig om jeg havde haft en god dag, det gør hun hver dag, men jeg elsker at svare hende, for så køre vores samtale.
Da jeg havde været der i en time, tog jeg hjem, kyssede hende og sagde ”vi ses i morgen mormor” Min mormor svarede ”ja selvfølgelig gør vi det!” Men jeg ved at hun mest har lyst til at sige, ja nu må vi se.
Da jeg kom hjem smed jeg mig på sengen, jeg vil ikke græde – jeg vil ikke græde! Men jeg kan ikke holde det inde, jeg føler hendes smil, det smil hun havde inden hun blev syg. Jeg grad…
Jeg faldt i søvn.
Dagen efter kommer min mor, ”skat” Jeg svarede med trætte øjne, ”HVAD NU?” Hun satte sig på sengen, agede mig på kinden og sagde ”nu hør godt efter!” Jeg svarede tilbage ”ja, ja” Hendes svar var ”din mormor er blevet syg i løbet af natten. Jeg forstod det ikke helt, blevet syg i løbet af natten, det har hun da været i lang tid?! Men hun sagde igen ”Din mormor holder ikke til en dag til! Vi ved hun gerne vil dø” Jeg så min mor i øjnene, en tåre faldt ud af hendes øje krog. Hun mente det seriøst!
Jeg skyndte mig i noget tøj, og børstede tænder. Vi kørte sammen derud, vi sagde ikke noget på vej derhen.
Vi skyndte os ind og spurgte hvor hun lå?
Vi gik ind til hende, da min mor åbnede døren, kiggede ind. Begyndte mine tåre at rende!
Jeg gik ind til hende kyssede hende på panden, kiggede ind i de færdige øjne, hun ville ikke mere. Jeg kunne mærke hendes frygt, men os hendes glæde, jeg tog hendes hånd og klemte den ind til mig. Jeg sagde til hende ”jeg vil ikke miste dig, du betyder alt for mig, jeg kan ikke klare det uden dig, mit liv er kun et fuldendt liv med dig mormor, du må ikke lide, men du må ikke forlade mig!” Jeg forventede ikke et svar men hun svarede alligevel ”jeg vil altid være ved dig, passe på dig, jeg vil glæde mig over det du gør!”
Min mor sagde at vi skulle give hende fred. Så vi tog hjem, jeg grad hele vejen.
Morgnen efter var min mor over ved min far (det skal siges de er skilt)
Jeg gik ned for at lave noget morgenmad, da det ringede på døren. Jeg gik hen mod døren, der stod en politi mand, og spurgte om min mor var hjemme? Jeg spurgte om der er noget galt, selvom jeg godt ved hvad det er, men jeg vil ikke acceptere det, han sagde din mormor er død i nat klokken 04.56. Jeg skreg ”NEJ!” Jeg grad. Han spurgte efter min mors nummer, men i mens han gjorde det gik hun og ad trappen. Hun rakte hånden ud mod betjenten og sagde ”hej, jeg tror godt jeg ved hvorfor du er her” og smilte, hun gik hen til mig holdte om mig, hendes tåre begyndte os at rende ned at kinderne. Politi manden gav os hendes døds erklæring, min mor tog imod den, han sagde at han havde en ting til der lod på hendes bord. Han gav mig den og sagde ”jeg tror den er til dig!” jeg tog imod den og kiggede på indpakningen.
Vi gik ind, jeg satte mig op på værelset, pakkede den op, der var et papir i der stod ”mit kære barnebarn, du ved jeg altid vil være ved dig! Jeg har haft den her på mig de sidste 44år. Nu er det din tur til at have den. Vi ses en dag.
Jeg begyndte at grade igen, kiggede på dette smykke jeg havde fået med, det var et hjerte med en diamant i enden, jeg knyttede den ind til mig.
Nu er det 20år siden, jeg går stadig med den, og har planer om at gøre det for evigt, for med den på har jeg altid en der tror på mig!