hjælp til rettelse {{forumTopicSubject}}

Nu postede jeg nogenlunde samme emne for et par dage siden, men der kom ikke rigtig nogen respons, prøver derfor igen (dog med ændringer)

Hvad synes i? og hvad kan gøres bedre?


Spejlinger

Handlingen finder sted i en storby, på gaden og på en café. Omgivelserne er livlige hvilket de horisontale og vertikale linjer giver os fornemmelse af. I den ældre dames baggrund ses et lejlighedskompleks, en flot udsmykket lygtepæl, halvdelen af en cy-kel og tilmed også et tårn (i vinduesglasset). Alle disse ting kan nemt symbolisere at der er for meget fart på vores liv nu om dage (kan føre til drastiske og uovervejede valg), at mange glemmer at leve i nuet. Det faktum at billedet er lavet i sort/hvid gør stemningen mere dyster, og stemmer overens med den ældre dames tanker (læses i novellen). På billedet længst til venstre ses en ældre dame, hendes ansigtsudtryk er sammenbidt og hun kniber øjnene sammen (viser tydeligt hendes dårlige sindstil-stand). Hendes kropssprog er i og for sig tydeligt, og fortæller en stor del af hvad hun har været igennem. Efter hendes ægteskab følte hun at hendes frihed var ble-vet berøvet. I mange år angrede hun, hvilket har ført til at hun ser det negative i al-ting og derved glemmer at leve i nuet. Den unge dame i forgrunden er udfordrende og let påklædt, med meget markerede øjne og mørkt hår. De to kvinder er uden tvivl modsætninger, og de ser egenskaber i hinanden som de hver især ønsker. Ved den unge kvindes skulder står en mand hvoraf man kun kan se det halve ansigt (meget kolde øjne). Manden symboliserer den magt ægtemanden har haft over sin kone, og at hun altid har følt sig ”forfulgt” og aldrig fri. Øverst i billedet ses tre fingre, hvilket kan indikere tre løsninger, muligheder eller chancer.


Mine fødder skiftes til at træde et skridt frem, imens jeg begiver mig ud i det ukend-te. Biler og cykler farer gade op og gade ned, imens de utallige mennesker møvrer sig frem. Min søn, Nicolaj, kommer til eftermiddags kaffe og det er grunden til at jeg nu slentrer op mod bageren. Det er en kølig eftermiddag, og solen kæmper mod de enorme dynger af skyer. Jeg kan se de sorte dagrenovations skraldespande endnu ikke er tømt, og jeg mumler til mig selv; ”Den dovne og ugidelige ungdom”. Længere nede af den menneskefyldte gade, står et ungt par og kysser lidenskabeligt – som så mange andre. Hvor jeg dog hader den form for offentlig fremtræden, de unge men-nesker er så hensynsløse og uopdragne. Den gang jeg var ung var tonen helt ander-ledes, pigerne skulle klæde sig tildækket, ordne hjemmet og ikke mindst opvarte mændene. Tiderne har vel nok ændret sig, tænkte jeg ved mig selv.


I mine unge dage var jeg så privilegeret at mine forældre kendte en særdeles ambi-tiøs mand, som jeg senere hen blev gift med. Jeg var meget bevidst om hans høje status, og jeg var sikker på at han ville gøre mig lykkelig. Først adskillige år efter fandt jeg ud af hvor naiv jeg havde været, grunden til at jeg var blevet hos min mand var pga. mine sønner. Den dag i dag ærgrer det mig grænseløst. Jeg burde have været mere egoistisk og tænkt på mit eget velbefindende. Faktummet er bare, at det gjorde jeg ikke, og det har forringet min livskvalitet i mange år. Når jeg tænker tilbage ser jeg mig selv som en usikker og svag hustru, hvilket min mand udnyttede. Efter min mands død, fik jeg øjnene op og pludselig følte jeg mig som en fugl udenfor sit trange og tilbageholdende bur. Jeg føler mig stadig ikke komplet, føler mig ikke lykkelig og det føles som var der en stor solid mur imellem min lykke og det sted jeg står nu.


Mine tanker blev afbrudt. Den smukke lyse sol blev tvunget væk af et skybrud, og de små ubetydelige regndråber faldt langsomt ned mod det beskidte fortov. I det sam-me øjeblik kiggede jeg ind af en gammel cafés vindue og mit blik fæstnedes til en ung og provokerende kvinde. I et kort sekund stoppede vi begge op og bare stirrede på hinanden. Tiden stod stille og vi smeltede sammen som én, og det gik op for mig at hun var alt hvad jeg ønskede mig at være. Hendes øjne var himmelblå, men alligevel havde de et dystert blik. Hun var at læse som en åben bog. Omgivelserne begyndte atter at bevæge sig igen, og vores veje skiltes. Dette blev til et vendepunkt i mit liv, og helt ubevidst havde min ene hånd lukket sig om både min tommelfinger og lillefinger, og de sidste tre fingre dannede en symbolsk treenighed; Glem fortiden, nyd nutiden, red fremtiden.